Bæredygtighed og grøn omstilling

Vi har efterhånden vænnet os til at høre om klimaforandringer, CO2-udledninger og alternativ energi, men i de seneste år er klimadebatten til dels erstattet af diskussioner – blandt politikere, virksomheder og NGO’er – om bæredygtighed og grøn omstilling. Men hvad betyder de nye begreber egentlig? Debatten er især taget til efter Folketingsvalget i 2019, hvor miljø- og klimapolitik ifølge mange meningsmålinger var det vigtigste emne for vælgerne. Bæredygtig udvikling og grøn omstilling bruges ofte, når man taler om at finde nye grønne teknologier, bedre ressourceudnyttelse, nye forretningsmodeller, mere miljøvenlige produkter, nye måder at prissætte goder på og en mere bæredygtig forbrugeradfærd. Grundlæggende handler den grønne omstilling om overgangen fra den nuværende “sorte” økonomi, der er baseret på fossil energi (kul, gas og olie) til en ”grøn” økonomi, der i højere grad baserer sig på vedvarende energikilder som sol, vind og vand.

I takt med at globale og regionale klima- og miljøproblemer voksede sig større og blev mere synlige i 1960'erne og 1970'erne, blev behovet for at imødekomme udfordringerne også mere presserende. FN's første miljøkonference blev afholdt i Stockholm i 1972. Her blev verdens regeringer enige om en række principper for miljøbeskyttelse og økonomisk udvikling samt om at etablere en institution, der skulle koordinere udviklingen af miljøpolitik verden over ved at overvåge det globale miljø og sætte miljøproblemer på den internationale dagsorden. Efter konferencen i Stockholm blev FN’s Miljøprogram (UNEP) oprettet, og globale miljøudfordringer var definitivt blevet sat på den politiske dagsorden. Fra 2010'erne er bæredygtighed i høj grad blevet sammenkoblet med begrebet 'resilience', eller modstandsdygtighed. Resilience henviser til naturens evne til at absorbere udefrakommende pres, f.eks. i form af accelererende CO2-udledninger eller tab af biodiversitet, og samtidig kunne fungere normalt. Resilience handler således om naturens evne til at håndtere de menneskelige påvirkninger, den bliver påført. Bæredygtighed kom fra 1990'erne på dagsordenen som supplement til debatten om klimaforandringer, og flere virksomheder, især globale superbrands, er begyndt at fokusere på bæredygtighed. Der er også adskillige NGO’er, der har klima, miljø og bæredygtighed højt på dagsordenen, ligesom flere ministerier aktivt arbejder med bæredygtighed i den førte politik.

Den oftest brugte definition på bæredygtighed finder man i definitionen af begrebet bæredygtig udvikling. Dette begreb stammer fra den FN’s Verdenskommissionens Brundtland-rapport ”Vores fælles fremtid” (se kilder), som i 1987 definerede begrebet som ”en udvikling, hvor opfyldelsen af de nulevende generationers behov ikke sker på bekostning af fremtidige generationers muligheder for at opfylde deres behov”. Denne definition er dog noget vag, og hvordan man forstår bæredygtig udvikling, kommer an på hvordan man tolker definitionen. Overordnet skelner man mellem to opfattelser af bæredygtighed; såkaldt svag og stærk bæredygtighed.

For dem, der går ind for svag bæredygtighed, er det vigtigste, at naturkapital bliver erstattet af menneskeskabt kapital. Denne tolkning af bæredygtighedsbegrebet lægger derfor vægt på, at man godt kan udtømme naturressourcerne og ødelægge økosystemer, hvis blot det understøtter den økonomiske vækst og teknologiske udvikling og derved ikke stiller fremtidige generationer dårligere. Eksempelvis vil fortale for svag bæredygtighed gå ind for at udvinde de ressourcer, Danmark har i Nordsøen, da det vil skabe menneskeskabt kapital, der ifølge fortalerne for svag bæredygtighed er lige så meget værd som den naturskabte. Så længe indkomsten fra udnyttelsen af naturressourcer bliver omdannet til og menneskeskabt kapital, er udviklingen således bæredygtig. Det svage bæredygtighedsperspektiv har en række tankevækkende konsekvenser. En af konsekvenserne er bl.a., at værdien af olieressourcerne i Nordsøen kunne opgøres som værende større i 2010 end i 1990 – på trods af to årtiers forbrug af olieressourcerne. Årsagen er, at prisen på olie steg markant i denne periode. Så selvom vi har brugt af naturkapitalen (Nordsøolien), og beholdningen fysisk set er blevet mindre, så er værdien, målt i kroner og øre, af naturkapitalen faktisk steget.

Denne tolkning tager udgangspunkt i, at udviklingen ikke må føre til uoprettelige tab af naturressourcer. Der er således grænser for, hvor stort et tab af biodiversitet, og hvor voldsom en nedbrydning af økosystemer den økonomiske vækst må medføre. En meget restriktiv fortolkning af ”stærk bæredygtighed” betyder, at alle former for kapital (natur- såvel som menneskelig eller produceret kapital) må holdes adskilt fra hinanden, og at de ikke kan erstatte hinanden indbyrdes eller udskiftes med noget andet. Hvis man f.eks. fælder en mindre skov (naturkapital) for at bygge et sommerhus (produceret kapital), så kan det aldrig blive bæredygtigt, idet der nu mangler noget skov. Fortalerne af stærk bæredygtighed går ifølge Miljøstyrelsen (se kilder) ind for, at mængden af naturkapital er konstant. Hvis der er tale om fornybare ressourcer som træer, der kan plantes et andet sted hvis man fælder træer for at bygge et sommerhus, er det OK at benytte sig af ressourcerne så længe de fornyes, mens ikke-fornybare ressourcer er ukrænkelige. Eksempler på initiativer, der følger et stærkt bæredygtighedsperspektiv, er fredningslovgivning og forsigtighedsprincippet. Sidstnævnte blev vedtaget på FN’s miljø- og udviklingstopmøde i Rio i 1992. Forsigtighedsprincippet er det 15. princip i deklarationen og tilsiger, at ”hvor der findes trusler om alvorlige eller irreversible miljøskader, kan fraværet af fuld videnskabelig sikkerhed ikke bruges som årsag til at udskyde omkostningseffektive initiativer, der kan forebygge miljømæssige ødelæggelser” (se kilder).

Grøn omstilling er betegnelsen for overgangen fra den nuværende ”sorte” ressourceintensiv økonomi baseret på fossil energi som kul, gas og olie til en mere grøn og ressourceeffektiv økonomi. Der er tale om en omfattende omlægning af hele måden, vi producerer og forbruger energi på. Ifølge Klimakommissionen (nedsat af regeringen Anders Fogh-Rasmussen III i 2008), skal omstillingen primært ske via energieffektiviseringer og en omlægning til vedvarende energikilder (som biomasse, vindenergi og geotermisk varme fra undergrunden). Ved at bruge energi mere effektivt og omlægge elproduktionen vil efterspørgslen på fossil energi falde, og dermed vil man kunne afkoble økonomiens afhængighed af fossil energi. I Danmark udgjorde vedvarende energi i 2018 knap 37 % af energiforbruget, mens de resterende var baseret på fossile brændsler, som det fremgår af Energi, Forsynings- og Klimaministeriets årlige energistatistik (se kilder). Ifølge opgørelsen kommer den vedvarende energi fra vindproduktion, varmepumper, solenergi, flis og biomasse. Den grønne omstilling vil dog ikke kun medføre en omlægning af energiforsyningen. Omstillingen vil også betyde nye forbrugsmønstre, der gør det lettere at reparere og genbruge produkter, samt at udvikle mere miljøvenlige og ressourceeffektive produkter og nye forretningsmodeller, som gør det nemmere for virksomheder at producere energineutralt eller at udleje deres varer i stedet for at sælge dem. Det fremgår af rapporten ”Bæredygtig vækst med færre ressourcer” fra Erhvervspanelet for Grøn Omstilling, 2012 (se kilder). Den grønne omstilling er således også en vision om en renere verden uden forurening og et bæredygtigt forbrug af jordens ressourcer, uden at det nødvendigvis betyder et farvel til alle de goder, vi kender i dag. I 2011 uddelte Miljø- og Fødevareministeriet 195 millioner kroner til næsten 50 forskellige projekter, der skal sikre en mere bæredygtig udvikling på området (se kilder), mens Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling gjorde det til en del af den seneste folkeskolereform, at der skal undervises i bæredygtighed i folkeskolen (se kilder). Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter lancerede i 2015 en ny bæredygtig bypolitik, der efter ministeriet blev nedlagt, blev overtaget af Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet og under EU-programmet URBACT, hvor byer kan ansøge om tilskudsmuligheder til bæredygtig bypolitik.

I modsætningen til den nuværende økonomi, der har karakter af et lineært system, hvor varer bliver udvundet, forarbejdet, produceret, distribueret, forbrugt og smidt ud, så forsøger flere at omstille økonomien til noget mere cirkulært. I takt med den stigende globale befolkningstilvækst og efterspørgsel på ressourcer er behovet for ressourceeffektivitet og forsyningssikkerhed i stigende grad blevet tydeligt. Et eksempel, der understreger omfanget af efterspørgslen på råvarer, er, at råvarepriserne er steget med godt 150 % siden år 2000. Det fremgår af rapporten “Resource revolution: Meeting the world’s energy, materials, food, and water needs”, udgivet af McKinsey Global Institute, 2011 (se kilder). Prisen på råvarer fortsatte frem til 2015, hvor de pludselig tog et dyk; i 2015 er råvarepriserne de laveste i 14 år, og på samme niveau som før deres himmelflugt, der startede i 2002, og som niveauet under finanskrisen i 2008-2009, skriver Berlingske (se kilder). Grænserne for, hvor meget vi kan forbruge af jordens ressourcer, afspejler sig dog ikke kun i priserne. I dag forbruger vi på globalt plan naturressourcerne halvanden gang hurtigere end naturens regenereringskapacitet (naturens evne til at genskabe og genetablere det forbrugte). Dertil kommer at nogle ressourcer, som f.eks. fossile brændstoffer, slet ikke regenereres. Danmark ligger i den høje ende af forbrugsskalaen: Hvis alle i verden havde et forbrug som gennemsnitsdanskeren, ville der være brug for 3,5 jordkloder (WWF 2012). Ifølge FN’s Miljøprogram er en ny grøn, cirkulær økonomi kendetegnet ved at være ressourceeffektiv, socialt inkluderende og med et lavt CO2-udslip. Det nævnes i UNEP-rapporten “Towards a Green Economy” fra 2011 (se kilder).

Kredsløbstanken handler om, at produkter skal designes således, at de, i stedet for at blive smidt ud og ende som affald, kan genbruges i andre sammenhænge. Plastikposer, der er biologisk nedbrydelige – de blev opfundet i 00’erne og koster det samme at producere og købe som almindelige, ikke-nedbrydelige plastikposer, skriver Information den 22. december 2008 (se kilder), kan indgå som biologisk næring i kredsløbet igen, ligesom let-adskillelige aluminiumscontainere kan indgå som komponenter i den videre produktion af nye aluminiumsprodukter. Den cirkulære økonomi og vugge-til-vugge-tankegangen handler således ikke kun om at undgå spild og affald, men også om at designe produkterne, så de lettere kan indgå i nye produktionskredsløb som enten biologisk eller teknisk næring (teknisk næring skal forstås som materielt input, f.eks. jern eller aluminium, til produktionen af nye produkter).

Effekterne og implementeringen af bæredygtighedsprincipper (som cirkulær økonomi og kredsløbstanken) forudsætter, at virksomheder arbejder aktivt med dem. Nok er det politikerne, der kan opstille rammerne, men arbejdet med bæredygtighed skal og udføres af virksomhederne. Flere stemmer, blandt andet den tidligere europæiske klimakommissær Connie Hedegaard, der er fortaler for paradigmet om grøn vækst, har i årevis argumenteret for, at bæredygtighed ikke går ud over bundlinjen hos virksomheder, men at det kan styrke den. Ligesom flere andre politikere mener hun, at den økonomiske vækst i europæiske lande fremover vil hænge sammen med, i hvor høj grad de fokuserer på bæredygtighed. Ngo’er og andre grupper med fokus på klima, miljø og bæredygtighed kritiserer mange virksomheder for ikke at arbejde seriøst nok med bæredygtighed. Særligt fra 2010'erne har flere internationale virksomheder dog fået ros, også fra ngo'er, for at prioritere bæredygtighed. I artiklen ”Just do it!” i Dagbladet Information beskrives det, hvordan globale superbrands som IKEA og Wal-Mart er blandt de virksomheder, der går forrest; IKEA arbejder eksempelvis med at gøre hele deres produkt, fra selve produktet til indpakningen, genanvendeligt. Andre store brands arbejder ligeledes med bæredygtighed, både i deres egen virksomhed og i et forsøg på at inspirere andre virksomheder til at gøre det samme. Ifølge flere ngo’er, blandt andet 92-gruppen - Forum for Bæredygtig Udvikling, arbejder flertallet af virksomheder dog fortsat ikke tilstrækkelig seriøst med bæredygtighed, og de påpeger, at de store brands, der gør, løber med opmærksomheden og tegner et for positivt billede af, hvor meget virksomheder samlet set gør (se kilder). De seneste år er der kommet flere og flere lister og priser, der bedømmer virksomheders indsats på området. Arrangørerne bag priserne er varieret og dækker blandt andet over byer som Odense, virksomheder som H&M, aviser som britiske The Guardian og internationale branchepriser som Sustainability Awards.

Den grønne by tager udgangspunkt i en bæredygtig byplanlægning: byen anlægges, så der i forhold til i traditionelle byer er flere parker og haver, grønne gader, rekreative områder, grønne beplantninger på tage og vægge samt nemmere adgang til skov- og naturområder, som kan rense luften og modvirke klimaskader. Vigtigheden af at skabe grøn omstilling i bysamfund understreges af det faktum, at mere end halvdelen af verdens befolkning siden 2008 har boet i byer, og at 70 % af verdens CO2-udledning kommer fra byer. Byernes vokseværk, energiforbrug og sårbarhed i forhold til klimaændringer har skabt grundlaget for en lang række globale initiativer, der bl.a. fokuserer på at nytænke byernes transportsystemer, forbedre byernes kystbeskyttelse samt mindske byernes affaldsmængder og luftforurening. I New York har man eksempelvis valgt at støtte udbygningen af grønne tage for at absorbere store vandmængder under voldsomme regnskyl. Grønne tage kan dermed bidrage til at forhindre oversvømmelser, overløb af kloakvand og forurening, og om sommeren medvirker tagene til at rense luften. Udviklingen af grønne byer hænger også sammen med ønsket om at sikre en højere grad af selvforsyning og forsyningssikkerhed i de enkelte byer. Byhaver, bybiler, byttecentraler og fødevarefællesskaber er andre eksempler på lokal selvforsyning.

Miljømæssig bæredygtighed dækker over spørgsmål vedrørende sundheden af jordens økosystemer. Et centralt spørgsmål er her, hvor meget vi som mennesker påvirker klodens biosfære (det rum, hvor levende organismer lever på planeten), og om vi eksempelvis udleder forurening i et hurtigere tempo, end naturen kan nedbryde den. Debatten om bæredygtighed handler dog oftere om, hvordan vi økonomisk skal forholde os til de nuværende udfordringer, og hvor meget vi er villige til at betale for at undgå klimaændringer, tab af biodiversitet, luftforurening etc. end hvordan det miljømæssigt rent faktisk forholder sig. Udgangspunktet for den offentlige debat tages således oftere i, hvad der er økonomisk bæredygtigt, end i hvad der er miljømæssigt bæredygtigt. I denne debat er der især to spørgsmål, der skiller vandene: Hvordan skal fremtidige generationers velfærd værdisættes, og hvordan og hvor meget kan fysisk kapital (fosfor, skove, olie, etc.) erstattes eller udskiftes med human kapital?

Diskontering er et centralt begreb i debatten om bæredygtighed. Når den fremtidige værdi af en økonomisk investering skal afgøres, anvendes den såkaldte diskonteringsrate, også kaldet kalkulationsrente. Diskonteringsraten bruges i samfundsøkonomiske projektvurderinger, når offentlige myndigheder beregner prisen på nye broer, større kloakker eller noget helt tredje, fordi raten kan være med til at give et fingerpeg om, hvorvidt det bedst kan betale sig at løse problemet i dag eller vente til senere. Valget af diskonteringsraten er afgørende for, om et projekt bliver opfattet som værdi at investere i eller ej. Jo højere diskonteringsraten er, desto mindre værdi tillægger vi fremtiden og vice versa. En høj diskonteringsrate betyder eksempelvis, at omkostningerne ved langsigtede investeringer som f.eks. bygningsisolering generelt vil blive overvurderet i forhold til den samfundsøkonomiske gevinst. En høj diskonteringsrate betyder således også, at man regner med, at fremtidige generationer bliver betydeligt rigere end nuværende generationer, og at det derfor ikke giver mening at foretage dyre investeringer i dag, der kan modvirke klimaændringer i fremtiden. Det vil nemlig være langt billigere for fremtidige generationer at tilpasse sig klimaforandringerne (i form af diger, nye teknologier, etc.) end for nuværende generationer at forebygge klimaændringerne. Visse økonomer, eksempelvis den britiske klimaøkonom Nicholas Stern, argumenterer imidlertid for, at man ikke bør anvende diskontineringsraten, når det drejer sig om spørgsmål vedrørende klima og bæredygtighed, fordi der er en vis risiko for at konsekvenserne med at vente – både at vente med forebyggelse af drivhusgasudledningen og bæredygtige løsninger, der kan gøre konsekvenserne mindre – er så store klimamæssigt og vil medføre så store økonomiske konsekvenser, at vi er nødt til at gøre noget nu i stedet for at udskyde betalingen til senere. Valget af diskonteringsrate er ofte den primære årsag til uenigheden blandt økonomer om, hvorvidt det kan betale sig at investere i grøn vækst. Brugen af diskonteringsraten er endvidere behæftet med fejl, fordi den kun indregner økonomiske værdier. Dyr og planter, som uddør pga. økonomisk aktivitet, indgår eksempelvis ikke nødvendigvis i diskonteringsraten.

Spørgsmålet om substitution tager udgangspunkt i forskellen mellem det svage og det stærke bæredygtighedsprincip (se ovenfor). I dag udregner Det Økonomiske Råd Danmarks bæredygtighed ved brug af det svage bæredygtighedsperspektiv, hvilket i praksis betyder, at omkostningerne ved luftforurening, klimaskader og brugen af Nordsøolien bliver holdt op imod den økonomiske vækst og investeringer i uddannelse, forskning og udvikling. I denne udregning er der ikke noget, som ikke kan substitueres (altså erstattes eller udskiftes), hvilket har mødt kritik fra både økonomer, forskere og politikere, som mener, at visse materialer (fosfor, sjældne jordarter, ren luft etc.) ikke kan substitueres.

I forlængelse af FN’s Brundtland-rapport fra 1987, der var drivkraften for det første klimatopmøde i FN-regi i Rio de Janeiro i 1992, blev bæredygtighed defineret som, at opfyldelsen af de nulevende generationers behov ikke måtte ske på bekostning af fremtidige generationers muligheder for at opfylde deres behov. Hver generation er dog hidtil historisk set oftest blevet mere velstående end den forrige, og så dukker spørgsmålet op: Hvordan skal vi indregne den velstand, som vi kan forvente, at fremtidige generationer får, når vi skal træffe beslutninger i dag? Tilhængere af en lav diskonteringsrate hæfter sig ved, at:

1. en solid mængde studier viser, at vores forbrug af en lang række af økosystemets services (produktion af luft, rensning af vand, klimastabilitet, etc.) allerede har bevæget sig langt udover, hvad der kan betegnes som bæredygtigt 
2. langt størstedelen af naturens goder bliver ikke prissat, hvilket fører til en ineffektiv brug af ressourcerne og et overforbrug af især ikke-fornybare ressourcer 
3. klima- og energiprojekter har umiddelbart svært ved at klare sig i konkurrencen med for eksempel kulkraftværker, fordi klima- og energiprojekterne er dyre at sætte i gang, og fordi fordelene ved dem – for eksempel mindre forurening – ikke kommer nogen bestemte til gode, for eksempel investorer eller ejere. Disse argumenter er baggrunden for, at en del debattører går ind for at bruge forsigtighedsprincippet i den økonomiske planlægning og sætte en lav diskonteringsrate. Den britiske topøkonom, Nicolas Stern, udgav i 2006 rapporten kendt som The Stern Report, hvor han argumenterede for en diskonteringsrate på 1,4 %. Den danske regering nedsatte i 2013 den danske diskonteringsrate fra 5 % til 4 %, og den er stadig gældendei 2019, skriver Finansministeriet i en note fra 2018 (se kilder).

Når modstandere af en lav diskonteringsrate laver deres beregninger, tager de udgangspunkt i, at den hidtidige vækst vil fortsætte, og at nye teknologier vil gøre det langt nemmere at producere ren energi og mindske forurening. Det er en af de primære årsager til, at f.eks. politologen Bjørn Lomborg, der i 1998 udgav bogen Verdens Sande Tilstand (udkom i 2001 på engelsk som The Sceptical Environmentalist) mener, at det giver bedre mening at vente med at investere i de grønne teknologier. Det skyldes, at han forventer, at produktionsomkostningerne vil falde i fremtiden, og at vi generelt set vil blive rigere. Den underliggende præmis i debatten er således også, at den grønne omstilling ikke må fordyre noget. Partiet Venstre har eksempelvis gjort mantraet ”det må ikke blive dyrere at være dansker” til en rettesnor for deres politik. ”Vi vil meget gerne være med til at mindske udledningen af NOx og CO2, men det skal ikke blive dyrere at drive virksomhed og skabe arbejdspladser i Danmark,” har Energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) flere gange understreget. Han har samtidig henvist til, at flere virksomheder vil flytte fra Danmark, hvis der bliver indført højere miljøskatter i Danmark. Se for eksempel artiklen ”V til SF: Jeres klimaskatter er alene indført for at tjene penge til statskassen” i magasinet RÆSON fra 2012 (se kilder).

Spørgsmålet om substitution tager udgangspunkt i forskellen mellem det svage og det stærke bæredygtighedsperspektiv. Kritikere af det svage bæredygtighedsprincip vil argumentere for, at der er visse ting, der ikke kan substitueres (altså erstattes eller udskiftes). Da det Miljøøkonomiske Råd i 2013 udgav deres årlige rapport, blev den bl.a. mødt af kritik fra daværende miljøminister Ida Auken: ”Vismændenes teoretiske antagelser skygger for virkelige problemer. De antager, at alle varer kan erstattes af andre varer, hvis prisen bliver for høj, men sådan forholder virkeligheden sig ikke. Der er for eksempel stadig ikke fundet alternativer til brugen af fosfor i fødevareproduktionen, og fosfor er en af de ressourcer, som vi ved, bliver en mangelvare i fremtiden”, udtalte hun i pressemeddelelsen ”Vismændenes antagelser forsimpler virkeligheden”, udgivet af Miljøministeriet i 2013 (se kilder).

Fortalere for det svage bæredygtighedsperspektiv, som Det Økonomiske Råd, argumenterer også ud fra antagelsen om, at fremtidige generationer skal have mulighed for at have mindst samme velfærdsniveau som nuværende generationer. Eftersom det især er den teknologiske vækst og investeringer, som udgør grundlaget for velfærd, må et vist slid på den naturlige kapital accepteres – også for at sikre fremtidige generations velstand. Det Økonomiske Råd mener for eksempel, at det også ”kan være bæredygtigt i den svage forstand at forurene en å, hvis der i stedet rejses en skov et andet sted”, og at ideen om naturens ukrænkelighed bygger på ”en meget snæver opfattelse af begrebet bæredygtighed, der i sidste ende betyder, at naturen skal efterlades fuldstændig uberørt til de kommende generationer”. Det fremgår af læserbrevet ”Vi er bæredygtige!”, offentliggjort i Information, 20. april 2012 (se kilder).

Som beskrevet ovenfor har den politiske debat om bæredygtighed udfoldet sig på to spor: for det første en videnskabelig debat om, hvor meget vi påvirker kloden, og hvordan forskellige bæredygtighedsinitiativer virker, og på den anden side en politisk og økonomisk debat om, hvor meget samfundet bør satse på bæredygtighed rent økonomisk. Den politiske debat om bæredygtighed og i hvor høj grad, der skal satses økonomisk på den, har historisk været opdelt mellem i dansk sammenhæng den røde og den blå blok: Mens rød blok sætter den grønne omstilling højere end økonomisk vækst, så har blå blok ofte argumenteret for, at den grønne omstilling ikke må ske på bekostning af økonomisk vækst i landet.

     Det Økologiske Råd, Greenpeace og Verdens Skove analyserede i forbindelse med folketingsvalget i 2015 den røde og blå bloks bæredygtige politik og fandt, at den røde bloks politik var klart grønnest (se kilder). Analysen konkluderede, at der er stor forskel på politikken, både når det kommer til klimapolitik, landbrug, vandmiljø, natur og på trafikområdet. Samtidig slog analysen fast, at den røde bloks politik ikke var ambitiøs nok, selvom den var mere grøn end den blå bloks.

Samtidig er både virksomheder og forskere, der forsker i klimaændringer, miljø og bæredygtighed, kommet på banen med advarsler om, at politikerne nøler efter virksomhederne, når det kommer til bæredygtighed, skriver Dagbladet Information den 20. november 2015 (se kilder). Mens de ambitiøse virksomheder føler sig usikre på lovgivningen på området, fordi den skifter meget med hver ny regering, mener eksperter og ngo’er, at regeringen bør indføre rammer, der gælder alle virksomheder. Det vil medføre, at den tunge ende – de virksomheder, der ikke af sig selv fokuserer på bæredygtighed, fordi det giver mening økonomisk, etisk og brandingmæssigt – også gør deres del, og det ikke kun er de virksomheder, der af sig selv fokuserer på bæredygtighed, der skal trække læsset. Bæredygtighed stod højt på dagsordenen op til klimatopmødet i Paris i december 2015, hvor verdens lande nåede til enighed om en global klimaaftale. I sommeren 2017 valgte USA's præsident Donald Trump dog, at USA vil trække sig fra klimaaftalen og dermed være det eneste land på jorden, der ikke er en del af aftalen. Udtrædelsen vil efter planen finde sted dagen efter præsidentvalget i USA i november 2020. Det har skabt en vis desillusion, men også øget debat om emnet.

I efteråret 2015 nåede verdens lande via forhandlinger i FN-regi frem til to aftaler, der havde stor betydning for bæredygtig udvikling og debatten om emnet; den ene er Parisaftalen, som primært omhandler klima, mens den anden er Verdensmålene for bæredygtig udvikling, som skal sikre at verdens fattigste lande kan udvikle sig økonomisk, men gøre det på en måde, der ikke gør skade på klimaet. Verdensmålene består af 17 nye mål, som afløste 2015-målene – udviklingsmålene, der også er kendt som Millennium Goals og blev vedtaget i 2000 – og de skal være rammen for verdens udviklingspolitik frem til 2030. Da Verdensmålene blev indgået, gjaldt de alle verdens lande, men da de er indordnet under Parisaftalen gælder de ikke længere USA, eftersom den amerikanske præsident Trump i 2017 annoncerede at landet vil trække sig fra Paris-aftalen.

     Trump-administrationens beslutning om, at USA skal trække sig fra Parisaftalen – en proces, der efter planen vil føre til at USA træder ud af aftalen i november 2020 – fik allerede inden for få måneder betydning for bæredygtighedsdebatten. Beslutningen skabte stor debat, og mens der blandt eksperter var enighed om, at det vil være skidt for klimaet – ifølge en artikel på videnskab.dk vil ”USA's frafald fremskynde ragnarok med 50 år eller mere” (se kilder) – påpeges det også, at det kan have visse mindre positive effekter. Den store debat om emnet gjorde det klart for folk, at de selv må være med til at handle for at sikre en bæredygtig verden, og ifølge en Nordea-chef vil beslutningen være med til at give bæredygtigheds-agendaen mere opmærksomhed blandt verdens medier og borgere: “Jeg tror, det giver bevægelsen momentum, for nu står det mere klart for vælgere og vores kunder, at de er nødt til selv at gribe ind og sørge for, at emnet er på dagsordenen blandt både banker og politikere, og også medierne så godt,” sagde Nordea-chefen Niels Bomstrand til CNBC (se kilder) og understregede, at kunderne i stigende grad ønsker at investere i bæredygtige løsninger.

Mange investeringsfonde og forretningseksperter har efterfølgende sagt (blandt andet i en artikel på CNBC (se kilder)), at de vil fortsætte den grønne omstilling på grund af den store interesse fra deres kunder. Flere store virksomheder, blandt andet Apple, Google, Microsoft og Facebook, kritiserede Trump for beslutningen om at trække USA ud af klimaaftalen, blandt andet med henvisning til, at det vil skade den bæredygtige udvikling og de investeringer i vedvarende energi, mange af de store virksomheder – som grundet deres størrelse er store energislugere – har satset på, skriver Politiken (se kilder). Før Trumps beslutning sendte 30 af USA’s største virksomheder en appel til Trump om at lade USA blive i Parisaftalen, skrev Information (se kilder), hvilket ifølge Danmarks tidligere klimaminister og EU’s tidligere klimakommissær Connie Hedegaard blandt andet skyldes deres dedikation til grøn omstilling og bæredygtighed: “Virksomheder som disse ved, at det vil udvide deres markeder, skabe nye job og give økonomisk vækst at forblive i Parisaftalen og at være del af den grønne omstilling. Men de giver ikke op, fordi Trump trækker sig ud af klimaaftalen,” sagde hun til Information. Hun blev bakket op af FN’s generalsekretær António Guterres, som i en tale i New York slog fast, at verdens fremtid er bæredygtighed og grøn omstilling, uanset om USA er med eller ej: “Budskabet er enkelt: Bæredygtighedstoget har forladt stationen. Spring på eller bliv hægtet af. De, som begår den fejl ikke at satse på den grønne økonomi, vil komme til at leve i en grå fremtid.”

Bæredygtighed og grøn omstilling er rykket markant længere op på dagsordenen både i Danmark og internationalt. I Danmark var klima og bæredygtighed det vigtigste punkt for vælgerne op til Folketingsvalget i 2019, skriver Information 12. februar 2019 (se kilder), og valget blev af flere – blandt andet den nyudnævnte statsminister og eksperter – omtalt som Danmarks første klimavalg, skriver Dr.dk den 12. juni (se kilder). Ved Europa-Parlamentsvalget i 2019 var klima og bæredygtighed ifølge en rapport publiceret af Europa-Parlamentet (se kilder) det næst-vigtigste emne for vælgerne, kun overgået af økonomisk vækst, mens det ifølge en anden rapport beskrevet den 12. februar 2019 i Information (se kilder) var det vigtigste emne. Forud for FN-klimatopmødet i Madrid i december 2019 forberedte Europa-Parlamentet en afstemning om, hvorvidt EU skal erklære en klima-nødsituation, skriver The Guardian (se kilder). Selv i USA, som er ved at trække sig ud af Paris-aftalen, ser klima ud til at blive et vigtigere emne ved præsidentvalget i 2020, end det tidligere har været, skriver New York Times (se kilder). Globalt set var en ildevarslende rapport fra FN’s klimapanel i 2018 med til at skubbe til klima- og bæredygtighedsdebatten verden over, skriver Information i en artikel den 8. oktober 2018 (se kilder). Rapporten slog fast, at det vil kræve en bæredygtig omstilling uden fortilfælde at nå Paris-aftalens mål om, at klodens temperatur skal stige maksimalt to og så tæt på halvanden grad som muligt, sammenlignet med temperaturen før den industrielle revolution, skriver Information i en anden artikel den 8. oktober (se kilder). I 2019 kom der endnu en rapport fra FN’s klimapanel, der slog fast, at ændringer i fødevareproduktionen er afgørende for, om den globale opvarmning kan bremses, skriver Information i november 2019 (se kilder). Sammen med mange andre rapporter om klimaændringer og tab af biodiversitet har FN-rapporterne været med til skubbe bæredygtighedsdebatten højere op på dagsordenen, og i takt med, at vælgerne har sat klima- og bæredygtighed højere er politikerne også blevet tvunget til at gøre det, skriver DR.dk i en artikel den 12. juni 2019 (se kilder).

Mens den politiske debat om bæredygtighed som beskrevet i Del 4 tidligere har haft fokus på, den videnskabelige debat om, hvor meget vi påvirker kloden og på den anden side en politisk og økonomisk debat om, hvor meget samfundet bør satse på bæredygtighed rent økonomisk, så har den de senere år fået endnu en dimension. Både i FN’s rapporter, ved Europa-Parlamentsvalget og i forbindelse med det danske Folketingsvalg i 2019 har der været stor debat om, hvordan den enkeltes liv og forbrug kan være mere eller mindre bæredygtigt. I 2018 blev ordet ”flyskam”, som dækker over skam ved at flyve, fordi det ikke er bæredygtigt, optaget på den svenske ordbogs liste over nye ord, og ordet er blevet udbredt i mange andre europæiske lande, blandt andet Danmark, skriver Berlingske (se kilder). Samtidig er der kommet stort fokus på landbruget og fødevareproduktion, og hvor meget oksekød, danskerne spiser er blevet et diskussionsemne og endda et emne, der diskuteres i Etisk Råd (se kilder), og som den grønne tænketank Concito har udgivet en rapport om (se kilder). Berlingske beskriver i en artikel den 24. februar 2019 (se kilder), hvordan den danske forbruger er begyndt at handle langt mere bæredygtigt. Det store fokus på, hvordan den enkelte kan leve mere bæredygtigt og klimavenligt er ifølge mange eksperter positivt, men andre advarer om, at ansvaret for klimakrisen ikke skal lægges på den enkelte borger og forbrugers skuldre, men skal løftes politisk og af virksomhederne. I et debatindlæg på Videnskab.dk skriver forskeren Morten Fibieger Byskov, at det store fokus på den enkeltes indsats for at leve mere bæredygtigt belejligt flytter fokus fra den indsats regeringer og virksomheder bør gøre (se kilder). Samme pointe kommer Politiken med i en signatur den 9. december 2018 (se kilder), hvor journalisten argumenterer for, at bæredygtighed ikke er en pligt for den enkelte, men samfundets ansvar.