Fantasy

Flere og flere mennesker drages tilsyneladende mod fantastiske og eventyrlige fortællinger både i bog-, film- og spilform. Tykke fantasyromaner som ”Snigmorderens lærling” og ”Apollons prøvelser” er populære hos boghandlere og på børnebibliotekerne. Amerikanske streamingtjenester som HBO og Netflix slår seerrekorder med fantasyserierne ”Game of Thrones” og ”Stranger Things”. Og i computerspil som ”The Elder Scrolls” og ”The Witcher” kan man besejre urgamle drager eller slå sig løs som monsterjæger. For få årtier siden var fantasy et stedbarn i dansk kultur, men nu er genren blevet legitim, og det er ikke længere kun de få særligt indviede, der søger ind i de fantasifulde universer befolket af elvere, drager og orker.

Fantasy er et engelsk låneord og dækker over en genre, der ses inden for litteratur, tegneserier, film, computerspil og brætspil. I fantasygenren agerer karakterer i en eventyrlig og alternativ verden ofte befolket af overnaturlige væsner og magiske elementer. I modsætning til realistisk fiktion præsenteres læseren eller tilskueren for et magisk, særegent og lukket univers, der må accepteres på egne præmisser. Fantasygenren er nært beslægtet med science fiction og horror, og betegnelsen 'fantastisk litteratur' bruges ofte som en overordnet betegnelse for disse genrer, der alle beskæftiger sig med mærkværdige universer langt fra vores empiriske verden.  Ifølge opslaget ’fantasy’ i Gyldendals leksikon Den store danske (se kilder) afgrænser fantasy sig fra science fiction ”ved ikke at ofre plads på naturvidenskabelige eller teknologiske forklaringer, der kan give fortællingen et præg af indforstået rationalitet”. Man kan også sige det på den måde, at science fiction beskæftiger sig med scenarier, der potentielt kunne finde sted i en fjern fremtid, hvorimod fantasyfortællingernes handling og karakterer slet ikke er underlagt naturlovene.

Genren har rod helt tilbage i gamle myter og folkeeventyr, men fantasygenren, som vi kender den i dag, opstod først med den romantiske litteratur i 1800-tallet. En af de første kendte fantasyfortællinger er Lewis Carrolls ”Alice i eventyrland” (1865) og efterfølgeren ”Bag spejlet” (1871). Fortællingens hovedperson er den lille Alice, der keder sig på en skovtur med sin søster. Da hun får øje på en talende kanin, følger hun efter den ned gennem dens hul og havner i et mystisk land, hvor de særeste ting sker.  Den amerikanske forfatter Robert E. Howard skabte i 1930'erne sin kendte figur, barbaren Conan, og lagde dermed grundstenene til den del af genren, der i dag kaldes ’sword and sorcery’ (sværd og trolddom), og som senere blev forfinet i J.R.R. Tolkiens berømte romanserie ”The Lord of the Rings” (1954-55, dansk ”Ringenes Herre”, 1968). Tolkien betragtes i dag af mange som faderen til moderne fantasy, og hans store episke trilogi vakte megen opsigt, da den udkom, blandt andet på grund af sit voksne sprog og insisteren på at blive betragtet som seriøs litteratur. Andre fantasyklassikere, der har haft stor indflydelse på genren, er C.S. Lewis’ ”Narnia” (1950-57, dansk 1968), Astrid Lindgrens ”Mio, min Mio” (1953) og Michael Endes ”Momo” (1973) og ”Den uendelige historie” (1979).

I 1997 (dansk 2001) udkom J.K. Rowlings første bind i den enormt succesfulde serie om drengen Harry Potter og hans liv på troldmandsskolen Hogwarts. Serien består af i alt syv bind, og man taler ligefrem om en 'Potter-mania' som et udtryk for den enorme interesse, som troldmandsserien har affødt i hele verden.

     Biblioteker melder fortsat, bl.a. i en artikel i Folkebladet i 2014 (se kilder), at siden Harry Potter indtog alverdens læsehjerter, har interessen for at læse fantasy blandt børn og unge været uforandret stor. Marianne Børch skriver sågar i 2016 i artiklen ”Fantasy – den ægte realisme” på Litteratursiden.dk (se kilder), at fantasy ”er ved at blive den dominerende litterære form. Fantasy sælger, og da den er særlig egnet til filmatisering, sværmer tv-kanaler og biograflærreder nu med fantasy”.

     Streamingtjenester som HBO og Netflix har fået øjnene op for genrens kommercielle muligheder og præsenterer storslåede fantasyserier til både børn, unge og voksne. Blandt de mest populære fantasyserier for voksne er HBO-serien ”Game of Thrones”, der i september 2018 vandt en Emmy i kategorien Bedste dramaserie. Forlægget for serien er bogserien ”A song of ice and fire” (1996-, dansk 2011), skrevet af den amerikanske forfatter George R.R. Martins, der i gyldendal.dk’s præsentation af ham (se kilder) betegnes som ”den amerikanske Tolkien”.

Selvom vi i Danmark kan bryste os af store eventyrlige forfattere som H.C. Andersen og Karen Blixen, blev fantasygenren først rigtigt udbredt herhjemme i 1980'erne med romaner som Bjarne Reuters ”Shamran” (1985), Lars-Henrik Olsens ”Erik Menneskesøn” (1986) og Dennis Jürgensens ”Dystopia” (1989). I artiklen ”Det fantastiske i det fantastiske” i Kristeligt Dagblad (se kilder) påpeger Jakob Levinsen, at ”genren har levet en lidt hengemt tilværelse i Danmark i mange år, mens den globalt set nok er den mest udbredte genre”.

     Siden er fantasygenrens popularitet vokset eksplosivt, og i 2012 blev Danmarks første fantasybogmesse afviklet på Herlufsholm kostskole. Blandt de mest populære danske fantasyforfattere kan nævnes Josefine Ottesen, Lene Kaaberbøl og Kenneth Bøgh Andersen.

Ifølge Jacob Stegelman i en artikel i Filmmagasinet Ekko i 2007 (se kilder) er nogle af de første – dog ret primitive – fantasyfilm, ”Dracula” (1930), ”Frankenstein” (1931) og ”King Kong” (1933). Flere andre film, der blev produceret op gennem 1930'erne, har fantasytræk, som f.eks. musicalen ”Troldmanden fra Oz” (1939) og filmatiseringen af 1001 Nats Eventyr, ”Tyven fra Bagdad” (1940), der betragtes som en af de tidligste fantasyklassikere.   Selvom filmmediet synes oplagt til at visualisere fantasy, stod teknikken i stampe i årtier.

    Først i 1980'erne var George Lucas og Ron Howard med til at øge genrens popularitet med film som ”Star Wars-trilogien” (1977-1983) og ”Willow” (1988). Filmskabere som George Lucas lagde mange kræfter i at udvikle deres effekter, hvilket resulterede i, at filmteknologien sideløbende med computerteknologien udviklede sig med hastige skridt, så man i dag kan visualisere en hvilken som helst fantasyidé.

     Ligesom J.R.R. Tolkiens fantastiske univers i ”Ringenes Herre” blev en milepæl inden for litterær fantasy, er også Peter Jacksons filmatisering af samme værk (2001-2003) et højdepunkt inden for fantasyfilmen. Siden er flere litterære fantasyklassikere blevet filmatiseret med stor kommerciel succes, bl.a. alle syv bind i ”Harry Potter”-serien.   Herhjemme var vi længe om at blæse dansk fantasy op på det store lærred, men i 2007 kom Nikolaj Arcels anmelderroste ”De fortabte sjæles ø”. Siden er det blevet til flere store danske fantasyfilm, bl.a. filmatiseringen af Lene Kaaberbøls roman ”Skammerens datter” (2015). Ifølge DR-programmet Troldspejlet (se kilder) er det ”den største og bedste danske fantasyfilm nogensinde – både for fans af bøgerne og for dem, der ikke har læst dem – endnu.”

     En filmatisering af bogserien ”Vildheks” havde biografpremiere i efteråret 2018.

Fantasy har også sat sit præg på spilverdenen i form af rollespil og computerspil. Det første og mest populære RPG-spil (role playing game) ”Dungeons & Dragons” kom på markedet i USA i 1974 og foregår i et fantasyunivers med flere elementer fra J.R.R. Tolkiens mytologi. I dag er rollespil i stigende grad blevet overhalet af strategiske samlekort-spil som ”Magic”, krigsspil som ”Warhammer” og især computerspil.

     ”Dungeons & Dragons” har bl.a. været inspiration for computerspil som ”Warcraft”, hvor man spiller som enten menneske eller ork, og ”World of Warcraft”, der er et MMORPG-spil (Massively Multiplayer Online Roleplaying Game), hvor man kan spille op til 13 forskellige racer.

     Flere litterære fantasyuniverser er med stor kommerciel succes konverteret til computerspil, f.eks. ”Ringenes Herre”, ”Harry Potter” og ”The Witcher”.

Fantasy er op gennem tiden blevet sidestillet med eventyr og kategoriseret som en genre primært til børn og nogle få voksne nørder. Men fantasyfortællinger rummer ofte langt mere end blot en eventyrlig børnehistorie. Forfatter og sognepræst Lars Tjalve skriver i bogen ”C.S. Lewis og vejen til Narnia” (se kilder): ”Det lykkedes C.S. Lewis at få nedlagt næsten hele sin teologi og store viden om middelalderens og renæssancens litteratur i sine fortællinger for børn, som da også – ligesom H.C. Andersens eventyr – er mindst lige så meget for voksne”.  Nogle fantasyfortællinger er dog skrevet decideret til voksne. Det gælder f.eks. Philip Pullmans trilogi ”His Dark Materials”, der består af ”Det gyldne kompas” (1995), ”Skyggernes kniv” (1997) og ”Ravkikkerten” (2000), Guy Gavriel Kays trilogi ”Finovargobelinen” (1984-1989) og Ursula K. Le Guins fire romaner i serien om ”Troldmanden fra Jordhavet” (1968-1990).  I 1994 udkom første bind i George R.R. Martins stort anlagte serie ”A song of Ice and Fire”. Med et persongalleri, der tæller mere end tusinde, en yderst kompleks storyline samt masser af sex og vold er denne serie klart rettet mod voksne og har sat helt nye standarder for, hvad fantasy kan.  I dag, hvor fantasy har fået så stor udbredelse, er genrens litteratur og film ofte specifikt målrettet enten børn, unge eller voksne.

Flere eksperter – f.eks. lærerbogsforfatter Trine May i bogen ”Fantastiske fortællinger” (2003) (se kilde), og lektor og forsker i fantasylitteratur Mathias Clasen i artiklen ”Fantasy” på litteratursiden.dk (se kilder) – er enige om, at der overordnet set findes to undergenrer inden for fantasy, nemlig high og low fantasy.

     High fantasy: Den mest udbredte og kendte form for fantasy, også kaldet episk fantasy eller lukket fantasy. Det er den klassiske fortælling om kampen mellem det gode og det onde, hvor handlingen udspiller sig i en lukket, opdigtet verden uden nogen forbindelse til den virkelige verden, som vi kender. Universet er ofte detaljeret beskrevet, hvilket gør det nemmere for læseren og tilskueren at acceptere de mange overnaturlige elementer. J.R.R. Tolkiens ”Ringenes Herre” er det mest kendte eksempel på high fantasy.  Low fantasy: Nogle af denne undergenres fortællinger tager udgangspunkt i den virkelige verden med elementer af magi og eventyr, eller de beskriver samtidig en parallelverden, der eksisterer side om side med vores verden. I low fantasy kan karaktererne for eksempel befinde sig i et eventyrligt univers, som man via en slags portal kan komme til fra vores verden, som for eksempel i C.S. Lewis' ”Narnia” (1950-1956) eller J.K. Rowlings ”Harry Potter”-serie (2001-2011).

     Herudover findes flere andre, mindre brugte betegnelser for undergenrer, f.eks.: urban fantasy, paranormal romance, heroic fantasy, sword and sorcery, science fantasy og dark fantasy.

Fantasy trækker på elementer fra flere kendte genrer, bl.a. middelalderromanen, melodramaet og eventyret.  Fra middelalderromanen stammer elementer som riddere, drager og kampen mellem det gode og det onde. Herfra stammer også fantasygenrens fascination af alt middelalderligt, som den ofte gør brug af i miljøskildringer: borge, tårne, træ- eller lerhuse, brønde, ildsteder, sejlskibe, heste, kærrer med forspand, sværd, dolke, lanser, skjolde, spyd og andre middelaldervåben.

     Fra melodramaet kommer de intense følelser og skarpt tegnede karakterer, hvor de onde er helt ekstremt onde, og de gode er meget gode. Kærligheden er stærk, og det hele udspiller sig i et moralsk univers, hvor det er yderst tragisk, når de gode dør.  Det vigtigste genretræk i fantasy er eventyret. Heraf kommer den læserkontrakt, der tillader, at enhver realisme suspenderes, og dyr får lov at tale, magi råder og der kan udøves vold, uden at det afføder frygt eller afsky. Alle – fra heltemodige kongesønner til små frygtsomme hobbitter – kan blive helte eller heltinder, og uanset hvor sort det kan se ud for helten eller heltinden undervejs, ender historien altid godt.

Store temaer som kampen mellem det gode og det onde er ofte omdrejningspunktet i fantasy. Der er en ubetinget tro på, at der står en skjult god kraft bag verdens indretning, og det giver helten (og læseren) håb om det godes sejr imod alle synlige odds. Helten har ikke altid noget frit valg, men er underlagt sin skæbne, der ofte varsles i en profeti, og må finde mod til at stå ansigt til ansigt med ondskaben. Der er f.eks. profetier om menneskebørnene i Narnia, og Harry Potter og hans uundgåelige opgør med Voldemort er også nævnt i en ældgammel profeti. Hovedpersonerne bliver altså ofte ufrivilligt involveret i kampe og opgør, der har en oprindelse langt tilbage i tiden. Igennem historien modnes de og udvikler sig til stærke helte. En del fantasyfortællinger kan derfor også betegnes som dannelses- eller udviklingshistorier. Modstanden består her blot ikke i arbejdsløshed, sygdom eller ægteskabelige problemer, men i drager, onde riddere eller magtsyge slægter som Malfoy-slægten i Harry Potter-serien.

I næsten al fantasy benyttes ord fra andre sprog end tekstens originalsprog. Ifølge lektor i dansk Bilbo Egelund i bogen ”Fantasylitteratur” (se kilder) er latin, oldgræsk og hebraisk sammen med oldnordisk og oldengelsk de mest benyttede sproglige lån. J.R.R. Tolkien, der skrev den berømte fantasytrilogi ”Ringenes Herre”, var sprogprofessor, og til denne trilogi skabte han et helt nye sprog, som elvere, dværge- og orker i bøgerne taler.  I Harry Potter-serien har trylleformularerne latinske rødder, og mange af karakterernes navne har en sammenhæng med deres personlighed: Harry Potters ugle Minerva er f.eks. opkaldt efter den romersk gudinde for bl.a. lærdom, og heksen Luna Lovegood – der går en årgang under Harry Potter på Hogwarts – har et navn, der er sammensat af dele af ordene lunatic, love og good. Også i fantasyspil leges der med sproget, f.eks. i computerspillet ”Skyrim”, hvor man kan møde det opdigtede sprog dragon language, der også har sit helt eget alfabet, der kan ses på www.elderscrollsonline.com.

En del fantasyfortællinger finder sted i en tid, der ligner middelalderens, med samme teknologiske udviklingstrin og samme kvinde- og manderoller. Et væsentligt kritikpunkt, som nogle kritikere retter mod klassisk fantasy, er derfor, at kønsrollerne virker forældede. Hos forfatteren Tolkien er næsten alle de kæmpende helte mænd. I megen nyere fantasy spiller kvinderne imidlertid en langt større rolle, og i George R.R. Martins serie ”Game of Thrones” er halvdelen af fortællingens vigtigste karakterer kvinder. I artiklen ”Er Game of Thrones fantasy?” på videnskab.dk (se kilder) skriver lektor og forsker i medievidenskab Rikke Schubart, at en af grundene til tv-seriens popularitet netop er de mange stærke og spændende portrætter af kvinder, der er både gode, onde og stærke. Kvindelige actionhelte er ikke noget nyt fænomen, og repræsentationen af kvinder har været støt stigende siden 1980'erne. Udbuddet er dog langt større og mere varieret i dag, hvor succeser som filmen ”Wonder Woman” og computerspillene ”Tomb Raider” og ”Horizon Zero Dawn” er med til at bane vej for flere store heltinder. Det er dog stadig de mandlige helte, der dominerer fantasybilledet – især inden for film- og spilbranchen, hvor kommercielle interesser spiller en afgørende rolle.

Fantasy har i mange år – især i Danmark – haft ry for at være triviel og fordummende lavkultur. I artiklen ”Det fantastiske i det fantastiske” i Kristeligt Dagblad (se kilder) siger lektor og forsker i fantasylitteratur Mathias Clasen om dette: ”Der hang en slags genrestigma omkring fantasybøgerne herhjemme. Man anså det som noget infantilt, en eskapistisk litteratur, der, fordi det foregik i andre verdener, ikke kunne beskæftige sig med reelle problematikker. Det var svært at skrive til børn og unge om det overnaturlige i et litterært landskab, der op gennem halvfjerdserne og firserne havde været præget af en betongrå socialrealisme, hvor alt måtte tage afsæt i noget virkeligt og genkendeligt.”  Der er bred enighed om, at det var med Harry Potter-bøgerne og deres hidtil usete evne til at få unge drenge og piger til at blive helt opslugte af læsning, at der for alvor skete et gennembrud for og en legitimering af fantasygenren. Forfatteren Kristian Leth understreger ligeledes i artiklen ”Sci-fi og fantasy er også litteratur” på hjemmesiden Forlagsliv.dk (se kilder), at fantasy ikke længere kan betragtes som underlødig: ”At betragte SFF (sci-fi og fantasy) som ’underlødig’ litteratur er et forældet synspunkt, som resten af verden for længst har forladt”.  Også inden for filmens verden er fantasygenren blevet stueren. Og det er ikke udelukkende, fordi der er penge i genren, men også pga. høj kunstnerisk kvalitet, som forfatter, tv-vært og filmanmelder, Jacob Stegelman, giver udtryk for i artiklen ”Fantastisk fantasy” i filmmagasinet Ekko: ”Premieren på Guillermo del Toros ”Pans labyrint” demonstrerer, at fantasyfilmen nu også har et publikum i kunstbiograferne i storbyerne, tidligere et af de steder, hvor talende insekter, feer og magi ellers var forment adgang” (se kilder).

Fantasy kan synes meget urealistisk – med ildsprudlende drager, trylleformularer og sære skabninger. Men fantasy har mere realisme i sig, end man umiddelbart tror. Den kan være psykologisk realistisk i sin skildring af fiktive karakterers møde med det utrolige og rædselsfulde og deres forsøg på at løse problemer og overvinde forhindringer. Som lektor og forsker i fantasylitteratur Mathias Clasen skriver i artiklen ”Fantasy” på litteratursiden.dk (se kilder), så handler Harry Potter-bøgerne også om ”at vokse op, de handler om afsavn og tryghed, om jalousi og forelskelse, om mobning og socialt tilhørsforhold. Det er temaer, der er relevante for læsere i alle aldre, og historierne bliver kun mere spændende og dramatiske ved at finde sted i en utrolig, fantastisk verden, hvor alt kan ske, hvor de store temaer trækkes op”. Fantasy kan ligesom realistiske genrer belyse og debattere temaer og problemstillinger og tage eksistentielle spørgsmål op. Den oscarvindende, spanske film ”Pans labyrint” er et eksempel på en politisk fantasy, der gør netop dette, hvilket beskrives således i en anmeldelse i Berlingske Tidende i 2007 (se kilder): ”Denne film dyrker på den ene side en benhård realisme i sin til tider blodige skildring af fascistiske soldater, der i en slags forlængelse af den spanske borgerkrig kæmper mod oprørere i et øde bjergområde i 1944, og på den anden side fører filmen os ind i et eventyrligt univers befolket af alfer, fauner og andre mystiske skabninger”.  Også en forfatter som Kenneth Bøgh Andersen bruger fantasygenren til at stille spørgsmål til livets realistiske problemstillinger og eksistentielle prøvelser: ”Jeg bruger fantasygenren til at diskutere Gud, skæbnen, døden, ondskab og livets mening. Det er der, jeg kan gøre det”, udtaler han i artiklen ”Det fantastiske i det fantastiske” i Kristeligt (se kilder).

Fantasy underholder, fængsle og betager læsere og publikum i alle aldre over hele verden. Men kan genren andet end det?  Den danske gyserforfatter Carina Evytt mener, at fantasygenren i forhold til børn kan skubbe de holdninger, børn adopterer fra deres forældre, lidt i baggrunden og stille børnene frit til selv at danne sig en mening om tingene. Hun giver følgende eksempel i artiklen ”Det fantastiske i det fantastiske” i Kristeligt Dagblad: ”I fantasy kan indvandrere byttes ud med rumvæsener, og så skærer vi forældrenes input fra og lader den unge læser selv tage stilling til, om alle rumvæsener er onde. Det er den samme problemstilling, bare ikke farvet af noget eller nogen.”

     Fantasy kan også give os modet og troen på, at det kan betale sig at kæmpe, og at det gode kan sejre imod alle odds. Det mener forfatter Freya Pernille Anduin, der udtrykker det således i artiklen ”Tolkien og den mentale elastik” i Jyllands-Posten (se kilder): ”Det er et øveunivers, hvor vi kan udvide vores horisonter, træne de mentale elastikker og få de pejlemærker, der kan få vores hverdagsvirkelighed til at fungere bare sådan nogenlunde. Et sted, hvor vi kan tanke op og hente inspiration og se de gode vinde over de onde, så vi kan løfte hovedet og slås videre for de ting, vi tror på, fordi vi dér har lært, at det ikke altid handler om odds, og at én mand kan ændre verden”.