Præsidentvalget i USA 2024 bliver en duel mellem Donald Trump og Kamala Harris.

Test_Præsidentvalg i USA_ny topbillede_ReutersRitzau Scanpix@20240823-030258-4-3957x2638ma kopier.jpg

Trump eller Harris?

Valg i USA

Krigen i Afghanistan blev indledt af USA efter angrebet på World Trade Center i New York den 11. september 2001. Afghanistans Taleban-styre husede Osama Bin Laden og hans militante netværk al Qaeda, som ifølge de amerikanske efterretningstjenester stod bag angrebene. Taleban-styret faldt efter blot nogle måneders krig, og den vestlige militære alliance NATO fik ansvaret for den militære tilstedeværelse. En koalition af afghanske grupper udpegede en overgangsregering, og senere blev der gennemført demokratiske valg, men Taleban samlede kræfter og begyndte for alvor at slå tilbage mod NATO-styrkerne fra midten af 2000’erne. De vandt særligt frem i de sydlige landdistrikter og da USA og NATO i begyndelse af 2021 bekendtgjorde, at de ville trække sig helt ud, gik det hurtigt for Taleban med at tilbageerobre landet.

En af årsagerne til, at det var så let for Taleban at overtage magten igen, var, at den afghanske regering og hær, som var støttet af de vestlige allierede, var plaget af korruption og dårlig organisation. En anden var, at USA og NATO havde allieret sig med forskellige lokale krigsherrer i landet, der fungerede som politi i landdistrikterne og blev meget upopulære blandt befolkningen på grund af deres brutale metoder. En tredje årsag var, at de vestlige allierede havde skiftende mål med tilstedeværelsen i Afghanistan, men et fællestræk var, at ingen af dem tog reelt hensyn til afghansk kultur eller skik.

Der har været flere krige i Afghanistan – heriblandt en startet af Sovjetunionen i 1980’erne (se Faktalink om Den Kolde Krig) – men når der i nutiden tales om krigen i Afghanistan, gælder det som oftest den konflikt, der varede fra 2001 til 2021 og blev indledt af USA som led i deres erklærede ”krig mod terror”. USA’s invasion af Afghanistan i 2001 blev iværksat efter angrebet på World Trade Center i New York den 11. september 2001. Amerikanske efterretningstjenester konkluderede, at gerningsmændene var al-Qaeda, et militant netværk, som primært var baseret i Afghanistan, hvor dets leder Osama Bin Laden, også opholdt sig. Afghanistan var på det tidspunkt styret af den islamiske organisation Taleban, som nægtede at udlevere Bin Laden (se Faktalink om 11. september 2001).

Angrebet den 11. september fik for første – og hidtil eneste – gang NATO-landene til at aktivere artikel 5. Det er den såkaldte musketered, hvor et angreb på ét land i NATO betragtes som et angreb på alle (se Faktalink om NATO). I første omgang var det dog USA og Storbritannien, som indledte angrebene i Afghanistan i oktober 2001. NATO blev først officielt involveret da ISAF (International Security Assistance Force) overtog operationen i januar 2002. Først gik ledelsen på skift mellem medlemslandene og fra 2003 overtog NATO ledelsen af ISAF. ISAF var oprettet med FN-mandat, i modsætning til de indledende angreb. Taleban-styret var blevet tvunget fra magten allerede i december 2001, og en ny regering blev indsat i Kabul. Den første var en overgangsregering udpeget af en koalition af afghanske grupper domineret af Den Nordlige Alliance på et møde i Bonn, og siden blev en regering valgt gennem demokratiske valg. Taleban fortsatte imidlertid med at kæmpe mod ISAF i landområderne og stod særligt stærkt i den sydlige del af Afghanistan fra 2006. I 2013 overtog den afghanske hær kampopgaverne fra NATO og i 2015 det fulde ansvar for sikkerheden i landet. NATOs rolle overgik til træning, rådgivning og støtte. USA forhandlede også en (usikker) fredsaftale på plads med Taleban og bekendtgjorde at ville trække sig helt ud af landet den 11. september 2021. Disse planer blev dog overhalet indenom af begivenhederne: I løbet af sommeren 2021 vandt Talebans styrker frem og erobrede landets hovedstad Kabul den 15. august \[1\] \[2\]. Det førte til en kaotisk tilbagetrækning af vestlige styrker \[3\].

Den umiddelbare anledning til krigen var angrebet på USA den 11. september 2001, men baggrunden for krigen – og måske særligt dens forløb – skal forstås i lyset af Afghanistans turbulente historie. Den stat, der kaldes Afghanistan, blev oprettet i 1747 som en konføderation af forskellige stammer. Afghanistans placering mellem Rusland og Indien (hvor sidstnævnte var underlagt britisk kolonialt styre) og på den såkaldte ”silkevej” – handelsruten mellem Europa og Asien – gjorde Afghanistan strategisk interessant for mange andre stater. Storbritannien invaderede Afghanistan tre gange i løbet af det 19. og 20. århundrede, men lykkedes aldrig med at kontrollere territoriet. Føderationen Afghanistan opbyggede i det 20. århundrede en mere centraliseret stat med en forfatning og i midten af 1900-tallet også demokrati. Men den politiske situation i landet forblev skrøbelig grundet de mange forskellige stammer og grupper, som lever i Afghanistan, og som har haft forskellige interesser \[2\] \[4\].

Efter en kaotisk periode i 1970’erne invaderede Sovjetunionen Afghanistan, hvilket blev begyndelsen på en ti år lang krig, hvor Sovjetunionen til sidst måtte trække sig ud.

Denne krig fik i høj grad karakter af stedfortræderkrig, fordi USA på den anden side finansierede islamiske grupper, der kæmpede mod Sovjetunionen, de såkaldte Mujahedin.

Afghanistan er blevet kaldt ”imperiernes gravplads”, fordi imperiale magter lige fra det persiske imperium mere end 300 år f.v.t over Storbritannien i det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede til i nyere tid Sovjetunionen og senest NATO forgæves har forsøgt at få kontrol med territoriet. Disse mislykkede militære operationer har hver gang fået fatale konsekvenser for såvel den afghanske befolkning som for de magter, der har forsøgt at invadere landet.

Efter Sovjetunionens tilbagetrækning i 1989 var Afghanistan i 1990’erne præget af interne kampe og borgerkrig. Den stærkt religiøse bevægelse Taleban tog magten i hovedstaden Kabul i 1996 og indførte et brutalt islamisk diktatur. Der vedblev dog at være modstand mod Taleban i det nordlige Afghanistan, fra den såkaldt Nordlige Alliance \[2\] \[4\] \[5\] og \[6\].

Osama Bin Laden var en rigmandssøn fra Saudi-Arabien som i 1979 tog fra sit hjemland til Afghanistan for at hjælpe med at bekæmpe de sovjetiske invasionsstyrker. Efter at være blevet udvist fra Saudi-Arabien, som han ellers vendte tilbage til efter krigen, fik Osama Bin Laden i 1996 tildelt ophold i Afghanistan af Taleban. Herfra fortsatte han sine aktiviteter med at opbygge et netværk – i Vesten kendt som al-Qaeda – der kunne udkæmpe hellig krig. Selvom Bin Laden og USA havde været på samme side i krigen mod Sovjetunionen i Afghanistan, afskyede Bin Laden USA, som han mente var en imperial magt, der blandede sig utidigt i andre landes anliggender. Igennem 1990’erne var Bin Laden og al-Qaeda involveret i en række angreb på amerikansk tilstedeværelse (tropper og ambassader) og interesser bl.a. i Somalia, Kenya, Tanzania og Yemen.

Efter angrebet på World Trade Center i USA den 11. september 2001, blev han af amerikanske efterretningstjenester hurtigt udpeget som bagmand. Selv tog han først ansvaret for angrebet i 2004. Først i 2011 fandt og dræbte amerikanske styrker Osama Bin Laden, der på det tidspunkt opholdt sig i Pakistan \[7\] \[8\].

USA og Storbritannien begyndte krigen i Afghanistan i efteråret 2001 under navnet Operation Enduring Freedom, som var USA’s officielle navn for ”krigen mod terror” både i Afghanistan og andre steder. ISAF – den internationale styrke i NATO-regi – indgik i denne operation fra 2002-2015. ISAF bestod af egentlige kampenheder, herunder danske. Fra 2015 var ISAF og NATO primært involveret i træning, rådgivning og støtte til den afghanske hær. Denne indsats fik navnet Resolute Support og varede frem til 2021. ISAF havde FN-mandat til sine militære operationer i Afghanistan, men FN havde også en civil indsats i landet, som også Danmark bidrog til \[9\].

Taleban-styret kollapsede blot to måneder efter invasionen og derfor blev krigen umiddelbart betegnet som en stor succes. Efter forhandlinger i Bonn udpegede afghanske grupper i og udenfor Afghanistan en afghansk overgangsregering og senere blev der blev afholdt præsidentvalg. Tanken var at indføre en samfundsmodel efter amerikansk/vestligt forbillede. Men det ny styre var ustabilt og fra 2006 havde Taleban samlet kræfter til at gå til modangreb, særligt i det sydlige Afghanistan, herunder Helmand-provinsen, hvor danske soldater var udstationeret. På trods af en række ny strategier og en optrapning under den amerikanske præsident Barack Obama fra 2009, viste Taleban sig standhaftige, og de NATO-allierede begyndte at efterlyse en slutdato. De enedes om 2014. I 2015 overtog afghanske sikkerhedsstyrker ansvaret for sikkerheden, selvom de ifølge eksperter ikke var klar til det – ifølge en amerikansk general manglede de våben og udrustning og var i øvrigt plaget af dårlig organisation, dårlig ledelse og korruption (se kilde 10). Herefter kom den vestlige tilstedeværelse til at bestå primært af finansiering, træning og rådgivning, og antallet af NATO-soldater udstationeret i Afghanistan blev betydeligt mindre. Taleban voksede sig stærkere og i 2019 indledte USA fredsforhandlinger med Taleban udenom regeringen i Kabul. I 2020 indgik de en aftale om, at Taleban ikke ville lade Afghanistan være afsæt for terroraktioner i andre lande. Herpå begyndte interne fredsforhandlinger og USA’s planer om at trække sig helt ud. Under den amerikanske præsident Joe Biden blev datoen 11. september 2021 meldt ud, altså præcis 20 år efter det angreb, som blev anledning til krigen. Taleban indledte en fremmarch gennem Afghanistan, der endte med at de indtog Kabul og den afghanske regering kollapsede. Siden da har Taleban igen været ved magten i landet \[1\] \[2\] \[8\].

USA har brugt en trillion (1.000.000.000.000) dollars på krigen, hvis man udelukkende medregner direkte udgifter oplyst af det amerikanske forsvarsministerium \[11\]. Brown University anslår dog at beløbet snarere er 2,3 trillioner, hvis man medregner afledte udgifter som f.eks. pleje til veteraner og renter på gæld af finansieringen. Storbritannien har haft næststørst udgifter med 30 milliarder dollars og Tyskland 19 milliarder dollars \[11\] \[12\]. Danmark har brugt 12-13 milliarder danske kroner \[12\].

Der er dog også mange aktører, der har tjent penge på krigen. Særligt det amerikanske militær har brugt et stort antal private virksomheder, der har leveret infrastruktur og services, herunder private sikkerhedsværn. I perioder overgik mandskabet fra private virksomheder langt antallet af soldater \[13\]. Desuden er en del penge gået til korruption \[11\].

Krigen anslås at have kostet flere end 176.200 liv i Afghanistan og 66.650 i Pakistan, hvor der også har fundet kampe sted. Disse tal dækker lokale sikkerhedsstyrker og oprørere. Hertil kommer næsten 70.500 civile døde, heraf 161 journalister/mediearbejdere og 551 nødhjælpsarbejdere \[12\]. Knap 3.500 NATO-soldater er døde, heraf 44 danske \[12\]. 11.406 danskere har været udsendt til Afghanistan, nogle af dem flere gange. Det er svært at få overblik over, præcis hvor mange soldater, der har været sendt til Afghanistan, men på krigens højdepunkt var der over 130.000 allierede soldater i landet \[13\]. Udover døde er der også et stort antal sårede. Desuden er det værd at bemærke, at antallet af døde ansat hos private aktører er større end antallet af døde amerikanske soldater: 4.007 mod 2.324 \[13\].

Krige skaber også flygtninge: FN anslår, at 8,2 mio. afghanere er flygtet ud af landet – 1,6 af dem er flygtet efter krigen sluttede og Taleban overtog magten \[14\].

Taleban var et voldeligt og autoritært styre – især overfor kvinder. Derfor førte afsættelsen af Taleban umiddelbart til mere frihed for befolkningen. Flere børn kom i skole, også piger, den gennemsnitlige levealder steg, der kom bedre infrastruktur og ikke mindst var der mere frihed i det daglige liv \[3\]. Det gjaldt dog ikke alle steder i Afghanistan: Den ny regering havde primært kontrol over Kabul og andre store byer, mens mange af land- og bjergområderne fortsat var domineret af Taleban eller andre oprørsstyrker. Heller ikke i de områder, hvor regeringen eller NATO-styrkerne dominerede, var der sikkert. Først og fremmest var der kontinuerlige kampe. Men NATO-styrkerne allierede sig også med lokale militsledere, som ofte var parter i længerevarende lokale konflikter og benyttede den nyvundne magt til hævntogter og generelt tyranni. Afghanere fra Helmand-provinsen, der på det tidspunkt igen var under Talebans kontrol, udtalte i september 2021 til magasinet The New Yorker, at selvom Taleban var brutale, var der ikke længere krig. Og under Taleban vidste de i det mindste, hvilke regler som gjaldt \[16\]. Det samme siger den dansk-afghanske journalist Nagieb Khaja og Afghanistan-veteran Martin Tamm Andersen, som har lavet dokumentaren Bedraget i Helmand sammen: ”Onde som de var – og er – så var reglerne klare.” Ifølge Khaja var NATOs alliance med brutale lokale politistyrker en del af grunden til, at lokalbefolkningen ikke gjorde modstand da Taleban kom tilbage \[17\].

Krigen i Afghanistan har givet anledning til debatter om magtanvendelse og legitimitet, ikke blot mellem lande, men også på individplan. I 2008 konkluderede Peder Vessel Kessing, der er forsker ved Institut for Menneskerettigheder, at menneskerettighederne ikke blev respekteret i ”krigen mod terror” \[18\]. Bl.a. har der været udbredt brug af tortur i forbindelse med afhøringer – både fra USA og lokale samarbejdspartnere \[19\] (se Faktalink om Tortur i krigen mod terror). Liselotte Odgaard, forsker ved Hudson Institute i Washington, påpeger desuden, at USA har samarbejdet med udemokratiske regimer i Centralasien i forbindelse med krigen i Afghanistan, fordi det havde strategiske fordele \[20\].

Siden 2002 har USA haft en fangelejr på militærbasen Guantánamo på Cuba (imod den cubanske regerings vilje). USA kalder fangerne ”illegale kombattanter”, hvilket betyder, at de ikke har samme rettigheder som krigsfanger. Der har været udbredte rapporter om brug af tortur, tilbageholdelse uden rettergang og hemmelig rettergang, som har udløst kritik fra bl.a. FN og Amnesty International. I 2002 var der 750 fanger på Guantanamo (se Faktalink om Guantanamo og om Tortur i krigen mod terror). I januar 2024 opfordrede menneskerettighedsorganisationer igen til at lukke fængslet. Der sidder stadig 30 mennesker, som ikke er blevet retsforfulgt \[21\].

Samarbejdet med lokale afghanske myndigheder har heller ikke været problemfrit. Der har været sager om udlevering af fanger til lokale sikkerhedsstyrker, som er blevet tortureret \[22\] og det er kommet frem, at danske soldater kendte til lokale militsers voldtægt af mindreårige drenge \[23\]. Foruden den lidelse, ofrene for tortur og overgreb bliver påført, viser studier, at også dem, der er vidende om forbrydelserne og oplever ikke at kunne forhindre dem, kan udvikle PTSD (post-traumatic stress disorder). Det kaldes ”moral injury”, altså moralsk skade \[24\]. En undersøgelse fra det danske Veterancenter viser, at hver tredje Afghanistan-veteran har symptomer på PTSD \[25\].

I USA tegnede politiske og militære ledere længe et billede af missionen som en succes, bl.a. fordi Taleban-regeringen blev afsat så hurtigt. Men på de indre linjer var der tvivl allerede fra 2006, da den afghanske regering viste svaghedstegn og Taleban var på vej frem. Udadtil var der dog ingen, der havde lyst til at indrømme – eller indse – at det kunne gå galt. Det er sjældent populært at starte en krig, som koster både tusinder af menneskeliv og milliarder af dollars, hvis det ikke fører noget godt med sig \[10\].  

Anders Fogh Rasmussen, som var statsminister i Danmark ved krigens udbrud og blev generalsekretær for NATO i 2009, står også stadig på det synspunkt, at NATO opnåede reelle fremskridt i Afghanistan og at det var en fejl at trække styrkerne ud, fordi det gav et magttomrum, som Taleban stod klar til at overtage. I hans øjne skal vestlige lande altså ikke involvere sig mindre, men mere. Ikke blot i Afghanistan, men i hele verden, også militært \[27\].

Et af krigens problemer var manglende enighed om, hvorfor man var i Afghanistan og hvad der skulle opnås. Denne uenighed har afspejlet sig både i selve indsatsen og i, hvordan der er blevet talt om krigen.

Umiddelbart var anledningen at hævne angrebet i USA den 11. september 2001 og udskifte Talebanstyret med en regering, der var mere venligt stemt over for Vesten. Men særligt fra 2004 var der også tale om ”nation-building” – statsopbygning. Altså at de internationale styrker skulle hjælpe med at skabe et demokratisk samfund efter vestligt forbillede i Afghanistan. Problemet var, at Afghanistan er et land med helt andre traditioner og kultur end Vesteuropa og USA, og det ikke er så nemt at påføre et andet samfund en specifik samfundsmodel udefra. Særligt fordi den skrøbelige afghanske regering blev helt afhængig af militær og økonomisk støtte fra Vesten \[3\] \[5\] \[10\]. Journalisten Nagieb Khaja kritiserer USA og NATO-landene for grundlæggende at mangle forståelse for det afghanske samfund og peger på, at det var en af årsagerne til, at det gik galt \[17\].

Det samme mener seniorforsker Mona Kanwal Sheikh fra Dansk Institut for Internationale studier. Hun peger desuden på, at de forskellige og nogle gange modsætningsfyldte målsætninger kom til at spænde ben for hinanden \[28\]. De skiftende formål og strategier gjorde også nogle af soldaterne frustrerede. ”Vi har aldrig fået en fælles forklaring på, hvorfor vi var i Afghanistan, hvorfor vi kæmpede og slog ihjel. Og det gør det svært for mange veteraner i dag. Vi kan hverken forklare, hvorfor vi kæmpede, eller hvad vi har opnået,” siger den tidligere udsendte Mads Silberg \[5\].

I de lande, der bidrog til krigen, har fortællingen været, at formålet var udbredelse af demokrati og kvinderettigheder \[27\]. Det var der også mange, som troede på, især blandt de udsendte soldater \[15\] \[29\]. Fra omkring 2010 var der en strategi om at vinde ”hearts and minds” i befolkningen. Men ifølge Mads Silberg var det svært, når man ikke var i stand til at bringe fred og fremskridt, særligt i landområderne. “Det lød godt, men kom meget hurtigt til blot at handle om at overleve. Vi fik aldrig overtaget, og det lykkedes heller ikke at beskytte kvinder og børn,” siger han og argumenterer for, at det blev stadigt sværere at ”sælge indsatsen” både i Afghanistan og hjemme \[5\]. Også David Vestenskov fra Forsvarsakademiet mener, at det blev vanskeligere med tiden at overbevise befolkningerne i det vestlige lande om, at krigen var en god idé: “Det er ikke nogen let opgave at forklare befolkningen, hvorfor vi skal investere milliarder i korrupte politikere, en halvkorrupt hær og en gennemkorrupt politistyrke, som kun kan varetage sikkerheden i de største byer,” siger han \[5\].

Ifølge Nagieb Khaja og Martin Tamm Andersen kom NATO gennem sine alliancer med brutale lokale krigsherrer til at blive betragtet som en besættelsesmagt, der bragte tyranni og ufred med sig \[17\].

I april 2021 spurgte TV2 tre danske Afghanistan-veteraner om de synes, indsatsen havde været det værd. En af dem mente, at det var positivt, at der var kommet bedre forhold for indbyggerne særligt i de store byer. Han forudså dog også, at det hele kunne falde fra hinanden, når vestlige styrker trak sig ud. Den anden var enig i, at der var blevet plantet ”et frø af håb og demokrati”, men at der også kunne gå noget tid, før resultaterne viste sig. Den tredje mente ikke, at det var det værd. Han måtte personligt behandles for traumer efter udstationeringen, men kritiserede også den politiske præmis om, at man kunne komme ind udefra og bestemme hvordan et samfund skal se ud. ”Politisk og ordentlighedsmæssigt” gav det ikke mening \[29\].

Både Peder Vessel Kessing fra Institut for Menneskerettigheder og Lars Erslev Andersen, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, peger på, at manglende respekt for menneskerettigheder i forbindelse med ”krigen mod terror” har været kontraproduktiv, da det skaber nye fjender \[18\] \[30\].

Efter at Taleban overtog magten igen, er situationen blevet værre særligt for piger og kvinder, rapporterer både FN og Amnesty International. De har fået forbud mod at gå i skole, arbejde, komme til lægen eller på hospitalet uden en mandlig ledsager, deltage i sport og meget mere. Det er en tilbagevenden til de regler der herskede før krigen \[31\] \[32\].

Mange forhold er desværre også blevet værre end de var før krigen. Udover de mange, der er flygtet fra landet, er der ifølge FN også 3,2 millioner internt fordrevne. Efter Talebans magtovertagelse er økonomien kollapset og sammen med tørke og jordskælv har det bragt Afghanistan på randen af en sultkatastrofe. Også denne situation rammer kvinder og børn særligt hårdt \[14\] \[32\].

En tidligere medarbejder i det amerikanske udenrigsministerium sagde allerede i 2015: ”Vores strategi var at skabe en stærk centralregering, hvilket var idiotisk, eftersom Afghanistan ikke har historisk tradition for en stærk centralregering. Tidshorisonten for at skabe en stærk centralregering er 100 år – det har vi ikke” \[10\]. Nogen håber, at den afghanske befolkning på længere sigt vil gøre oprør mod Taleban, fordi de i en periode fik oplevet et friere liv. Et befolkningsoprør kan imidlertid starte en ny borgerkrig i et allerede krigstræt land \[6\].

Afghanske civile evakures fra Trikh Nawar i Helmandprovinsen i 2010.

Krigen i Afghanistan_ topbillede.png

Krigen i Afghanistan

Kulturrevolutionen i Kina (1966-1976) var landets daværende leder, Mao Zedongs, sidste store forsøg på at skabe en socialistisk utopi gennem omfattende politiske og sociale omvæltninger. Målet var at forhindre, at Kina kom til at sidde fast i gamle og nye klasseskel, sådan som Mao mente det var sket i Sovjetunionen. Midlet var en bevægelse af ‘rødgardister’, der fik frie hænder til at sørge for, at den rette revolutionære ånd indfandt sig på alle niveauer af samfundet. Også internt i Kinas Kommunistiske Parti skulle der ryddes op i ‘borgerlige’ tendenser. Kulturrevolutionen kastede landet ud i kaos og politisk forfølgelse og den eksisterende økonomiske krise blev yderligere forværret.

Folkerepublikken Kina er det officielle navn for den nuværende stat Kina, der blev udråbt som Folkerepublik i 1949 efter kommunisternes endelige sejr over det nationalistiske Kuomintang-parti. Under ledelse af general Chiang Kai-shek trak Kuomintang sig til øen Taiwan, hvor han etablerede Republikken Kina. Det kommunistiske Sovjetunionen ydede fra starten støtte til Kinas nye magthavere under ledelse af Mao Zedong. Forholdet mellem de to stormagter blev dog gradvist køligere og efterhånden direkte fjendtligt. 

Kina var dengang som nu en étpartistat med kommunistpartiet som altdominerende overalt i samfundslivet. Mao Zedong blev kendt som Formand Mao og ‘Den Store Rorgænger’ og var frontfiguren i kommunistpartiet og dermed også i Folkerepublikken Kina frem til sin død i 1976.

Mao udtænkte store revolutionære kampagner, der skulle mobilisere folkemasserne og rense ud i modstanden mod udvikling af kommunisme i Kina. En af disse kampagner var ‘Det Store Spring Fremad’, der blev lanceret i 1958. Målet var at hæve Kinas produktionskapacitet med raketfart både i byerne og på landet gennem kollektivisering. Ideen var, at maskinel industrialisering kræver kapital – som landet ikke havde til rådighed – og frem for at vente på at få råd til investeringer kunne produktiviteten øges ved bedre udnyttelse af arbejdskraften. Mette Holm beskriver i sin bog Kina – fra kejserdømme til kapitalisme (se kilder) Det Store Spring Fremad som “den første virkeligt katastrofale kampagne i det nye Kina” efter kommunisternes sejr. 

Under Det Store Spring Fremad blev Kinas bønder organiseret i folkekommuner, der i fællesskab skulle dyrke jorden. Der blev i hver kommune også oprettet børnehaver, skoler, ældrecentre og enorme folkekøkkener. Befolkningen blev beordret til at deltage i udvalgte dele af produktionen frem for at dyrke egne marker i de små traditionelle familielandbrug. Resultatet blev, at fødevareproduktionen styrtdykkede, mens den industrielle produktion aldrig rigtig kom i gang. 

Sovjetunionen trak sin økonomiske støtte til Kina, samtidig med at der indtraf tørke i Nordkina og oversvømmelser og tyfoner i syd. Den fejlslagne reformstrategi i kombination med naturkatastrofer og bruddet med Sovjet betød ifølge Britannicas opslag “The Great Leap Forward” (se kilder), at anslået 20 millioner kinesere sultede ihjel i perioden fra 1959 til 1961.

Efter den mislykkede kampagne Det Store Spring Fremad indtog Mao en mindre aktiv rolle i landets ledelse. Michael Dillon skriver i China – A Modern History (se kilder) at andre og mere pragmatiske medlemmer af kommunistpartiets ledelse fik større indflydelse. De gennemførte økonomiske reformer, blandt andet ved at genindføre familiers ret til at dyrke egen jord. Dette stemte ikke overens med Maos vision for kommunisme i Kina, men for Kinas befolkning var resultaterne positive. Mao begyndte for sin del at bekymre sig over, at lokale partifunktionærer havde fået for meget magt, og at kommunistpartiet var ved at blive for bureaukratisk og miste sin revolutionære ånd.

De stigende spændinger mellem Folkerepublikken Kina og Sovjetunionen i løbet af 1960’erne havde ifølge Britannicas opslag “Cultural Revolution” (se kilder) desuden fået Mao til at vurdere, at den sovjetiske revolution var løbet af sporet, og han frygtede, at noget lignende kunne ske i Kina. Samtidig var kritiske røster over for partiet begyndt at melde sig inden for kunst, kultur og intellektuelle kredse.

Mao og hans nærmeste inderkreds fornemmede ifølge Jonathan Fenbys The Penguin History of Modern China (se kilder), at Kina var ved at afvige fra den kurs, de havde udstukket. Ifølge Britannicas opslag “Cultural Revolution” satte Mao sig fire mål: at erstatte de personer, der ellers havde været udset til at være hans arvtagere, med nogle, der var mere loyale mod hans tænkning; at rydde op i Kinas Kommunistiske Parti; at give den kinesiske ungdom revolutionære erfaringer og endelig at gennemføre en række politiske ændringer inden for især uddannelse, sundhed og kultur for at gøre samfundet mindre elitært. 

Maos kone Jiang Qing og andre prominente kommunister argumenterede for, at kommunistpartiets ledelse skulle lukke ned for den begyndende samfundskritik og i stedet fremme en revolutionær, kommunistvenlig ånd i kulturlivet. 

Samtidig blev personkulten omkring Mao forstærket, blandt andet ved hjælp af Maos nære allierede Lin Biao, der udgav lommebogen med Mao-citater, der blev kendt som Maos lille røde. Denne bog blev lynhurtigt trykt i hundreder af millioner eksemplarer og nærstuderet af mange – også uden for Kina – og Mao opnåede en nærmest profetisk status. Udgivelsen af Maos lille røde var det første skridt frem mod Kulturrevolutionen, og folkene bag denne udgivelse var også blandt de centrale figurer i Kulturrevolutionen.

Startskuddet til Kulturrevolutionen anses ifølge Britannicas opslag “Cultural Revolution” (se kilder) for at være den såkaldte ‘16. maj erklæring’, som Kommunistpartiets Centralkomite vedtog i 1966, om end den officielle startdato var i august samme år, hvor Mao bekendtgjorde Kulturrevolutionen på Centralkomiteens 11. plenarmøde. Landets skoler blev lukket ned, og Mao opfordrede gennem partiets officielle avis ungdommen til at angribe alle traditionelle og borgerlige værdier og til at teste partifunktionærers revolutionære sindelag ved at udsætte dem for offentlig kritik. 

Der blev samtidig gennemført en reorganisering af kommunistpartiet, hvor Den (Centrale) Kulturrevolutionære Gruppe erstattede det hidtidige sekretariat for Centralkomiteen. Den Kulturrevolutionære Gruppe blev anført af Maos kone, Jiang Qing, og var støttet af Lin Biao, Maos nærmeste allierede. Gruppen gennemførte en intern udrensning i partiet og angreb alle, der efter deres mening ikke var sande kommunister. 

Gnisten til den politiske udrensning i uddannelsessektoren blev ifølge Michael Dillons bog China – A Modern History (se kilder) antændt på Beijings Universitet allerede i maj 1966, hvor en underviser med tæt forbindelse til Den Kulturrevolutionære Gruppe ophængte en dazibao (plakat med store bogstaver), der anklagede universitetets ledelse for at underminere kulturrevolutionen. Dette var startskuddet til demonstrationer og arbejdsgrupper, der blev sendt ind på universitetet. Studenteroprøret spredte sig hurtigt til andre universiteter.

‘Firebanden’ var en ledende gruppe på kommunistpartiets venstrefløj, som var loyale over for Maos ideer om Kulturrevolutionen. Foruden Maos kone, skuespilleren Jiang Qing, bestod Firebanden af den indtil da ukendte partisoldat Zhang Chunqiao, litteraten Yao Wenyuan – hvis skrifter spillede en central rolle i Kulturrevolutionens propaganda – og den tidligere tekstilarbejder Wang Hongwen, der gjorde lynkarriere i kommunistpartiet under Mao. Ifølge Den Store Danskes opslag om “Firebanden” (se kilder) fik de især indflydelse på Kommunistpartiets uddannelses- og kulturpolitik.

*   Deng Xiaoping: Mangeårig ledende kraft i kommunistpartiet. Efter Det Store Spring Fremad var han sammen med Liu Shaoqi hovedkraften bag de økonomiske reformer. Deng og hans familie blev også udsat for hån, ydmygelse og grov vold under Kulturrevolutionen, inden de blev deporteret til det sydlige Kina. Deng vendte tilbage til partiets ledelse i 1973, men blev afsat på ny i 1976. Efter Maos død blev han fra 1978 Kinas reelle leder og stod i spidsen for Kinas overgang til statskontrolleret kapitalisme. Han døde i 1997. 
*   Zhou Enlai: kinesisk ministerpræsident fra 1949 til sin død i 1976. Han var politisk moderat, men bevarede alligevel Maos tillid. Han var populær i befolkningen og blev anset som en stabiliserende faktor. Han spillede en central rolle i at bringe Deng Xiaoping tilbage til magten.
*   Lin Biao: Maos nære allierede i de første år af Kulturrevolutionen. Han døde i 1973 under mystiske omstændigheder i et flystyrt. Han var leder af hæren og var – indtil han mistede Maos tillid og dermed sin magt i partiet – udset til at blive Maos efterfølger.
*   Jiang Qing: Maos kone. Hun var tidligere skuespiller og havde særligt øje for det, hun anså som undergravende kræfter i kunst- og kulturlivet. Hun var anset som en af hovedkræfterne bag Kulturrevolutionen. Hun blev dømt til døden ved retssagen mod Firebanden efter Maos død, men dommen blev ændret til livsvarigt fængsel.
*   Liu Shaoqi: Kinas præsident 1959-1968. Han var en af hovedkræfterne bag de moderate økonomiske reformer efter Det Store Spring Fremad og var imod Maos storstilede massekampagner. Han blev under Kulturrevolutionen anklaget for at være en reaktionær, kapitalistisk lejesvend. Liu og hans familie blev hånet offentligt og tævet, inden han blev smidt i fængsel, hvor han døde i 1969.

Fra Kulturrevolutionens begyndelse begyndte lokale grupper af såkaldte rødgardister at blive dannet både på og uden for universiteterne. De angreb alle, der ikke åbenlyst støttede revolutionen eller udviste ‘mistænkelig’ adfærd. Ifølge Mette Holms bog Kina – fra kejserdømme til kapitalisme (se kilder) tævede og torterede rødgardisterne deres undervisere og angav alt og alle – herunder egne forældre. De brændte bøger og holdt massemøder, hvor folk blev ydmyget offentligt.

Rødgardisterne var en broget forsamling, der bestod af en række paramilitære grupper, der kæmpede i Kulturrevolutionens navn. Rødgardisterne var ofte meget unge, og bevægelsen kan ifølge Michael Dillons China – A Modern History (se kilder) blandt andet ses som en form for ungdomsoprørere, fordi rødgardisterne fik frie hænder til grænseoverskridende adfærd i det ellers meget restriktive kommunistiske samfund. At slutte sig til Rødgardisterne var også en mulighed for sønner og døtre af intellektuelle, funktionærer og andre, der ellers blev anset som samfundsundergravende elementer, til at bevise deres rette kommunistiske, revolutionære sindelag. Denne bekendelse til den rette holdning skete undertiden gennem offentlige ydmygelser og vold mod deres egne forældre.

Over for rødgardisterne stod andre revolutionære grupper, som ligeledes ønskede radikal forandring i retning af kommunisme, men som var antiautoritære og ikke bakkede op om Kulturrevolutionens metoder. Dertil kom grupper, der støttede mere moderate kræfter som Deng Xiaoping. De forskellige grupperinger kom sommetider i åben kamp med hinanden. Ifølge Leksikon.org’s opslag om Kulturrevolutionen (se kilder) var det blandt andet denne fraktionskamp, der gjorde, at Mao til sidst måtte opgive projektet. 

Michael Dillon skriver i China – A Modern History (se kilder), at navnene på de mange forskellige grupper var forvirrende, da selv de grupper, der var imod Maos kampagne, blev nødt til at fremstille sig selv som pro-Mao.

Rødgardisterne blev af Mao opfordret til at ødelægge ‘de fire gamle’ – gamle skikke, gamle vaner, gammel kultur og gamle tanker. Undervejs blev mange af Kinas templer, værdifulde kunstværker og bygninger ødelagt. Fysisk og verbalt angreb rødgardisterne autoriteter i samfundet, herunder lærere, skoleledere og partimedlemmer, også selv om det var naboer, venner eller familie. Der blev afholdt offentlige seancer, hvor de anklagede skulle udøve ‘selvkritik’. Samtidig blev der renset ud i de øverste lag af det kommunistiske parti, så moderate kræfter mistede deres indflydelse og i mange tilfælde blev mishandlet og smidt i fængsel.

Partiledelsen udstedte anvisninger og opmuntringer, men de lokale kræfter handlede uafhængigt og ofte i henhold til egne opfattelser af virkeligheden. Ingen ønskede at blive betragtet som ‘reaktionære’, men da ingen vidste, hvordan man skulle identificere ‘sande’ kommunister, blev alle et potentielt mål for Kulturrevolutionen. Folk forsøgte at beskytte sig selv ved at angribe venner og endda deres egne familier. Resultatet blev et socialt kaos af angreb og modangreb, hævnopgør, fraktionskampe og uforudsigelig vold.

Dette samfundsmæssige kaos medførte ifølge Britannicas opslag “Cultural Revolution” (se kilder) at den industrielle produktion i byområderne faldt drastisk, så den i 1968 var 12 procent lavere end i 1966.

Mange kinesere fik deres liv ødelagt af den politiske forfølgelse, og mange blev sendt i fængsel eller begik selvmord. Tortur var udbredt, og op mod to millioner mennesker blev dræbt ifølge artiklen “Rødgardister siger undskyld – kommunistpartiet siger ingenting” i Dagbladet Information (se kilder). 

I samme artikel fortæller den tidligere rødgardist Zhang Hongbing, hvordan hans mor under et skænderi i familien kritiserede Maos politik og brændte et billede af ham. _“Faren gav den 15-årige Zhang besked på at tæske sin mor, hvilket han velvilligt gjorde, og derefter anmeldte han hende til militæret – og anbefalede selv, at hans egen mor skulle straffes med døden. To måneder senere blev hun henrettet, dømt for at have ‘angrebet formand Mao’.”_ 

Millioner af unge mennesker blev under Kulturrevolutionen også deporteret til landområderne til ‘genopdragelse’.

Kulturrevolutionen kulminerede i sommeren 1967, hvor stridende parter stødte sammen over hele Kina. På dette tidspunkt overtog radikale Mao-støtter kontrollen med udenrigsministeriet og begyndte at udpege deres egne diplomater til kinesiske ambassader rundt om i verden. På dette tidspunkt indså Mao og hans inderkreds omkring Kulturrevolutionen, at de ikke længere kunne kontrollere bevægelsen. De besluttede, at Kulturrevolutionen skulle styres væk fra direkte konfrontation og i højere grad være en ideologisk klassekamp, der blandt andet skulle føres ved at studere Maos værker og fortsat rense ud blandt borgerlige og reaktionære. De væbnede sammenstød ophørte dog først i løbet af 1968, mens Kulturrevolutionen først kan siges at være afsluttet med Maos død i 1976.

De revolutionære komiteer blev oprettet fra 1967 for at genoprette ro og orden og sikre kontrol med Kulturrevolutionen i hele Kina. Michael Dillon skriver i China – A Modern History (se kilder), at komiteerne skulle tage lederskabet for bevægelsen fra de autonome grupper af rødgardister og andre kulturrevolutionære, og i stedet lade dem indgå i en fordeling af lederskabet sammen med repræsentanter for mere moderate grupper i kommunistpartiet og militæret. Dermed blev de løsgående grupper tøjlet, og Kulturrevolutionen gik ind i en ny, mere kontrolleret fase. 

Forfølgelsen af anderledes tænkende fortsatte dog. Dette skete blandt andet gennem en ny kampagne mod dem, der blev anset for at have ‘borgerlig’ klassebaggrund. Nogle af de mest fanatiske rødgardister, der havde forsøgt at kompensere for deres forholdsvist privilegerede familiebaggrund ved at kaste sig aktivt ind i Kulturrevolutionen, endte dermed som ofre for de nye forfølgelser.

Ifølge Mette Holms bog Kina – fra kejserdømme til kapitalisme (se kilder) blev op mod 30 millioner byboere (især unge) i årene 1968-1972 sendt ud på landet for at tage ved lære af bønderne. I 2013 havde mange af disse mennesker endnu ikke fået lov til at vende tilbage til deres oprindelige hjem, selv om Kulturrevolutionen for længst var overstået. Disse millioner af tvangsforflyttede kinesere er blevet kaldt ‘den tabte generation’, fordi de kun i ringe omfang fik uddannelse eller arbejde. Jonathan Fenby skriver i The Penguin History of Modern China (se kilder), at denne folkeflytning havde som mål at lære byboerne om bondebefolkningens forbilledlige livsførelse, men at det også drejede sig om at tynde ud i de overbefolkede kinesiske byer.

I september 1976 døde Mao efter 27 år ved magten og Kina var henlagt i en officiel sørgeperiode. Hua Guofeng var allerede udpeget som efterfølger ved Maos død. Hua kom dog ikke til at lede Kina længe, men nåede alligevel at sætte sit præg ved kort efter sin indsættelse at beordre Firebanden anholdt. Størstedelen af kommunistpartiet og hæren ville ifølge Jonathan Fenbys The Penguin History of Modern China (se kilder) gøre en ende på Kulturrevolutionens usikkerhed, og med Maos død var vejen banet for en afslutning på kaosset.

Anholdelsen af ‘Firebanden’ i 1976 kan ses som afslutningen på Kulturrevolutionen. Disse fire blev ifølge Michael Dillons China – A Modern History (se kilder) syndebukke for Kulturrevolutionens forbrydelser, og man undlod dermed at forholde sig til Maos ansvar. 

Anklageskriftet lød på, at Firebanden skulle “have rettet mistanke mod og forfulgt 729.511” kinesere og med døden til følge at have “forfulgt andre 34.800” – citeret fra Mette Holms Kina – fra kejserdømme til kapitalisme (se kilder). Ingen vidste, hvordan de tal var fremkommet. Jiang Qing blev sammen med et andet medlem af Firebanden idømt dødsstraf, mens de to øvrige medlemmer blev idømt livsvarigt fængsel. Begge dødsstraffe blev dog senere ændret til livsvarigt fængsel. Jiang døde i fængsel i 1991 uden på noget tidspunkt at fortryde sine handlinger.

I den sidste fase af Kulturrevolutionen var den tidligere udstødte Deng Xiaoping vendt tilbage til en fremtrædende rolle i kommunistpartiet, og i 1978 blev han ny leder af Kina. Mette Holm skriver i sin bog Kina – fra kejserdømme til kapitalisme (se kilder), at Deng i stedet for at frigøre massernes kræfter ville frigøre økonomien. Han tog fat på ‘De Fire Moderniseringer’ af landbrug, industri, militæret samt videnskab og teknologi. 

Liberalisering af økonomien betød imidlertid ikke politisk liberalisering. Kommunistpartiet beholdt sit magtmonopol og etpartistaten blev opretholdt. Afvigende holdninger blev fortsat undertrykt, mens der økonomisk og socialt blev indført en form for statskontrolleret kapitalisme. Kulturrevolutionen endte dermed nærmest i sin egen modsætning. Deng udtalte ifølge Mette Holms Kina – fra kejserdømme til kapitalisme (se kilder) om Maos gerninger for fædrelandet, at de var “70 procent gode og 30 procent dårlige”. Ingen var i tvivl om, at han mente, at Kulturrevolutionen hørte til de 30 procent.

Nogle af de tidligere rødgardister har offentligt stået frem og indrømmet deres forbrydelser under Kulturrevolutionen. En tidligere rødgardist, der nu underviser på et universitet i Hong Kong, udtaler i artiklen “Rødgardister siger undskyld – kommunistpartiet siger ingenting” i Dagbladet Information (se kilder): “De tør ikke tage et opgør (…) Hvis det sker, vil det ikke kun være en eller to politiske ledere, som vil blive stillet i et dårligt lys, men derimod hele det politiske system. Det vil blive gjort tydeligt, at hele den officielle struktur var ansvarlig for, at Kinas eget styre begik så horrible gerninger mod den kinesiske befolkning, og det vil have en chokerende effekt på det nuværende lederskabs legitimitet.”

Ikke desto mindre har kommunistpartiet officielt og i generelle vendinger taget afstand fra Kulturrevolutionen. Partiet har tradition for med jævne mellemrum at vedtage en “Resolution om historien”, hvor partiets officielle version af landets og dets egen historie bekendtgøres. Resolutionen fra 1981, vedtaget under Deng Xiaoping omtalte Kulturrevolutionen som en “langtrukken og alvorlig fejltagelse”, en udlægning, der ikke siden er blevet ændret. 

Nogle kritikere mener, at den nuværende kinesiske leder Xi Jinping, hvis far selv blev udrenset fra kommunistpartiet under Kulturrevolutionen, har tillagt sig nogle af Kulturrevolutionens metoder. I artiklen “Xi Jinping ser Mao-rødt” i Dagbladet Information (se kilder) beskrives en tv-transmitteret seance, hvor en gruppe toppolitikere fra en nordlig provins udøver selvkritik og angriber hinanden, mens Xi Jinping sidder for bordenden. Samtidig har Xi også lanceret storstilede kampagner for ideologisk at ‘rense’ partiet og for at eliminere ødsel livsstil og korruption blandt partimedlemmerne. Dette skulle styrke båndet mellem partiet og folket, men ses også som en måde at stramme Xis greb om kommunistpartiet på.

Ifølge The Diplomats artikel “Is the CCP about to rehabilitate the Cultural Revolution?” (se kilder) blev der også spekuleret i, om den nye Resolution om historien, der skulle vedtages i november 2021 under Xi Jinping, ville ændre på den officielle afstandtagen. Det skete imidlertid ikke. Ifølge den engelske oversættelse offentliggjort i magasinet Nikkei Asia (se kilder) bliver Kulturrevolutionen beskrevet som “ten years of domestic turmoil which caused the Party, the country, and the people to suffer the most serious losses and setbacks since the founding of the People’s Republic. This was an extremely bitter lesson”.

Resolutionen understreger imidlertid, at det hele var Firebandens skyld, og at Partiet sørgede for at slå hårdt ned på dem. Dermed har rødgardisten fra artiklen i Information stadig ret i sin kritik af, at Kommunistpartiet ikke har taget et reelt opgør med de mekanismer, der gjorde Kulturrevolutionen mulig.

På 50 årsdagen for den kinesiske kulturrevolution i 2016 var regeringen stille. Nu slår den fast at en sådan drabelig revolution aldrig vil ske igen.

kulturrevolutionen i kina_faktalink_20160517-172653-L-1920x1280we.jpg

Kulturrevolutionen i Kina

Den Kolde Krig var en konflikt mellem supermagterne USA og Sovjetunionen, som påvirkede det meste af verden: Europa blev opdelt i en Øst- og Vestblok og i det globale syd kappedes supermagterne også om indflydelse, bl.a. gennem mange stedfortræderkonflikter.

Dog undgik supermagterne og deres militære alliancer en direkte væbnet konflikt med hinanden – det er derfor, man kalder perioden den kolde krig. En ’varm’ krig var også blevet uoverskuelig: I perioden oprustede hver side nemlig med et voldsomt antal kernevåben, og ville dermed kunne udslette hinanden (og resten af verden) mange gange. Den udvikling foregik på trods af, at der i perioden blev vedtaget betydelige nedrustningsaftaler.

Den Kolde Krig begyndte allerede i det små inden afslutningen på 2. Verdenskrig og havde både ideologiske, militære, økonomiske og politiske aspekter. Den gennemgik forskellige faser med forskellige niveauer af spænding, før østblokken og til sidst Sovjetunionen kollapsede i årene 1989-1991.

Selvom det ikke giver mening at tale om en ny kold krig i dag, kaster Den Kolde Krig alligevel skygger over nutiden i form af det fortsat fjendtlige forhold mellem Rusland på den ene side og USA og NATO på den anden. Den Kolde Krigs logikker bliver også stadig brugt i argumenter for nutidige militære interventioner.

Den Kolde Krig er betegnelsen for den konflikt, som udspillede sig mellem USA og Vesteuropa på den ene side og Sovjetunionen og Østeuropa på den anden side. Konflikten havde både ideologiske, økonomiske, militære og politiske aspekter.

Den Kolde Krig tog sin begyndelse efter 2. Verdenskrigs afslutning i 1945 og var endeligt forbi da Sovjetunionen brød sammen i 1991. Perioden var karakteriseret ved, at verden blev domineret af de to supermagter, det kapitalistiske USA og det kommunistiske Sovjetunionen. Man taler derfor også om en bipolær verdensorden. Dette kom først og fremmest til udtryk ved en opdeling af Europa mellem øst og vest, men også i det globale syd kæmpede supermagterne om indflydelse. Kina var kommunistisk, men ikke entydigt placeret i Østblokken \[1\].

Et kendetegn ved Den Kolde Krig var et intenst våbenkapløb mellem Øst og Vest, særligt på kernevåben. På sit højdepunkt besad supermagterne til sammen i alt over 70.000 kernevåben \[2\].

Konflikten blev kaldt Den Kolde Krig, fordi parterne aldrig mødte hinanden direkte i klassiske krigshandlinger. På grund af kernevåbnene – der havde kapacitet til at udslette det meste af verden – ville en rigtig krig få uoverskuelige konsekvenser. Denne situation kaldes også den nukleare afskrækkelse.

At parterne havde kernevåben nok til at udslette hinanden mange gange, og dermed også kunne afskrække modparten fra at foretage direkte krigshandlinger, kaldtes for terrorbalancen, eller den gensidigt sikrede ødelæggelse (mutually assured destruction, MAD) (se kilde 1). Nogle, som f.eks. Robert McNamara, der var amerikansk forsvarsminister i 1961-68, mente, at netop denne balance var med til at opretholde freden \[3\].

Den Kolde Krig var en kappestrid mellem to forskellige ideologiske (og økonomiske) systemer: den vestlige demokratiske-liberale kapitalisme og den østlige autoritære kommunisme.

Kommunismen var egentlig en ideologi udviklet af den tyske tænker Karl Marx med den grundidé, at ingen skulle kunne tjene penge på andre menneskers arbejde. Mange mener dog også, at der er forskel på kommunisme som ideologi og de måder, kommunistiske styreformer er blevet praktiseret. Under den første statsleder i Sovjetunionen (efter revolutionen i 1917), Vladimir Lenin, blev der etableret en autoritær styreform med en stærk stat. Der blev efterhånden indført betydelige indskrænkninger i personlig frihed til bl.a. at rejse og til at ytre sig kritisk. Særligt under Josef Stalin, der blev Lenins efterfølger som statsleder, skete der også omfattende udrensninger af såkaldte ”politiske fjender” \[4\] (Se også Faktalink om kommunisme). 

Kapitalismen lagde vægt på privat initiativ og minimal indblanding fra staten og de fleste vestlige samfund havde en styreform med demokratisk valgte ledere. Ledende vesteuropæiske lande som Storbritannien og Frankrig (og Danmark) var dog samtidig stadig kolonimagter i Den Kolde Krigs første årtier, så på mange måder gjaldt idealerne om demokrati og personlig frihed primært ”derhjemme”.

I februar 1945 var 2. Verdenskrig endnu ikke slut, men det var begyndt at stå klart, at det kun var et spørgsmål om tid. Derfor mødtes lederne af de allierede krigsførende lande, USA (Franklin D. Roosevelt), Storbritannien (Winston Churchill) og Sovjetunionen (Josef Stalin) i Jalta på Krim for at diskutere, hvad der skulle ske med Europa, når krigen var slut. Dette møde kaldes også Jaltakonferencen. Her aftalte de allierede, at Sovjetunionen kunne beholde indflydelse i de områder af Østeuropa, som det havde befriet. Man enedes også om en fælles administration af Tyskland, ligesom alle parter godkendte oprettelsen af FN \[5\].   

I Østeuropa fik Sovjetunionen i årene efter krigen installeret Sovjettro regimer i alle landene og det kulminerede med delingen af Tyskland i 1949, hvor staterne DDR (på dansk ofte kaldet Østtyskland) og BDR (på dansk ofte kaldet Vesttyskland) blev oprettet \[6\].

I Vesteuropa grundlagdes liberalt-kapitalistiske stater med demokratisk styreform. Det var dog vigtigt for USA at sikre, at de demokratiske rettigheder ikke førte til, at nogle af disse lande blev kommunistiske. Det lå bag Truman-doktrinen, hvor USA’s præsident Truman erklærede, at USA aktivt ville støtte antikommunistiske kræfter verden over. Dette skete både med åben økonomisk og militær støtte, men også ved hjælp af hemmelige undergravende aktiviteter \[7\].

De fleste lande i Europa var fattige efter 2. Verdenskrig og stod overfor en omfattende opbygning. USA tilbød økonomisk hjælp i form af den såkaldte Marshall-plan (opkaldt efter USA’s udenrigsminister George Marshall) fra 1947. Marshall-planen gik ud på, at USA tilbød økonomisk og materiel støtte samt lån, så modtagerlandene kunne importere fra USA. Hjælpen var betinget af handel med USA og politiske reformer i retning af liberal markedsøkonomi. På den måde kunne USA binde Vesteuropa til sig økonomisk og politisk. Det betød også, at de østeuropæiske lande, som fik tilbudt Marshall-hjælp, måtte sige nej, da deres binding til Sovjetunionen forhindrede dem i at gå ind på de amerikanske modkrav \[8\]. Marshall-planen blev koordineret gennem organisationen OEEC (Organisation for European Economic Cooperation), senere OECD (Organisation for Economic Co-operation and Development) \[9\]. Marshall-planen og Truman-doktrinen var ifølge Truman selv to sider af samme mønt, da de begge skulle modvirke kommunistisk indflydelse \[7\].

Som pendant til OEEC oprettede Sovjetunionen COMECON (Council for Mutual Economic Assistance) som samarbejdsorgan for de kommunistiske økonomier i 1949 \[10\].

Militært var Den Kolde Krig først og fremmest præget af kernevåbnene. USA havde som sidste større militære operation under 2. Verdenskrig nedkastet to atombomber over de japanske byer Hiroshima og Nagasaki.  I 1949 prøvesprængte Sovjetunionen sin første atombombe og supermagterne fortsatte med at konkurrere på større og mere effektive atomvåben og mere teknologisk avancerede måder at levere dem på – herunder gennem rumteknologi. Der foregik samtidig en betydelig oprustning af konventionelle styrker under Den Kolde Krig \[11\].

I 1949 dannede de vestlige lande militæralliancen NATO (se Faktalink om NATO) og i 1955 lancerede Østblokken sin pendant med Warszawa-pagten \[12\] (Se også Faktalink om NATO).

Den Kolde Krig inddeles ofte i tre faser, der angiver forskellige niveauer af spænding \[1\].

Den tidlige (også kaldet første) Kolde Krig betegner perioden fra 1945 til 1962, hvor opdelingen af verden blev cementeret og spændingen var på sit højeste. Europa blev delt, oprustningen tog fart, og der var en række kriser, hvor supermagterne følte hinanden på tænderne. En af disse var Berlin-krisen, hvor Stalin beordrede alle veje ind i Vestberlin blokeret og de vestlige lande som modsvar etablerede en luftbro til at få forsyninger til borgerne i Vestberlin \[13\] (Se også tidslinjen for andre kriser).

Denne fase af Den Kolde Krig kulminerede med Cubakrisen. Derefter indså supermagterne nødvendigheden af at indgå i forhandlinger og de etablerede også en direkte telefonlinje, også kaldet ”den varme linje” mellem de to supermagters ledere – den findes stadig \[14\].

”Détente” betyder en forbedring i et ellers anstrengt forhold mellem to lande, og det kalder man Den Kolde Krigs periode mellem 1963 og 1978. I disse år indledte supermagterne forhandlinger og enedes om en række nedrustningsaftaler \[15\]. Også på tværs af blokkene i Europa blev relationerne forbedrede, ligesom USA og det kommunistiske Kina kom på talefod \[1\].

Alt var dog ikke fryd og gammen: I forbindelse med afkoloniseringerne i det globale syd, involverede begge sider i Den Kolde Krig sig i en række lokale konflikter uden for deres egne territorier, måske bedst illustreret ved USA's involvering i Vietnam-krigen. Dermed blev det også tydeligt, at selvom supermagterne tilsyneladende havde fundet ud af at leve fredeligt side om side efter delingen af den nordlige halvkugle, konkurrerede de stadig om dominans på verdensplan.

Den anden, eller den nye, Kolde Krig betegner perioden fra slutningen af 1970’erne. Et skelsættende år var 1979, hvor Sovjetunionen invaderede Afghanistan og NATO vedtog den såkaldte dobbeltbeslutning (se tidslinjen). I 1981 indtog Ronald Reagan præsidentposten i USA og han stod for en betydelig skærpelse af retorikken overfor Sovjetunionen. Han satte også ny fart på oprustningen, bl.a. med det såkaldte ”stjernekrigsprojekt”, et missilforsvar baseret på rumteknologi \[16\].

I 1983 nåede Den Kolde Krig et spændingsniveau, man ikke havde set siden Cubakrisen \[17\]. Forholdet blev dog bedre under Reagans anden præsidentperiode fra 1985, hvor Mikhail Gorbatjov blev leder af Sovjetunionen. De havde tilsyneladende gensidig sympati og indledte på ny nedrustningsforhandlinger. I 1987 indgik de en banebrydende aftale om at afskaffe alle mellemdistanceraketter i Europa \[15\] \[18\].

Mikhail Gorbatjov indså, at det sovjetiske system ikke var bæredygtigt og iværksatte reformer, som skulle forbedre den økonomiske situation og give befolkningen flere frihedsrettigheder. Disse reformer gik under betegnelserne Perestrojka (omstrukturering) og Glasnost (åbenhed) \[18\].

I Østeuropa var der en del græsrods- og folkelige bevægelser, som også vejrede morgenluft i lyset af de nye toner fra Sovjetunionen – og i modsætning til tidligere slog Sovjetunionen ikke ned på disse bevægelser militært. Udvidelsen af befolkningens politiske rettigheder og bevægelsesfrihed i de østeuropæiske lande kulminerede med Berlinmurens fald i november 1989 (se Faktalink om Berlinmuren og Berlinmurens fald). Gorbatjov forsøgte at holde sammen på selve Sovjetunionen, men blev overhalet indenom af de reformkræfter, han selv havde sluppet løs. Blandt andet erklærede flere og flere af sovjetrepublikkerne sig selvstændige. Sovjetunionen ophørte formelt med at eksistere den 25. december 1991. Hermed var Den Kolde Krig fortid \[1\] \[18\].

Den Kolde Krig dominerede ikke blot den nordlige halvkugle. Supermagterne kæmpede også om indflydelse i det globale syd, særligt i forbindelse med afkoloniseringen, men også i forbindelse med politisk ustabilitet og borgerkrige. Begge parter ønskede at sikre venligtsindede regeringer i så mange lande verden over som muligt, og derfor støttede de kup, oprørsbevægelser (eller det modsatte) og parter i borgerkrige i Sydamerika, Mellemøsten, Afrika og Asien. Ofte støttede supermagterne på samme tid hver sin side i lokale konflikter og derfor blev disse konflikter betegnet som stedfortræderkrige eller proxykrige: Supermagterne var ikke i krig direkte med hinanden, men kæmpede mod hinanden per stedfortræder. Derfor er det heller ikke korrekt at sige, at Den Kolde Krig ikke var militær. Selvom Tredje Verdenskrig ikke brød ud, var der mange blodsudgydelser under stedfortræderkrigene. Eksempler på stedfortræderkonflikter er Korea-krigen, Vietnam-krigen, Afghanistan-krigen, borgerkrigene i Congo, Angola og Nicaragua, samt forskellige statskup, blandt andet i Chile i 1973, hvor USA støttede Pinochet, som indførte militærdiktatur \[30\].

Marshall-hjælpen havde betydelig effekt i Danmark i de trange år efter krigen og med medlemskabet af NATO i 1949 brød Danmark med århundreders militær neutralitet. Med sin geografiske placering i vest og på grund af det tætte politiske og økonomiske bånd til USA, skete der også en betydelig amerikansk kulturel indflydelse i Danmark gennem musik, mode, film, osv. \[31\]. Også det danske ungdomsoprør i 1968 var inspireret af protester mod Vietnam-krigen i USA.

Danmark skærmede sig dog også mod nogle elementer af amerikansk indflydelse: Der var forbehold mod atomvåben og amerikanske baser i Danmark (med undtagelse af Grønland) og de danske regeringer valgte at opbygge en velfærdsstat frem for kapitalisme i dens rå amerikanske form.

Danmark havde også et kommunistisk parti, DKP, som modtog økonomisk støtte fra Sovjetunionen og ønskede at indføre Sovjetkommunisme i Danmark. Partiet vandt aldrig betydelig parlamentarisk indflydelse, men har måske medvirket til at trække det generelle politiske billede mod venstre (se Faktalink om kommunisme).

Den Kolde Krig berørte også borgerne personligt i de forskellige lande. I Sovjetunionen var der betydelig undertrykkelse af visse personlige rettigheder, og i områderne med stedfortræderkrige led mange mennesker under urolighederne. De mennesker, der boede tæt på områder, hvor der blev prøvesprængt atomvåben, risikerede at blive evakueret eller forgiftet \[32\].  
En altovervejende faktor, som berørte mange verden over, var frygten for atomkrig, som gennemsyrede på både samfunds- og individplan. Myndigheder udsendte vejledninger til, hvordan borgerne skulle forholde sig i tilfælde af atomkrig, men med tanke på kernevåbnenes ødelæggende kraft, forekom den slags vejledninger utilstrækkelige for mange mennesker \[33\].

Den Kolde Krig blev oprindeligt ofte studeret og tolket ud fra, hvem der bar ansvaret for tingenes udvikling: USA, Sovjetunionen eller dem begge. Dette var en afspejling af, at forskerne primært beskæftigede sig med ”realpolitik”, altså beslutninger om forsvar, økonomi og politik på regeringsniveau.  
Efter Den Kolde Krigs afslutning og med den tidsmæssige afstand er der dog blevet plads til mere mangfoldige tilgange til emnet. Det har også haft stor betydning, at nye arkiver er blevet åbnet op. Nu er det ikke blot de politiske, militære og økonomiske beslutninger på topplan, der bliver studeret, men også hvordan Den Kolde Krig udspillede sig i forskellige samfundssammenhænge, i hverdagen, i medierne, i kulturen, osv. \[1\]

Den Kolde Krig er et kontroversielt tema med mange forskellige tolkningsmuligheder alt efter perspektiv. Derfor er der også mange, der har brugt henvisninger til Den Kolde Krig til at fremme politiske, ideologiske eller sågar militære sager.

Før Danmark gik med i den USA-ledede invasion i Irak i 2003 (se også Faktalink om Irak-krigen og om 11. september 2001), argumenterede daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen for, at Danmark skyldte USA sin loyalitet, fordi vi havde svigtet i 1980’erne, da vi tog forbehold for NATOs atomvåbenpolitik (den såkaldte fodnotepolitik) \[34\].

I den nuværende russiske krig mod Ukraine beskylder Ruslands præsident Vladimir Putin NATO for at svigte løfter fra Den Kolde Krigs sidste dage om ikke at udvide NATO mod øst. Konflikten omkring NATOs interesseområde er en betydelig del af forklaringen på det anstrengte forhold mellem Rusland og Vesten (se Faktalink om NATO).

Nogle steder kan man købe produkter med gamle østblok-symboler på, primært som merchandise og t-shirts. På loppemarkeder og i antikvariater i den gamle østblok kan man også finde ”ægte” ting fra den kolde krigs tid. Det er udtryk for såkaldt Ostalgie, et ordspil på ”Nostalgi” og ”Ost” som betyder øst på tysk. Ostalgie er egentlig ikke kommerciel, det er derimod en kritik af den vestlige forbrugsbaserede kapitalisme, som fejede over østblokken i 1990’erne, samtidig med at forretninger lukkede, arbejdsløsheden og uligheden steg, samtidig med at sociale sikkerhedsnet forsvandt \[35\].

Siden Ruslands annektering af Krim-halvøen i Ukraine i 2014 har det været populært blandt mange journalister og kommentatorer at tale om en ”ny kold krig”. Forskere er dog stort set enige i, at det ikke giver mening: På mange måder er verden af i dag mere ustabil. Det skyldes, at der ikke længere er en bipolær orden med to supermagter, der dominerer resten af verden. Snarere er verdensordenen på vej til at blive multipolær med flere regionale stormagter, hvilket gør udviklingen langt vanskeligere at forudsige.  Rusland har heller ikke samme magt og styrke som Sovjetunionen havde under Den Kolde Krig og Europa er i højere grad forenet frem for delt mellem Øst og Vest \[36\]

Der kan dog godt stadig være fællestræk mellem den nutidige situation og tiden under Den Kolde Krig. De gensidige fjendebilleder lever i bedste velgående, ligesom Den Kolde Krigs logikker stadig bliver aktiveret i forbindelse med aktuelle konflikter. Desuden har nogle aktuelle konflikter også stadig karakter af stedfortræderkrige mellem Rusland og NATO. Det gælder særligt i Syrien og Ukraine – og måske også i den spirende konflikt mellem Iran og Israel.

Det er desuden muligt, at de konstante interventioner under Den Kolde Krig var med til at yderligere destabilisere det globale syd og forlænge konflikter i den del af verden.

Ligesom Den Kolde Krig var med til at forme det danske samfund, da den stod på, har den efterladt sig en betydelig arv. Måske er den mest synlige effekt det danske NATO-medlemskab samt de mange konflikter i verden, hvor danske soldater har deltaget i sammen med USA's militær. Også forholdet til Rusland bliver ofte fortolket ind i en koldkrigsramme, selvom Danmarks strategiske forhold er helt anderledes i dag: Under Den Kolde Krig var Danmark det eneste Østersø-land, som var medlem af NATO. I dag er Rusland det eneste Østersø-land, som _ikke_ er.

Østtysk grænsevagt overvåger området omkring Berlinmuren i 1988.

Kolde krig topbillede.png

Den kolde krig

Kong Frederik 10. holder sin første nytårstale

Modelfoto af 11-årig dreng med mobiltelefon

Nyhed Digitale krænkelser_Christian LindgrenRitzau Scanpix@20200211-181747-3-7217x4812ma.jpg

Flere børn og unge oplever digitale krænkelser

Forsvarsalliancen NATO fejrede i foråret 2024 75-års jubilæum.

NATO_2024 topbillede.png

NATO får ny generalsekretær

Unge og stoffer_ny top.png

Opioider er det farligste rusmiddel

I Danmark skelner man mellem passiv og aktiv dødshjælp. Passiv dødshjælp (også kaldet palliativ sedering) er at fremskynde dødstidspunktet for en person, der allerede er døende, typisk med smertelindrende medicin. Aktiv dødshjælp er en handling, der afslutter livet for en person, hvis død ellers ikke er umiddelbart forestående (ud fra en overbevisning om, at det er den pågældendes ønske at dø). Passiv dødshjælp er lovligt i Danmark, når det udføres lægefagligt, men det er aktiv dødshjælp ikke. Det straffes som drab, men der er lavere strafferamme, hvis det kan bevises, at den afdøde selv havde bedt om hjælp til at dø. Der er otte lande i verden – og en række delstater i USA – hvor aktiv dødshjælp under forskellige betingelser er lovligt. Også i Danmark bliver det jævnligt debatteret, om aktiv dødshjælp skal være lovlig og i så fald under hvilke omstændigheder og for hvem. Debatten opstår ofte i forbindelse med retssager mod personer, der har ydet aktiv dødshjælp, ligesom der findes interesseorganisationer, som argumenterer for liberalisering af lovgivningen. I sommeren 2023 erklærede statsminister Mette Frederiksen (S), at hun er tilhænger af aktiv dødshjælp og mener, at det er noget, Folketinget bør overveje at lovliggøre. Etisk Råd, læge- og sundhedsfaglige organisationer samt handikaporganisationer fraråder det. Tilhængerne argumenterer typisk med individets selvbestemmelse og retten til en værdig død. Modstanderne argumenterer omvendt for retten til et værdigt liv. De advarer mod en glidebane, hvor et tilbud om ”assisteret død” (som det kaldes i flere lande) kommer til at træde i stedet for sociale og sundhedsfaglige tilbud, der kan forbedre betingelserne for et meningsfuldt liv, også for mennesker med svære fysiske og psykiske lidelser. I efteråret 2023 nedsatte regeringen et udvalg, der skal ”starte en samtale med danskerne” om ”en mere værdig død” – men der stod ikke noget om, at det nødvendigvis skulle indbefatte aktiv dødshjælp. I foråret 2024 forlod to medlemmer udvalget, fordi de mente, at der lå forventning om, at udvalgets opgave reelt var at komme med modeller for indførelse af aktiv dødshjælp.

Aktiv dødshjælp er en handling, der afslutter et andet menneskes liv. Forskellen mellem drab og aktiv dødshjælp ligger i kontekst, motiv og handling. Konteksten for aktiv dødshjælp vil være, at den, hvis liv afsluttes, i en eller anden forstand selv har bedt om hjælp til at dø. Motivet vil være at opfylde denne persons ønske. Handlingen vil typisk have medicinsk karakter.

Aktiv dødshjælp kaldes også eutanasi, der kommer af det græske ’eu’ (der betyder ’god’) og ’thanasos’ (der betyder ’død’). Juridisk skelner man mellem aktiv og passiv dødshjælp:

*   Aktiv dødshjælp: At fremkalde døden hos et menneske, der ikke er døende
*   Passiv dødshjælp: At fremskynde tidspunktet for døden hos et menneske, der allerede er døende

I Danmark er passiv dødshjælp lovlig under visse omstændigheder. Aktiv dødshjælp er derimod ikke lovlig og straffes som drab. Straffen er dog typisk mildere, hvis motivet er lindring af offerets lidelser, hvilket betegnes som medlidenhedsdrab. Ifølge lex.dk \[1\] skelnes der mellem tre former for medlidenhedsdrab:

*   Sker det efter den pågældendes frivillige og utvetydige anmodning, er der tale om _drab efter begæring_.
*   Sker det uden den pågældendes samtykke eller mod dennes vilje, foreligger der _ufrivillig eutanasi_.
*   Er den dræbte fx på grund af svækket mental tilstand ude af stand til at tage stilling, foreligger der _ikke-frivillig eutanasi_.

Efter Straffelovens § 239 er strafferammen lavere for drab efter begæring end ved forsætligt manddrab. Der er ikke lavere strafferamme for ufrivillig og ikke-frivillig eutanasi, men det kan indgå som formildende omstændighed i strafudmålingen. 

Dertil findes begrebet assisteret selvmord. Det bruges, når den pågældende udtrykkeligt har erklæret at ville have hjælp til at dø _og_ selv foretager den afgørende handling (fx indtagelse af medikamenter), men får hjælp til omstændighederne og fx fremskaffelse af de midler, der skal bruges til handlingen.

Det siger sig selv, at der er adskillige gråzoner mellem de forskellige begreber, og at det ikke altid vil være let at afgøre hverken kontekst, motiver eller grad af medvirken eller frivillighed fra den dræbte.

”Det handler om værdighed i den sidste tid i livet.” Sådan sagde statsminister Mette Frederiksen (S), da hun under Folkemødet på Bornholm i sommeren 2023 erklærede sig tilhænger af aktiv dødshjælp og foreslog at Folketinget (igen) skal diskutere, om aktiv dødshjælp skal legaliseres \[2\]. Kort efter nedsatte regeringen Udvalget for en mere værdig død \[3\], hvor der i udvalgets opgavebeskrivelse – kaldet et kommissorium – bl.a. står, at udvalget skal:   
”starte en samtale med danskerne om en mere værdig død med henblik på, at understøtte regeringens ønske om at skabe en dansk model for en mere værdig død i forlængelse af den tradition, som vi i Danmark har for pleje og behandling af palliative patienter” og at det handler om ”værdighed i livets sidste fase”.   
Men der ligger ikke i kommissoriet nogen afgrænsning af, hvem målgruppen kan være. I nogle lande, hvor aktiv dødshjælp er lovlig, er målgruppen også mennesker med ”ubærlig lidelse” \[4\]. Det kan være fysiske handikap eller psykiske lidelser, som ikke i sig selv er livstruende, men hvor livet – særligt uden tilstrækkelig hjælp og støtte – kan være så vanskeligt, at der kan opstå ønske om at afslutte det.   
I Canada er lovgivningen om assisteret død gradvist blevet liberaliseret de senere år. I foråret 2024 blev målgruppen udvidet til personer, der har psykiske lidelser og ikke andre sygdomme. Antallet af assisterede dødsfald er steget voldsomt siden liberaliseringen af loven, og med 30 procent alene mellem 2021 og 2022, hvilket har givet anledning til debat i Canada \[5\].

Under den gældende lovgivning er det i Danmark aldrig lovligt at udføre aktiv dødshjælp. Ifølge en oversigt på DR \[4\] er der 11 lande i verden, hvor aktiv dødshjælp er lovlig, de seks af dem i Europa: Schweiz, Holland, Belgien, Luxembourg, Østrig og Spanien. Derudover er det lovligt i Colombia, Canada, New Zealand, Australien og i 11 stater i USA.   
Rammer og kriterier er imidlertid forskellige i de forskellige lande. Fx er der lande, hvor det kræver aktiv medvirken fra den pågældende, og altså falder under det, der i Danmark ville kaldes assisteret selvmord. Der er også forskellige aldersgrænser for, hvem der kan få aktiv dødshjælp. Ligesom der er forskel på, om det kun tilbydes til personer med en dødelig sygdom eller i princippet til enhver, der udtrykker ønske om det.   
Der er også lande – fx Holland – hvor personer, der ikke længere er ved deres fulde beslutningskraft, kan få aktiv dødshjælp, hvis de på et tidligere tidspunkt har underskrevet et såkaldt ”fremtidsønske”. Det er især personer, der bliver ramt af demens, som vælger at underskrive sådan et fremtidsønske.

De fleste meningsmålinger angående aktiv dødshjælp spørger til principielle holdninger om, hvorvidt aktiv dødshjælp skal være lovlig. Ikke til, om folk selv ønsker at få aktiv dødshjælp. Det er vanskeligt at finde pålidelige tal for hvor mange, der har et ønske om selv at benytte sig af aktiv dødshjælp eller assisteret død, hvis det var lovligt i det land, de bor i. Mange af de tal, der er i omløb, stammer fra organisationer, der lobbyer for legalisering, og som dermed har interesse i at få opbakningen til at virke omfattende. Der er imidlertid forsket i, hvad motiverne er for at bede om aktiv dødshjælp, i de lande, hvor det er lovligt \[6\]. For omkring hver tredje handler det om fysiske smerter. Men de mest almindelige motiver er begrænset handlefrihed, forringet livskvalitet og værdighedstab. En stor andel lider af uhelbredelig kræft eller forskellige former for sklerose. Studiet viser imidlertid ikke noget om, hvilke alternativer, de borgere, som oplever begrænset handlefrihed, sænket livskvalitet og værdighedstab på grund af deres helbredstilstand, er blevet stillet i udsigt. Altså i hvilken kontekst, de har truffet deres valg om at bede om aktiv dødshjælp. I staten Oregon har det siden 1997 været muligt for personer med terminal sygdom at få medicinsk hjælp til selvmord. De to mest udbredte begrundelser for at benytte sig af tilbuddet \[7\] er, at patienterne oplever sig ”mindre i stand til at deltage i aktiviteter som giver livskvalitet” og oplever et ”tab af selvbestemmelse”. Det angiver næsten 90 procent. 60 procent oplever ”tab af værdighed” og næsten halvdelen føler sig som en byrde for pårørende eller omsorgspersoner.

I efteråret 2023 gennemførte Epinion en meningsmåling for DR \[8\], hvor spørgsmålet var:   
”Det er i dag forbudt at yde aktiv dødshjælp. Det diskuteres politisk om aktiv dødshjælp skal være tilladt eller forbudt i Danmark. Mener du, at aktiv dødshjælp skal tillades i Danmark?”   
Her svarede 72 procent ja, mens 10 procent svarede nej, og 18 procent ikke havde taget stilling. Den slags meningsmålinger bruger fortalerne naturligvis til deres fordel.   
Spørgsmålet er dog, om emnet overhovedet egner sig til en meningsmåling. Det mener psykolog Anne Knudsen og læge Søren Valgreen Knudsen ikke, at det gør \[9\]:   
”Undersøgelserne giver et rimelig retvisende billede, hvis danskerne bliver spurgt om noget konkret som: Hvilket parti vil du stemme på ved det kommende folketingsvalg? (…) Meningsmålinger, hvor der skal svares på, om der skal indføres aktiv dødshjælp i Danmark, har imidlertid en anden karakter (…) Den helt store forskel ligger i, at det er meget forskelligt, hvad folk forbinder med aktiv dødshjælp, og at det stort set er umuligt i en meningsmåling at give information, som ikke på en eller anden måde påvirker de adspurgte.”  
De argumenterer desuden for, er det er komplet uklart, på hvilken baggrund folk svarer ja, nej eller ved ikke. Hvad forestiller folk sig, at aktiv dødshjælp betyder? Aktiv dødshjælp til hvem, hvordan, hvornår, hvorfor? Og hvad ved folk, om fx de muligheder for palliativ indsats, der allerede findes?

Der er helt overordnet to grupper, som aktiv dødshjælp kan være relevant for: Dem, som har udsigt til en ”forfærdelig død”, f.eks. på grund af den måde, en terminal sygdom udvikler sig. Og dem, der har udsigt til et ”forfærdeligt liv”, på grund af enten fysiske handikap, sygdom eller psykiske lidelser. De lægefaglige vurderinger peger på, at meget få vil have udsigt til en ”forfærdelig død” med den rette palliative indsats. Altså lindrende pleje og omsorg af patienter, der allerede er døende, herunder f.eks. smertebehandling, der kan fremskynde dødstidspunktet. Det er også inden for den gældende lovgivning muligt at afvise livsforlængende behandling.   
Det efterlader gruppe to som relevant for en legalisering eller afkriminalisering af aktiv dødshjælp.   
Etisk Råd kom i efteråret 2023 med en udtalelse om aktiv dødshjælp \[10\], hvor de påpeger en udfordring ved at tilbyde adgang til dødshjælp til personer med f.eks. svære fysiske handicap, kroniske smertetilstande, eksistentielle udfordringer, invaliderende psykisk sygdom: Hvordan afgrænser man, hvem målgruppen omfatter? Og hvilken betydning får adgangen til dødshjælp for den del af målgruppen, der ikke ønsker dødshjælp, ”men som er i risiko for at få deres liv bedømt som forfærdelige liv, ud fra et gruppetilhørsforhold”?

Et flertal i Etisk Råd \[10\] argumenterer imod legalisering af aktiv dødshjælp, bl.a. fordi det vil medføre ”uacceptable ændringer af grundlæggende normer for samfund, sundhedsvæsen og menneskesyn. Selve eksistensen af et tilbud om dødshjælp vil afgørende forandre vores forestillinger om alderdom, dødens komme, livskvalitet, og hvad det vil sige at tage hensyn til andre. Hvis først dødshjælp bliver en mulighed, så er der for stor risiko for, at det bliver til en forventning rettet mod særlige grupper i samfundet.”  
Janus Tarp er formand for Ulykkespatientforeningen og Polioforeningen, og har selv efter en ulykke som barn været lam fra nakken og ned. Han mener, at det vil ændre samfundet radikalt at indføre aktiv dødshjælp.   
”Aktiv dødshjælp betyder, at nogen kommer til at sætte regler op for, hvilke menneskeliv der er værd at leve, og hvilke der ikke er. Med tid vil det ende med, at grænsen bliver udvidet. Det ser man i Holland og i Canada. Man ender med livsanskuelser, som jeg i den grad frygter,” sagde Janus Tarp til DR \[11\] efter, at statsminister Mette Frederiksen i sommeren 2023 havde genåbnet debatten \[12\]. Han har selv i perioder af sit liv efter ulykken ønsket at dø, men fortæller, at han med den rette støtte fra sine omgivelser fik livslysten tilbage. Han anerkender, at der findes mennesker, som ønsker at få hjælp til at afslutte livet, men mener, at konsekvenserne for samfundet vil være for omfattende.

I Etisk Råds udtalelse om aktiv dødshjælp \[10\], skriver de bl.a. at det vil være ”umuligt at afgøre med tilstrækkelig sikkerhed, hvornår et ønske om dødshjælp har den fornødne dybde og vedholdenhed”. De henviser til, at selv terminale patienter, der har udtrykt ønske om hjælp til at dø, kan skifte mening, ”når den rette hjælp i form af palliativ behandling bliver givet”. De henviser også til, at de fleste mennesker, som lider af svære fysiske eller psykiske sygdomme, kan opleve at ændre opfattelse af, hvad der er et værdigt liv. Dels fordi en ny situation kræver tilvænning, dels fordi ens oplevelse af livets kvalitet er meget afhængig af, hvilken støtte, man får fra sine omgivelser. Problemet er ifølge bl.a. Etisk Råd – og mange andre, der forholder sig kritisk til indførelse af aktiv dødshjælp – at det vil være umuligt at tilbyde aktiv dødshjælp til de få, der måtte ønske det, uden at andre i samme patientgruppe vil blive påvirket af det. De påpeger også, at hvis aktiv dødshjælp bliver en mulighed, vil det typisk være op til en læge- eller sundhedsfaglig person at vurdere, om behovet og ønsket er tilstrækkeligt til stede, og det er et urimeligt ansvar at lægge på den enkelte sundhedsperson.   
At aktiv dødshjælp ikke er lovlig i Danmark, har imidlertid også konsekvenser for den enkelte. Et medlem af Etisk Råd påpeger f.eks., at den gældende retstilstand kan stille f.eks. pårørende i meget vanskelige situationer. De må enten afvise at hjælpe med opfylde et afgørende ønske hos en, der står dem nær, eller de kan føle sig forpligtede til at assistere med at afslutte den pågældendes liv og dermed - afhængig af omstændighederne - risikere en kortere eller længere fængselsstraf. Derudover kan personer, der selv kan gennemføre et selvmord, men ikke har de rette lægefaglige forudsætninger, risikere at forværre deres situation ved et mislykket selvmordsforsøg. Samtidig vil omstændighederne ved et selvmord eller selvmordsforsøg, som man er overladt til selv at gennemføre, ofte vil være ”stærkt belastende for både dem selv, deres pårørende og øvrige omgivelser”.

Etisk Råd skriver i deres udtalelse \[10\], at uanset om man vælger at legalisere, afkriminalisere eller lovliggøre aktiv dødshjælp, så kan spørgsmålet ikke behandles uafhængigt af mulighederne for ”at modtage den rette livshjælp”:   
”Rådet ønsker at fremhæve, at der fortsat kan gøres meget mere for at sikre den rette hjælp til personer med særlige behov i form af psykisk sygdom, funktionsnedsættelser, ensomme liv og vanskelige levevilkår i det hele taget.”

Fagforeningen FOA, der bl.a. organiserer SOSU’er, har udtalt sig skarpt imod aktiv dødshjælp. De er især bekymrede for, at et tilbud om aktiv dødshjælp vil komme til at understøtte en udvikling, hvor der sættes for få ressourcer af til pleje og omsorg til mennesker, der har brug for det. Med andre ord: At livet for ældre, syge og mennesker med handikap bliver gjort så uudholdeligt, at flere vil ønske hjælp til at afslutte det ”før tid”. Tanja Nielsen, formand for social- og sundhedssektoren i FOA, skrev i efteråret 2023 \[13\] bl.a.:  
”De ældre har betalt et helt arbejdsliv til et veletableret velfærdssamfund. Jeg bliver helt dårlig ved den horrible tanke, at de så i stedet for hjælp til tilværelsens sidste år skulle kunne få en billet til en sidste rejse. (…) Vi må og skal fortsat arbejde for at sikre ressourcer til ældreområdet, så ingen ældre nogensinde skal føle sig til besvær.”

Der har i de seneste år været stor debat om det, der kaldes ”det specialiserede socialområde”, der omfatter børn, unge og voksne, der har nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer. Bl.a. handikap- og patientorganisationer samt faglige organisationer på området har rejst kritik af, at området er underfinansieret.   
Den 22. maj 2024 indkaldte flere end 50 organisationer til demonstration på Christiansborg Slotsplads under parolen ”Undskyld vi er her!” for at gøre opmærksom på problemerne. En af organisationerne var LFS – Landsforeningen for Socialpædagoger – som skrev på deres hjemmeside om baggrunden for demonstrationen \[14\]:  
”Vi står lige nu i en situation, hvor rigtig mange mennesker med handicap i Danmark ikke får den hjælp de har brug for eller ret til. Og alligevel er det de færreste der er klar over, hvor slemt det faktisk står til. I stedet for at løse de store problemer på tværs af vores velfærdssamfund, hører vi politikere udtale, at det specialiserede socialområde er en byrde for resten af samfundet. Og mennesker med behov for hjælp betegnes som et udgiftspres.”  
Mange af de organisationer, der indkaldte til demonstrationen, har gjort opmærksom på, at debatten om aktiv dødshjælp hænger uløseligt sammen med debatten om velfærdssamfundets ansvar for de mennesker, der har behov for særlig støtte – og at det er uhyggeligt at foreslå lovliggørelse af aktiv dødshjælp i en tid, hvor hjælpen til at leve sit liv, bliver skåret ned på.  
Sarah Glerup, der er handikapaktivist med muskelsvind, sagde til Ekstra-Bladet \[15\] sådan her om aktiv dødshjælp: ”Det er ikke lykkedes et eneste sted at lave en model, der samtidigt beskytter sårbare borgere med eksempelvis handicap.” Sarah Glerup henviste til, at det de seneste to årtier er blevet sværere at få hjælp til et mere selvstændigt liv som handicappet og uddybede:   
”Så kan man sige, at hvis de ender med at sige 'jeg vil gerne dø', er det så virkelig et frit valg, hvis der ikke er noget alternativ? Hvis vi havde et perfekt system, hvor alle kunne få den hjælp, de havde brug for til et værdigt og selvstændigt liv, kunne vi godt snakke om aktiv dødshjælp, men i den kontekst, vi er i lige nu, er folk faktisk enormt pressede.”

Selvom Lægeforeningen er modstander af aktiv dødshjælp, findes der også gruppen Læger for aktiv dødshjælp. Deres argumenter er ifølge deres hjemmeside \[16\]: 

1.  medfølelse
2.  hensyn til selvbestemmelsesretten idet både selvbestemmelse og selvmord er menneskerettigheder
3.  fordi vi ønsker at reducere menneskelig lidelse
4.  ud fra en moralsk forpligtelse til at hjælpe andre ud af udsigtsløse lidelser når de selv beder om det
5.  fordi vi mener det bør være en menneskeret at få aktiv dødshjælp ved uhelbredelige og svære lidelser
6.  kun kyniske eller religiøse samfund ignorerer en sådan bøn fra sine allersvageste medlemmer.

Gruppen mener, at modstandernes bekymring for, at svage grupper i samfundet vil føle sig presset til at bede om aktiv dødshjælp, hvis det bliver lovliggjort, er en konspirationsteori. De mener også, at modstanderne primært er kristne ”fanatikere”. Det er ikke nemt at finde ud af, hvem der er med i Læger for Aktiv Dødshjælp. Den eneste kendte person i gruppen er Svend Lings, der er dømt for ulovlig at have udskrevet medicin til selvmord og for at udgive manualer til selvmord (se boks).   
Professor i etik, Thomas Søbirk Petersen, der er med i Udvalget for en mere værdig død, er også fortaler for aktiv dødshjælp. I en kommentar på Videnskab.dk \[17\] skriver han bl.a.:   
”udfordringen ved kun at acceptere passiv dødshjælp, er, at vi i nogle situationer hermed kan være med til at forlænge uudholdelig og unødvendig smerte sammenlignet med en situation, hvor aktiv dødshjælp er lovligt. (…) En anden fordel ved aktiv dødshjælp er, at vi hermed lader folk bestemme over deres eget liv.”  
Thomas Søbirk Petersen mener dog, at aktiv dødshjælp kun skal være ”en nødløsning for individer, der ligger på dødslejet med kort tid igen, og som lider intenst og ønsker at dø en værdig død.” Det er en langt mere afgrænset målgruppe end mange andre fortalere – heriblandt Læger for Aktiv Dødshjælp – ønsker, og langt mere afgrænset end i modellerne i bl.a. Canada og Holland.

Fra et lægefagligt synspunkt argumenteres der med, at ”aktiv dødshjælp er en glidebane i modstrid med lægens rolle og kan skabe tvivl hos patienterne”, som formand for Lægeforeningen Camilla Ratchke ser det \[18\]. Fra det perspektiv bør man hellere arbejde med at forbedre og yderligere specialisere den palliative behandling af patienter med terminal sygdom.  
Modstanderne mod aktiv dødshjælp argumenterer også for, at ”retten til en værdig død” – som er tilhængernes argument – ikke kan skilles fra retten til et værdigt liv. Hvis aktiv dødshjælp bliver en lovlig mulighed, som samfundet kan tilbyde til mennesker, der af fysiske eller psykiske årsager er ulykkelige, vil det puste til en udvikling, der allerede er i gang: Hvor adgang til fysiske hjælpemidler, til menneskelig omsorg, til behandling mm. bliver stadigt mere snæver. Det har bl.a. fået handikaporganisationer på barrikaderne i debatten. Kommuner har i årevis skåret ned på bl.a. antallet af handikaphjælpertimer og bevilling af redskaber som kørestole og lifte, på tildeling af fleksjob og førtidspension eller tabt arbejdsfortjeneste til pasning af pårørende i hjemmet. Det har gjort manges liv – både folk med handikap og pårørende til folk med handikap – vanskeligere og mere isoleret. I stedet for at fokusere på, hvordan alle menneskers liv kan blive mere levebare, kommer der så et forslag om at legalisere aktiv dødshjælp. Det opleves af mange med handikap eller andre udfordringer som endnu et angreb på deres ret til et værdigt liv og som en decideret eksistentiel trussel.   
Det forklarer handikapaktivist Sarah Glerup i en [video](https://www.facebook.com/muskelsvindfonden/videos/270855002131283/), som Muskelsvindfonden valgte at dele på deres facebookside, da organisationen selv tog stilling i spørgsmålet, nemlig entydig modstand mod legalisering af aktiv dødshjælp.

I oktober 2023 nedsatte regeringen Udvalget for en mere værdig død med ti medlemmer. Fem af dem kommer fra en baggrund i sundhedsfagligt arbejde, to er forskere (sundhedsret og moralfilosofi), en er præst, en er journalist og en er jurist samt formand for to patientorganisationer. Udvalget blev nedsat i forlængelse af den debat om lovliggørelse af aktiv dødshjælp, som statsminister Mette Frederiksen åbnede på Folkemødet på Bornholm i sommeren 2023. Det stod imidlertid ikke i kommissoriet – altså udvalgets opgavebeskrivelse – at de specifikt skulle beskæftige sig med aktiv dødshjælp. I stedet var det beskrevet mere abstrakt som en samtale om en ”mere værdig død”.   
I foråret 2024 var der imidlertid to medlemmer af udvalget – Emma Helledie, Afdelingslæge og næstformand i Dansk Selskab for Palliativ Medicin, og Jesper Grud Rasmussen, Klinisk sygeplejespecialist ved Diakonissestiftelsens Hospice – der trak sig i protest med et åbent brev \[19\]. De skrev, at de havde stillet sig til rådighed for en åben samtale om en mere værdig død, sådan som det var beskrevet i kommissoriet, men at virkeligheden havde været en anden:  
”Vores oplevelse er, at udvalget fra starten har haft et ufravigeligt fokus på at skabe konkrete modeller for aktiv dødshjælp og assisteret selvmord. Ikke med fokus på, om aktiv dødshjælp og assisteret selvmord overhovedet skal ind i sundhedsvæsenet med de konsekvenser, det vil have. Men derimod et fokus på, hvordan aktiv dødshjælp og assisteret selvmord kan implementeres i Danmark. (…) Det er ikke den opgave, vi takkede ja til at påtage os.”  
Udvalgets rapport forventes leveret i slutningen af 2024, men udvalgets foreløbige arbejde skal også diskuteres på Folkemødet på Bornholm i sommeren 2024.   
I Folketinget var der i efteråret 2023, hvor TV gennemførte en undersøgelse \[20\], kun ét parti, der var for aktiv dødshjælp, nemlig Alternativet. Resten af partierne var enten imod eller uafklarede. Derfor havde de fleste partier valgt, at deres folketingsmedlemmer er fritstillede, når og hvis der skal stemmes om et konkret lovforslag.

Hænder lægger drop i patient på sygehus

Aktiv dødshjælp er et kontroversielt emne, hvor nogle argumenterer for retten til selvbestemmelse og værdighed i livets sidste fase, mens andre bekymrer sig om muligt misbrug og de etiske implikationer.

Aktiv døsdhjælp topbillede.png

Aktiv dødshjælp

De fleste danske soldater, der har været udsendt til missioner på Balkan, i Irak og senest Afghanistan, er kommet hjem uden større mén. Alligevel har 48 ud af op mod 60.000 udsendte soldater i perioden 1992-2021 mistet livet i kamp eller som følge af skader fra kamphandlinger. En del soldater har mistet ben eller arme, og Sundhedsstyrelsen vurderer, at mellem hver femte og hver tiende af de hjemvendte soldater lider af posttraumatisk stressforstyrrelse – også kaldet PTSD. Der er fra både Forsvarets og politikernes side kommet mere fokus på de hjemvendte soldaters tilstand, men mange soldater lider stadig af alvorlige traumer, som ikke kun påvirker dem selv, men også deres familier, som i nogle tilfælde skal indstille sig på et liv med en partner eller forælder, som har svært ved at finde tilbage til hverdagen og det ‘almindelige’ liv igen. Efter Danmarks tilbagetrækning fra Afghanistan er debatten om, hvorvidt indsatsen har været prisen værd, blusset op, og flere hjemvendte soldater har udtrykt frustration over den aktuelle situation i landet.

De fleste danske soldater oplever det som en berigelse at være udsendt. Det fremgår af rapporten _Soldater efter udsendelse – En spørgeskemaundersøgelse_ fra 2012, som er udarbejdet af Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI) (se kilder). Soldaterne føler, at de bliver mere modne, og at de lærer at være tålmodige, afbalancerede, bliver bedre i stand til at udvise autoritet og får mere selvtillid. Efter udsendelse føler de sig mere åbne over for verden, fordi de har oplevet, hvor mangfoldig verden er. De ser det desuden som en stor styrke, at de har været en del af et stærkt fællesskab.   
I samme rapport har 3.000 hjemvendte soldater svaret på, om de har fået fysiske eller psykiske mén efter at have været udsendt på et eller flere tidspunkter i perioden mellem 1992 og 2009. Fire ud af fem mener ikke, at de har nogen mén, mens 21 procent svarer, at de har eftervirkninger af krigene i mindre eller højere grad. Rapporten fastslår, at psykiske mén er mest udbredt, og at de hyppigst optræder hos dem, der har været udsendt flere gange og ikke længere arbejder for Forsvaret. Et studie fra Center for Selvmordsforskning med titlen _Belastende og beskyttende faktorer for selvmordstanker og selvmordsadfærd blandt tidligere udsendte danske soldater_ (se kilder) viser, at hjemvendte soldater har en anelse højere selvmordsrate end resten af befolkningen. Fra 1990 til 2009 begik 41 af de 25.000 soldater, der havde været udsendt, selvmord.

Posttraumatisk stressforstyrrelse (PTSD) er den psykiske lidelse, der oftest rammer hjemvendte soldater. I rapporten _Soldater – før, under og efter udsendelse – Et litteraturstudie_ (se kilder) bliver PTSD defineret som “et udtryk for permanente psykiske virkninger af at blive udsat for voldsomme påvirkninger som for eksempel krigshandlinger, trafikuheld, naturkatastrofer eller fysiske og psykiske overgreb”. Følgerne af PTSD kan vise sig fysisk i form af nedsat immunforsvar, men det er hovedsageligt en psykisk sygdom. De psykiske symptomer kan blandt andet komme til udtryk ved angst, hvor kroppen reagerer ved at være i konstant alarmberedskab, eller i form af hukommelsessvigt, søvnproblemer, depression og/eller ukontrollerede vredesudbrud.   
Graden og variationen af symptomerne veksler fra person til person. For de fleste forsvinder symptomerne inden for et halvt år, men for nogle bliver symptomerne ved i længere tid, og for andre bliver lidelsen kronisk. Ifølge rapporten _Soldater – før, under og efter udsendelse – Et litteraturstudie_ fra 2010 (se kilder) udvikler folk med PTSD ofte et misbrug af rusmidler, der er stor risiko for, at de bliver skilt og mister venner, og det er et generelt træk, at de lider af lavt selvværd.

De psykiske reaktioner efter en udsendelse kan påvirke soldaternes nære, sociale relationer. De hårdest ramte isolerer sig og mister ikke bare deres bekendte, men også deres nærmeste. Kigger man på samtlige hjemvendte soldater, er de dog mindre ensomme end resten af den danske befolkning. Det viser rapporten _Soldater efter udsendelse – en spørgeskemaundersøgelse_ (se kilder).   
I rapporten _Hjemvendte soldater_ (se kilder) fra 2010 fremgår det, at pårørende til de hjemvendte soldater ofte opfatter soldaterne som forandrede, når de kommer hjem, og at soldaterne bliver ved med at være forandrede. De hjemvendte unge soldater fortæller, at de føler, at de er gået fra at være drenge til at blive voksne, og at de kan have svært ved at finde deres plads i familien, efter at de er vendt hjem.   
Soldater, der er udsendt for første gang, kan desuden miste fortroligheden til deres nærmeste. Det skyldes blandt andet, at soldaterne har et stort behov for at fortælle om de voldsomme oplevelser, de har været igennem, men samtidig gerne vil skåne deres familie for at høre om det. Samtidig kan der være problemer med, at familie og pårørende ikke orker at høre de samme historier igen og igen og fx ikke magter at se soldaternes mange billeder. Det kan betyde, at forholdet mellem soldaterne og deres nærmeste sjældent bliver det samme, som det var før udsendelsen.   
Et udbredt problem blandt de hjemvendte soldater er også, at deres kærester eller ægtefæller vænner sig til at klare sig uden de udsendte, og derfor kan soldaterne føle sig overflødige, når de endelig kommer hjem. Flere oplever omvendt, at de skylder familien noget, fordi de har været væk hjemmefra. I rapporten _Hjemvendte soldater_ fra 2010 (se kilder) fortæller en soldat:  
“Man skylder. Det gør man. Når hun siger, at du har barns første sygedag alle dage det næste halve år, så er det bare sådan, det er. Og det gør jeg bare.”

Forsvaret oprettede i 2009 en rehabiliteringsenhed, REHAB, der støtter soldater med varige skader. Tidligere bestod tilbuddet ifølge rapporten _Hjemvendte soldater_ fra 2010 (se kilder) i, at den skadede blev sikret en ansættelse i Forsvaret indtil pensionsalderen. Det har dog skabt strukturelle problemer, da antallet af hjemvendte soldater med varige fysiske mén er steget. Derfor forsøger rehabiliteringsenheden nu i højere grad at hjælpe de skadede soldater til en fremtid uden for Forsvaret.   
Fra Forsvarets side hjælper man også soldater med fysiske eller psykiske skader ved at give dem mulighed for at søge erstatning. Alle arbejdsskader bliver behandlet af Forsvarets Arbejdsskade- og Erstatningskontor (FAEK). I 1998 udbetalte FAEK en million kroner i erstatning. I 2009 var beløbet over 50 millioner kroner ifølge rapporten _Hjemvendte soldater_ fra 2010 (se kilder). Erstatningsbeløbet varierer, men af Forsvarets elektroniske folder “Hvis du kommer til skade” (se kilder) står der, at soldater får 830.000 kroner, hvis de har en méngrad på 100 procent.  
De senere år er der kommet mere opmærksomhed på vigtigheden af at anerkende soldaterne for deres arbejde. Forskning viser, at det har stor betydning for soldater på tværs af landegrænser, at deres handlinger bliver anerkendt af både deres nære relationer og af samfundet. Ifølge rapporten _Hjemvendte soldater_ fra 2010 (se kilder) er der stor forskel på, om de hjemvendte soldater fx bliver kaldt for helte og frihedskæmpere, terrorister, mordere eller syge veteraner. Samme rapport påpeger, at der siden 2007 er kommet en større anerkendelse af soldater i det danske samfund. Det lader til, at befolkningen er i stand til at adskille det politiske og soldaternes indsats fra hinanden. Man kan derfor godt være imod krigen i Afghanistan og samtidig have respekt for de soldater, der er udsendt, hvilket kan have positiv effekt på, hvordan soldaterne oplever at vende hjem.   
Fra politisk side har man desuden forsøgt at vise de udsendte og hjemvendte soldater mere anerkendelse ved i 2009 at etablere en officiel flagdag for veteraner den 5. september. I 2010 fik Danmark desuden en officiel veteranpolitik, der i højere grad skal sikre hjælp til fysisk og psykisk sårede soldater. Som følge af veteranpolitikken er der desuden opført veterancentre flere steder i landet, hvor de sårede soldater kan få hjælp.

Forsvaret bliver kritiseret for ikke at gøre nok for at samle hjemvendte soldater med psykiske mén op. Flere af de soldater, der deltager i undersøgelsen bag rapporten _Hjemvendte soldater_ fra 2010 (se kilder), er kritiske over for, at kun hjemvendte fra ‘hårde missioner’ tilbydes en obligatorisk psykologsamtale og ikke hjemvendte fra fx Kosovo. Derudover påpeger rapporten, at der er risiko for, at tidligere udsendte med svære psykiske problemer falder igennem systemet, fordi de fleste af Forsvarets støttetilbud afhænger af, at soldaten selv tager initiativ. Den opsøgende indsats opfattes af flere som utilstrækkelig. En anonym ansat i Forsvaret siger i rapporten:  
“Vi tror lidt, at når vi bare sender breve ud til folk 1 eller 2 år efter, så svarer folk, og så har vi ligesom et billede, og jeg må bare sige, det er fantastisk, at systemet stadig kan tro, at det virker! For selvfølgelig fanger man nogen op, men dem, der virkelig sidder og kigger ind i væggen, og dem der vil slå politiet ihjel med en sabel, de svarer jo ikke.”   
Han henviser til en episode fra 2009, som er et voldsomt eksempel på, hvor galt det kan gå for hjemvendte soldater, der lider af PTSD. Politiet mødte op i en lejlighed på Nørrebro i København for at tvangsindlægge en 32-årig, tidligere soldat, der havde haft PTSD, siden han havde været udsendt til Bosnien et halvt år i 1990’erne. Da betjentene kom ind i lejligheden, gik den tidligere soldat amok med en sabel, og det endte med, at betjentene dræbte ham med skud. Ifølge Jyllands-Postens artikel “Sabelmand var psykisk syg eks-soldat” fra den 10. marts 2009 (se kilder) var den 32-åriges krigstraumer ikke blevet behandlet, fordi der kun var frivillige tilbud og ikke krav om obligatorisk tjek fra Forsvarets side.

Forsvarets Veterancenter har på baggrund af information fra 230 veteraner udarbejdet en rapport, som evaluerer veteranindsatsen i 2019/2020 (se kilder). Rapporten består af fem mindre rapporter, som blandt andet handler om, hvordan de mest udsatte veteraner kan hjælpes tilbage i beskæftigelse, hvordan de kan få hjælp til at indgå i nære familierelationer, hvordan de kan støttes i at forebygge psykiske efterreaktioner, og hvordan anerkendelse spiller en central rolle i veteranernes syn på deres udsendelse. Ud over rapporter og forskning er der blevet produceret flere dokumentarfilm, som sætter fokus på konsekvenserne ved at lade sig udsende som soldat. I _Soldaten_ (se kilder) følger vi den PTSD-ramte veteran Henriks jagt på ro og helbredelse dybt inde i Amazonas. I _Vores krig_ (se kilder) følger vi den ligeledes PTSD-ramte Piet, hvis sygdom kulminerer med et voldsomt psykotisk anfald. Piet isolerer sig i en skurvogn i haven, mens hans kone og tre børn opholder sig i familiens hus. Begge dokumentarer har medført debat om, hvorvidt der bliver gjort nok for de danske veteraner, selvom de har bedre adgang til hjælp i dag, end de havde for 15 år siden.

Ifølge rapporten _Hjemvendte soldater_ fra 2010 (se kilder) er det blevet mere udbredt blandt de udsendte patruljer, at de hændelser, soldaterne oplever, bliver ‘defused’ samme dag. Det vil sige, at soldaterne får mulighed for at udveksle de umiddelbare indtryk, de har haft under hændelsen – både af taktiske årsager, men også for at forebygge psykiske mén. Hvis soldaterne bliver udsat for en mere voldsom hændelse end normalt eller et dødsfald, bliver Forsvarets psykologer fløjet til soldaternes lejr for at tale med soldaterne om hændelsen.   
Når soldaterne vender hjem til Danmark, indgår de gennem Forsvaret i en såkaldt afviklingsperiode, hvor de får afsluttet udsendelsen. Førhen varede afviklingen kun en uge, men i takt med den stigende opmærksomhed på psykiske efterreaktioner har Forsvaret implementeret flere støttetilbud i afviklingsperioden, og der findes derfor flere aktiviteter, der har til formål at hjælpe soldaterne med at finde sig til rette i en almindelig hverdag igen. Siden 2008 har enheder, der har været i Afghanistan, været samlet i op til tre måneder efter hjemkomsten.   
I modsætning til tidligere, hvor det har været frivilligt, har det siden 2003 været obligatorisk for de soldater, der kommer hjem fra missioner med mange kamphandlinger, at tale med en psykolog i ti minutter. Hvis psykologen vurderer, at der er behov for mere psykologhjælp, får soldaten tilbudt et forløb.   
Efter hjemkomsten holder Forsvaret desuden et gensynsarrangement, hvor soldaterne igen bliver informeret om støttetilbud og muligheder for at få hjælp og dele erfaringer i blandt andet Veterancentret, som er en del af Forsvarets Personalestyrelse (se kilder). Har soldaterne brug for yderligere støtte, findes der også den såkaldte Veteranstøttelinje, hvor det er muligt at tale med andre tidligere udsendte. Det er også muligt at tale med Forsvarets psykologer, som kan give soldaterne redskaber til at bearbejde eventuelle psykiske skader.

Tilskadekomne soldater har mulighed for at blive i Forsvaret i et såkaldt rehabiliteringsforløb, som typisk varer et-tre år, men også kan strække sig over længere tid. For at komme i betragtning til rehabiliteringsforløbet, skal soldaten blandt andet have pådraget sig en skade under udsendelse, have en varig eller betydelig funktionsnedsættelse, ligesom skaden enten skal være, eller forventes at kunne blive, anerkendt af Arbejdsmarkedets Erhvervssikring som en arbejdsskade. Flere soldater i rehabiliteringsforløbet arbejder med lagerarbejde eller andet på landets kaserner, fordi de ifølge rapporten _Hjemvendte soldater_ fra 2010 (se kilder) føler, at Forsvaret bedre kan rumme deres handicap, end det ordinære arbejdsmarked kan. I Jyllands-Postens artikel fra den 14. december 2010 “Soldater: Vi presses ud af Forsvaret” (se kilder) fremgår det dog, at flere af de tilskadekomne, der arbejder i Forsvaret, føler, at de bliver presset ud i det civile mod deres vilje. Martin Paszkiewicz Aaholm er en af de tilskadekomne soldater, der udtaler sig i artiklen. I 2009 mistede han begge ben og fem fingre, da han trådte på en mine. I dag arbejder han på Antvorskov Kaserne i Slagelse, hvor han ikke føler sig ordentlig behandlet: “De bruger nærmest mafialignende metoder og forsøger at kede os ud af Forsvaret. Vi får job uden indhold. Vi bliver hjælperes hjælpere. Og så siger uddannelseskonsulenterne hele tiden: ‘Nu skal du vist ud i det civile. Nu gider vi ikke have dig mere’. Jeg er pissesur. For min identitet ligger i hæren,” siger han.

Ikke kun Forsvaret, men også kommunerne og det psykiatriske system har fået kritik for ikke at tage ordentlig hånd om de tilskadekomne soldater. Af rapporten _Hjemvendte soldater_ fra 2010 (se kilder) og Jyllands-Postens artikel “Krigsveteraner har brug for særlig hjælp” fra den 15. juli 2010 (se kilder) fremgår det, at de danske myndigheder ikke er gode nok til at tackle de tilskadekomne, fordi de ikke er specialiseret i at varetage deres behov. Der har desuden været problemer med, at amputerede soldater har haft svært ved at få hjælpemidler som kørestole, løbeproteser og elektriske gardiner af deres kommune. Tilbage i 2010 lovede politikerne at stramme op, og af veteranpolitikken – vedtaget under VK-regeringen – fremgår det, at soldaterne skal sikres lettere adgang til proteser og andre hjælpemidler. Af artiklen “I over 10 år har amputerede veteraner siddet fast i en forhindringsbane” i fagbladet Fagligt Forsvar (se kilder) fremgår det imidlertid, at når en veteran skal have sin første protese, skal personen først vurderes i forhold til arbejdsskadesikringsloven. Herefter starter en sagsbehandling ved Forsvarsministeriets Arbejdsskade- og Erstatningskontor med henblik på udbetaling af et engangsbeløb til fremtidige udgifter som fx proteser. Proteser har typisk en levetid på mellem to og seks år og bliver betragtet som et hjælpemiddel. Veteraner skal derfor ansøge kommunen om fornyelse af hjælpemidler, når de har brug for nye proteser. Har kommunen ikke midler til at imødekomme veteranens ønsker, kan Veterancentret træde til og rådgive vedkommende i forhold til eksempelvis at søge legater.

Det vakte stærke følelser hos danske veteraner, da de sidste danske soldater forlod Afghanistan den 22. juni 2021. Efter få uger havde Taleban, som de danske soldater havde været med til at bekæmpe sammen med blandt andet USA, ifølge TV 2’s artikel “Se kortene og billederne: Så hurtigt har Taleban indtaget Afghanistan” den 16. august 2021 (se kilder), indtaget hovedstaden, Kabul, og overtaget magten i landet.

For mange veteraner er Talebans magtovertagelse et symbol på, at missionen om at skabe fred og demokrati i Afghanistan ikke er lykkedes. Andre veteraner, fx formanden for Danske Veteraner Lolland-Falster og Møn, Per Amnitzbøl Rasmussen, føler vrede og skuffelse over, at den afghanske hær efter adskillige års træning ikke formåede at tage kampen op mod Taleban. Andre argumenterer for, at 20 år med Taleban fra magten trods alt var bedre end 20 år med Taleban ved magten. Piet Funder Svendsen fra dokumentaren Vores krig (se kilder) siger i artiklen “PTSD-ramte Piet var i klar bedring, men nu holder brutale krigstraumer ham vågen igen” fra den 22. august 2021 på DR.dk (se kilder), at han stadig lider af mareridt og flashbacks. I artiklen forklarer hans kone desuden, at han har svært ved at sove, fordi mareridtene presser ham, samt at han er kommet i en depressiv tilstand igen. Traumerne til trods prøver Piet at vende tilbage til hverdagen igen: “Det handler om tid og om gode samtaler. Jeg taler med nogle gode venner – primært andre veteraner – og det hjælper,” siger han.

5. september er National Flagdag til ære for alle danske soldater, der har været udsendt siden 1948.

hjemvendte soldater_faktalink_20140903-174317-L-1920x1280we.jpg

Hjemvendte soldater

Den 24. februar 2022 invaderede Rusland Ukraine. Dette var kulminationen på en udvikling hvor Ukraine i højere grad har orienteret sig mod Vesten. Ruslands præsident Vladimir Putin anser omvendt Ukraine for at være russisk interesseområde på grund af landenes tæt forbundne historie.

Ukraine har mødt den russiske invasion med modstand og har fået støtte fra særligt fra EU og USA i form af sanktioner mod Rusland og fra adskillige lande i NATO i form af våben. Krigen har på flere områder ført til det modsatte resultat af Putins oprindelige dagsorden: Dels har krigen trukket ud, hvor det var tænkt som en hurtig operation, dels har det fået vestlige lande til at rykke sammen og opruste og endda fået Finland og Sverige til at søge medlemskab i NATO. Også i Danmark har krigen ført til øget oprustning og fokus på forsvar.

NATO-landene har desuden støttet Ukraine med penge, våben og militær uddannelse – så meget, at Rusland beskylder alliancen for utidig indblanding. Det tyder dog ikke på, at nogen parter har interesse i, at krigen eskalerer til områder udenfor Ukraine eller til brug af atomvåben. Til gengæld bliver der brugt andre våben end blot de militære: propaganda, sabotage og angreb på infrastruktur, herunder cyberangreb, er alt sammen i spil.  

Spørgsmålet er, hvor længe krigen kan vare ved og hvordan den ender: med den ene sides sejr, en fastlåst konflikt eller en fredsaftale?

Man kan følge den seneste udvikling i krigen på [Berlingskes liveblog](https://www.berlingske.dk/internationalt/seneste-nyt-om-krigen-i-ukraine-og-situationen-i-rusland-foelg-153).

Krigen i Ukraine er en væbnet konflikt, der startede den 24. februar 2022, da Rusland invaderede nabolandet Ukraine. Den russiske regering har ikke villet kalde det en krig, men derimod ”særlig militær operation”, formentlig for at forsøge at omgå krigens regler, som træder i kraft ved en officiel krigserklæring \[1\].

Krigen trækker tråde tilbage til en udvikling, hvor Ukraine har orienteret sig mod NATO og EU, hvilket er blevet opfattet som en trussel i Rusland af territoriale og sikkerhedspolitiske årsager. Allerede i 2014 annekterede Rusland den ukrainske halvø Krim og har siden da støttet separatistiske grupper i Ukraines østligste provinser.

Navnet Rusland kommer af Riget Rus (omkring år 900), hvor nutidens ukrainske hovedstad, Kyiv, var centrum. Senere blev Ukraine en del af det russiske imperium. I forbindelse med den russiske borgerkrig i 1917-1920 opstod en ukrainsk republik, som blev en del af Sovjetunionen. Da Sovjetunionen brød sammen i 1991, blev Ukraine selvstændigt. I 2008 kom ukrainsk NATO-medlemskab på tale. Det blev kraftigt fordømt af Rusland, som har følt sig presset af NATO’s udvidelser mod øst. Store dele af befolkningen i Ukraine har ønsket nærmere tilknytning til Vesten bl.a. i form af medlemskab af EU. I 2014 opstod omfattende protester mod den russiskvenlige præsident Victor Janukovitj, som flygtede til Rusland. Derefter invaderede og annekterede Rusland Krim-halvøen. Russisk-venlige militser har kæmpet for løsrivelse af ukrainske østlige provinser Donetsk og Luhansk, siden 2014 \[2\].

I begyndelsen af 2022 stod det klart, at Rusland havde samlet store mængder tropper og stillet våben op langs grænsen til Ukraine \[3\]. Den 21. februar holdt Putin en lang tv-transmitteret tale om Rusland og Ukraines fælles historie. Han rasede mod Vesten og USA for at optræde truende og hævdede, at Ukraine var inficeret af nynazister. Til slut erklærede han de ukrainske regioner Donetsk og Luhansk for selvstændige republikker \[4\].

Den 24. februar begyndte så invasionen, ikke blot fra russisk territorium, men også via Belarus i nord og Krim i syd. Blandt angrebsmålene var den ukrainske hovedstad Kiev samt byerne Kharkiv, Odessa og Mariupol \[5\].

Samtidig holdt Putin endnu en tale, hvor han bebrejdede Vesten for at optræde arrogant, destabilisere verden og nedbryde international ret og ydmyge Rusland efter slutningen på Den Kolde Krig, bl.a. ved at bryde løfter om ikke at ville udvide NATO. Igen henviste han til nynazistiske kræfter i Ukraine og behovet for at ’demilitarisere’ og afnazificere’ landet \[6\].

I september 2022 erklærede Putin yderligere provinserne Zaporizjzja og Kherson for selvstændige efter det russiske militær afholdt afstemninger om spørgsmålet i Donetsk, Luhansk, Zapirizjzja og Kherson, hvor resultatet blev et overvældende ja til ”selvstændighed”. Stort set alle observatører er enige om, at afstemningerne ikke foregik demokratisk \[7\].

Putin havde formentlig regnet med en nem sejr og i begyndelsen i krigen virkede de russiske styrker uorganiserede og dårligt forsynede – f.eks. løb de ofte tør for benzin \[8\]. Ukrainerne derimod besvarede invasionen med organiseret modstand og fik hurtigt støtte fra Vesten. Det medførte, at de ukrainske styrker relativt hurtigt fik trængt det russiske angreb fra nord tilbage. Rusland formåede således ikke at indtage hovedstaden Kyiv og i løbet af 2022 lykkedes det Ukraine at generobre den nordøstlige Kharkiv-region og indtage byen Kherson i syd. Siden har Rusland kontrolleret et bælte i sydøst-Ukraine. Et år senere bølgede kampene stadig frem og tilbage i dette område, men fronterne er stort set fastlåste \[9\].

Rusland har længe omtalt krigen som en ”særlig militær operation”, men russiske repræsentanter begyndte fra marts 2024 også at bruge ordet ”krig.” Det skyldes ifølge eksperter, at regeringen forbereder den russiske befolkning på, at der skal mobiliseres og bruges flere ressourcer i Ukraine \[10\]. Også i Ukraine har man brug for flere ressourcer. Regeringen har bl.a. sænket aldersgrænsen for indkaldelse til militæret og er fortsat afhængig af militær hjælp fra Vesten \[11\].

Det er svært at få overblik over, hvor mange der er døde og sårede, da det ofte er oplysninger, som krigens parter ikke vil ud med, da det kan give fjenden indblik i, hvordan det går. Ukraines Præsident Volodomyr Zelenskij har efter to års krig sagt, at dødstallet er 31.000 soldater, men vil ikke oplyse antallet af sårede. Rusland påstår, at tabstallene på ukrainske side er langt højere og fra USA er der blevet skudt på så meget som 70.000 døde soldater \[12\]. FN vurderer, at de civile tabstal efter to år over 10.000 døde og næsten 20.000 sårede \[13\]. Dansk Flygtningehjælp vurderer at op mod 3,7 mio. ukrainere er internt fordrevne og 6 mio. er flygtet \[14\].

For Ruslands vedkommende er det endnu sværere at sige noget om dødstallet. Britiske efterretningskilder vurderer, at det efter to års krig drejer sig om 335.000 soldater \[15\].

Ukrainerne har gjort betydeligt større modstand, end Putin havde ventet. Invasionen har vakt en stærk nationalfølelse og præsident Volodomyr Zelenskij har fungeret som en samlende skikkelse for Ukraine og har været utroligt populær i vestlige lande \[16\]. Der er dog også tiltagende kritik af Zelenskij i Ukraine, bl.a. for at øge topstyringen i skyggen af krigen \[17\]. Zelenskij har desuden afvist at afholde valg i 2024. Ifølge ukrainsk lov kan der ikke afholdes valg, så længe der er krig, og det vil også være svært at gennemføre valghandlinger i de russiskkontrollerede områder \[18\].

Den stærke ukrainske trods mod Rusland har af og til haft en god portion humor – som når der blev fjernet eller ændret vejskilte, eller ukrainske grænsevagter over radioen bad et russisk krigsskib om at ”go fuck yourself” \[19\]\[20\]. 

Men selvom ukrainerne holder modet oppe, er krigen er ikke sjov. Den har stor indflydelse på dagligdagen i Ukraine. Infrastruktur og økonomi har lidt skade og det er psykisk hårdt at bo i et land med krig \[14\].

ordi der ikke er fuld ytringsfrihed i Rusland, er det svært at vurdere hvor stor støtten til krigen reelt er, men mange russere støtter krigen og er enig i Putins udlægning af historien og forholdet til Vesten \[21\]. Regeringen har slået hårdt ned på protester, bl.a. ved at indkalde demonstranter til at kæmpe i krigen \[22\]. Blandt dem, der protesterer, er russiske kvinder, som er vrede over at deres mænd og sønner sendes i krig \[23\].

Ud over at medføre protester og hårdere undertrykkelse, har krigen også medført andre typer pres på Rusland: Rusland er under hårde økonomiske sanktioner fra bl.a. EU og USA og gassalget er mindsket \[24\].

Invasionen har på mange måder virket stik modsat Ruslands interesser: Finland og Sverige har sluttet sig til NATO og Ukraine har ansøgt om medlemskab af både NATO og EU. Også Ruslands andre naboer Georgien og Moldova har søgt om medlemskab. NATO-landene opruster massivt og der er kommet fornyet fokus på Europas forsvar mod øst \[25\]. Økonomisk har både USA og EU indført sanktioner mod Rusland og meget af den europæiske energiforsyning som før kom fra russisk gas og olie er blevet omlagt \[24\].

Det er dog ikke alle, der går lige så højt op i situationen i Ukraine som Rusland og Vesten. I resten af verden anser man det som en lokal konflikt. Kina og Rusland står på venskabelig fod og i det globale syd er der en opfattelse af, at Vestens snak om international retsorden er hyklerisk, da det kun gælder for nogle og ikke for andre. De synes f.eks. ikke, at angrebet på Ukraine er værre end Vestens invasion af Irak i 2003, eller Israels fremfærd i Palæstina \[26\].

Krigen i Ukraine har også haft betydning for Danmark. Stop for energiforsyninger fra Rusland har ført til højere priser \[24\]. Danmark har, noget mod sædvanen på området, budt ukrainske flygtninge velkommen og bl.a. vedtaget en særlov der givet opholdstilladelse til ukrainske flygtninge \[27\]. Ikke mindst har invasionen medført massiv oprustning og investering på forsvarets område, bl.a. har regeringen afskaffet Store Bededag med henvisning til, at det er nødvendigt for at finansiere oprustningen \[28\]. Danmark har også i 2022 afskaffet det forbehold overfor militært samarbejde i EU, som havde været i kraft siden 1993. Ligeledes har Danmark forsynet Ukraine med våben, herunder artilleri og kampvogne og har planer om at sende F-16 kampfly. Desuden bidrager Danmark med træning og uddannelse af ukrainske soldater og der er afsat 60,4 milliarder til en særlig Ukrainefond, der ud over militære tiltag også skal støtte humanitære indsatser og genopbygning \[29\].

Putin har forsvaret invasionen med henvisning til Ukraine og Ruslands fælles historie, hvor han argumenterer for, at Ukraine ikke er et selvstændigt land. Dertil har han påstået, at Ukraine er inficeret af nazister. Det er ikke en tilfældig beskyldning, men en henvisning til 2. Verdenskrig, hvor Sovjetunionen kæmpede mod Nazityskland. I Rusland kalder man 2. Verdenskrig for ”Den Store Fædrelandskrig” og holder stadig store parader for at markere sejren over nazisterne. For ukrainerne var verdenskrigen mere kompliceret: På grund af undertrykkelse og hungersnød påført af Sovjetunionen, foretrak nogle ukrainske nationalister at samarbejde med nazisterne. Dem blev der slået hårdt ned på efter krigen og alle, som modsatte sig Sovjetunionens styre eller ønskede mere uafhængighed, blev stemplet som nazister eller fascister. Det er denne tradition Putin fortsætter, når han henviser til ukrainsk nazisme \[30\]

En af Putins største anklagepunkter mod Vesten er, at de har ignoreret russiske ønsker og brudt et gammelt løfte ved at fortsætte med at udvide NATO mod øst. Der er ingen tvivl om, at Rusland føler sig presset og at invasionen af Ukraine også skal ses i dette lys \[31\]. Der er også vestlige eksperter og kommentatorer, som mener, at Vesten gik for langt. Den amerikanske politolog og professor John Maersheimer mener, at både NATO og EU havde ignoreret russiske interesser og blandet sig for meget i ukrainske anliggender. Selvom han ikke støtter Ruslands krig, mener han, at en stor del af skylden ligger hos Vesten. Selvom det er kontroversielt, argumenterer han for, at USA altid har udøvet samme type indblanding magtpolitik overfor sine nabolande og allierede som Rusland gør \[32\].

Proxykrig, eller stedfortræderkrig, betyder, at man kæmper mod nogen via et andet land og gennem andre styrker end ens egne. Fordi Vesten har investeret så massivt i Ukraines forsvar, er der mange, der omtaler krigen i Ukraine som en proxykrig mellem NATO og Rusland – en af dem er Putins tidligere rådgiver, politologen Sergej Karaganov \[33\].

Risikoen ved en stedfortræderkrig er, at den risikerer at eskalere, så dem, der tidligere kun har bidraget med våben og træning, bliver direkte involveret i krigshandlinger. NATO virker meget opsat på ikke at blive direkte involveret i krigen \[34\]. En del vestlige kommentatorer, som f.eks. John Foreman, Storbritanniens tidligere forsvarsattaché i Moskva og Kyiv vurderer også at Putin ikke er interesseret i en direkte militær konfrontation med NATO-lande \[35\].

Begge parter i krigen har brugt sociale medier målrettet. Det er ikke noget nyt, at krigsførende parter forsøger at dominere den version af historien, som er tilgængelig for offentligheden, og Rusland har naturligvis anvendt sit propagandaapparat til dette. Men eksperter er overraskede over, hvor meget ukrainere også har anvendt sociale medier til at give igen: fra videoer af russiske troppebevægelser over almindelige borgeres oplevelser til selfies af Præsident Zelenskij ved fronten. F.eks. var den førnævnte ”go fuck yourself”-video en stor PR-sejr for Ukraine og spredtes lynhurtigt via sociale medier. Den særlige rolle som sociale medier spiller, har fået eksperter til at tale om ”TikTok-krigen” eller ”SoMe-krigen”. De advarer dog også imod at tage nyheder fra sociale medier for gode varer – her er det ekstra vigtigt at være kritisk overfor hvem afsenderen er \[36\].

Der har været frygt for, at Rusland skulle tage atomvåben i brug i Ukraine. Senest har Putin udtalt, at Rusland er klar til at bruge atomvåben, hvis man er truet på ”den russiske stats eksistens, landets suverænitet og uafhængighed.” \[37\] I USA ser Det Hvide Hus dog ikke udtalelserne som tegn på, at Rusland reelt har tænkt sig at anvende atomvåben \[38\].

Spørgsmålet om hvordan krigen skal slutte er svært og skaber uenighed. Hvis ingen af parterne vinder, kan kampene stå på i årevis – og hvad så? Skal man acceptere det, eller skal man forsøge at forhandle en fredsaftale på plads? Og hvad skal partnere i så fald forventes at opgive? Argumentet for en diplomatisk fredsslutning er, at det er den mest realistiske afslutning på krigen og at det alt andet lige er at foretrække frem for fortsatte kampe. Selvom man er på Ukraines side, er det urealistisk at tro, at de kan slå det mægtige Rusland – og selv hvis de gør, risikerer det at efterlade Rusland bittert og hævngerrigt. Det er vigtigere, at vi bliver enige med Rusland om en blivende fredsordning. Desuden vil en lang udtrukken krig blot blive endnu mere ødelæggende for ukrainerne og dyr for NATO \[44\]. En meningsmåling i 12 europæiske lande udført af European Council of Foreign Relations viser, at kun 10 % af europæerne tror, at Ukraine kan vinde krigen \[45\]. I USA udtaler Det Hvide Hus, at vejen til fred er forhandlinger, men også at man ikke vil gå imod Ukraines ønsker eller forhandle uden dem \[46\].

Argumentet imod er, at det vil være at give efter for Putin. Særligt følsomt er spørgsmålet om, hvorvidt Ukraine skal afgive de russiskkontrollerede områder i en eventuel fredsslutning og om det er acceptabelt. Hvis Rusland får tildelt disse områder, vil det af mange blive anset for at være et signal om, at det kan betale sig at bruge militær magt til at banke sine naboer på plads. Præsident Zelenskij har afvist at forhandle, så længe der er russiske tropper i Ukraine \[47\]. Ukrainerne er splittede i spørgsmålet. Et lille flertal er imod forhandling og det er blevet mindre efterhånden som krigen trækker ud \[48\].

Når eksperter skal give deres bud på, hvad fremtiden bringer, peger de fleste på variationer over fire forskellige scenarier: at Ukraine vinder, at Rusland vinder, at der bliver forhandlet en fredsaftale eller våbenhvile på plads, eller at fronterne ”fryser fast”. Meget vil også afhænge af, hvad der sker, når Putin er væk og hvem hans efterfølger bliver, samt hvor længe Vesten kan eller vil forsyne Ukraine med midler og våben. Her kan det også være afgørende, hvem der er USA’s præsident \[44\]

Hvordan sikkerhedssituationen i Europa og forholdet mellem Vesten og Rusland bliver i fremtiden, kommer formentlig til at afhænge af, hvordan krigen udvikler sig og en eventuel fredsslutning ser ud. Hvis den ene part føler sig meget ydmyget, er der risiko for at kampe vil blusse op igen eller en ny krig vil starte \[44\]. Det mest påtrængende spørgsmål er, hvordan Rusland og resten af Europa kan finde en måde at ”leve sammen” på, særligt i de områder som grænser op til Rusland.

Ukrainske soldater affyrer artillerigranater

Ukrainske soldater affyrer artillerigranater mod russiske stillinger i Donetsk-regionen .

Krigen i Ukraine_top_april2024.png

Krigen i Ukraine

verdensreligioner_faktalink_20130326-015226-pf-1920x1280we.jpg

Verdensreligioner

tema EU og Europa_faktalink_20190506-190359-7-1920x1278we.jpg

EU og Europa

Mennesker på Berlinmuren i november 1989.

Mennesker på Berlinmuren ved Brandenburger Tor natten mellem den 9. og 10. november 1989.

Faktalink

Hvad leder du efter?

aktuelt

Flere børn og unge oplever digitale krænkelser

NATO får ny generalsekretær

Opioider er det farligste rusmiddel

samfund

Aktiv dødshjælp

Hjemvendte soldater

Krigen i Ukraine

HOLD ØJE MED DATOERNE

historie

Krigen i Afghanistan

Kulturrevolutionen i Kina

Den kolde krig

temaer

Verdensreligioner

EU og Europa

Historiekanon 1-29