Historiekanon 9: Reformationen

Reformationen var en række begivenheder i kirke og samfundsliv, der i løbet af det 16. århundrede førte til en spaltning af den katolske kirke og til dannelsen af nye protestantiske kirkesamfund. Blandt de største og mest kendte af disse nye kirker er de reformerte, de baptistiske og de evangelisk-lutherske. Siden Reformationen har de nordiske lande været domineret af luthersk kristendom. Kristendommen har været under forandring både før og efter Reformationen, men denne reformbølge blev særlig betydningsfuld. Den gav nemlig anledning til dannelsen af de protestantiske kirker, der næstefter den katolske kirke, er den mest udbredte form for kristendom verden over.

Ordet reformation kommer af det latinske ord reformatio, der betyder omdannelse eller omskabelse. Reformationen betegner den splittelse af kristendommen og kirken, som skete i det 16. århundrede. Den kristne kirke blev delt i den katolske kirke og en række såkaldte protestantiske kirkesamfund. Blandt protestantiske kirkesamfund var:

     · Den evangelisk-lutherske kirke: De bibelske skrifter er centrale, da de forkynder evangeliet, men biblen opfattes ikke som en lovbog. Man frelses af tro, ikke handlinger.

     · Den reformerte kirke: Man frelses også her af tro, men god opførsel er tegn på frelse.

     · Baptisme: Bruger voksendåb, da dåb forudsætter personlig tro. I reformationstiden fik de øgenavnet ’gendøbere’ af andre protestanter, fordi de ikke anerkendte den katolske kirkes dåb, men døbte igen.

     Reformatorerne ville forandre kirkens dogmer og praksisser, og et væsentligt eksempel på de ambitioner er Martin Luthers 95 teser om afladshandlen. Han formulerede dem i den tyske by Wittenberg, hvor de blev hængt op på døren til byens slotskirke i oktober 1517. Ifølge bl.a. Reformationsjubilæets hjemmeside (se kilder) kan teserne siges at have været startskuddet til Reformationen.

I Martin Luthers teser var en kritik af, at man ved at købe afladsbreve af kirken kunne få syndsforladelse for at sikre sin frelse. Denne handel anså Luther og andre reformatorer for misbrug af kirkens magt. Ifølge kirkehistorikere, f.eks. Leif Grane i ”Evangeliet for folket. Drøm og virkelighed i Martin Luthers liv” (se kilder), lå der dog mere i opgøret med afladshandlen: Luther pegede nemlig på, at det kun er Gud, der kan tilgive mennesket, ikke kirken. Med læresætningen ’sola fide’ – der betyder ’troen alene’ – ønskede Luther at vende fokus fra frelse gennem handlinger til frelse gennem tro. Kirken skulle forkynde Guds ord for folket og være de troendes fællesskab, ikke en institution, der stod mellem Gud og mennesker.

     Ambitionen var ikke at danne nye kirker. Men udbryderkirker blev en konsekvens af uenighederne. De kirker, som blev dannet, kaldes evangeliske og protestantiske: Evangeliske, fordi de ville vende tilbage til de bibelske skrifter og deres budskab (evangelium). Protestantiske, fordi de opstod ud fra protest.

Da Reformationen begyndte, var den største kristne kirke den katolske, og ordet katolsk betyder almindelig. Reformationen var dog ikke den første reformbølge. Gennem middelalderen havde der været store diskussioner om, hvordan kirken skulle styres, og om, hvordan kirken kunne nå ud til de almindelige troende. Reformationen var heller ikke den første splittelse inden for kristendommen. I 1054 var kristendommen f.eks. blevet delt i Østkirken med centrum i Konstantinopel (i dag: Istanbul) og Vestkirken med paven i spidsen og Rom som centrum. Østkirken kendes i dag som den ortodokse kirke.

     Reformationens kampe handlede også om politik. Ifølge bl.a. historikeren Martin Schwartz Lausten i bogen ”Kirkehistorie” (se kilder) var der gennem middelalderen stigende modsætninger mellem fyrsterne og kirken. Hvem havde f.eks. ret til at udnævne biskopper? Religiøse overhoveder havde stor magt i samfundet. Derfor lå der også økonomiske og politiske interesser bag, at mange vest- og nordeuropæiske fyrster valgte at støtte reformatorerne og dermed bryde med pavens magt.

To af de mest betydningsfulde reformatorer var Martin Luther og Jean Calvin.

     Martin Luther (1483-1546):

     · den vigtigste reformator i det, der blev Den Evangelisk-Lutherske kirke.

     · født i Eisleben i det nuværende Tyskland.

     · studerede først jura, men valgte efter en religiøs oplevelse at blive munk og senere præsteviet.

     · professor i teologi i Wittenberg. Læsning af de bibelske skrifter, især Paulus’ breve, ændrede hans syn på kirkens dogmer og praksis.

     · lyst i band (det betyder smidt ud) af kirken i 1521, hvilket i praksis gjorde ham fredløs. Kurfyrste Frederik den vise af Sachsen (1463-1525) – fyrstestaten, hvor Wittenberg lå – beskyttede Luther, så han kunne fortsætte sit virke.

     Jean Calvin (1509-1564):

     · den vigtigste reformator i det, der blev Den Reformerte Kirke.

     · født i Noyon, Frankrig.

     · teolog og præst.

     · tilsluttede sig i 1534 den lutherske reformation og blev drevet ud af det katolske Frankrig

     · forsøgte at gøre Geneve i Schweitz til en mønsterby med et kristent styre og en streng kirkelig og moralsk disciplin.

     · betragtede – modsat Luther – biblen som en lovbog.

De protestantiske kirker fik fodfæste i Nord- og Vesteuropa. Sydeuropa og den del af Østeuropa, der ikke var præget af de ordokse kirker, forblev stort set katolsk.

     I det område, der i dag er Finland, Norge, Island, Sverige og Danmark havde Reformationen fik afgørende indflydelse på staternes udvikling. Den lutherske tro blev nemlig statsreligion over hele Norden. De evangelisk-lutherske folkekirker er stadig de største trossamfund i alle fem nordiske lande.

Et stort kirkemøde kaldet Tridentinerkonciliet samlede i 1545-1563 den katolske kirke til reaktion mod Reformationen. Det fik også den katolske kirke til at skabe ændringer og reformer – inspireret af reformatorernes kritik. I den protestantisk prægede verden kaldes konciliet ofte starten på ”modreformationen”, men i den katolske kirke taler man om den ”katolske reform”. Det kan du læse mere om i bogen ”En anden reformation” (se kilder). Den medførte blandt andet udvikling af skolevæsnet – ligesom det var tilfældet med de protestantiske reformationer.

På grund af kolonialisme og missionsarbejde er både katolsk og protestantisk kristendom i dag udbredt over hele verden. Samtidig har den katolske kirke og mange protestantiske kirker nærmet sig hinanden. Kirkerne er dog stadig forskellige og den katolske kirke tillader f.eks. ikke protestanter at modtage nadver. Nadver er et centralt ritual i alle kristne kirker, selv om det foregår forskelligt og tillægges forskellige betydninger. I artiklen ”Sådan foregår nadveren” (se kilder) kan du læse mere om forskellene.

     En anden vigtig forskel er, at den katolske kirke er globalt og selvstændigt ledet af paven, mens de protestantiske kirker har forskellige styreformer – og nogle er knyttet til stater. I Danmark kan staten f.eks. tage beslutninger på vegne af den evangelisk-lutherske folkekirke. Det skete bl.a., da det i 1948 blev muligt for kvinder at blive præster, selvom de fleste biskopper var imod. Det du kan læse mere om i artiklen ”Så fik vi kvindelige præster” (se kilder).

     I den katolske kirke har kvinder ikke mulighed for at blive præster, men til gengæld er der mange katolske klosterordner for kvinder.   Reformationen og dens betydning gennem historien og i dag kan du få mere viden om via undervisningsmaterialet ”Fra konflikt til fællesskab” (se kilder), hvor to unge – en katolik og en protestant – sammen dykker ned i kirkehistorien.

De protestantiske kirkesamfund menes at have haft stor betydning for samfundsudviklingen i de områder, hvor de blev udbredt. Sociologen Max Weber mente f.eks., at protestantismen var betydningsfuld for udviklingen af arbejdsmoral i de kapitalistiske industrisamfund i det 19. og 20. århundrede.

     I 2017 blev 500-året for Luthers teser markeret. I Danmark medførte det diskussion om betydningen af den lutherske arv: Er Luther og protestantismens f.eks. en væsentlig årsag til, at de nordiske stater er demokratiske og har religionsfrihed – eller er det tværtimod på trods af Luthers tanker? Er velfærdsstaten inspireret af luthersk tankegods, eller er den snarere et barn af arbejderbevægelsen og Socialdemokratiet – og af de katolske klostres omsorg for syge og fattige?