Urbanisering

Siden slutningen af 1800-tallet har danskerne i stadigt stigende grad søgt fra landet mod byerne. Urbanisering er en global tendens, og i 2007 oversteg andelen af verdensbefolkningen, der bor i byer, den landlige befolkning. Tilstrømningen til byerne fortsætter, og FN vurderer, at 70% af verdens befolkning i 2050 vil bo i byer. Bevægelsen mod byerne skaber flere forskellige udfordringer. Mens de største danske byer kæmper med blandt andet boligmangel, trafikpropper, forurening og støj, kæmper landsbysamfund for at tiltrække indbyggere, der kan være med til at betale til kommunekassen og skabe liv og udvikling. Samtidig arbejder danske politikere på forskellige løsninger som højhusbyggerier i byerne og udflytning af arbejdspladser til mindre byer og landdistrikter for at sikre et mere homogent Danmark.

Begrebet urbanisering dækker over en stigende koncentration af et samfunds befolkning i byerne, fordi befolkningen flytter fra land til by. Der er forskel fra land til land på, hvor mange mennesker der skal bo i en by, før end man kan tale om en by. I Danmark skal der kun bo 200 mennesker, førend man kalder det en by. I andre lande skal der bo 5.000-10.000 mennesker, for at den kaldes en by. Det kan man læse på Geotema.dk (se kilder).

På verdensplan er urbaniseringen tiltaget voldsomt siden 1700-tallet. Den amerikanske statistiker Adna F. Weber var en af de første, der konstaterede og gjorde opmærksom på urbaniseringen. I bogen "The Growth of Cities in the Nineteenth Century. A Study in Statistica", udgivet 1899, forklarede Adna F. Weber urbaniseringen som et udtryk for menneskers vilje til at opnå den bedst mulige udnyttelse af et lands ressourcer. Befolkningen vil bosætte sig der, hvor de har udsigt til de højeste lønninger, og dens bosættelsesmønster påvirkes derfor af ændringer i produktionen, mente hun.

I Danmark tog urbaniseringen for alvor fart fra 1840 og frem. Da den moderne bys periode begyndte, var Danmark stadig et udpræget landbrugssamfund, hvor de fleste mennesker boede på landet. Blot 20% af befolkningen boede dengang i byerne. Her boede de ofte tæt inden for byernes endnu bestående volde eller hegn uden megen lys og luft. Da voldene omkring København blev nedlagt i 1850’erne, begyndte købstæderne at brede sig. Hermed blev der skabt plads til den øgede befolkning, der under industrialiseringen begyndte at vandre fra landet til byerne. De første brokvarterer, Nørrebro og Vesterbro, opstod i København fra omkring 1850, og fra 1880erne og 1890erne kom lignende brokvarterer med lejligheder i karréejendomme til i provinsbyerne. I 1847 blev jernbanen mellem Roskilde og København anlagt, og fra 1860’erne blev jernbanenettet udbygget markant. Det var også en vigtig faktor i byernes vokseværk. For Århus betød jernbanen i 1862 f.eks., i kombination med byens nye kysthavn, at Århus kom ind i en vækstperiode, der på blot fire årtier øgede befolkningstallet fra 11.000 indbyggere i 1860 til 52.000 indbyggere i 1901, hvormed Århus blev landets næststørste by. I 1900 boede 42% af befolkningen i Danmark i byerne, en fordobling siden 1840.

Med industrialiseringen fulgte nye jobfunktioner og arbejdspladser i byerne. Og da næringsfrihedsloven blev indført i 1858, krævede det ikke længere særlig tilladelse at drive en lang række forretninger. Det fik flere til at flytte til byen for at etablere forretning. Det blev kort og godt mere attraktivt at bosætte sig i byerne. I flere byer opstod også et rigt foreningsliv, politisk og socialt. Der blev etableret forsamlingshuse, hvor folk mødtes. Foreningerne var med til at integrere tilflyttere, der var kommet fra landet for at blive arbejdere i bysamfundet. Der blev også iværksat foreninger til løsning af sociale udfordringer, f.eks. Danmarks første boligforening, der blev etableret i København i 1912, og som siden spredte sig til alle landets større byer. Det kan man læse i artiklen ”Demografisk urbanisering” på byhistorie.dk (se kilder).

I både industrialiserede lande og udviklingslande verden over søger befolkninger mod byerne. Storbyer med mere end 10 millioner indbyggere kaldes megabyer. I 1950 var kun New York en megaby. I 2015 var der på verdensplan 23 megabyer, flere af dem så store, at de kunne betegnes som dobbelt megabyer. 19 ud af 23 megabyer er placeret i udviklingslande. Der findes megabyer i blandt andet Kina, Japan, USA, Mexico, Indien og flere lande i Afrika. Det viser tal fra UN Habitat, fremgår det af artiklen ”Verdens storbyer vokser eksplosivt” i Ugebrevet A4. Her finder du også hele listen over megabyer (se kilder).

I 2016 boede 1.549.215 personer, svarende til 27,1% af den samlede danske befolkning (5.707.251 personer) i hovedstaden København med omegn. 1.548.694 personer, svarende til 27,1%, boede i de tilsammen 29 større provinsbyer, mens 2.609.342 personer, svarende til 45,7%, boede i mindre provinsbyer eller landområder. Det kan man læse i analysenotatet ”Urbaniseringen i Danmark siden1926” (se kilder) udarbejdet af Kommunernes Landsforening (KL). I analysenotatet ”Danmarks geografiske udfordringer og muligheder” udarbejdet af DI (se kilder) kan man læse, at Danmark er blandt de mindst urbaniserede lande i Europa. Ifølge EU-Kommissionen bor 24% af danskerne mellem 18 og 64 år i storbyområder, målt med Eurostats terminologi, og Danmark er dermed det land i Vesteuropa, hvor den laveste andel af befolkningen bor i byer. Til gengæld er Danmark et af de europæiske lande, hvor flytning fra land til by i øjeblikket foregår hurtigst.

De mange nye byboere skaber boligmangel i de større danske byer. Ifølge en analyse fra Dansk Byggeri (se kilder) vil der være behov for at bygge 178.000 byboliger frem mod år 2025. Det svarer til knap 20.000 nye boliger hvert år. ”Der sker en markant udvikling i vandringen fra land til by i de her år, når mere end hver fjerde dansker om bare ni år vil bo i en af landets fire største byer. Behovet for at bygge boliger vil være størst i Aarhus og omegn samt hovedstadsområdet og store dele af Sjælland”, siger økonomisk konsulent i Dansk Byggeri Maria Schougaard Berntsen i artiklen ”Tilvækst og urbanisering øger boligmangel i byer” på dagensbyggeri.dk (se kilder).

     I mange af verdens stor- og megabyer medfører urbaniseringen fattigdom og slum. Afrika og Asien står tilsammen for 90% af urbaniseringen, og byerne på de to kontinenter vokser samlet med 70 millioner indbyggere hvert år ifølge FN's Befolkningsfond, UNFPA (se kilder). Her er tilflytningen til storbyerne ikke primært drevet af attraktive arbejdspladser og muligheder for at forbedre tilværelsen, men snarere af manglende muligheder i landområderne. Folk flytter ikke af lyst, men af nød og i et diffust håb om en bedre fremtid i byerne. Det kan man læse i artiklen ”Verdens fattige flytter til byerne” i Kristeligt Dagblad (se kilder). Herudover er trafikale udfordringer og forurening almindelige konsekvenser af urbaniseringen i verdens største byer. I megabyen Mexico City har man f.eks. konstateret fostre med bly i giftige mængder i blodet, som er tilført fostret gennem den luft, deres mødre indånder under graviditeten, kan man læse i artiklen ”Megabyer giver forureningsmareridt” i Kristeligt Dagblad (se kilder). Og i megabyer som kinesiske Beijing er luftforureningen nu så slem, at internationale skoler vælger at overdække legepladser med telte, hvor ventilationssystemer renser luften, mens myndigheder i perioder anbefaler indbyggerne at blive inden døre, ganske enkelt fordi det er sundhedsskadeligt at opholde sig ude i byens smog. Det beskriver artiklen ”Fly kan ikke lette, og fabrikker må lukke: så slem er forureningen i millionby” på Tv2.dk (se kilder).

I København er boligmangel et varmt politisk emne, og kommunalpolitikerne har de seneste år drøftet forskellige muligheder for at skaffe særligt flere relativt billige boliger til studerende og almene boliger til borgere med relativt lav indkomst. Artiklen ”Sådan vil politikerne løse problemer med boligmangel i hovedstaden” på Tv2Lorry.dk (se kilder) beskriver, hvordan politikerne blandt andet har drøftet Amager Fælled som en mulig byggegrund. En befolkningsprognose fra Københavns Kommune fra foråret 2017 viste, at der kommer til at mangle 45.000 boliger i København frem mod 2027, fremgår det af artiklen ”København mangler 45.000 boliger” på Børsen.dk (se kilder). En anden mulighed er at bygge flere højhuse, så hovedstaden kan huse flere borgere pr. kvadratmeter. Det er der dog en del modstand imod, da hovedstaden er kendt for sine relativt lave huse, og en del borgere ønsker at bevare dette særpræg. I Aarhus arbejder man blandt andet på at nedbringe forureningen ved at erstatte tog med en letbane og omlægge trafikken, så antallet af biler minimeres, mens cykelstier og offentlig transport får mere plads. Det beskrives f.eks. i artiklen ”Forsker: I Aarhus tænker man ikke længere mobilitet som vejnet for biler” i Jyllands-Posten (se kilder). Af artiklen fremgår det, hvordan lokalpolitikerne i Aarhus forsøger at gøre byen grønnere, give mere plads til børnefamilier og opnå byens klimamål ved at omlægge trafikken radikalt. Blandt andet skal alle veje indsnævres for at give plads til mere beplantning, og kollektiv transport og cyklisme skal prioriteres højere end bilisme. Det er blot et par eksempler på, hvordan danske storbyer søger at løse urbaniseringens udfordringer.

For virksomheder længere væk fra de større byer medfører urbanisering ofte vanskeligheder med at tiltrække medarbejdere. Eksempelvis er det i Danmark kun 3% af de beskæftigede fra en bykommune, der pendler til et job i en kommune længere væk fra en større by. Særligt virksomheder i Sønderjylland oplever problemer med skaffe arbejdskraft, fremgår det af analysenotatet ”Danmarks geografiske udfordringer og muligheder” udarbejdet af DI (se kilder). Samtidig er det svært for mange landkommuner at tiltrække borgere, der kan skabe liv i området, sørge for tilslutning til kommunens skoler og daginstitutioner, biblioteker og andre offentlige tilbud og være med til at bidrage til kommunekassen og hermed finansieringen af udgifterne til at vedligeholde byens faciliteter.

I 2015 tog den daværende Venstre-regering initiativ til at flytte 3.900 statslige arbejdspladser fra hovedstaden ud i 49 byer over hele landet. Udflytningen er et af flere tiltag for at løse urbaniseringens udfordringer i forhold til arbejdspladser og affolkning af landområder.   ”Statens arbejdspladser skal være fordelt bredt i Danmark og drage nytte af de kompetencer og faglige miljøer, der findes i hele landet. Statslige arbejdspladser kan ikke i sig selv skabe vækst og udvikling, men de bidrager til at skabe aktivitet og stimulere udviklingen i det omkringliggende område”, står der blandt andet i regeringsudspillet ”Bedre balance” om udflytningen af arbejdspladser (se kilder). Også kommunerne på landet og i provinsen arbejder på at tiltrække borgere. 8 ud af 10 kommuner har enten en egentlig bosætningsstrategi eller iværksat forskellige initiativer, som skal tiltrække flere borgere, viser en rundspørge, som KL’s nyhedsbrev Momentum har gennemført blandt danske kommuner. Børnefamilierne er den mest populære målgruppe. Hele 65% af kommunerne, heriblandt især mange landkommuner, svarer, at de har fokus på at tiltrække børnefamilier. Det fremgår af artiklen ”Kommuner lokker børnefamilierne” på KL.dk (se kilder).

Ordet udkantsdanmark bruges ofte i debatten om, hvordan stadigt flere danskere forlader land og provins for at bosætte sig i større danske byer. I artiklen ”Forestillingen om et udkantsdanmark er ikke et nyt fænomen” i Information (se kilder) kan man læse, hvordan ordet udkantsdanmark i stigende grad bliver brugt med en nedsættende betydning i danske medier i takt med, at flere flytter fra land til by: I 2000 udgjorde den negative terminologi 8%, mens den de seneste år har ligget på 25-30% (25% i 2016). På den måde kan man se begrebet udkantsdanmark som et spejl af den opfattelse af danske landdistrikter og provinsbyer, som stadigt flere byboere har og får gennem mediernes fremstilling af områderne. Det kan i sig selv være med til at styrke urbaniseringen, fordi begrebet udkantsdanmark tegner et trist og dystopisk billede af en stor del af Danmark uden for de største byer, fremgår det af artiklen.

Storbyer bruger enorme mængder vand, energi, mad og materialer, og det har omfattende konsekvenser for miljøet. Det forklarer Jørgen Delman, professor på Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier på Københavns Universitet og forsker i urbanisering, klimapolitik og Kinas moderne udvikling i artiklen ”Urbanisering: I 2050 vil to ud af tre bo i byer” på Videnskab.dk (se kilder). Samtidig bliver byerne mere sårbare over for vind og nedbør. OECD vurderer, at fremtidens største trusler mod byområder i den vestlige verden er kraftige storme og oversvømmelser – og i mindre grad hedebølge og tørke. I byen er der 0,5-2 grad varmere end i det omkringliggende åbne landskab. Temperaturstigninger forværrer typiske luftkvaliteten, særligt fordi mængden af ozon stiger med varmere temperaturer. Ozon, som har sundhedsskadelige effekter, er en af de største årsager til luftforurening, særligt i USA. De stadigt kraftigere regnskyl skaber problemer i byerne, fordi vandet har svært ved at sive ned og derfor skaber oversvømmelser. Det kan man læse i rapporten ”Klimaforandringer i byerne” udarbejdet af Miljøministeriet og Realdania (se kilder).

Forureningen i storbyerne har som nævnt sundhedsmæssige konsekvenser, fordi partikelforurening af luften forårsager blandt andet hjerte- og lungesygdomme. Samtidig viser stadigt flere undersøgelser, at nærhed til natur, grønne områder og vidder styrker menneskers fysiske og mentale sundhed. Det kan man blandt andet læse i artiklen ”Grønne byrum fremmer sundheden” på ktc.dk (se kilder). Omvendt findes der forskere, der argumenterer for, at der er mærkbare sundhedsmæssige gevinster forbundet med at bo i en storby. F.eks. viser et internationalt forskningsprojekt offentliggjort i tidsskriftet The Lancet, at byboere er markant mere fysisk aktive i hverdagen. Forskere fra 10 lande har undersøgt folks bevægelsesmønster i 14 byer, heriblandt 16 bydele i Aarhus, som Syddansk Universitet har studeret: ”Set i lyset af vores studie gælder det om at flytte til byen, for urbaniseringen vil være befordrende for folkesundheden. Byen er det sted, der bedst kan garantere dig fysisk aktivitet”, siger Jens Troelsen, lektor og forskningsleder for forskningsenheden Active Living på Syddansk Universitet i artiklen ”Forsker: Bo i den tætte by, hvis du vil være sund” på DR.dk (se kilder).

Selv om mange fortsat søger fra land til by, er er der også en modsat tendens, som ser ud til at forstærkes. Hussalget i landets yder- og landkommuner er siden 2015 steget med 14%, mens tilflytningen til bykommunerne har ligget på blot 3% i samme periode. Det viser en analyse fra Finans Danmark, en interesseorganisation for landets realkreditinstitutter, kan man læse i artiklen ”Boligmarkedet vender og lokker flere danskere på landet” på Tv2Nyhederne.dk (se kilder). Det skyldes blandt andet, at boligpriserne i de store byer er blevet så høje, at mange enten ikke har råd til at bosætte sig i byerne eller ganske enkelt ser flere fordele i at flytte på landet, fordi de her kan få mere luft og natur og boligkvadratmeter for pengene (se kilder).

Ugebrevet A4 og Realdania har i samarbejde udviklet rapporten ”Sådan ser Danmark ud i 2050” (se kilder). Ifølge denne fremskrivning bor ni ud af 10 danskere i 2050 i byerne. 4,5 mio. indbyggere bor i byregionen København/Malmö. 40.000 københavnere er flyttet ind i den grønne bydel Nordhavn. København har 170.000 flere indbyggere, mens 500.000 pendler ind til København hver dag. Horsens har 25% flere borgere, Aarhus 16% flere og København 21% flere. Mange er til gengæld fraflyttet områder langt fra storbyerne. F.eks. forventer Læsø at få 15% færre borgere, Lemvig 11% færre og Lolland 10% færre.    Også globalt forventes storbyerne at vokse hastigt de kommende år. Den Internationale Organisation for Migration (IOM) forventer, at antallet af byboere vil stige fra 3,9 milliarder i 2016 til 6,4 milliarder i 2050. Det svarer til, at to ud af tre i år 2050 vil være bosat i en by. Vi vil se flere megabyer – byer med mere end 10 millioner indbyggere. I 2030 forventer FN, at tallet vil være oppe på 41. For få årtier siden var det Europa og Nordamerika, der husede flest byboere. I 2030 vil de fleste bo i Asien og Afrika. Alene Kina, Indien og Nigeria forventes tilsammen at få en milliard flere byboere i de kommende årtier, kan man læse i artiklen ”Urbanisering: I 2050 vil to ud af tre bo i byer” på Videnskab.dk (se kilder).

Der er også gevinster ved urbanisering. Som det fremgår af DI’s analysenotat ”Danmarks geografiske udfordringer og muligheder” (se kilder) er ”nærhed af ressourcer og viden i sig selv grobund for vækst båret af bedre matching, større konkurrence, specialisering, hurtigere spredning af ideer og øget produktivitet” (se kilder). Også klimamæssigt kan urbaniseringen være en fordel, fremgår det af artiklen ”Byerne tager teten i klimakampen” i Berlingske Tidende (se kilder). Her kan man læse, hvordan en lang række byer verden over arbejder målrettet på at minimere klimabelastning, netop fordi urbaniseringen tvinger dem til det. Således er mange storbyer blevet en art testlaboratorier, hvor løsninger på klimaudfordringer udvikles. Samtidig har byboere, der arbejder og lever i storbyer, mindre behov for at transportere sig i bil, bus og tog, og i stadigt flere byer transporterer beboerne sig på cykel eller med offentlig transport, fremgår det af artiklen ”Urbanisering kan være en fordel for klimaet på ktc.dk (se kilder). Stadigt flere storbyer indretter sig som såkaldte smart cities, hvor data om borgerne bruges til at optimere byernes ressourceforbrug.

Urbaniseringen kan desuden være med til at hjælpe flere ud af fattigdom, fremgår det af kronikken ”Verdens fattige flytter til byerne” i Information (se kilder). Her beskrives det, hvordan byerne ofte kan tilbyde bedre betalt arbejde, uddannelse og sundhed, som typisk er mindre tilgængeligt på landet. I artiklen beskrives det, hvordan byer historisk har skabt udvikling og fremgang i græske og kinesiske bystater, i Romerriget osv. ”Koncentrationen af tanker, viden og ideer i byerne – og udvekslingen imellem byerne – har resulteret i en lang række opfindelser, som har forbedret vores levevilkår”, skriver kronikøren. I Kina ligger der da også strategiske beregninger om økonomisk vækst bag, at regeringen flytter hundreder millioner af kinesere fra land til by. I artiklen ”Kinas urbanisering fjerner bjerge” (se kilder) beskrives det, hvordan kineserne nedlægger flere hundrede bjerge i det nordvestlige Kina for at gøre plads til opførelse af storbyer, hvor kinesere fra landet kan bosætte sig – med det mål at løfte millioner af bønder ud af fattigdom. Urbaniseringen i Kina har allerede været med til at hjælpe op imod 600 millioner kinesere ud af fattigdom de sidste tre årtier, fordi bønder har fået adgang til arbejde i byerne, på byggepladser, i fabrikker og serviceindustrien, som godt nok er lavtlønnet arbejde, men giver mere end markarbejde, vurderes det f.eks. i artiklen.