Koleraepidemien i København 1853

København blev i 1853 ramt af en voldsom koleraepidemi, som i løbet af få måneder slog knap 5.000 mennesker ihjel. Udbruddet skyldtes, at hygiejnen var ekstremt dårlig. Afføringsresterne flød i gaderne, døde dyr sejlede rundt i kanalerne, og drikkevandet var stærkt forurenet. Lægerne og myndighederne forstod ikke sygdommen og kendte ikke dens årsag. Men de var dog klar over, at det lave hygiejneniveau var en medvirkende årsag til udbruddet. Koleraepidemien blev derfor startskuddet til, at man gennemførte store forandringer i København, der højnede hygiejnen og sundhedstilstanden betydeligt.

Kolera er en mavetarmsygdom, der skyldes bakterien vibrio cholerae. Bakterien kommer typisk ind i kroppen via mad eller drikkevarer og angriber tyndtarmen. Kolera kan i løbet af få dage give så voldsom diarré og opkast, at man kan miste én liter væske i timen. I yderste konsekvens kan man dø af dehydrering og af, at kroppens saltbalance forskydes.  Bakterien lever fortsat i bedste velgående i fattige dele af kloden og har frem til i dag slået millioner af mennesker ihjel.

Koleraen stammer formentlig fra Indien, hvorfra den i starten af 1800-tallet spredte sig via de gamle handelsveje til Rusland, senere til resten af Europa og derfra til Nordamerika og resten af verdens kontinenter. Inden bakterien ramte København i 1853, havde den allerede hærget andre dele af Europa. Blandt andet Moskva og Sankt Petersborg havde været hårdt ramt.

Store udbrud af kolera opstår typisk i tætbefolkede og fattige områder, hvor hygiejnen er på et lavt nivieau. Dette var netop situationen op til koleraepidemien i København i 1853.

     Udbruddene skyldes som regel, at spildevand og drikkevand ikke er ordentligt adskilt, så drikkevandet bliver forurenet med kolera-bakterier fra de syges diarré. I dag kan udbruddene ske i blandt andet flygtningelejre, slumkvarterer og steder, der har været ramt af naturkatastrofer. For eksempel blev Haiti ramt af en større koleraepidemi efter et jordskælv i 2010.

Koleraepidemien i København blev en skelsættende begivenhed i Københavns historie. På ganske kort tid spredte der sig et voldsomt udbrud af kolera, som efterfølgende fik store konsekvenser for byen. Det hele startede den 11. juni 1853, da en 19-årig skibstømrerlærling fra Nyboder fik opkast og diarré og efterfølgende blev indlagt på Nyboder Hospital. Herfra spredte sygdommen sig hurtigt til alle byens kvarterer. Epidemien kulminerede i juli 1853, hvor koleraen var på sit højeste og dræbte omkring 200 mennesker om dagen.

     En række andre store danske købsstader blev efterfølgende også ramt af koleraudbrud, men det stod særligt slemt til i København. I hele landet var der 6.688 dødsfald på grund af koleraen. 4.737 af dem var i København. Det var specielt ældre borgere, der var hårdt ramt, mens kun ganske få mellem 5 og 30 år døde af sygdommen, ifølge Gerda Bonderup i artiklen ’Kolera i 1800-tallet – med særligt henblik på Danmark’ (se kilder). Desuden var de fattige langt hårdere ramt end de velstillede – af den simple årsag, at hygiejnen blandt de fattige var meget dårligere end blandt de rige.

Indtil 1853 havde Danmark været stort set uberørt af epidemien. Men da først sygdommen kom til byen, spredte den sig som en steppebrand. Det skyldtes dels, at befolkningstætheden i København var enormt høj, dels at hygiejnen var meget ringe. Byen var omkranset af volde, og inden for disse volde var befolkningen gennem årene vokset og vokset. Afføringsrester flød i gaderne. Spildevand blev blandet med drikkevand. Og døde dyr sejlede i kanalerne. Der var ingen kloakker og ingen rindende vand. Forholdene var altså gunstige for, at bakterier kunne sprede sig fra afføring til drikkevand og fødevarer og for, at koleraen kunne blomstre.

I Licitationen, Byggeriets Dagblad, fremlægger Torben Sigh den 7. maj 2007 (se kilder) datidens forhold sådan her:

     ”Epidemien affødte en heftig debat om hovedstadens hygiejniske forhold. Det viste sig nemlig, at det var alt det snavsede vand, folk blev syge af. Det snavsede vand sivede ned i jorden fra rendestenene og ind i vandledningerne, som dengang var lavet af træ og ikke særligt tætte. Drikkevandet blev simpelthen forurenet af kloakvandet, og det vand, som folk hentede i brøndene på byens torve, var tyktflydende og ildelugtende. Ålesuppe blev det kaldt.” (Se kilder).

     Historiker Gerda Bonderup beskriver hygiejnesituationen således i artiklen ”Kolera i 1800-tallet – med særligt henblik på Danmark” (se kilder):

     “Den offentlige renlighed skulle stå for rent vand og renovation, men det tog den ganske lemfældig på. Vandet var overfladevand fra åer eller søer, der blev ledt ind i trærender, der kunne være ganske råddent, og vandet kom op enten som springband eller pumpevand. Det var klogt at hænge en lærredspose omkring pumpemunden, for ellers kunne der svømme meget forskelligt i vandet.

     Renovationen foregik ved hjælp af rendesten, hvis fald normalt ikke var i orden. Alt spildevand, slagteri- og garveriaffald blev hældt ned i den, også natpotternes indhold. Latrinerne var gruber. Man havde gravet et dybt hul, foret det med ler og beklædt med træbrædder. Derpå var det lille hus med hjerte blevet sat, og op til 60 mennesker skulle deles om det. Mænd og børn satte sig som regel ved siden af, og grubetømningen skete kun sjældent til rette tid. Overskuddet løb ned i grundvandet, ud i rendestenen eller ind i de porøse vandrør.“.

Da koleraen kom til København i 1853, kendte lægerne ikke dens årsag. Man kendte nemlig hverken til bakterier eller virus dengang. Derfor vidste lægerne heller ikke, hvordan koleraen skulle behandles, og både læger og myndigheder famlede på mange måder i blinde. Historikeren Ida Rosenstand Lou opsummerer i artiklen ”Den asiatiske gæst i København” (se kilder) situationen, som følger:

     ”Lægerne påtog sig et stort ansvar under epidemien i København, og byens velstillede lag betragtede dem og deres behandlinger med velvilje og tillid. Men lægevidenskabens viden om koleraen og dens behandling var mangelfuld, og det medførte forskellige, og til tider modsatrettede, opfattelser af koleraen og dens behandling (…).”

     Blandt lægerne fandtes der to overordnede teorier om koleraens ophav. Nogle læger – de såkaldte contagionister – mente, at sygdommen smittede fra person til person via berøring. Andre – de såkaldte miasmatikere – mente, at den skyldtes et giftigt stof i luften, der opstod under bestemte omstændigheder, og som kunne gøre folk syge under uhygiejniske forhold.

     Lægerne vidste ikke, at sygdommen spredte sig via bakterier fra afføring. Men på trods af det havde mange læger altså en forståelse af, at sygdommen trivedes under uhygiejniske forhold.  Ditte Wonsyld skriver i universitetsopgaven Koleraen i København i 1853:

     ”Dens (koleraens, red.) skabte mange diskussioner blandt lægerne, og de kunne ikke rigtig sige noget med sikkerhed, udover at de helt sikkert mente, at bedre hygiejne og ernæring ville hjælpe.” (Se kilder).

Den 23. juni 1853 fik sundhedsmyndighederne mistanke om, at der var tale om et kolera-angreb. Derefter reagerede lægerne og myndighederne relativt hurtigt på epidemiens udbrud. Der blev blandt andet oprettet kolera-hospitaler rundt omkring i byen, hvor nogle af de syge blev anbragt. Der blev oprettet en række såkaldte anmeldelsesbureauer, hvor syge kunne henvende sig og få lægetilsyn. En række læger oprettede Foreningen mod Choleraens Udbredelse, der blandt andet foretog husundersøgelser. Og datidens version af Sundhedsstyrelsen – Sundhedskollegiet – der tog sig af koleraepidemien på et overordnet niveau, publicerede den 27. juni en bekendtgørelse til borgerne (se kilder) i aviserne, der fortalte, hvordan man skulle forholde sig. Denne bekendtgørelse viste dog med al tydelighed, hvor stor forvirring der var omkring sygdommen.

     Kollegiet rådede blandt andet borgerne til at undgå ophold i ”indsluttet, fordærvet og fugtig luft”. Det fremgik, at ”Man maa vogte sig for uafbrudt Aandsanstrengelse, nedtrykkende Sindslidelser, især Ængstelse og Frygt, Nattevaagen og Alt, hvad der for resten svækker Legemet.” Samt: ”Man må sørge for renlighed, saavel i Linned og Lagener, som bed Badning og Vaskning af Legemet (…)”.

Befolkningen, myndighederne og lægerne prøvede sig frem med en lang række forskellige redskaber i kampen for at slå sygdommen ned. Nogle eksperimenterede med bræk- og afføringsmidler. Andre mente, at der var tale om en blodsygdom, og at åreladninger var effektive. Varmedunke og varme omslag blev anbefalet til opvarmning af kroppen. Det samme gjorde diverse drikke, f.eks. te, kolde drikke og amerikansk olie. I dag ved vi, at meget af det var helt virkningsløst i forhold til at bekæmpe koleraen.

     På flere områder gjorde myndighederne og lægerne dog det rigtige: De sørgede blandt andet for, at hygiejnen blev højnet.

     Rendesten, gader og fortove blev eksempelvis vasket regelmæssigt. Og når en syg person var blevet indlagt, blev de raske familiemedlemmer flyttet ud af boligen til blandt andet fabriksbygninger, kaserner, klubhuse eller teltlejre, hvorefter der blev gjort hovedrent i boligen med røgning og klorkalkning.

Den strategi, der for alvor slog koleraen ned, var ifølge historiker Gerda Bonderup de såkaldte husvisitationer. 3-400 medicinere og frivillige borgere besøgte flere gange byens omkring 10.000 husstande for at lede efter koleraramte, som endnu ikke var i behandling, og for at sørge for, at renligheden i boligerne var i orden. Var den ikke det, blev beboerne bedt om at gøre rent, og dét rettede borgerne sig i stor stil efter.

     ”Det kan vi se af materialet, for i første omgang blev forholdene påtalt i mere end halv- delen af Københavns 10.000 husstande, mens kun to procent af dem ikke havde rettet sig efter rådene, da husvisitatorerne fulgte sagerne op få dage senere,” skriver Gerda Bonderup i artiklen ”Kolera i 1800-tallet – med særligt henblik på Danmark” (se kilder).

     Henover sommeren lykkedes det at gøre kål på epidemien, og den 1. oktober 1853 erklærede man epidemien for ophørt.

Koleraepidemien blev en øjenåbner for myndighederne, der blev tvunget til at indse, at hygiejnen og sundhedsniveauet skulle højnes. Gerda Bonderup fortæller om konsekvenserne i ”Kolera i 1800-tallet – med særligt henblik på Danmark” (se kilder):

     ”Denne nye pest afslørede de mest forfærdelige forhold især hos den fattige befolkning og det offentliges undladelsessynder. Magistraterne og regeringen gik straks i gang med arbejdet. Vandværker og kommunehospitaler blev byggede, efterhånden også kloakkerne. Latrinforholdene blev ordnede i kraft af en ny byggelov. Sundhedsvedtægterne blev lovfæstede samt et sundhedspoliti indført. Så den offentlige hygiejne kom stort set ikke til at fejle noget.”

     I 1857 vedtog Borgerrepræsentationen i København en kloakplan, og Københavns første kloakrør blev lagt på Nørrebro i 1857. Man opførte Kommunehospitalet på Øster Farimagsgade i København i 1863. Koleraepidemien var også den væsentligste årsag til, at voldene ophørte med at være Københavns grænse i 1856, så byen kunne voksne, og befolkningstætheden kunne blive lavere. Der viste sig også et behov for sundere boliger til arbejderklassen. Med afsæt i koleraepidemien indsamlede Lægeforeningen penge til at opføre det visionære byggeri Brumleby på Østerbro i København, der kunne huse omkring 2.500 indbyggere. Og Københavns første vandværk blev oprettet i Studiestræde i 1859. Jørgen Larsen beskriver i Berlingske Tidende den 15. november 2005 (se kilder) den nye vandforsyning således:

     ”Det var intet mindre end en revolution: rent vand i hanen. Nu skulle man ikke længere ned i gården eller hen til den nærmeste offentlige vandpost for at fylde sine spande. Og vigtigst af alt: man kunne oven i købet drikke vandet uden risiko. Man blev ikke syg, og man fandt ikke længere mærkelige ting, der lå og flød rundt på overfladen.”

I dag ved vi, at der findes mikroskopiske organismer overalt omkring os, og at nogle af disse gør os syge, hvis der ikke holdes en høj hygiejne omkring fødevarer og drikkevand.

     Selve koleraen kom til at spille en stor rolle for opdagelsen af, hvordan sygdomme kan sprede sig via forurenet drikkevand. I en tid, hvor mange læger troede, at kolera var luftbåren, beviste den engelske læge John Snow via statistisk materiale, hvordan et koleraudbrud i London i 1854 spredte sig fra en vandforsyning, der var forurenet med spildevand. Selve kolera-bakterien blev dog først opdaget i 1883, da man undersøgte udsnit af kolerapatienters tarme med et mikroskop.

Der er meget lille risiko for et koleraudbrud i et land som Danmark anno 2015, blandt andet fordi vi sørger for at holde spildevand og drikkevand meget skarpt adskilt. Men sådan er det ikke i alle lande. Hvert år opstår der koleraudbrud i omkring 60 lande, oplyser organisationen Læger Uden Grænser (se kilder). På trods af, at behandlingen af kolera er simpel og ligetil, dør mere end 100.000 mennesker ud af omkring 3-5 millioner smittede årligt, oplyser Verdenssundhedsorganisationen WHO (se kilder). Det skyldes blandt andet manglende viden om sygdommen.

Det er relativt enkelt at bekæmpe kolera, hvis behandlingen sættes i gang få timer efter sygdommens udbrud. Behandlingen består primært af masser af vand, blandet med sukker og salte. Hvis en person, der er smittet med kolera, bliver behandlet korrekt og i tide, er der under 1 % risiko for at dø af sygdommen. Det oplyser Verdenssundhedsorganisationen WHO (se kilder). Behandling med antibiotika kan dog være nødvendigt for nogle patienter.