Asylcentre i Danmark

Rundt om i landet ligger en lang række asylcentre, som huser mennesker, der er kommet til Danmark i håb om at blive anerkendt som flygtninge og få lov at blive i landet. De fleste er kommet fra lande præget af krig og undertrykkelse, f.eks. Syrien, Eritrea, Afghanistan og Irak, og mange asylansøgere har været udsat for tortur og har oplevet vold og forfølgelse. Nogle asylansøgere har opholdt sig i mange år på asylcentrene, og ventetiden og uvisheden gør mange asylansøgere psykisk syge.

     Psykologer, læger, jurister og andre eksperter fra Danmark og udlandet har kritiseret forholdene på de danske asylcentre for at være i strid med internationale konventioner, og da V-regeringen i slutningen af 2015 besluttede at oprette teltlejre til at huse nogle af de nyankomne flygtninge, vakte det protester fra oppositionen og fra flere organisationer. Regeringen forsvarede teltlejrene med, at de var nødvendige for at skabe husly til alle de nyankomne, og at det var vigtigt ikke at gøre det for attraktivt at komme til Danmark som asylansøger. Få år før var der ellers gennemført en række forbedringer af de fysiske forhold på centrene, og i samme omgang tillod man et mindre antal børnefamilier og andre asylansøgere at flytte ud af centrene.   Igen i 2018 og 2019 opstod der debat om forholdene på asylcentrene. Især er det kommet frem, at børnene på asylcentrene mistrives, og Dansk Flygtningehjælp har i en undersøgelse påvist, at de ikke modtager hjælp fra de danske myndigheder i samme omfang som danske børn, hvilket de ellers har krav på. I november 2019 blev S-regeringen og SF, Enhedslisten og Radikale Venstre enige om, at de afviste asylansøgere med børn på det omdiskuterede Udrejsecenter Sjælsmark nu skal indkvarteres på et nyt udrejsecenter indrettet på baggrund af Ombudsmandens og Røde Kors’ anbefalinger. Det sker efter omfattende kritik af vilkårene for børnene på centret.

Et asylcenter er et sted, hvor personer, der har søgt om asyl i Danmark, er indkvarteret, mens de venter på, at myndighederne afgør deres sag. Desuden bor der personer, som har fået afslag på asyl i Danmark, men ikke kan tvinges til at rejse tilbage til det land, de er flygtet fra, fordi forholdene i hjemlandet er for usikre. En stigende andel af beboerne på landets asylcentre er personer, der har fået afslag på asyl.   Det første halve år skal man bo i et asylcenter, og det er Udlændingestyrelsen, som bestemmer hvilket. De fleste oplever også at blive flyttet med kort varsel fra et center til et andet. Efter seks måneder kan man ansøge om at få lov at bo hos et familiemedlem eller i en bolig udenfor centret, men der er ganske stramme kriterier.   Antallet af asylcentre veksler med antallet af mennesker, der søger asyl, og afhængig af hvor lang tid sagsbehandlingen tager. I maj 2019 var der 14 asylcentre i Danmark, herunder 1 modtagecenter, 2 udrejsecentre, 3 børneindkvarteringscentre. En oversigt over de eksisterende asylcentre og de ansvarlige for driften af dem findes på Udlændingestyrelsens hjemmeside Ny i Danmark (se kilder).

Det overordnede ansvar er den danske stats. Det er Udlændingestyrelsen, der skal sørge for indkvarteringen på asylcentrene, men Udlændingestyrelsen har indgået aftaler med en række kommuner, Dansk Røde Kors, Beredskabsstyrelsen og Kriminalforsorgen om driften af centrene. Kontrakterne kan læses på hjemmesiden Ny i Danmark (se kilder). De forskellige aktører skal holde opsyn med forholdene på centrene, og er der kritisable forhold, kan det betyde, at de ikke længere får lov at drive asylcenter. Efter en række sager med vold og overgreb mellem asylansøgere og fra personalet mod børnene på flere børneasylcentre på Langeland, besluttede Udlændingestyrelsen i november 2016, at Langeland Kommune ikke længere måtte drive børnecentre, og de fire centre blev lukket.

     Det er politiet, der registrerer asylansøgerne efter deres ankomst til Danmark, og herefter er det Udlændingestyrelsen, der behandler asylansøgernes ansøgninger. Får de afslag, er det Flygtningenævnet, der behandler ankesagen. Reglerne og procedurerne for asylansøgning og anke findes på Udlændingestyrelsens hjemmeside Ny i Danmark (se kilder). Dansk Røde Kors, kommunerne og de øvrige aktører, der driver asylcentre, har intet med sagsbehandlingen i asylsagerne at gøre, men står alene for at løse opgaven med at indkvartere asylansøgerne og tilbyde undervisning, aktivering og sundhedsydelser. Røde Kors understreger, at arbejdet med at drive asylcentre baseres på samme principper som Røde Kors’ øvrige arbejde, blandt andet neutralitet, upartiskhed og medmenneskelighed.

De første asylcentre af den type, der findes i dag, blev oprettet i august 1984. Man havde behov for akut husly til det store antal asylansøgere, som pludselig kom til Danmark. Tidligere havde asylansøgerne boet på hoteller og herberger i København eller var blevet privat indkvarteret, men med det stigende antal asylansøgere, der kom til Danmark i midten af 1980’erne, blev det nødvendigt med flere indkvarteringssteder.

Det statslige Direktoratet for Udlændinge – forløberen for det nuværende Udlændingestyrelsen – bad Dansk Røde Kors om at gå ind i asylarbejde og stå for oprettelsen og driften af asylcentrene. Baggrunden herfor var, at Røde Kors fra sit internationale nødhjælpsarbejde havde erfaring med at skaffe akut husly, og at organisationen også tidligere havde tilbudt socialrådgivning og andre ydelser til asylansøgere i Danmark. I 1995 overtog Beredskabsstyrelsen ansvaret for en række asylcentre på Fyn, og i 2003 åbnede et kommunalt asylcenter i Nordjylland som det første kommunalt drevne center. Siden er der åbnet en lang række andre asylcentre, som drives af danske kommuner eller af en kommune og Røde Kors i samarbejde, og der er åbnet centre, som drives af Beredskabsstyrelsen i samarbejde med en kommune, samt såkaldte udrejsecentre, drevet af Kriminalforsorgen, for afviste asylsøgere, der ikke ønsker at udrejse af Danmark.

Dansk Røde Kors har åbnet og lukket flere end 350 asylcentre siden 1984. Antallet af asylansøgere har svinget meget, og det har derfor været nødvendigt at åbne og lukke centre i takt med fald og stigninger i antallet af nytilkomne asylansøgere – og afhængig af, hvor længe asylansøgerne venter på svar. Nogle af de største udsving fandt sted i årene 1992-1993, da Danmark modtog omkring 20.000 asylansøgere fra borgerkrigen i Bosnien og resten af Eks-Jugoslavien, der blev indkvarteret på separate asylcentre. I 1999 åbnede Dansk Røde Kors otte centre, da der ankom omkring 3.000 asylsøgere fra Kosovo i løbet af otte uger. Igen i 2013 begyndte antallet af asylansøgere, der kom til Danmark, at stige. Det skyldtes først og fremmest krigen i Syrien, men også krig og konflikt i lande som Irak, Eritrea, Afghanistan, Irak og Somalia har de senere år fået folk til at søge til Danmark. I sensommeren 2015 var der på grund af det øgede antal asylansøgere åbnet nye centre, så der i alt var 47 asylcentre, og i løbet af 2015 åbnede endnu en række centre. Omkring årsskiftet 2015-16 åbnede i alt fire teltlejre, der skulle fungere som modtagecentre. De blev lukket ned igen i løbet af 2016, men en af teltlejrene bliver holdt i beredskab, så den kan genåbnes, hvis antallet af asylansøgere igen stiger. I maj 2019 var der fordelt over hele landet 14 asylcentre.

Der findes fire forskellige typer asylcentre, som har hver deres specialiserede funktioner:

• Modtagecenter: Her bor alle nye asylansøgere i de første uger, efter at de er blevet registreret som asylansøgere. Politiet registrerer dem, tager deres fingeraftryk og tager portrætfotos af dem, hvorpå Dansk Røde Kors udleverer tøj og hygiejnesæt til dem og indkvarterer dem. De får tilbudt en samtale med en sygeplejerske eller læge. De bliver afhørt af de danske udlændingemyndigheder. Herefter flytter de videre til et opholdscenter. 
• Opholdscenter: De fleste asylansøgere flytter ind på et opholdscenter, når de har været til interview hos myndighederne om deres asylsag. En del asylansøgere bliver adskillige gange flyttet fra et opholdscenter til et andet, mens de venter på, at deres sag bliver afgjort. Her bor de, indtil sagen er endelig afgjort. Langt de fleste asylcentre er opholdscentre. 
• Børnecenter: Børn og unge under 17 år, der kommer til Danmark uden deres forældre for at søge om asyl, bliver indkvarteret på et af de særlige børneindkvarteringscentre. Tidligere gjaldt det også 17-årige asylansøgere, men regeringen besluttede i november 2016, at alle 17-årige asylansøgere fremover skal bo på opholdscentre for voksne asylansøgere.    
• Udrejsecenter: Afviste asylsøgere, der ikke kan eller vil forlade Danmark, når de har fået afslag på deres ansøgning, bliver sendt til et af de såkaldte udrejsecentre. Her bor de, indtil de rejser frivilligt ud af landet, eller indtil de bliver sendt ud af landet med tvang. Udvisningsdømte kriminelle bliver også indkvarteret på et udrejsecenter.

     De forskellige typer centre beskrives på hjemmesiden Ny i Danmark (se kilder).

Antallet af beboere ændrer sig hele tiden. Nogle asylansøgere får afslag på asyl og vælger at rejse hjem eller at gå under jorden, altså at skjule sig et andet sted. Andre får opholdstilladelse og får en bolig i Danmark uden for asylcentret. Mange flyttes til andre asylcentre for at give plads til nyankomne. Derfor ændrer antallet sig konstant. I de seneste år er antallet generelt steget, først og fremmest på grund af krigen i Syrien. I slutningen af 2015 besluttede regeringen dog at give flere ressourcer til sagsbehandlingen af asylsager i Udlændingestyrelsen for at gøre sagsbehandlingstiden kortere og dermed også forkorte den tid, som asylansøgerne gennemsnitligt opholder sig i asylcentrene.   Tal fra Udlændingestyrelsen (se kilder) viser, at antallet af mennesker, der søgte asyl i Danmark, har været stigende frem til 2015, men at antallet derefter har været faldende igen:

• 2008: 2.409 mennesker 
• 2009: 3.855 mennesker 
• 2010: 5.115 mennesker 
• 2011: 3.806 mennesker 
• 2012: 6.184 mennesker 
• 2013: 7.557 mennesker 
• 2014: 14.792 mennesker 
• 2015: 21.316 mennesker 
• 2016: 6.266 mennesker 
• 2017: 3.500 mennesker 
• 2018: 3.559 mennesker 
• 2019 pr. 30.09: 1.912 mennesker

     Tallene fremgår af opgørelser fra Udlændingestyrelsen pr. 31. oktober 2016 og pr. 30.09.2019 (se kilder), som er tilgængelig på hjemmesiden Ny i Danmark.

     På grund af den kraftige stigning i ansøgerantallet i 2014 og 2015 var det nødvendigt at åbne nye asylcentre, men mange er blevet lukket igen i takt med, at færre mennesker har søgt asyl i Danmark. Hvor der i 2008 var 7 asylcentre i Danmark, var der i november 2016 65, og det antal er igen faldet til 14 asylcentre i 2019.

Asylansøgerne kommer fra mange forskellige lande. Ifølge en opgørelse fra Udlændingestyrelsen fra 2018 (se kilder) er der de seneste fem år kommet flest asylansøgere fra følgende lande:

                                                 2014             2015             2016             2017             2018

• Afghanistan          313               2.331            1.127            189               115 
• Eritrea                    2.285            1.740            274               370               680 
• Irak                         151               1.537            452               146               119 
• Iran                         284               2.787            300               149               195 
• Somalia                 683               257               258               106               106 
• Statsløse               1.362            1.734            491               137               149 
• Syrien                    7.087            8.608            1.253            863               604

Asylansøgerne kommer typisk fra lande med krig og andre former for ufred. De fleste har været længe på flugt, og nogle har oplevet meget voldsomme og traumatiske hændelser. En del er blevet såret, har været fængslet og udsat for tortur eller har mistet nære familiemedlemmer. Men asylansøgerne er meget forskellige mennesker med meget forskellige baggrunde. De kommer fra mange forskellige lande og kulturer og har forskellig alder, køn, uddannelse, erhverv, holdninger osv.

Den gennemsnitlige opholdstid i asylsystemet var i 2016 cirka 550 dage, fremgår det af refugees.dk (se kilder). Det er en forbedring i forhold til 2008, hvor asylansøgere ifølge Udlændingestyrelsen, som står for at behandle asylansøgernes ansøgninger, i gennemsnit opholdt sig i systemet i 3 år og 57 dage, det vil sige 1152 dage i alt, i Danmark. Gennemsnittet dækker over meget store forskelle. Med i statistikken tæller nemlig både de, der lige er ankommet til Danmark, og de, der har boet i Danmark i helt op til 18 år. De fleste af dem, der har opholdt sig i Danmark i mange år, har fået afslag på deres asylansøgning både i 1. og 2. instans (hos Udlændingestyrelsen og i Flygtningenævnet), fordi myndighederne har vurderet, at de ikke er personligt forfulgt. Når de stadig er i Danmark, skyldes det, at de ikke kan sendes tilbage til deres oprindelsesland, fordi forholdene der er for usikre.

De fastansatte på asylcentrene sørger for undervisning, aktivering og sundhedshjælp samt vedligeholdelse m.m. Det er personer med meget forskellig faglig baggrund, f.eks. sygeplejersker, lærere, pædagoger, socialrådgivere, jurister, kontorassistenter, psykologer og håndværkere. I perioder, hvor der åbnes nye centre, kan det dog være svært at skaffe kvalificeret og uddannet arbejdskraft, og derfor er der også en del uuddannet personale på centrene samt personale, der trods en relevant uddannelse, ikke har erfaring med at arbejde med asylsøgere. I løbet af 2016 var der kritik af, at de ansatte på en række kommunalt drevne asylcentre for børn ikke havde relevant uddannelse. Røde Kors understregede i den forbindelse, at de ansatte på de børnecentre, organisationen driver, altid har socialpædagogisk uddannelse eller erfaring. Flere organisationer og politikere foreslog, at det skulle være et krav til alle operatører, der driver børneasylcentre, at de kun ansætter uddannet personale. Det afviste tidligere integrationsminister Inger Støjberg imidlertid at indføre generelle krav om.   Udover det lønnede personale er der en del frivillige på asylcentrene, der fungerer som besøgsvenner for enkelte asylansøgere eller som igangsættere af aktiviteter for børn og lignende. Det fremgår af Dansk Røde Kors’ hjemmeside om asylarbejdet (se kilder). Også frivillige uden for Røde Kors’ regi arbejder på asylcentrene ved at organisere besøgsordninger og lignende. Det gælder f.eks. netværket Venligboerne samt organisationen Red Barnet (se kilder).

Asylcentrene er indrettet forskelligt, men generelt bor asylsøgerne under meget trange vilkår sammenlignet med de forhold, folk i Danmark bor under. På refugees.dk beskrives forholdene i asylcentrene således:

     ”De fleste centre ligger meget isoleret, typisk indrettet i nedlagte kaserner, træningslejre eller sanatorier. Dette er en stor frustration for beboerne, som ikke modtager tilstrækkelige ydelser til at kunne forlade centrene. Derfor har de svært ved at komme i kontakt med befolkningen, deres eventuelle familiemedlemmer i Danmark, opsøge rådgivning i deres asylsag og holde sig beskæftiget generelt. (…) De fleste asylansøgere er enlige, og de må dele et værelse med 3-4 andre enlige af samme køn. Køkken og badeværelse ligger ude på gangen, og deles ofte med 20 andre beboere. Familier med børn får to værelser, enkelte steder med eget køkken og bad. Nogle af centrene, bl.a. Sandholm, Samsø og Sjælsmark, har kantine for beboerne, som således ikke får penge til selv at lave mad, men må spise i kantinen tre gange om dagen. Dette opleves som meget frustrerende for de fleste, og kan være særlig svært for mindre børn.” (se kilder).

     Røde Kors har erkendt, at forholdene på asylcentrene er så trange, at det er med til at stresse asylansøgerne, fordi de har dårlige muligheder for privatliv. Enlige mandlige asylansøgere er f.eks. ofte indkvarteret tre og tre på et værelse på 30 kvadratmeter.

     Forholdene i asylcenter Sandholm beskrives i artiklen “Bag om pigtråden” i Information 22. april 2006 (se kilder) samt i den usbekiske journalist Dina Yafasovas bog “Dagbog fra Sandholm” (se kilder), der beskriver hendes flugt fra Usbekistan og hendes 173 dage lange ophold i Sandholmlejren.

     Asylansøgere har mulighed for at flytte ud af landets asylcentre og ind i egen bolig, men det er et krav, at de er selvforsørgende og selv kan finansiere boligen.

De aktiviteter, der foregår på asylcentrene, handler primært om den daglige ’drift’ af centret, det vil sige madlavning, rengøring og vedligeholdelse. Beboerne på centret skal deltage i disse aktiviteter. Deltager de ikke aktivt, får de udbetalt færre lommepenge. Desuden er der mulighed for at modtage undervisning i dansk, engelsk, samfundsfag, IT, matematik m.m. For børnene er der en legestue samt en skole på hvert enkelt center. Derudover er der på en del centre aktiviteter, som organiseres af frivillige, f.eks. af bevægelsen Venligboerne (se kilder), og der er også en del frivillige, der laver udflugter og aktiviteter uden for centrene for at give asylansøgerne et afbræk i en ofte triviel hverdag og give dem indtryk af det danske samfund.

På asylcentrene er der legestue til børn mellem to og seks år. Legestuerne minder om danske børnehaver, og personalet er typisk uddannede pædagoger, som arbejder ud fra en pædagogisk model, som er udviklet til flygtningebørn. Metoden har til formål at skabe struktur og forudsigelighed i børnenes liv som en modvægt til det kaos og den utryghed, som de fleste flygtningebørn har oplevet før ankomsten til Danmark, og som ofte stadig præger deres dagligdag på asylcentret. En del af de kommunalt drevne asylcentre bruger de kommunale daginstitutioner til asylbørnene for på den måde at sikre en tidlig integration i det danske samfund.

På asylcentrene er der skoler, hvor børn mellem syv og 16 år modtager undervisning i blandt andet dansk, matematik, engelsk og praktiske fag. Undervisningen foregår på dansk. Ofte er der stor aldersspredning i en klasse, og børnene har meget forskellig baggrund, så det kan være svært at tilrettelægge undervisningen, så alle børn får lige meget ud af den. Udover undervisningen i dansk får mange af børnene også modersmålsundervisning, som har til formål at sikre, at børnene kan fortsætte deres skolegang, hvis de bliver tvunget til at forlade Danmark og rejse tilbage til det land, de og deres forældre er flygtet fra.   Hverdagen i en asylskole under Røde Kors samt børnenes hverdag på asylcentrene beskrives i dokumentarfilmen ”Et hjem i verden” (se kilder).

     På asylcentrene er der typisk også fritidsklubber, hvor skolebørnene kan lege, tegne, høre musik, spille computer m.m. Desuden er der mulighed for, at de ældre børn kan dyrke sport på asylcentret eller i en nærliggende sportsklub.

Børn på asylcentre har mulighed for at gå på en folkeskole i nærheden af asylcentret, når de har lært en del dansk og har et fagligt niveau, der gør det muligt for dem at følge undervisningen. Mange børn har ikke gået i skole i flere år, når de ankommer til Danmark, og det tager derfor tid for dem at vænne sig til at gå i skole. Især på de kommunalt drevne asylcentre gør man en aktiv indsats for at få asylbørnene ud i de kommunale folkeskoler hurtigst muligt.

     Nogle kommuner har desuden særlige tilbud til asylbørn, blandt andet modtageklasser hvor børnene går, indtil de kan deltage i undervisningen i de almindelige klasser. Nogle børn deltager i undervisningen i de almindelige klasser i enkelte fag og er i asylklasserne resten af tiden. Dagligdagen i asylklasserne beskrives i artiklen “Svært at integrere asylbørn i folkeskolen” i fagbladet Folkeskolen (se kilder).

Børn og unge under 17 år, der kommer alene til Danmark og søger asyl, bliver indkvarteret på et af de særlige asylcentre for børn. På Røde Kors’ børnecentre er processen sådan, at barnet de første seks uger bor i et modtagehus og har samtaler med en pædagog, som er barnets kontaktperson, samt med sygeplejersker og læger. Desuden begynder barnet i centrets skole. Derefter flytter barnet over i et andet hus, hvor børnene bor to og to på et værelse. Hvert barn har to faste kontaktpersoner, som er med til at planlægge barnets skolegang og fritidsaktiviteter.

I september 2012 indgik S-SF-R-regeringen en asylaftale, der trådte i kraft i maj 2013. Aftalen, der bl.a. havde til formål at øge integrationen, gav asylansøgere mulighed for at arbejde. I de nuværende regler er det et krav, at asylansøgeren først indgår en aftale med Udlændingestyrelsen, før hun eller han kan få lov at tage et arbejde. Lønindkomsten bliver modregnet krone for krone i de kontante ydelser, som asylansøgeren modtager fra Udlændingestyrelsen, og hvis lønnen overstiger de kontante ydelser, vil vedkommende eventuelt også blive pålagt at betale husleje for sit ophold på centret. De nuværende regler fremgår af Udlængestyrelsens hjemmeside Ny i Danmark (se kilder).

     Desuden kan de voksne asylansøgere i nogle tilfælde få mulighed for at komme i ulønnet praktik i en dansk virksomhed. Derudover kan de arbejde ulønnet på asylcentret som hjælpelærere i asylskolen, medarbejdere i cafeen eller lignende. Men mulighederne for at uddanne sig er meget begrænsede. Asylansøgerne har pligt til at deltage i et asylansøgerkursus på modtagecentret, når de lige er ankommet. Det har til hensigt at give asylansøgerne indsigt i det danske sprog og kultur- og samfundsforholde. Efterfølgende skal asylansøgerne deltage i dansk-, engelsk- eller modersmålsundervisning. Det kan også være undervisning i fag, der vil kunne gavne integrationen, hvis asylansøgeren får opholdstilladelse. Reglerne omkring uddannelse for asylansøgere fremgår også af hjemmesiden Ny i Danmark (se kilder).

Asylansøgerne lever af kontante ydelser udbetalt af den danske stat. Hvis asylansøgere modtager løn i beskæftigelse, modregnes det i ydelserne. Grundbeløbet, som skal dække asylansøgerens udgifter til mad, tøj, transport, telefon og lignende, er på 52,35 kr. pr. dag pr. voksen og 41,44 kr. pr. dag pr. voksen, der bor sammen med en ægtefælle eller samlever. Grundbeløbet bliver udbetalt, hvis asylansøgeren er over 18 år og ikke får gratis mad på asylcentret.

     Tillægsydelsen, som man kan få ved at deltage i undervisning og aktivering, er i den indledende fase, hvor det endnu ikke er afgjort, om asylansøgerens sag skal behandles i Danmark, på 8,73 kr. pr. dag. Hvis det er afgjort, at asylsagen skal behandles i Danmark, sættes tillægsydelsen op til 30,55 kr. pr. dag.

     Asylansøgere med børn får et forsørgertillæg for 1. og 2. barn, som er på 61,07 kr. pr. barn pr. dag i den indledende fase og i den næste fase er på 82,86 kr. pr. barn for 1. og 2. barn. For 3. og 4. barn er der et lavere beløb på henholdsvis 43,63 kr. pr. dag pr. barn. Har man over fire børn, får man ikke ekstra penge til de resterende børn. Hvis asylansøgeren bor på et asylcenter med gratis mad i centrets kantine og er i den indledende fase, udgør forsørgertillægget 8,73 kr. pr. barn pr. dag for 1. og 2. barn. Hvis asylansøgeren bor på et asylcenter med gratis mad i centrets kantine og er i sagsbehandlingsfasen eller har fået endeligt afslag på asyl og medvirker til sin udrejse, får asylansøgeren et forsørgertillæg på 30,55 kr. pr. barn pr. dag. Der er ingen forsørgertillæg for 3. og 4. barn på et center med gratis mad i cafeteriaet. Asylansøgernes vilkår på asylcentrene og de økonomiske ydelser, som de modtager, fremgår af Udlændingestyrelsens hjemmeside Ny i Danmark (se kilder).

     Hvis de danske myndigheder mener, at en asylansøger ikke samarbejder om at få sin sag afgjort, ved f.eks. at nægte at fortælle om sin flugtrute til Danmark, kan myndighederne beslutte, at vedkommende bliver omfattet af den såkaldte kostpengeordning, hvilket vil sige, at personen kun får et mindre beløb til at købe mad, eller slet ingen penge, hvis asylansøgeren bor på et center med cafeteria, hvor vedkommende man få mad tre gange daglig.

Hvis en afvist asylansøger har været omfattet af kostpengeordningen i en måned og stadig ikke vil samarbejde med politiet om sin udrejse, kan politiet indstille til Udlændingestyrelsen, at den pågældende bliver overført til et udrejsecenter, og beslutter Udlændingestyrelsen, at det skal ske, skal den pågældende flytte med det samme. Vil vedkommende ikke det, kan politiet frihedsberøve personen.

     På udrejsecentrene, som drives af Kriminalforsorgen, bor både afviste asylansøgere, som nægter at forlade landet frivilligt, samt udlændinge på tålt ophold. Beboerne her er underlagt strengere regler og restriktioner end på de øvrige centre. For eksempel vil mange beboere være underlagt opholdspligt, hvilket vil sige, at de som udgangspunkt skal overnatte på centeret hver nat. De indkvarterede vil sædvanligvis være omfattet af kostpengeordningen, der indebærer, at de kun får udbetalt grundydelse og forsørgertillæg. På centre med gratis bespisning i cafeterierne indebærer kostpengeordningen, at beboerne hverken modtager grundydelse, forsørgertillæg eller tillægsydelse. Deres eneste mulighed for at få mad er i stedet at spise i centrets cafeteria, hvor der serveres tre måltider om dagen.

     Vilkårene for beboere på udrejsecentrene fremgår af Udlændingestyrelsens hjemmeside Ny i Danmark (se kilder).

     Derudover er der ekstra vagtbemanding på udrejsecentrene for at sikre, at det kun er personer med lovligt ærinde, som har adgang. Det betyder, at personer, som er inviteret af beboerne, får adgang til centrene. Der er også politi til stede, og mange af de indkvarterede sammenligner udrejsecentrene med et fængsel. I artiklen ”Her motiveres asylansøgerne til at rejse hjem” – trykt i Information 14. april 2015 (se kilder) – siger en afvist rumænsk asylansøger, der bor på Center Sjælsmark: ”Stedet her minder mere om et fængsel. Før følte jeg mig som et menneske med et liv, som en del af samfundet, men her føler jeg mig overvåget”.

Asylansøgerbørn har ret til samme sundhedsbehandling som andre børn, der bor i Danmark. Voksne asylansøgere derimod har kun ret til såkaldt nødvendig behandling, som defineres som behandling, der er uopsættelig eller smertelindrende.

     Der er derfor indrettet såkaldte sundhedsklinikker på asylcentrene, hvor asylansøgerne i begrænset omfang kan blive undersøgt og behandlet af læger, sygeplejersker og sundhedsplejersker. Vurderer personalet på sundhedsklinikkerne, at en asylansøger har brug for yderligere undersøgelser eller behandling, kan vedkommende blive henvist til en speciallæge eller et hospital uden for centret. En del asylansøgere oplever ikke, at den behandling, de får tilbudt, er tilstrækkelig, eller de er utrygge ved de vurderinger, eksperterne, de er blevet tilset af, har foretaget. Derfor søger en del af dem behandling på de to klinikker for uregistrerede udlændinge i henholdsvis Aarhus og København, som Røde Kors driver. Her arbejder sundhedspersonale frivilligt og ulønnet for at hjælpe både personer, der opholder sig illegalt i Danmark, og asylansøgere, der ønsker et supplement til den behandling, de tilbydes i asylsystemet.

Både børn og voksne bliver påvirket af at leve på et asylcenter, hvor dagligdagen ofte er ensformig, hvor de har meget ringe indflydelse på deres egen hverdag, og hvor de lever i uvished om deres fremtid.

     I artiklen “Børnefamilier ud af asylcentrene” i Information 24. oktober 2007 (se kilder) sagde børne- og ungdomspsykiater Lene Lier om konsekvenserne: “Det er klart traumatiserende for børn og deres forældre at leve længere tid på et asylcenter. Det er traumatiserende at opleve selvmordsforsøg, tvangshjemsendelser midt om natten, depressioner og hele tiden at skulle flytte.”

     En undersøgelse foretaget af en gruppe læger i 2007 viste en klar sammenhæng mellem opholdstiden i asylcentrene og forekomsten af psykisk sygdom forstået på den måde, at jo længere asylansøgerne opholder sig i et asylcenter, jo større er risikoen for, at de udvikler en psykisk lidelse som depression, skizofreni eller posttraumatisk stresssyndrom. Undersøgelsens resultater beskrives i en artikel i Ugeskrift for Læger i marts 2008 (se kilder).

     En anden undersøgelse, foretaget af Amnesty International’s danske lægegruppe i slutningen af 2007 (se kilder), viste, at:

• 45 % af alle nytilkomne asylansøgere i Danmark havde været udsat for tortur, inden de kom til landet 
• 59 % havde oplevet krig 
• 44 % havde været udsat for fængsling eller tilbageholdelse 
• 30-30 % af torturoverleverne blandt de nyankomne var angste, depressive og/eller forpinte sammenlignet med 5-10 % af de ikke-torterede asylansøgere.

     Den psykiske belastning ved at bo på asylcentrene har også som konsekvens, at en del asylansøgere hvert år forsøger at begå selvmord.

Børnene bliver ligesom de voksne påvirket af uvisheden om fremtiden og af at være omgivet af mange mennesker, de ikke kender, og som ligesom dem selv har traumer og tunge oplevelser med i bagagen. Desuden påvirker det børnene, hvis de bliver tvunget til at flytte fra center til center flere gange og derfor mister kontakt med de mennesker, de har knyttet sig til – f.eks. legekammerater, lærere i skolen osv. Det fremgår af undersøgelsen “Livsvilkår for børn med familie på danske asylcentre”, der blev lavet af forskere på Socialforskningsinstituttet i 2006 (se kilder).

     Antologien ”Asylbørn i Danmark – en barndom i undtagelsestilstand” fra 2011 (se kilder) viser, at asylbørns liv på danske asylcentre er præget af manglende fremtidsperspektiv, trange boligforhold og voksne med ar på krop og sjæl. Opholdstiden i asylsystemet og mange flytninger forværrer ligeledes børnenes psykiske helbred. Forekomsten af psykisk sygdom blandt asylbørn er derfor høj. Mange af børnene lider desuden af hovedpine (43 %), mavepine (30 %), siger de er kede af det (56 %) og har svært ved at falde i søvn (60 %) - forekomster som er langt højere end blandt danske børn.

     De til tider årelange ophold i asylcentrene påvirker børnene negativt, skriver Europarådets menneskerettighedskommissær, Nils Muižnieks, ligeledes i en rapport fra 2014 (se kilder). Muižnieks påpeger, at asylbørn har brug for en bedre beskyttelse af deres rettigheder: ”Selv om de materielle levevilkår er tilstrækkelige, lider mange af disse børn af psykosociale lidelser og andre udviklingsmæssige problemer på grund af den langvarige usikkerhed. Denne situation kan næppe forenes med retten til en levestandard, der kræves for barnets udvikling”, hedder det i rapporten. Han noterer sig samtidig, at der også er sket forbedringer på området i 2012.

Nye regler på asylområdet, som V-regeringen indførte i 2016, betyder, at også familier indkvarteres på udrejsecentrene, hvis de får afvist deres ansøgning om asyl og ikke samarbejder om at forlade landet frivilligt, eller hvis hjemlandet ikke samarbejder om at ville modtage dem. Det har vakt kritik, fordi der på udrejsecentrene for afviste asylansøgere er nogle særlige regler, f.eks. en bespisningsordning, hvor beboerne ikke selv må lave mad, men modtager tre måltider om dagen i kantinen. Beboerne skal desuden være på asylcenteret om natten, ligesom de har meldepligt flere gange om ugen, så myndighederne er sikre på, hvor de er. Reglerne indførte regeringen som såkaldte ”motivationsfremmende foranstaltninger”, der skulle få de afviste asylansøgere til frivilligt at rejse hjem. I dokumentaren ”Børnene på Sjælsmark” fra 2019 (se kilder) beskriver børn på Udrejsecenter Sjælsmark, hvordan deres liv er præget af søvnløshed, apati og uvished, og at de ikke har lyst til at tage venner med hjem fra skolen. En psykolog på centret bekræfter det billede og beskriver, hvordan mange børn har symptomer på psykisk mistrivsel såsom uro, angst, søvnløshed og ensomhedsfølelse.

     Ligeledes viser en undersøgelse foretaget af psykologer i Røde Kors i perioden december 2018 til januar 2019 (se kilder), at en stor andel af børnene på udrejsecenter Sjælsmark har symptomer på psykisk mistrivsel, og helt konkret at 61 % af børnene sandsynligvis ville få stillet en psykiatrisk diagnose, hvis de blev udredt.

Når deres forældre er stressede eller psykisk syge, bliver børnene bange og utrygge. Børn identificerer sig meget stærkt med deres forældre og ’kopierer’ ofte deres reaktionsmønster, forklarer professor emeritus Per Schultz Jørgensen og psykiater Edith Montgomery fra Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre i et debatindlæg i Information den 17. maj 2008 (se kilder): “De vil ofte over-identificere sig med forældrene for at beskytte dem. Derfor ligner symptomerne hos børn ofte forældrenes symptomer. En dybtgående dansk undersøgelse af asylsøgende børn viser, at børn fra asylsøgende familier er præget af angst, de er sårbare, har let til gråd, de har ofte konflikter med andre børn og kan virke triste og ofte kede af det. Og hvis forældrene fastholdes i deres livsmønster, vil børnenes egne fortællinger og livshistorier – deres fantasier og grundlæggende livsmod – blive en del af et fortsat traumatisk forløb.”

     I 2007 lavede en gruppe forskere fra Københavns Universitet på Røde Kors’ initiativ en undersøgelse af 4-16-årige asylbørns trivsel. Ifølge undersøgelsen “Psykisk helbred blandt asylbørn i Danmark” (se kilder) udviste 35 % af børnene og 58 % af de 11-16-årige tegn på psykiske lidelser. Desuden viste undersøgelsen den, at når et barn opholder sig mere end et år på et asylcenter, bliver risikoen for, at barnet udvikler en psykisk lidelse fem gange større, og at børn, der flytter flere end tre gange mellem forskellige centre, også får øget risiko for at blive psykisk syge.

Ventetiden er ifølge læger, der har undersøgt forholdene på asylcentrene, med til at gøre mange asylansøgere både fysisk og psykisk syge. I en artikel i Ugeskrift for Læger i marts 2008 (se kilder) konkluderede en gruppe læger, at risikoen for psykisk sygdom stiger markant, jo længere asylansøgerne opholder sig i asylcentrene. Lægerne anbefalede derfor, at der gennemføres “humanitære og politiske initiativer, der fokuserer på forebyggelse”. En rapport fra Amnesty Internationals danske lægegruppe (se kilder) fra 2008 viste desuden, at næsten halvdelen af alle asylansøgere i Danmark havde været udsat for tortur. Amnesty Internationals danske lægegruppe mente på baggrund af undersøgelsen, at der manglede behandlingsmuligheder for torturofre på asylcentrene.

     Samme melding kom fra det Internationale Rehabiliteringsråd for Torturofre (IRCT), som på baggrund af en undersøgelse offentliggjort i tidsskriftet Torture Journal i 2014 vurderede, at 77 % af de nyankomne asylansøgere havde været udsat for tortur, og at to tredjedele var så hårdt ramt fysisk og psykisk, at de havde svært ved at udføre selv enkle dagligdags rutiner. Det skriver Berlingske i artiklen ”Mange asylansøgere hårdt ramt af tortur” (se kilder). Når flygtninge ankommer til Danmark, har de ifølge IRCT som udgangspunkt kun adgang til behandling af akutte problemer, og i praksis bliver de ikke tilbudt psykologisk eller psykiatrisk behandling. Kun hvis de bliver bevilget asyl og opholdstilladelse, bliver de tilbudt egentlig behandling for deres traumer, siger IRCT til Berlingske.

Omkring årsskiftet 2015/2016 blev der oprettet i alt fire teltlejre, der skulle fungere som modtagecentre for en del af de mange nyankomne flygtninge, heriblandt især mange fra Syrien.   Teltlejrene blev lukket igen hen mod slutningen af 2016, da antallet af asylansøgere igen var faldende, men dog bliver en af dem fortsat holdt i beredskab, så den kan åbnes igen, hvis antallet af asylansøgere igen stiger.   Teltlejrene var en del af en pakke med asyl- og udlændingestramninger, som den daværende V-regering fremlagde i november 2016, og regeringens begrundelse for at oprette teltlejre var dels, at der manglede kapacitet til at huse de mange asylansøgere, dels at forholdene for asylansøgere i Danmark ikke skulle være mere attraktive end i andre europæiske lande i nærheden, da det så ville få endnu flere til at søge specifikt mod Danmark. Teltlejrene mødte hård kritik fra mange sider, både fra privatpersoner, aktivister, politikere og forskellige organisationer. Generalsekretær i Dansk Røde Kors, Anders Ladekarl, spurgte, om Danmark var et uland, når det var nødvendigt at oprette teltlejre, og gjorde opmærksom på, at Dansk Røde Kors, da de første teltlejre blev åbnet, havde op mod 200 ledige sengepladser til asylansøgere, som allerede var betalt for. Han undrede sig over, at regeringen i den situation valgte at placere asylansøgere i teltlejre i snestorm.   Forfatter og aktiv i bevægelsen Venligboerne Anne Lise Marstrand-Jørgensen var også blandt de kritiske røster. Efter et besøg i en af teltlejrene, der var placeret nær Næstved, skrev hun i april 2016 en kronik i Dagbladet Information (se kilder), hvor hun beskrev, at hun i lejren havde mødt familier på seks personer, der boede på 12 kvadratmeter, at børnene ikke gik i skole, ikke havde ordentligt fodtøj på og legede på usikre områder med ulovlige elinstallationer. Hun berettede blandt andet, at en asylansøger i lejren ifølge nogle beboere havde tilbudt drenge penge for sex, og at et andet barn var blevet forulempet, men at lejrledelsen ifølge beboerne intet gjorde, så de selv måtte tage kontakt til politiet.

Børnenes forhold er blevet kritiseret af både fagpersoner og organisationer. Kritikken har blandt andet lydt på:

• Undervisningen i asylskolerne er af for dårlig kvalitet 
• Fritidstilbuddene til børnene er for dårlige 
• Der mangler psykologisk og pædagogisk personale til at tage sig af børnene, særligt børn af traumatiserede forældre

     Flere organisationer har foreslået, at børnefamilier ikke skal opholde sig længere end to år på asylcentrene.

     I 2018 fremlagde Dansk Flygtningehjælp en rapport (se kilder), hvoraf det fremgår, at asylbørn på centrene ikke får hjælp i lige så stort omfang som danske børn. Rapporten er skrevet på baggrund af interviews med 17 socialrådgivere hos kommuner og 17 anonyme socialkoordinatorer fra asylcentre. Det fremgår af en artikel fra Information den 10. april 2018 (se kilder), at der ikke tages tilstrækkelig hånd om asylbørn, hvis de viser tegn på mistrivsel, selvom den danske servicelov forpligter kommunerne til at give børnene samme hjælp, som hvis de havde været danske statsborgere. Asylchef i Dansk Flygtningehjælp Eva Singer udtalte sig således om rapporten: ”Selv om det ikke er nyt, at nogle børn ikke trives i asylcentrene, så viser vores rapport nu, at der er tale om et generelt billede for hele landet. Den viser også, at de fagpersoner, der er omkring asylbørnene, har svært ved at bruge de redskaber, der findes i serviceloven, for at hjælpe dem, og det finder jeg utrolig problematisk.”   I løbet af 2016 var der desuden hård kritik af forholdene på flere af landets børneasylcentre, især centrene drevet af Langeland Kommune. I august blev fem drenge forflyttet fra et af de fire centre, Tullebøllecentret, da de var blevet sigtet af politiet for enten voldtægt eller seksuel chikane i forbindelse med Langelandsfestival, og i oktober var 15-20 drenge på centret involveret i et masseslagsmål. Senere i oktober kom det frem, at to kvindelige ansatte muligvis havde misbrugt flere mindreårige drenge seksuelt, og de to ansatte blev i november sigtet for overgreb. Langeland Kommune besluttede i oktober at lukke centret, og i november blev også de tre øvrige børnecentre, som Langeland Kommune drev, lukket. Det kom senere frem, at Dansk Flygtningehjælp allerede i 2014 havde kontaktet Udlændingestyrelsen med bekymring om forholdene på et andet børnecenter på Langeland, men at Udlændingestyrelsen efter en opringning til kommunen ikke gjorde yderligere, før de i forbindelse med de nævnte sager tog på kontrolbesøg.   Det fik flere forskere og repræsentanter for bl.a. Amnesty International til at foreslå, at kontrollen med asylcentrene, særligt børnecentre, skærpes.

Forholdene er ifølge kendere af systemet blevet barskere i udrejsecentrene de senere år, og desuden har regeringen i slutningen af 2016 besluttet, at afviste asylsøgere nu i langt højere grad skal frihedsberøves, hvilket kan betyde indespærring i et af de to lukkede fængsler Vridsløselille eller Ellebæk. I Vridsløselille bliver de indsatte isolationsfængslet i op til 23 timer i døgnet, hvilket har fået ombudsmanden til at udtrykke bekymring for de psykiske skadevirkninger for de afviste asylansøgere.   Fra flere sider kritiseres det, at afviste asylansøgere behandles som hårde kriminelle, selv om deres lovbrud typisk alene består i, at de ikke er udrejst af Danmark, selv om reglerne kræver det. En norsk forsker, professor ved Institut for Kriminologi ved Universitetet i Oslo, Katja Franko, udtaler i en artikel i Politiken den 5. november 2016 (se kilder) om tendensen i Danmark til i stigende grad at frihedsberøve afviste asylansøgere: ”Migranter og asylsøgere bliver beskrevet med ord og vendinger, man normalt bruger om forbrydere. Og systemet behandler dem mere og mere som sådan. (…) Jeg er enig i, at der er tale om en overtrædelse af en lov og en stats beslutning, hvis man ikke følger en besked om at forlade landet. Men så kommer spørgsmålet om, hvilke metoder der skal bruges til at svare på den slags opførsel. Er det en grov nok overtrædelse til at retfærdiggøre fængsling, kropsvisitering og ekstrem tvang, som vi ser i nogle sager? Det her handler også om børn og meget sårbare grupper. Der er en del selvmordsforsøg og selvskadende adfærd – ikke kun på grund af institutionerne, men også på grund af de livssituationer, de er i.”

De seneste år har humanitære organisationer, fagpersoner og politikere kritiseret børnenes vilkår på Udrejsecenter Sjælsmark. I december 2018 udtalte Ombudsmanden sig om vilkårene i udrejsecentrene (se kilder). Selvom forholdene generelt ikke er i strid med internationale konventioner som Børnekonventionen og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, peger ombudsmanden på, at vilkårene begrænser børnenes muligheder for naturlig udvikling og livsudfoldelse, og at der er nogle konkrete forhold i centret, der ville kunne ændres for at styrke børnenes trivsel, f.eks. hvad angår spiseforhold.

     Konkret har der været kritik af, at børnefamilierne på udrejsecentrene ikke selv må lave mad, men i stedet får serveret tre hovedmåltider, som de skal indtage i centrets kantine. Den ordning blev for alvor kritiseret i januar 2019, da det via en video på de sociale medier (se kilder) kom frem, at en far ikke måtte give sin femårige søn broccoli fra kantinen, fordi det var beregnet til de mindre børn.

     I 2018 startede Folkebevægelsen for Asylbørns Fremtid en underskriftsindsamling for at kunne stille et borgerforslag om at forbedre forholdene for børnene på Sjælsmark. I maj 2019 lige inden folketingsvalget havde over 50.000 mennesker skrevet under på borgerforslaget, og børnene på Sjælsmark endte også med at blive et af de store temaer i valgkampen i juni 2019, hvor partierne Radikale Venstre, Enhedslisten, SF, Alternativet og Socialdemokraterne alle lovede at ændre vilkårene for de afviste asylbørn, hvis de fik magten efter valget. Ved den efterfølgende regeringsdannelse var det en del af aftalen mellem S og støttepartierne R, SF og EL, at der skulle oprettes et udrejsecenter kun for børnefamilier, og at det skulle indrettes efter anbefalinger fra Røde Kors og Ombudsmanden. Den aftale faldt endelig på plads mellem partierne i november 2019, fremgår det af artiklen ”Slut med børn på Sjælsmark i april” (se kilder), hvori formand for SF, Pia Olsen Dyhr, udtaler om de bedre forhold i fremtiden: ”De skal have mulighed for at lave mad selv, de skal have mulighed for at have et rigtigt familieliv og et skoleliv. Det er helt afgørende […] Det at være barn, det kræver, at du får tid til også at være sammen med familien og have nogle normale omstændigheder.”

Kritikken kommer både fra politiske partier, aktivister, privatpersoner, menneskerettighedsorganisationer i og uden for Danmark samt fagfolk som lærere, psykologer og læger, heraf en del tidligere ansatte på asylcentrene.

     Præster, kunstnere og forfattere har desuden de seneste 10-15 år deltaget i og organiseret happenings og demonstrationer med det formål at sætte fokus på asylansøgernes forhold. I 2006 blev foreningen “Bedsteforældre for Asyl” stiftet, som hver søndag tager opstilling uden for Sandholmlejren, Avnstruplejren og Center Kongelunden for at gøre opmærksom på, at de finder forholdene i centrene uacceptable, og at de afviste asylansøgere, der ikke kan sendes tilbage til deres hjemlande, bør have opholdstilladelse. I september 2008 lancerede en aktivistgruppe, der kaldte sig “Luk Lejren” en kampagne under overskriften “Make Sandholm History”. Formålet var at få lukket Sandholmlejren, og aktivisterne opfordrede Røde Kors til at trække sig fra arbejdet med at drive asylcentrene. Den 25. oktober 2008 arrangerede aktivistgruppen en demonstration foran Sandholmlejren, hvor der klippet et hul i hegnet til lejren for at markere budskabet om at få lukket asylcentret. Også organisationen Trampolinhuset har med kampagnen ”Out Of The Camps” (se kilder) rettet kritik mod forholdene i asylcentrene for at føre til isolation af asylansøgere fra det øvrige samfund.

     Trampolinhuset var omdrejningspunkt for stiftelsen af Folkebevægelsen for asylbørns fremtid (se kilder), som arbejder for at sikre bedre rets- og levevilkår for asylbørn, og hvis første projekt har været at forbedre vilkårene for de afviste asylbørn på Udrejsecenter Sjælsmark. Bevægelsen blev stiftet i 2017 af kendte danskere, organisationer, virksomheder og forældre fra asylsystemet.

     Fra politisk side er kritikken primært kommet fra Radikale Venstre, SF, Enhedslisten og Alternativet. Særligt har det været forholdene for børnene og de afviste børnefamilier på asylcentrene, som disse partier de seneste år har kritiseret, og ved regeringsdannelsen i sommeren 2019 var det et ultimatum for R, SF og Ø, at de afviste børnefamilier skulle ud af Sjælsmark, hvis de skulle støtte en socialdemokratisk regering. Men også Konservative, Liberal Alliance og Socialdemokratiet tilkendegav under valgkampen, at de gerne ville være med til at forbedre forholdene for børnene.

Røde Kors er blevet kritiseret for at dække over forholdene i asylcentrene og for at fungere som regeringens forlængede arm. I et debatindlæg i Politiken i september 2007 under overskriften “Jeg anklager Dansk Røde Kors…” (se kilder) skrev formand for Socialpolitisk Forening, Knud Vilby: “Det her er et angreb på Dansk Røde Kors, fordi regeringen for længst er holdt op med at lytte til almindelige anstændige mennesker i spørgsmål om børn i asylcentre. Det er også et angreb på Dansk Røde Kors, fordi organisationen ved at acceptere vilkårene, og ved at overse overgreb og brud på konventionen om børnenes rettigheder er med til at sløre sandheden, om det der foregår (…) mere og mere peger i retning af, at Dansk Røde Kors, ved at acceptere forholdene som de er, i realiteten gør en negativ forskel. Dansk Røde Kors er med til at få den danske befolkning til at tro, at forholdene er i orden. Men det er de ikke. (…).”

     I artiklen “Røde Kors blåstempler regeringens politik” i Information den 22. januar 2008 (se kilder) kritiserer to tidligere Røde Kors-frivillige forholdene på asylcentrene og anklager ligesom Knud Vilby organisationen for at fungere som regeringens forlængede arm: “Hvordan man kan sige, at man er en humanitær organisation, der arbejder for medmenneskelighed, og så samtidig drive nogle asylcentre, hvor man på ingen måde tilbyder mennesker et anstændigt liv? Det kan jeg ikke forstå, at Røde Kors vil være med til,” siger den ene af de to tidligere frivillige, mens den anden supplerer: “Røde Kors bruger sit renommé som hjælpeorganisation, og det kommer til at gå ud over asylansøgerne. Samtidig nyder regeringen rigtig godt af samarbejdet, når Røde Kors ikke forholder sig kritisk til det, der sker.”

     Kritikken bakkes op af to kandidater fra Copenhagen Business School, der har undersøgt tidligere Røde Kors-ansattes syn på organisationens drift af asylcentre. Om deres konklusion på undersøgelsen siger en af de to kandidater i artiklen “En humanitær stat i staten” i Information den 7. december 2007 (se kilder): “Det er oftest politikerne, der får skylden for asylansøgernes kummerlige forhold i Danmark, men vi glemmer Røde Kors' rolle i den sammenhæng, for hvem er det egentlig, der står asylansøgerne nærmest? Når asylafdelingen følger deres snævre fortolkning af neutralitetsbegrebet, hvor de afstår fra at tage stilling til den enkeltes asylsag, men samtidig tillader andre politiske aktører i asylcentrene, så ender Røde Kors' Asylafdeling med at give køb på medmenneskeligheden.”

Der er blevet rettet kritik af de kommuner, der driver asylcentre, for at være mere optaget af at tjene penge på asylcenterdriften og skaffe lokal vækst og arbejdspladser end på at sikre trygge, værdige og rimelige forhold for asylansøgerne. Denne kritik blev især markant, efter at det i efteråret 2016 kom frem, at der havde fundet overgreb sted mod børn på et af Langeland Kommunes børnecentre, og at mindst halvdelen af de ansatte på dette center var uden relevant uddannelse.   I forbindelse med denne sag og lukningen af Langeland Kommunes fire børnecentre kom der oplysninger frem om, at Langeland Kommune i 2015 havde et overskud på over seks millioner kroner på driften af kommunens i alt 11 asylcentre. Flere andre kommuner havde tilsvarende millionoverskud på drift af asylcentre. Af en artikel på TV2.dk i november 2016 (se kilder) fremgik det, at kommunernes overskud var som følger:

     Langeland (11 centre): 6,3 millioner

     Vesthimmerland (8 centre): 5,7 millioner

     Tønder (7 centre): 6,3 millioner

     Jammerbugt (11 centre): 7,8 millioner

     Thisted (3 centre): 10,7 millioner

     Det fik flere organisationer, bl.a. Amnesty International Danmark, til at kritisere kommunerne for at tænke i økonomi frem for kvalitet, når de indretter og driver asylcentre. Også Dansk Folkeparti var ude med kritik og opfordrede til, at reglerne blev ændret, så kommunerne ligesom Røde Kors skal betale eventuelt overskud på asylcenterdrift tilbage til staten. Det afviste integrationsminister Inger Støjberg (V), da hun ifølge artiklen mente, at det ikke er umuligt både at skrive asylcentre med god økonomi og samtidig sikre asylansøgerne gode forhold.

Mange asylcentre er placeret i tyndt befolkede områder, hvor det er svært for asylansøgere med ringe økonomiske midler at komme fra A til B med offentlig transport. Det er desuden blevet kritiseret, at nogle asylcentre som f.eks. Sjælsmark og Sandholm ligger klos op ad et militært øvelsesterræn, hvor krudtlugt og høje brag risikerer at genkalde traumer hos asylansøgere, der er flygtet fra krigszoner. I et debatindlæg i Information den 21. januar 2019 (se kilder) beskriver Niklas Størup Agerup, juridisk rådgiver i blandt andet Sandholm, Ellebæk og Sjælsmark, hvorfor han mener, at placeringen af disse asylcentre er problematiske: ”Lyden og synet af kampvogne eller den bevæbnede gruppe soldater, der i ny og næ tager sig en slapper på græsplænen foran Sjælsmark, ville jeg have syntes var alletiders, da jeg var barn og ikke vidste bedre. Det synes jeg ikke nu, og jeg tror, at der på tværs af danske veteraner og nødhjælpsarbejdere og ikke mindst flygtninge fra krigszoner, voksne som børn, er mange, der har det ligesom mig. I rådgivningen har jeg i hvert fald gang på gang, når de tunge maskingeværers monotone hakken i timevis skærer tydeligt igennem døre og vinduer, set den samme skælven, som jeg kender fra mig selv: sættet i kroppen, de forpinte flakkende øjne og den tabte koncentration. Jeg har set den tydeligt hos mange af de mennesker, jeg har siddet overfor, og som jeg formoder bliver kastet pludseligt tilbage til det krigshelvede og den forfølgelse, de er flygtet fra.”

     I 2018 kom det frem, at den daværende VLAK-regering havde planer om at åbne et udrejsecenter for udvisningsdømte kriminelle på den øde ø Lindholm i Stege Bugt, hvilket blev skarpt kritiseret for at være symbolpolitik af lokalpolitikere og af politiske oppositionspartier. Socialdemokraterne lagde dog planerne i graven, da de fik regeringsmagten i 2019, med det argument, at det var en for dyr løsning på grund af blandt andet færgedriften til og fra øen. I en artikel i Berlingske fra den 19. september 2019 (se kilder) udtaler udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) følgende: ”Det er penge ud ad vinduet. Kriminelle udlændinge er ikke velkomne i Danmark. De skal rejse hjem. Jeg er klar til at gå meget langt for at sikre det. Men det skal være politik, hvor vi bruger pengene fornuftigt.”

En del steder i landet, hvor der er blevet oprettet nye asylcentre, har der været borgerprotester og borgermøder, hvor mange af de lokale indbyggere har udtrykt bekymring eller vrede over, at der skulle placeres et asylcenter i netop deres by eller lokalområde. Der har også været enkelte eksempler på hærværk mod asylcentre, dog ikke altid begået af lokale. Samtidig har der især omkring de fire teltlejre, som blev oprettet omkring årsskiftet 2015-2016, været protester fra lokale borgere og andre over de forhold, asylansøgerne er blevet indkvarteret under, og netværket Venligboerne samt mange andre lokale netværk har organiseret velkomstkomiteer, besøgsordninger, fritidsaktiviteter med mere på asylcentrene for at være med til at give asylansøgerne en mere indholdsrig hverdag og skabe kontakt mellem asylansøgerne og lokalsamfundet.   I 2015 udkom en rapport om asylcentrenes indvirkning på lokalsamfund især i landdistrikter i Danmark, udarbejdet af antropologer fra Københavns Universitet (se kilder). Rapportens hovedkonklusion var, at selv om der ofte er bekymring for f.eks. faldende huspriser eller øget kriminalitet og uro i et lokalsamfund, hvor der skal oprettes et asylcenter, så bliver de lokale borgere med tiden typisk positivt overrasket over, at problemerne er ganske få, og at der til gengæld er en række positive afledte effekter af oprettelsen af asylcentret. Det gælder f.eks. et stigende antal lokale arbejdspladser, ligesom tilstedeværelsen af asylbørn i lokale skoler og børnehaver kan betyde, at disse overlever. Også lokale erhvervsdrivende oplever øget omsætning, og den øgede efterspørgsel på lokal kollektiv transport kan også betyde, at f.eks. en busrute, som var indstillet til nedlæggelse, bliver bevaret.

     VLAK-regeringens planer om at oprette et nyt udrejsecenter for udvisningsdømte kriminelle på øen Lindholm i Stege Bugt ved Vordingborg vakte også debat blandt lokale i 2018, da det kom frem i offentligheden. Det fremgår af artiklen ”Udrejsecenter på øde ø bekymrer borgmestre og borgere i Vordingborg” fra DR (se kilder), hvor den tidligere borgmester i byen fortalte, at han modtog henvendelser fra borgere, der følte sig utrygge ved at skulle have kriminelle boende i lokalområdet. Planerne for et nyt udrejsecenter på øen blev dog endegyldigt droppet, da Socialdemokraterne fik regeringsmagten i 2019.

Foreningen Asylret, der blandt andet består af jurister med speciale i asyllovgivning, har udtalt, at alle asylcentre skal lukkes for at sikre, at Danmark overholder internationale konventioner som FN's Flygtningekonvention, FN’s torturkonvention, FN’s Børnekonventionen og Verdenserklæringen om Menneskerettighederne. Foreningen mener, at alle asylansøgere skal have ret til at bo i det danske samfund, mens deres sag er under behandling.

     Socialpolitisk Forening, Børnerådet og SOS mod Racisme har desuden påpeget, at børnenes forhold på asylcentrene er i strid med flere artikler i Børnekonventionen, herunder artikel 24, der lyder: “Deltagerstaterne anerkender barnets ret til at nyde den højst opnåelige sundhedstilstand, adgang til at få sygdomsbehandling og genoprettelse af helbredet. Deltagende stater skal stræbe mod at sikre, at intet barn fratages sin ret til adgang til at opnå sådan behandling og pleje” og artikel 22, hvor det understreges, “at rettighederne også gælder for børn, som er flygtninge eller søger flygtningestatus” samt artikel 39: ”Deltagerstaterne skal træffe alle passende forholdsregler til at fremme fysisk og psykisk helbredelse og resocialisering af et barn, der er offer for enhver form for grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf eller væbnede konflikter. Sådan helbredelse og resocialisering skal finde sted i omgivelser, der fremmer barnets sundhed, selvrespekt og værdighed” (se kilder).

     Mange af de syriske flygtninge, der er rejst til Danmark på grund af krigen i deres land, har været tvunget til at efterlade kone og børn undervejs. Familiemedlemmerne opholder sig typisk i tyrkiske flygtningelejre eller under kummerlige forhold i Libanon eller Jordan. I 2016 indførte regeringen en ny asylpakke (se kilder), som blandt andet indebar, at asylansøgere med midlertidig opholdstilladelse må vente tre år på at få familiesammenføring i stedet for et år, som det var tilfældet før den nye lovgivning. Selvom den nye lov ikke specifikt er en krænkelse af menneskerettighederne, har Institut for Menneskerettigheder kritiseret den nye venteperiode. På deres hjemmeside i 2017 udtaler direktør for instituttet, Jonas Christoffersen (se kilder): ”Vi anerkender, at man ikke med stor sikkerhed kan sige, præcist hvor grænsen går for retten til familiesammenføring, men tre år er en lang venteperiode, og selv om flere lande har indført venteperioder, er der er kun meget få lande, der har indført lige så lange venteperioder som Danmark.”

     Den vurdering bakkes op af FN’s Menneskerettighedskomité, der i en rapport i foråret 2016 kritiserede netop treårsreglen, fremgår det af en artikel på Institut for Menneskerettigheders hjemmeside (se kilder).   I foråret 2016 vurderede flere menneskerettighedseksperter desuden, at det kunne være et brud med menneskerettighedskonventionens fastlæggelse af ret til et familieliv, at integrationsminister Inger Støjberg havde besluttet, at samlevende par og ægtepar, hvor den ene part var under 18 år, ikke måtte bo på samme asylcenter, selv om parret havde et eller flere børn. Der var på det tidspunkt i alt 27 par på asylcentrene, som myndighederne havde kendskab til, hvor kvinden var under 18 år, mens manden var over 18 år, og som var samlevende eller gift, og syv af disse par havde børn, mens det for seks af de øvrige par gjaldt, at kvinden var gravid. Forskernes vurdering af, at det i visse tilfælde var i strid med internationale konventioner at adskille parrene, betød, at integrationsminister Inger Støjberg (V) i september besluttede, at disse par igen kunne få lov at bo sammen på et asylcenter.

Der er blandt andet kommet kritik fra:

• FN’s torturkomité: I maj 2007 konkluderede FN’s torturkomité i en rapport, at forholdene på danske asylcentre er på kant med FN’s torturkonvention: “Komiteen er bekymret over den unødigt lange ventetid i asylcentrene og de psykologisk negative konsekvenser af at vente i længere tid og uvisheden omkring asylansøgernes dagligliv (…) Mens staten arbejder på at forbedre leveforholdene i asylcentrene, bør den også overveje effekterne af de lange venteperioder og give både voksne og børn, der bor i asylcentrene, adgang til uddannelse og rekreative aktiviteter samt tilstrækkelig social og sundhedsmæssig bistand,” stod der i rapporten (se kilder). 
• LIBE, Europa-Parlamentets Komité for Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender offentliggjorde i september 2008 en kritisk rapport om dansk asyllovgivning og -praksis, baseret på et besøg i Danmark i april 2008. Rapporten kritiserede, at afviste asylansøgere opholder sig i asylcentrene i årevis uden rettigheder, og at der ikke er nogen øvre grænse for, hvor længe afviste asylsøgere, der nægter at rejse hjem, kan sidde fængslet. Rapporten anbefalede, at Danmark giver en form for beskyttelsesstatus til de afviste asylsøgere, som ikke kan hjemsendes, for på den måde at sikre deres integration og forebygge psykiske lidelser. 
• Europarådet, der i en rapport om forholdene på de danske asylcentre konkluderede, at mange børn i danske asylcentre får psykiske og sociale problemer, fordi de venter i centrene i årevis, efter at deres familier har fået afslag på opholdstilladelse. Det fremgår af artiklen ”Europarådet er bekymret for børn i danske asylcentre” (se kilder).

VK-regeringen indgik i løbet af 2006-2008 aftale med Dansk Folkeparti om en række forbedringer på asylcentrene, der især skulle komme børnene til gode. Ændringerne bestod blandt andet i:

• At gammelt og slidt inventar på nogle af værelserne blev udskiftet 
• At der blev indført modersmålsundervisning på skolerne og oprettet børnehaveklasser 
• At der blev afsat penge til fritidsaktiviteter for børn og unge og indkøb af sportsudstyr 
• At der blev oprettet et team af pædagoger og psykologer til at støtte de mest sårbare familier 
• At alle børn ved ankomsten til et asylcenter bliver undersøgt af en psykolog

     S-R-SF-regeringen indgik i 2012 en aftale med Enhedslisten og Liberal Alliance, der blandt andet indebar, at asylansøgerne kunne få mulighed for at arbejde og bo uden for asylcentrene, og i november 2019 blev den socialdemokratiske regering og støttepartierne Radikale Venstre, SF og Enhedslisten under forhandlingerne til den kommende finanslov enige om at flytte børnefamilierne ud af Sjælsmark. Senest i april 2020 skal alle afviste asylansøgere med børn være indkvarteret på et helt nyt udrejsecenter, der er indrettet specifikt til familierne efter anbefalinger fra Røde Kors og Ombudsmanden.