Historiekanon 8: Christoffer Columbus

Christoffer Columbus (1451-1506) blev født i det nuværende Italien og er kendt som lederen af den første europæiske opdagelsesekspedition til Amerika. Han kaldes derfor ofte ”opdageren af Amerika”, selvom dette kontinent faktisk ikke var en europæisk opdagelse. Der boede mennesker i Amerika i forvejen, og Columbus selv troede, da han nåede dertil, at han havde fundet søvejen til Indien. I europæisk sammenhæng bliver formålet med datidens opdagelsesrejser ofte beskrevet som udforskning af de øvrige kontinenter. Men i realiteten handlede opdagelsesrejserne ofte mere om at gøre Europa og de siddende magthavere mere rige end at opnå større viden om verden.

Christoffer Columbus blev født den 31. oktober 1451, formodentlig i Genova i det nuværende Italien, og døde 54 år gammel den 20. maj 1506 i Valladolid i Spanien. Den tilgængelige viden om Columbus’ opvækst er præget af usikkerhed. Ifølge historikeren Herman Lindqvists værk ”Columbus” (se kilder) hævder mindst 20 forskellige byer at være Columbus’ fødested.

     Det vides dog med sikkerhed, at Columbus en overgang boede hos sin bror, der var korttegner; det var muligvis her, han lærte at tegne kort.

     Columbus giftede sig med adelsdamen Felipa Perestrello e Moñiz. De fik adskillige børn, men hun døde ung omkring 1484-1485. Herefter mødte Columbus den 15 år yngre Beatriz Enriquez, og i 1488 fik de sønnen Fernando uden for ægteskab. Det er flere gange blevet foreslået at helgenkåre Columbus, fordi hans opdagelsesrejse skaffede den katolske kirke mange nye medlemmer på det amerikanske kontinent, hvor missionærer rejste til og forsøgte at omvende de indfødte. Men Vatikanet har afslået forslaget, blandt andet på grund af Columbus’ forhold til Beatriz og deres ’uægte’ søn.

I Spanien slog Columbus sig ned i byen Huelva. Han boede i franciskanerklostret La Rábida, hvor munkene tog hånd om hans søn. Klostrets abbed var en ungdomsven af den spanske dronning Isabella og nu en af hendes skriftefædre. Gennem klostret skaffede Columbus sig magtfulde støtter, og i januar 1486 tog han til dronning Isabellas by, Cordoba, for at fremlægge sine planer om at nå Indien ved at krydse Atlanterhavet.

     Dronning Isabella gav Columbus en lønnet stilling til at udvikle sit projekt. Columbus havde blandt andet argumenteret for, at han med guldet fra Indien kunne befri Jerusalem fra muslimerne – en sag, der optog tidens kristne europæiske magthavere.

     Ifølge historikeren Herman Lindqvists værk ”Columbus” (se kilder) mente en kommission af videnskabsmænd imidlertid, at Columbus’ beregninger af afstande var fejlagtige. De henviste desuden til udtalelser fra kirkefaderen Augustin (354-430) om, at alt uden for den kendte verden var ubeboeligt, for ellers ville det ikke være ukendt.

     Ifølge historikeren Niels Steensgaards opslag om Christoffer Columbus i Den Store Danske (se kilder) og Per Ullidtz’ bog ”Medici, Columbus og kong Hans” (se kilder) talte Columbus' venner i La Rábida-klostret dog hans sag ved hoffet, og en ny videnskabelig kommission blev nedsat.

     Som betingelser for at gennemføre opdagelsesrejsen krævede Columbus:

     - at han selv og hans mandlige efterkommere for altid skulle tilhøre adelsstanden

     - at han fik titlen Admiral af Oceanet, som skulle gå i arv fra far til søn

     - at han blev udnævnt til vicekonge af alle nye lande, der blev opdaget, og at denne titel skulle gå i arv i hans slægt

     - at han og hans efterkommere skulle have ret til mindst 10% af værdierne fra de områder, han opdagede

     Svaret var i første omgang nej. Men den 4. april 1492 var alle papirer alligevel underskrevet, og den 2. august gik besætningen ombord – ifølge Per Ullidtz’ bog ”Medici, Columbus og kong Hans” (se kilder) bl.a. benådede fanger – og næste dag sejlede Columbus ud på sin første opdagelsesrejse.

Columbus fandt ikke Indien, men ’genopdagede’ i stedet Amerika. Den 12. oktober 1492 gik han i land på øen San Salvador, hvor han blev mødt af lokale beboere. Columbus var overbevist om, at han havde nået det asiatiske fastland, hvilket han fik hele mandskabet til at sværge på. Straffen for at modsige ham var ifølge Herman Lindqvists bog ”Columbus” (se kilder) i værste fald at få tungen skåret af.

     Den 28. oktober opdagede Columbus Cuba, som han kaldte Juana. Mandskabet søgte forgæves efter guld langs den cubanske kyst, og Columbus noterede i sin dagbog (se kilder), at han havde set tre havfruer. Juleaften stødte skibet Santa Maria på grund og kunne ikke sejle videre. Resterne af det blev brugt til at bygge det første fort i den nye verden. Det fik navnet La Navidad (Juleaften) og blev bemandet med cirka 40 mand, der blev efterladt der. Columbus skrev til det spanske kongepar, at overskuddet fra fortet i løbet af tre år ville kunne finansiere et korstog for at befri Jerusalem.

Columbus er i traditionel europæisk historieskrivning blevet kaldt opdageren af Amerika. Den fortælling er dog for længst blevet udfordret og anses ikke længere som korrekt. For det første indebar ideen om Columbus som opdager af Amerika, at de indbyggere, der allerede beboede det amerikanske kontinent, ikke blev anerkendt som ’rigtige’ mennesker, fordi de ikke var europæere. For det andet byggede fortællingen på en forældet forestilling om, at et område først kunne opfattes som opdaget, når europæere var kommet dertil og begyndt at ’civilisere’ det.

     Columbus’ ekspedition var desuden ikke den første rejse fra Europa til det amerikanske kontinent. Arkæologiske spor viser ifølge Anette Lassens bog ”Islændingesagaernes verden” (se kilder), at skandinaver allerede i vikingetiden – omtrent 500 år før Columbus – fandt vej til det nuværende Canada, som er en del af det amerikanske kontinent.

Columbus nåede at gennemføre fire større opdagelsesrejser, alle dramatiske og med skiftende held:

     · 1492-1493: ’Opdagelsen’ af Amerika i forsøget på at finde søvejen til Indien. Navnet Amerika fik kontinentet ifølge Henrik Sebros opslag ”Amerigo Vespucci” i Den Store Danske (se kilder) først efter Columbus’ død. Det blev opkaldt efter Columbus’ ven Amerigo Vespucci, der foretog videnskabelige opdagelsesrejser i det nuværende Venezuela.

     · 1493-1496: ’Opdagelsen’ af Dominica i De Små Antiller med 17 skibe og 1200 mand. Det var ifølge Herman Lindqvists bog ”Columbus” (se kilder) den største enkeltstående ekspedition, der havde forladt Europa.

     · 1497-1500: Undersøgelse af farvandene omkring ækvator. Medbragte også de første spanske kvinder til den nye verden. Denne rejse blev søsat i den kristne treenigheds navn, og da mandskabet i 1498 fik øje på tre bjerge på en ø, fik øen navnet Trinidad (treenighed).

     · 1502-1504: Fjerde og sidste rejse havde til formål at lede efter guld, sølv, ædelstene og krydderier, samt at Columbus skulle møde en anden opdagelsesrejsende, Vasco da Gama, på det indiske fastland. Eftersom Vasco da Gama ifølge Herman Lindqvists bog ”Columbus” (se kilder) havde nået Indien ad den østlige rute, kaldte Columbus ’sine’ områder i den nye verden Vestindien. Rejsen endte i 1504 med et skibbrud ved Jamaica.

Hjemrejsen fra Amerika blev hård for Christoffer Columbus og hans mandskab. Vinteren 1492/93 var en af de strengeste vintre i 1400-tallet. Columbus smed ifølge sine dagbogsoptegnelser (se kilder) en forseglet tønde i havet indeholdende en beskrivelse af rejsen i tilfælde af, at skibene skulle gå ned.

     Den 15. marts 1493 nåede ekspeditionen endelig tilbage til Spanien. Columbus fremviste bl.a. de ’indianske’ fanger, han havde holdt indespærret i et bur på dækket. Det vakte stor opsigt, og nyheden om hans opdagelser spredtes hurtigt i Europa.

     Kong Johan af Portugal gjorde straks krav på den nye verdensdel, fordi en tidligere pave havde bekendtgjort, at alt land syd for de Kanariske Øer tilhørte Portugal. Men den nyvalgte pave, Urban 6., var spansk. Som tak for den kongelige støtte, han havde modtaget under pavevalget, bekendtgjorde han ifølge bogen ”Historiens lange linjer” (se kilder), at alle områder vest for den 46. længdegrad tilfaldt Spanien, mens resten tilfaldt Portugal. Derfor blev det nuværende Brasilien portugisisk, mens områderne rundt om kom under Spanien.

Efter rejserne krævede Columbus 10% af alle indtægter fra de nye lande i henhold til den oprindelige aftale med det spanske kongehus. Hans støtte, dronning Isabella, var dog død i mellemtiden, og kongen mente ikke, at han skyldte Columbus noget. Columbus rejste efter hoffet fra by til by og fortsatte forgæves med at fremsætte sine krav. Han endte sine dage i Valladolid, hvor han i febervildelse mente at befinde sig i kamp for at befri Jerusalem. Hans sidste brev var ifølge Herman Lindqvists bog ”Columbus” (se kilder) stilet til kongeparrets datter, Juana la loca (Johanne den sindssyge). Columbus døde den 20. maj 1506 som en relativt velhavende mand, men kun få mødte op til begravelsen i Valladolid, og ingen fra hoffet deltog.

14- og 1500-tallet var en tid for store opdagelsesrejser. Formålene var mangeartede, heriblandt at opdage nye kontinenter og lande – og dermed udvide sin viden – og at finde nye handelsruter. Tidens opdagelsesrejsende var ofte mindre drevet af nysgerrighed end af ønsket om at opnå berømmelse og rigdom. Der kom da også sjældent store forskningsmæssige landvindinger ud af rejserne. Ifølge Mai Rasmussens udgivelse ”Gyldendal Viden – Globalisering” (se kilder) resulterede opdagelsesrejserne derimod ofte i udnyttelse af lokalbefolkninger, tvangskristning, slaveri, tyveri og plyndringer af skatte og kulturelle klenodier. Det romantiske lys, som tidens opdagelsesrejser sidenhen er blevet set i, havde dermed meget lidt med virkeligheden at gøre.