Børnesoldater

”Brugen af børnesoldater er formentlig verdens mest ukendte form for børnemishandling”, har New York Times skrevet. Børn under 18 år, og i mange tilfælde under 15 år, bliver brugt i guerillagrupper, militser og terrororganisationer, men også i nationale hærstyrker. Det skønnes, at omkring 300.000 børn i 14 forskellige lande deltager i krige og konflikter rundt om i verden. For mange af børnene medfører det dybe traumer ud over den direkte risiko for lemlæstelse og død. Konsekvensen for militsledere og andre krigsherrer kan være adskillige år bag tremmer, for det er en krigsforbrydelse at bruge børn under 15 år i kamp. Og retsopgørene er så småt i gang.

En børnesoldat er både i international lov og i praksis defineret som en person under 18 år, der deltager i kamp for eller på anden måde støtter en væbnet styrke eller gruppe. Denne definition er hentet fra FN's kontor for den særlige repræsentant for børn og væbnet konflikt (se kilder), og den går igen i international lovgivning, der gælder på området.

     De fleste børnesoldater er mellem 15 og 18 år, men rekruttering starter flere steder allerede fra børnene er 10 år gamle. De yngste registrerede børnesoldater var omkring syv år gamle.

     Mange oprørsgrupper anvender børnesoldater i deres kamp mod regeringsstyrker, men en del regeringshære bruger også børnesoldater i væbnet konflikt. De fleste børnesoldater, der er under 15 år, befinder sig i de ikkestatslige militærorganisationer, mens de fleste børnesoldater mellem 15 og 18 år er rekrutteret til landenes militære styrker.

Der er forskellige årsager til, at børn ender som soldater. Mange af børnene bliver tvangsrekruttere imod deres vilje og nogle tilslutter sig frivilligt. Nogle børn bliver soldater bare for at kunne overleve. I krigsramte områder vil skolerne ofte være lukket, markerne ødelagte og familiemedlemmerne er måske arresterede eller dræbt. Her kan et våben betyde det samme som mad, og det er bedre end at være bange og hjælpeløs. Ensomme børn i krigsområder løber endvidere en stor risiko for at blive tvangsrekrutteret, ligesom for eksempel gadebørn i udsatte områder kan være i fare for at ende som soldat.

     For andre er det et spørgsmål om at få del i den prestige og magt, der ligger i at bære uniform og have et våben mellem hænderne. Disse børn slutter sig mere eller mindre frivilligt til oprørsstyrkerne uden at indse, hvilken fare og risiko for mishandling, de potentielt udsætter sig selv for, påpeger Unicef (se kilder).

Børnene kan blive officielt indrulleret, presset, kidnappet eller tvunget af deres familie til at blive soldat. Børnene kan for eksempel blive tvunget af deres lokalområde til at blive soldat, fordi en lokal militærperson eller borgmester er forpligtiget til at stille med et vist antal værnepligtige til landets hær. Eller det kan ske som et led i en aftale om, at hvis en landsby giver en oprørsgruppe et antal børn, vil landsbyen til gengæld ikke blive angrebet. Selv om der ifølge internationale regler er en minimumgrænse for at være soldat på 18 år, giver det ikke nødvendigvis en sikkerhed imod at blive taget. I mange lande er fødselsregistreringen unøjagtig eller eksisterer slet ikke. Det bliver derfor ofte et gæt, om de unge er fyldt 18 år eller ej. Lande med en svag administration indkalder heller ikke systematisk til værnepligt efter et register. Mange steder bliver børnene hentet fra skoler og børnehjem, eller militæret laver razziaer på gader, hvor de simpelthen tager alle de børn og unge, de møder. Endelig kan børnene melde sig frivilligt, ofte af sociale og økonomiske grunde.

Tilbage i middelalderen var børn tjenere for riddere, og i det 18. og 19. århundrede er børn ned til omkring otteårs alderen blevet brugt til at lade kanoner eller være spejdere, spioner og budbringere for både regeringshære og oprørsstyrker.

     I de sidste måneder af Anden Verdenskrig var Hitler så presset, at han sendte teenagere fra Hitler Jugend i kamp.

     I de seneste årtier har børn gjort tjeneste både i britiske regeringsstyrker og i de grupper i Nordirland, der kæmpede mod briterne. Også under krigen i Bosnien i 1992-1995 deltog mange børn under 18 år. I krigen mellem albanere og serbere i Kosovo i 1997-1998 kæmpede et stort antal teenagere i Kosovos Befrielseshær (UCK), ligesom der også var børnesoldater i oprørsgrupper i Makedonien omkring årtusindskiftet. Størstedelen af børnesoldaterne i Europa har dog kæmpet i oprørsgrupper længere østpå – Tjetjenien, Dagestan og Nagorno-Karabakh.

     I krigen mellem Iran og Irak blev tusinder af iranske skolebørn hevet ud af skolerne og sendt til fronten, hvor de gik forrest gennem minefelter for at rydde vejen for styrkerne bag dem. Om halsen havde de en nøgle, der skulle minde dem om deres snarlige ankomst til himlen, når de havde opnået martyrdom.

     Indtil for få år siden blev børnesoldater også brugt i krige i en række andre lande, blandt andet Angola, Mozambique, Etiopien, Sierra Leone, Liberia, Sri Lanka og Mali, viser dokumentation fra FN og menneskerettighedsgrupper. Særligt oprørshæren Renamo i Mozambique tvangsrekrutterede børn, nogle af dem helt ned i seks-syvårs alderen. Men også eksempelvis Etiopiens regeringshær har stået bag bortførelser og tvangsrekruttering af børn i 15-års alderen eller yngre fra landsbyer og fattige storbykvarterer.

Først og fremmest er det nemmere for militære ledere at hjernevaske, manipulere og true børn end voksne. I nogle tilfælde er børn også mere frygtløse end voksne, fordi de ikke har forståelse for faren ved krig og de menneskelige konsekvenser, påpeger organisationen War Child (se kilder). Desuden er børn billigere i drift for de militære grupper: de skal ikke have lige så meget mad som en voksen, og de stiller typisk ikke de samme krav om eksempelvis løn, som en voksen ville gøre. Desuden er det nemt for guerillaledere at tvinge eller lokke børn med sig, når oprørsgrupper passerer forbi forskellige byer og landsbyer.

     Yderligere en årsag til, at børn er attraktive for mange oprørsgrupper, er udbredelsen af lette våben. Tidligere var mange af de mest dødelige våben, der blev brugt af oprørsstyrker – såsom macheter og sværd – alt for tunge og vanskelige for børn at betjene, og et barn ville have vanskeligt ved at besejre en voksen soldat med et sådant våben. Men i løbet af de seneste årtier er automatvåben som det sovjetiske AK-47 maskingevær eller det amerikanske M-16 blevet langt mere udbredt. Et 10-årigt barn kan på ganske kort tid lære at rense, samle og skyde med disse våben. Siden AK-47 kom på markedet i 1947 er der solgt cirka 55 millioner af denne type våben på verdensplan. I nogle afrikanske lande kan en AK-47 købes for under 10 dollars.

Human Rights Watch (se kilder) anslog i 2012, at omkring 300.000 børn er soldater i oprørshære, militser, separatistgrupper, terrororganisationer, guerillagrupper m.m. rundt om i verden. Derudover er der flere hundredtusinder børnesoldater indrulleret i forskellige landes militærvæsen og i militære organisationer, der er parate til at blive sendt i kamp med kort varsel.

     Peter Warren Singer, der er tilknyttet det amerikanske Brookings Institut, skriver i sin bog ”Children At War” fra 2005 (se kilder), at brugen af børnesoldater er langt mere udbredt, end man umiddelbart skulle tro. Singer hævder, at børn deltager som aktive kombattanter i mere end tre fjerdedele af de væbnede konflikter rundt om i verden.

Afrika har det største antal børnesoldater, men de bruges også i konflikter i andre dele af verden. Menneskeretsorganisationen Human Rights Watch dokumenterede i ”Child Soldiers Worldwide” i 2012 (se kilder), at børn rekrutteres og bruges som soldater i mindst 14 lande. Det er:

• Afghanistan, hvor Taliban og andre grupper bruger børn som krigere og selvmordsbombere. Ifølge FN rekrutterer det afghanske politi også børn under 18 år 
• Burma/Myanmar, hvor der er børn helt ned til 11-års alderen i såvel den nationale hær som i etniske oppositionsgrupper 
• Colombia, hvor tusinder af børn er med i nogle af landets væbnede grupper, først og fremmest FARC 
• Den Centralafrikanske Republik, hvor hundredvis af børn ned til 12-års alderen er en del af forskellige oprørsgrupper. Andre er bortført af den berygtede milits Lord's Resistance Army, der er opstået i Uganda menes nu at operere i Den Centralafrikanske Republik og DRCongo 
• Den Demokratiske Republik Congo (DRCongo), hvor Lord's Resistance Army bruger drenge og piger som soldater, mens pigerne også udnyttes som sexslaver. Børn er endvidere en del af regeringshæren og forskellige oprørsgrupper. Siden 1996 er der optalt flere end 10 væbnede militser i DRCongo, og flertallet af deres soldater har været børn, oplyser Amnesty International 
• Filippinerne, hvor børn bl.a. rekrutteres til oprørsgrupperne Den Nye Folkehær, Abu Sayyaf og MILF 
• Indien, hvor maoistiske oprørere bruger børn ned til 12-års alderen i væbnede styrker 
• Irak, hvor terrornetværket al-Qaeda bruger børn som budbringere, spioner og til at lægge bomber og deltage i angreb, herunder selvmordsangreb 
• Somalia, hvor den islamistiske al-Shabaab milits bortfører børn helt ned i 10-års alderen og tvinger dem til at kæmpe eller blive selvmordsbombere. Børn gør desuden tjeneste i de somaliske regeringsstyrker 
• Sudan, hvor adskillige styrker og militser benytter børn til at kæmpe i den krigshærgede Darfur-provins. FN's børneorganisation, Unicef, vurderer, at her er op mod 6000 børnesoldater 
• Sydsudan, hvor børn fortsat er en del af hæren, selv om regeringen har lovet at stoppe denne praksis 
• Tchad, hvor tusinder af børn er blevet brugt som soldater i både regeringshæren og oprørsgrupper 
• Thailand, hvor oprørsgruppen Patani Frihedskæmperne har rekrutteret hundredvis af børn, hvoraf en stor del er spejdere, spioner eller andet, mens andre bærer våben. Også en anden gruppe i det sydlige Thailand, The National Revolutionary Front-Coordinate, bruger børn i væbnede angreb 
• Yemen, hvor regeringshæren har rekrutteret børn helt ned til 14 år.

     I juni 2013 viste en FN-rapport – refereret af Ritzaus Bureau (se kilder) – endvidere, at både regeringshæren og oprørsgrupper i Syrien rekrutterer børn som soldater. Ifølge rapporten bliver drenge mellem 15 og 17 år brugt i selve kampene samt i forsyningslinjerne, hvor de fragter mad, vand, ammunition og andet udstyr frem til soldaterne ved frontlinjen.

Sierra Leone, et lille land i det vestlige Afrika, er et af de lande, der oftest nævnes i forbindelse med børnesoldater. Landet gennemgik en blodig borgerkrig fra 1991 til 2001, hvor oprørsgruppen Revolutionary United Front (RUF) spillede en vigtig rolle. Op mod 80 procent af RUF's krigere var i alderen 7-14 år. Flertallet af dem var børn, der var blevet bortført fra deres familier.

     I Colombia var der omkring årtusindskiftet over 11.000 børnesoldater. Det svarer til, at omkring hver fjerde person, der kæmpede i oprørsstyrker og guerillagrupper, var et barn. Børnene gjorde tjeneste på både oprørernes side – i grupperne FARC og ELN – og hos paramilitære styrker, der støtter regeringen.

     Men også på den anden side af kloden, i Filippinerne, bruges børn i oprørsgrupperne Den Nye Folkehær, Abu Sayyaf og MILF.

     I Liberia, hvor der i to omgange var krig i løbet af et årti, kæmpede omkring 20.000 børn. Det svarer til ca. 70 procent af det samlede antal soldater i de forskellige oprørsgrupper.

     Børnesoldater var også udbredt i Afrikas største konflikt, krigen i DRCongo. Den brød ud i 1996 med et oprør anført af Laurent Kabila. Hans oprørshær havde omkring 10.000 børnesoldater i alderen 7-16 år.

     Og endelig er der den berygtede Lord's Resistance Army (LRA), som næsten udelukkende bestod af børnesoldater. LRA, der ledes af Joseph Kony, har bortført over 14.000 børn for at bruge dem som soldater. Gruppen opstod i 1987 i det nordlige Uganda og det sydlige Sudan og menes i dag at operere i Den Centralafrikanske Republik og i DRCongo.

Myanmar (det tidligere Burma) har tusindvis af drenge i den nationale hær. Børn ned til 11 år bliver taget af soldater på gaden og får valget mellem at slutte sig til hæren eller blive sendt i fængsel. I hæren deltager de også i kamphandlinger.

     I Tchad har der tidligere været tusinder af børn i landets hær, men siden regeringen i 2011 underskrev en handlingsplan for at stoppe brugen, er antallet faldet drastisk.

     Da krigen i DRCongo var på sit højeste, var omkring 30.000 børn ifølge FN en del af enten oprørsgrupper eller landets hær (Singer, Peter Warren: Children At War. Se kilder). De fleste er nu frigivet eller ude af de væbnede styrker.

     I Somalia gør børn under 18 år tjeneste i de væbnede styrker, der er under den skrøbelige overgangsregerings kontrol.

     I en af verdens nyeste nationer, Sydsudan, har regeringen endnu ikke indfriet sit løfte om at stoppe rekrutteringen af børn. Også i nabolandet nordpå, Sudan, bruges børn i hæren.

     I Yemen på Den Arabiske Halvø har regeringen rekrutteret børn ned til 14-års alderen.

     Men også Storbritannien, Italien, USA, Canada og Australien har mindreårige i deres væbnede styrker. I de britiske og canadiske styrker kan 16-årige melde sig med forældrenes tilladelse. I de tre andre lande er aldersgrænsen 17 år.

Særligt i mange af Afrikas blodige konflikter har børn helt konkret været brugt som soldater, som med våben i hånd har slået modstandere ihjel. Mange sendes ud på slagmarken som levende skjolde eller bruges som selvmordsbombere. Andre gange bruges børn som spejdere, spioner eller budbringere for oprørsgrupper, fordi de nemmere kan bevæge sig ubemærket rundt i et konfliktområde end en voksen. Desuden får børnene en række praktiske opgaver, blandt andet at lave mad eller slæbe grej for oprørerne eller soldater.

     Piger, der bliver en del af en væbnet styrke, er ofte særligt udsatte for seksuelle overgreb eller tvangsægteskaber med soldaterne. Omkring en tredjedel af børnesoldaterne menes at være piger.

Der er talrige eksempler på, at oprørsgrupper ved rekrutteringen har tvunget et barn til at dræbe eller lemlæste et familiemedlem, inden gruppen tog barnet med sig. Denne handling gør, at barnet har brudt båndene til lokalsamfundet og vil have vanskeligt ved at vende hjem igen.

     Børnesoldaterne bliver ofte behandlet meget brutalt for at hærde dem og gøre dem til mere ubarmhjertige soldater.

     Der er ligeledes talrige historier om børnesoldater, der inden en ildkamp fyldes med amfetamin eller andre stoffer for at dulme deres nerver og styrke deres mod.

     For mange børnesoldater bliver vold og brutalitet en norm, som det kan være svært at slippe igen, efter en konflikt er ophørt. De tager del i krigshandlinger på et tidspunkt i deres liv, der er afgørende for deres udvikling, og det kan give dem store psykologiske skader, som de lider under resten af deres liv.

     Foruden de ar på sjælen, som den brutale krigstilværelse giver børnene, bliver nogle af dem også dræbt eller lemlæstet i kampene. Og endelig vil mange af dem være gået glip af nogle års skolegang, hvilket gør det vanskeligere for dem at få en uddannelse og klare sig godt som voksne.

I mange lande, der har været præget af krig, eller hvor der er krig i nabolandet, findes der hjælpe- og rehabiliteringsprogrammer, hvor man forsøger at hjælpe tidligere børnesoldater videre i livet. Disse projekter findes blandt andet i Mozambique, Angola og Somalia. Det er en vanskelig og langvarig proces at få de tidligere børnesoldater sluset tilbage i samfundet, fordi mange af børnene er svært traumatiserede. De har typisk udviklet en brutal væremåde for at kunne overleve, og mange har prøvet at slå ihjel.

Ifølge Genève-konventionen fra 1949 med tillægsprotokollerne 1 og 2 fra 1977 og FN's Børnekonvention fra 1989 sættes 15 år som minimumalder for rekruttering til militæret og deltagelse i væbnede konflikter. Det gælder også selv om barnet melder sig frivilligt. Over 120 lande har underskrevet en tillægsprotokol til FN's Børnekonvention, som fastsætter minimumalderen for rekruttering af soldater til 18 år. Denne bestemmelse trådte i kraft i 2002.

     I 2007 indgik 75 lande den såkaldte Paris-aftale, som giver landene en moralsk forpligtelse til at stoppe brugen af børnesoldater.

     I juni 2013 satte FN som mål, at der ikke længere skal være børnesoldater noget sted i verden i 2016. Otte regeringshære rekrutterer børn, og seks af dem har lovet, at deres væbnede styrker fremover ikke vil have deltagelse af børn. Det er Somalia, Sydsudan, Myanmar, DRCongo, Afghanistan og Tchad. Det er ventet, at der snart vil komme en handlingsplan på plads for de to sidste lande, Yemen og Sudan, så brugen af børnesoldater også kan blive udfaset her.

Liberias tidligere præsident Charles Taylor blev ved Den Internationale Straffedomstol (ICC) i Haag i maj 2012 idømt 50 års fængsel for krigsforbrydelser begået i Sierra Leone. Blandt andet blev han kendt skyldig i at have brugt børnesoldater.

     To måneder efter, i juli 2012, idømte ICC den tidligere congolesiske krigsherre Thomas Lubanga Dyilo 14 års fængsel for at bruge børnesoldater.

     En anden berygtet krigsherre, Bosco Ntaganda, overgav sig i marts 2013 til ICC. Her er han anklaget for at have tvangsrekrutteret børn til sin milits i DRCongo. Retssagen mod ham blev indledt i marts 2013.

     I sommeren 2013 var status, at yderligere seks personer er anklaget ved ICC for at have brugt børnesoldater i en væbnet konflikt. Blandt dem er den berygtede Joseph Kony, lederen af Lord's Resistance Army (ICC, se kilder). Han menes at være ansvarlig for at have bortført 25.000 børn i det nordlige Uganda over en periode på 20 år. Kony lever i skjul, og det er uklart, om han er afgået ved døden. En af hans nærmeste medarbejdere, Caesar Achellam, blev anholdt i maj 2012.