Hellig krig

Mennesker har i tusinder af år hævdet at have en gud bag sig, når de har bekriget folk, der tror på noget andet end dem selv. I de senere årtier er begrebet hellig krig særligt blevet forbundet med islamiske terrorister. De hævder at udføre en hellig pligt, men langt de fleste mener, at grupper som al-Qaeda og Islamisk Stat fuldstændig har misforstået deres egen religion, og at deres voldelige version af jihad skader både muslimer og ikkemuslimer.

Alle de store verdensreligioner (kristendom, islam, jødedom, hinduisme, buddhisme) lægger ifølge bogen ”Etikken og religionerne” (se kilder) først og fremmest vægt på fredeligt samkvem mellem mennesker, også af forskellig tro, og forbud mod at slå ihjel. Alligevel betragter alle verdensreligionerne dog forsvarskrige som legitime og har principper for, hvornår en krig kan betragtes som retfærdiggjort. Som hovedregel opfattes en krig i ifølge de forskellige religioners teologiske traditioner for retfærdig krig, når alle andre muligheder er udtømte, når krigen er begrænset i omfang, og når man under krigshandlinger så vidt muligt beskytter menneskeliv.

Hellig krig er beslægtet med retfærdig krig, og nogle gange bliver de to begreber brugt som synonymer, altså som begreber, der dækker over det samme. Dog kan man sige, at en hellig krig adskiller sig fra en retfærdig krig ved at blive udkæmpet i Guds navn på grundlag af en religiøs forpligtelse til at forsvare trosfæller eller som forsvar af hellige territorier. Den hellige krig bliver så at sige udført på en ’befaling’, der kan udledes af bestemte tolkninger af de religiøse skrifter. Begrebet bliver i vore dage først og fremmest forbundet med islam, men findes også inden for kristendom og jødedom, og især inden for kristendommen har det i perioder spillet en ganske stor rolle.

     At en krig er en hellig krig, er også noget, en krigsførende part kan påberåbe sig for at legitimere krigsførelsen og skabe opbakning i visse kredse, men ofte vil der dog også være indblandet en række andre motiver for krigsførelsen. For eksempel havde de kristne korstog som erklæret formål at tilbageerobre kontrollen med kristendommens hellige steder i Palæstina, men reelt havde korstogene også en række politiske og økonomiske motiver. I vor tid opfatter de fleste mennesker begrebet og fænomenet hellig krig som noget negativt og ofte også som både forkasteligt og forældet, og begrebet kan derfor bruges om modpartens krigsførelse for at påpege dennes fanatiske og irrationelle sindelag. Når nogen i dag bruger begrebet hellig krig, er det altså oftest for at vække følelser – positive eller negative – og ikke nødvendigvis som et præcist begreb for, hvad der virkelig foregår, eller ud fra en præcis teologisk begrundelse.

I kristendommen udvikledes principper om retfærdig krig (bellum justum på latin) allerede i det 4.-5. århundrede. Ifølge historiker Kurt Villads Jensens bog ”Korstogene” (se kilder) går nogle antagelser på, at de første kristne var pacifister, men at det blev nødvendigt for de kristne teologer at forholde sig til praktiske og politiske problemer, herunder krig, da kristendommen blev statsreligion i Romerriget i løbet af 300-tallet. Augustin, der døde i 430, var den mest indflydelsesrige teolog igennem hele middelalderen, og han kom flere gange ind på begrundelser for retfærdig krig.

     Det var dog først i det 12. århundrede efter korstogenes begyndelse, at de religiøse argumenter for retfærdig krig blev samlet og systematiseret.

Ifølge Kurt Villads Jensens bog ”Korstogene” (se kilder) skulle følgende fem kriterier overvejes for at afgøre om, en krig i kristen forstand var retfærdig eller ej, og kun hvis alle fem kriterier var opfyldt, var der – ifølge fremtrædende kristne teologer i middelalderen, tale om retfærdig krig:

• Personkriteriet: Kun soldater må slås, ikke kvinder og børn og slet ikke kirkelige personer. 
• Tingskriteriet: Man må kun føre krig om genstande eller landområder, som rettelig tilhører en. Man må altså ikke føre erobringskrige. 
• Årsagskriteriet: Den anden part skal levere den umiddelbare krigsårsag. Det vil sige, at kun forsvarskrige er retfærdige. 
• Autoritetskriteriet: En retfærdig skal ledes af en retfærdig autoritet. Det vil sige en fyrste eller paven selv. 
• Intentionskriteriet: Den enkelte soldat skal deltage med de rette intentioner. Det vil sige for at gøre det gode og begrænse det onde og ikke for personlig vinding eller af lyst.

     Krigen skulle endvidere føres med moderation, det vil sige, at en aggression skulle mødes med et forsvar på samme niveau og ikke eskaleres.

Ifølge et interview med teologen Thomas Frank, der selv har været udsendt som feltpræst for danske soldater, er læren om den retfærdige krig stadig højaktuel, både i en dansk og international sammenhæng. Det fremgår af artiklen ”Findes den retfærdige krig?” (se kilder): "Den retfærdige krigs lære er en kompleks og dynamisk tradition. (...) Alligevel er flere af lærens principper – for eksempel principper om proportioner i og målsætninger for magtanvendelse – at finde i Genevekonvention og FN-charteret den dag i dag. Nogle vil hævde, at de bygger på kristne værdier, mens andre mener, at de lige så vel kan være bygget op omkring den humanistiske grundtanke.”

     Thomas Frank påpeger altså her, at nogle af de centrale kriterier i kristendommens lære om retfærdig krig, kan genfindes i moderne regler for krigsførelse, som fx danske soldater er underlagt. Disse regler er afgørende, når det diskuteres, hvorvidt der er begået krigsforbrydelser i konflikter og krige, som finder sted i dag – nogle af dem også med dansk deltagelse og med mandat fra FN.

Hellig krig er ifølge historiker Kurt Villads Jensens bog ”Korstogene” (se kilder) en oldgammel forestilling, der er velbeskrevet i Det Gamle Testamente. Det er en krig, som Gud står bag, og som Gud vil. Før korstogene blev adskillige krige udråbt som hellige krige, blandt andet missionskrige, der skulle udbrede kristendommen. Korstogene mod Jerusalem og Det Hellige Land er de mest berømte tilfælde af krige, der blev ført på vegne af Gud.

     Korstogene blev af en del kristne teologer i datiden anset for mere retfærdige end andre retfærdige krige, fordi de havde Gud som øverste autoritet. Derfor var et korstog ikke kun en bellum justum (retfærdig krig), men en bellum iustissimum (en allermest retfærdig krig).

     Ifølge ”Korstogene” af Kurt Villads Jensen (se kilder) opstår der i den islamiske tænkning teorier om såkaldt jihad, der meget minder om de kristne teorier om retfærdig krig; bl.a. ligner de kriterier, som en krig skal leve op til for at kaldes retfærdig eller benævnes jihad hinanden til forveksling. Ifølge Villads Jensen er det ikke til at afgøre, om de slående ligheder skyldes, den islamiske teologi og tænkning har inspireret den kristne eller omvendt – eller om der har været tale om gensidig påvirkning.

Ifølge Gads leksikon om islam (se kilder) har ordet jihad en dobbelt betydning i Koranen. Nogle gange optræder det som ordets oprindelige betydning ”anstrengelse” eller ”stræben”, mens det andre gange optræder i en militær betydning som krig eller kamp. Man taler derfor om jihad i betydningerne ”den lille jihad”, der betegner krigens/ den militante jihad og ”den store jihad”, der betegner den individuelle og overvejende indre kamp for åndelig, personlig forbedring. Mange muslimer mener, at ’den store jihad’ skal være ført til ende, før man må indgå i ’den lille jihad’, og det vil ifølge nogle muslimer stort set umuliggøre, at muslimer griber til militær kamp. Andre mener dog, at militær kamp er legitim, når islam anses for truet, og at det er en pligt for muslimer at deltage i denne kamp.

Den rette betydning af begrebet jihad i dens militære betydning, også kaldet den lille jihad, er omstridt og omdiskuteret. Koranen har en kompleks og modsætningsfyldt karakter, der gør det svært at udlede entydige svar. Samtidig er Islam og muslimer her i vesten ofte i centrum for ophedede diskussioner om blandt andet indvandring og terrorisme, og derfor er tolkningen af jihad-begrebet ofte knyttet til standpunkter i disse diskussioner.

     ”Gads leksikon om islam” (se kilder) citerer forskellige vers fra Koranen, der nogle steder foreskriver fred og tolerance, også mod anderledes-troende, og andre steder opfordrer til kamp og undertrykkelse af folk med anden tro.

     Som eksempel kan nævnes de såkaldte sværd-vers hvor muslimer pålægges at dræbe flergudsdyrkere. Jøder og kristne blev derimod anerkendt som Bogens folk, men skulle bekæmpes indtil de betalte en skat (jizya), der til gengæld ville gøre dem til dhimmier, pagtsfolk, der stod under den muslimske stats beskyttelse. I andre Koranvers bliver krig kun anbefalet til selvforsvar, ligesom Muhammed og muslimerne bliver opfordret til at indgå aftaler og traktater med modstanderne.

     Ifølge ”Jihad – i klassisk og moderne islam” af Rudolph Peters (se kilder) er det ikke klart, om Koranen tillader muslimer at bekæmpe de vantro udelukkende som forsvar imod aggression eller under alle omstændigheder.

Den klassiske jihad-doktrin, som den er fastlagt i værker om islamisk retslære, indeholder både en ekspansiv og en defensiv dimension. Ifølge ”Jihad – i klassisk og moderne islam” af Rudolph Peters (se kilder) blev jihad-doktrinen udviklet i det 8. og 9. århundrede. Det skete ud fra diskussioner og debatter på grundlag af Koranens forskrifter samt Profetens og de fire første kaliffers eksempel, som er nedskrevet i hadith.

     Det vigtigste i doktrinen er eksistensen af en samlet islamisk stat, styret af hele ummaen (det muslimske fællesskab eller samfund). Det er ummaens pligt at kæmpe for at udvide den islamiske stats territorium og omvende så mange ikkemuslimer som muligt. Den ekspansive jihad forudsætter en legitim kalif til at lede kampen. Ekspansiv jihad er en kollektiv pligt, som et tilstrækkeligt antal, men ikke alle, skal deltage i for at kunne finde sted.

     Den defensive jihad er til gengæld en individuel pligt. Det vil sige, at alle der er i stand til at kæmpe, også har pligt til det. Den defensive jihad finder sted i selvforsvar, når muslimer bliver angrebet.

     En krig mod vantro må ikke indledes uden at man forsøger at omvende dem til islam og underkastelse inden angrebet. Lovgivningen tillader også at slutte våbenhvile med fjenden, ligesom den regulerer en lang række andre ting som undtagelser fra pligten til at kæmpe, beskyttelse af den ikke-kæmpendes liv, behandling af krigsfanger og frit lejde for fjender. Altså regler der minder om de kristne regler for retfærdig krig.

Hellig krig er først og fremmest et begreb, der forbindes med islam og kristendom og kendes fra disse to religioners teologiske tænkning. Men også andre religioner kan siges at have begreber, der minder om eller er stort set synonyme med hellig krig. For eksempel bliver de tidlige jøders erobringskrige også opfattet som hellige ifølge Jensen og Rothstein (se kilder), fordi de var støttet af Gud. I den jødiske opfattelse fik Moses' efterfølger Joshua ordre fra Gud om at tilkæmpe sig landet Israel, og derfor hævder nogle ortodokse jøder i dag, at jøder har en guddommelig ret til bestemte landområder.

     De to andre verdensreligioner, buddhisme og hinduisme, indeholder i deres udgangspunkter ikke på samme måde begreber om hellig krig i guds navn. Alligevel er der mange eksempler på krige og konflikter specifikt rettet mod andre religiøse grupperinger, der bliver udført af disse religioners medlemmer, og i en del tilfælde retfærdiggøres disse krigshandlinger også med henvisning til tolkninger af religiøse skrifter eller traditioner. Hvordan nogle terror- og oprørsgrupper i Asien, bl.a. Myanmar, bruger tolkninger af buddhismen til at legitimere deres angreb på fx muslimske mindretal, fremgår af et interview med buddhisme-ekspert Mikael Gravers i magasinet IKON (se kilder).

De islamiske områder blev hastigt udvidet under profeten Muhammed og i de følgende hundrede år efter hans død i 632. Denne periode med hurtige og omfattende erobringer sluttede med slaget ved Tours i det nuværende Frankrig, da en muslimsk invasionsstyrke led nederlag til en frankisk hær i 732. På dette tidspunkt strakte kaliffernes imperium sig fra Indien, over Centralasien, Mellemøsten og Nordafrika til Spanien.

     Muhammed indledte sin mission i Mekka i det nuværende Saudi-Arabien, men blev forfulgt og undertrykt af byens ledere, så han og hans tilhængere i 622 flyttede nordpå til Medina, også i det nuværende Saudi-Arabien. Denne begivenhed kaldet hijra er en nøglebegivenhed i islam og regnes som begyndelsen på den muslimske æra. Den første jihad blev anført af profeten mod herskerne i Mekka og endte med erobringen af Mekka i 630. I de følgende to år indtil Muhammeds død blev hele Den Arabiske Halvø erobret af muslimske styrker.

     I de første 100 år efter Muhammeds død blev det islamiske kalifat udvidet til at omfatte Portugal og Marokko mod vest og Pakistan og Afghanistan mod øst.

     I de senere århundreder gik det noget trægere med erobringerne, men efter det kristne Byzans’ (Istanbuls) fald til det muslimske dynasti osmannerne i 1453 blev store dele af Balkan også erobret. Osmannernes fejlslagne angreb på Wien i 1683 regnes som det endegyldige vendepunkt, hvorefter islam generelt var i defensiven.

I 1095 holdt pave Urban II holdt en skelsættende prædiken i den sydfranske by Clermont som afslutning på et stort kirkemøde. Ifølge bogen ”Korstogene” af Kurt Villads Jensen (se kilder) udmalede paven i sin tale de grusomme handlinger, som de kristne i Mellemøsten blev udsat for af de skrækkelige muslimer. Han talte videre om synd og syndere, men også om, at Gud nu havde givet alle en mulighed for at vinde frelse: De skulle drage til Jerusalem for at bekæmpe de vantro muslimer og befri byen. Ved at tage på denne ’hellige rejse’ ville de blive renset og bevæge sig fra synderens evige død til det evige liv. Kampen ville gøre dem retfærdige, og hvis de blev slået ihjel, ville de komme direkte til det himmelske kongerige. De forsamlede rejste sig som reaktion på pavens tale og råbte ”Gud vil det, Gud vil det”. Dette var begyndelsen på de følgende to århundreders korstoge, som blev påstået at have Guds opbakning.

     Efter det første korstog, hvor Jerusalem blev erobret af de kristne tropper, var der med varierende intensitet kamp om kontrollen med Det Hellige Land i 200 år. I 1291 sluttede konflikten med faldet af Acre, der ligger i den nordlige del af det nuværende Israel, og som dengang udgjorde den sidste kristne højborg i Det Hellige Land.

     Der var også andre korstog end dem mod Jerusalem og Det Hellige Land, blandt de vigtigste var:

• Mod hedninger i de baltiske lande 
• Mod kættere i Europa 
• Mod politiske fjender af kirken i Europa 
• Mod maurerne (muslimerne) i Spanien

Korsfarerne plyndrede ofte de lande, de rejste igennem for at skaffe forsyninger, ligesom der også skete myrderier undervejs. Ofte var der ikke meget helligt over korsfarerne, der tværtimod var hensynsløse og brutale over for alle, der stod i vejen for dem, også lokale kristne, som af korsfarerne ofte blev anset for at være kættere og vantro. Samtidig indgik korsfarerne og de små riger, de fik skabt, dog også i handel med de lokale befolkninger i de lange perioder, hvor der ikke var kamp. Forholdene for de lokale arabiske befolkninger under korstogene og den betydning, korstogene siden har fået i de arabiske befolkningers identitet og historieforståelse, beskrives i bogen ”Korstogene som araberne ser dem” af Amin Maalouf (se kilder).

     Korstogene var ifølge ”Islam i krise” af Bernard Lewis (se kilder) ikke noget dominerende emne i samtidens muslimske verden. Dette ændrede sig i det 19. århundrede, hvor interessen for korstogene blev vakt til live som følge af den vestlige imperialismes fremmarch i Mellemøsten. Man begyndte at betragte korstogene som det første led i en række af vestlige overgreb i forhold til islam. Denne tankegang fik endnu mere vind i sejlene, da staten Israel blev oprettet i 1948. Nogle muslimer mente, at Israel var en ny korsfarerstat, som Vesten med tvang og list oprettede i Det Hellige Land.

På trods af de utallige tolkninger af jihad-begrebet er det i de seneste årtier i den brede offentlighed især blevet kædet sammen med militante islamiske grupper. Særligt berømt og berygtet blev jihad i forbindelse med al-Qaedas erklæring af hellig krig mod Vesten i videotalerne af terrornetværket al-Qaedas leder Osama Bin Ladens og de mange terrorangreb, med angrebet på USA den 11. september 2001 som det største og mest omtalte. Disse erklæringer trak en lige linje mellem korstogene, imperialismen og den nuværende vestlige dominans i det, Osama bin Laden kaldte en global jihad.

     Senest har Islamisk Stat, der primært opererer i Syrien og Irak, også kaldt deres militante kamp for jihad. Islamisk Stat har en meget streng og antivestlig fortolkning af islam. Et vigtigt udgangspunkt er opfattelsen af, at man skal tilbage til den originale fortolkning af islam, og at senere tiders udvikling af islam er kættersk. Centralt i bevægelsens ideologi står kampen for at genoprette tidligere tiders kalifat, som skal regeres af en kalif, der sørger for, at der regeres efter streng sharia-lovgivning. Målet er, at det ny kalifat med tiden skal strække sig over hele Mellemøsten.

     Andre kendte grupper, der også hævder at føre islamisk hellig krig, er Hamas og Hizbollah i Mellemøsten, Boko Haram, der har base i den nordlige del af Nigeria, og al-Shabaab, der har udgangspunkt i Somalia.

Selv om grupper som al-Qaeda og Islamisk Stat påstår at føre deres kamp på Guds vegne, er der dog udbredt modstand mod den påstand i den islamiske verden, hvor den generelle opfattelse er, at disse grupper baserer deres holdninger på en fejltolkning af islam, herunder af begrebet jihad. Ifølge ”Jihad – i klassisk og moderne islam” af Rudolph Peters (se kilder) blev al-Qaedas angreb mod vestlige mål fordømt af langt de fleste muslimske lærde, blandt andet fordi det ifølge traditionel islamisk lære er forbudt at dræbe civile under en kamphandling. Bernard Lewis hævder i sin bog ”Islam i krise” (se kilder), at terrorangreb som det mod World Trade Center faktisk islamisk set er direkte blasfemisk (gudsbepottende), når gerningsmændene påstår at udføre dem på vegne af Gud, hans profet og hans skrifter. Han siger videre, at der intet sted i islams grundlæggende tekster gives påbud om at udføre terror eller mord.

Ifølge artiklen ”Hvordan fortolkes jihad i en moderne sammenhæng?” (se kilder) lægger de fundamentalistiske fortolkninger af jihad vægt på en ekspansiv og missionerende forståelse af jihad. Blandt fundamentalister som Sayyid Qutb (1906-1966) i Egypten, blev der lagt vægt på jihad som en slags permanent revolution, der skulle udkæmpes, indtil hele verden var omvendt til islam. Revolutionen skulle ledes af en udvalgt gruppe af særligt troende. Denne udvalgte gruppe var ifølge Qutb det islamistiske parti Det Muslimske Broderskab, som Sayyid Qutb selv var medlem af. Qutb blev senere henrettet for beskyldninger om, at ville vælte den egyptiske regering. Det Muslimske Broderskab eksisterer den dag i dag og fører en overvejende ikkevoldelig kamp for at få en islamisk regering i Egypten.

     Den fundamentalistiske fortolkning af jihad har haft stor betydning for senere terrorgrupper. Al-Qaedas nuværende leder, Ayman al-Zawahiri, var i sin ungdom medlem af Det Muslimske Broderskab, indtil han dannede mere radikale grupper, der var villige til at føre Qutbs tanker ud i livet med vold. Ayman al-Zawahiri blev sammen med mange andre radikale muslimer anholdt i forbindelse med mordet på Egyptens præsident Anwar Sadat i 1981. Under fængselsopholdet blev de voldsomt torteret og ydmyget, hvilket menes at have ført til, at de blev mere ekstreme og hadefulde mod alle dem, de ser som modstandere.

Det er værd at lægge mærke til, at størstedelen af den vold, som de nævnte grupper selv kalder for jihad, faktisk er vendt mod andre muslimer. Det bliver retfærdiggjort på den måde, at de påstår, at deres modstandere er frafaldne muslimer, som det er i orden at angribe. Alene af den grund er mange muslimer meget kritiske over for de militante islamistiske gruppers brug af begrebet jihad og de handlinger, de udfører med henvisning hertil.

     Desuden mener mange muslimer og eksperter islamisk teologi, at de militante gruppers tolkning af jihad-begrebet er meget problematisk, hvis man tager udgangspunkt i en forståelse af islam som en religion, der har til mål at skabe fred både på det individuelle og samfundsmæssige plan. Der er derfor i moderne tid opstået en lang række andre fortolkninger af jihad-begrebet, der lægger vægt på en mere fredelig forståelse af jihad. Her kan det være i form af, at man bør udbrede islam udelukkende med fredelige midler, eller blot en mere defensiv forståelse af jihad, hvor man kun tyer til kamp i selvforsvar.

Selv om terrorgrupper som al-Qaeda fører en aggressiv og hensynsløs kamp mod det, de ser som islams fjender, hævder de alligevel at handle i selvforsvar. Islamforskeren John Møller Larsen forklarer i artiklen ”Findes den retfærdige krig?” (se kilder), at al-Qaeda bruger argumentationen fra den defensive jihad til at skabe opbakning til deres handlinger:

     "Hellig krig – eller jihad – blev i klassisk sunnimuslimsk tænkning opfattet som en offensiv form for krigsførelse, hvis endelige mål var at bringe hele verden under muslimsk herredømme. Det er den, nutidens radikale islamister tilslutter sig og udøver. Men ved siden af den findes idéen om en defensiv form for hellig krig, hvor man som muslim kun er forpligtet til at kæmpe, hvis ens land og folk trues. Her er der altså, som i den kristne tanke om retfærdig krig, tale om en forsvarskrig (…) Alligevel er det ikke den offensive retorik, vi ser al-Qaeda forsvare og retfærdiggøre deres angreb med. De benytter sig netop af den defensive jihads argumentation og hævder, at deres handlinger er et forsvar, fordi de ved, at forsvars- og offerretorikken vil vinde mere sympati og finde størst genklang."

     Grupper som al-Qaeda hævder, at islam og muslimer gennem århundreder er blevet angrebet, koloniseret og ydmyget af Vesten. Det er blandt andet sket i Afghanistan, Palæstina, Irak og på Balkan. Det er også sket ved, at vestlige regeringer har støttet ledere i de muslimske lande, som har undertrykt befolkningerne og kun har regeret i Vestens og egne interesser, blandt andet ved at sikre Vesten adgang til de store olieforekomster i regionen.

     Den største ydmygelse kom dog i forbindelse med den første Irak-krig i 1990, hvor Irak besatte Kuwait. Efter anmodning fra Kong Fahd sendte USA tropper til Saudi-Arabien for at beskytte landet og sidenhen angribe Irak. Ifølge ”Jihad – i klassisk og moderne islam” af Rudolph Peters (se kilder) var Osama bin Laden ikke i tvivl om, at den amerikanske tilstedeværelse midt i ’islams hjerte’ med de hellige byer Mekka og Medina var ulovlig i henhold til islamisk lov og ikke kunne tolereres. Han så det som en del af en amerikansk plan om at underkaste sig og ydmyge den muslimske verden med Israels hjælp. Derfor opfordrede han alle muslimer til at dræbe amerikanere – både soldater og civile – hvor man end mødte dem. Dermed var den globale jihad indledt.

Der er en del eksempler på krigs- og terrorhandlinger i nyere tid, som ifølge gerningsmændene er udført med baggrund i hellige skrifter og/eller på ordre fra Gud eller efter Guds vilje. Nogle af disse er:

• Anders Breiviks terrorangreb på Utøya og i Oslo: Den norske terrorist og massemorder Anders Breivik havde kort før bombeangrebet i Oslo og massakren på børn og unge på øen Utøya lagt et 1500 sider langt manifest ud på internettet. Her beskriver han islam som den altoverskyggende trussel og fjende. Ifølge manifestet så Breivik sig selv som en moderne tempelridder, inspireret af de kristne korstog i Mellemøsten. Han følte sig moralsk forpligtet til at nedkæmpe muslimernes ’invasion’ i den vestlige verden og tage et opgør med det politiske system, der tillod indvandringen af muslimer. 
• Oprørsgruppen Lord's Resistance Army (LRA)s massakrer i Sudan og Uganda: LRA er en militant kristen gruppe, der har opereret grænseområdet mellem Sudan og Uganda. Målet for gruppen var at overtage magten i Uganda og lede landet efter Bibelens Ti Bud. LRA blev berygtet verden over gennem Youtube-videoen ”Joseph Kony 2012”, der gik efter at få LRAs leder Joseph Kony retsforfulgt ved at gøre verden opmærksom på LRAs forbrydelser. LRA anklages for at have terroriseret landsbyer gennem 20 år ved at have begået titusinder af mord, afhugget lemmer og brændt hytter ned. Tilfangetagne piger er gjort til sexslaver og tilfangetagne drenge til børnesoldater. 
• Hinduers angreb på kristne i Orissa i Indien: I den indiske delstat Orissa har der været en række eksempler på, at kristne er blevet angrebet og forfulgt af hinduer. De systematiske angreb og baggrunden for dem beskrives i artiklen ”Hinduer fører hellig krig mod Indiens kristne” (se kilder). Det nævnes, at denne konflikt ligesom mange andre religiøse konflikter også rummer over- og undertoner af sociale, politiske og økonomiske stridigheder. 
• Buddhisters angreb på muslimer i Myanmar: Der har i de senere år været eksempler på, at buddhister i Myanmar undertrykker og angriber medlemmer af minoritetsgrupper med muslimske baggrund, hvilket har ført til, at en del muslimer er blevet drevet på flugt som bådflygtninge. 
• Drabet på den israelske ministerpræsident Yitzhak Rabin i 1995: Der findes også jødiske grupper, der er villige til at gribe til vold for at hævde deres ret til det, de betragter som deres hellige land i og omkring Israel. Det kom til udtryk i 1995, da den daværende ministerpræsident blev myrdet af en religiøs fanatiker. Drabsmanden mente, at Rabin ved at føre fredsforhandlinger med palæstinenserne begik forræderi mod Israels guddommelige ret til Palæstinas jord og derfor var fredløs.

Ifølge artiklen ”Fra barndommens gade til kalifatets frontlinje” (se kilder) drog et lille antal danske muslimer i krig for al-Qaeda, da Afghanistan blev invaderet af Danmark og andre vestlige lande efter angrebet på USA i 2001. Et tilsvarende begrænset antal danskere drog siden i såkaldt ’hellig krig’ i Irak, mens mindst to dansk-somaliere de senere år har mistet livet som selvmordsbombere i Somalias hovedstad, Mogadishu.

     Det er dog først med borgerkrigen i Syrien, at de danske ’hellige krigere’ for alvor er kommet i søgelyset. I artiklen ”Danske krigere er med i nøgleslag i Syrien” (se kilder) anslås det, at mindst 115 unge danskere rejst til Syrien for at føre hellig krig. De fleste af disse kæmper på Islamisk Stats side, men en stor del kæmper på en af de andre sider i borgerkrigen.

     Det ser ifølge artiklen ”I fremtiden vil flere danskere drage i hellig krig” (se kilder) ud til, at andelen af danske krigere er høj sammenlignet med befolkningstallet. PET finder det sandsynligt, at der i fremtiden vil være flere konflikter i både Mellemøsten og Afrika, der vil kunne tiltrække danske krigere. Hvis disse siden vender tilbage til Danmark, kan de udgøre en trussel mod sikkerheden i Danmark, fordi de har fået våbentræning og kamperfaring. Samtidig er Danmark stadig et terrormål, blandt andet på grund af de senere årtiers danske deltagelse i krige i overvejende muslimske lande og på grund af trykningen af de meget omdiskuterede Muhammed-karikaturer.

De danske Syrienskrigere kommer fra en række forskellige etniske grupper inklusiv enkelte danske konvertitter. Nogle få af de udrejste er kvinder. Ifølge en kilde, der citeres i artiklen ”I fremtiden vil flere danskere drage i krig” i Kristeligt Dagblad (se kilder) er Syrien-krigerne ”som oftest meget unge, med meget begrænset livserfaring og med meget begrænset viden om islam. De lever samtidig under et enormt pres for at handle.”

     Af de registrerede Syrienskrigere er der i en del tilfælde tale om kriminelle i og omkring bandemiljøet, hvor grænsen mellem kriminalitet og radikal islamisme ofte er udflydende. Der er også eksempler på psykiatriske patienter, der er blevet tiltrukket af det islamistiske miljø. Endelig er der i andre tilfælde tale om tilsyneladende almindelige, uddannede unge, der søger en identitet i det yderligtgående muslimske miljø.

Der findes ikke noget samlet overblik over baggrunden og begrundelserne for, at de unge er draget i krig, og hvordan de teologisk forsøger at retfærdiggøre deres beslutning. Et enkelt eksempel findes i artiklen ”Fra barndommens gade til kalifatets frontlinje” (se kilder), der beretter, hvordan en ung dansker med pakistansk baggrund, Amir, ender med at slutte sig til Islamisk Stat i Syrien Han begrunder sin deltagelse i krigen med en pligt til at forsvare muslimer, altså en defensiv jihad-retorik på linje med Osama Bin Ladens:

     ”I Amirs øjne var det historien, der gentog sig: Uskyldige civile sunnimuslimer blev forfulgt, torteret, voldtaget, lemlæstet, dræbt, imens omverdenen så på. Ingen greb ind. Det var det samme, der var sket i Irak, i Afghanistan, i Gaza og på Balkan. ’Det er mine muslimske brødre og søstre, der dør’, tænkte han. ’Det er min pligt at hjælpe dem. Det er min pligt at hjælpe med at udrydde de vantro’. Og så den tanke, der gjorde udslaget: ’Hvis jeg bare bliver hjemme, vil Gud straffe mig’.”

Jyllands-Postens offentliggørelse af Muhammed-karikaturerne i 2005 har været den vigtigste religiøse begrundelse for at planlægge eller udføre terrorangreb mod Danmark. Derudover har den danske krigsdeltagelse i Afghanistan og Irak angiveligt også været årsag til terrorplaner mod Danmark.

     Der har været adskillige planer om terrorangreb på Jyllands-Postens redaktionslokaler, som alle er blevet optrævlet og forhindret, inden de blev ført ud i livet. Andre angreb som attentatforsøgene på Muhammed-tegneren Kurt Westergaard og islamkritikeren Lars Hedegaard mislykkedes og endte uden dødsfald.

     I kølvandet på Muhammed-tegningerne blev danske ambassader og konsulater i muslimske lande angrebet af demonstranter, og i 2008 blev den danske ambassade Pakistan angrebet med en bilbombe, der dræbte 6 mennesker og sårede 30. De dræbte talte en dansk statsborger af pakistansk oprindelse og to pakistanske sikkerhedsvagter, mens de øvrige ramte var tilfældige forbipasserende.

     I februar 2015 udførte den danskfødte Omar El-Hussein dødelige angreb på et debatarrangement om ytringsfrihed og ved den jødiske synagoge i København, inden han selv blev dræbt af politiet. Lige inden angrebet sværgede Omar El-Hussein troskab mod Islamisk Stat på sin Facebook-side.