Historiekanon 17: Grundloven 1849

Grundloven fra 1849 er den første frie forfatning for Danmark. Junigrundloven, som den også kaldes, blev vedtaget og underskrevet af kong Frederik d. 7. den 5. juni 1849. Den tidligere styreform kaldes enevælde. Her var al magt samlet hos kongen. I 1848 blev enevælden erstattet af konstitutionelt monarki. Den nye styreform blev bekræftet med Grundloven, og hvorefter blev magten delt mellem en lovgivende, en udøvende og en dømmende magt. Landets borgere fik bl.a. ytringsfrihed, forsamlingsfrihed og religionsfrihed samt en række juridiske rettigheder som f.eks. forbud mod vilkårlig fængsling.

Grundloven 1849 beskriver de politiske rammer for kongeriget Danmark. Grundloven betød, at landets borgere bl.a. fik ytringsfrihed, forsamlingsfrihed og religionsfrihed samt en række juridiske rettigheder, som sikrer den enkelte borgers rettigheder over for retsvæsenet, f.eks. forbud mod vilkårlig fængsling. Du kan se grundloven i sin fulde længde med kildeintroduktion under ”Danmarks Riges Grundlov 5. juni 1849” på danmarkshistorien.dk (se kilder).

     I filmen ”Grundloven – vedtagelsen af Danmarks første grundlov 1849” (se kilder) kan du lære om optakten til grundloven og kampen om grundloven og høre et bud på, hvordan man har fortolket Grundloven 1849 i eftertiden.

Det område, som vi i dag forstår som Danmark, var fra 1660 til 1848 en del af det danske rige under en enevældig dansk monark. Et enevældigt monarki betyder, at al magt og myndighed formelt var placeret hos kongen. Frederik d. 7. var konge i det danske kongerige fra 1848, men han var også hertug over Slesvig, Holsten og Lauenborg. Under den danske krone hørte også bilandene Island, Grønland og Færøerne samt de oversøiske kolonier i Vestindien, der i dag kaldes Virgin Islands. Du kan læse mere om enevælden i artiklen ”Enevælden 1660-1849” på danmarkshistorien.dk (se kilder).

I 1848 blev enevælden afskaffet og udskiftet med det, der kaldes et konstitutionelt monarki. Det blev stadfæstet, da kong Frederik den 7. underskrev grundloven den 5. juni 1849. Det konstitutionelle monarki er ifølge Den Store Danske (se kilder) kendetegnet ved, at man har en monark (en konge eller en dronning), og samtidig en konstitution, dvs. en forfatning, og at monarken er bundet af denne forfatning.

     Med Grundloven af 1849 indførte man også det, som kaldes ’magtens tredeling’. Mens al magt indtil da havde ligget hos den enevældige konge, var magten efter 1849 delt mellem:

     · en lovgivende magt

     · en udøvende magt

     · en dømmende magt

     Den del af folket, som havde stemmeret, valgte repræsentanter i Rigsdagen (Folketing og Landsting), som sammen med kongen udgjorde den lovgivende magt. Den udøvende magt lå hos kongen, der regerede gennem ministre, der var ansvarlige for regeringsførelsen. Den dømmende magt lå hos domstolene. Grundloven 1849 indeholdt bestemmelser om, hvordan den lovgivende, udøvende og dømmende magt skulle fungere. Du kan læse mere om magtens tredeling i artiklen ”Grundloven 1849” fra danmarkshistorien.dk (se kilder).

Under enevældens sidste årtier var en liberal opposition vokset frem. Mange fra borgerskabet ønskede at afskaffe enevælden og indføre konstitutionelt monarki. De var inspireret af udviklingen i andre europæiske stater. Liberale havde i løbet af 1830erne og især 1840erne flere gange fremsat ønske om en fri forfatning i Danmark. I foråret 1848 udbrød der revolution i mange europæiske byer og stater. Det startede med et oprør i Paris i februar, som efter flere dages kampe endte med afskaffelsen af monarkiet i Frankrig og indførelsen af en republik. Herfra spredte revolution og opstand sig hurtigt over det europæiske kontinent. Du kan læse mere om de europæiske revolutioner i kapitlet ”1848 – et europæisk kriseår” af Johny Leisner i bogen ”1848 – det mærkelige år” (se kilder).

     De politiske omvæltninger i Europa påvirkede stemningen i Danmark. Der blev holdt folkemøder med stor tilslutning i København og andre større byer, og om formiddagen den 21. marts gik en folkemængde mod Christiansborg, hvor kongen opholdt sig, og krævede en fri forfatning. Du kan læse mere om udviklingen af en politisk opposition mod enevælden i artiklen ”Politiske bevægelser frem til 1848” fra danmarkshistorien.dk (se kilder).

Folketoget mod Christiansborg den 21. marts 1848 blev ført an af Københavns borgerrepræsentation og personer, som tilhørte borgerskabet. Men bevægelsen havde også opbakning i det københavnske småborgerskab og blandt landboere. Ved Christiansborg blev forsamlingen mødt med den besked, at Frederik den 7. allerede havde imødekommet kravet samme morgen og afsat det gamle ministerium, der havde fungerer som rådgivere under kongens enevældige magt. Med sin imødekommenhed over for kravene om en fri forfatning forsøgte kongen og hans rådgivere at forhindre en revolutionær udvikling i Danmark. Du kan læse mere om begivenhederne i marts 1848 i kapitlet ”Ugen hvor helstaten faldt” i Claus Bjørns bog ”1848. Borgerkrig og revolution” (se kilder).

     Den 22. marts trådte et nyt ministerium – det såkaldte Martsministerium – sammen. Der var flere kendte liberale blandt de nye ministre. Martsministeriet skulle skrive et udkast til en grundlov, der skulle lægges frem for en folkevalgt, grundlovgivende rigsforsamling. Over for Martsministeriet erklærede Frederik den 7., at han nu betragtede sig som konstitutionel konge. De nye ministre bar ansvaret for statsførelsen, ikke kongen. Hermed var enevælden reelt afskaffet. Du kan læse om begivenhederne i marts 1848 i artiklen ”Marts 1848” på danmarkshistorien.dk (se kilder).

Afskaffelsen af enevælden og Martsministeriets tiltræden udløste en væbnet konflikt mellem hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg på den ene side og det danske kongerige på den anden. Den væbnede konflikt udviklede sig til det, der kaldes Treårskrigen, som varede fra 1848-1850. Den handlede om, hvorvidt hertugdømmerne for fremtiden skulle knyttes til et konstitutionelt monarki i Danmark eller knyttes tættere til det tyske forbund og en fremtidig stortysk stat. Du kan læse mere om Treårskrigen, også kaldet 1. Slesvigske Krig, i artiklen ”De slesvigske Krige” fra Den store Danske (se kilder). Artiklen behandler også 2. Slesvigske Krig 1864, som betød, at den danske krone måtte afstå Slesvig (se også Faktalink-artiklen ”Krigen i 1864”).

D.G. Monrad og Orla Lehmann fra Martsministeriet var ifølge Claus Bjørns bog ”Kampen om Grundloven” (se kilder) blandt de vigtigste forfattere af grundlovsteksten. Grundlovsudkastet blev lagt frem for en grundlovgivende rigsforsamling. Tre fjerdedele af medlemmerne i denne forsamling var valgt af alle ”uberygtede” (dvs. uden at have gjort sig skyldig i en offentlig vanærende handling) mænd over 30 år med egen husstand. Den resterende fjerdedel af forsamlingen var valgt af kongen og ministrene. Den grundlovgivende Rigsforsamling trådte sammen den 22. oktober 1848 og afsluttedes den 4. juni 1849.

Stemmeretten til Folketing og Landsting blev med Grundloven 1849 givet til alle mænd over 30 år, som var:

     · Uberygtede og herunder ikke tidligere straffede

     · Ikke stod i privat tjenesteforhold uden egen husstand. Det betød, at tjenestefolk, som boede hos deres arbejdsgiver, ikke fik stemmeret

     · Som ikke havde modtaget fattighjælp, der ikke var betalt tilbage

     · Som havde indfødsret

     · Som havde fast bopæl i valgkredsen et år før valget.

     Hermed gav Grundloven 1849 stemmeret til omkring 15% af den samlede befolkning. Kvinder, tjenestefolk, fattige og straffede var blandt de, som stadig ikke havde stemmeret. I datiden talte man om de ekskluderede 7 F’er: Fruentimmere, folkehold, fattige, fremmede, fallenter, fjolser og forbrydere. Siden indførelsen af Grundloven i 1849 har de ekskluderede grupper, de 7 F’er, på forskellig vis kæmpet for stemmeret. Du kan se en film om de 7 F’er på danmarkshistorien.dk (se kilder). Se også Faktalink-artiklerne ”Suffragetterne” og ”Demokrati”.

I Grundloven af 1849 står der, at regeringsformen er ’indskrænket-monarkisk’. ”Demokrati” nævnes ikke direkte, og begrebet kom heller ikke med i de revisioner af Grundloven, der skete i 1866, 1915 og 1953. Alligevel er det en udbredt opfattelse, at Danmark er et demokrati. Da ordet ”demokrati” aldrig har stået i Danmarks grundlov, er det vanskeligt at sætte en præcis dato på, hvornår landet blev et egentligt demokrati. Mange sætter Grundloven af 1915 som et afgørende punkt, da den reviderede grundlov udvidede stemmeretten til at omfatte kvinder og tjenestefolk. Du kan se en film om 1915-grundloven og den frie og almindelige valgret på danmarkshistorien.dk (se kilder).

     Folk, som havde modtaget fattighjælp, havde dog fortsat ikke stemmeret efter 1915. Det var først i forbindelse med en række socialreformer i 1930erne, at modtagelse af fattighjælp eller sociale ydelser ikke længere medførte tab af stemmeret (se også Faktalink-artiklen ”Demokrati”). I 2018 er der stadig grupper, som ikke har stemmeret, herunder udlandsdanskere, tilflyttere uden statsborgerskab (forskellige regler afhængig af, hvilke slags valg, der stemmes til) samt umyndiggjorte, hvilket bl.a. inkluderer nogle grupper af mennesker med handicap. Spørgsmål om demokrati og demokratisk kultur var centrale i den demokratidebat, som udviklede sig i efterkrigstidens Danmark, som du f.eks. kan læse om o ”Demokratidebatten 1945-1946” på danmarkshistorien.dk (se kilder).