Utøya - Massakren i Norge

Den 22. juli 2011 blev Norge udsat for et terrorangreb i Oslo og på øen Utøya. Angrebet havde form af en massakre, udført af én enkelt person, og angrebet kostede 77 mennesker livet, langt de fleste teenagere. Terrorangrebene medførte landesorg i Norge og chok i hele Norden. Bag terrorangrebet stod den højreekstremistiske nordmand Anders Behring Breivik, der ifølge eget udsagn forsøgte at redde Norge fra 'kulturel ødelæggelse, (og) dekonstruktion af den norske etniske gruppe_'_. Angrebet og gerningsmandens baggrund satte gang i en debat, som bl.a. handlede om, hvorvidt Breivik var symptom på et generelt problem, og hvorvidt han var sindssyg i gerningsøjeblikket. Disse spørgsmål blev også rejst underretssagen mod Anders Breivik. Desuden medførte angrebet kritik af det norske politi og en debat om, hvordan og hvor meget et samfund som det norske kan og bør ruste sig mod terror.

På en sommerdag i 2011 blev Norge ramt af et af de værste terrorangreb i nyere historie. Området omkring regeringskvarteret i centrum af Oslo var langt mindre befolket end normalt på grund af sommerferien, og kun få var på arbejde i bygningerne den dag. Vagten i Høyblokken, den 17 meter høje regeringsbygning, der huser både Justitsministeriet og statsminister Jens Stoltenbergs kontor, havde netop bemærket en hvid varevogn, der holdt ulovligt parkeret få meter fra Høyblokken, og skulle netop til at ringe efter nogen, der kunne fjerne bilen, da en bombe i bilen sprang. . Klokken 15.26 sprang en 950 kilo tung hjemmelavet kunstgødningsbombe, der efterlod otte døde, 98 sårede og regeringskvarteret stærkt beskadiget. Få minutter før havde Breivik forladt den hvide varevogn og havde sat sig ind i en anden bil, som han havde parkeret i nærheden.

     Politiet havde efterfølgende travlt med at danne sig overblik over de tilskadekomne, og samtidig var der tvivl om, hvorvidt der var flere udetonerede bomber gemt i kvarteret. Derfor blev alle bedt om at forlade Oslo centrum. Efterfølgende er bombeangrebet i Oslos regeringskvarter både blevet betragtet som et direkte angreb på statsminister Jens Stoltenberg (Arbeiderpartiet), men også som afledningsmanøvre, så Breivik uforstyrret kunne udføre massakren på øen Utøya. I kaosset efter bomben slap Breivik nemlig uanfægtet væk og kørte mod Utøya – det andet mål i hans plan.

Kun 40 kilometer nordvest for Oslo ligger Utøya, en lille ø i Tyrifjorden. Utøya har siden 1950 været rammen for årlige sommerlejre for det norske Arbeidernes Ungdomsfylkning (AUF), der er det norske Arbeiderpartiets ungdomsorganisation med knapt 14.000 medlemmer, og svarer til det danske Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU). Den 22. juli 2011 var omkring 600 unge fra AUF samlet på Utøya, hvor tidligere statsminister Gro Harlem Brundtland fra Arbeiderpartiet havde holdt oplæg klokken 11, og var taget af sted igen få timer senere. Klokken 16.40 parkerede Anders Breivik sin bil ved færgelejet på fastlandet ved Tyrifjorden. Han havde forklædt sig som politimand og sagde til færgemanden, at han skulle sejles over til øen for at informere de unge om bombeangrebet i Oslo. Knap en halv time senere gik han i land og gik omgående i gang med at henrette sommerlejrens deltagere. På mindre end en time slog han 69 mennesker ihjel og sårede 60. De første drab fandt sted ved, at Breivik anråbte de unge og sagde, at han havde en vigtig meddelelse til dem, hvorefter han skød dem. De unge troede ham umiddelbart, fordi han var forklædt som politimand.

     Efterhånden som det gik op for de unge, hvad der foregik, begyndte de at gemme sig under senge, bag klipper og i telte, og mange forsøgte at svømme fra øen. Breivik ringede flere gange til politiet undervejs. Han præsenterede sig som kommandør for det norske antikommunistiske modstandsbevægelse og sagde, at han ønskede at overgive sig. I mellemtiden kom privatpersoner de unge til undsætning. Flere havde hørt skud og kunne se de unge i vandet, og de sejlede ud og samlede de unge op. Flere hundrede blev reddet op i små motorbåde og robåde, og blev sejlet væk. Klokken 18.25 gik de første politifolk i land, og to minutter senere fandt de Breivik med hænderne over hovedet – han var parat til at overgive sig.

Dødstallet blev op- og nedjusteret de første dage efter terrorangrebene. Politiet ledte fortsat efter både forsvundne personer og eventuelle bomber i Oslo og på Utøya. Samtidig modtog den norske statsminister Jens Stoltenberg kondolencer fra ledere i hele verden, og Stoltenberg gjorde sig internationalt bemærket ved at insistere på, at terrorangreb skal mødes med demokrati. Til mindehøjtideligheden i Oslo Domkirke sagde Stoltenberg blandt andet: ”Vi er et lille land, men vi er et stolt folk. Vi er fortsat rystede af det, som ramte os, men vi opgiver aldrig vore værdier. Vores svar er mere demokrati, mere åbenhed og mere humanitet. Men aldrig naivitet.” (klip fra mindehøjtideligheden i Oslo Domkirke den 24.07.2011 – se kilder).

     Flere lande holdt mindehøjtideligheder for ofrene i Norge, blandt andet blev der holdt flere mindehøjtideligheder i Danmark. DSU arrangerede en mindehøjtidelighed ved den norske ambassade i København – også i Aarhus, Aalborg og Odense tragedien markeret. Den 27. juli blev udnævnt til officiel mindedag i Danmark, hvor flagene gik på halv på statens bygninger, og skibe, og der blev holdt mindegudstjeneste med officiel deltagelse af medlemmer af regeringen, folketinget og kongehuset.

nders Breivik blev født i 1979 og voksede op som enebarn hos sin mor i Oslo. Den norske forfatter Aage Borchgrevink udgav i 2012 en bog, der særligt beskæftiger sig med Breiviks barndom (”Breivik og barndommen”, Dagbladet Information – se kilder). Bogen er blandt andet baseret på dokumenter fra det norske Statens Senter for Barne- og Ungdomspsykiatri (SSBU), og de beskriver, at Breivik var udsat for omsorgssvigt, og at man anbefalede anbringelse uden for hjemmet.   Breivik registrerede i 2009 en virksomhed, han kaldte for Breivik Geofarm (”Historien om Anders”, Berlingske Tidende – se kilder). Han angav som baggrund for registreringen, at han ville etablere et landbrug, hvor han skulle skulle dyrke grøntsager. I foråret 2011 lejede han en gård, og i maj købte han seks ton kunstgødning i virksomhedens navn. Kunstgødningen brugte han til at fremstille den bombe, han bragte til sprængning i regeringskvarteret i Oslo den 22. juli. Sammenlagt brugte Breivik angiveligt ni år på at planlægge terrorangrebene. Han blev medlem af en skydeklub og indhentede lovlige tilladelser til flere våben, dog ikke automatvåben, som han brugte under massakren på Utøya. 

     Læs mere om Anders Breiviks mentale tilstand under Del. 3 Retssagen.

Allerede den 23. juli kunne flere medier fortælle, at Breivik var højreekstremistisk, islamfjendsk nationalist. Breivik var i sine voksne år en flittig debattør på nogle af de mest højreekstremistiske debatsider på nettet i Norge. Han var bekymret på Norges og den vestlige verdens vegne, idet han mente, at Vesten var truet af det, han kaldte 'kulturmarxismen'. Det var især den manglende modstand mod islam og den positive indstilling til multikulturalisme blandt politikere, han ikke brød sig om. Terrorangrebet var angiveligt et forsøg på at bremse ’kulturmarxismens’ udbredelse ved at ramme repræsentanter for den. Under retssagen forklarede Breivik, at Norges tidligere socialdemokratiske statsminister Gro Harlem Brundtland var hovedmålet med angrebet, og at: ”Målet var ikke at dræbe 69, målet var at dræbe alle ved at bruge vandet som et masseødelæggelsesvåben. (…) Jeg tænkte, at folk vil slet og ret drukne. Det er vanskeligt at svømme med dødsangst.” (Breivik: ”Jeg ville dræbe alle på Utøya”, dr.dk/nyheder – se kilder).

Kort før massakren havde Breivik publiceret et selvskrevet 1500 sider langt 'manifest' kaldet ”2083 – a European Declaration of Independence” samt en 12 minutter lang video af sig selv på nettet (”Terrorsigtet lagde manifest på nettet”, Nordjyske.dk – se kilder). I skriftet præsenterer Breivik sine ideologier og sin vrede over, at de ikke er gældende i samfundet. Han gennemgår desuden i detaljer, hvordan eventuelle angreb skal udføres – eksempler, der minder meget om, hvad der senere skulle blive virkelighed i Norge – og han beskriver islam som den altoverskyggende trussel og fjende. Ifølge manifestet og viden så Breivik sig selv som en moderne tempelridder, inspireret af de kristne korstoge i Mellemøsten i 1000-1200 tallet, og han følte sig moralsk forpligtet til at nedkæmpe muslimernes 'invasion' i den vestlige verden og tage et opgør med det politiske system, der tillod indvandringen af muslimer.

Breivik var som nævnt ovenfor inspireret af både korsriddere og andre historiske personer. I sit manifest nævner han desuden en række nulevende personer, heriblandt flere danske offentlige personer, for eksempel formanden for Trykkefrihedsselskabet, den islamkritiske Lars Hedegaard, og EU-parlamentariker og medlem af Dansk Folkeparti Morten Messerschmidt. Breivik roste også den tidligere danske statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) for at være en af de få statsmænd med rygrad. Anders Breivik påstod hårdnakket, at han var en del af en større organisation, der også talte to andre terrorceller. Dette er der dog trods grundig efterforskning ikke fundet dokumentation for. Meget tyder således på, at Breivik handlede alene.

Flere eksperter betegner Breiviks overbevisning som en del af en fremtrædende antimuslimsk, nationalistisk og antielitær ideologi, som efter terrorangrebene 11. september 2001 har vundet frem i Vesten. Den ekstreme holdning mod multikulturalisme, indvandring og islam i det hele taget, er Breivik langt fra alene om. I Danmark har PET på baggrund af Utøya intensiveret indsatsen for at kunne udpege enkeltpersoner med tilknytning til den ekstreme højrefløj, som kan mistænkes for at gennemføre aktioner på egen hånd. (”PET forsøger at forhindre en ny Breivik”, Kristeligt Dagblad – se kilder). Dansk PET mener stadig, at Breivik er helt særligt tilfælde, men at flere i det højreekstremistiske miljø både internationalt og herhjemme, kan tænkes at ty til vold. I EU-parlamentet fandt truslen for soloterrorisme så bekymrende, at EU-landene i 2012 lavede en plan, der blandt andet skal regulere, hvilke og hvor store mængder kemikalier privatpersoner skal have adgang til. Ifølge Europol, det europæiske politisamarbejde, var der i 2012 ca. 400 potentielle soloterrorister i Europa. (”EU: Soloterrorister er en alvorlig trussel”, dr.dk/nyheder – se kilder).

Retssagen mod Anders Breivik varede i 10 uger – fra den 16. april til den 22. juni 2012. Retssagen kom i høj grad til at handle om, hvorvidt Breivik var sindssyg eller tilregnelig. 

     (”Oversigt: Sådan forløb Breiviks ti uger i retten”, Politiken – se kilder)

De to sidste uger af retssagen, uge 9 og 10, blev brugt på at fastslå Breiviks mentale tilstand. Forud for retssagen der blevet lavet to retspsykiatriske undersøgelser af Breiviks mentale tilstand. Den første undersøgelse konkluderede, at Breivik var paranoidskizofren og altså utilregnelig på gerningstidspunktet Det ville betyde, at han kunne vurderes som utilregnelig og formodentlig ville blive idømt behandling – og dermed også på et tidspunkt kunne vurderes som rask og løslades. Da denne første rapport blev offentliggjort, vakte den derfor en ophedet og omfattende debat i det norske samfund, idet mange nordmænd mente, at Breivik skulle holdes ansvarlig for sine handlinger og ikke ’undskyldes’ med sindssyge. Derfor besluttede Oslo Byret, at en ny mentalundersøgelse skulle sættes i gang som et supplement til den første. Den anden undersøgelse konkluderede modsat den første, at Breivik var tilregnelig, men at han led af personlighedsforstyrrelser. De to sidste uger af retssagen fremlagde og de to psykologhold deres modsatrettede konklusioner og baggrunden for dem.

     De to sidste uger af retssagen, uge 9 og 10, blev brugt på at fastslå Breiviks mentale tilstand. Forud for retssagen der blevet lavet to retspsykiatriske undersøgelser af Breiviks mentale tilstand. Den første undersøgelse konkluderede, at Breivik var paranoidskizofren og altså utilregnelig på gerningstidspunktet Det ville betyde, at han kunne vurderes som utilregnelig og formodentlig ville blive idømt behandling – og dermed også på et tidspunkt kunne vurderes som rask og løslades. Da denne første rapport blev offentliggjort, vakte den derfor en ophedet og omfattende debat i det norske samfund, idet mange nordmænd mente, at Breivik skulle holdes ansvarlig for sine handlinger og ikke ’undskyldes’ med sindssyge. Derfor besluttede Oslo Byret, at en ny mentalundersøgelse skulle sættes i gang som et supplement til den første. Den anden undersøgelse konkluderede modsat den første, at Breivik var tilregnelig, men at han led af personlighedsforstyrrelser. De to sidste uger af retssagen fremlagde og de to psykologhold deres modsatrettede konklusioner og baggrunden for dem.

Den 22. juni 2012 fandt den afsluttende procedure i retssagen sted. Anklagemyndigheden krævede, at Breivik blev idømt en forvaringsdom, mens forsvaret krævede komplet frifindelse, eller at Breivik blev idømt en tidsbegrænset dom som tilregnelig.

     Den 24. august 2012 blev dommen afsagt. Breivik blev af dommerne vurderet som værende tilregnelig og altså ikke paranoidskizofren, som den første mentalundersøgelse havde konkluderet . På grundlag heraf blev Breivik idømt norsk lovgivnings strengeste straf; en forvaringsdom på maksimalt 21 år og minimum 10 år. Dommen kan forlænges løbende i fem år ad gangen. Anders Breivik afsoner sin dom i højsikkerhedsfængslet Ila i Norge.

Efter terrorangrebene blev der i Norge oprettet en såkaldt 22. juli-kommission, som skulle gennemgå begivenhedsforløbet og vurdere, om der var begået alvorlige sikkerhedsfejl hos politi og andre myndigheder under angrebene. Julikommissionen fandt, at der var sket alvorlige fejl under forløbet, og kommissionens rapport rettede skarp kritik mod politiets indsats. Rapporten pegede blandt andet på, at en advarsel til efterretningstjenesten fra Toldvæsnet om Breiviks indkøb af store mængder kunstgødning blev ignoreret. Desuden gik flere ting galt på selve dagen: For eksempel blev et vigtigt tip om Breiviks flugtbil overset, og dermed kunne Breivik uhindret passere op til flere politibiler på vej fra Oslo til Utøya. Samtidig var der stærk underbemanding på den lokale politistation i det område, der dækker Utøya, og flere fejlmeldinger gjorde, at politiet blev yderligere forsinkede på vej mod øen, hvilket betød, at Breivik havde mere tid, og derfor nåede at myrde endnu flere. Julikommissionen konkluderede på grundlag heraf, at langt flere kunne være reddet, hvis ikke det var for de alvorlige fejl i politiarbejdet den 22. juli. Julikommissionen fokuserede på seks punkter i deres konklusion (”Ansvarlige for Utøya-svigt er for længst gået af”. Information.dk – se kilder): 

• om angrebet på regeringsbygningen kunne være undgået ved at iværksætte allerede vedtagne sikkerhedstiltag. 
• myndighederne svigtede på Utøya ved ikke at reagere hurtigt nok. 
• der skal oprettes nye tiltag for at forhindre lignende angreb. 
• at sundheds- og redningsarbejderne tog imod de sårede og pårørende på en god måde. 
• at regeringens kommunikation til befolkningen fungerede godt efter angrebene, og at ministerierne videreførte deres arbejde på trods af skader. 
• at den norske efterretningstjeneste (PST) med bedre metoder og bredere fokus kunne være kommet på sporet af Anders Breivik før den 22. juli, men at der dog ikke er grundlag for at konkludere, at PST kunnet have afværget angrebene.

22. juli-kommissionens konklusioner satte statsminister Jens Stoltenberg under massivt pres. Under angrebene fik han både national og international anerkendelse for at træde i karakter som en landsfader, der uden politiske bagtanker samlede sit folk. Men rapportens kritik af politiets arbejde ramte Stoltenberg og satte ham under pres, da han som øverste politiske chef for landet også har det overordnede ansvar for landets og borgernes sikkerhed (Stoltenberg har siddet på posten siden 2005).

     Samtidig kom det i rapporten frem, at Stoltenberg før angrebene havde afvist at prioritere en eventuel bombetrussel mod regeringskvarteret (”Stoltenberg ignorerede terroradvarsler”, Politiken – se kilder). Flere norske medier krævede, at Stoltenberg skulle tage konsekvensen af de kritiske konklusioner i rapporten og gå af som statsminister. En meningsmåling foretaget kort efter 22. Julikommissionens rapport blev udgivet, viste, at 36 procent af vælgerne gerne så regeringsskifte, mens 25 procent af de norske vælgere ville beholde Stoltenberg.

     Stoltenberg sidder stadig som statsminister, men der er udskrevet valg til afholdelse i efteråret 2013. Efter angrebene var der debat i Norge, om hvordan statsministerens løfte om at møde terrorisme og ekstremisme med mere åbenhed og mere demokrati skulle imødekommes. Også i Danmark gik diskussionen på, om der var behov for en mere saglig tone i debatten. I Norge kritiserede den norske sociolog og forfatter, Kjetil Rolness, et halvt år efter angrebene, en række norske debattører for netop ikke at imødekomme Stoltenbergs opfordring, men i stedet skærpe tonen og tale dunder til hinanden både på højre- og venstrefløjen. (”Du er ikke rasist, men ...” Dagbladet – se kilder).

     AUF besluttede i 2012 at bruge 60 millioner kroner på at genopbygge Utøya for at sikre, at øen fortsat vil blive brugt som kursus- og lejrsted. Pengene skal blandt andet gå til at rive Kafébygget ned, som er den bygning, hvor flest unge blev dræbt. Det nyrenoverede Utøya forventes at være færdigt i 2015. ”Vi ønsker, at kommende generationer skal opleve de værdier, der er så central for vores ø – samfund, solidaritet og mangfoldighed,” sagde formanden for AUF, da projektet lå klart. (”'Nyt Utøya' står klart i 2015”, Politiken – se kilder).

Økonomisk efterlod terrorangrebene også en regning på et tocifret milliardbeløb, der blandt andet er gået til genopbygning og bedre sikring af regeringskvarteret og erstatning til ofrenes familier. Retssagen alene kostede op mod 165 millioner norske kroner. Efter offentliggørelsen af rapporten foreslog statsminister Jens Stoltenberg blandt andet følgende tiltag for at undgå lignende terrorangreb i fremtiden:

• bedre helikopterberedskab 
• en lov mod solo-terrorisme 
• efteruddannelse af politifolk, så de bedre kan håndtere krisesituationer 
• et kriseråd i regeringen 
• nye vurderinger af sikkerheden ved centrale bygninger i Oslo.

     (”Norge skal have nyt terrorberedskab”, dr.dk/nyheder – se kilder).