Christiania

‘Bevar Christiania’-trøjer ses på både unge og gamle over hele landet som et tegn på den mangeårige kamp for at bevare den fristad, der i 1971 opstod som en ulovlig besættelse af et forladt kaserneområde på Christianshavn i København. Mange af de aktivister, der flyttede ind på Christiania i begyndelsen, havde et ønske om at leve, arbejde og bo alternativt i forhold til normal-Danmark uden for fristadens grænser. Men stedet har også været omdrejningspunkt for en massiv hashhandel igennem årerne, og ‘Fristaden’ eller ‘Staden’ har været en øm tå og genstand for årtiers slagsmål mellem både de politiske partier og mellem christianitter, politi og kriminelle.

     I dag er Christiania lovliggjort, men fristaden har siden 2000 haft store problemer med at leve op til kravene fra Folketinget. Det fik den daværende VK-regering til at kræve forholdene normaliserede og med den såkaldte Christianialov fra 1989 i hånden er et næsten samlet Folketing sammen med Slots- og Ejendomsstyrelsen, politiet og christianitterne selv i gang med en gennemgribende lovliggørelse af fristaden.

     I august 2022 godkendte christianitterne et udspil fra S-regeringen om, at der skal bygges 15.000 kvadratmeter almene boliger på fristaden frem mod 2031. I parksis betyder det, at cirka 300 nye beboere får mulighed for at flytte ind på Christiania.

     Den nye aftale betyder samtidig, at christianitterne får lov til at købe den del af volden og de boliger, som de i dag lejer af staten, for 67 millioner kroner.

Det er vanskeligt at sætte en entydig etikette på Christiania eller Fristaden, som det gamle kaserneområde på Christianshavn også kaldes. Den bedste beskrivelse er måske, at Christiania på mange måder er anderledes end det omgivende samfund. På fristadens hjemmeside (se kilder) beskrives området som “byens grønne åndehul”: “Blandt brugerne er mange bistandsklienter, pensionister, nydanskere og klienter fra sociale institutioner. De enlige mødre kommer her også, for slet ikke at glemme de mange unge uden job og bolig. Grønlænderne, gadens folk og landevejenes vagabonder finder alle et fristed her. Alle kommer de til fristaden for at nyde det fredfyldte grønne miljø og den magiske blanding af landsbyliv og storstad i ét. Fordi de sjældent finder disse tilbud, hvor de bor. I mørke lejligheder og triste institutioner rundt omkring i København, hvor folk har for travlt til at snakke, og hvor det er ildeset eller helt forbudt at nyde en øl på bænken – hvis ikke mødestedet allerede er afskaffet.

     Christiania er tabernes paradis, for de kreative og rekreative værdier, som vi alle søger, findes i rigt mål på området.

     Christiania er en grøn og bilfri by med stier, grusveje og store vandområder. Så når du bruger området, må du være ligeglad med lidt mudder og vand.”

Christiania dækker i dag størstedelen af den tidligere Bådsmandsgade Kaserne og hele det tidligere Ammunitionsareal, i alt cirka 34 hektar – hvilket svarer til mere end 50 fodboldbaner – i udkanten af den københavnske bydel Christianshavn. Området omfatter mellem en tredjedel og halvdelen af Københavns Vold, et af Europas bedst bevarede voldanlæg fra 1600-tallet. Christianiaområdet rummer en stor mængde gamle militærbygninger af national interesse med høj bevaringsværdi og en lang række nye huse.

I de første år efter Christianias opståen blev militærets forfaldne bygninger indrettet til kollektiver, værksteder og cafeer. Også en række nye boliger blev opført – ofte efter de forhåndenværende søms princip. Måske derfor udviklede mange af husene sig til anderledes og nyskabende arkitektur, der vakte opsigt ud over Danmarks grænser.

     Efterhånden fik christianitterne også oprettet en række kollektive virksomheder, for eksempel Smedjen, Indkøberen, Kvindesmedjen, Snedkeri, Den Grønne Genbrugshal, Cykelværkstedet og Bageriet. Dertil en række restauranter, værtshuse og spillesteder som Loppen, Månefiskeren, Nemoland, Woodstock og Operaen, foruden fire børneinstitutioner, et sundhedshus og en badeanstalt. Endelig fik fristaden en Teknisk Forvaltning, som arbejder med at renovere militærets gamle el-, vand- og kloaknet og driver Christianias egen renovationsordning i samarbejde med renholdningsselskabet R98.

     I mange år har Christiania haft flere daglige guidede rundvisninger i sommerhalvåret, og ifølge Københavns Turistforening er fristaden Danmarks tredjestørste turistattraktion.

I dagbladet Børsen den 15. maj 2003 sammenlignes Christiania som brand med to andre kendte danske brands: Tivoli og Lego. På bare 30 år er det lykkedes for christianitterne at opbygge et verdenskendt brand på højde med Tivoli, som dog har brugt 160 år på det, lyder konklusionen i en annonce i Børsen fra et managementfirma.

     I artiklen ”København mister en turistattraktion” fra 2006 (se kilder) advarer Wonderful Copenhagen om, at normaliseringen af Christiania kan få negativ betydning for turismen. Salgs- og marketingsdirektør Ole Andersen siger: “Den attraktion, som Christiania har været rent turistmæssigt, vil forsvinde. Folk kommer ikke udelukkende til København på grund af Christiania, men det er med til at give et billede af København som et alsidigt, anderledes og spændende sted.”

Noget af det særlige ved Christiania er, at området i vid udstrækning er selvforvaltende. Fristaden er inddelt i 15 nærområder med navne som Fabrikken, Fredens Ark, Psyak, Bjørnekloen, Mælkebøtten, Blå Karamel, Syddyssen, Tinghuset, Prærien og så videre. På månedlige områdemøder skal lokale forhold afgøres, mens anliggender om hele fristaden diskuteres og afgøres på fællesmøder. Afstemninger er bandlyste, i stedet må man diskutere sig frem til beslutninger, som alle må rette sig efter.

     Christiania fungerer også økonomisk som et fællesskab. Alle beboere skal betale en ”brugsleje” (en slags husleje) for deres bolig, og sammen med indbetalinger fra fristadens virksomheder indgår pengene i Fælleskassen. Fordelingen af pengene vedtages på et årligt økonomimøde. Den daglige drift står økonomigruppen for; den giver blandt andet penge til børneinstitutioner, renovation og vedligeholdelse af bygninger. Ofte er der dog problemer med at få alle christianitter til at betale brugsleje, og af og til kniber det derfor med lønudbetalinger til de ansatte i fristadens virksomheder.

     De 15 nærområder har desuden egne områdekasser.  Ifølge christianitterne må der ikke være og har aldrig været økonomisk sammenhæng mellem Fælleskassen og indtægter fra hashhandlen i Pusher Street.

De første byggesten til fristaden Christiania var et væltet plankeværk. Forsvaret havde i forsommeren 1971 rømmet kaserneområdet, og nogle beboere på Christianshavn ønskede at indrette legepladser til kvarterets børn og begyndte at finde egnede steder. Ganske kort efter bosatte enkelte aktivister sig i nogle af de gamle bygninger. I begyndelsen skete det i relativ ubemærkethed, men snart greb den ulovlige besættelse om sig. Den 26. september 1971 blev Fristaden Christiania grundlagt, blandt andet under sloganet: ”Emigrer med linje 8”, som var den bus, der kørte ud til den ny fristad.

Mange af de aktivister, der flyttede ind på Christiania i begyndelsen, havde en drøm om at leve, arbejde og bo alternativt i forhold til ”normal-Danmark” uden for fristadens grænser. Et håndskrevet manifest, der er dateret den 13. november 71 og underskrevet af Sven, Kim, Kim, Ole og Jacob, på Christianias hjemmeside (se kilder) forklarer lidt om ideen bag fristaden: “Christianias målsætning er at opbygge et selvstyrende samfund, hvor hvert enkelt individ frit kan udfolde sig under ansvar overfor fællesskabet. Dette samfund skal økonomisk hvile i sig selv, og den fælles stræben må til stadighed gå ud på at vise, at den psykiske og fysiske forurening kan afværges.”

     I bogen ”Christiania Plakater 1971-78” (se kilder) kan man læse fristadens ”Grundlov”: “På Christiania er der frihed til at gøre, hvad man har lyst til – så længe man ikke forhindrer andre i at gøre det samme”.

Politiet forsøgte adskillige gange at fjerne folk fra området, men måtte opgive, fordi området var for stort, og der var for mange mennesker. I stedet blev det et politisk spørgsmål for Folketinget. Christiania indgik en aftale med Forsvarsministeriet om forbrug af el og vand og fik et politisk stempel som ”socialt eksperiment”. Der skulle udskrives en idékonkurrence om områdets fremtidige anvendelse, og eksperimentet skulle have lov at fungere, indtil resultatet af konkurrencen forelå. Men i 1973 fik Danmark en ny regering, og det betød en ny politisk holdning til Christiania: Nu skulle området ryddes.

I 1987 kom regeringen med en handlingsplan for lovliggørelse af Christiania, og i 1989 stemte et bredt flertal i Folketinget for den såkaldte ”Christiania-lov” (se kilder), som lovliggjorde fristaden som et eksisterende socialt eksperiment. Men loven skulle også danne grundlaget for en ”normalisering”, og området blev derfor delt op i en ”landlig” del (de gamle voldanlæg), som ad åre skulle renses for beboelse, og en ”bymæssig” del, hvor det sociale eksperiment kunne fortsætte uden tidsfrist.

     I 1991 udarbejdede Miljøministeriet en lokalplan for Christiania. Den skulle sikre, at christianitterne fortsat kunne anvende den bymæssige del af området til boliger og værksteder. Christiania udsendte herefter sin ”Grønne Plan”, hvor området blev præsenteret som en visionær grøn by i tæt samspil med naturen.

I et par år fra 1973 var Christiania kastebold mellem Københavns Kommune og staten, der hver især mente, at det var den anden parts ansvar at rydde området. I 1975 vedtog et flertal i Folketinget, at området skulle rømmes senest den 1. april 1976. Christiania anlagde herefter sag mod staten for at have brudt sit løfte, da der aldrig var blevet udskrevet en idékonkurrence om områdets fremtidige anvendelse, som det var besluttet i 1973. I 1977 tabte Christiania sagen, som blev anket til Højesteret. Sagen sluttede den 2. februar 1978, hvor Højesteret stadfæstede den tidligere kendelse fra Landsretten om øjeblikkelig rydning af Christiania. Det kan man læse i Højesteretsdom af 2/2 1978 i sagen fristaden Christiania mod Forsvarsministeriet (se kilder).

     Højesteretsdommen fik dog ingen konsekvenser. Allerede dagen efter vedtog et flertal i Folketinget, at der først skulle udarbejdes en lokalplan for området. I mellemtiden kunne fristaden eksistere under særlige betingelser, som blev bekendtgjort i Statstidende den 1. juni 1979. Imens forberedte christianitterne sig på en større konfrontation. Når politiet skulle rydde området, skulle de mødes af en veritabel ”kvindehær”, som med letpåklædt ynde og frækhed skulle gøre det vanskeligt for betjentene at svinge kniplerne. Også en til lejligheden importeret ”jydehær” med sympatisører fra land og by var mobiliseret. Fristaden blev udstyret med eget flag – en rød dug med tre store, gule prikker – prikkerne over de tre i’er i Christiania. En lang række kulturpersonligheder blev engageret i kampen for fristadens overlevelse. Det resulterede blandt andet i Christianiapladen i 1977 med det populære refræn: “I kan ikke slå os ihjel, I kan ikke slå os ihjel, vi er en del af jer selv …”

Christiania accepterede, at restauranter og værtshuse i fristaden skulle have individuel bevilling, og at hele fristaden skulle betale lys, gas og vand. I forvejen skulle alle christianitter betale brugsleje til Fælleskassen. Ifølge Forsvarsministeriet har Christiania i hvert fald siden 1994 rettidigt betalt el, vand, skatter og afgifter vedrørende fast ejendom, og samtlige værtshuse og restaurationer har haft de fornødne bevillinger og næringsbreve.

     Sværere var det for en del christianitter at sluge kravet om en fortsat lovliggørelse af fristaden, herunder at de historiske voldanlæg blev offentligt, rekreativt område med adgang for alle københavnere. I princippet betød det, at al beboelse på voldanlægget skulle ophøre, senest når de beboere, der havde nået at opføre en bolig, flyttede. Genhusning på voldene eller nybygninger var ikke tilladt. Christiania-loven gav Forsvarsministeriet en håndfuld tvangsmidler – for eksempel påbud om nedrivning af huse – som ministeriet kunne anvende, hvis ikke dialog og aftaler mellem ministeriet og Christianias Kontaktgruppe førte til de ønskede resultater. Selv om der i årene efter Christiania-loven fortsat blev til- og ombygget og også opført i hvert fald to nye boliger på voldarealet, udnyttede Forsvarsministeriet ikke sine magtmidler med påbud om nedrivning.

     Reelt accepterede skiftende regeringer fra 1991 til starten af 00'erne stiltiende den bygningsmæssige udvikling, måske fordi der ofte var større opmærksomhed på en helt anden side af Christiania: hashmarkedet.

Fra starten anså mange christianitter hash som et rusmiddel, der hørte ungdomsoprøret og den alternative livsstil til. Derfor har hashrygning og hashsalg altid været accepteret i fristaden, selv om det konstant har været en torn i øjet på dens modstandere. Ved flere lejligheder har fristadens beboere begrænset den del af området, hvor der må sælges hash. Således foregik hashsalget fra midt-90’erne hovedsageligt fra 20-30 salgsboder på Pusher Street, der kan betragtes som fristadens hovedstrøg. På dette tidspunkt var Christiania Nordeuropas største åbenlyse hashmarked, hvortil der ikke blot kom kunder fra hele Danmark, men også fra Norge, Sverige og Tyskland.

Selv om politiet gennemførte ransagninger på Christiania og beslaglagde store mængder hash, voksede handlen støt efter politiets vurdering op gennem 1990’erne. Ifølge artiklen ”Politiet: Umuligt at stoppe hashen på Christiania” den 19. februar 2003 i Information (se kilder) beslaglagde politiet mere end 400 kg hash (til en anslået salgsværdi af cirka 20 millioner kroner), 89 kg skunk (særlig stærk marihuana), 256 kg joints (marihuanacigaretter), 4 kg euforiserende svampe og 100 gram ’ice’ (ekstremt stærkt hash) i 2002 under 15 store ransagninger. Dette skete uden nævneværdig indflydelse på hashhandlen.

Nogle christianitter mente, at hashhandlen havde taget overhånd, og at omfanget skadede fristaden. Andre tog det mere afslappet, og endelig var der dem, der aktivt tog del i salget. Men fælles var nok en overbevisning om, at de mange, mange tusinde kunders efterspørgsel efter hash ikke skyldtes Christianias eksistens.

Uvist hvorfor nedlagde hashhandlerne i januar 2004 selv samtlige hashboder og lukkede for den åbenlyse hashhandel i Pusher Street. Måske var det pres indefra, måske var de trætte af politiets konstante beslaglæggelse, eller måske lå udsigten til en større aktion bag. Aktionen, som justitsministeren og forsvarsministeren havde varslet i maj 2003, skulle jævne boderne med jorden som udtryk for den såkaldte ”nultolerancepolitik”. I stedet fjernede hashhandlerne selv alle boderne i løbet af få timer. Det betød dog ikke, at salget forsvandt. Det foregik nu blot mere skjult end før. Det massive politiopbud førte til sammenstød mellem politi og civile. Patruljer på 12-15 betjente holdt fristaden under konstant overvågning, og bydelens cafeer og barer havde i periode besøg af et hold betjente på timebasis. I perioder i 2004 og 2005 blev der arresteret omkring 10-20 christianitter eller andre gæster i fristaden om ugen. Christianitterne følte sig chikaneret, mens betjentene flere gange offentligt ytrede utilfredshed med arbejdsforholdene på Christiania.

Ikke alene hashen på Christiania har været en torn i øjet på en del politikere. Fire måneder efter valget i november 2001 udstedte daværende forsvarsminister i VK-regeringen, Svend Aage Jensby (V), det første påbud nogensinde om fjernelse af en ulovlig opført bygning på Christiania. En mindre træbygning, det såkaldte Sommerhus, blev krævet flyttet nogle hundrede meter. Efter en del forhandlinger indvilgede christianitterne i at flytte huset.

     I maj samme år begyndte Forsvarsministeriet en omfattende registrering af alle bygninger på området. Formålet var at fastslå omfanget af byggeri, som var opført uden tilladelse før november 2001. Ifølge Forsvars- og Justitsministeriets ”Redegørelse om Christiania” fra den 6. maj 2003 (se kilder) tydede en foreløbig opgørelse på, at det totale bebyggede område i grundplan var øget med cirka en sjettedel siden 1990, og at der siden 1990 var opført omkring 100 ulovlige til-, om- eller nybygninger, herunder også byggeri på det historiske voldanlæg.

     På den baggrund lød Forsvarsministeriets vurdering i redegørelsen: “Den forudsatte udvikling hen imod, at de bevaringsværdige områder skulle udgøre et rekreativt grønt område for alle borgere, og at Christiania-området som sådan skulle åbne sig i forhold til det øvrige Christianshavn, er dermed ikke realiseret.”

Den 1. juni 2004 vedtog Folketinget lov nummer 431 om ændring af lov om anvendelse af Christianiaområdet, som trådte i kraft den 15. juni samme år. Loven betød, at ansvaret for Christiania blev overført fra forsvarsministeren til finansministeren. Ifølge pjecen "Den nye Christianialov" (se kilder) betød loven følgende:

• At den kollektive brugsret ophørte per 1. januar 2006. 
• At Christiania blev delt i tre delområder. Del I: den tæt bebyggede del af Christiania, som skulle udvikles som blandet bolig- og erhvervsområde. Del II: Ulrichs, Sophie Hedevigs og Vilhelms Bastioner og området mellem dem skal bevares og udvikles som boligområde. Og del III: Christianshavns Volds hovedvold og ydre vold og områderne i Carls og Frederiks Bastioner, som skulle reetableres som rekreativt landskabeligt område. 
• At brugsrettigheder skulle anmeldes til Slots- og Ejendomsstyrelsen inden den 1. januar 2005, og at alle veje og pladser skulle have officielle navne, mens bygningerne skulle have husnumre og skulle registreres i det landsdækkende Bygnings- og Boligregister (BBR). Beboerne skulle registreres i folkeregistret på deres adresser (i modsætning til tidligere, hvor alle beboere var registreret på adressen Bådsmandsstræde 43). 
• At byggetilladelser, opførelser og nedrivninger skulle godkendes af Slots- og Ejendomsstyrelsen. Nu skulle de overholde den almindelige lovgivning, herunder naturbeskyttelsesloven, bygningsfredningsloven og plan- og byggelovgivningen. Christianitterne kunne ikke forvente at få tilladelse til nybyggeri eller væsentlige ombygninger, før der var gennemført en ny lokalplan, fremgik det af loven.

Den 18. april 2005 offentliggjorde Slots- og Ejendomsstyrelsen (SES) sit oplæg til Finansministeriet om en kommende normalisering af Christiania under titlen ’Rammerne for beslutningsgrundlaget om Christianiaområdets fremtidige organisations- og ejerformer’ (se kilder). Det rummede bl.a. forslag om, at en enten eksisterende eller nyoprettet almen boligorganisation skulle købe de tidligere kasernebygninger med beboelse, så boligtildelingen fremover skulle ske gennem boligorganisationen. At nybyggeri på op til 20.000 kvadratmeter blev sat til salg på markedsvilkår enten som ejerboliger, private andelsboliger, almene boligorganisationer – boliger der skulle bruges til genhusning af beboere, hvis huse skulle fjernes. Oplægget rummede også forslag om at stifte en fond, der skulle leje bygninger med fælles kulturelle og sociale aktiviteter og erhverv af staten. Og at staten igangsatte afvikling af selvbyggerhuse, i første omgang minimum 20 boliger. Ifølge oplægget skulle omdannelsen af Christiania-området økonomisk set hvile i sig selv for staten.

Siden Slots- og Ejendomsstyrelsen (SES) fremlagde sin model for et fremtidigt Christiania, har SES ligget i forhandlinger med Christiania. SES’ model har ført til mange fællesmøder på Christiania, hvor man har diskuteret, om man fra fristadens side ville indgå en aftale med SES. I første omgang så det ud til at blive et ja til SES’ forslag, men da Christiania den 1. februar 2007 blev bedt om at nedrive de første 50 huse på voldanlægget som et led i normaliseringsprojektet, skiftede stemningen. Christiania truede med at lægge sag an mod staten, og beslutningen om en endelig aftale blev udskudt.

     Siden har der verseret flere sager mellem Christiania og SES samt Christiania og staten. Blandt andet har SES anlagt sag mod tre christianitter, som styrelsen ikke mente, havde brugsret til deres huse i fristaden. Men den 22. maj 2007 gav Fogedretten de tre christianitter medhold i, at de ikke kan smides ud af deres huse. En anden sag skal senere føres i Landsretten. Her har 700 christianitter og Fristaden Christiania anlagt 700 retssager mod staten om retten til Christianias bygninger og arealer. Christianitterne håber på den måde at forhindre, at der bliver revet bygninger ned, før uenigheden om ejerforholdene er afgjort i retten, hvilket ifølge formanden for Danske Boligadvokater Henrik Høpner kan tage årevis. Det kan man læse i artiklen "Normaliseringsplan udfordres" (se kilder).

I juni 2007 blev der på Christianias fællesmøder indgået et kompromis om at fortsætte processen frem mod en politisk løsning, og i august 2007 underskrev christianitterne en aftale med SES, som blev offentliggjort i oktober 2007 med titlen "Aftale mellem Christiania og Staten" (se kilder). Hovedpunkterne i aftalen var:

• Der skal bygges 17.000-24.000 kvadratmeter nye boliger på Christiania. Fonden Realdania skal kunne bygge op til 12.000 kvadratmeter nye boliger til Christiania. 
• Realdania skal betale 60 millioner kroner for retten til at bygge nyt og 5 millioner kroner for at leje grund til genhusningsbyggeri. 
• Fonden Realdania skal kunne opføre 2.000 kvadratmeter eksperimenterende boliger til genhusning af de christianitter, der mister deres huse på det fredede voldanlæg. 
• Den nye sociale boligorganisation, som skal administrere Christianias boliger, skal betale 80 millioner kroner for at overtage de gamle kasernebygninger. 
• Christianitterne skal betale husleje. Staten vil dog støtte med 55 millioner kroner, så huslejen for de nuværende beboere holdes nede de første år. 
• Der skal være nye og gennemskuelige ventelister. 
• De retssager, som 752 individuelle christianitter og Christiania som samfund fører mod staten, sættes i bero, indtil christianitterne kan se, hvordan planen udmønter sig. 1. juli 2008 skal christianitterne hæve retssagerne, hvis betingelserne i normaliseringsaftalen er opfyldt.

Den 26. maj 2009 vandt staten brugsretten over Christianiaområdet. Det fastslog Østre Landsret i sin dom. Det skete, efter at christianitterne havde rejst krav om, at staten skulle anerkende, at beboerne på Christiania havde vundet hævd over og en uopsigelig ret til at benytte området. Staten havde nemlig i forbindelse med ændringen af Christianialoven i 2004 opsagt christianitternes ret til at bo på området med et varsel på halvandet år. Landsretten afgjorde, at også dette varsel var i orden. Det kan man læse i artiklen "Christiania taber til staten" i Politiken (se kilder). Samme aften blev christianitterne på et stormøde enige om at anke landsrettens dom, fremgår det af artiklen "Christiania vil gå til Højesteret" (se kilder), og den 18. februar 2011 stadfæstede Højesteret landsrettens dom.

Fonden Fristaden Christiania blev stiftet af skuespiller Anne Marie Helger på Christianias 40-års fødselsdag den 26. september 2011. Formålet med fonden er at sikre Christianias beståen ved at købe, eje eller leje Christianiaområdet. Fonden har til formål ”at opretholde Christianiaområdet som et alternativt bolig- og erhvervsområde og et kulturelt socialt virkefelt med en socialt bredt sammensat beboergruppe”, fremgår det af Christianias hjemmeside (se kilder). Samtidig med stiftelsen af fonden, begyndte Christiania at sælge såkaldte folkeaktier, som folk kunne købe og derved støtte fonden. I 2012 indgik staten og Christiania en aftale om, at bygninger og arealer på Christianiaområdet den 1. juli 2012 ville blive overdraget til Fonden Fristaden Christiania. ”Aftalen indebærer, at en fond køber en del af Christiania for 85,4 miollioner kr. og lejer en del for en årlig leje på 5,3 miollioner kr. Herudover erhverver fonden retten til at opføre nybyggeri på området til en værdi af 40 miollioner kr.”, fremgik det af pressemeddelelsen "Tillykke Christiania" på Energi-, Forsynings- og Klimaministeriets hjemmeside (se kilder).

Den 1. september 2012 iværksatte Københavns Politi Task Force Pusher Street for at målrette indsatsen mod hashhandlen i Pusher Street. Målet med enheden var at få et stærkere samarbejde med de lovlydige kræfter i området omkring Pusher Street for at kunne ”foretage patruljering og politimæssig betjening af borgerne på Christiania, som er på niveau med den indsats, som Københavns Politi i øvrigt udfører i byens udsatte boligområder”. Det kan man læse på Københavns Politis hjemmeside (se kilder).

I juli 2013 ophævedes den særlov, som Christiania hidtil havde været omfattet af. Siden har der været samme love og regler for Christiania som for resten af Danmark.

     ”Christianitterne må leve, som de vil, men det skal ske på samme vilkår som i resten af samfundet,” sagde klima-, energi- og bygningsminister Martin Lidegaard i forbindelse med lovforslaget ifølge artiklen "Nu siger staten farvel og tak til Christiania" i Information (se kilder).

     Lovforslaget ophævede den tre gange ændrede Christianialov fra 1989 og var ifølge ministeren ”den foreløbige kulmination på den frihedskamp, som Christiania har ført i over 40 år”.

     Københavns Kommune overtog med lovændringen ansvaret for Christiania fra Staten og Bygningsstyrelsen. Ifølge lovbemærkningerne overførtes 45 uafsluttede sager om ”ulovligt byggeri m.v.” til kommunen, der i et høringssvar allerede havde taget forbehold ved at anse sagerne som et mellemværende mellem staten som ejer og christianitterne som lejere, som burdes afsluttes ved overgangen til en ny ejerform. Det fremgår af oven for nævnte artikel i Information (se kilder).

Fredag den 17. juni 2016 rykkede flere hundrede kampklædte betjente ind i Pusher Street på Christiania for at rydde gaden og lægge alle hashboder ned. Mindst 17 personer blev anholdt. Operationen var et led i bekæmpelsen af hashhandlen i Pusher Street, som Københavns Politi havde sat i gang med etableringen af Task Force Pusher Street i 2012.

     ”Dette arbejde har medført, at de organiserede kriminelle nu er så pressede, at beboerne på Christiania, efter politiets vurdering, har en markant bedre mulighed for at kunne indrette det tidligere Pusher Street til et trygt område – uden åbenlys hashhandel og organiserede kriminelle”, sagde politiinspektør Poul Kjeldsen i artiklen "Politiet rydder Pusher Street – igen" på Ekstrabladet.dk (se kilder).

Onsdag den 31. august blev to politifolk og en tilfældig civil forbipasserende ramt af skud på Christiania under en anholdelse. De to betjente blev ramt i henholdsvis benet og hovedet, den civile i låret. Det startede en intens jagt på manden, som affyrede skuddene. Store områder omkring Christiania blev afspærret, og politiet gav besked på, at folk skulle holde sig væk fra områderne, mens jagten stod på. Flere hundrede mennesker blev den aften tilbageholdt af politiet på Christiania, hvor de skulle registreres med billede og navn, før de fik lov til at forlade området. Det kan man læse i artiklen "DR-journalist: Civile tilbageholdes på Christiania" (se kilder). Klokken 02:15 holdt politiet pressemøde foran Politigården i København, hvor de fortalte, at de vidste, hvem gerningsmanden var, og at han var tidligere kendt af politiet. Torsdag kl. 06:45 lykkedes det politiet at anholde den 25-årige gerningsmand efter at have skudt ham i benet i Tårnby. Det kom frem, at hans rolle i hashhandlen var at bringe pengene fra dagens handel fra Pusher Street på cykel, og at det var i den forbindelse, at han var blevet forsøgt anholdt af de to betjente. To andre blev anholdt, den ene var den 25-åriges lillebror, der blev sigtet for handel med mindst 48 kg hash, fremgår det af artiklen "Overblik: Det ved vi om skyderiet på Christiania" (se kilder).

Morgenen efter skuddramaet gav politidirektør ved Københavns Politi, Thorkild Fogde på et pressemøde en direkte opfordring til Christianitterne:

     ”Jeg håber, det bliver et wake up call til Christiania, og man indser, at det nu er tid til at tage skeen i den anden hånd. Vi er opmærksomme på, at der er gode kræfter og fredelige kræfter på Christiania, men nu synes vi, at de kriminelle for alvor har overskredet grænsen, og derfor må det være tid til at lægge afstand til den organiserede kriminalitet i Pusher Street og få dem presset ud.” Det kan man læse i artiklen "Politidirektør om skyderi: Jeg håber, at det bliver et wakeupcall for Christiania" på Dr.dk (se kilder).

Om morgenen efter nattens skuddrama kommenterede flere politikere på sociale medier ved at udtrykke medfølelse med ofrene.

     Op ad formiddagen efterlyste justitsminister Søren Pind (V) en reaktion fra de almindelige christianitter: ”Udspillet må på mange måder komme fra den såkaldt fredelige del af Christiania. Vi har prøvet den fredelige vej i rigtig lang tid. Den har nu resulteret i, at en betjent er blevet skudt ned på den kriminelle del af Christiania og ligger i livsfare”, siger Søren Pind i artiklen "Pind efter politiskyderi: Det fredelige Christiania er mislykkedes" på Dr.dk (se kilder). Justitsministeren lovede samtidig, at skudepisoden ville sætte gang i en politisk debat om Christianias udvikling (se kilder).

     Alle Folketingets ni partier tog skarpt afstand fra skudepisoden, men var delte i spørgsmålet om eventuel legalisering af hash og rydning af Pusher Street. Dansk Folkeparti og De Konservative talte for en rydning af gaden, og repræsentanter for SF, Socialdemokraterne og De Konservative samt statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) bakkede op om justitsministerens efterlysning af, at christianitterne kom på banen med løsningsforslag. Enhedslisten opfordrede ministeren til at indlede en dialog med christianitterne, så det blev et fælles ansvar at komme kriminaliteten til livs. Alternativet mente, at løsningen på den lange bane ligger i at legalisere hash, og denne holdning deler partier med Enhedslisten og Liberal Alliance. Det kan man læse i artiklen "Legalisering af hash eller rydning af Pusher Street: Folketinget er delt" på Dr.dk (se kilder).

Aftenen efter skuddramaet mødtes omkring 300 christianitter til fællesmøde for at drøfte situationen. Efter mødet opfordrede Christianias talsmand Risenga Manghezi alle danskere til at lade være med at købe hash på Christiania: ”Vi tager på det kraftigste afstand fra den voldelige kriminalitet, som hashmarkedet medfører. Christiania kan ikke tage ansvar for at huse hele Danmarks hashhandel. Vi kan fjerne boderne men ikke sørge for, at de bliver væk og ikke kommer tilbage. Det har vi brug for hele Danmarks hjælp til. Hvis I støtter Christiania, så lad være med at købe jeres hash her,” sagde han ifølge artiklen "Christianitter til danskerne: Stop med at købe hash i Pusher Street" på Dr.dk (se kilder). Dagen efter gik christianitter i en storstilet fredelig aktion i gang med at rydde hashboderne i Pusher Street.

     ”Jeg er vred over det, som skete i går, og vi ønsker et andet Christiania. Vi ønsker et Christiania, hvor man passer godt på hinanden, hvor de gamle værdier om fællesskab er det, der betyder mest. Det betyder meget for os, det her,” sagde en beboer til DR Nyheder i forbindelse med rydningen (se kilder). Politikerne på tværs af partier roste christianitterne for rydningen af Pusher Street, og to kvindelige christianitter transporterede en af hashboderne ind til Christiansborg og stillede den op der med ordene ”Så kan Danmark fandme få det lort tilbage”. Det overværede blandt andre Liberal Alliances retsordfører Christina Egelund, hvis kommentar lød: ”Det er på mange måder et stærkt symbol på, at hashhandlen nu risikerer at rykke fra Christiania og ud i resten af København. Men det er også et stærkt symbol på, at christianitterne vil have hashhandlen ud af Christiania, og det skal vi bakke dem op i”. Citatet fremgår af artiklen "Christianitter rykker hashbod til Christiansborg: Så kan Danmark fandme få det lort tilbage!" På Dr.dk (se kilder).

     De Radikales leder, Morten Østergaard, delte et billede af hashboden på sin Twitter-profil med teksten: ”Christianitter har stillet en af hashboderne op foran Borgen. Hashhandel ikke kun deres ansvar. Jeg er enig!”. Det fremgår af artiklen "Hashbod er placeret foran Christiansborg" på Politiken.dk (se kilder).

Efter christianitternes rydning af Pusher Street vurderede Københavns Politi, at hashhandlen vil sprede sig til andre dele af byen. Det kan der være en fordel i, fordi en stor del af problemet med bekæmpelse af hashhandlen i Pusher Street har været det lukkede miljø, der har gjort det vanskeligt for politiet at operere i området og samtidig har ”givet hårdkogte elementer mulighed for at bide sig fast”. Det forklarede politiinspektør Thorkild Fogde i artiklen "Politiet er klar: Hashsalget må ikke sprede sig fra det ryddede Pusher Street" på Politiken.dk (se kilder), hvor han også citeres for denne vurdering: ”Kan vi få spredt handlen, behøver vi ikke bruge så store ressourcer”.