Kapløbet om Månen

Månen har altid fascineret mennesker. Når mørket falder på, og månen reflekterer solens lys ned på jorden, har mange gennem tiden stillet sig selv spørgsmålet: ’Hvad foregår der egentlig deroppe?’ 

     Den undren var medvirkende til, at amerikanerne og russerne i 1950’erne og 1960’erne kæmpede om at blive de første til at betræde månen. En kamp, som amerikanerne vandt i 1969, da Neil Armstrong som det første menneske satte sine føder på månen. Russerne havde inden da været de første til at sende et menneske ud i rummet i form af Jurij Gagarin i 1961.

     I alt har 12 personer betrådt månen. Alle er amerikanere, alle er mænd og 11 ud af 12 er tidligere spejdere. Harrison Schmitt blev den sidste, der i 1972 betrådte månen. Siden har der ikke været mennesker. Men det ser ud til at ændre sig de kommende år. 

     Det skyldes, at der igen er et månekapløb i gang mellem klodens stormagter. I dag kæmper Rusland, Indien, Kina og USA om at blive de første, som får etableret en base. Samtidig er der private aktører, heriblandt SpaceX – der ejes af rigmanden Elon Musk – flyproducenten Boeing, og Blue Origin, der ejes af rigmanden Jeff Bezos.

     Månen er nemlig fyldt med metaller, mineraler og sjældne jordarter, som er værdifulde på jorden. Oven i dette mener astronomer, at der kan være vand på den sydlige del af månen. Nogle drømmer om, at mennesker en dag kan bo deroppe. Første skridt er at oprette en månebase på månen eller i kredsløb om månen. Derfor vil amerikanerne også gerne have astronauter tilbage på månen i 2026-2027. En base på månen kan potentielt bruges som et springbræt til rumrejser længere ude i rummet. Blandt andet til planeten Mars.

Fra 1950’erne til 1970’erne kæmpede USA og Sovjetunionen om, hvem der kunne komme først i rummet og først til månen. Et rumkapløb er dog dyrt, og begge landes rumprogrammer blev efterhånden nedprioriteret økonomisk af deres regeringer.

     I dag er det mere end 50 år siden, at den sidste mand satte sine ben på månens overflade. Til gengæld er interessen for månen igen blomstret op.

     Nu handler kapløbet om månen om, hvem der kommer først til månens sydpol for at etablere en base. Det er der flere lande, der kæmper om. De største lande er USA, Rusland, Indien og Kina.

     USA står dog ikke alene i sine bestræbelser. Sammen med foreløbigt 43 andre lande (pr. 3. juni 2024) har USA underskrevet de såkaldte Artemis-aftaler. Det er et sæt regler og normer for, hvordan vi opfører os i rummet og på månen

. 

     Selvom Indien kører sit eget rumprogram, har landet valgt at tilslutte sig aftalerne. Det samme har så forskellige lande som bl.a. Tyskland, Storbritannien, Frankrig, Japan, Nigeria, Brasilien, Sverige, Armenien og Island. Danmark har ikke underskrevet. Aftalerne har mødt kritik fra blandt andet Kina, som anklager USA for at ville oprette et NATO i rummet

  Forskere mener også, at aftalerne er en måde at omgås de eksisterende FN-aftaler om rummet og månen, som klart dikterer, at rummet er fælleseje

. 

     Månens sydpol er interessant af flere årsager. For det første regner man med, at der findes vand på sydpolen. Der er nemlig områder, hvor solen aldrig rammer. Det er grotter med meget lave temperaturer – helt ned til minus 246 grader. Her mener forskerne, at man bør kunne finde is eller vandmolekyler. Hvis man kan bruge vandet, kan det blive muligt at etablere en base på månen til at udforske rummet længere væk. 

     Månen indeholder også en række grundstoffer og sjældne jordarter, som kan være interessante at hente ned til jorden. Sydpolen er også interessant, fordi den er et bedre sted at opholde sig for mennesker end månens ækvator. Det skyldes, at månens ækvator svinger mellem temperaturer på ca. 120 grader og minus 130 grader. 

     Da månen ikke har en atmosfære ligesom jorden, bliver den ikke beskyttet mod kulde og varme på samme måde. Det medfører store temperaturudsving. Men på sydpolen er der områder, hvor temperaturerne er mindre fjendtlige. 

     Inderne, der var de første, som landede et fartøj uden mennesker på månens sydpol i 2023, har målt cirka 50-60 grader

.

Månen indeholder et væld af grundstoffer, herunder sjældne jordarter, mineraler og metaller. De kan bl.a. bruges til fremstilling af mobiltelefoner, batterier til elbiler og magneter til vindmøller. Nogle af de mest almindelige grundstoffer på månen er ilt (O), jern (Fe) og silicium (si). Månens skorpe består af 43 procent ilt

.

     Derudover findes der vand på månen. Det er stadig usikkert, om det fremkommer som is eller er fanget i andre mineraler og sten. Den kemiske formel for vand er H2O. Det er et molekyle, som består af et brintatom (hydrogen) og to iltatomer (oxygen).

     Vandmolekylet kan splittes ved hjælp af elektrolyse, så det bliver til flydende brint og flydende ilt. Brinten kan bruges som brændstof i raketter, og ilten kan både bruges som brændstof og til at trække vejret på månen.

Det kræver utrolig meget brændstof at komme ud af jordens atmosfære og videre ud i rummet. Derfor er der flere, som drømmer om, at man kan etablere en base på månen med mulighed for at producere ny energi til at rejse videre til planeten Mars.

     I første omgang er nogle lande i fællesskab ved at udvikle en månestation, der skal i kredsløb om månen. Stationen hedder Lunar Gateway. Den bliver udviklet af NASA i samarbejde med det europæiske rumagentur ESA, JAXA i Japan, CSA i Canada og De forenede Arabiske Emirater. Det er meningen, at Lunar Gateway skal bruges til at teste både mennesker og systemer til videre udforskning. Partikelstrålingen ved månen minder om strålingen i rummet. Det er derfor en god mulighed til at finde ud af, om mennesker kan opholde sig i den form for stråling i længere tid

.

De amerikanske Apollomissioner, som endte med at sende 12 personer til månen, var en del af det første rumkapløb mellem Sovjet og USA. 

     Efter Anden Verdenskrig havde begge lande atomvåben. Amerikanerne havde bygget bombefly og investerede derfor ikke mange penge i at bygge raketter. Russerne derimod fokuserede på at bygge raketter, der var kraftige nok, til at de kunne sende atomvåben 8.000 kilometer med raket. Men russernes raketteknologi kunne også bruges til andre ting, og det kom som et chok for amerikanerne, da russerne i 1959 sendte den første satellit i kredsløb om jorden i 1957. Den satellit hed Sputnik 1. 

     Senere sendte russerne det første dyr ud i rummet, hunden Laika i 1957. Herefter sendte de den første raket, Lunar 2, til månen i 1959. De sendte også det første menneske ud i rummet, Jurij Gagarin i 1961. Hunden Laika døde af sin tur, men Jurij Gagarin kom sikkert hjem igen. Det var en kæmpe politisk sejr for Sovjetunionen, som fik en unik mulighed for at brande sig som teknologisk overlegne. De sendte også som de første en kvinde, Valentina Tereshkova, ud i rummet i 1963.

     Amerikanerne var ikke begejstrede for udviklingen. De investerede derfor massivt i at udvikle teknologi, som kunne få den første mand på månen. I 1969 lykkedes det. Neil Armstrong og Buzz Aldrin blev de første mennesker på månen. Herefter lykkedes det amerikanerne at tage til månen fem gange mere, sidste gang i 1972. Derefter dalede interessen for at investere massive summer i rumprogrammerne, og Apollo-programmet blev stoppet før tid.  Sidenhen begyndte USA og Sovjetunionen at samarbejde, blandt andet om Apollo-Sojuz-projektet og senere Den Internationale Rumstation ISS, i stedet for at konkurrere mod hinanden

. 

     Det internationale rumsamarbejde ser dog ud til at være under pres i dag. Efter Ruslands invasion af Ukraine i 2022 er samarbejdet begrænset. Lige nu er det kun på Den Internationale Rumstation ISS, hvor Rusland, USA og EU samarbejder. Det skyldes, at der er behov for teknologi leveret af alle tre lande for at få stationen til at fungere

.

I de seneste år har en række stormagter udviklet rumprogrammer med fokus på månen. Nedenfor kan du se, hvad de enkelte lande har formået:

     USA, EU med flere: 

     USA har et rumprogram sammen med EU, Canada, Japan og De Forenede Arabiske Emirater. Det bliver kaldt for Artemis. Der er således både et rumprogram, som hedder Artemis, og et sæt internationale aftaler, som hedder Artemis. Ikke alle, der har underskrevet Artemis-aftalerne, er del af rumprogrammet. 

     Formålet med rumprogrammet er at etablere en base på månen eller i kredsløb om månen. Rumprogrammet har dog været ramt af en del forsinkelser. Indtil videre går det ikke så godt for USA's rumagentur NASA, når det drejer sig om at lande på månens sydpol. Sammen med firmaet Intuitive Machine sendte NASA månelanderen Odysseus til månens sydpol i 2024. Månelanderen var ubemandet. Den væltede i forbindelse med landingen

.

     Rusland:

     I 2023 sendte Rusland en raket ved navn Luna 25 til månens sydpol med henblik på at lande den der. Raketten nåede dog aldrig at lande på månen og kom heller ikke tilbage til jorden. Noget gik galt undervejs. Luna 25 var en mission, som også det Europæiske rumagentur ESA havde været en del af. Men samarbejdet blev stoppet, da Rusland invaderede Ukraine i 2022

.

     Indien: 

     Kort efter Ruslands mislykkede forsøg, landende Indien som det første land på månens sydpol med deres ubemandede månemission Chandrayaan-3. Det skete den 23. august 2023. Indien har blandt andet været i stand til at indsamle information om sydpolens overflade, temperaturer og grundstoffer. Derudover har inderne kunnet måle svovl på månens overflade. Det indikerer, at der kan være vand tilstede i form af is. Svovl kan også bruges som gødning til at dyrke planter på månen.

     Japan:

     I januar 2024 landede Japan som det femte land i verden på månen med en ubemandet rumsonde kaldet SLIM. Landingen var meget præcis og SLIM landede 55 meter fra det ønskede landingspunkt. Det var dog ikke på månens sydpol, men tættere på månens ækvator, som er nemmere at lande på. Det er vigtigt at udvikle teknologi, som kan lande præcist, fordi det er så svært at lande på månens sydpol. Her er der få flade overflader og mange dybe kratere. SLIM har også overlevet en månenat på 2 uger, hvor solen ikke skinnede og temperaturen faldt til minus 133 grader. SLIM kunne efter to uger i minus 133 grader stadig tage billeder og sende dem tilbage til jorden

.   

     Kina:

     I 2023 meldte den kinesiske regering ud, at det er dens plan at sende mennesker til månen i 2030. I juni 2024 landede kineserne en rumsonde kaldet Chang’e 6 på månens bagside. Kineserne har lagt en langsigtet plan for at være det første land, som sender et menneske til månens sydpol. Inden da har Kina planer om at sende Chang’e 7 til månens sydpol i 2026 for at undersøge, hvilke ressourcer, der er i området. Finder den de nødvendige ressourcer, vil Kina i 2028 sende Chang’e 8 til sydpolen for at undersøge, om man kan bygge en base ud af dem. Kineserne vil så medbringe en 3D-printer til at bygge månebasens strukturer af månemateriale

.

     Israel:

     Israel forsøgte i 2019 at blive det fjerde land, som landede et fartøj på månen, men fartøjet styrtede ned på månen.

Hvor kapløbet om månen tidligere handlede om at være de første til at komme ud i rummet eller til at sætte fod på månen, handler det i dag om, hvem der kan udnytte ressourcerne i rummet til egen vinding. Det er således ikke kun prestige, men også penge, der kæmpes om. Der er dog stadig stor prestige involveret for de enkelte nationer. Kan man vise, at man har både intellektuelle og økonomiske ressourcer til at understøtte et måneprogram, sender man også et signal til sine egne og andre befolkninger om, at man er en nation, som investerer i fremtiden.     Månekapløbet er dog ikke kun et kapløb mellem nationer. Det er også et kapløb, hvor private kapitalinteresser er involveret. De amerikanske og europæiske rumagenturer NASA og ESA har ikke lige så store budgetter til udvikling, som f.eks. Kina. De har derfor valgt at udlicitere opgaver til private virksomheder. Det gælder blandt andet produktionen af raketter, som rigmanden Elon Musks firma SpaceX står bag. Også flyproducenten Boeing har produceret raketter, som NASA har taget i brug. Derudover er der en lang række andre funktioner, som private virksomheder har påtaget sig at udvikle. Selvom det for en del af dem kan vise sig at være en underskudsforretning, vil de virksomheder, som udvikler succesfulde produkter, kunne sælge dem til flere landes rumekskursioner i fremtiden

.

NASA vurderer, at deres største konkurrent er Kina. Indien er til dels en samarbejdspartner, mens Rusland ikke længere regnes for at være førende i rumteknologi. USA frygter, at Kina vil tage patent på de gode områder på månens sydpol. Kina kan dog med rette sige det samme om USA. Godt nok samarbejder USA med en lang række lande om at gennemføre internationale rummissioner. Men USA har også skrevet de såkaldte Artemis-aftaler, som i store træk gør op med de FN-aftaler, der stadfæster, at rummet er allemandseje. 

     USA har da også en særlig interesse i at hente sjældne jordarter hjem fra månen. Lige nu importerer USA 80 procent af de sjældne jordarter, som landet skal bruge til sin industri, fra Kina. Da USA og Kina ligger i handelskrig med hinanden, ser USA månen som en mulighed for at udvide markedet. Både Kina og USA har derfor travlt med at komme først til månens sydpol

.

Rumkapløbet er ekstremt dyrt, og de penge, der bruges på at komme til månen og etablere en form for base, kan ikke bruges til sygehuse, skoler og udvikling af grøn teknologi på jorden. Det er også tvivlsomt, hvor hurtigt det går med at udvinde ressourcer og vand fra månen. Det kan tage meget længere tid og blive langt dyrere end forventet. For eksempel måtte NASA i 2024 opgive en såkaldt moon rover, der skulle køre på opdagelse i månens kratere. Ifølge New York Times havde NASA brugt 800 millioner dollar, hvilket svarer til ca. 5,3 milliarder kroner. Men projektet måtte droppes, fordi deadlines var blevet overskredet, hvilket skabte usikkerhed om finansiering af projektet fremover

.

     Rumkapløb har dog også den afledte effekt, at den teknologi, der opfindes til at rejse ud i rummet, sidenhen kan bruges af almindelige mennesker. Det gælder blandt andet GPS-systemer, der er afhængig af satellitter. Derudover var NASA med til at forbedre den frysetørringsteknologi, som i dag anvendes til kaffe og mange andre fødevarer. En opfindelse som øretermometret er også udviklet på baggrund af rumforskning. Det er baseret på den samme teknologi, som forskere bruger til at måle temperaturen på stjerner og planeter

.

De seneste år er det blevet tydeligt, at USA og Kina kæmper om at nå månens sydpol først. Samtidig har USA, Rusland og Kina valgt at optrappe deres militære tilstedeværelse i rummet. I USA har regeringen etableret en ny enhed i militæret, der hedder Space Force, mens Kina og Rusland har gjort det samme

.

     Rumkapløb og militære kapløb kan løbe hånd i hånd, som man så det under Den Kolde Krig. Faktisk var den første raket, Sovjet ramte månen med i 1959, primært sendt afsted for at advare amerikanerne om, at Ruslands raketter kan sendes over lange afstande og ramme relativt præcist. I 2008 valgte Kina at skyde en af sine egne satellitter ned, der var i kredsløb om jorden. En sådan handling kunne anses for at være et signal til USA om, at man kan ramme andres satellitter meget præcist, hvis det bliver nødvendigt. 

     USA og det amerikanske firma Starlink har flest satellitter i kredsløb om jorden, og de kan bruges militærstrategisk. Det skete f.eks. da Starlinks ejer Elon Musk i 2023 valgte at bruge dem til at give ukrainerne internet under de første afgørende uger af Ruslands invasion.

Adfærd i rummet reguleres af internationale FN-konventioner. Måneaftalen fra 1979 regulerer mere specifikt, hvordan landene skal opføre sig på månen. Den har i mange år været betragtet som en mislykket FN-konvention, fordi der kun er 18 lande, som har tilsluttet sig. 

     Måneaftalen gør det klart, at der ikke må etableres militærbaser på månen, og at alle aktiviteter på månen skal være fredelige. Stater, der har underskrevet aftalen, forpligter sig også til at dele information om, hvornår de sender fartøjer og raketter til månen og til at dele den viden, de indsamler. Vigtigst af alt siger aftalen, at månen og dens naturressourcer tilhører alle mennesker på jorden

. 

     Aftalen har til hensigt at forhindre kolonisering af månen og militær optrapning i forbindelse med aktiviteter på månen. Men den kan også læses sådan, at den forhindrer private virksomheder i at udnytte månens ressourcer til egen vinding. Det kan forklare, hvorfor USA i stedet har bedt andre lande om at tilslutte sig Artemis-aftalerne. Faktisk er det ikke muligt at deltage i USA’s rumprogram, hvis man ikke har tilsluttet sig aftalerne. Aftalerne indeholder et princip om, at nationer, der udvinder materiale på månen, ikke ejer materialet. Men de bliver også kritiseret for at fjerne private virksomheders ansvar på månen.

     Det kan betyde, at private virksomheder kan overtræde Artemis-aftalerne, uden at det får alvorlige konsekvenser. De kan også indsamle månemateriale til egen vinding.

Rummet er enormt, men ser vi på rummet lige over vores hoveder, er der ikke uendeligt meget plads. Det er efterhånden blevet klart i takt med at, at flere og flere satellitter er sendt i kredsløb om jorden. 

     I juli 2024 havde alene firmaet Starlink 6281 satellitter i kredsløb om jorden, hvoraf 6206 virkede. Det skriver det amerikanske medie Space.com (

. Satellitterne befinder sig blot 555 kilometer fra jordens overflade. For at sætte antallet i perspektiv var der i 2022 kun blevet opsendt 14.450 satellitter i hele menneskehedens historie, ifølge ESA.

     De mange satellitter kan bruges af Starlink til at tilbyde internet til fjerntliggende egne og derved få en bid af markedet for internetudbydere. Kina meldte i 2024 ud, at de har planer om at have 15.000 satellitter i omløb om jorden i 2033. Ifølge nyhedsbureauet Reuters, som citerer en statsstøttet kinesisk avis, er det for at konkurrere med Starlink

. Satellitter kan derudover bruges til overvågning, hvilket amerikanerne i høj grad benyttede sig af under Den Kolde Krig. 

     Opsendelsen af satellitter har også den negative effekt, at der er utroligt meget rumskrald i cirkulation om jorden. Lyset fra satellitterne gør det også vanskeligere at observere nattehimlens stjerner og rummet i det hele taget. Udviklingen illustrerer, hvordan der hurtigt kan blive rift om et område. Og konkurrencen om området kan udvikle sig negativt, hvis der ikke laves internationale aftaler, som regulerer det.

Vi lever i dag i en verden, hvor der stadig er ganske mange udfordringer for mennesker på jorden. Vi har stadig ikke omstillet vores samfund på en måde, så vi lever bæredygtigt. Det er i sig selv en enorm udgift at skulle investere i nye former for infrastruktur og nye måder at producere mad og boliger til alle uden en endnu større udledning af CO2. Hvorfor skal vi så samtidig bruge enorme summer på at komme til Mars? Sådan spurgte Amitai Etzioni, sociologiprofessor og tidligere rådgiver for den amerikanske præsident Jimmy Carter, i 2018.

     »Det, der er brug for, er store teknologiske gennembrud, der vil gøre det muligt at beskytte jorden og samtidig opretholde et sundt økonomisk aktivitetsniveau,« skrev Amitai Etzioni i et debatindlæg i mediet The National Interest

.

     »For at skabe sådanne gennembrud har vi brug for store koncentrationer af forsknings- og udviklingsressourcer, talent og lederskab, som er en mangelvare. Derfor vil enhver seriøs Mars-bestræbelse uundgåeligt skære ned på anstrengelserne for at redde moder jord,« forklarede han.

Der synes at være stor enighed blandt forskere om, at investering i rumkapløbet ikke blot handler om at komme til månen. Den danske astrofysiker Anja C. Andersen forklarer til Videnskab.dk, hvorfor hun mener, at det er godt at investere massivt i rummet.

     »Det er rigtigt, at man bruger mange penge på rumforskning, men man skal huske, at i virkeligheden handler det meste rumforskning om at studere Jorden og gøre livet bedre for almindelige mennesker,« siger hun til Videnskab.dk

.

     Hun forklarer, at der er en lang række produkter, der har startet deres liv i rummet, herunder memory foam og den trådløse boremaskine. Det vigtigste er dog, at vi har fået en langt større forståelse af jorden.

     ”Helium blev for eksempel opdaget på Solen. Og Jordens CO2-problemer har man forstået ved at kigge på Venus’ og Mars’ atmosfære, som har lært os rigtig meget om Jordens egen atmosfære og vist os, hvor vi risikerer at ende. Uden det havde vi kun haft ét datapunkt, nemlig Jorden selv, og det kan man ikke sige noget som helst ud fra.”

Rumkapløbet kan medføre utallige mulige scenarier. De optimistiske vil sige, at de ressourcer, som kan udvindes på månen, kan bruges til at omstille samfund på jorden til at være bæredygtige, netop fordi Helium 3 potentielt kan bruges til at skabe atomkraft uden radioaktivt affald. De sjældne jordarter er nødvendige for meget nutidig elektronik, herunder vindmøller, mobiltelefoner og elbiler. Hvis det bliver muligt at tage videre fra månen til Mars, vil det sandsynligvis give ny og større viden om universet og jorden, som kan bruges til at forbedre verden.

     Er man mere pessimistisk, vil man se på den udvikling, som foregår simultant med den videnskabelige udvikling: militarisering af rummet. Alle verdens stormagter bruger i disse år enorme ressourcer på dette aspekt. I 2023 steg de globale militære udgifter til rummet med 18 procent. I alt blev der brugt 57 mia. dollar, skriver mediet Breaking Defence

. 

     USA står for 80 procent af forbruget. Ser man på, hvor mange penge, der på globalt plan blev brugt på rummet, er der også tale om en stigning på 7,2 procent. Senest har amerikanerne meldt ud, at Rusland har udviklet et atomvåben til at springe satellitter i stykker. Kina har også vist, at de kan nedskyde satellitter fra jorden. Det kan i sidste ende få store og dyre konsekvenser.