Historiekanon 20: Systemskiftet 1901

Systemskiftet er det almindelige navn for en regeringsændring i 1901, hvor regeringsmagten gik fra det konservative parti Højre til det liberale parti Venstre. Indtil da havde kong Christian 9. udpeget konservative regeringer, selvom Venstre havde flertal i Folketinget. Dette system havde fra 1870’erne ført til store politiske sammenstød. Med Systemskiftet begyndte kongen at udpege regeringslederen ud fra Folketingets flertal.

     Begivenheden var en af de mest centrale i udviklingen af parlamentarisme – altså den praksis, at regeringen udspringer af folketingsflertallet, ikke af hvad regenten foretrækker.

’Systemskiftet’ er den betegnelse, der bruges om overgangen fra den sidste Højre-regering til den første Venstre-regering, som fandt sted 24. juli 1901. Da Christian 9. udpegede den nye regering, tog han udgangspunkt i flertallet i Folketinget og ikke som tidligere i sine egne politiske holdninger og ønsker.

     Regeringslederen i den nye regering blev juraprofessor J.H. Deuntzer, og det var kongens eget valg – ikke Venstres. Da Deuntzer imidlertid var Venstremand, forventede kongen, at Deuntzer ville have lettere ved at komme ud af det med Folketinget, end kongens hidtidige Højre-regeringer havde haft det.

     J.H. Deuntzer forsøgte i sin regeringsdannelse at tilgodese alle fløje i det store og politisk sammensatte parti Venstre, der sad på omtrent 2/3 af folketingsmandaterne. Venstres leder, J.C. Christensen, blev kirke- og undervisningsminister, lederen af partiets radikale fløj, Viggo Hørup, blev transportminister, og bonden Ole Hansen blev landbrugsminister, Indtil da havde ingen bønder haft ministerposter, og den nye landbrugsminister blev da også i artiklen ”Husmænd og Gaardmænd” i Middelfart Venstreblad (se kilder) omtalt som ”den første Bonde i Kongens Raad”.

På tidspunktet for Systemskiftet kunne kongen frit udpege den regering, han ville. Pga. Venstres store folkelige opbakning krævede partiet dog at blive taget hensyn til. Venstre gjorde derfor livet svært for Højre-regeringerne ved at blokere deres lovforslag i Folketinget. Det førte i løbet af 1870’erne til en stadig mere intens konflikt mellem Højre og Venstre – især om finansloven, der skulle vedtages hvert år, for at regeringen havde penge at regere for. Som historikeren Niels Wium Olesen har fremhævet det i artiklen ”1901: Systemskifte” (se kilder) satte det lovgivningsarbejdet og dermed landets udvikling i stå. Folketinget forsøgte at få regeringen til at falde ved at nægte at stemme for finansloven. Regeringen med Højre-manden J.B.S. Estrup i spidsen svarede igen ved at gennemføre finansloven uden om Folketinget i hele perioden 1885-94.

     Efter folketingsvalget i april 1901 havde Højre kun otte af Folketingets 114 mandater. Dette fik kongen til at give efter for Venstres pres og udpege en Venstre-regering. Kongen meddelte derefter sin konseilspræsident (svarer til en statsminister), Højre-manden Hannibal Sehested, at han forventede, at Sehesteds afskedsbegæring lå klar, når kongen kom hjem fra et kurophold.

Siden den første grundlov, Junigrundloven fra 1849 (se kanonartikel om Grundloven af 1849), blev vedtaget, havde Rigsdagen bestået af to kamre, Folketinget og Landstinget. De to kamre skulle opnå enighed, for at et lovforslag kunne blive til lov. Med grundlovsændringen i 1866 blev Landstingets valgretsregler ændret, så godsejere og de rigeste byboer fik stor indflydelse på Landstingets sammensætning. Derfor blev Landstinget snart domineret af det konservative parti Højre, som især hentede sine stemmer blandt godsejere og andre velhavende borgere. Folketingets valgretsregler forblev de samme – almindelig valgret for mænd over 30 år – og Folketinget var fra 1872 domineret af det liberale parti Venstre. Denne forskel på de to kamres sammensætning gjorde det også langt sværere for dem at blive enige.

De jævne befolkningslag, f.eks. arbejdere, fattigere landboere og tjenestefolk, blev i de sidste årtier af 1800-tallet mere politisk selvsikre. De krævede politisk indflydelse. Samtidig fik Højre i 1901 det dårligste folketingsvalg nogensinde. De mere reformvenlige medlemmer af kongefamilien samt fra kredsen omkring handelsselskabet Østasiatisk Kompagni, hvor Deuntzer selv sad i bestyrelsen, overtalte kongen til at udpege en Venstre-regering. Kongen var imidlertid irriteret over, at nødvendige reformer i forsvaret igen og igen blev udskudt, og, ikke mindst, at Folketinget siden 1897 havde syltet vedtagelsen af medgiften til kronprinsens døtre. Det fremgår af historiker Lorenz Rerup bog ”Danmarks historie – Tiden 1864-1914” (se kilder). Udpegelsen af Deuntzer som ny regeringsleder skete altså på kongens initiativ, og Venstres leder, J.C. Christensen, kom ikke til at lede regeringen. Men skiftet skete ikke desto mindre, fordi det blev sværere og sværere for kongen at overhøre Venstres krav om indflydelse.

Efter Systemskiftet var der overensstemmelse mellem regeringen og Folketingets flertal. De konservative partier, der stadig dominerede i Landstinget, stod splittet. Historikeren Niels Clemmensen har i bogen ”Lensgreven – Historien om Mogens Frijs” (se kilder) beskrevet partiets samarbejde med Venstre om en række reformer i 1900’erne. Det skete efter, at De Frikonservative ved landstingsvalget i 1902 fik de afgørende landstingsmandater. I 1903 blev der indført valgt til menighedsrådene. Skattesystemet blev ændret, så der nu blev opkrævet indkomstskat, og man skulle lave selvangivelse. I 1908 blev der indført almindelig demokratisk valgret (også for kvinder) til kommunerådene. Og en række spørgsmål om forsvaret, som man havde diskuteret i næsten 50 år, blev afklaret ved et forlig i 1909.

     Den tidligere opposition blev imidlertid også splittet, og Venstre knækkede midtover, da Det radikale Venstre i 1905 brød ud som et selvstændigt parti. Venstre og De Radikale havde kunnet forenes i modstanden mod Højre, men havde vidt forskellige holdninger på navnlig forsvars- og kulturområdet. Efter at Højre havde mistet magten, rykkede midten i dansk politik sig, og de to venstrepartier kom til at stå på hver sin fløj. Venstre blev et højrefløjsparti, mens Det radikale Venstre lå til venstre.

Allerede inden Systemskiftet havde Højre været splittet. Grupperne i partiet var især uenige om strategien over for Venstre: Skulle man kæmpe mod Venstre eller forhandle med partiet? Højre mistede flertallet i Landstinget i 1902 og var dermed uden for indflydelse. Det blev samtidig sværere og sværere for de konservative kræfter at vinde opbakning til det synspunkt, at de rigeste skulle have en særligt stor indflydelse på Landstingets sammensætning.

     Ved landstingsvalget i 1914 mistede de konservative partier samlet set flertallet i Landstinget, og de kunne ikke længere blokere for en grundlovsændring, der udvidede stemmeretten. I 1915 fik Danmark en ny grundlov med almindelig demokratisk valgret til både folketing og landsting. Nogle måneder efter gik Højre i opløsning, og Det Konservative Folkeparti opstod som et nyt konservativt parti, der bakkede op om den nye demokratiske ordning med valgret til langt flere grupper end tidligere.

     På danmarkshistorien.dk findes Højres valgprogram fra 1914: http://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/hoejres-valgmanifest-roskilde-dagblad-16-juni-1914/

Historiker Claus Friisberg har i bogen ”Ingen over og ingen ved siden af Folketinget” (se kilder) sat spørgsmålstegn ved, om Systemskiftet i sig selv markerer parlamentarismens indførelse i Danmark. Efter Systemskiftet var det nemlig stadig ikke flertallet i Folketinget, der udpegede regeringen, men kongen. Systemskiftet havde dog afgørende betydning for udvikling af dansk parlamentarisme hen imod den måde, som den praktiseres i dag.

     Med regeringsændringen i 1901 tog kongen for første gang entydigt udgangspunkt i folketingsflertallet, da han udpegede regeringen. Partistrukturen i Folketinget var imidlertid i opløsning. Det skabte i årene efter Systemskiftet en række regeringskriser, hvor kongen fortsat spillede en aktiv rolle, når der skulle udpeges en ny regering. Efterhånden blev parlamentarismen dog en forfatningsmæssig sædvane, altså en måde man fik tradition for at udpege regering på.

I 1919 slog kong Christian 10. efter endnu en regeringskrise det princip fast, at han ikke ville udpege en regering, der havde Folketinget imod sig. Da kongen i 1920 alligevel afsatte regeringen og indsatte sin egen, vakte det skarp kritik og udløste det, man kalder Påskekrisen. Siden har regenten spillet en noget mere tilbagetrukket rolle ved regeringsændringer.

     Historiker Niels Wium Olesen (se kilder) har i artiklen ”1901: Systemskifte” i bogen ”Danmark bliver moderne” (se kilder) beskrevet Påskekrisen som et udtryk for, at parlamentarismen stadig ikke var fastforankret, men samtidig som en lektie til kongen om, at reglerne havde ændret sig. Den demokratiske tanke, at folketingsflertallet skulle have magten, førte altså efterhånden til indførelse af parlamentarismen. Derfor blev Landstinget efterhånden opfattet som overflødigt, og det blev afskaffet i 1953 – samtidig med, at parlamentarismen blev skrevet ind i Grundloven.