Krigen i Afghanistan

Krigen i Afghanistan blev indledt af USA efter angrebet på World Trade Center i New York den 11. september 2001. Afghanistans Taleban-styre husede Osama Bin Laden og hans militante netværk al Qaeda, som ifølge de amerikanske efterretningstjenester stod bag angrebene. Taleban-styret faldt efter blot nogle måneders krig, og den vestlige militære alliance NATO fik ansvaret for den militære tilstedeværelse. En koalition af afghanske grupper udpegede en overgangsregering, og senere blev der gennemført demokratiske valg, men Taleban samlede kræfter og begyndte for alvor at slå tilbage mod NATO-styrkerne fra midten af 2000’erne. De vandt særligt frem i de sydlige landdistrikter og da USA og NATO i begyndelse af 2021 bekendtgjorde, at de ville trække sig helt ud, gik det hurtigt for Taleban med at tilbageerobre landet.

     En af årsagerne til, at det var så let for Taleban at overtage magten igen, var, at den afghanske regering og hær, som var støttet af de vestlige allierede, var plaget af korruption og dårlig organisation. En anden var, at USA og NATO havde allieret sig med forskellige lokale krigsherrer i landet, der fungerede som politi i landdistrikterne og blev meget upopulære blandt befolkningen på grund af deres brutale metoder. En tredje årsag var, at de vestlige allierede havde skiftende mål med tilstedeværelsen i Afghanistan, men et fællestræk var, at ingen af dem tog reelt hensyn til afghansk kultur eller skik.

Der har været flere krige i Afghanistan – heriblandt en startet af Sovjetunionen i 1980’erne (se Faktalink om Den Kolde Krig) – men når der i nutiden tales om krigen i Afghanistan, gælder det som oftest den konflikt, der varede fra 2001 til 2021 og blev indledt af USA som led i deres erklærede ”krig mod terror”. USA’s invasion af Afghanistan i 2001 blev iværksat efter angrebet på World Trade Center i New York den 11. september 2001. Amerikanske efterretningstjenester konkluderede, at gerningsmændene var al-Qaeda, et militant netværk, som primært var baseret i Afghanistan, hvor dets leder Osama Bin Laden, også opholdt sig. Afghanistan var på det tidspunkt styret af den islamiske organisation Taleban, som nægtede at udlevere Bin Laden (se Faktalink om 11. september 2001).

     Angrebet den 11. september fik for første – og hidtil eneste – gang NATO-landene til at aktivere artikel 5. Det er den såkaldte musketered, hvor et angreb på ét land i NATO betragtes som et angreb på alle (se Faktalink om NATO). I første omgang var det dog USA og Storbritannien, som indledte angrebene i Afghanistan i oktober 2001. NATO blev først officielt involveret da ISAF (International Security Assistance Force) overtog operationen i januar 2002. Først gik ledelsen på skift mellem medlemslandene og fra 2003 overtog NATO ledelsen af ISAF. ISAF var oprettet med FN-mandat, i modsætning til de indledende angreb. Taleban-styret var blevet tvunget fra magten allerede i december 2001, og en ny regering blev indsat i Kabul. Den første var en overgangsregering udpeget af en koalition af afghanske grupper domineret af Den Nordlige Alliance på et møde i Bonn, og siden blev en regering valgt gennem demokratiske valg. Taleban fortsatte imidlertid med at kæmpe mod ISAF i landområderne og stod særligt stærkt i den sydlige del af Afghanistan fra 2006. I 2013 overtog den afghanske hær kampopgaverne fra NATO og i 2015 det fulde ansvar for sikkerheden i landet. NATOs rolle overgik til træning, rådgivning og støtte. USA forhandlede også en (usikker) fredsaftale på plads med Taleban og bekendtgjorde at ville trække sig helt ud af landet den 11. september 2021. Disse planer blev dog overhalet indenom af begivenhederne: I løbet af sommeren 2021 vandt Talebans styrker frem og erobrede landets hovedstad Kabul den 15. august

. Det førte til en kaotisk tilbagetrækning af vestlige styrker

.

Den umiddelbare anledning til krigen var angrebet på USA den 11. september 2001, men baggrunden for krigen – og måske særligt dens forløb – skal forstås i lyset af Afghanistans turbulente historie. Den stat, der kaldes Afghanistan, blev oprettet i 1747 som en konføderation af forskellige stammer. Afghanistans placering mellem Rusland og Indien (hvor sidstnævnte var underlagt britisk kolonialt styre) og på den såkaldte ”silkevej” – handelsruten mellem Europa og Asien – gjorde Afghanistan strategisk interessant for mange andre stater. Storbritannien invaderede Afghanistan tre gange i løbet af det 19. og 20. århundrede, men lykkedes aldrig med at kontrollere territoriet. Føderationen Afghanistan opbyggede i det 20. århundrede en mere centraliseret stat med en forfatning og i midten af 1900-tallet også demokrati. Men den politiske situation i landet forblev skrøbelig grundet de mange forskellige stammer og grupper, som lever i Afghanistan, og som har haft forskellige interesser

.

Efter en kaotisk periode i 1970’erne invaderede Sovjetunionen Afghanistan, hvilket blev begyndelsen på en ti år lang krig, hvor Sovjetunionen til sidst måtte trække sig ud.

     Denne krig fik i høj grad karakter af stedfortræderkrig, fordi USA på den anden side finansierede islamiske grupper, der kæmpede mod Sovjetunionen, de såkaldte Mujahedin.

     Afghanistan er blevet kaldt ”imperiernes gravplads”, fordi imperiale magter lige fra det persiske imperium mere end 300 år f.v.t over Storbritannien i det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede til i nyere tid Sovjetunionen og senest NATO forgæves har forsøgt at få kontrol med territoriet. Disse mislykkede militære operationer har hver gang fået fatale konsekvenser for såvel den afghanske befolkning som for de magter, der har forsøgt at invadere landet.

     Efter Sovjetunionens tilbagetrækning i 1989 var Afghanistan i 1990’erne præget af interne kampe og borgerkrig. Den stærkt religiøse bevægelse Taleban tog magten i hovedstaden Kabul i 1996 og indførte et brutalt islamisk diktatur. Der vedblev dog at være modstand mod Taleban i det nordlige Afghanistan, fra den såkaldt Nordlige Alliance

  og

.

Osama Bin Laden var en rigmandssøn fra Saudi-Arabien som i 1979 tog fra sit hjemland til Afghanistan for at hjælpe med at bekæmpe de sovjetiske invasionsstyrker. Efter at være blevet udvist fra Saudi-Arabien, som han ellers vendte tilbage til efter krigen, fik Osama Bin Laden i 1996 tildelt ophold i Afghanistan af Taleban. Herfra fortsatte han sine aktiviteter med at opbygge et netværk – i Vesten kendt som al-Qaeda – der kunne udkæmpe hellig krig. Selvom Bin Laden og USA havde været på samme side i krigen mod Sovjetunionen i Afghanistan, afskyede Bin Laden USA, som han mente var en imperial magt, der blandede sig utidigt i andre landes anliggender. Igennem 1990’erne var Bin Laden og al-Qaeda involveret i en række angreb på amerikansk tilstedeværelse (tropper og ambassader) og interesser bl.a. i Somalia, Kenya, Tanzania og Yemen.

     Efter angrebet på World Trade Center i USA den 11. september 2001, blev han af amerikanske efterretningstjenester hurtigt udpeget som bagmand. Selv tog han først ansvaret for angrebet i 2004. Først i 2011 fandt og dræbte amerikanske styrker Osama Bin Laden, der på det tidspunkt opholdt sig i Pakistan

.

USA og Storbritannien begyndte krigen i Afghanistan i efteråret 2001 under navnet Operation Enduring Freedom, som var USA’s officielle navn for ”krigen mod terror” både i Afghanistan og andre steder. ISAF – den internationale styrke i NATO-regi – indgik i denne operation fra 2002-2015. ISAF bestod af egentlige kampenheder, herunder danske. Fra 2015 var ISAF og NATO primært involveret i træning, rådgivning og støtte til den afghanske hær. Denne indsats fik navnet Resolute Support og varede frem til 2021. ISAF havde FN-mandat til sine militære operationer i Afghanistan, men FN havde også en civil indsats i landet, som også Danmark bidrog til

.

Taleban-styret kollapsede blot to måneder efter invasionen og derfor blev krigen umiddelbart betegnet som en stor succes. Efter forhandlinger i Bonn udpegede afghanske grupper i og udenfor Afghanistan en afghansk overgangsregering og senere blev der blev afholdt præsidentvalg. Tanken var at indføre en samfundsmodel efter amerikansk/vestligt forbillede. Men det ny styre var ustabilt og fra 2006 havde Taleban samlet kræfter til at gå til modangreb, særligt i det sydlige Afghanistan, herunder Helmand-provinsen, hvor danske soldater var udstationeret. På trods af en række ny strategier og en optrapning under den amerikanske præsident Barack Obama fra 2009, viste Taleban sig standhaftige, og de NATO-allierede begyndte at efterlyse en slutdato. De enedes om 2014. I 2015 overtog afghanske sikkerhedsstyrker ansvaret for sikkerheden, selvom de ifølge eksperter ikke var klar til det – ifølge en amerikansk general manglede de våben og udrustning og var i øvrigt plaget af dårlig organisation, dårlig ledelse og korruption (se kilde 10). Herefter kom den vestlige tilstedeværelse til at bestå primært af finansiering, træning og rådgivning, og antallet af NATO-soldater udstationeret i Afghanistan blev betydeligt mindre. Taleban voksede sig stærkere og i 2019 indledte USA fredsforhandlinger med Taleban udenom regeringen i Kabul. I 2020 indgik de en aftale om, at Taleban ikke ville lade Afghanistan være afsæt for terroraktioner i andre lande. Herpå begyndte interne fredsforhandlinger og USA’s planer om at trække sig helt ud. Under den amerikanske præsident Joe Biden blev datoen 11. september 2021 meldt ud, altså præcis 20 år efter det angreb, som blev anledning til krigen. Taleban indledte en fremmarch gennem Afghanistan, der endte med at de indtog Kabul og den afghanske regering kollapsede. Siden da har Taleban igen været ved magten i landet

.

USA har brugt en trillion (1.000.000.000.000) dollars på krigen, hvis man udelukkende medregner direkte udgifter oplyst af det amerikanske forsvarsministerium

. Brown University anslår dog at beløbet snarere er 2,3 trillioner, hvis man medregner afledte udgifter som f.eks. pleje til veteraner og renter på gæld af finansieringen. Storbritannien har haft næststørst udgifter med 30 milliarder dollars og Tyskland 19 milliarder dollars

. Danmark har brugt 12-13 milliarder danske kroner

.

     Der er dog også mange aktører, der har tjent penge på krigen. Særligt det amerikanske militær har brugt et stort antal private virksomheder, der har leveret infrastruktur og services, herunder private sikkerhedsværn. I perioder overgik mandskabet fra private virksomheder langt antallet af soldater

. Desuden er en del penge gået til korruption

.

Krigen anslås at have kostet flere end 176.200 liv i Afghanistan og 66.650 i Pakistan, hvor der også har fundet kampe sted. Disse tal dækker lokale sikkerhedsstyrker og oprørere. Hertil kommer næsten 70.500 civile døde, heraf 161 journalister/mediearbejdere og 551 nødhjælpsarbejdere

. Knap 3.500 NATO-soldater er døde, heraf 44 danske

. 11.406 danskere har været udsendt til Afghanistan, nogle af dem flere gange. Det er svært at få overblik over, præcis hvor mange soldater, der har været sendt til Afghanistan, men på krigens højdepunkt var der over 130.000 allierede soldater i landet

. Udover døde er der også et stort antal sårede. Desuden er det værd at bemærke, at antallet af døde ansat hos private aktører er større end antallet af døde amerikanske soldater: 4.007 mod 2.324

.

     Krige skaber også flygtninge: FN anslår, at 8,2 mio. afghanere er flygtet ud af landet – 1,6 af dem er flygtet efter krigen sluttede og Taleban overtog magten

.

Taleban var et voldeligt og autoritært styre – især overfor kvinder. Derfor førte afsættelsen af Taleban umiddelbart til mere frihed for befolkningen. Flere børn kom i skole, også piger, den gennemsnitlige levealder steg, der kom bedre infrastruktur og ikke mindst var der mere frihed i det daglige liv

. Det gjaldt dog ikke alle steder i Afghanistan: Den ny regering havde primært kontrol over Kabul og andre store byer, mens mange af land- og bjergområderne fortsat var domineret af Taleban eller andre oprørsstyrker. Heller ikke i de områder, hvor regeringen eller NATO-styrkerne dominerede, var der sikkert. Først og fremmest var der kontinuerlige kampe. Men NATO-styrkerne allierede sig også med lokale militsledere, som ofte var parter i længerevarende lokale konflikter og benyttede den nyvundne magt til hævntogter og generelt tyranni. Afghanere fra Helmand-provinsen, der på det tidspunkt igen var under Talebans kontrol, udtalte i september 2021 til magasinet The New Yorker, at selvom Taleban var brutale, var der ikke længere krig. Og under Taleban vidste de i det mindste, hvilke regler som gjaldt

. Det samme siger den dansk-afghanske journalist Nagieb Khaja og Afghanistan-veteran Martin Tamm Andersen, som har lavet dokumentaren Bedraget i Helmand sammen: ”Onde som de var – og er – så var reglerne klare.” Ifølge Khaja var NATOs alliance med brutale lokale politistyrker en del af grunden til, at lokalbefolkningen ikke gjorde modstand da Taleban kom tilbage

.

Krigen i Afghanistan har givet anledning til debatter om magtanvendelse og legitimitet, ikke blot mellem lande, men også på individplan. I 2008 konkluderede Peder Vessel Kessing, der er forsker ved Institut for Menneskerettigheder, at menneskerettighederne ikke blev respekteret i ”krigen mod terror”

. Bl.a. har der været udbredt brug af tortur i forbindelse med afhøringer – både fra USA og lokale samarbejdspartnere

  (se Faktalink om Tortur i krigen mod terror). Liselotte Odgaard, forsker ved Hudson Institute i Washington, påpeger desuden, at USA har samarbejdet med udemokratiske regimer i Centralasien i forbindelse med krigen i Afghanistan, fordi det havde strategiske fordele

.

     Siden 2002 har USA haft en fangelejr på militærbasen Guantánamo på Cuba (imod den cubanske regerings vilje). USA kalder fangerne ”illegale kombattanter”, hvilket betyder, at de ikke har samme rettigheder som krigsfanger. Der har været udbredte rapporter om brug af tortur, tilbageholdelse uden rettergang og hemmelig rettergang, som har udløst kritik fra bl.a. FN og Amnesty International. I 2002 var der 750 fanger på Guantanamo (se Faktalink om Guantanamo og om Tortur i krigen mod terror). I januar 2024 opfordrede menneskerettighedsorganisationer igen til at lukke fængslet. Der sidder stadig 30 mennesker, som ikke er blevet retsforfulgt

.

Samarbejdet med lokale afghanske myndigheder har heller ikke været problemfrit. Der har været sager om udlevering af fanger til lokale sikkerhedsstyrker, som er blevet tortureret

  og det er kommet frem, at danske soldater kendte til lokale militsers voldtægt af mindreårige drenge

. Foruden den lidelse, ofrene for tortur og overgreb bliver påført, viser studier, at også dem, der er vidende om forbrydelserne og oplever ikke at kunne forhindre dem, kan udvikle PTSD (post-traumatic stress disorder). Det kaldes ”moral injury”, altså moralsk skade

. En undersøgelse fra det danske Veterancenter viser, at hver tredje Afghanistan-veteran har symptomer på PTSD

.

I USA tegnede politiske og militære ledere længe et billede af missionen som en succes, bl.a. fordi Taleban-regeringen blev afsat så hurtigt. Men på de indre linjer var der tvivl allerede fra 2006, da den afghanske regering viste svaghedstegn og Taleban var på vej frem. Udadtil var der dog ingen, der havde lyst til at indrømme – eller indse – at det kunne gå galt. Det er sjældent populært at starte en krig, som koster både tusinder af menneskeliv og milliarder af dollars, hvis det ikke fører noget godt med sig

.  

     Anders Fogh Rasmussen, som var statsminister i Danmark ved krigens udbrud og blev generalsekretær for NATO i 2009, står også stadig på det synspunkt, at NATO opnåede reelle fremskridt i Afghanistan og at det var en fejl at trække styrkerne ud, fordi det gav et magttomrum, som Taleban stod klar til at overtage. I hans øjne skal vestlige lande altså ikke involvere sig mindre, men mere. Ikke blot i Afghanistan, men i hele verden, også militært

.

Et af krigens problemer var manglende enighed om, hvorfor man var i Afghanistan og hvad der skulle opnås. Denne uenighed har afspejlet sig både i selve indsatsen og i, hvordan der er blevet talt om krigen.

     Umiddelbart var anledningen at hævne angrebet i USA den 11. september 2001 og udskifte Talebanstyret med en regering, der var mere venligt stemt over for Vesten. Men særligt fra 2004 var der også tale om ”nation-building” – statsopbygning. Altså at de internationale styrker skulle hjælpe med at skabe et demokratisk samfund efter vestligt forbillede i Afghanistan. Problemet var, at Afghanistan er et land med helt andre traditioner og kultur end Vesteuropa og USA, og det ikke er så nemt at påføre et andet samfund en specifik samfundsmodel udefra. Særligt fordi den skrøbelige afghanske regering blev helt afhængig af militær og økonomisk støtte fra Vesten

. Journalisten Nagieb Khaja kritiserer USA og NATO-landene for grundlæggende at mangle forståelse for det afghanske samfund og peger på, at det var en af årsagerne til, at det gik galt

.

     Det samme mener seniorforsker Mona Kanwal Sheikh fra Dansk Institut for Internationale studier. Hun peger desuden på, at de forskellige og nogle gange modsætningsfyldte målsætninger kom til at spænde ben for hinanden

. De skiftende formål og strategier gjorde også nogle af soldaterne frustrerede. ”Vi har aldrig fået en fælles forklaring på, hvorfor vi var i Afghanistan, hvorfor vi kæmpede og slog ihjel. Og det gør det svært for mange veteraner i dag. Vi kan hverken forklare, hvorfor vi kæmpede, eller hvad vi har opnået,” siger den tidligere udsendte Mads Silberg

.

I de lande, der bidrog til krigen, har fortællingen været, at formålet var udbredelse af demokrati og kvinderettigheder

. Det var der også mange, som troede på, især blandt de udsendte soldater

. Fra omkring 2010 var der en strategi om at vinde ”hearts and minds” i befolkningen. Men ifølge Mads Silberg var det svært, når man ikke var i stand til at bringe fred og fremskridt, særligt i landområderne. “Det lød godt, men kom meget hurtigt til blot at handle om at overleve. Vi fik aldrig overtaget, og det lykkedes heller ikke at beskytte kvinder og børn,” siger han og argumenterer for, at det blev stadigt sværere at ”sælge indsatsen” både i Afghanistan og hjemme

. Også David Vestenskov fra Forsvarsakademiet mener, at det blev vanskeligere med tiden at overbevise befolkningerne i det vestlige lande om, at krigen var en god idé: “Det er ikke nogen let opgave at forklare befolkningen, hvorfor vi skal investere milliarder i korrupte politikere, en halvkorrupt hær og en gennemkorrupt politistyrke, som kun kan varetage sikkerheden i de største byer,” siger han

.

     Ifølge Nagieb Khaja og Martin Tamm Andersen kom NATO gennem sine alliancer med brutale lokale krigsherrer til at blive betragtet som en besættelsesmagt, der bragte tyranni og ufred med sig

.

I april 2021 spurgte TV2 tre danske Afghanistan-veteraner om de synes, indsatsen havde været det værd. En af dem mente, at det var positivt, at der var kommet bedre forhold for indbyggerne særligt i de store byer. Han forudså dog også, at det hele kunne falde fra hinanden, når vestlige styrker trak sig ud. Den anden var enig i, at der var blevet plantet ”et frø af håb og demokrati”, men at der også kunne gå noget tid, før resultaterne viste sig. Den tredje mente ikke, at det var det værd. Han måtte personligt behandles for traumer efter udstationeringen, men kritiserede også den politiske præmis om, at man kunne komme ind udefra og bestemme hvordan et samfund skal se ud. ”Politisk og ordentlighedsmæssigt” gav det ikke mening

.

     Både Peder Vessel Kessing fra Institut for Menneskerettigheder og Lars Erslev Andersen, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, peger på, at manglende respekt for menneskerettigheder i forbindelse med ”krigen mod terror” har været kontraproduktiv, da det skaber nye fjender

.

Efter at Taleban overtog magten igen, er situationen blevet værre særligt for piger og kvinder, rapporterer både FN og Amnesty International. De har fået forbud mod at gå i skole, arbejde, komme til lægen eller på hospitalet uden en mandlig ledsager, deltage i sport og meget mere. Det er en tilbagevenden til de regler der herskede før krigen

.

     Mange forhold er desværre også blevet værre end de var før krigen. Udover de mange, der er flygtet fra landet, er der ifølge FN også 3,2 millioner internt fordrevne. Efter Talebans magtovertagelse er økonomien kollapset og sammen med tørke og jordskælv har det bragt Afghanistan på randen af en sultkatastrofe. Også denne situation rammer kvinder og børn særligt hårdt

.

     En tidligere medarbejder i det amerikanske udenrigsministerium sagde allerede i 2015: ”Vores strategi var at skabe en stærk centralregering, hvilket var idiotisk, eftersom Afghanistan ikke har historisk tradition for en stærk centralregering. Tidshorisonten for at skabe en stærk centralregering er 100 år – det har vi ikke”

. Nogen håber, at den afghanske befolkning på længere sigt vil gøre oprør mod Taleban, fordi de i en periode fik oplevet et friere liv. Et befolkningsoprør kan imidlertid starte en ny borgerkrig i et allerede krigstræt land

.