Ukrainske soldater affyrer artillerigranater

Ukrainske soldater affyrer artillerigranater mod russiske stillinger i Donetsk-regionen .

Krigen i Ukraine_top_april2024.png

Krig i Ukraine

Krigen i Afghanistan blev indledt af USA efter angrebet på World Trade Center i New York den 11. september 2001. Afghanistans Taleban-styre husede Osama Bin Laden og hans militante netværk al Qaeda, som ifølge de amerikanske efterretningstjenester stod bag angrebene. Taleban-styret faldt efter blot nogle måneders krig, og den vestlige militære alliance NATO fik ansvaret for den militære tilstedeværelse. En koalition af afghanske grupper udpegede en overgangsregering, og senere blev der gennemført demokratiske valg, men Taleban samlede kræfter og begyndte for alvor at slå tilbage mod NATO-styrkerne fra midten af 2000’erne. De vandt særligt frem i de sydlige landdistrikter og da USA og NATO i begyndelse af 2021 bekendtgjorde, at de ville trække sig helt ud, gik det hurtigt for Taleban med at tilbageerobre landet.

En af årsagerne til, at det var så let for Taleban at overtage magten igen, var, at den afghanske regering og hær, som var støttet af de vestlige allierede, var plaget af korruption og dårlig organisation. En anden var, at USA og NATO havde allieret sig med forskellige lokale krigsherrer i landet, der fungerede som politi i landdistrikterne og blev meget upopulære blandt befolkningen på grund af deres brutale metoder. En tredje årsag var, at de vestlige allierede havde skiftende mål med tilstedeværelsen i Afghanistan, men et fællestræk var, at ingen af dem tog reelt hensyn til afghansk kultur eller skik.

Der har været flere krige i Afghanistan – heriblandt en startet af Sovjetunionen i 1980’erne (se Faktalink om Den Kolde Krig) – men når der i nutiden tales om krigen i Afghanistan, gælder det som oftest den konflikt, der varede fra 2001 til 2021 og blev indledt af USA som led i deres erklærede ”krig mod terror”. USA’s invasion af Afghanistan i 2001 blev iværksat efter angrebet på World Trade Center i New York den 11. september 2001. Amerikanske efterretningstjenester konkluderede, at gerningsmændene var al-Qaeda, et militant netværk, som primært var baseret i Afghanistan, hvor dets leder Osama Bin Laden, også opholdt sig. Afghanistan var på det tidspunkt styret af den islamiske organisation Taleban, som nægtede at udlevere Bin Laden (se Faktalink om 11. september 2001).

Angrebet den 11. september fik for første – og hidtil eneste – gang NATO-landene til at aktivere artikel 5. Det er den såkaldte musketered, hvor et angreb på ét land i NATO betragtes som et angreb på alle (se Faktalink om NATO). I første omgang var det dog USA og Storbritannien, som indledte angrebene i Afghanistan i oktober 2001. NATO blev først officielt involveret da ISAF (International Security Assistance Force) overtog operationen i januar 2002. Først gik ledelsen på skift mellem medlemslandene og fra 2003 overtog NATO ledelsen af ISAF. ISAF var oprettet med FN-mandat, i modsætning til de indledende angreb. Taleban-styret var blevet tvunget fra magten allerede i december 2001, og en ny regering blev indsat i Kabul. Den første var en overgangsregering udpeget af en koalition af afghanske grupper domineret af Den Nordlige Alliance på et møde i Bonn, og siden blev en regering valgt gennem demokratiske valg. Taleban fortsatte imidlertid med at kæmpe mod ISAF i landområderne og stod særligt stærkt i den sydlige del af Afghanistan fra 2006. I 2013 overtog den afghanske hær kampopgaverne fra NATO og i 2015 det fulde ansvar for sikkerheden i landet. NATOs rolle overgik til træning, rådgivning og støtte. USA forhandlede også en (usikker) fredsaftale på plads med Taleban og bekendtgjorde at ville trække sig helt ud af landet den 11. september 2021. Disse planer blev dog overhalet indenom af begivenhederne: I løbet af sommeren 2021 vandt Talebans styrker frem og erobrede landets hovedstad Kabul den 15. august \[1\] \[2\]. Det førte til en kaotisk tilbagetrækning af vestlige styrker \[3\].

Den umiddelbare anledning til krigen var angrebet på USA den 11. september 2001, men baggrunden for krigen – og måske særligt dens forløb – skal forstås i lyset af Afghanistans turbulente historie. Den stat, der kaldes Afghanistan, blev oprettet i 1747 som en konføderation af forskellige stammer. Afghanistans placering mellem Rusland og Indien (hvor sidstnævnte var underlagt britisk kolonialt styre) og på den såkaldte ”silkevej” – handelsruten mellem Europa og Asien – gjorde Afghanistan strategisk interessant for mange andre stater. Storbritannien invaderede Afghanistan tre gange i løbet af det 19. og 20. århundrede, men lykkedes aldrig med at kontrollere territoriet. Føderationen Afghanistan opbyggede i det 20. århundrede en mere centraliseret stat med en forfatning og i midten af 1900-tallet også demokrati. Men den politiske situation i landet forblev skrøbelig grundet de mange forskellige stammer og grupper, som lever i Afghanistan, og som har haft forskellige interesser \[2\] \[4\].

Efter en kaotisk periode i 1970’erne invaderede Sovjetunionen Afghanistan, hvilket blev begyndelsen på en ti år lang krig, hvor Sovjetunionen til sidst måtte trække sig ud.

Denne krig fik i høj grad karakter af stedfortræderkrig, fordi USA på den anden side finansierede islamiske grupper, der kæmpede mod Sovjetunionen, de såkaldte Mujahedin.

Afghanistan er blevet kaldt ”imperiernes gravplads”, fordi imperiale magter lige fra det persiske imperium mere end 300 år f.v.t over Storbritannien i det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede til i nyere tid Sovjetunionen og senest NATO forgæves har forsøgt at få kontrol med territoriet. Disse mislykkede militære operationer har hver gang fået fatale konsekvenser for såvel den afghanske befolkning som for de magter, der har forsøgt at invadere landet.

Efter Sovjetunionens tilbagetrækning i 1989 var Afghanistan i 1990’erne præget af interne kampe og borgerkrig. Den stærkt religiøse bevægelse Taleban tog magten i hovedstaden Kabul i 1996 og indførte et brutalt islamisk diktatur. Der vedblev dog at være modstand mod Taleban i det nordlige Afghanistan, fra den såkaldt Nordlige Alliance \[2\] \[4\] \[5\] og \[6\].

Osama Bin Laden var en rigmandssøn fra Saudi-Arabien som i 1979 tog fra sit hjemland til Afghanistan for at hjælpe med at bekæmpe de sovjetiske invasionsstyrker. Efter at være blevet udvist fra Saudi-Arabien, som han ellers vendte tilbage til efter krigen, fik Osama Bin Laden i 1996 tildelt ophold i Afghanistan af Taleban. Herfra fortsatte han sine aktiviteter med at opbygge et netværk – i Vesten kendt som al-Qaeda – der kunne udkæmpe hellig krig. Selvom Bin Laden og USA havde været på samme side i krigen mod Sovjetunionen i Afghanistan, afskyede Bin Laden USA, som han mente var en imperial magt, der blandede sig utidigt i andre landes anliggender. Igennem 1990’erne var Bin Laden og al-Qaeda involveret i en række angreb på amerikansk tilstedeværelse (tropper og ambassader) og interesser bl.a. i Somalia, Kenya, Tanzania og Yemen.

Efter angrebet på World Trade Center i USA den 11. september 2001, blev han af amerikanske efterretningstjenester hurtigt udpeget som bagmand. Selv tog han først ansvaret for angrebet i 2004. Først i 2011 fandt og dræbte amerikanske styrker Osama Bin Laden, der på det tidspunkt opholdt sig i Pakistan \[7\] \[8\].

USA og Storbritannien begyndte krigen i Afghanistan i efteråret 2001 under navnet Operation Enduring Freedom, som var USA’s officielle navn for ”krigen mod terror” både i Afghanistan og andre steder. ISAF – den internationale styrke i NATO-regi – indgik i denne operation fra 2002-2015. ISAF bestod af egentlige kampenheder, herunder danske. Fra 2015 var ISAF og NATO primært involveret i træning, rådgivning og støtte til den afghanske hær. Denne indsats fik navnet Resolute Support og varede frem til 2021. ISAF havde FN-mandat til sine militære operationer i Afghanistan, men FN havde også en civil indsats i landet, som også Danmark bidrog til \[9\].

Taleban-styret kollapsede blot to måneder efter invasionen og derfor blev krigen umiddelbart betegnet som en stor succes. Efter forhandlinger i Bonn udpegede afghanske grupper i og udenfor Afghanistan en afghansk overgangsregering og senere blev der blev afholdt præsidentvalg. Tanken var at indføre en samfundsmodel efter amerikansk/vestligt forbillede. Men det ny styre var ustabilt og fra 2006 havde Taleban samlet kræfter til at gå til modangreb, særligt i det sydlige Afghanistan, herunder Helmand-provinsen, hvor danske soldater var udstationeret. På trods af en række ny strategier og en optrapning under den amerikanske præsident Barack Obama fra 2009, viste Taleban sig standhaftige, og de NATO-allierede begyndte at efterlyse en slutdato. De enedes om 2014. I 2015 overtog afghanske sikkerhedsstyrker ansvaret for sikkerheden, selvom de ifølge eksperter ikke var klar til det – ifølge en amerikansk general manglede de våben og udrustning og var i øvrigt plaget af dårlig organisation, dårlig ledelse og korruption (se kilde 10). Herefter kom den vestlige tilstedeværelse til at bestå primært af finansiering, træning og rådgivning, og antallet af NATO-soldater udstationeret i Afghanistan blev betydeligt mindre. Taleban voksede sig stærkere og i 2019 indledte USA fredsforhandlinger med Taleban udenom regeringen i Kabul. I 2020 indgik de en aftale om, at Taleban ikke ville lade Afghanistan være afsæt for terroraktioner i andre lande. Herpå begyndte interne fredsforhandlinger og USA’s planer om at trække sig helt ud. Under den amerikanske præsident Joe Biden blev datoen 11. september 2021 meldt ud, altså præcis 20 år efter det angreb, som blev anledning til krigen. Taleban indledte en fremmarch gennem Afghanistan, der endte med at de indtog Kabul og den afghanske regering kollapsede. Siden da har Taleban igen været ved magten i landet \[1\] \[2\] \[8\].

USA har brugt en trillion (1.000.000.000.000) dollars på krigen, hvis man udelukkende medregner direkte udgifter oplyst af det amerikanske forsvarsministerium \[11\]. Brown University anslår dog at beløbet snarere er 2,3 trillioner, hvis man medregner afledte udgifter som f.eks. pleje til veteraner og renter på gæld af finansieringen. Storbritannien har haft næststørst udgifter med 30 milliarder dollars og Tyskland 19 milliarder dollars \[11\] \[12\]. Danmark har brugt 12-13 milliarder danske kroner \[12\].

Der er dog også mange aktører, der har tjent penge på krigen. Særligt det amerikanske militær har brugt et stort antal private virksomheder, der har leveret infrastruktur og services, herunder private sikkerhedsværn. I perioder overgik mandskabet fra private virksomheder langt antallet af soldater \[13\]. Desuden er en del penge gået til korruption \[11\].

Krigen anslås at have kostet flere end 176.200 liv i Afghanistan og 66.650 i Pakistan, hvor der også har fundet kampe sted. Disse tal dækker lokale sikkerhedsstyrker og oprørere. Hertil kommer næsten 70.500 civile døde, heraf 161 journalister/mediearbejdere og 551 nødhjælpsarbejdere \[12\]. Knap 3.500 NATO-soldater er døde, heraf 44 danske \[12\]. 11.406 danskere har været udsendt til Afghanistan, nogle af dem flere gange. Det er svært at få overblik over, præcis hvor mange soldater, der har været sendt til Afghanistan, men på krigens højdepunkt var der over 130.000 allierede soldater i landet \[13\]. Udover døde er der også et stort antal sårede. Desuden er det værd at bemærke, at antallet af døde ansat hos private aktører er større end antallet af døde amerikanske soldater: 4.007 mod 2.324 \[13\].

Krige skaber også flygtninge: FN anslår, at 8,2 mio. afghanere er flygtet ud af landet – 1,6 af dem er flygtet efter krigen sluttede og Taleban overtog magten \[14\].

Taleban var et voldeligt og autoritært styre – især overfor kvinder. Derfor førte afsættelsen af Taleban umiddelbart til mere frihed for befolkningen. Flere børn kom i skole, også piger, den gennemsnitlige levealder steg, der kom bedre infrastruktur og ikke mindst var der mere frihed i det daglige liv \[3\]. Det gjaldt dog ikke alle steder i Afghanistan: Den ny regering havde primært kontrol over Kabul og andre store byer, mens mange af land- og bjergområderne fortsat var domineret af Taleban eller andre oprørsstyrker. Heller ikke i de områder, hvor regeringen eller NATO-styrkerne dominerede, var der sikkert. Først og fremmest var der kontinuerlige kampe. Men NATO-styrkerne allierede sig også med lokale militsledere, som ofte var parter i længerevarende lokale konflikter og benyttede den nyvundne magt til hævntogter og generelt tyranni. Afghanere fra Helmand-provinsen, der på det tidspunkt igen var under Talebans kontrol, udtalte i september 2021 til magasinet The New Yorker, at selvom Taleban var brutale, var der ikke længere krig. Og under Taleban vidste de i det mindste, hvilke regler som gjaldt \[16\]. Det samme siger den dansk-afghanske journalist Nagieb Khaja og Afghanistan-veteran Martin Tamm Andersen, som har lavet dokumentaren Bedraget i Helmand sammen: ”Onde som de var – og er – så var reglerne klare.” Ifølge Khaja var NATOs alliance med brutale lokale politistyrker en del af grunden til, at lokalbefolkningen ikke gjorde modstand da Taleban kom tilbage \[17\].

Krigen i Afghanistan har givet anledning til debatter om magtanvendelse og legitimitet, ikke blot mellem lande, men også på individplan. I 2008 konkluderede Peder Vessel Kessing, der er forsker ved Institut for Menneskerettigheder, at menneskerettighederne ikke blev respekteret i ”krigen mod terror” \[18\]. Bl.a. har der været udbredt brug af tortur i forbindelse med afhøringer – både fra USA og lokale samarbejdspartnere \[19\] (se Faktalink om Tortur i krigen mod terror). Liselotte Odgaard, forsker ved Hudson Institute i Washington, påpeger desuden, at USA har samarbejdet med udemokratiske regimer i Centralasien i forbindelse med krigen i Afghanistan, fordi det havde strategiske fordele \[20\].

Siden 2002 har USA haft en fangelejr på militærbasen Guantánamo på Cuba (imod den cubanske regerings vilje). USA kalder fangerne ”illegale kombattanter”, hvilket betyder, at de ikke har samme rettigheder som krigsfanger. Der har været udbredte rapporter om brug af tortur, tilbageholdelse uden rettergang og hemmelig rettergang, som har udløst kritik fra bl.a. FN og Amnesty International. I 2002 var der 750 fanger på Guantanamo (se Faktalink om Guantanamo og om Tortur i krigen mod terror). I januar 2024 opfordrede menneskerettighedsorganisationer igen til at lukke fængslet. Der sidder stadig 30 mennesker, som ikke er blevet retsforfulgt \[21\].

Samarbejdet med lokale afghanske myndigheder har heller ikke været problemfrit. Der har været sager om udlevering af fanger til lokale sikkerhedsstyrker, som er blevet tortureret \[22\] og det er kommet frem, at danske soldater kendte til lokale militsers voldtægt af mindreårige drenge \[23\]. Foruden den lidelse, ofrene for tortur og overgreb bliver påført, viser studier, at også dem, der er vidende om forbrydelserne og oplever ikke at kunne forhindre dem, kan udvikle PTSD (post-traumatic stress disorder). Det kaldes ”moral injury”, altså moralsk skade \[24\]. En undersøgelse fra det danske Veterancenter viser, at hver tredje Afghanistan-veteran har symptomer på PTSD \[25\].

I USA tegnede politiske og militære ledere længe et billede af missionen som en succes, bl.a. fordi Taleban-regeringen blev afsat så hurtigt. Men på de indre linjer var der tvivl allerede fra 2006, da den afghanske regering viste svaghedstegn og Taleban var på vej frem. Udadtil var der dog ingen, der havde lyst til at indrømme – eller indse – at det kunne gå galt. Det er sjældent populært at starte en krig, som koster både tusinder af menneskeliv og milliarder af dollars, hvis det ikke fører noget godt med sig \[10\].  

Anders Fogh Rasmussen, som var statsminister i Danmark ved krigens udbrud og blev generalsekretær for NATO i 2009, står også stadig på det synspunkt, at NATO opnåede reelle fremskridt i Afghanistan og at det var en fejl at trække styrkerne ud, fordi det gav et magttomrum, som Taleban stod klar til at overtage. I hans øjne skal vestlige lande altså ikke involvere sig mindre, men mere. Ikke blot i Afghanistan, men i hele verden, også militært \[27\].

Et af krigens problemer var manglende enighed om, hvorfor man var i Afghanistan og hvad der skulle opnås. Denne uenighed har afspejlet sig både i selve indsatsen og i, hvordan der er blevet talt om krigen.

Umiddelbart var anledningen at hævne angrebet i USA den 11. september 2001 og udskifte Talebanstyret med en regering, der var mere venligt stemt over for Vesten. Men særligt fra 2004 var der også tale om ”nation-building” – statsopbygning. Altså at de internationale styrker skulle hjælpe med at skabe et demokratisk samfund efter vestligt forbillede i Afghanistan. Problemet var, at Afghanistan er et land med helt andre traditioner og kultur end Vesteuropa og USA, og det ikke er så nemt at påføre et andet samfund en specifik samfundsmodel udefra. Særligt fordi den skrøbelige afghanske regering blev helt afhængig af militær og økonomisk støtte fra Vesten \[3\] \[5\] \[10\]. Journalisten Nagieb Khaja kritiserer USA og NATO-landene for grundlæggende at mangle forståelse for det afghanske samfund og peger på, at det var en af årsagerne til, at det gik galt \[17\].

Det samme mener seniorforsker Mona Kanwal Sheikh fra Dansk Institut for Internationale studier. Hun peger desuden på, at de forskellige og nogle gange modsætningsfyldte målsætninger kom til at spænde ben for hinanden \[28\]. De skiftende formål og strategier gjorde også nogle af soldaterne frustrerede. ”Vi har aldrig fået en fælles forklaring på, hvorfor vi var i Afghanistan, hvorfor vi kæmpede og slog ihjel. Og det gør det svært for mange veteraner i dag. Vi kan hverken forklare, hvorfor vi kæmpede, eller hvad vi har opnået,” siger den tidligere udsendte Mads Silberg \[5\].

I de lande, der bidrog til krigen, har fortællingen været, at formålet var udbredelse af demokrati og kvinderettigheder \[27\]. Det var der også mange, som troede på, især blandt de udsendte soldater \[15\] \[29\]. Fra omkring 2010 var der en strategi om at vinde ”hearts and minds” i befolkningen. Men ifølge Mads Silberg var det svært, når man ikke var i stand til at bringe fred og fremskridt, særligt i landområderne. “Det lød godt, men kom meget hurtigt til blot at handle om at overleve. Vi fik aldrig overtaget, og det lykkedes heller ikke at beskytte kvinder og børn,” siger han og argumenterer for, at det blev stadigt sværere at ”sælge indsatsen” både i Afghanistan og hjemme \[5\]. Også David Vestenskov fra Forsvarsakademiet mener, at det blev vanskeligere med tiden at overbevise befolkningerne i det vestlige lande om, at krigen var en god idé: “Det er ikke nogen let opgave at forklare befolkningen, hvorfor vi skal investere milliarder i korrupte politikere, en halvkorrupt hær og en gennemkorrupt politistyrke, som kun kan varetage sikkerheden i de største byer,” siger han \[5\].

Ifølge Nagieb Khaja og Martin Tamm Andersen kom NATO gennem sine alliancer med brutale lokale krigsherrer til at blive betragtet som en besættelsesmagt, der bragte tyranni og ufred med sig \[17\].

I april 2021 spurgte TV2 tre danske Afghanistan-veteraner om de synes, indsatsen havde været det værd. En af dem mente, at det var positivt, at der var kommet bedre forhold for indbyggerne særligt i de store byer. Han forudså dog også, at det hele kunne falde fra hinanden, når vestlige styrker trak sig ud. Den anden var enig i, at der var blevet plantet ”et frø af håb og demokrati”, men at der også kunne gå noget tid, før resultaterne viste sig. Den tredje mente ikke, at det var det værd. Han måtte personligt behandles for traumer efter udstationeringen, men kritiserede også den politiske præmis om, at man kunne komme ind udefra og bestemme hvordan et samfund skal se ud. ”Politisk og ordentlighedsmæssigt” gav det ikke mening \[29\].

Både Peder Vessel Kessing fra Institut for Menneskerettigheder og Lars Erslev Andersen, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, peger på, at manglende respekt for menneskerettigheder i forbindelse med ”krigen mod terror” har været kontraproduktiv, da det skaber nye fjender \[18\] \[30\].

Efter at Taleban overtog magten igen, er situationen blevet værre særligt for piger og kvinder, rapporterer både FN og Amnesty International. De har fået forbud mod at gå i skole, arbejde, komme til lægen eller på hospitalet uden en mandlig ledsager, deltage i sport og meget mere. Det er en tilbagevenden til de regler der herskede før krigen \[31\] \[32\].

Mange forhold er desværre også blevet værre end de var før krigen. Udover de mange, der er flygtet fra landet, er der ifølge FN også 3,2 millioner internt fordrevne. Efter Talebans magtovertagelse er økonomien kollapset og sammen med tørke og jordskælv har det bragt Afghanistan på randen af en sultkatastrofe. Også denne situation rammer kvinder og børn særligt hårdt \[14\] \[32\].

En tidligere medarbejder i det amerikanske udenrigsministerium sagde allerede i 2015: ”Vores strategi var at skabe en stærk centralregering, hvilket var idiotisk, eftersom Afghanistan ikke har historisk tradition for en stærk centralregering. Tidshorisonten for at skabe en stærk centralregering er 100 år – det har vi ikke” \[10\]. Nogen håber, at den afghanske befolkning på længere sigt vil gøre oprør mod Taleban, fordi de i en periode fik oplevet et friere liv. Et befolkningsoprør kan imidlertid starte en ny borgerkrig i et allerede krigstræt land \[6\].

Afghanske civile evakures fra Trikh Nawar i Helmandprovinsen i 2010.

Krigen i Afghanistan_ topbillede.png

Krigen i Afghanistan

Christoffer Columbus (1451-1506) blev født i det nuværende Italien og er kendt som lederen af den første europæiske opdagelsesekspedition til Amerika. Han kaldes derfor ofte ”opdageren af Amerika”, selvom dette kontinent faktisk ikke var en europæisk opdagelse. Der boede mennesker i Amerika i forvejen, og Columbus selv troede, da han nåede dertil, at han havde fundet søvejen til Indien. I europæisk sammenhæng bliver formålet med datidens opdagelsesrejser ofte beskrevet som udforskning af de øvrige kontinenter. Men i realiteten handlede opdagelsesrejserne ofte mere om at gøre Europa og de siddende magthavere mere rige end at opnå større viden om verden.

Christoffer Columbus blev født den 31. oktober 1451, formodentlig i Genova i det nuværende Italien, og døde 54 år gammel den 20. maj 1506 i Valladolid i Spanien. Den tilgængelige viden om Columbus’ opvækst er præget af usikkerhed. Ifølge historikeren Herman Lindqvists værk ”Columbus” (se kilder) hævder mindst 20 forskellige byer at være Columbus’ fødested.

Det vides dog med sikkerhed, at Columbus en overgang boede hos sin bror, der var korttegner; det var muligvis her, han lærte at tegne kort.

Columbus giftede sig med adelsdamen Felipa Perestrello e Moñiz. De fik adskillige børn, men hun døde ung omkring 1484-1485. Herefter mødte Columbus den 15 år yngre Beatriz Enriquez, og i 1488 fik de sønnen Fernando uden for ægteskab. Det er flere gange blevet foreslået at helgenkåre Columbus, fordi hans opdagelsesrejse skaffede den katolske kirke mange nye medlemmer på det amerikanske kontinent, hvor missionærer rejste til og forsøgte at omvende de indfødte. Men Vatikanet har afslået forslaget, blandt andet på grund af Columbus’ forhold til Beatriz og deres ’uægte’ søn.

I Spanien slog Columbus sig ned i byen Huelva. Han boede i franciskanerklostret La Rábida, hvor munkene tog hånd om hans søn. Klostrets abbed var en ungdomsven af den spanske dronning Isabella og nu en af hendes skriftefædre. Gennem klostret skaffede Columbus sig magtfulde støtter, og i januar 1486 tog han til dronning Isabellas by, Cordoba, for at fremlægge sine planer om at nå Indien ved at krydse Atlanterhavet.

Dronning Isabella gav Columbus en lønnet stilling til at udvikle sit projekt. Columbus havde blandt andet argumenteret for, at han med guldet fra Indien kunne befri Jerusalem fra muslimerne – en sag, der optog tidens kristne europæiske magthavere.

Ifølge historikeren Herman Lindqvists værk ”Columbus” (se kilder) mente en kommission af videnskabsmænd imidlertid, at Columbus’ beregninger af afstande var fejlagtige. De henviste desuden til udtalelser fra kirkefaderen Augustin (354-430) om, at alt uden for den kendte verden var ubeboeligt, for ellers ville det ikke være ukendt.

Ifølge historikeren Niels Steensgaards opslag om Christoffer Columbus i Den Store Danske (se kilder) og Per Ullidtz’ bog ”Medici, Columbus og kong Hans” (se kilder) talte Columbus' venner i La Rábida-klostret dog hans sag ved hoffet, og en ny videnskabelig kommission blev nedsat.

Som betingelser for at gennemføre opdagelsesrejsen krævede Columbus:

\- at han selv og hans mandlige efterkommere for altid skulle tilhøre adelsstanden

\- at han fik titlen Admiral af Oceanet, som skulle gå i arv fra far til søn

\- at han blev udnævnt til vicekonge af alle nye lande, der blev opdaget, og at denne titel skulle gå i arv i hans slægt

\- at han og hans efterkommere skulle have ret til mindst 10% af værdierne fra de områder, han opdagede

Svaret var i første omgang nej. Men den 4. april 1492 var alle papirer alligevel underskrevet, og den 2. august gik besætningen ombord – ifølge Per Ullidtz’ bog ”Medici, Columbus og kong Hans” (se kilder) bl.a. benådede fanger – og næste dag sejlede Columbus ud på sin første opdagelsesrejse.

Columbus fandt ikke Indien, men ’genopdagede’ i stedet Amerika. Den 12. oktober 1492 gik han i land på øen San Salvador, hvor han blev mødt af lokale beboere. Columbus var overbevist om, at han havde nået det asiatiske fastland, hvilket han fik hele mandskabet til at sværge på. Straffen for at modsige ham var ifølge Herman Lindqvists bog ”Columbus” (se kilder) i værste fald at få tungen skåret af.

Den 28. oktober opdagede Columbus Cuba, som han kaldte Juana. Mandskabet søgte forgæves efter guld langs den cubanske kyst, og Columbus noterede i sin dagbog (se kilder), at han havde set tre havfruer. Juleaften stødte skibet Santa Maria på grund og kunne ikke sejle videre. Resterne af det blev brugt til at bygge det første fort i den nye verden. Det fik navnet La Navidad (Juleaften) og blev bemandet med cirka 40 mand, der blev efterladt der. Columbus skrev til det spanske kongepar, at overskuddet fra fortet i løbet af tre år ville kunne finansiere et korstog for at befri Jerusalem.

Columbus er i traditionel europæisk historieskrivning blevet kaldt opdageren af Amerika. Den fortælling er dog for længst blevet udfordret og anses ikke længere som korrekt. For det første indebar ideen om Columbus som opdager af Amerika, at de indbyggere, der allerede beboede det amerikanske kontinent, ikke blev anerkendt som ’rigtige’ mennesker, fordi de ikke var europæere. For det andet byggede fortællingen på en forældet forestilling om, at et område først kunne opfattes som opdaget, når europæere var kommet dertil og begyndt at ’civilisere’ det.

Columbus’ ekspedition var desuden ikke den første rejse fra Europa til det amerikanske kontinent. Arkæologiske spor viser ifølge Anette Lassens bog ”Islændingesagaernes verden” (se kilder), at skandinaver allerede i vikingetiden – omtrent 500 år før Columbus – fandt vej til det nuværende Canada, som er en del af det amerikanske kontinent.

Columbus nåede at gennemføre fire større opdagelsesrejser, alle dramatiske og med skiftende held:

· 1492-1493: ’Opdagelsen’ af Amerika i forsøget på at finde søvejen til Indien. Navnet Amerika fik kontinentet ifølge Henrik Sebros opslag ”Amerigo Vespucci” i Den Store Danske (se kilder) først efter Columbus’ død. Det blev opkaldt efter Columbus’ ven Amerigo Vespucci, der foretog videnskabelige opdagelsesrejser i det nuværende Venezuela.

· 1493-1496: ’Opdagelsen’ af Dominica i De Små Antiller med 17 skibe og 1200 mand. Det var ifølge Herman Lindqvists bog ”Columbus” (se kilder) den største enkeltstående ekspedition, der havde forladt Europa.

· 1497-1500: Undersøgelse af farvandene omkring ækvator. Medbragte også de første spanske kvinder til den nye verden. Denne rejse blev søsat i den kristne treenigheds navn, og da mandskabet i 1498 fik øje på tre bjerge på en ø, fik øen navnet Trinidad (treenighed).

· 1502-1504: Fjerde og sidste rejse havde til formål at lede efter guld, sølv, ædelstene og krydderier, samt at Columbus skulle møde en anden opdagelsesrejsende, Vasco da Gama, på det indiske fastland. Eftersom Vasco da Gama ifølge Herman Lindqvists bog ”Columbus” (se kilder) havde nået Indien ad den østlige rute, kaldte Columbus ’sine’ områder i den nye verden Vestindien. Rejsen endte i 1504 med et skibbrud ved Jamaica.

Hjemrejsen fra Amerika blev hård for Christoffer Columbus og hans mandskab. Vinteren 1492/93 var en af de strengeste vintre i 1400-tallet. Columbus smed ifølge sine dagbogsoptegnelser (se kilder) en forseglet tønde i havet indeholdende en beskrivelse af rejsen i tilfælde af, at skibene skulle gå ned.

Den 15. marts 1493 nåede ekspeditionen endelig tilbage til Spanien. Columbus fremviste bl.a. de ’indianske’ fanger, han havde holdt indespærret i et bur på dækket. Det vakte stor opsigt, og nyheden om hans opdagelser spredtes hurtigt i Europa.

Kong Johan af Portugal gjorde straks krav på den nye verdensdel, fordi en tidligere pave havde bekendtgjort, at alt land syd for de Kanariske Øer tilhørte Portugal. Men den nyvalgte pave, Urban 6., var spansk. Som tak for den kongelige støtte, han havde modtaget under pavevalget, bekendtgjorde han ifølge bogen ”Historiens lange linjer” (se kilder), at alle områder vest for den 46. længdegrad tilfaldt Spanien, mens resten tilfaldt Portugal. Derfor blev det nuværende Brasilien portugisisk, mens områderne rundt om kom under Spanien.

Efter rejserne krævede Columbus 10% af alle indtægter fra de nye lande i henhold til den oprindelige aftale med det spanske kongehus. Hans støtte, dronning Isabella, var dog død i mellemtiden, og kongen mente ikke, at han skyldte Columbus noget. Columbus rejste efter hoffet fra by til by og fortsatte forgæves med at fremsætte sine krav. Han endte sine dage i Valladolid, hvor han i febervildelse mente at befinde sig i kamp for at befri Jerusalem. Hans sidste brev var ifølge Herman Lindqvists bog ”Columbus” (se kilder) stilet til kongeparrets datter, Juana la loca (Johanne den sindssyge). Columbus døde den 20. maj 1506 som en relativt velhavende mand, men kun få mødte op til begravelsen i Valladolid, og ingen fra hoffet deltog.

14- og 1500-tallet var en tid for store opdagelsesrejser. Formålene var mangeartede, heriblandt at opdage nye kontinenter og lande – og dermed udvide sin viden – og at finde nye handelsruter. Tidens opdagelsesrejsende var ofte mindre drevet af nysgerrighed end af ønsket om at opnå berømmelse og rigdom. Der kom da også sjældent store forskningsmæssige landvindinger ud af rejserne. Ifølge Mai Rasmussens udgivelse ”Gyldendal Viden – Globalisering” (se kilder) resulterede opdagelsesrejserne derimod ofte i udnyttelse af lokalbefolkninger, tvangskristning, slaveri, tyveri og plyndringer af skatte og kulturelle klenodier. Det romantiske lys, som tidens opdagelsesrejser sidenhen er blevet set i, havde dermed meget lidt med virkeligheden at gøre.

folkeskolens historiekanon 8 Christoffer columbus_faktalink_0_beskåret.jpg

Historiekanon 8: Christoffer Columbus

Den Kolde Krig var en konflikt mellem supermagterne USA og Sovjetunionen, som påvirkede det meste af verden: Europa blev opdelt i en Øst- og Vestblok og i det globale syd kappedes supermagterne også om indflydelse, bl.a. gennem mange stedfortræderkonflikter.

Dog undgik supermagterne og deres militære alliancer en direkte væbnet konflikt med hinanden – det er derfor, man kalder perioden den kolde krig. En ’varm’ krig var også blevet uoverskuelig: I perioden oprustede hver side nemlig med et voldsomt antal kernevåben, og ville dermed kunne udslette hinanden (og resten af verden) mange gange. Den udvikling foregik på trods af, at der i perioden blev vedtaget betydelige nedrustningsaftaler.

Den Kolde Krig begyndte allerede i det små inden afslutningen på 2. Verdenskrig og havde både ideologiske, militære, økonomiske og politiske aspekter. Den gennemgik forskellige faser med forskellige niveauer af spænding, før østblokken og til sidst Sovjetunionen kollapsede i årene 1989-1991.

Selvom det ikke giver mening at tale om en ny kold krig i dag, kaster Den Kolde Krig alligevel skygger over nutiden i form af det fortsat fjendtlige forhold mellem Rusland på den ene side og USA og NATO på den anden. Den Kolde Krigs logikker bliver også stadig brugt i argumenter for nutidige militære interventioner.

Den Kolde Krig er betegnelsen for den konflikt, som udspillede sig mellem USA og Vesteuropa på den ene side og Sovjetunionen og Østeuropa på den anden side. Konflikten havde både ideologiske, økonomiske, militære og politiske aspekter.

Den Kolde Krig tog sin begyndelse efter 2. Verdenskrigs afslutning i 1945 og var endeligt forbi da Sovjetunionen brød sammen i 1991. Perioden var karakteriseret ved, at verden blev domineret af de to supermagter, det kapitalistiske USA og det kommunistiske Sovjetunionen. Man taler derfor også om en bipolær verdensorden. Dette kom først og fremmest til udtryk ved en opdeling af Europa mellem øst og vest, men også i det globale syd kæmpede supermagterne om indflydelse. Kina var kommunistisk, men ikke entydigt placeret i Østblokken \[1\].

Et kendetegn ved Den Kolde Krig var et intenst våbenkapløb mellem Øst og Vest, særligt på kernevåben. På sit højdepunkt besad supermagterne til sammen i alt over 70.000 kernevåben \[2\].

Konflikten blev kaldt Den Kolde Krig, fordi parterne aldrig mødte hinanden direkte i klassiske krigshandlinger. På grund af kernevåbnene – der havde kapacitet til at udslette det meste af verden – ville en rigtig krig få uoverskuelige konsekvenser. Denne situation kaldes også den nukleare afskrækkelse.

At parterne havde kernevåben nok til at udslette hinanden mange gange, og dermed også kunne afskrække modparten fra at foretage direkte krigshandlinger, kaldtes for terrorbalancen, eller den gensidigt sikrede ødelæggelse (mutually assured destruction, MAD) (se kilde 1). Nogle, som f.eks. Robert McNamara, der var amerikansk forsvarsminister i 1961-68, mente, at netop denne balance var med til at opretholde freden \[3\].

Den Kolde Krig var en kappestrid mellem to forskellige ideologiske (og økonomiske) systemer: den vestlige demokratiske-liberale kapitalisme og den østlige autoritære kommunisme.

Kommunismen var egentlig en ideologi udviklet af den tyske tænker Karl Marx med den grundidé, at ingen skulle kunne tjene penge på andre menneskers arbejde. Mange mener dog også, at der er forskel på kommunisme som ideologi og de måder, kommunistiske styreformer er blevet praktiseret. Under den første statsleder i Sovjetunionen (efter revolutionen i 1917), Vladimir Lenin, blev der etableret en autoritær styreform med en stærk stat. Der blev efterhånden indført betydelige indskrænkninger i personlig frihed til bl.a. at rejse og til at ytre sig kritisk. Særligt under Josef Stalin, der blev Lenins efterfølger som statsleder, skete der også omfattende udrensninger af såkaldte ”politiske fjender” \[4\] (Se også Faktalink om kommunisme). 

Kapitalismen lagde vægt på privat initiativ og minimal indblanding fra staten og de fleste vestlige samfund havde en styreform med demokratisk valgte ledere. Ledende vesteuropæiske lande som Storbritannien og Frankrig (og Danmark) var dog samtidig stadig kolonimagter i Den Kolde Krigs første årtier, så på mange måder gjaldt idealerne om demokrati og personlig frihed primært ”derhjemme”.

I februar 1945 var 2. Verdenskrig endnu ikke slut, men det var begyndt at stå klart, at det kun var et spørgsmål om tid. Derfor mødtes lederne af de allierede krigsførende lande, USA (Franklin D. Roosevelt), Storbritannien (Winston Churchill) og Sovjetunionen (Josef Stalin) i Jalta på Krim for at diskutere, hvad der skulle ske med Europa, når krigen var slut. Dette møde kaldes også Jaltakonferencen. Her aftalte de allierede, at Sovjetunionen kunne beholde indflydelse i de områder af Østeuropa, som det havde befriet. Man enedes også om en fælles administration af Tyskland, ligesom alle parter godkendte oprettelsen af FN \[5\].   

I Østeuropa fik Sovjetunionen i årene efter krigen installeret Sovjettro regimer i alle landene og det kulminerede med delingen af Tyskland i 1949, hvor staterne DDR (på dansk ofte kaldet Østtyskland) og BDR (på dansk ofte kaldet Vesttyskland) blev oprettet \[6\].

I Vesteuropa grundlagdes liberalt-kapitalistiske stater med demokratisk styreform. Det var dog vigtigt for USA at sikre, at de demokratiske rettigheder ikke førte til, at nogle af disse lande blev kommunistiske. Det lå bag Truman-doktrinen, hvor USA’s præsident Truman erklærede, at USA aktivt ville støtte antikommunistiske kræfter verden over. Dette skete både med åben økonomisk og militær støtte, men også ved hjælp af hemmelige undergravende aktiviteter \[7\].

De fleste lande i Europa var fattige efter 2. Verdenskrig og stod overfor en omfattende opbygning. USA tilbød økonomisk hjælp i form af den såkaldte Marshall-plan (opkaldt efter USA’s udenrigsminister George Marshall) fra 1947. Marshall-planen gik ud på, at USA tilbød økonomisk og materiel støtte samt lån, så modtagerlandene kunne importere fra USA. Hjælpen var betinget af handel med USA og politiske reformer i retning af liberal markedsøkonomi. På den måde kunne USA binde Vesteuropa til sig økonomisk og politisk. Det betød også, at de østeuropæiske lande, som fik tilbudt Marshall-hjælp, måtte sige nej, da deres binding til Sovjetunionen forhindrede dem i at gå ind på de amerikanske modkrav \[8\]. Marshall-planen blev koordineret gennem organisationen OEEC (Organisation for European Economic Cooperation), senere OECD (Organisation for Economic Co-operation and Development) \[9\]. Marshall-planen og Truman-doktrinen var ifølge Truman selv to sider af samme mønt, da de begge skulle modvirke kommunistisk indflydelse \[7\].

Som pendant til OEEC oprettede Sovjetunionen COMECON (Council for Mutual Economic Assistance) som samarbejdsorgan for de kommunistiske økonomier i 1949 \[10\].

Militært var Den Kolde Krig først og fremmest præget af kernevåbnene. USA havde som sidste større militære operation under 2. Verdenskrig nedkastet to atombomber over de japanske byer Hiroshima og Nagasaki.  I 1949 prøvesprængte Sovjetunionen sin første atombombe og supermagterne fortsatte med at konkurrere på større og mere effektive atomvåben og mere teknologisk avancerede måder at levere dem på – herunder gennem rumteknologi. Der foregik samtidig en betydelig oprustning af konventionelle styrker under Den Kolde Krig \[11\].

I 1949 dannede de vestlige lande militæralliancen NATO (se Faktalink om NATO) og i 1955 lancerede Østblokken sin pendant med Warszawa-pagten \[12\] (Se også Faktalink om NATO).

Den Kolde Krig inddeles ofte i tre faser, der angiver forskellige niveauer af spænding \[1\].

Den tidlige (også kaldet første) Kolde Krig betegner perioden fra 1945 til 1962, hvor opdelingen af verden blev cementeret og spændingen var på sit højeste. Europa blev delt, oprustningen tog fart, og der var en række kriser, hvor supermagterne følte hinanden på tænderne. En af disse var Berlin-krisen, hvor Stalin beordrede alle veje ind i Vestberlin blokeret og de vestlige lande som modsvar etablerede en luftbro til at få forsyninger til borgerne i Vestberlin \[13\] (Se også tidslinjen for andre kriser).

Denne fase af Den Kolde Krig kulminerede med Cubakrisen. Derefter indså supermagterne nødvendigheden af at indgå i forhandlinger og de etablerede også en direkte telefonlinje, også kaldet ”den varme linje” mellem de to supermagters ledere – den findes stadig \[14\].

”Détente” betyder en forbedring i et ellers anstrengt forhold mellem to lande, og det kalder man Den Kolde Krigs periode mellem 1963 og 1978. I disse år indledte supermagterne forhandlinger og enedes om en række nedrustningsaftaler \[15\]. Også på tværs af blokkene i Europa blev relationerne forbedrede, ligesom USA og det kommunistiske Kina kom på talefod \[1\].

Alt var dog ikke fryd og gammen: I forbindelse med afkoloniseringerne i det globale syd, involverede begge sider i Den Kolde Krig sig i en række lokale konflikter uden for deres egne territorier, måske bedst illustreret ved USA's involvering i Vietnam-krigen. Dermed blev det også tydeligt, at selvom supermagterne tilsyneladende havde fundet ud af at leve fredeligt side om side efter delingen af den nordlige halvkugle, konkurrerede de stadig om dominans på verdensplan.

Den anden, eller den nye, Kolde Krig betegner perioden fra slutningen af 1970’erne. Et skelsættende år var 1979, hvor Sovjetunionen invaderede Afghanistan og NATO vedtog den såkaldte dobbeltbeslutning (se tidslinjen). I 1981 indtog Ronald Reagan præsidentposten i USA og han stod for en betydelig skærpelse af retorikken overfor Sovjetunionen. Han satte også ny fart på oprustningen, bl.a. med det såkaldte ”stjernekrigsprojekt”, et missilforsvar baseret på rumteknologi \[16\].

I 1983 nåede Den Kolde Krig et spændingsniveau, man ikke havde set siden Cubakrisen \[17\]. Forholdet blev dog bedre under Reagans anden præsidentperiode fra 1985, hvor Mikhail Gorbatjov blev leder af Sovjetunionen. De havde tilsyneladende gensidig sympati og indledte på ny nedrustningsforhandlinger. I 1987 indgik de en banebrydende aftale om at afskaffe alle mellemdistanceraketter i Europa \[15\] \[18\].

Mikhail Gorbatjov indså, at det sovjetiske system ikke var bæredygtigt og iværksatte reformer, som skulle forbedre den økonomiske situation og give befolkningen flere frihedsrettigheder. Disse reformer gik under betegnelserne Perestrojka (omstrukturering) og Glasnost (åbenhed) \[18\].

I Østeuropa var der en del græsrods- og folkelige bevægelser, som også vejrede morgenluft i lyset af de nye toner fra Sovjetunionen – og i modsætning til tidligere slog Sovjetunionen ikke ned på disse bevægelser militært. Udvidelsen af befolkningens politiske rettigheder og bevægelsesfrihed i de østeuropæiske lande kulminerede med Berlinmurens fald i november 1989 (se Faktalink om Berlinmuren og Berlinmurens fald). Gorbatjov forsøgte at holde sammen på selve Sovjetunionen, men blev overhalet indenom af de reformkræfter, han selv havde sluppet løs. Blandt andet erklærede flere og flere af sovjetrepublikkerne sig selvstændige. Sovjetunionen ophørte formelt med at eksistere den 25. december 1991. Hermed var Den Kolde Krig fortid \[1\] \[18\].

Den Kolde Krig dominerede ikke blot den nordlige halvkugle. Supermagterne kæmpede også om indflydelse i det globale syd, særligt i forbindelse med afkoloniseringen, men også i forbindelse med politisk ustabilitet og borgerkrige. Begge parter ønskede at sikre venligtsindede regeringer i så mange lande verden over som muligt, og derfor støttede de kup, oprørsbevægelser (eller det modsatte) og parter i borgerkrige i Sydamerika, Mellemøsten, Afrika og Asien. Ofte støttede supermagterne på samme tid hver sin side i lokale konflikter og derfor blev disse konflikter betegnet som stedfortræderkrige eller proxykrige: Supermagterne var ikke i krig direkte med hinanden, men kæmpede mod hinanden per stedfortræder. Derfor er det heller ikke korrekt at sige, at Den Kolde Krig ikke var militær. Selvom Tredje Verdenskrig ikke brød ud, var der mange blodsudgydelser under stedfortræderkrigene. Eksempler på stedfortræderkonflikter er Korea-krigen, Vietnam-krigen, Afghanistan-krigen, borgerkrigene i Congo, Angola og Nicaragua, samt forskellige statskup, blandt andet i Chile i 1973, hvor USA støttede Pinochet, som indførte militærdiktatur \[30\].

Marshall-hjælpen havde betydelig effekt i Danmark i de trange år efter krigen og med medlemskabet af NATO i 1949 brød Danmark med århundreders militær neutralitet. Med sin geografiske placering i vest og på grund af det tætte politiske og økonomiske bånd til USA, skete der også en betydelig amerikansk kulturel indflydelse i Danmark gennem musik, mode, film, osv. \[31\]. Også det danske ungdomsoprør i 1968 var inspireret af protester mod Vietnam-krigen i USA.

Danmark skærmede sig dog også mod nogle elementer af amerikansk indflydelse: Der var forbehold mod atomvåben og amerikanske baser i Danmark (med undtagelse af Grønland) og de danske regeringer valgte at opbygge en velfærdsstat frem for kapitalisme i dens rå amerikanske form.

Danmark havde også et kommunistisk parti, DKP, som modtog økonomisk støtte fra Sovjetunionen og ønskede at indføre Sovjetkommunisme i Danmark. Partiet vandt aldrig betydelig parlamentarisk indflydelse, men har måske medvirket til at trække det generelle politiske billede mod venstre (se Faktalink om kommunisme).

Den Kolde Krig berørte også borgerne personligt i de forskellige lande. I Sovjetunionen var der betydelig undertrykkelse af visse personlige rettigheder, og i områderne med stedfortræderkrige led mange mennesker under urolighederne. De mennesker, der boede tæt på områder, hvor der blev prøvesprængt atomvåben, risikerede at blive evakueret eller forgiftet \[32\].  
En altovervejende faktor, som berørte mange verden over, var frygten for atomkrig, som gennemsyrede på både samfunds- og individplan. Myndigheder udsendte vejledninger til, hvordan borgerne skulle forholde sig i tilfælde af atomkrig, men med tanke på kernevåbnenes ødelæggende kraft, forekom den slags vejledninger utilstrækkelige for mange mennesker \[33\].

Den Kolde Krig blev oprindeligt ofte studeret og tolket ud fra, hvem der bar ansvaret for tingenes udvikling: USA, Sovjetunionen eller dem begge. Dette var en afspejling af, at forskerne primært beskæftigede sig med ”realpolitik”, altså beslutninger om forsvar, økonomi og politik på regeringsniveau.  
Efter Den Kolde Krigs afslutning og med den tidsmæssige afstand er der dog blevet plads til mere mangfoldige tilgange til emnet. Det har også haft stor betydning, at nye arkiver er blevet åbnet op. Nu er det ikke blot de politiske, militære og økonomiske beslutninger på topplan, der bliver studeret, men også hvordan Den Kolde Krig udspillede sig i forskellige samfundssammenhænge, i hverdagen, i medierne, i kulturen, osv. \[1\]

Den Kolde Krig er et kontroversielt tema med mange forskellige tolkningsmuligheder alt efter perspektiv. Derfor er der også mange, der har brugt henvisninger til Den Kolde Krig til at fremme politiske, ideologiske eller sågar militære sager.

Før Danmark gik med i den USA-ledede invasion i Irak i 2003 (se også Faktalink om Irak-krigen og om 11. september 2001), argumenterede daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen for, at Danmark skyldte USA sin loyalitet, fordi vi havde svigtet i 1980’erne, da vi tog forbehold for NATOs atomvåbenpolitik (den såkaldte fodnotepolitik) \[34\].

I den nuværende russiske krig mod Ukraine beskylder Ruslands præsident Vladimir Putin NATO for at svigte løfter fra Den Kolde Krigs sidste dage om ikke at udvide NATO mod øst. Konflikten omkring NATOs interesseområde er en betydelig del af forklaringen på det anstrengte forhold mellem Rusland og Vesten (se Faktalink om NATO).

Nogle steder kan man købe produkter med gamle østblok-symboler på, primært som merchandise og t-shirts. På loppemarkeder og i antikvariater i den gamle østblok kan man også finde ”ægte” ting fra den kolde krigs tid. Det er udtryk for såkaldt Ostalgie, et ordspil på ”Nostalgi” og ”Ost” som betyder øst på tysk. Ostalgie er egentlig ikke kommerciel, det er derimod en kritik af den vestlige forbrugsbaserede kapitalisme, som fejede over østblokken i 1990’erne, samtidig med at forretninger lukkede, arbejdsløsheden og uligheden steg, samtidig med at sociale sikkerhedsnet forsvandt \[35\].

Siden Ruslands annektering af Krim-halvøen i Ukraine i 2014 har det været populært blandt mange journalister og kommentatorer at tale om en ”ny kold krig”. Forskere er dog stort set enige i, at det ikke giver mening: På mange måder er verden af i dag mere ustabil. Det skyldes, at der ikke længere er en bipolær orden med to supermagter, der dominerer resten af verden. Snarere er verdensordenen på vej til at blive multipolær med flere regionale stormagter, hvilket gør udviklingen langt vanskeligere at forudsige.  Rusland har heller ikke samme magt og styrke som Sovjetunionen havde under Den Kolde Krig og Europa er i højere grad forenet frem for delt mellem Øst og Vest \[36\]

Der kan dog godt stadig være fællestræk mellem den nutidige situation og tiden under Den Kolde Krig. De gensidige fjendebilleder lever i bedste velgående, ligesom Den Kolde Krigs logikker stadig bliver aktiveret i forbindelse med aktuelle konflikter. Desuden har nogle aktuelle konflikter også stadig karakter af stedfortræderkrige mellem Rusland og NATO. Det gælder særligt i Syrien og Ukraine – og måske også i den spirende konflikt mellem Iran og Israel.

Det er desuden muligt, at de konstante interventioner under Den Kolde Krig var med til at yderligere destabilisere det globale syd og forlænge konflikter i den del af verden.

Ligesom Den Kolde Krig var med til at forme det danske samfund, da den stod på, har den efterladt sig en betydelig arv. Måske er den mest synlige effekt det danske NATO-medlemskab samt de mange konflikter i verden, hvor danske soldater har deltaget i sammen med USA's militær. Også forholdet til Rusland bliver ofte fortolket ind i en koldkrigsramme, selvom Danmarks strategiske forhold er helt anderledes i dag: Under Den Kolde Krig var Danmark det eneste Østersø-land, som var medlem af NATO. I dag er Rusland det eneste Østersø-land, som _ikke_ er.

Østtysk grænsevagt overvåger området omkring Berlinmuren i 1988.

Kolde krig topbillede.png

Den kolde krig

Tyskland: Tillidsafstemning om kansler Scholz

Kong Frederik 10. holder sin første nytårstale

Donald Trump taler til sine tilhængere ved valgfesten i West Palm Beach Convention Center i West Palm Beach, Florida.

Trump vinder - Cristobal Herrera-UlashkevichEPARitzau Scanpix@20241106-125505-L-3000x2003ma.jpg

Donald Trump vinder præsidentvalget i USA

Pressemøde i  Ministeriet for Grøn Trepart, mandag den 18. november 2024.

Grøn trepart_Ida Marie OdgaardRitzau Scanpix@20241118-125725-L-8640x5760ma.jpg

Grøn trepartsaftale på plads 

Beta collage biggest.png

beta.faktalink er Faktalinks kommende redesign

Begrebet bådflygtninge opstod i 1970’erne, da desperate vietnamesiske flygtninge forlod landet i synkefærdige både. Nogle blev samlet op af store skibe og blev fordelt til de lande, som disse skibe var indregistreret i. Derfor kom der også vietnamesiske bådflygtninge til Danmark, og danskere, som er gamle nok til at huske tilbage til 1970’erne, husker som regel billeder af bådflygtninge i Asien og ofte også af deres ankomst til Danmark. Derfor har mange også fået mindelser om disse bådflygtninge i de seneste cirka 10 år, hvor medierne mange gange har bragt billeder af desperate mennesker, som flygter over havet fra krig, fattigdom og undertrykkelse i håbet om at nå i sikkerhed i Europa. Mange drukner undervejs eller bliver fanget af kystvagten i det land, de sejler sted fra, og tvunget tilbage. De fleste har betalt menneskesmuglere mange penge for at blive hjulpet over havet. De lande i Europa, der modtager flest bådflygtninge, er Italien, Spanien og Grækenland, og disse lande ønsker derfor, at der laves nye regler i EU for fordelingen af de mange migranter. Det diskuteres både nationalt og i EU, hvordan man bedst kan bremse strømmen af bådflygtninge. Der er stor uenighed om, hvis ansvar flygtningene er både moralsk og juridisk, og hvordan årsagerne til de store strømme af bådflygtninge kan bekæmpes. Nogle mener, at det er hyklerisk, når politikerne udtrykker sorg over døde bådflygtninge samtidig med at de afviser at tage imod dem, der når frem med livet i behold. Andre hævder, at hvis EU hjælper de bådflygtninge, der er i fare for at drukne, vil det blot få endnu flere til at sige ja til menneskesmuglernes tilbud om dyre og risikable rejser over havet.

Det kan være mennesker, der flygter fra f.eks. borgerkrig, eller migranter, der rejser på grund af fattigdom og drømmen om et bedre liv for sig selv og deres familier. Der kan være flydende grænser mellem flygtninge og migranter. Ifølge migrant- og konfliktforsker ved Nordiske Afrika Instituttet i Uppsala, Jesper Bjarnesen, er de fleste bådflygtninge i Middelhavet vestafrikanske migrantarbejdere, som ikke har mulighed for at komme lovligt ind i Europa på grund af de ret skrappe migrationsregler. I artiklen ”Der er ingen stemmer i medmenneskelighed” i Information den 19. april 2015 \[5\] beskriver han, hvordan tusindvis af fattige, ufaglærte mænd i vestafrikanske lande som Mali og Senegal søger visum til EU-lande. Men kun få får visum, og i stedet søger mange at komme til Europa ved at sejle over Middelhavet, og andre sejler over Den Engelske Kanal fra Frankrig til England i håb om at få asyl i Storbritannien, ofte efter at have fået afslag på asyl i Frankrig.

De fleste bådflygtninge betaler et kriminelt netværk, som tager tusindvis af dollars for at organisere rejsen fra flygtningenes hjemland til Europa, inklusive den farlige overfart over Middelhavet. Menneskehandlerne selv siger, at de ikke tvinger nogen om bord, men ofte kan flygtningene fortælle, hvordan de i deres desperation efter at komme af sted, lader sig overtale til at tage af sted, selv om båden f.eks. er overfyldt og ikke lever op til det, de blev stillet i udsigt.

Ofte må flygtningene arbejde i lang tid i f.eks. Libyen for at tjene penge til rejsen over Middelhavet. I artiklen ”Risikoen for at drukne er bedre end alternativet” i Information den 19. april 2015 \[9\] fortæller en ung mand fra Sydsudan, der befinder sig i Libyen, hvordan han arbejdede i en sæbehandel for at spare op til at betale de lokale smuglere for at komme over Middelhavet. Da han havde sparet penge nok op, blev han udsat for et røveri og derefter anholdt, og han måtte så begynde forfra. Da han endelig havde penge nok til at betale smuglerne, blev bådturen et mareridt, og han overlevede kun med nød og næppe en uge, hvor båden sejlede rundt i cirkler ud for Libyens kyst. Han og de andre i båden blev reddet af den libyske kystvagt. Den unge mand er alligevel parat til at prøve igen.

På grund af borgerkrigen i Syrien opstod nye smuglernetværk og -ruter, og flugten blev ofte organiseret med brug af moderne midler som Facebook. Det beskrives i artiklen ”Førerløse flygtningeskibe” i Information den 2. januar 2015 \[10\], hvor en 21-årig flygtning fra byen Homs i Syrien citeres for at forklare, at overfarten kan reserveres på Facebook: ”Det er syriske menneskesmuglere, der organiserer afgange med to til tre dages mellemrum fra alle tyrkiske havnebyer – fra Istanbul, Mersin og Antalya. Med et gyldigt pas kan vi uden problemer krydse grænsen mellem Syrien og Tyrkiet, og derfra kan man så selv vælge, hvilken havn man vil videre fra.”

Hvordan flugten organiseres i forskellige typer af både på de forskellige ruter, beskrives af EU’s grænseagentur Frontex \[8\].

Antallet har generelt været stigende, og det ser ikke ud til, at den store risiko ved flugten afskrækker flygtningene. Udviklingen i krige og konflikter samt aftaler mellem EU og de lande, som migranterne forsøger at tage af sted fra, om at forsøge at forhindre de mange sejladser, har dog betydet, at antallet har været svingende de seneste ti år, men at der ankom allerflest i 2015, især på grund af krigen i Syrien.  
UNHCR, FN’s Flygtningehøjkommissariat opgør jævnligt antallet af flygtninge, der ankommer til EU via Middelhavsområdet \[6\], og heraf ankommer langt de fleste over havet. Tallene inkluderer ankomster over havet til Italien, Cypern og Malta og ankomster til Grækenland og Spanien (inkl. De Kanariske Øer) over både land og hav. Tallene viser, at der ankom lidt over 1 million migranter i 2015, mens tallet i 2016 var faldet til cirka 375.000. Fra 2017 til 2022 lå antallet mellem 185.000 og 95.000, mens det i 2023 steg til 270.000. I 2024 var antallet af ankomster over havet nået op på omtrent 102.000 i slutningen af august.  
En opgørelse over antallet af migranter, der sejler over Den Engelske Kanal fra Frankrig til England \[7\] viser, at antallet af ankomster især i små både er steget betydeligt fra 2018 til 2024. I 2022 var antallet næsten 46.000, i 2023 nåede antallet lidt op over 29.000. I første halvdel af 2024 var antallet over 12.000.

Bådflygtningene følger bestemte ruter, som typisk bliver bestemt af menneskesmuglerne. Hvor benyttede de enkelte ruter er, afhænger blandt andet af, hvordan antallet af migranter og flygtninge udvikler sig – afhængig af krige, kriser, tørke m.m. – samt af, hvor menneskesmuglernetværkene udvikler sig, og hvor landene rundt om Middelhavet sætter ind med øget grænsekontrol til havs.  
EU’s grænseagentur Frontex opgør løbende antallet af illegale ankomster til EU via forskellige flugtruter \[8\]. Denne oversigt omfatter fem ruter over havet, nemlig:

*   Den vestafrikanske rute, der forbinder Vestafrika (og Afrika længere nordpå) med de spanske Kanariske Øer og som de senere år er brugt meget af migranter fra bl.a. Senegal, Mali og Marokko.
*   Den centrale Middelhavsrute, som forbinder Nordafrika (især Libyen og Tunesien) med Italien og Malta, og som benyttes af migranter fra bl.a. Tunesien, Guinea og Elfenbenskysten
*   Den østlige Middelhavsrute med afgange fra især Libanon, Libyen og Syrien mod Cypern, Grækenland og Bulgariens landgrænse mod Tyrkiet. Migranter på denne rute stammer ofte fra Syrien, Afghanistan og Palæstina.
*   Den vestlige Middelhavsrute, som forbinder det nordvestlige Afrika med det sydlige Spanien. Denne rute benyttes især af marokkanere og algeriere.
*   Ruten over Den Engelske Kanal fra Frankrig til England, som især benyttes af migranter med baggrund i Afghanistan, Irak og Syrien.

Opgørelsen viser, at den centrale Middelhavsrute, den vestlige Balkanrute og den østlige Middelhavsrute de seneste år har været de tre mest benyttede ruter, hvis man kigger på antallet af illegale grænsekrydsninger, og Frontex forudser, at antallet af bådflygtninge i de kommende år især vil stige på den østlige og den centrale Middelhavsrute.

Der åbnes dog hele tiden ny ruter af menneskesmuglerne. Efterhånden som kystbevogtningsskibe opererer flere og flere steder i Middelhavet for at forsøge at tvinge menneskesmuglernes både tilbage til land eller tilbage ud på havet, finder smuglerne nye ruter.

For mange bådflygtninge bliver turen et mareridt, og for en del ender den med døden. Ofte tager turen meget længere, end de er blevet stillet i udsigt, fordi de mister kursen, eller der opstår uvejr. Ofte har flygtningene for lidt mad og vand til at klare den lange rejse. Så en del flygtninge er tæt på at dø af sult og tørst, nogle ser andre dø, og en del falder overbord og bliver kun i sidste øjeblik reddet af et forbipasserende skib eller ved at svømme i land, hvis skibet kæntrer tæt på kysten.

Der er flere og flere eksempler på, at menneskesmuglerne for ikke selv at blive opdaget og anholdt, sender skibe af sted uden besætning eller med en besætning, som kun bliver om bord i kort tid. Udtjente fragtskibe sendes af sted med hundredvis af flygtninge i lasten. Det beskrives i artiklen ”Førerløse flygtningeskibe” i Information den 2. januar 2015 \[10\].

Et eksempel på, hvordan en flugt kan udvikle sig, findes i artiklen ”Risikoen for at drukne er bedre end alternativet” i Information den 19. april 2015 \[9\], hvor en 24-årig mand fra Nigeria fortæller om en flugt, som han med nød og næppe overlevede ved at blive bragt tilbage til Libyen. De libyske smuglere havde sat dem på båden, kun udstyret med et kompas, men uden styrmand. ”’Ingen vidste, hvor vi skulle styre hen Alle havde en idé om, hvad vi skulle gøre: tabe bestik af solen.’ Deres beholdning af brød og vand – blot tre dusin 500 ml flasker – slap op efter to dage. Uden mulighed for at bevæge sig måtte mændene midt i båden urinere på deres naboer. På bådens ræling fik to mænd overbalance, faldt i vandet og druknede. En tredje syntes at være så overvældet af situationen eller af tørst, at han forsøgte at sænke båden. ’Så tog de andre drenge ham og kastede ham over bord’”.

Smuglerne sender ofte skibene af sted i storm og om natten, da der så er mindre risiko for at blive opdaget af kystbevogtningsskibe. Til gengæld øger det risikoen for kæntrings- og drukneulykker. I nogle tilfælde bliver skibene opdaget af kystbevogtningsfartøjer og tvunget tilbage til land, eller forbipasserende skibe hjælper de nødstedte bådflygtninge.

Det vides ikke med sikkerhed, da ingen ved, hvor mange der rejser af sted, og det er ikke sikkert, at alle de mennesker, der drukner undervejs, bliver fundet. Men FN vurderer, at hver tiende dør undervejs. En opgørelse fra FN’s flygtningehøjkommissariat, UNHCR \[6\], viser, at antallet af døde og savnede har ligget på mellem 1500 og næsten 5100 i årene fra 2015 til 2023. I 2024 vurderes antallet frem til slutningen af august at være 875.

Kun meget få af de personer, der dør under flugt eller migration over Middelhavet, bliver nogensinde identificeret, så deres familier kan få besked. For selv når ligene bjærges eller dukker op, er det oftest meget vanskeligt at identificere dem. Ifølge artiklen ”Flertallet af Middelhavets døde får aldrig en gravsten” fra Kristeligt Dagblad den 16. september 2016 \[11\] viser opgørelser, at to tredjedele af de omkomne, som er blevet bjerget i det sydlige Europa i perioden fra 1990 til 2013, stadig ikke er identificeret.

De bådflygtninge, der når frem til et europæisk land, får ved ankomsten typisk et lægetjek og interneres så i centre, hvor de venter på, at deres asylsag behandles. Alle lande, der har tilsluttet sig EU’s såkaldte Dublinkonvention, skal samarbejde om, at asylsøgere registreres med fingeraftryk i det første EU-land, de ankommer til, og så skal deres sag behandles der. I praksis har både Italien og Grækenland – fordi de modtager så mange flygtninge – i en del år undladt at tage fingeraftryk på mange bådflygtninge. Flygtningene kan derfor rejse videre til andre lande og søge asyl der. Nogle bådflygtninge undgår bevidst at blive registreret i f.eks. Italien. De skjuler sig og lever illegalt, mens de forsøger at samle penge sammen til at rejse videre til et andet land – i håb om at få arbejde der. Flere lande har planer om at sende en del af de migranter, der ankommer illegalt, til lejre i andre lande. For eksempel har Italien planer om at overføre migranter, der opsamles af militærbåde på Middelhavet ud for Italiens kyst, til lejre i Albanien. Det meddelte den italienske premierminister Giorgia Meloni, der er kendt for sin hårde linje over for migranter og asylsøgere, i november 2023, ifølge artiklen ’”I åbenlys modstrid med folkeretten og EU’s regler”: Italien vil sende migranter fra Middelhavet til lejre i Albanien” i Kristeligt Dagblad den 7. november 2023 \[12\]. Ifølge artiklen vurderer eksperter, at denne ordning vil være i strid med EU’s regler og folkeretten.

Dublinforordningen siger, at det land, som en asylansøger først ankommer til og bliver registreret i, skal behandle ansøgningen om asyl. Det er ofte i sydeuropæiske lande som Spanien, Italien og Grækenland, hvilket især gælder for bådflygtninge. Derfor er presset på asylsystemet i disse lande også større end i de nordeuropæiske lande. Det bliver derfor diskuteret, om EU bør have en tvungen fordeling af flygtninge, så lande med god økonomi og få flygtninge skal tage flere end lande med dårlig økonomi og mange flygtninge. EU-Kommissionen har foreslået at justere Dublinforordningen, så man i perioder med mange flygtninge kan bede EU’s medlemslande træde til og tage nogle af de flygtninge, der kommer til f.eks. Italien og Grækenland. \[13\]

Efter flygtningekrisen ramte Europa i 2015, indgik EU-landene en aftale med Tyrkiet, som lagde en dæmper på strømmen af flygtninge og migranter gennem landet. Bør EU indgå lignende aftaler med lande som Libyen, Tunesien, Egypten og Marokko? Nogle mener, at det er nødvendigt. Andre er bekymrede for, om flygtninge og migranter vil blive behandlet ordentligt i lande, der ikke har underskrevet FN's konventioner om menneskerettigheder. Det gælder særlig i Libyen, som i de seneste år har været i en borgerkrigslignende situation, og hvor menneskerettighedsorganisationer har rapporteret om overgreb, seksuel vold og tortur mod afviste migranter. \[13\]

I flere EU-lande, bl.a. i Danmark, diskuteres det, om EU bør oprette lejre forskellige steder i Afrika, hvor mennesker kan søge om asyl i Europa uden først at tage den farlige rejse hertil. I lejrene kan man så finde ud af, hvem der har behov for beskyttelse i Europa, og hvem, der må afvises. Statsminister Mette Frederiksen (S) har foreslået, at Danmark skal være med til at oprette lejre for asylsøgere i Rwanda, i samarbejde med regeringen i Rwanda, og regeringen har været i forhandlinger med Rwanda om denne mulighed. Disse forhandlinger har dog længe været sat i bero, og regeringens officielle holdning er nu, at et modtagecenter også kan placeres i et andet land end Rwanda, blot det bliver uden for Europa. Argumentet for at oprette centre i for eksempel Afrika er at man muligvis på den måde kan undgå, at flygtninge og migranter betaler en masse penge til menneskesmuglere, som sender dem ud på en farlig rejse over Middelhavet. Andre mener, at det kan være svært at garantere sikkerhed og ordentlige forhold. Nogle mener også, at det vil få langt flere mennesker til at søge asyl i Europa. \[12\] \[13\]

Størstedelen af flygtninge fra mellemøstlige lande som Syrien og Irak kommer slet ikke til Europa, men opholder sig i nabolande som Jordan, Libanon og Tyrkiet. Faktisk er Tyrkiet det land i verden, som huser flest flygtninge. Bør EU tage færre flygtninge og i stedet give økonomisk støtte til nabolandene til de steder, som mennesker flygter fra, så de kan få hjælp der i stedet for at komme til Europa? Også dette diskuteres af både eksperter, politikere og ngo’er. \[13\] Flere migrationsforskere har foreslået, at EU-landene tillader en kontrolleret indvandring af ufaglært arbejdskraft fra de områder, hvor bådflygtningene kommer fra. Dette forslag er bl.a. kommet fra den danske migrationsforsker Jesper Bjarnesen, der i artiklen ”Der er ingen stemmer i medmenneskelighed” i Information den 19. april 2015 \[14\] siger: ”De migrantarbejdere, jeg har talt med, siger alle sammen, at de helst vil blive hjemme i deres eget land, men de har ikke noget at leve af. De vil til Europa for at arbejde og tjene penge, som de kan sende hjem til familien i nogle år, og så rejser de hjem igen.”

Nødhjælpsorganisationer som f.eks. Red Barnet og Læger uden Grænser opererer i Middelhavet, hvor de samler nødstedte mennesker op og bringer dem i sikkerhed i Europa. Det er igennem længere tid blevet diskuteret, om det får flere mennesker til at tage den farlige rejse over Middelhavet, hvis de ved, at de har en chance for at blive samlet op af en nødhjælpsorganisation og sejlet til Europa. Nogle mener, at nødhjælpsorganisationernes arbejde får flere til at søge mod Europa, og organisationernes arbejde derfor skal stoppes \[13\]. I februar 2023 vedtog Italien et dekret, der betyder, at det bliver ulovligt for ngo’er, der samler nødstedte bådflygtninge op i Middelhavet, at samle mennesker fra mere end én migrantbåd op ad gangen. \[16\]

Uanset om det kan få nogle mennesker til at søge ud i faldefærdige båd, at de ved, at de eventuelt kan blive reddet af en nødhjælpsorganisation, skal man altid gøre en indsats for at redde migranter, der risikerer at drukne. Det mener en række nødhjælpsorganisationer og politikere, som blandt andet peger på, at så længe mange mennesker ikke kan se nogen fremtid, hvor de kommer fra, og ikke har andre muligheder for at søge asyl i Europa end at sejle over havet og krydse grænsen illegalt, er det Europas ansvar at forsøge at redde flest muligt fra druknedøden \[13\].

Efter Ruslands krig i Ukraine har problemet med bådflygtninge i de senere år ikke fået helt samme opmærksomhed som tidligere, særligt under den store flygtningekrise i 2015 og 2016, hvor antallet af asylansøgere i EU satte rekord. Men problemet med bådflygtninge bliver næppe mindre i fremtiden, vurderer eksperter.

"Europa må fortsat forberede sig på at modtage et større antal flygtninge i fremtiden, selv om dette er upopulært hos de fleste europæiske regeringer,” migrationsforsker Marcus Engler fra Tysk center for integrations- og migrationsforskning (DeZIM) i Berlin, ifølge en artikel i Kristeligt Dagblad i december 2022 \[17\].  
Marcus Engler påpeger, at når der er et sammenfald af flere kriser – for eksempel klimaforandringer, krig, ekstremisme og dårlige økonomiske fremtidsudsigter – risikerer antallet af flygtninge – herunder bådflygtninge – at stige. Desuden påpeger han, at det er meget vanskeligt at forhindre mennesker i at søge væk: ”Vi ved fra forskning, at vi ikke uden videre kan forhindre personer med stærke flugt- eller migrationsmotiver i at gennemføre deres planer. De er villige til at sætte deres liv på spil for at komme til Europa, fordi de ser fremtidsudsigter her,” siger han.  
EU har dog for nylig indgået en aftale om fremover at koordinere modtagelsen af asylansøgere på en ny måde, så de lande, der modtager flest flygtninge, ikke skal bære så stor en del af byrden. Det kan give håb for, at modtagelsen af bådflygtninge vil foregå mere organiseret og føre til bedre forhold for de flygtninge, der når frem til Europa.  
Desuden har EU i nogle år lavet projekter i nogle af de lande, hvorfra der kommer mange migranter, hvor de oplyser om risikoen ved at lade menneskesmuglere hjælpe sig over Middelhavet. Samtidig støttes nogle af de potentielle bådflygtninge i små erhvervsprojekter, der kan give dem en økonomisk bæredygtig fremtid i deres oprindelseslande \[18\].  
Marcus Engler mener i samklang med andre forskere, at det derudover kan være en løsning at skabe lovlige veje for folk til at rejse regelmæssigt til EU med arbejdstilladelse. På den måde vi EU’s mangel på arbejdskraft muligvis kunne afhjælpes, samtidig med at færre mennesker risikerer deres liv på farlige sejladser over Middelhavet.

“Politikerne skal forholde sig til, at folk kommer til os, og at de ønsker at arbejde. Staterne bør støtte dem i begyndelsen, så de kan lære det lokale sprog og fuldføre deres uddannelse. Det giver meget mere mening end at forsøge at holde migranter og flygtninge ude med alle midler,” mener Marcus Engler. \[17\]

En senegalesisk båd med 188 migranter ankommer til havnen i La Restinga på den kanariske ø El Hierro i august 2024.

Bådflytninge_ny top.png

Bådflygtninge

Over hele verden har den globale opvarmning konsekvenser. Det kan være ekstremt vejr, som fører til tørke, ørkendannelse, vandmangel og fejlslagen høst. Heftigere storme, smeltende isbjerge og store oversvømmelser. Millioner af mennesker drives på flugt på grund af klimaforandringer, mens verdens lande søger at omlægge til bæredygtig energi og herved bremse udledningen af de klimabelastende drivhusgasser. På FN’s klimakonferencer har landene forpligtet sig på at holde temperaturstigningerne under de anbefalede 1,5 grader. Men kampen for klimaet rejser demokratiske og identitetspolitiske dilemmaer. De nødvendige indgreb i begrænsningen af klimabelastende CO2 kan ramme verdens fattige hårdt og skabe øget ulighed. Og bliver der ikke grebet konsekvent og omfattende ind mod klimaforandringerne, vil konsekvenserne ramme endnu hårdere. Unge klimaaktivisters kamp for klimaet skaber stort engagement, men medfører til tider også splittelse, fx når klimaaktivister som led i deres kamp for klimaet kritiserer ældre generationer for svigt eller diskrimination. Ifølge de seneste beregninger fra FN’s klimapanel kan det lykkes at lave klimatilpasning, som bremser den globale opvarmning og nedbringer udledningerne med 43 procent inden 2030. Men det vil kræve globalt samarbejde og ambitiøs handling nu, fastslår eksperterne i panelet.

Klimaet er de gennemsnitlige fysiske vejrforhold i atmosfæren som temperatur, nedbør, fugtighed, lufttryk m.m. målt i et bestemt område over en længere periode. Klimaet ændres over hele Jorden pga. både naturlige og menneskeskabte påvirkninger. Voldsommere vejr og temperaturstigninger er symptomer på klimaforandringer, som de fleste forskere er enige om, skyldes omfattende udledning af drivhusgasser. Der er med andre ord tale om menneskeskabte klimaforandringer.  
Når man taler om klimaforandringer, skelner man typisk mellem to former:

1.  De direkte klimaforandringer, som påvirker klima og miljø. 
2.  De indirekte klimaforandringer, som handler om, hvordan de direkte klimaforandringer påvirker dyr og mennesker.

Klimaforandringer sætter en dominoeffekt af konsekvenser i gang, som har betydning overalt på kloden. Temperaturstigninger påvirker således vandstanden i havene, bl.a. fordi det varmere vejr får polerne til at smelte, og de påvirker også mængden af regn, iltniveauet i luften og den mængde ferskvand, der er til rådighed for Jordens befolkning. Højere temperaturer skaber også hyppigere tilfælde af ekstremt vejr som tørke, hedebølger, cykloner og oversvømmelser, der truer dyr og mennesker verden over. Klimaet har forandret sig langt tilbage i Jordens historie og er blevet varmere siden 1800-tallet, men det er først omkring 1950, at stigningen er blevet markant, bl.a. som følge af vores omfattende udledning af drivhusgasser. I artiklen ”Krigen på Krim hjælp klimaforskerne” \[1\] kan man læse, at man allerede i starten af 1600-tallet, kort efter at termometeret blev opfundet, begyndte at lave de første systematiske temperaturmålinger. I 1669 udkom den første videnskabelige artikel baseret på temperaturmålinger. Det var en episode under Krim-krigen i 1854, der fik de europæiske lande til at oprette nationale vejrtjenester og et internationalt system, der målte og rapporterede temperaturen, fordi man under krigen fandt ud af, at man ved hjælp af vejrobservationer ville kunne have forudsagt den orkan, der endte med at ødelægge den fælles britisk-fransk-tyrkiske flåde.

Drivhuseffekten består i, at atmosfæren holder på Jordens varme, ligesom glasset holder på varmen i et drivhus. De luftarter, der holder på varmen, kaldes drivhusgasser. Solens stråler passerer igennem atmosfæren og varmer Jorden op. Jorden afgiver energi i form af usynlig infrarød stråling. En stor del af disse varmestråler bliver kastet tilbage mod jorden igen, hvis de rammer molekyler af drivhusgasser. Drivhuseffekten er uundværlig for livet på Jorden, for uden drivhuseffekten ville temperaturen på Jordens overflade være helt nede på cirka -19 grader, og derfor er solens stråler ikke alene nok til at gøre Jorden beboelig. Men drivhuseffekten bliver forstærket pga. menneskets aktiviteter, og det er med til at true livet på Jorden.

Menneskets aktiviteter på jordkloden øger udledningen af drivhusgasser, især CO2 (kuldioxid) og CH4 (metan), men også fx lattergas (N2O) og andre luftarter, som udledes fra landbrug og industri. Kul, olie og naturgas, såkaldte fossile brændsler, stammer fra alger, dyr og planter, der indeholdt kulstof og levede for millioner af år siden. Når kul, olie eller naturgas brændes af, frigives kulstof i form af CO2. Jo flere fossile brændsler vi bruger, jo mere påvirker mennesker nutidens kulstofkredsløb, og altså hvor meget CO2 der sendes ud i atmosfæren. Store mængder drivhusgas er bundet i skove, jordbund og havbund. Det udledes som CO2, hvis skoven brændes af, og hvis jorden dyrkes særligt intensivt. Øget kvægdrift har også stor virkning på klimaet, fordi metan fra drøvtyggernes maver har en kraftig virkning som drivhusgas.

Klimaforandringerne får temperaturen til at stige. Artiklen ”Klimaet i tal og grafer: Visuel guide lader dig tage temperaturen på klimakrisen” \[2\] beskriver, hvordan den globale middeltemperatur de seneste årtier er steget markant og nu globalt er 1,1 grader varmere, end før industrialiseringen tog fart i 1850. I Danmark er temperaturen også steget. År 2020 var således 1,5 grader varmere end gennemsnittet i perioden 1981-2010. Selvom alle verdens lande har oplevet temperaturstigninger, er den største stigning sket over land og i de arktiske egne. FN’s klimapanel IPCC udgav i 2021 en rapport, der samlede op på viden fra 14.000 klimastudier. Rapporten slog fast, at stort set hele den observerede globale opvarmning siden 1850 skyldes menneskelig aktivitet. En anden synlig konsekvens af klimaforandringer er, at isen på Jorden smelter. Satellitter fra NASA har siden 1979 filmet, hvordan den arktiske havis er blevet mindre og mindre. Hvor der i 1980’erne altid var mindst 6 millioner km2 havis tilbage, var havisens minimumsudbredelse i 2020 nede på 3,36 millioner km2. Stigende vandstande i verdenshavene er en tredje synlig konsekvens af klimaforandringerne. Ifølge FN’s klimarapport ”IPCC Sixth Assessment Report” \[3\] er vandstanden de seneste 3000 år ikke steget så hurtigt som nu. Ifølge rapporten vil vi komme til at opleve havstigninger på minimum 30-50 cm i dette århundrede, og i de værste scenarier stigninger på over en meter frem mod 2100.

FN’s klimapanel IPCC (Intergovernmental Panel On Climate Change) blev dannet i 1989 og er et forum for flere tusinde forskere, der skal levere videnskabelig oplysning om klimaproblemerne til verdens beslutningstagere. Ca. hver femte år udgiver panelet en rapport, der samler og vurderer resultaterne af klimaforskningen globalt. I april 2022 udkom IPCC’s seneste rapport ”Climate Change 2022: Mitigation of Climate Change” \[4\]. Den konkluderede, at senest i 2025 skal vi have vendt udviklingen af udledningen af drivhusgasser, hvis den globale temperaturstigning skal holdes under 1,5 grader. ”Der er brug for en væsentlig reduktion i brugen af fossile brændstoffer”, vurderer forskerne. Alene det seneste årti er der blevet udledt cirka 17 procent af alle drivhusgasser siden 1850, kan man læse i Altinget-artiklen ”I ny rapport kommer FN’s klimapanel med løsningerne. ’Det er nu eller aldrig’.” \[5\].

195 lande og EU har underskrevet FN’s klimakonvention, som forpligter dem til at samarbejde for at forebygge klimaforandringer. Siden 1992 har FN afholdt klimakonferencer, hvor internationale forhandlinger har ført til globale klimaaftaler. I 1997 blev Kyoto-protokollen vedtaget. Den fastsatte, hvor meget CO2 hvert land måtte udlede, og indebar en ordning, hvor landene kunne købe kvoter hos hinanden, så deres CO2-udledning kunne variere, uden at det øgede den samlede udledning. Et forsøg på at skabe en ny global klimaaftale i København 2009 slog fejl, og Kyoto-protokollen blev forlænget til 2020, hvor Paris-aftalen blev vedtaget. Den forpligter landene til hvert femte år at sætte nye, mere ambitiøse mål, men langt fra alle lande har overholdt aftalen. I artiklen ”Done deal: Briterne hiver aftale hjem på klimatopmødet – trods modstand” \[6\] kan man læse, hvordan knap 200 lande i november 2021 blev enige om en ny klimaaftale på klimatopmødet COP26 i Glasgow, hvor det blev besluttet, at landene inden udgangen af 2022 skal styrke deres nationale klimamål, så temperaturstigningen kan holdes inden for Paris-aftalens rammer: 1,5-2 grader.

Ifølge Danmarks Meteorologiske Instituts (DMI’s) Klimaatlas, som man kan læse om i artiklen på dmi.dk ”Vejret i Danmark bliver varmere, vådere og vildere”) \[7\], skal vi frem til år 2100 vænne os til markante ændringer i vejret, fx en gennemsnitlig temperaturstigning på cirka 3,4 grader og flere og længere hede- og varmebølger (formodentlig 30 dages hedebølge årligt mod typisk ni dage om året nu). De rigtigt kolde dage bliver sjældnere med kun 30 dage årligt under frysepunktet, sammenlignet med cirka 80 i dag. Mængden af regn vil stige med knap 25 procent, og stormfloder vil blive hyppigere. Analysen ”Risiko for oversvømmelse af ejendomme” fra Danske Regioner og virksomheden Scalgo \[8\] estimerer, at over 468.000 bygninger risikerer at blive ramt af oversvømmelser pga. stigende vandstande og stormfloder.

Klimaforandringerne tvinger os til at ændre vaner og finde løsninger på, hvordan vi kan mindske udledningen af CO2. Det påvirker vores normer og vaner, til dels som konsekvens af love, som myndighederne udstikker. Fx klimaloven, som blev vedtaget i 2020, nye regler for affaldshåndtering og FN’s klimamål for bæredygtig udvikling, som er blevet en obligatorisk del af undervisningen i folkeskolen, og som også præger virksomheder, organisationer og vores alles tænkning om, hvordan vi kan gøre noget aktivt for at passe på klimaet. Der er generelt kommet fokus på bæredygtig livsstil i alt fra madvaner til flyrejser, tøjforbrug m.m. og det kan udløse kritik fra omverdenen og klimaskam, hvis man ikke udviser omtanke for klimaet i sine handlinger.

I artiklen ”Klimabekymring vokser” \[9\] kan man læse om resultaterne af en undersøgelse, analysebureauet Kantar Gallup lavede i samarbejde med Gjensidige forud for klimatopmødet i Glasgow i 2021. Den viste, at 58 procent af danskerne bekymrer sig om klimaforandringer, en stigning fra 37 procent på et halvt år. Bekymring for klimaet rammer også børn. I temaet ”Klimaangst” i Børn&Unge \[10\] forklarer børnepsykolog Margrethe Brun Hansen, at børn udvikler klimaangst, fordi fænomener som dyr, der uddør, og smeltende isbjerge på en gang er voldsomme og konkrete og samtidig uhåndgribelige. Bekymringen får ligefrem nogle til at beslutte, at de ikke ønsker at sætte børn i verden. Fire ud af ti unge svarede i den internationale undersøgelse ”Young People’s Voice on Climate Anxiety (…)” fra september 2022 \[11\], at klimaforandringerne får dem til at tøve med at få børn.

I fattige lande med høj befolkningstæthed, hvor befolkninger i forvejen lever med risiko for sult og sygdomme, er konsekvenserne livstruende, når ekstremt vejr som stormflod, orkan, jordskred, tørke m.m. rammer. Mange steder bliver mennesker drevet på flugt som klimaflygtninge. Rapporten ”Global Report on Internal Displacement 2021” fra IDMC International Displacement Monitoring Centre \[12\] viste i 2021, at 30 millioner mennesker i 2020 var tvunget til at flygte fra deres hjem pga. klima og ekstremt vejr. Prognoser fra FN forudser, at op imod 200 millioner mennesker frem mod år 2050 kan blive permanente klimaflygtninge. Ifølge den seneste statusrapport fra FN’s klimapanel IPCC (anden del af IPCC’s sjette hovedrapport, februar 2022) oplever knap halvdelen af Jordens befolkning allerede alvorlig vandmangel, bl.a. som følge af klimaforandringer, kan man læse i rapporten \[2\].

Klimaforandringer er en global udfordring, der stiller krav til demokratisk deltagelse og gennemsigtigt og ansvarligt lederskab. Muligheden for at søge og opnå demokratisk indflydelse ved at give sin holdning til kende, stemme på politikere, der vil gøre noget og på anden vis deltage og søge indflydelse, er langt fra ens for alle. Beslutningerne om, hvordan vi skal forebygge klimaforandringer og håndtere deres konsekvenser, er i høj grad forbundet med økonomi og magt, som favoriserer befolkningsgrupper på bekostning af andre. Fx fordi langt fra alle lever i demokratiske samfund med stemmeret og politisk indflydelse.

Klimaforandringerne rejser en række identitetsmæssige problemstillinger. Fx kan klimaforandringerne få alvorlige konsekvenser for lokale samfunds kulturer og traditioner, bl.a. ved at ødelægge deres mulighed for at dyrke de afgrøder, der udgør deres levebrød, ødelægge deres natur og traditioner og forringe deres kulturelle identitet og tilhørsforhold til det sted, de lever. Også i rige vestlige lande har klimaforandringerne betydning for identitet. Mange ændrer deres livsstil og måde at leve på som konsekvens af klimaforandringerne. Fx ved at vælge at spise vegansk, gå i genbrugstøj eller stoppe med at flyve, tage cyklen i stedet for bilen, flytte i en bæredygtig bolig, skifte benzinbilen ud med en elbil eller andet.

Selvom Danmark er et lille land, har vi stadig indflydelse, og det har en betydning, hvad vi gør herhjemme for at være med til at bremse den globale opvarmning. Politisk gør Danmark sin indflydelse gældende i de globale klimaforhandlinger i FN’s Klimapanel, og i 2020 vedtog det danske folketing den danske klimalov, der satte mål om, at Danmark reducerer udledningen af drivhusgasser med 70 procent inden udgangen af 2030, sammenlignet med niveauet i 1990, og at Danmark opnår at være et klimaneutralt samfund senest i 2050. Rapporten ”Global Afrapportering (GA22) 2022” \[13\] viser, at Danmark har et relativt stort klimaaftryk pr. indbygger, men at Danmark også yder en stor international indsats globalt, bl.a. ved at hjælpe en række af verdens største CO2-udledere som Kina, Indien og Vietnam med at nedbringe deres CO2-udledning.

Flere eksempler viser, at ønsket om at gøre noget for klimaet kan samle store dele af befolkningen. Unge klimaaktivister samles over hele verden i kamp for klimaet. Folk i alle aldre deltager i den årlige Folkets Klimamarch, hvor mere end 30.000 mennesker har været på gaden i 13 af landets største byer. Der er også masser af klimaprojekter drevet af ildsjæle, der går sammen om at gøre en forskel. Fx ved at bosætte sig i grønne bofællesskaber i bæredygtige byggerier, fælleshaver i landsbyer og andelsbevægelser som fx Andelsgaarde, der opkøber gårde og jord for at omlægge til bæredygtigt landbrug. Forskningsprojektet COMPASS \[14\] viser, at fællesskaber er en afgørende drivkraft for danskernes motivation for at gøre noget aktivt for klimaet. Jo længere tid folk har været med i et grønt fællesskab, jo lavere er deres CO2-aftryk, viser undersøgelsen.

Klimaaktivister bliver til tider beskyldt for at svække den brede befolkningens opbakning til klimakampen. Det er særligt den såkaldte woke-isme, der står for skud – dvs. bevægelsen af unge, der lader klimakampen indgå i en større kamp for social retfærdighed ved at bekæmpe alle former for racisme, undertrykkelse og diskrimination.    
Artiklen ”Aktivister trækker klimaet derhen, hvor vi altid bliver uvenner: Identitetspolitikken” i Information \[15\] beskriver, hvad der kan ske, når klimasagen bliver spundet sammen med identitetspolitiske problemstillinger som kolonialisme, racisme, ulighed, undertrykkelse af kvinder og kønsminoriteter, og hvordan klimakamp kan strande i konflikt mellem ”woke” unge klimaaktivister og ældre generationer.

Der fremføres mange argumenter for at føre en aktiv klimapolitik. Blandt de vigtigste er, at klimaforandringerne er en af de største trusler mod vores samfund og planet, og at en aktiv klimapolitik er nødvendig for at reducere naturkatastrofer som følge af mere ekstremt vejr, smitsomme sygdomme og pandemier, sult, fattigdom, død, flugt, tab af dyre- og planterarte. Argumenterne for en aktiv klimapolitik er til dels båret af moralsk forpligtelse overfor fremtidens generationer, beskyttelse af natur og dyr. Men de seneste årtier er en aktiv klimapolitik også blevet et spørgsmål om at sikre tilstrækkelige ressourcer, tryghed og fremtidigt liv på Jorden.

Der findes også argumenter imod en aktiv klimapolitik. Det mest udbredte er, at en aktiv klimapolitik har store økonomiske omkostninger for virksomheder og forbrugere, fx højere priser på energi og udgifter til forskning og udvikling af ny teknologi. Nogle mener også, at en aktiv klimapolitik kan skævvride konkurrencen og give lande, der ikke har samme krav til miljø og klima, en konkurrencefordel. Andre skeptikere mener, at vi skal være længere i udviklingen af en række endnu uafklarede teknologier og løsninger, før en aktiv klimapolitik kan virke optimalt. Og så er der nogle, der frygter, at den grønne omstilling vil dæmpe den økonomiske vækst og føre til højere arbejdsløshed og social usikkerhed. Og de frygter også, at det især vil ramme fattige lande, at adgangen til de traditionelt billigste energikilder begrænses.

I ”Statusrapport 2022”, som Klimarådet udgav i februar 2022 \[19\] vurderede Klimarådet, at der de sidste to år er sket en betydelig fremdrift mod opfyldelse af målet om 70 procents reduktion inden 2030. Helt konkret anerkender Klimarådet Folketinget for at have vedtaget en række konkrete tiltag, der skal reducere CO2-udledningen i landbruget i både landbrugsaftalen og finanslovsaftalen for 2022. Regeringen får også anerkendelse for at have iværksat en række initiativer, fx et udspil til tilskud til dansk brintproduktion og forskningsindsatser. Men det er endnu ikke tydeligt, hvordan målet om 70 procents reduktion skal nås inden 2030. For selv med det forgangne års klimaaftaler er der stadig 10 millioner tons CO2-reduktion, der ikke er fremlagt strategier til at nå, konkluderer rapporten.

FN’s Klimapanel IPCC advarer om en række alvorlige konsekvenser over de næste 30 år, hvis ikke verdens lande samarbejder effektivt og tager konkret handling. Bl.a. forudsiger IPCC’s seneste rapport fra 2022 \[2\], at havniveauet vil stige med op til en meter eller mere inden år 2053 med alvorlige konsekvenser for kystnære områder og øer. Ændringer i nedbørsmængder vil medføre lange tørkeperioder og oversvømmelser, der vil ødelægge dyrkningsmulighederne mange steder og sende mennesker på flugt. IPCC vurderer også, at adskillige arter vil uddø, fordi de ikke har mulighed for at tilpasse sig de ændrede klimaforhold. Blandt truede arter er koraler der stresses af varmere havmiljø, og isbjørne, hvis levesteder bliver færre. Også mange arter i regnskovene vil være i risiko for at dø i skovbrande, som bliver mere almindelige som følge af klimaforandringer.

2023 blev det mest regnfulde år i Danmark nogensinde.

Klimaforandringer_Anders Debel Hansen_Ritzau Scanpix_20090612-155230-L_TOP.png

Klimaforandringer

Biodiversitet er det mylder af liv i form af dyr, planter, svampe, bakterier og alt levende, der tilsammen udgør biologisk mangfoldighed og er afgørende for arternes overlevelse. I dag er biodiversiteten mange steder truet, fordi arter uddør, når store arealer udnyttes intensivt til landbrug, skovbrug, bebyggelse, infrastruktur og produktion. Ifølge Verdensnaturfonden WWF er biodiversiteten i kraftig tilbagegang globalt, og bestandene af en række fisk, fugle, pattedyr, padder og krybdyr er samlet set faldet med 68 procent siden 1970. Forskere vurderer, at tabet af biodiversitet er så stort, at der er tale om en økologisk krise, der kan sammenlignes med klimakrisen.

Men der er håb for en mere mangfoldig natur. Hvis man handler i tide, kan man nemlig hjælpe naturen til at genskabe sig selv, viser erfaringer fra tidligere indsatser. 15 nye danske naturnationalparker skal være med til at sikre levesteder for en række truede arter og er en del af indsatsen for at stoppe biodiversitetskrisen.

I december 2022 ved FN's biodiversitetskonference, COP15, i Montreal blev en historisk aftale om biodiversitet vedtaget. FN-landene forpligtede sig på topmødet til at få vendt årtiers tilbagegang med udryddelser af arter og ødelæggelser af leveområder og økosystemer. Aftalen indebærer bl.a., at der fra 2030 skal anvendes 30 mia. dollars årligt på beskyttelsen i udviklingslandene, hvor man finder den største biodiversitet på Jorden.

Biodiversitet er betegnelsen for biologisk diversitet. Man kan sige, at det betyder ”variationen i den levende natur” eller ”helheden af gener, arter og økosystemer”. Den mest kendte form for biodiversitet er artsdiversitet eller artsrigdom, altså mangfoldigheden af dyre- og plantearter på et givent område. Jo større et område er, jo flere arter skal der til, før man kan sige, at der er høj biodiversitet på området. Genetisk diversitet dækker over variationen af gener inden for en art eller en bestand. Den er vigtig, fordi den mindsker risikoen for indavl og gør en art mindre sårbar i forhold til sygdom. Økosystemdiversitet er en tredje form for biodiversitet, som beskriver kvaliteten af økosystemer i et givent område. De mange naturlige processer i skoven er eksempelvis med til at gøre den til et økosystem. Regnorme er med til at lave jord om til muldjord, som planterne efterfølgende kan optage. Dyrene i skoven er også en del af økosystemet, fordi de påvirker det ved at spise af frø, nødder, planter. Og når dyrene dør bliver de føde for f.eks. insekter.

Jo mere komplekse og forskellige økosystemer der findes inden for et område, jo større økosystemdiversitet. Det kan man læse under overskriften ”Biodiversitet” på Verdensnaturfondens hjemmeside (se kilder).

Udtrykket biologisk diversitet blev opfundet af biologen Thomas Lovejoy i 1980, mens ordets korte form, biodiversitet, blev skabt af entomologen Edward Osborne Wilson i 1986. Udtrykket har siden vundet bred udbredelse, primært blandt biologer, miljøfolk, politikere og interesserede borgere, som siden 1980’erne har diskuteret biologisk mangfoldighed, i takt med at stadigt flere arter er blevet udryddet eller truede.

Når en art uddør, har det konsekvenser, der rækker langt ud over tabet af denne art. Som Carsten Rahbek, professor ved Center for Makroøkologi, Evolution og Klima ved Københavns Universitet, forklarer det således i artiklen ”Den sjette masseuddøen: Jordens liv forsvinder lidt efter lidt” på Videnskab.dk (se kilder): ”Dyre-og plantearter indgår i et komplekst økosystem med hinanden det sted, hvor de lever. Fjerner man enkelte arter, bliver systemet ustabilt. På et tidspunkt kollapser det. Vi ved ikke nok om, hvad der præcist skal til, for at et økosystem kollapser, men vi ved, at vi leger med ilden i øjeblikket”. Når de store dyr i de tropiske skove udryddes, kan det fxor eksempel blive et alvorligt problem for andre arter, bl.a.andt andet en del træer. Forskerne i artiklen vurderer, at 23-36 procent% af alle fugle, pattedyr og padder, der bliver brugt til mad og medicin, er truet af udryddelse. Dermed vil det få direkte konsekvenser for menneskers helbred, hvis de uddør.

Metoderne til kortlægning af biodiversitet er lige så komplekse som begrebet selv. Når forskere kortlægger biodiversiteten i et bestemt område, opgør de typisk antallet af arter, naturtyper, levesteder og økosystemer. Det kan man bl.a. læse om i rapporten ”Danmarks Biodiversitet 2010 – status, udvikling og trusler” (se kilder).

Danmarks Naturfredningsforening og Verdensnaturfonden står bag det såkaldte ”Biodiversitetsbarometer”. Det er en vurdering af 20 globale biodiversitetsmål, de såkaldte Aichi-mål, som Danmark sammen med 192 andre lande havde forpligtet sig på at nå frem mod 2020. I 2017 konkluderede rapporten ”Biodiversitetsbarometer – vurdering af Danmarks indsats for biodiversitet 2017” (se kilder), at:

*   to af målene var nået: bekæmpelse af invasive arter og tiltrædelse af den såkaldte Nagoya Protokol om adgang til genetiske ressourcer. 
*   for syv var der sket fremskridt: blandt andre bæredygtigt fiskeri, naturlige levesteder og national strategi.
*   for otte var der stilstand: blandt andre naturgenopretning, naturbeskyttelse, forurening og truede arter.
*   for to mål var der tilbageskridt: folkeoplysning og finansiering.

Biologiske hotspots er betegnelsen for steder i verden, hvor der er særlig høj biodiversitet. Koraltrekanten ved Sydøstasien er f.eks. et hotspot for mange marine (havlevende) arter, regnskoven i Amazonas er hotspot for især fugle, og øen Madagaskar er hotspot for eksempelvis kamæleoner. I Danmark er eksempelvis Allindelille Fredskov ved Ringsted et biologisk hotspot på dansk niveau, kan man læse under overskriften ”Biodiversitet” på Verdensnaturfondens hjemmeside (se kilder).

Biodiversitetskonventionen er en aftale, der blev vedtaget på FN’s verdenstopmøde i Rio de Janeiro i Brasilien i 1992 med det formål at bevare biologisk mangfoldighed. 176 lande har underskrevet aftalen, og Danmark ratificerede aftalen i 1993 og har derved forpligtet sig til at beskytte landets biodiversitet. ”Medlemslandene er forpligtede til at udvikle nationale strategier og handlingsplaner for bevarelsen og en bæredygtig brug af biodiversiteten, samt at rapportere om deres implementering af konventionens mål. Der er særlig forpligtelser til at etablere og forvalte fredede områder, beskytte truede dyrearter og populationer samt overvåge den biologiske mangfoldighed”, kan man læse i udgivelsen fra Nordisk Ministerråd ”Nordens natur frem mod 2010” (se kilder).

IUCN – the International Union for Conservation of Nature – er en international organisation, som arbejder for at fremme bæredygtig udnyttelse af verdens ressourcer. Organisationen samler regeringer, ikke-statslige organisationer, forskere og erhvervsliv for at diskutere aktuelle miljøproblemer. IUCN’s Rødliste over Truede Arter er den mest omfattende opgørelse over arters bevaringsstatus i verden. Verdensnaturfonden WWF, Verdens Skove og Danmarks Naturfredningsforening er også vigtige spillere i arbejdet med at oplyse om biodiversitet og passe på truede arter. Den Danske Naturfond blev stiftet i januar 2015 og støtter projekter, der kan gavne natur og biodiversitet i Danmark ved at skabe flere levesteder for dyr og planter. I 2020  indsamlede fonden 9.170.538 kroner, fremgår det af indsamlingsregnskabet på naturfonden.dk. På fondens hjemmeside kan man læse mere om fondens strategi, og om hvordan fonden konkret arbejder for at forbedre den danske natur (se kilder).

Ifølge Verdensnaturfonden (WWF) er biodiversiteten i kraftig tilbagegang. Bestandene af en række udvalgte fisk, fugle, pattedyr, padder og krybdyr er samlet set faldet med 58 procent siden 1970. På mindre end 50 år er bestanden af de vilde dyr, som blev undersøgt, halveret. Det kan man læse i WWF’s store rapport ”Living Planet Report 2016 – Risk and Resilience in a New Era” (se kilder). Den seneste rapport fra WWF 2020 konkluderer, at bestanden af en række udvalgte fisk, fugle, pattedyr, padder og krybdyr er faldet 10 procent yderligere siden da – nu i alt 68 procent siden 1970. Op imod en femtedel af alle vilde arter er i alvorlig fare for at uddø i løbet af dette årti som følge af klimaforandringer, slår WWF’s Living Planet Report 2020 fast. Men vi kan endnu nå at vende udviklingen i nedgangen af biodiversitet til en fremgang, hvis vi sætter ind med de rigtige indsatser, understreger rapporten (se kilder). FN har udnævnt den 22. maj som International Biodiversitetsdag.

Biodiversiteten i Danmark går fortsat tilbage. Det viser rapporten ”Danmarks Biodiversitet 2020 – Tilstand og udvikling” fra DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi. I rapporten har en forskergruppe fra Aarhus Universitet samlet og evalueret data fra det nationale overvågningsprogram NOVANA, Den Danske Rødliste og andre data fra Danmarks natur. Forskerne har undersøgt de ni økosystemer, der tilsammen dækker Danmark til lands og til vands. Ud af 171 indikatorer for arter, levesteder og processer vurderer forskerne, at 51 procent er i tilbagegang, mens kun 12 procent er stabile eller i fremgang. Ser man særskilt på arter, er 54 procent i tilbagegang, mens 30 procent af arternes levesteder er i tilbagegang, konkluderer rapporten (se kilder).

Allerede i 2014 viste rapporten ”Natur og Miljø 2014”, som er en del af en serie rapporter, der hvert fjerde år samler den tilgængelige viden om miljø, ressourcer og natur, at både naturtyper, plante- og dyrearter oplever tilbagegang. ”Der er mange årsager til, at biodiversiteten går tilbage, blandt andet afvanding, opdyrkning og belastning af næringsstoffer både fra landbruget og fra luftforurening, samt byudvikling og anlæg af mere infrastruktur”, forklarer afdelingschef fra COWI og medforfatter til rapporten Signe Nepper Larsen i artiklen ”Rapport viser dyster status for biodiversitet” på Altinget.dk (se kilder).

I Danmark er disse dyrearter blandt de mest truede: 

*   Odderen
*   Haren
*   Det sorte egern
*   Ræven
*   Ulven
*   Hasselmusen
*   Skovmåren
*   Grævlingen
*   Vildsvinet 
*   Men også en række padder, svampe, insekter, fugle, fisk og krybdyr. 

I rapporten fra Verdensnaturfonden (WWF) ”Living Planet Report 2016 – Risk and Resilience in a New Era” (se kilder) kan man læse, at Danmarks biologiske mangfoldighed går tilbage i samtlige økosystemer. Det er gået frem for eksempelvis ørne og traner, men haren er nu på Den Danske Rødliste over truede dyrearter sammen med 25 procent af de andre danske pattedyr. Halvdelen af sommerfuglene i Danmark er enten helt forsvundet eller truede, og over hver tredje fugleart er på Den Danske Rødliste, skriver WWF i rapporten. 

Den Danske Rødliste er en oversigt over 13.300 arter af dyr, planter og svampe. Rødlisten viser, hvor truede arterne er, og hvor stor risiko der er for, at de rødlistede arter uddør. Den Danske Rødliste administreres af den internationale naturbeskyttelsesorganisation IUCN. Ud af cirka 30.000 arter i Danmark er 4.439 arter rødlistede. Af dem er 1.844 truede; de resterende er man bekymret for – enten fordi de er uddøde i nogle områder, eller fordi de nærmer sig at blive truet, skriver Danmarks Naturfredningsforening på sin hjemmeside (se kilder). Formålet med rødlistearbejdet er at kortlægge den biologiske mangfoldighed med henblik på at leve op til forpligtelserne i Biodiversitetskonventionen. Det kan man læse på Institut for Bioscience ved Aarhus Universitets hjemmeside (se kilder).

Det største problem for biodiversiteten er, at der mangler plads til vild natur.

Over 60 procent af Danmarks samlede areal er landbrugsarealer, og kun ganske få dyrearter kan trives på landbrugsjord. Derudover ligger den tilbageværende natur ofte som isolerede øer mellem landbrugsjord, veje og byer. Også dyr i skovene har det svært på grund af intensiv skovdrift. Alt det betyder, at mange arter mangler de levesteder, som er nødvendige for at overleve, skriver Danmarks Naturfredningsforening på sin hjemmeside (se kilder).

Danmarks truede arter findes i langt overvejende grad i den fjerdedel af landet, hvor der ikke er dyrkede marker, byer og veje, konkluderer forskerne bag rapporten ”Danmarks Biodiversitet 2020 – Tilstand og udvikling” (se kilder).

Selvom 14-15 procent af Danmark er dækket af skov, er naturen i skovene stærkt begrænset af den kommercielle skovdrift, og selv i Natura2000-områder (som er områder, der er udpeget af Miljøstyrelsen for at beskytte bestemte arter og naturtyper, og som derfor bliver fulgt tæt af myndighederne) og nationalparker er skovene plaget af afvanding, tilplantning, hugst og mangel på naturlige processer. Kun 0,3 procent af landarealet er såkaldt ”urørt skov”, som er beskyttet mod skovdrift, selvom der er indgået politiske aftaler om at bringe det ubeskyttede skovareal op på 1,7 procent af landarealet. Også i havet er det vilde liv truet af intensivt fiskeri og belastning af næringsstoffer, konkluderer rapporten.

Manglen på levesteder er også gået ud over bestandene af bier og andre bestøvende insekter, som er helt essentielle for biodiversiteten, for uden de bestøvende insekters hjælp er det svært eller decideret umuligt at få befrugtet blomsterne og producere de frø, der skal sikre næste generation af planterne.

Ud af verdens cirka 350.000 arter af blomsterplanter er 85-90 procent afhængige af, at insekter og andre dyr deltager i formeringen ved at transportere pollen mellem blomsterne. Herhjemme er bl.a. nødder, frugttræer og bærbuske afhængige af bestøvning, mens mange tropiske afgrøder som f.eks. kaffe og kakao og frugter som kiwi og meloner skal have besøg af bestøvende insekter for at leve. Blandt verdens 107 vigtigste afgrøder ville udbyttet af cirka hver tiende afgrøde blive reduceret med mere end 90 procent, hvis der ikke var bestøvere, mens produktionen af over hver fjerde af afgrøderne ville blive reduceret med fald på 40-90 procent, kan man læse i artiklen ”Bier og andre vilde kræ befrugter blomsterne – men de har brug for vores hjælp” på Videnskab.dk (se kilder). Derfor er det et stort problem for biodiversiteten, at bestøverne er under pres både i Danmark og i resten af verden. Ændrede landskaber, tab af levesteder, pesticider og klimaforandringer har dræbt mange arter, mens mange er alvorligt truede, fremgår det af artiklen.

I 2018 konkluderede et amerikansk studie fra University of California San Diego, at honningbien er den mest udbredte bestøver af vilde planter, og at den står for en ud af otte bestøvninger. Derfor er det alvorligt for biodiversiteten, at bierne er ved at uddø. I 2015 viste et studie, at 40 procent af amerikanske bier er forsvundet på bare et år, kan man læse i artiklen ”Verdensstudie fastslår honningbiens vigtighed i den vilde natur” på Videnskab.dk (se kilder).

I Danmark kendes 292 forskellige arter af bier, hvoraf 240 er vilde og hjemmehørende i den danske natur. Af dem vurderes 19 arter at være uddøde i hele landet, og 56 vurderes at være sårbare eller kritisk truede. Tabet af levesteder og mangel på plads er den væsentligste årsag til de vilde biers tilbagegang, kan man læse på Miljøstyrelsens hjemmeside under overskriften ”Bier” (se kilder).

I juni 2020 indgik den socialdemokratiske regering en aftale med Radikale Venstre, SF, Enhedslisten og Alternativet om at igangsætte forberedelsen af naturnationalparker i Danmark. Med aftalen blev der sat 888 millioner kroner af til i perioden 2021-2024 at udlægge nye naturnationalparker, urørt skov og en strategi for forvaltning af truede og rødlistede arter. Det blev besluttet, at Danmark får 15 såkaldte naturnationalparker. Definitionen på en naturnationalpark er ”et større sammenhængende naturområde uden skov- og landbrugsproduktion, der skal forvaltes med natur og biodiversitet som hovedhensyn, men helblik på at naturen i området så vidt muligt kan udvikle sig på egne præmisser”, fremgår det på Miljøministeriets hjemmeside (se kilder). Her kan man også læse om, hvordan man konkret vil sikre biodiversiteten i de nye naturnationalparker. F.eks. vil man fjerne invasive arter, der ikke naturligt hører til i den danske natur, ligesom man vil fjerne dræn og lukke grøfter, så vandet kan løbe mere frit og naturligt, og småsøer, vandhuller og moser vil finde tilbage i landskabet til gavn for mange arter af planter, guldsmede, fugle, padder og andre dyr. Formålet med naturnationalparkerne er at give plads til, at større arealer kan få lov til at eksistere som vild natur på naturens egne præmisser – hvor træer får lov til at ligge og forgå, hvis de falder, i stedet for at blive ryddet, og hvor dyr som f.eks. heste, vildsvin og bisonokser får lov til at leve vildt og genskabe naturen på naturens egne præmisser.

Det var Rune Engelbreth Larsen, hovedbestyrelsesmedlem i Danmarks Naturfredningsforening, der oprindeligt fik idéen til naturnationalparkerne. Han kalder de nye naturnationalparker for en sejr for naturen og et nybrud i naturbeskyttelsen og arbejdet for at give arterne flere og bedre levesteder.  
\- Det er altafgørende, at vi nu får nogle store sammenhængende naturarealer, hvor der ikke sker skadelige aktiviteter som dræning, træfældning og anden produktion. I de nye naturnationalparker får træerne lov til at blive gamle, de græssende dyr skaber dynamik, og det hele foregår så godt som uden menneskelig indblanding, siger han i artiklen ”Naturen får et tiltrængt frirum i de nye naturnationalparker” på Danmarks Naturfredningsforenings hjemmeside (se kilder).

I marts 2022 blev det – efter en tre måneders udskydelse pga. heftig debat om naturnationalparkerne – offentliggjort, hvor de 10 første af de i alt 15 nye naturnationalparker vil blive etableret, og at de sammenlagt vil brede sig over 25.000 hektar – bl.a. i Mols Bjerge, Hanstholm og Husby Klitplantage samt Draved Skov og Kongens Mose i Jylland og i Hellebæk Skov, Teglstrup Hegn, Gribskov, Bidstrupskovene og Ulvshale Skov på Sjælland. I artiklen ”Nye naturnationalparker vækker både begejstring og ærgrelse” på Dr.dk kan man se et kort over, hvor alle naturnationalparkerne skal etableres (se kilder).

Der er ingen lov, der sikrer naturbeskyttelse i nationalparker. Derfor er både skovdrift og landbrug almindeligt i nationalparkerne, ligesom beboelse og byområder ofte er en del af nationalparkerne, og det hæmmer biodiversiteten. Naturnationalparkerne har endnu ingen selvstændig lovgivning, men ifølge Miljøministeriet er en sådan på vej. Forventningen er, at naturnationalparkerne friholdes 100 procent fra skov- og landbrug og al anden produktion, kan man læse på Danmarks Naturfredningsforenings hjemmeside (se kilder). Hvis naturnationalparkerne skal indfri målet om at sikre og forbedre biodiversiteten i Danmark, bør områderne opnå en størrelse og juridisk beskyttelse, som kan sikre biodiversiteten mod de væsentligste trusler og sikre, at naturen i områderne bliver selvopretholdende, konkluderer forskerne i rapporten ”Danmarks Biodiversitet 2020 – Tilstand og udvikling” (se kilder).

Alle Danmarks 98 kommuner dystede i halvandet år om at blive Danmarks Vildeste Kommune i den landsdækkende konkurrence, som miljøminister Lea Wermelin (S) lancerede i februar 2021 for at motivere kommunerne til at skabe mere vild natur. For at deltage i konkurrencen skulle kommunerne sende hver deres såkaldte grønne bog, som beskrev deres planer for at give plads til mere vild natur og flere levesteder til truede arter. Kommunerne plantede f.eks. vilde blomster i grøftekanterne, forbedrede levesteder for truede dyr, etablerede kvashegn, lavede skovrejsning og hjalp borgerne til at skabe mere vilde haver og lave projekter på skoler og i daginstitutioner. Alle grønbøgerne er samlet på hjemmesiden dkvild.dk (se kilder), hvor borgere og kommuner kan finde inspiration og tricks til store og små projekter, der gavner biodiversiteten. Konkurrencen løber frem til efteråret 2022, hvor Vordingborg Kommune blev kåret til vinder og vandt en præmie på 1 million kroner til et vildt naturprojekt. Det kan man læse på Miljøministeriets hjemmeside (se kilder). På hjemmesiden dkvild.dk kan du få overblik over kommunernes forskellige projekter (se kilder).

I inspirationsrapporten ”Biodiversitet i byer – forslag til synergier mellem biodiversitet og byudvikling” udgivet af Naturstyrelsen (se kilder) kan man læse om, hvordan sikringen af biodiversitet kan tænkes ind i planlægning af bæredygtige byer, som er et stort fokusområde globalt set i kampen mod klimaforandringer. Det kan bl.a. ske ved at erstatte flise- og asfaltbelægning med græsarealer og bede, hvor regnvand fra stadigt hyppigere og kraftigere regnskyl kan sive ned. Disse grønne arealer kan give plads til insekter, planter og dyr og samtidig aflaste kloakker, som ikke kan rumme de enorme vandmængder, som skybrud medfører.

Naturnationalparkerne har vakt massiv debat. Selv om der er bred enighed om, at det er en god idé at styrke biodiversiteten, er der blandt nogle bekymring for særligt det forhold, at dyr skal passe sig selv og leve frit i parkerne. Således har både dyrlæger og landmænd ytret frygt for, at den såkaldte ”rewilding” (genforvildning) vil skade dyrene, fordi der er tale om dyr, der ikke i udgangspunktet er frie dyr, men såkaldte husdyr, der sættes fri. Frygten går på, at der ikke vil være nok mad til dem, og at dyrene har brug for at blive tilset og passet, så man sikrer sig, at de trives. Også Dyrenes Beskyttelse og Det Dyreetiske Råd har udtalt sig kritisk om, at regeringen med de nye naturnationalparker dispenserer for reglerne i dyrevelfærdsloven, der tilsiger, at der skal føres tilsyn med dyrene.

”De husdyr, som staten vil sætte ud på indhegnede naturarealer, er ikke vilde dyr. Selv om der er tale om hårdføre racer af kvæg og heste, så er det stadig dyr, som igennem mange år er fremavlede til at være husdyr, der i varierende grad er afhængige af menneskers pasning og omsorg,” argumenterer Dyrenes Beskyttelse bl.a. i artiklen ”Dyrevelfærdsloven skal gælde for alle – også for staten” på dyrenesbeskyttelse.dk (se kilder). Der har allerede været tilfælde i Nationalpark Mols Bjerge, hvor dyr er døde, fordi de ikke har fået nok mad. Blandt kritikkerne er landmand og medlem af Europa-Parlamentet for Venstre, Asger Christensen: ”Flere af Naturstyrelsens kvæg sultede i vinter så voldsomt, at flere stude døde. Som landmand skærer det i hjertet at se dyr blive mishandlet på den måde. Hvis det samme skete hjemme på min gård, ville myndighederne med det samme komme efter mig. Så ville jeg stå over for kæmpe bøder og muligvis miste retten til at have dyr,” argumenterer han i debatartiklen ”Naturnationalparker på groveste kant med dyrevelfærdsloven” på sn.dk (se kilder). Der er også kritiske røster, der er bange for, at den såkaldte rewilding vil gøre det utrygt og farligt for børnehaver, spejdere og andre at tage på tur i skoven, og at de vilde dyr i det hele taget vil hæmme friluftslivet for mountainbikeryttere, vandrere, løbere og andre, der bruger naturområderne, fordi de vil være bange for de vilde dyr. Friluftsrådet bakker op om naturnationalparkerne, men anbefaler, at der bliver skabt tryghed for friluftsfolk ved hjælp af formidling og indhegning, så de vilde dyr kun har adgang til dele af naturnationalparkerne, kan man læse i artiklen ”Placer naturnationalparker, hvor naturhensyn og friluftsliv bedst forenes” på friluftsraadet.dk (se kilder).

På Haveselskabets hjemmeside (se kilder) findes en række råd til, hvordan man kan skabe et rigere dyre- og planteliv i sin egen have. Man kan f.eks. bygge såkaldte insekthoteller og kvashegn, som bier, pindsvin og andre dyr kan bygge redde i, eller plante fuglevenlige buske og skabe fuglebade og vandposter og meget andet. Danmarks Naturfredningsforening har også udviklet appen NaturTjek, som er et led i et såkaldt citizen science-projekt, hvor borgere kan indsamle naturdata til kortlægning af arter og levesteder i Danmark. Over 30.000 danskere er allerede i gang med at registrere arter via appen. Det kan man læse i artiklen ”Ny app giver nye øjne på naturen” på Danmarks Naturfredningsforenings hjemmeside (se kilder). I rapporten ”Vilde bestøvende insekter og virkemidler”, udarbejdet af DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi på Aarhus Universitet (se kilder), kan man læse mere om, hvordan man kan være med til at skabe levesteder til bier og andre bestøvende insekter, fx ved at plante vilde blomsterstriber, insektvolde, vildtstriber med græs, barjordsstriber, vandhuller og andre vådområder, levende hegn, vildtremiser og krat.

Træer og dødt ved på græsbeklædt skovbund

Skov med meget dødt ved, naturskov og vildskov har stor betydning for mangfoldigheden af arter og biodiversitet. Billedet er fra Jægersborg Dyrehave i Nordsjælland.

biodiversitet_faktalink_20160624-122905-4-1000x666we.jpg

Biodiversitet

verdensreligioner_faktalink_20130326-015226-pf-1920x1280we.jpg

Verdensreligioner

tema EU og Europa_faktalink_20190506-190359-7-1920x1278we.jpg

EU og Europa

Mennesker på Berlinmuren i november 1989.

Mennesker på Berlinmuren ved Brandenburger Tor natten mellem den 9. og 10. november 1989.

Faktalink

Hvad leder du efter?

aktuelt

Donald Trump vinder præsidentvalget i USA

Grøn trepartsaftale på plads

beta.faktalink er Faktalinks kommende redesign

samfund

Bådflygtninge

Klimaforandringer

Biodiversitet

HOLD ØJE MED DATOERNE

historie

Krigen i Afghanistan

Historiekanon 8: Christoffer Columbus

Den kolde krig

temaer

Verdensreligioner

EU og Europa

Historiekanon 1-29