Opdagelsesrejser

Gennem tiderne har opdagelsesrejsende rejst kloden tynd for at opdage nye lande og handelsruter, for at indsamle viden og for at gøre sig fortjent til rigdom og berømmelse. Tilsammen har disse rejser været med til at udvide og forme vores bevidsthed og viden om verden. Opdagelsesrejser har alle dage pirret vores nysgerrighed, og de opdagelsesrejsende har været genstand for beundring for deres mod til at træde ud i det ukendte.

Af artiklen ”Videnskaben: Stadig rum for opdagelsesrejsende” i Berlingske (se kilder) fremgår det, at amerikanske og britiske forskere har offentliggjort, at de for nylig har opdaget en kløft, der er mindst 750 km lang samt op til ti km bred og 800 meter dyb. Med disse mål er den intet mindre end verdens største af sin slags – endnu større end Grand Canyon i USA. Denne kløft er forblevet uopdaget indtil nu, fordi den gemmer sig under kilometertyk indlandsis på Grønland.

     I artiklen spekuleres der i, at det formentlig er sidste gang, at vi får lejlighed til at opdage noget så markant på overfladen af vores planet. Men samtidig vurderes det, at der venter nye opdagelser, og i så fald vil de formodentlig ske enten i de polare egne eller på bunden af verdenshavene.

     Det er først i det 20. århundrede, at man er begyndt at kortlægge havbunden og har foretaget neddykninger til de dybeste havbunde. Men hvad der i øvrigt findes på havbunden, er i vidt omfang ukendt. For eksempel mener vulkanforskere, at Jorden meget vel kan rumme over én million vulkaner, men at langt størsteparten af disse er ukendte for os, fordi de befinder sig på bunden af verdenshavene.

Det moderne menneske spredte sig videre fra Sydvestasien til Syd- og Sydøstasien, hvor man har fundet spor af bosættelser, der er cirka 50.000 år gamle. På dette tidspunkt var klimaet helt anderledes, og der lå ismasser hen over store dele af Europa og Asien. Ikke desto mindre ved man, at der også har befundet sig grupper af det moderne menneske i Europa for cirka 45.000 år siden.

     Det moderne menneske nåede Australien for cirka 40.000 år siden. For at nå dertil må de ifølge Brian M. Fagan i ”De store rejser” (se kilder) have benyttet tømmerflåder eller primitive kanoer. For cirka 18.000 år siden vandrede grupper af mennesker fra Sibirien til Alaska og Nordamerika. Alaska var landfast med Asien, fordi havoverfladen lå meget lavere end i dag, da enorme mængder vand var bundet som is. Det var meget vanskeligt at komme videre gennem ismasserne omkring Alaska, så mennesket har formentlig først spredt sig videre, da det var blevet varmere for omkring 14.000 år siden. Herfra spredte mennesket sig med forbløffende fart helt ned til det sydligste Sydamerika.

Den gængse historie lyder, at Amerika blev opdaget i 1492 af italieneren Christopher Columbus. Det er dog et faktum, at Amerika allerede var beboet på daværende tidspunkt, og der er også mange teorier om andre søfarere, der skulle have betrådt Amerika før Columbus. I artiklen ”Hvem opdagede egentlig Amerika?” i Kristeligt Dagblad (se kilder) opremses en række af disse teorier, der nævner alt fra muslimske opdagelsesrejsende til baskiske fiskere, irske munke samt kineseren Zheng He som kandidater til titlen som dem, der først opdagede Amerika.

     Jørn Madsen skriver i ”Politikens bog om opdagelsesrejser” (se kilder), at det i 1961 blev endegyldigt bevist, at vikingerne opdagede Amerika cirka 500 år før Columbus. Da havde man nemlig fundet spor af vikingebopladser på Newfoundland i Østcanada, og disse fund er bakket op af fortællinger fra sagaer og krøniker. Vikingerne havde dog formentlig kun bosættelser i Amerika i en kort periode. Ifølge sagaerne og krønikerne blev Amerika opdaget omkring år 1000 af Leif den Lykkelige, der var søn af Erik den Røde. Erik den Røde havde kort forinden opdaget Grønland og oprettet bopladser på øen.

Den nok mest berømte opdagelsesrejse er Christopher Columbus’ opdagelse af Amerika i 1492. Han rejste ud for at finde søvejen til Kina, men endte med at opdage et helt nyt kontinent og åbnede dermed et nyt kapitel i verdenshistorien. Opdagelsen af Amerika gjorde ifølge Jørn Madsens ”Politikens bog om opdagelsesrejser” (se kilder) den kendte verden næsten dobbelt så stor.

     Efter det måske længste tidsrum noget europæisk skib havde tilbragt på havet uden land i sigte nåede den lille flåde på tre skibe en af Bahamas-øerne efter mere end to måneders sejlads – længe efter, at Columbus havde regnet med at ville ramme Asiens østlige kyster.

     På trods af at have ledt tre yderligere ekspeditioner i årene herefter forblev Columbus overbevist om at have fundet søvejen til Asien, selv om omverdenen inden længe fandt ud af, at han i stedet måtte have fundet helt nyt land. Spanien sikrede sig retten til at udnytte størstedelen af det amerikanske kontinent og grundlagde snart et enormt koloniimperium.

Det moderne menneske spredte sig videre fra Sydvestasien til Syd- og Sydøstasien, hvor man har fundet spor af bosættelser, der er cirka 50.000 år gamle. På dette tidspunkt var klimaet helt anderledes, og der lå ismasser hen over store dele af Europa og Asien. Ikke desto mindre ved man, at der også har befundet sig grupper af det moderne menneske i Europa for cirka 45.000 år siden.

     Det moderne menneske nåede Australien for cirka 40.000 år siden. For at nå dertil må de ifølge Brian M. Fagan i ”De store rejser” (se kilder) have benyttet tømmerflåder eller primitive kanoer. For cirka 18.000 år siden vandrede grupper af mennesker fra Sibirien til Alaska og Nordamerika. Alaska var landfast med Asien, fordi havoverfladen lå meget lavere end i dag, da enorme mængder vand var bundet som is. Det var meget vanskeligt at komme videre gennem ismasserne omkring Alaska, så mennesket har formentlig først spredt sig videre, da det var blevet varmere for omkring 14.000 år siden. Herfra spredte mennesket sig med forbløffende fart helt ned til det sydligste Sydamerika.

De ældste opdagelsesrejsende, som er beskrevet i skriftlige kilder, drog ifølge Jørn Madsens ”Politikens bog om opdagelsesrejser” (se kilder) ud fra civilisationerne i den østlige del af Middelhavet fra det 3. årtusind f.v.t. Egyptere og fønikere fra den østlige middelhavskyst drog mest af alt ud i verden for at handle, men udforskede samtidig verden på deres rejser.

     De gamle grækere vidste ifølge ”Politikens bog om opdagelsesrejser” (se kilder) godt, at Jorden var rund, og samtidig havde de også en vis idé om, hvor stor kloden er. Derfor kunne de også regne ud, at verden måtte være meget større end de områder, de allerede kendte, som primært befandt sig omkring Middelhavet og Sortehavet. 

     Den store hærfører Alexander den Store øgede for alvor grækernes kendskab til verden med sit felttog mod øst i perioden 334-323 f.v.t. Undervejs nåede Alexander den Store og hans hær helt til det nuværende Usbekistan, Afghanistan og Pakistan. Undervejs indsamlede Alexander og hans mænd planter og dyr, der blev sendt tilbage til Grækenland sammen med beretninger om de områder, de besøgte.

Den gængse historie lyder, at Amerika blev opdaget i 1492 af italieneren Christopher Columbus. Det er dog et faktum, at Amerika allerede var beboet på daværende tidspunkt, og der er også mange teorier om andre søfarere, der skulle have betrådt Amerika før Columbus. I artiklen ”Hvem opdagede egentlig Amerika?” i Kristeligt Dagblad (se kilder) opremses en række af disse teorier, der nævner alt fra muslimske opdagelsesrejsende til baskiske fiskere, irske munke samt kineseren Zheng He som kandidater til titlen som dem, der først opdagede Amerika.

     Jørn Madsen skriver i ”Politikens bog om opdagelsesrejser” (se kilder), at det i 1961 blev endegyldigt bevist, at vikingerne opdagede Amerika cirka 500 år før Columbus. Da havde man nemlig fundet spor af vikingebopladser på Newfoundland i Østcanada, og disse fund er bakket op af fortællinger fra sagaer og krøniker. Vikingerne havde dog formentlig kun bosættelser i Amerika i en kort periode. Ifølge sagaerne og krønikerne blev Amerika opdaget omkring år 1000 af Leif den Lykkelige, der var søn af Erik den Røde. Erik den Røde havde kort forinden opdaget Grønland og oprettet bopladser på øen.

Den italienske købmand Marco Polo er på baggrund af sine rejser fra Venedig til Kina og tilbage igen blevet en af historiens mest berømte opdagelsesrejsende. Den venetiansk fødte Marco Polo, der levede 1254 til 1324, blev udødeliggjort gennem bogen ”Marco Polos rejser” (se kilder), som er bygget på historier, han fortalte til en forfatter under et fængselsophold efter sin hjemkomst.

     Marco Polos rejser begyndte i 1271, varede i 23 år og strakte sig over mere end 38.000 kilometer – længere end noget andet menneske havde rejst på det tidspunkt. Marco Polo, blev ansat ved kejseren Kublai Khans hof i Peking (Beijing), hvor han fra nært hold oplevede den højt udviklede kinesiske kultur. Efter hjemkomsten fra Kina kunne han berette om fantastiske ting som papirpenge, postvæsen og store kanalsystemer, alt sammen fænomener, som ikke fandtes i det daværende Europa. Marco Polo rejste også til så fjerne steder som Burma og Indien som ambassadør for kejseren.

     Man ved, at Christopher Columbus på sine lidt senere rejser medbragte et eksemplar af ”Marco Polos rejser”, fyldt med egne kommentarer og noter. Så Christopher Columbus var helt sikkert inspireret af sin forgænger, men mens Marco Polo havde rejst over land, havde Columbus som mål at finde søvejen til Asien.

En af historiens mest fantastiske opdagelsesrejsende er den lærde Ibn Battuta, der i 1325 drog fra Tanger i Marokko ud på sin hajj (pilgrimsfærd) til muslimernes hellige by Mekka på Den Arabiske Halvø. Da han 29 år senere vendte tilbage fra sin rejse, havde han dog ikke bare besøgt Mekka mange gange, men rejst hele 120.000 kilometer på kryds og tværs igennem Nordafrika, Mellemøsten og Centralasien og var undervejs også nået til både Indien, Kina og Spanien.

     Ibn Battuta rejste på et tidspunkt, hvor islam havde bredt sig til store dele af den kendte verden, og han kunne som muslim rejse uhindret i disse områder og blev modtaget hos en lang række muslimsk fyrster. Hans beretninger om rejsen blev udgivet som bog og anses som en af de vigtigste skildringer af samfundet og kulturen i datidens islamiske verden. Ibn Battutas rejser er beskrevet i bogen ”Ibn Battuta – en arabisk rejsende fra det 14. århundrede” af Thyge C. Bro (se kilder).

Den nok mest berømte opdagelsesrejse er Christopher Columbus’ opdagelse af Amerika i 1492. Han rejste ud for at finde søvejen til Kina, men endte med at opdage et helt nyt kontinent og åbnede dermed et nyt kapitel i verdenshistorien. Opdagelsen af Amerika gjorde ifølge Jørn Madsens ”Politikens bog om opdagelsesrejser” (se kilder) den kendte verden næsten dobbelt så stor.

     Efter det måske længste tidsrum noget europæisk skib havde tilbragt på havet uden land i sigte nåede den lille flåde på tre skibe en af Bahamas-øerne efter mere end to måneders sejlads – længe efter, at Columbus havde regnet med at ville ramme Asiens østlige kyster.

     På trods af at have ledt tre yderligere ekspeditioner i årene herefter forblev Columbus overbevist om at have fundet søvejen til Asien, selv om omverdenen inden længe fandt ud af, at han i stedet måtte have fundet helt nyt land. Spanien sikrede sig retten til at udnytte størstedelen af det amerikanske kontinent og grundlagde snart et enormt koloniimperium.

Portugisiske søfarere var i løbet af 1400-tallet nået længere og længere ned ad Afrikas vestkyst, og i 1488 rundede den portugisiske opdagelsesrejsende, Bartolomeu Dias, som den første Afrikas sydspids, Kap det Gode Håb. Dias’ rejse gjorde det klart, at der måtte findes en østlig søvej til Indien, og i 1497 blev endnu en portugiser, Vasco da Gama, af Portugals konge Manuel 1. udpeget til at drage af sted for at finde den.

     Da Gamas ekspedition på fire skibe rundede Kap det Gode Håb og sejlede herfra op ad Afrikas vestkyst, hvor da Gama flere steder fik viklet sig ind i konflikter med den lokale befolkning i havnebyerne. Det lykkedes ham dog alligevel at finde folk, der kunne hjælpe ham med at krydse over til Indien.

     Fundet af søvejen mellem Europa og Asien kom ifølge Malyn Newitt i antologien ”De store rejser” (se kilder) med tiden til at føre til europæernes overherredømme i det meste af Asien og fremvæksten af en verdensomspændende, europæisk domineret, økonomi.

Endnu en afgørende ekspedition i denne periode blev ledet af Ferdinand Magellan. Ligesom Vasco da Gama var han portugiser, men han arbejdede i spansk tjeneste. Han stod i spidsen for en ekspedition, der skulle finde den vestlige søvej til Krydderiøerne (Molukkerne i Indonesien) uden at vide, om denne vej overhovedet fandtes. Hans flåde på fem mindre fartøjer sejlede i 1519 vestpå mod Amerika.

     Efter en hård og udmattende sejlads fandt Magellan og hans mænd efter lang tids søgen det, der nu hedder Magellanstrædet ud for sydspidsen af Sydamerika. Ved synet af det rolige farvand foran sig bekendtgjorde Magellan ifølge Simon Winchester i ”De store rejser” (se kilder), at det skulle hedde Stillehavet (o Pacífico). Det skulle tage yderligere tre måneder, før mandskabet atter så land. Magellan havde regnet med, at det ville tage tre-fire dage.

     Rent faktisk nåede Magellan aldrig Jorden rundt, da han blev dræbt i et sammenstød med indfødte på Filippinerne. Derfor var det hans afløser som leder af ekspeditionen, kaptajn Juan Sebastian de Elcano, der fuldendte ekspeditionens jordomsejling i 1522 og fik en heltemodtagelse tilbage i Spanien af den spanske konge.

Danskfødte Vitus Bering blev af den russiske zar Peter den Store sendt ud for at udforske og kortlægge den østlige del af det enorme russiske rige. Ekspeditionen startede fra Sankt Petersborg i 1725 og kæmpede sig under hårde forhold tværs over Sibirien til Kamtjatka-halvøen. Her fik Bering bygget et skib, der blev brugt til at sejle langt nordpå, hvilket tydede på, at Sibirien ikke er landfast med Alaska. Strædet imellem de to kontinenter fik senere navnet Beringsstrædet.

     Bering fik efter hjemkomsten til Sankt Petersborg fem år senere samlet en ny gigantisk ekspedition, der skulle kortlægge den nordlige del af Sibirien, finde og kortlægge Amerikas nordvestkyst og samtidig medbringe en række videnskabsfolk, der skulle beskrive naturen og de lokale folkeslag. Ekspeditionen opnåede mange resultater, men Bering døde undervejs i 1743 på en lille ø i Beringsstrædet.

Englænderen James Cook skrev sig med sine tre ekspeditioner i årene 1768-1779 ind i kongerækken af helt store opdagelsesrejsende. Hans rejser bragte ham flere gange rundt om jordkloden, han var tæt på at være den første, der opdagede Antarktis i syd, og han rundede Alaska i nord. Undervejs satte han nye standarder for navigation og kortlægning og lagde grunden til den britiske kolonisering af Australien og New Zealand.

     Jørn Madsen vurderer i ”Politikens bog om opdagelsesrejser” (se kilder), at Cooks største bedrift var, at hans rejser gav et så indgående kendskab til Stillehavet, at det blev et hav, der kunne besejles som alle andre have, hvis blot man havde de rette evner. Flere af Cooks kort var så nøjagtige, at de blev brugt helt op i det 20. århundrede.

Carsten Niebuhr var deltager i den danske videnskabelige ekspedition ’Den Arabiske Rejse’, udsendt af kong Frederik V i 1761. Etnologen Knud-Erik Jensen kalder i ”Fjernt fra Danmark” (se kilder) ekspeditionen for verdens første rent videnskabelige ekspedition. Niebuhrs optegnelser fra rejsen dækkede blandt andet sprog, geografi og etnografi. Hans optegnelser fra den persiske oldtidsby Persepolis skabte grundlag for, at danske videnskabsmænd som de første kunne tyde det ældste kendte skriftsystem, kileskriften.

     Efter to års rejse var alle ekspeditionens deltagere bortset fra Niebuhr døde af malaria. Efter at have gjort ophold i Cairo, Yemen og Indien begyndte han sin hjemrejse, der kom til at gå gennem store dele af de mellemøstlige områder. Undervejs udviste han en enestående evne til at tillære sig sprog og skikke, så han næsten var umulig at skelne fra de lokale. Carstens Niebuhrs bedrifter er beskrevet i Thorkild Hansens dokumentariske roman ”Det lykkelige Arabien” (se kilder), og hans egne optegnelser er genudgivet i tobindsværket ”Carsten Niebuhrs Rejsebeskrivelse fra Arabien og andre omkringliggende lande” (se kilder).

Jørn Madsen skriver i ”Politikens bog om opdagelsesrejser” (se kilder), at stort set hele Afrika bortset fra kystområderne var nærmest ukendt for europæere indtil for cirka 200 år siden. Men så gik det stærkt, og sidst i 1800-tallet var langt størstedelen af Afrika koloniseret af europæiske magter. Målet med de afrikanske opdagelsesrejser var ofte at udforske løbet og finde udspringet for store floder som Niger, Congo, Zambesi og ikke mindst Nilen.

     Den nok mest berømte opdagelsesrejsende i Afrika var skotten David Livingstone. Jørn Madsen skriver i ”Politikens bog om opdagelsesrejser” (se kilder), at han også var den flittigste, idet han på sine tre rejser tilbagelagde 50.000 km over land og kortlagde 2,5 mio. km² af det sydlige Afrika. På sin tredje rejse, der begyndte i 1866, forsvandt Livingstone og resterne af hans ekspedition uden at give lyd fra sig. Journalisten Henry Stanley fandt ham efter lang tids søgen ved bredden af Tanganyikasøen. Da Stanley trådte frem mod Livingstone, ytrede han de siden ofte citerede ord: ”Dr. Livingstone, I presume.” (”Dr. Livingstone, formoder jeg.”).

Med de store opdagelsesrejser omkring år 1500 havde Portugal og Spanien for en tid skaffet sig kontrol med sejlruterne til Asien syd om Afrika og Sydamerika. Flere nordeuropæiske lande begyndte derfor ifølge Jørn Madsens ”Politikens bog om opdagelsesrejser” (se kilder) at interessere sig for at finde sejlruter nord om Amerika (Nordvestpassagen) og Asien (Nordøstpassagen). På trods af mange anstrengelser lykkedes det dog først omkring år 1900 at finde disse kolde, farlige ruter.

     Grønland blev sammen med Norge indlemmet i unionen med Danmark allerede i 1380, men andre lande havde også kig på det store, næsten mennesketomme, lands naturressourcer og muligheder for videnskabelige opdagelser. Udforskningerne af Grønland og de øvrige polare egne leverede stof til mange drengedrømme og skabte en stribe opdagelsesrejsende, deriblandt nordmændene Fridtjof Nansen og Roald Amundsen og danske Knud Rasmussen.

Polarekspeditionerne havde forskellige formål, eksempelvis opdagelse af nyt land eller nye sejlruter, videnskabelige formål eller ønsket om at gøre krav på territorier. I kapløbene mod de geografiske poler var personlig berømmelse og ære det altoverskyggende formål.

     Den første kamp stod om Nordpolen, og den kamp blev hård og beskidt. Hovedkombattanterne var alle amerikanere; Robert Peary og Matthew Henson på det ene hold, Frederick Cook på det andet. Cook hævdede at have nået Nordpolen i foråret 1908, mens Peary hævdede at have gjort det i foråret 1909. Begge ekspeditioner nåede dog først tilbage til civilisationen i september 1909. Cooks præstation blev hurtigt draget i tvivl, og Peary og Henson blev derfor udråbt som de første på Nordpolen. Det er dog aldrig blevet fastslået med fuldstændig sikkerhed, at de nåede helt derop.

Nordmanden Roald Amundsen, der allerede havde skrevet sig ind i historiebøgerne ved at være den første til at gennemsejle Nordvestpassagen, meldte sig i dette kapløb efter egentlig at have planlagt en tur, der skulle gøre ham til den første på Nordpolen. Amundsen vidste, at han ville få hård konkurrence fra briten Robert Scott.

     Amundsens ekspedition skete med slædehunde og let udstyr og var baseret på metoder, han havde lært fra inuitter i de nordlige polare egne. Scotts ekspedition foregik med motoriserede slæder og ponyer, der viste sig at være totalt uegnede til forholdene i polaregnene. Amundsens ekspedition nåede den geografiske sydpol midt i december 1911, mens Scott og hans mænd først dukkede op over en måned senere. På vejen tilbage døde Scott og de øvrige medlemmer af hans ekspedition, inden de nåede tilbage til deres lejr.