Ringenes Herre

Fantastisk, fascinerende og utroligt populær. Mere end hundrede millioner mennesker har læst J.R.R. Tolkiens bogtrilogi "Ringenes Herre", der udkom for 60 år siden, og med den newzealandske instruktør Peter Jacksons filmatisering har værket opnået endnu større succes og udbredelse. I dag ved de fleste, hvordan elvere, trolde, orker, dværge og hobbitter ser ud. Men hvorfor appellerer denne fortælling til så mange mennesker? Tilbyder den et tilflugtssted for hverdagens mange problemer eller sætter den tvært imod livets centrale spørgsmål på spidsen? Eskapisme eller eksistentialisme?

     Et er sikkert, både bøger og film er i hver deres kategori blandt de bedst sælgende i verden. Dette Faktalink går bag om "Ringenes Herre" på skrift og på lærred og undersøger, hvilke diskussioner fænomenet har affødt.

"Ringenes Herre" udkom i 1954-55 på det engelske forlag George Allen & Unwin. Bøgerne havde da været 12 år undervejs. J.R.R. Tolkien havde allerede i 1937 udgivet "Hobbitten eller Ud og hjem igen", og efterhånden modtog forlaget så mange breve fra fans, at Tolkien blev bedt om at skrive mere om hobbitterne.

     Forlæggeren Stanley Unwin havde ellers i første omgang været usikker på kvaliteten af "Hobbitten eller Ud og hjem igen", og før han besluttede sig for en udgivelse, bad han sin søn på elleve år læse den igennem. Sønnen roste bogen som en historie, der ”appellerer til alle børn mellem 5 og 9 år”.

     Tolkien ønskede selv at udgive "Ringenes Herre" som én bog, men der var for mange sider til, at det praktisk kunne lade sig gøre. Forlaget valgte derfor at splitte fortællingen op i tre bøger. "Eventyret om ringen" og "De to tårne" udkom i 1954, og året efter udkom "Kongen vender tilbage", men normalt omtales de tre bøger under et som "Ringenes Herre".

     I 1966 udkom den for første gang på dansk, efter at et ungt publikum af studerende i USA var begyndt at tage værket til sig og derved havde sat den første store popularitetsbølge i gang.

     I 1977, efter Tolkiens død, udgav sønnen Christopher Tolkien "Quenta Silmarillion", som er en samling af faderens efterladte skrifter om den verden, "Ringenes Herre" foregår i. "Quenta Silmarillion" indeholder blandt andet verdenens skabelsesberetning, heltesagn, myter og udførlige slægtslinjer for alle de folkeslag, man møder i trilogien.

John Ronald Reuel Tolkien (1892-1973) var ansat som professor på Oxford i oldengelsk, da han skrev "Ringenes Herre". Han blev født i Sydafrika, men tre år senere flyttede han tilbage til England med sin mor. Han mistede tidligt begge sine forældre. Under 1. Verdenskrig blev han indkaldt og deltog som løjtnant. Krigens gru og den menige soldats mod gjorde et stort indtryk på ham. En af hans sønner deltog senere i 2. Verdenskrig.

     Tolkien var først og fremmest sprogforsker, men også meget optaget af gamle myter, særligt fra den nordiske, walisiske, skotske og irske kultur. Han var troende katolik, men det var den førkristne historie og mytologi, der interesserede ham, og ideen med "Ringenes Herre" var at skabe en engelsk mytologi, der svarede til de øvrige nordeuropæiske landes.

     Tolkien overførte sprogvidenskabens forskningsmetoder til myteområdet. Når sprogforskere forsøger at rekonstruere tidligere tiders sprog, er det ud fra en metode, hvor de sprog, vi taler i dag, opfattes som ekkoer fra gamle dage. På samme måde mente Tolkien, at myter var andet end bare eventyr, og at de afspejlede tidligere tiders samfund. På baggrund af disse fortællinger ønskede han at genskabe en forhistorie til den engelske kultur, ligesom man rekonstruerer et tabt sprog ud fra nutidige versioner, fortæller Anne Knudsen i radioprogrammet "Mytologi og modernitet" fra 1. februar 2004 (se kilder).

"Ringenes Herre" foregår i en verden, der kaldes Midgård, og hvor mennesker, elvere, dværge og småfolket hobbitter lever i hver deres riger. Historiens omdrejningspunkt er en magtfuld magisk ring, der er smedet af den onde fyrst Sauron, som regerer landet Mordor i det sydlige Midgård. Sauron har mistet ringen for århundreder siden, men søger nu efter den af al magt, da han ønsker at underlægge sig alle Midgårds lande.

     Ringen befinder sig hos hobbitten Frodo Sækker, der bor i det fredelige nordlige område Herredet. Han har fået den af sin onkel Bilbo, der tilfældigt er kommet i besiddelse af den, en historie, der fortælles i bogen "Hobbitten".

     Selvom Sauron er svækket uden sin ring, er han stadig en frygtelig krigsherre, og han er allerede begyndt at sende sine tropper, de grusomme orker, ud i Midgård for at hærge. Derfor samler elvere, mennesker og dværge sig til en rådslagning, hvor det besluttes, at Frodo må opsøge det sted i Mordor, hvor ringen i sin tid er blevet smedet, og tilintetgøre den. Og det skal ske inden, Sauron får fingre i den og dermed vil sikre sig den endelige magt og sejr.

     Frodo får følgeskab af sin tjener Sam og af sine gode venner Merry og Pippin, samt et broderskab bestående af dværgen Gimli, elverprinsen Legolas, troldmanden Gandalf og de to mennesker Boromir og Aragorn. Broderskabet splittes allerede i slutningen af første bog, og herfra er Frodo og Sam alene på den farefulde færd mod Mordor. Resten af de ni følgesvende kaster sig i stedet ud i kampen for at samle Midgårds folk mod Sauron, hvis hære strømmer ind over grænserne til de to store menneskeriger Gondor og Rohan. Det er skæbnens time, ikke mindst for Aragorn, som er den retmæssige arving til Gondors trone.

Det er blevet diskuteret, hvordan det onde i "Ringenes Herre" skal forstås. Er det onde en svaghed i mennesket, eller skal det ses som en kraft uden for mennesket, der bekæmper det gode ud fra sit eget projekt? Boromir handler for eksempel ondt, da han i "Eventyret om ringen" forsøger at overmande Frodo og stjæle ringen. Er det fordi, han selv er ond og begærer ringens magt, eller er han et uskyldigt offer for ondskaben, personificeret i Sauron? Værket giver ikke selv noget klart svar, men ifølge Anne Knudsen i artiklen "Det fantastiske prisme" fra Weekendavisen den 12. december 2003 (se kilder) behandler det selv dette eksistentielle tema.

     Udover at handle om det onde, kredser "Ringenes Herre" også om mod, siger Anne Knudsen. Et vigtigt spørgsmål for Tolkien er, hvad ægte mod er. "Ringenes Herre" udspiller sig i en førkristen tid, hvor der ikke eksisterer nogen fælles religion. Der eksisterer heller ikke nogen politiske ideologier. Derfor undersøgte Tolkien i "Ringenes Herre", ifølge Anne Knudsen, hvad ægte mod er: Hvordan handler vi moralsk rigtigt, når alt håb synes at være ude, og der ikke er nogen religiøs eller politisk rettesnor til at fortælle os, hvad den rigtige handling i en given situation er?

Tolkien er inspireret af en række sagn og myter. En af de myter, han særligt er inspireret af, er "Beowulf-kvadet", der er cirka 1000 år gammelt. Tolkien var en af sin tids førende eksperter i netop dette kvad, som han også har skrevet videnskabelige artikler om. Desuden trækker han på værket "Ældre Edda", der indeholder kvad med stof fra nordisk mytologi, heriblandt "Vølvens spådom". Alle dværgenes navne kan spores tilbage til netop dette kvad. Navnet Gandalf stammer i øvrigt også fra oldislandsk og betyder "Stav-Elver". Men selv om "Ringenes Herre" trækker på gamle sagn og myter, så mener Tolkiens tidligere kollega Tom Shippey i bogen "J.R.R. Tolkien. Author of the Century" fra 2001 (se kilder), at værket er et moderne værk, der ikke kunne være blevet skrevet tidligere. Shippey mener, som Anne Knudsen, at bogens centrale tema er, at den enkelte selv skal tage stilling og finde ud af at handle moralsk rigtigt. Det er en erfaring, der hører det 20. århundrede til, fordi religionen her mistede sin magt, og fordi politiske ideologier som kommunismen og nazismen kollapsede.

     Det moderne menneske står derfor uden noget overordnede principper til at fortælle det, hvad der er rigtigt og forkert, hvad der er godt og ondt. Når "Ringenes Herre" trækker på gamle litterære kilder, skabes altså en verden, der kan rumme en moderne tankegang.

Tolkien konstruerede selv en række sprog gennem sin levetid, og et af formålene med at skrive "Ringenes Herre" og "Quenta Silmarillion" var at skabe en baggrund for en række af dem. Elversprogene, som man møder i både bøger og film, er Tolkiens egne opfindelser. I bøgerne har elverne flere dialekter, men i filmene taler de Quenya, som er deres 'hovedsprog'. Det bygger delvist på finsk, som Tolkien var meget optaget af, og på walisisk.

     Tolkien skabte også sprog til Mordors folk, til dværgene, og til de gamle menneskeslægter. I filmene kan man af og til høre orker eller Rohan-folk bruge enkelte ord på deres eget sprog, og i den første film, "Eventyret om Ringen", er visse dele af soundtracket indsunget på dværgesprog. Tolkien har ved flere lejligheder selv fremhævet "Ringenes Herre" som et først og fremmest sprogligt interessant værk.

"Ringenes Herre" udkom i et førsteoplag på bare 3.500 eksemplarer. Nogle kritikere mente, at det var et mesterværk, andre kaldte det en gammel, støvet fortælling.

     I dag er der solgt 150 millioner eksemplarer, hvilket ifølge hjemmesiden whytoread.com gør ”Ringenes Herre” til det næstmest solgte bogværker i verden. Kun overgået af Charles Dickens’ ”A Tale of Two Cities”. Den slags opgørelser er dog meget usikre, da det er svært at skaffe troværdige salgstal, blandt andet for Biblen og Koranen, der er de to mest trykte bogværker gennem tiden.

     I USA oplevede bøgerne den første popularitetsbølge i 1960'erne, hvor universitetsstuderende tog fortællingen til sig som en del af hippiebevægelsens flirt med det overnaturlige og eventyrlige. Men også hovedpersonernes mod til at trodse overmagten og kæmpe for det, de tror på, faldt i tråd med ungdomsoprørets idealer. Den danske gren af hippiebevægelsen tog også bøgerne til sig, og beboerne i kollektivet Maos Lyst tog navn efter elverhøjborgen Kløvedal, som Frodo besøger – heriblandt Ebbe Kløvedal Reich og Troels Kløvedal.

     60'er-ungdommens store idoler, The Beatles, skulle efter sigende også have haft løse planer om at filmatisere "Ringenes Herre": Paul McCartney skulle spille Frodo, Ringo Star Sam Gammegod, George Harrison skulle være troldmanden Gandalf og John Lennon det forræderiske væsen Gollum.

     I 1970'erne og 80'erne brød fantasy-genren for alvor igennem i litteraturen, men også i form af rollespil som "Dungeons&Dragons" og de hjemlige "Sværd og trolddom"-bøger, hvor spilleren har en rolle som kriger eller troldmand, og en terning afgør historiens fremgang. I 1990'erne blev de traditionelle rollespil videreført og udviklet til levende rollespil, hvor deltagerne selv udlever rollerne iført kostumer, alt sammen noget, der har været med til at øge interessen for "Ringenes Herre".

     Det er usædvanligt, at en bog er genstand for så stor interesse og fankultur, som tilfældet er med "Ringenes Herre". Ved årtusindskiftet kårede flere uafhængige afstemninger i England "Ringenes Herre" til århundredets største bog.

     I Danmark bliver bøgerne udgivet af forlaget Gyldendal. Forlagets statistik over oplagstal går kun få år tilbage, men i år 2004 vurderede hjemmesiden www.sf-film.dk (konstateret utilgængelig 2021-03-11), at værket var solgt i Danmark i 250.000 eksemplarer.

Værket er en gang tidligere blevet forsøgt omsat til lærredet i en halvt tegnefilm/halvt spillefilm af instruktøren Ralph Bakshi i 1978. I starten af 1990'erne begyndte filminstruktøren Peter Jackson så at arbejde på en filmatisering af "Ringenes Herre". Sammen med kollegerne Fran Walsh og Philippa Boyens skrev Jackson tre år på manuskriptet, men han havde i første omgang svært ved at sælge ideen til et produktionsselskab. Instruktøren var nemlig bedst kendt for voldsomme splatterfilm som "Braindead" og for den anmelderroste, men nærmest psykedeliske gyser, "Heavenly Creatures", og filmindustrien havde svært ved at tro, at han kunne magte så stor en opgave som at filmatisere "Ringenes Herre".

     Men Hollywood-selskabet New Line Cinema underskrev alligevel kontrakten med Jackson, og projektet blev sat i gang. Budgettet lød på 130 millioner dollars for to film, men det steg hurtigt til 300 millioner dollars for tre film (cirka 2 milliarder kroner). Efter endnu to års forberedelser, gik indspilningerne til alle tre film i gang. De varede 274 dage og foregik på New Zealand, såvel i fri natur som i specialdesignede studier og kulisser. Den sidste del af trilogien, "Kongen vender tilbage", kom til at koste halvdelen af budgettet, hvilket gør den til en af verdens hidtil dyreste film.

Peter Jackson har selv udtalt, at det vigtigste for ham har været at være så tro mod fortællingen som muligt. Handlingsmæssigt følger filmtrilogien derfor stort set bøgerne, og de moralske temaer bliver tydeligt understreget via karakterer og handlingsforløb. Samtidig har det været vigtigt for Jackson at opbygge og materialisere de forskellige universer i "Ringenes Herre" så troværdigt som muligt. Derfor har der for eksempel været forskellige grafikere til at lave Herredet, Kløvedal, Moira, Lothlórien og Orthanc, fortæller artiklen "Før og efter Tolkien" (se kilder).

     Derudover er der arbejdet meget med de forskellige folkeslags beklædning og våben. Hvert folk har sin farveskala og sin brug af symboler i beklædning, håndværk, kunst og arkitektur, som skal fortælle om deres individuelle historie og karakteristika. Hobbitterne, der er et bondefolk, er for eksempel klædt i naturens sensommer- og efterårsfarver, mens Rohans beboere, som er et rytterfolk, har heste som en fast del af deres ornamentik på alt fra sværdhæfter til dørstolper.

     Da optagelserne var mest hektiske, var der ansat 148 mennesker og 48 teknikere, hvis opgave alene bestod i at udsmykke de cirka 500 skuespillere og 200 statister, oplyser Anders Lange i artiklen "Filmenes Herre" i Jyllands-Posten den 14. december 2003 (se kilder).

I erkendelse af, at bøger fungerer anderledes end film, har Jacksons manuskript sat tempoet op i handlingen. Der er indlagt flere actionscener, nogle passager er skrevet om, og enkelte dele er helt udeladt, blandt andet et møde mellem hobbitterne og det mystiske væsen Tom Bombadil. Til gengæld har man lagt ekstra vægt på kærlighedshistorien mellem Aragorn og elverprinsessen Arven. Dette er et underliggende tema i bøgerne, men i filmen deltager Arven aktivt i handlingen.

     Den største ændring er dog slutningen. I bøgerne venter der hobbitterne en slem overraskelse, da de vender hjem til Herredet, efter krigen mod Sauron er overstået. Her har Gandalfs rival, troldmanden Saruman indtaget og ødelagt det før så idylliske sted og slavebundet befolkningen, og Frodo, Merry, Pippin og Sam må igen slås for det gode. Alt dette er udeladt i "Kongen vender tilbage".

     Filmtrilogiens fokus er kampene om Gondor og Rohan, ringens tilintetgørelse, og den efterfølgende kroning af Aragorn til Gondors nye konge. Derfor ser man aldrig hobbitterne kæmpe for deres lille landsbysamfund. Det er der flere, der ærgrer sig over, fordi den sociale og politiske pris, som det onde har, så ikke vises. Det skriver blandt andet Ralph C. Wood i artiklen "The Lure of the Obvius in Peter Jackson's The Return of the King" på hjemmesiden www.christianitytoday.com den 17. december 2003 (se kilder).

Modtagelsen af filmtrilogien har været overvældende. Ved prisfesten den 29. februar 2004 modtog "Kongen vender tilbage" Oscarstatuetter i alle de 11 kategorier, som filmen var nomineret i. Blandt andet for bedste film, bedste instruktør og bedste kostumer. Danskeren Henrik Wann Jensen fik sammen med sine kolleger Stephen R. Marschner og Pat Ranrahan en Oscar for sit arbejde med at udvikle et bestemt computerprogram til at skabe den perfekte, computerskabte hud til de animerede figurer. Det er hans arbejde, der er blevet brugt til at gøre Gollum så livagtig, som det er tilfældet. Både den første film, "Eventyret om ringen", og nummer to, "De to tårne", blev nomineret til mange Oscars, men modtog kun henholdsvis fire og to Oscars for effekter.

     Hvad solgte billetter angår, slår "Kongen vender tilbage" også de to første film. Før premieren den 17. december 2003 på "Kongen vender tilbage" havde de to første film indtjent 12,6 milliarder kroner. Fem dage efter premieren på sidste del af trilogien havde alene denne del indtjent 1,7 milliarder kroner, hvilket gjorde filmen til den dengang hidtil bedst sælgende film på fem dage, oplyser notitsen "Ringenes Herre er verdens bedst sælgende film" i Politiken den 26. december 2003 (se kilder).

     Danmark var i øvrigt det land i verden, hvor der i de første dage blev solgt flest billetter i forhold til indbyggertallet, alene "Kongen vender tilbage" solgte 170.000 billetter i løbet af det første døgn, oplyser artiklen "Sladder og fakta" i Berlingske Tidende den 7. december 2003 (se kilder).

     En af sidegevinsterne ved filmtrilogiens store popularitet tilfalder New Zealand, hvor optagelserne har fundet sted. Medarbejderne hos guidebogforlaget Lonely Planet udpegede to år i træk New Zealand til deres favoritrejseland, fortæller artiklen "New Zealand bedst igen" i Ekstra Bladet den 24. januar 2004 (se kilder).

Næsten ti år efter premieren på ”Kongen vender tilbage” gentog Peter Jackson succesen. Denne gang med en trilogi baseret på J.R.R. Tolkiens bog ”Hobbitten”. I 2012, 2013 og 2014 havde filmene ”En uventet rejse”, ”Dragen Smaugs ødemark” og ”Femhæreslaget” således premiere, og de tre film indtjente tilsammen, ifølge finansmagasinet Forbes (se kilder), 3 milliarder dollars.

     Peter Jackson havde allerede i 1995 vist interesse for at filmatisere ”Hobbitten” og gøre den til første film i en trilogi, hvor de to næste film skulle tage udgangspunkt i ”Ringenes Herre”. Men en længere stridighed om penge og filmrettigheder mellem instruktøren Peter Jackson og filmselskabet New Line Cinema udskød filmplanerne indtil 2010. Hobbitten-filmene blev ligesom trilogien om Ringenes Herre filmet i New Zealand.

     Filmene følger den unge hobbit Bilbo Sækker, der sammen med 13 dværge og troldmanden Gandalf pludselig skal forsvare dværgeriget Erebor fra den skrækkelige drage Smaug. Ligesom Frodo Sækker i filmene om Ringenes Herre må også Bilbo kæmpe med ydre såvel som indre dæmoner undervejs i den farefulde færd. Hobbitten-trilogien blev tilsammen nomineret til 7 Oscars, men vandt ingen.

     Trods filmenes høje salgstal fik de en blandet medfart fra de fleste anmeldere. Mange har beskyldt Peter Jackson for at gå på kompromis med sin kunstneriske integritet og for at have slået et for stort brød op, da han besluttede at forvandle den relativt korte bog om Hobbitten til tre film på sammenlagt otte timer. Politikens anmelder Kim Skotte skrev blandt andet i sin anmeldelse af ”Hobbitten: Femhæreslaget” (se kilder):

     ”Havde Peter Jackson lavet ’Hobbitten’ som én film, kunne det være blevet et festligt og fornøjeligt brag af en eventyrfilm. I stedet for at ende som en forvokset blanding af festfyrværkeri og fuser. En bog, som består af en stribe kulørte eventyr afviklet i rask tempo, er forsøgt forvandlet til et storslået epos.”

I kølvandet på den forøgede popularitet, som filmene har udløst, er det blevet diskuteret, hvorfor "Ringenes Herre" er en interessant og vedkommende fortælling. En forklaring lyder, at den tilbyder en flugt fra en kompliceret virkelighed. Den er som andre eventyr eskapisme, men nødvendig eskapisme, mener således Freya Pernille Anduin i kommentaren "Tolkien og den mentale elastik" i Jyllands-Posten den 10. januar 2004 (se kilder). Tolkien formår at stille det gode og det onde skarpt op, så forskellen lettere kan ses. Hun skriver endvidere: ”Vi har brug for historier at hvile sjælen i. Historier, der giver håb. Historier, hvor det gode vinder.”

     Denne opfattelse af "Ringenes Herre" er der dog mange, der ikke deler, blandt andet Tolkiens tidligere kollega Tom Shippey. Inspireret af ham fremhæver Anne Knudsen i radioprogrammet "Mytologi og modernitet" (se kilder), at det gode og det onde netop ikke er klart afgrænset, men bevægelige størrelser. Modsat det sagn- og mytestof, som Tolkien var inspireret af, har vi ikke at gøre med entydige helte i "Ringenes Herre". Frodo svigter for eksempel i det afgørende øjeblik, hvor han skal kaste ringen fra sig. Og orkerne nedstammer fra elvere, der engang blev indfanget, torteret og omskabt til afskyelige bæster. Desuden har vi ikke at gøre med en entydigt lykkelig slutning, for sejren over Sauron og Mordor er også forbundet med tab: Elverne forlader Midgård for altid, og Arven er nødt til at give afkald på sit evige elverliv for at blive hos den dødelige Aragorn.

     Enterne, et ældgammelt folk af trækæmper, som hjælper de gode i krigen, er dømt til at uddø, og Rohans konge Théoden falder i kamp. Frodo mærkes for altid af sin færd med ringen, og han kan ikke rigtigt værdsætte livet derefter. Han ender med at forlade Midgård sammen med elverne og sin onkel Bilbo, og derved mister Sam sin bedste ven og Midgård sin redningsmand.

     Denne oplevelse af uafvendeligt tab er det, der ifølge Anne Knudsen i "Det fantastiske prisme" (se kilder) gør "Ringenes Herre" allermest nutidig og vedkommende. Godt nok tilhører historien fantasy-genren og kan ikke på nogen måde siges at være hverdagsrealisme. Men den er realistisk i den forstand, at der ikke er nogen happy ending. Tolkien tror ikke på det menneskeskabte paradis, siger Anne Knudsen i radioprogrammet "Mytologi og modernitet" (se kilder), og derfor appellerer han til det 20. og det 21. århundredes mennesker.

     Det 20. århundrede er de store håb og de store nederlags århundrede, mener Knudsen og refererer til, at de store historier om menneskeskabte paradiser som nationalismen, fremskridtstroen, kommunismen og nazismen har forkyndt, alle er blevet knust. Derfor er Tolkiens version mere spiselig for det moderne menneske. "Tolkien tror ikke på, at det ender godt, men at man kan forhindre, at det værste sker", udtaler Anne Knudsen, et budskab, som det moderne menneske kan forholde sig til.

I den fantastiske litteratur er det muligt at skære en masse detaljer bort og fokusere skarpt på personer og konflikter og undersøge dem. Det fantastiske er et rum, hvor det er muligt at forsøge at ”beherske moralske og eksistentielle problemer”, skriver Torben Grodal i artiklen "Udøde ånder og levende bytte" i Kosmorama nr. 231 fra 2003 (se kilder). Både det uafvendelige tab og det onde er eksistentielle problemer, der undersøges i "Ringenes Herre", og Grodal nævner Tolkiens egen interesse i at undersøge, hvad ægte mod er.

"Ringenes Herre" er ofte blevet læst som et helt konkret billede på nutidens samfund. Fordi det tidsmæssigt er blevet skrevet under og efter 2. Verdenskrig, er for eksempel Herredet og hobbitterne blevet læst som England og englænderne, Sauron og Mordor som Hitler og Nazityskland. Mordor er også blevet læst som et billede på Sovjetunionen.

     Hippiebevægelsen udlagde værket som et billede på 1960'ernes virkelighed, og for deres egen kamp for ungdomsoprørets idealer. Men Tolkien selv var uforstående over for denne tolkning og generelt imod, at værket blev læst som en allegori på nutiden. Jakob Levinsen refererer i sin kronik "Kongen (Tolkien) vender tilbage" i Politiken den 17. december 2003 (se kilder) en bestemt episode, hvor Tolkien blev rasende, fordi en svensk oversættelse af "Ringenes Herre" var blevet forsynet med en politisk udlægning.

Selv om Tolkien tager udgangspunkt i et sagn- og mytemateriale fra førkristen tid, så hæfter flere kristne kritikere af "Ringenes Herre" sig ved, at han var erklæret katolik, og læser derfor fortællingen som formidler af kristne budskaber. Ralph C. Wood mener i artiklen "The Lure of the Obvius in Peter Jackson's The Return of the King" (se kilder), at det religiøse hovedmotiv i "Ringenes Herre" er medlidenhed. I bogen tilgiver Frodo til sidst forræderen Gollum, for uden ham: ”[…] så ville jeg ikke have kunnet tilintetgøre Ringen. Så ville hele vores færd, vores opgave have været forgæves, selv her i den bitre ende. Så skal vi ikke tilgive ham!". Denne tilgivelse er udeladt i filmatiseringen, og det er et problem, mener Ralph C. Wood.

     De to danske præster Ulla og Lars Tjalve tolker i artiklen "Tolkien, teologien og treenigheden" i Præsteforeningens blad nr. 51-52 fra 2003 (se kilder) også kristendommen som det dybeste lag i fortællingen. De mener, at både Frodo, Aragorn og Gandalf har træk fra kristus-myten: Frodo må bære sit kors, ringen, men udviser stadig barmhjertighed, troskab og ydmyghed. Aragorn er den skjulte konge, der vandrer ad støvede stier og Gandalf er en profetskikkelse. En af de teologiske pointer i værket er desuden ifølge de to: ”[…] at der, så længe tiden er til, også er kampe at kæmpe og fjender at bekæmpe.” Altså den samme pointe, som Anne Knudsens, når hun siger, at der ikke er nogen lykkelig slutning i "Ringenes Herre", fordi Tolkien ikke tror på det menneskeskabte paradis.

     Ulla og Lars Tjalve konkluderer da også i deres artikel, at dette er et eksistentielt aspekt ved "Ringenes Herre". Så selvom der er mange forskellige tolkninger af "Ringenes Herre", så synes der altså at være bred enighed hos alle parter om, at historien er fascinerende og vedkommende, fordi den behandler eksistentielle problemstillinger.