De syv dødssynder

Hovmod, gerrighed, utugt, misundelse, frådseri, vrede og dovenskab. Mange forbinder nok De syv dødssynder med filmen “Seven” fra 1995, hvor Brad Pitt sammen med Morgan Freeman skal fange en seriemorder, der bruger dødssynderne som motiv til sine drab. Men syndsopfattelsen har en meget længere historie tilbage i tiden. Den er vokset ud af oldgamle religiøse miljøer og omfattede til at begynde med mange flere synder end de syv. I middelalderen beskriver den italienske teolog og filosof Thomas Aquinas i værket “Summa Theologica” De syv dødssynder.

Ifølge den katolske kirke findes der to typer af synd. Der er den synd, som kan tilgives - også kaldet svaghedssynden - som dækker over, at synderen er offer for menneskelig svaghed, og så er der den rigtig alvorlige: dødssynden.

     De syv dødssynder er laster, der alle er udtryk for det, som er syndefaldets kerne: At mennesket i sit hovmod “sætter Gud fra bestillingen og sætter sig selv på Hans trone”, som den store danske teolog Johannes Sløk formulerede det i “De europæiske Ideers historie”: Mennesket gør sig selv og sin egoisme til målet for sin tilværelse i stedet for at have det for øje, som var Guds mening med mennesket: At det skulle være Hans billede, Hans medarbejder i skaberværket.

     I “Den Store danske Encyklopædi” (se kilder) hedder det, at dødssynder er “bestemt som bortvendthed fra Gud i form af en bevidst overtrædelse af hans lov [...]. Dødssynden er udtryk for et menneskes principielle og faktiske oprør mod Gud og river som sådan den troende ud af nåden; hvis ikke dødssynden skriftes og tilgives, fører den til åndelig død og fortabelse.”

Dødssynderne er et princip, som tilhører den romersk-katolske kirke. Det vil sige den kirke, som har hovedsæde i Vatikanet i Rom, og som har paven som overhoved. Det betyder dog ikke, at denne type synder kun er forkerte for katolikker. Meget af grundlaget for beskrivelsen af dødssynderne går igen i andre religioner, men det er katolikker, som har formuleret dødssynderne, og som betragter dem som særligt vigtige.

     Ifølge “Den Store danske Encyklopædi” (se kilder) mener den protestantiske kirke - som for eksempel den danske - ikke, at der er noget, som er tilgivelig synd og andet, som er utilgivelig dødssynd. Protestanter er  af den opfattelse, at al synd som udgangspunkt er oprør mod Gud.

Dødssynder er et religiøst begreb, som knytter sig til den katolske kirke. I Bibelen står der ikke noget om dødssynder, men flere steder skrives der om laster, som man skal afstå fra. For eksempel skriver Apostlen Paulus i Galaterbrevet (5:19-21), at man skal afstå fra “umoral, urenhed, løsagtighed, afgudsdyrkelse, magi, had, strid, jalousi og vrede, egoisme, splittelse, partiånd, misundelse, druk, løssluppenhed og al den slags.” Årsagen til, at man skal holde sig fra den slags, er ifølge Paulus, at: “Den, der handler således, skal ikke arve Guds rige.”

     Ifølge artiklen “De syv dødssynder er blevet misforstået” (se kilder) kan den første egentlige liste over dødssynder tilskrives Pave Gregor 1. den Store, som var pave fra 590–604. I skriftet “Moralia in Job” og i sine prædikener beskriver Gregor den Store syv sjælelige tilbøjeligheder, der gør det sandsynligt, at man vil handle ondt. Han skriver, at disse sjælelige tendenser er ophav til synd.

     Gregor den Stores liste blev senere modificeret af den italienske teolog Thomas Aquinas, der levede fra 1225-1274. Aquinas værk “Summa Theologica” endte med at omfatte følgende syv dødssynder:

• Superbia (hovmod) 
• Avaritia (gerrighed) 
• Luxuria (utugt) 
• Invidia (misundelse) 
• Gula (frådseri) 
• Ira (vrede) 
• Acedia (dovenskab)

Superbia er det latinske ord for hovmod. Det er den grundlæggende af de syv synder og bliver betragtet som den synd, som de andre udspringer fra.

     Hovmod kaldes også stolthed. Det dækker over trangen til at stræbe efter at være bedre end andre og at skille sig klart ud fra andre. Den hovmodige stiller sig selv i et bedre lys end andre og anerkender ikke andres arbejde. Den hovmodige er fyldt af selvglæde og selvtilfredshed og vender sig bort fra Gud i søgen efter egen storhed og selvretfærdighed. I yderste konsekvens betyder det for den troende, at den hovmodige fornægter Gud for selv at sætte sig i Guds sted.

Avaritia er det latinske ord for gerrighed. Det er den overdrevne trang til at forbruge, producere og rage til sig. Et mere moderne ord for gerrighed er griskhed. Den griske glemmer barmhjertigheden og fornægter andres tarv for selv at berige sig med materielle goder.

Luxuria betyder egentlig ikke utugt, men derimod ekstravagance. Oprindelig dækkede det over både overdreven pyntesyge, lyst og utugt. Den katolske kirke i middelalderen mente dog, at denne trang var dækket af begrebet gerrighed, og derfor referer Luxuria til utugt, som egentlig hedder Cupidita. I “Den Guddommelige Komedie” foretgaer Dante en kobling mellem Luxuria og Cupidita ved at kalde det ‘overdreven kærlighed til næsten’. På denne måde kommer Gud i anden række, og det kan man ikke have. Utugt dækker over hor, kødets lyst og generelt alt, som er seksuelt eller har seksuelle undertoner, og som ikke foregår inden for ægteskabets rammer.

Invidia er det latinske ord for misundelse. Det dækker over ønsket om at have noget, som en anden har, at begære noget, der hører ens næste til, som der står i de ti bud. Misundelse er noget af det tidligst beskrevne i Bibelen, nemlig i historien om Kain og Abel. I misundelig vrede over, at hans bror får Guds gunst for sit høstoffer, slår Kain sin egen bror ihjel. Den gode kristne er gavmild og kan glæde sig over andres rigdom, selvom de selv har mindre.

Gula er det latinske ord for frådseri. Det dækker over overdreven indtagelse f.eks. af mad og drikke. Den frådsende synder lever ‘det gode liv’ uden tanke på mæthed og spiser og drikker både for meget og for luksuriøst. Modsat lever den gode kristne asketisk, hvilket betyder at forsage fråds og at frasige sig jordisk nydelse. Katolikker mener, at når man søger nydelsen i mad og drikke, glemmer man at ære Gud og hans skabning. Den frådsende tager mere af verdens goder, end han/hun bør. I middelalderen morede det ofte folk, at mange af kirkens repræsentanter, som havde tilgang til ganske store mængder mad og drikke, havde for vane at se lidt stort på denne synd, og blandt andet Thomas Aquinas var berygtet for at være endog meget glad for mad.

Ira er det latinske ord for vrede. Den vrede person handler blindt og i affekt, og vrede er tøjlesløs. Når man er vred, kan man komme til at gøre ting, man senere fortryder, og vreden kan lede til masser af synd netop fordi, den er så uovervejet og ukontrolleret. Den gode kristne er derimod blid og tilgivende og lader aldrig sin vrede tage magten. At være vred er også et tegn på, at man har mistet troen på den retfærdige Gud - hvis troen er stærk nok, vil man udvise tålmodighed og tilgive syndere.

Acedia er den latinske betegnelse for dovenskab. Det betyder ikke kun manglende lyst til at foretage sig noget, selvom dette også er syndigt. Det dækker også over den dovne sjæl, som ikke søger Gud eller søger forbedring. Den dovne sjæl tænker måske ikke ondt, men fravalget af stræben efter det gode gør sjælen svag og modtagelig for fristelser. Derfor siger kristne tit, at “dovne hænder er djævelens værktøj”. Acedia dækker også over mistrøstighed og melankoli, da mennesket skal glædes og frydes hver dag over Guds skabelser. Det er altså ikke syndigt at være ulykkelig, men det er syndigt ikke at kunne finde trøst i Gud.

En dødssynd kan ikke sones. I den katolske kirke kan man godt nok få syndsforladelse og gøre bodshandlinger, men det gælder kun for svaghedssynder. Når en katolik har begået en svaghedssynd, går vedkommende i enerum med præsten og fortæller om sine synder. Præsten, som er den troendes kontakt til Gud, vil så virke som Guds talerør og fortælle den troende, hvordan dennes synd skal sones. I mange århundreder solgte den katolske kirke afladsbreve, så man kunne betale sig fra sin skyld med penge, men det er ikke almindelig praksis i dag. Derimod vil man oftest skulle bede et antal bønner og tænde et lys for nogle afdøde familiemedlemmers sjæle.

     Katolikker mener, at der findes et efterliv, i hvilket det er mulgt at blive lukket ind i Himmerig, hvis man har levet et godt og kysk liv. Men hvis man har begået synder, som man ikke har sonet, skal ens sjæl renses. Det foregår i et sted, som kaldes skærsilden. Her bliver ens sjæl ‘udfriet’ for synder gennem smerte og lidelse, ofte symboliseret af flammer og ild. Når sjælen ikke længere bærer mere synd i sig, kan man blive genforenet med Gud i Himmeriget. Protestanter tror ikke på skærsilden og at sjælen kan renses for mindre synder, når man er død.

     Ifølge den katolske teologi straffes de såkaldte svaghedssynder forskelligt af Gud. Hvad angår sødssynder mener mange katolikker, at disse slet ikke kan sones. At det, man har gjort, er så forkert, at det ikke er nok at angre og tale med Gud gennem præsten. Andre mener derimod, at de godt nok ikke kan sones gennem anger og syndsforladelse hos præsten, men at Gud skal åbenbare sig direkte for en og fortælle, hvordan man kan gøre op med sin skyld.

Hvis man har levet for syndigt, vil man blive dømt til evig forbandelse. Hvis ikke man får syndsforladelse for en dødssynd, kan ens sjæl ikke genforenes med Gud, når man dør, og så ender man i stedet i helvede. Det er et frygteligt sted fyldt med smerte, pinsler og angrende syndere. Det er også her, dæmonerne bor. Helvede beskrives af katolikker, som den italienske middelalderforfatter Dante Alighieri, som det sted, hvor sjælen er evigt forladt af Gud.

     Igennem historien har adskillige visioner om helvede været beskrevet. Forskellige forfattere, digtere, teologer og filosoffer har med stor fantasi brugt tid på at beskrive de mest grufulde og smertefulde pinsler, de kunne komme på. Der er dog visse træk, som går igen: Helvede ligger næsten altid under jorden. Dette har det kristne dødsrige tilfælles med både den græske og den nordiske mytologis dødsriger. Jøder tror derimod ikke på livet efter døden. Når man er død, ligger man livløs og begravet og venter på, at ens sjæl skal genopstå på dommens dag. Udover at ligge under jorden, er helvede også som oftest et mørkt sted. Og det er tit beskrevet som enten meget varmt, måske endda brændende, eller som meget koldt og frossent - ingen af delene er jo særligt rare steder at tilbringe evigheden.

Dødssynderne har deres modsætning i dyderne. Ligesom der findes dødssynder, findes der også syv høje dyder, som ethvert individ bør tilstræbe. Hver især passer de til en af de syv dødssynder, og de bliver også nogle gange beskrevet som kardinaldyderne, fordi de er grundstenen i det gode, kristne liv. De syv kardinaldyder er:

• visdom 
• retfærdighed 
• mod 
• selvbeherskelse 
• tro 
• håb 
• kærlighed

     Katolikker mener, at det gode og gudfrygtige menneske kan leve efter disse principper og være ren og syndfri. De oprindelige kardinaldyder var ikke et kristent begreb, men blev opfundet i det antikke Grækenland og omfattede kun visdom, retfærdighed, mod og selvbeherskelse. De tre andre blev tilføjet af den katolske kirke i middelalderen, dels for at de kunne passe til synderne, og dels for at dække over flere dydige handlinger.

I middelalderen måtte man ifølge artiklen “Også en dødssynd kan tilgives” (se kilder) forenkle mange ting og udforme begreber som laster og dyder i allegoriske, det vil sige billedlige, figurer for at kunne fremstille dem forståeligt. Dette kan blandt andet ses på kalkmalerier. Disse billeder fungerede som ‘de fattiges bibel’ - som fortælling for folk, som ikke kunne læse.

     En dæmon er en legemliggørelse af syndens karakter. Den er det ondes tjener og kan være alt fra små væsner som plager menneskene i det daglige til frygtelige bæster, som kommanderer det ondes legioner i underverdenen. Blandt disse er enkelte navngivne dæmoner, som katolikkerne forestiller sig som repræsentanter for de syv dødssynder. Det er således tit dæmoner i den ene eller anden skikkelse, der lokker den troende til at synde.

     Der er syv navngivne dæmoner i kristen mytologi. Disse frister mennesket til hver sin synd. På den måde kan man symbolisere synden og gøre fristelsen håndgribelig. Den tyske biskop Peter Binsfeld beskrev i 1589 synderne og deres tilhørende dæmoner.

Dæmonen Lucifer repræsenterer hovmodet. Den er tit brugt som tilnavn for Satan, hvorfor de to ofte forveksles. Lucifer afbilledes ofte som en dæmoniseret engel med vinger og våben som et stjerneskud, eller endda som en børneengel.

Beelzebub er grådighedens dæmon. Navnet bruges både om en selvstændig dæmon og om Satan. Når det er en selvstændig dæmon, er den oftest afbilledet som en kæmpe flue, og Beelzebub kaldes også fluernes herre. Fluen har altid været associeret med forslugenhed, og eftersom fluer lever af alt, selv andre dyrs afføring, bliver de betragtet som ekstra forslugne. Navnet stammer fra den fønikiske gud Ba'al Zevuv. Fønikierne er et semitisk folkeslag, som levede som naboer til jøderne før romernes besættelse af Palæstina.

Dæmonen for gerrighed hedder Mammon, og den fremstilles ofte i menneskeskikkelse.

Asmodeus er dæmon for utugt. Han kaldes også for dæmonernes konge i femte Mosebog, men det betyder ikke nødvendigvis, at han er den, der bestemmer. Hvis man sammenligner alle de titler, som de enkelte dæmoner får i Bibelen og yderligere kristne grundtekster, får man et noget kaotisk billede af det mørkes hierarki. Asmodeus er traditionelt afbildet som en høj og meget smuk mand med langt sort hår, og som en meget indsmigrende karakter med gode manerer. Han har tit krone på og halter på det ene ben, hvis det da ikke er erstattet af en hanes ben.

Dæmonen for misundelse er Leviathan eller Livjatan. Det er et vaskeægte søuhyre, skiftevis beskrevet som en skrækkelig søslange, en vanddrage med skæl og tænder, eller en art hval. På moderne hebræisk betyder Livjatan simpelthen hval. Den beskrives som lysende, med en fæl stank, og den kan ifølge myten få vandet til at koge ved blot at åbne munden. Ifølge jødisk tro er den skabt af Gud selv, i kristendommen er den en ondskabens skabning, skabt af misundelsen over Guds storhed.

Den mest kendte dæmon er Satan, der er beskrevet på flere måder: Dels som en falden ærkeengel, som satte sig op mod gud, dels som inkarnationen af ondskab, dels som Guds eget instrument til at prøve sine undersåtters tro, og dels som en fællesskikkelse for andre dæmoner.

     Satan repræsenterer vreden. Han optræder talrige gange i Bibelen i modsætning til de andre dæmoner, som kun optræder få gange, eller slet ikke er nævnt i de bibelske tekster. Det er Satan, som er den dæmon, der frister Jesus.

Hvis man pludselig får en god idé, uden rigtig at have gjort noget for det, er det Belphegors skyld. Han er dæmon for dovenskab og frister folk til apati og sløvsind ved at tilbyde dem nemme løsninger på problemerne og en nem måde at opnå rigdom på. Belphegor fremtræder i to skikkelser: Som en nøgen, smuk ung kvinde, en fristerinde, og som en hæslig mandlig dæmon med forvredet menneskekrop, klør, horn, hugtænder og hale. Navnet er en forvanskning af navnet på den moabitiske gud Baal-Peor. Moabitterne var en nabostamme til israelitterne på Moses' tid.

Dæmonerne er mangfoldige, men mange af dem er blot det ondes tjenere og er ikke navngivet eller har personlighed. Andre igen er blot bæster, som skal repræsentere straf, smerte, forfald og undergang. Men nogle adskiller sig: En af de gennemgående beskrevne dæmoner er den kvindelige dæmon Lillith. Hun er i flere apokryfe tekster beskrevet som Adams første kone. (Apokryfe tekster er religiøse tekster, som enten er taget ud af Bibelen, eller som aldrig er blevet medtaget, fordi de adskiller sig for meget fra de tekster som er godtaget). Udover at være den første, forkastede kvinde, bliver hun nævnt som en magtfuld dæmon, Babylons Hore, som skal lede det ondes hærskarer i det sidste slag, og som rider i front med Lucifer som ganger. Hun er tæt forbunden med al synd, men specifikt med Invidia, Luxuria og Superbia. I hovmod og misundelse over Guds godhed og storhed skal hun ved hjælp af lyst og utugt sprede død og forfald over jorden.

Mange af de store værker i litteraturhistorien beskriver De syv dødssynder indgående, og adskillige findes oversat til dansk. Et af de første vigtige værker er bogen “Den Guddommelige Komedie” fra begyndelsen af 1300-tallet af den italienske forfatter Dante Alighieri. Det er et episk digt, altså en lang og dramatisk fortælling, om digterens gennemrejse af helvede, skærslden og himlen. I første bind beskriver han ni forskellige cirkler af helvede.

     Der er en beskrivelse af De syv dødssynder i Geoffrey Chaucers samling af historier ligeledes fra begyndelsen af 1300-tallet, “Canterbury-fortællinger”. I historien om Sognepræsten gennemgås det dydige liv, og alle De syv dødssynder beskrives efter tur.

     Thomas Aquinas var en italiensk teolog som udgav flere betænkninger om religion og Gud. Hans værk om synder fra 1271 hedder “Om ondskaben”, og han har også skrevet en tilsvarende diskussion om dyder fra 1272 som hedder “Om Dyder”.

     Den store engelske Digter John Milton har lavet en genfortælling af Syndefaldet i fortællingen “Det Tabte Paradis” fra 1668, i hvilken begrebet synd bliver beskrevet indgående, og denne bog ligger sammen med Dante og Aquinas i dag til grund for et flertal af katolikkers opfattelse af syndsbegrebet.

     En moderne bogserie om dødssynderne er “Seven Deadly Sins”. Den er udgivet i syv bind - et per dødssynd. (Se kilder).

Den hollandske maler Hieronymus Bosch malede i 1485 det store værk “De syv dødssynder og de fire sidste ting”, som er centreret om et hjul, hvor en meget detaljeret skildring af synderne går i en evig ring.

     Det tyske komponist/forfatter-par Kurt Weil og Bertolt Brecht skrev tematiske syngespil og operaer om forskellige temaer. En af disse operaer fra 1933 omhandler De syv dødssynder og hedder “Die sieben Todsünden”. Stykket er på tysk.

     Den amerikanske cabaret/rockgruppe Tiger Lillies har i dette årtusinde lavet to temaplader om De syv dødssynder. Den første plade er fra 2004 og hedder “Punch and Judy”, og den blev også sat op som pantomimeteater. Den næste er pladen “7 Deadly Sins” fra 2008.

     Den danske rapper LOCs dobbeltplade “Melankolia / XXX Couture” fra 2008 beskriver De syv dødssynder i rækkefølge to gange; på første plade set gennem den melankolske og angrende synders øjne, og dernæst på anden plade gennem den populærkulturelle glansbilledversion af synd som noget godt.

Dødssynderne optræder ofte som et billede eller symbol. Der er dog også en del tilfælde, hvor de indgår som et centralt tema. Blandt andet filmen “Bedazzled” fra 1967 med Raquel Welsh og Peter Cook, som er genindspillet i år 2000 med Brendan Frazier og Elizabeth Hurley. I denne film bliver en kikset ung mand tilbudt syv ønsker af en djævel, og det ender med, at alle disse ønsker kommer til at repræsentere ham på en forfærdelig måde, hvor han skridt for skridt gennemlever forskellige bagsider af de fleste af De syv dødssynder.

     Filmen “Seven”, som også skrives “Se7en” fra 1995 med Brad Pitt og Morgan Freeman er en af de mest kendte moderne fremstillinger af De syv dødssynder. Freeman og Pitt spiller politimænd, som skal fange en seriemorder, der begynder at myrde tilfældige efter et mønster, hvor ofrene har forbrudt sig mod dødssynderne. Det er således politiets opgave at fange morderen, inden han får myrdet alle syv ofre.

     Den norske komiker, musiker og tv-vært Kristopher Schau skabte i 2007 serien “De Syv Dødssynder” til norsk TV2, hvor han i løbet af otte afsnit forsøger at gennemleve hver af de syv synder for i sidste afsnit at opnå frelse. Showet skabte en del opstand i Norge, da der indgår ganske kontroversielle scener, og fordi Norge har en ganske stor del af evangelisk kristne indbyggere.

Ifølge artiklen “Vatikanet udsender ny liste over dødssynder” (se kilder),  har Vatikanet flere gange opdateret listen over den række af dødssynder, som den katolske kirke fordømmer. Blandt disse nye dødssynder er:

     · abort

     · pædofili

     · narko

     · genetisk manipulation

     · miljøforurening

     I modsætning til de klassiske dødssynder handler disse nye ikke kun om noget individuelt og karaktermæssigt. Vatikanet understreger da også, at de nye dødssynder til forskel fra de gamle har en social dimension. I artiklen hedder det “Synden er gået fra at være noget udelukkende individuelt til også at have et socialt omfang.”