Kulturrevolutionen i Kina

Kulturrevolutionen i Kina (1966-1976) var landets daværende leder, Mao Zedongs, sidste store forsøg på at skabe en socialistisk utopi gennem omfattende politiske og sociale omvæltninger. Målet var at forhindre, at Kina kom til at sidde fast i gamle og nye klasseskel, sådan som Mao mente det var sket i Sovjetunionen. Midlet var en bevægelse af ‘rødgardister’, der fik frie hænder til at sørge for, at den rette revolutionære ånd indfandt sig på alle niveauer af samfundet. Også internt i Kinas Kommunistiske Parti skulle der ryddes op i ‘borgerlige’ tendenser. Kulturrevolutionen kastede landet ud i kaos og politisk forfølgelse og den eksisterende økonomiske krise blev yderligere forværret.

Folkerepublikken Kina er det officielle navn for den nuværende stat Kina, der blev udråbt som Folkerepublik i 1949 efter kommunisternes endelige sejr over det nationalistiske Kuomintang-parti. Under ledelse af general Chiang Kai-shek trak Kuomintang sig til øen Taiwan, hvor han etablerede Republikken Kina. Det kommunistiske Sovjetunionen ydede fra starten støtte til Kinas nye magthavere under ledelse af Mao Zedong. Forholdet mellem de to stormagter blev dog gradvist køligere og efterhånden direkte fjendtligt. 

     Kina var dengang som nu en étpartistat med kommunistpartiet som altdominerende overalt i samfundslivet. Mao Zedong blev kendt som Formand Mao og ‘Den Store Rorgænger’ og var frontfiguren i kommunistpartiet og dermed også i Folkerepublikken Kina frem til sin død i 1976.

Mao udtænkte store revolutionære kampagner, der skulle mobilisere folkemasserne og rense ud i modstanden mod udvikling af kommunisme i Kina. En af disse kampagner var ‘Det Store Spring Fremad’, der blev lanceret i 1958. Målet var at hæve Kinas produktionskapacitet med raketfart både i byerne og på landet gennem kollektivisering. Ideen var, at maskinel industrialisering kræver kapital – som landet ikke havde til rådighed – og frem for at vente på at få råd til investeringer kunne produktiviteten øges ved bedre udnyttelse af arbejdskraften. Mette Holm beskriver i sin bog Kina – fra kejserdømme til kapitalisme (se kilder) Det Store Spring Fremad som “den første virkeligt katastrofale kampagne i det nye Kina” efter kommunisternes sejr. 

     Under Det Store Spring Fremad blev Kinas bønder organiseret i folkekommuner, der i fællesskab skulle dyrke jorden. Der blev i hver kommune også oprettet børnehaver, skoler, ældrecentre og enorme folkekøkkener. Befolkningen blev beordret til at deltage i udvalgte dele af produktionen frem for at dyrke egne marker i de små traditionelle familielandbrug. Resultatet blev, at fødevareproduktionen styrtdykkede, mens den industrielle produktion aldrig rigtig kom i gang. 

     Sovjetunionen trak sin økonomiske støtte til Kina, samtidig med at der indtraf tørke i Nordkina og oversvømmelser og tyfoner i syd. Den fejlslagne reformstrategi i kombination med naturkatastrofer og bruddet med Sovjet betød ifølge Britannicas opslag “The Great Leap Forward” (se kilder), at anslået 20 millioner kinesere sultede ihjel i perioden fra 1959 til 1961.

Mao udtænkte store revolutionære kampagner, der skulle mobilisere folkemasserne og rense ud i modstanden mod udvikling af kommunisme i Kina. En af disse kampagner var ‘Det Store Spring Fremad’, der blev lanceret i 1958. Målet var at hæve Kinas produktionskapacitet med raketfart både i byerne og på landet gennem kollektivisering. Ideen var, at maskinel industrialisering kræver kapital – som landet ikke havde til rådighed – og frem for at vente på at få råd til investeringer kunne produktiviteten øges ved bedre udnyttelse af arbejdskraften. Mette Holm beskriver i sin bog Kina – fra kejserdømme til kapitalisme (se kilder) Det Store Spring Fremad som “den første virkeligt katastrofale kampagne i det nye Kina” efter kommunisternes sejr. 

     Under Det Store Spring Fremad blev Kinas bønder organiseret i folkekommuner, der i fællesskab skulle dyrke jorden. Der blev i hver kommune også oprettet børnehaver, skoler, ældrecentre og enorme folkekøkkener. Befolkningen blev beordret til at deltage i udvalgte dele af produktionen frem for at dyrke egne marker i de små traditionelle familielandbrug. Resultatet blev, at fødevareproduktionen styrtdykkede, mens den industrielle produktion aldrig rigtig kom i gang. 

     Sovjetunionen trak sin økonomiske støtte til Kina, samtidig med at der indtraf tørke i Nordkina og oversvømmelser og tyfoner i syd. Den fejlslagne reformstrategi i kombination med naturkatastrofer og bruddet med Sovjet betød ifølge Britannicas opslag “The Great Leap Forward” (se kilder), at anslået 20 millioner kinesere sultede ihjel i perioden fra 1959 til 1961.

Efter den mislykkede kampagne Det Store Spring Fremad indtog Mao en mindre aktiv rolle i landets ledelse. Michael Dillon skriver i China – A Modern History (se kilder) at andre og mere pragmatiske medlemmer af kommunistpartiets ledelse fik større indflydelse. De gennemførte økonomiske reformer, blandt andet ved at genindføre familiers ret til at dyrke egen jord. Dette stemte ikke overens med Maos vision for kommunisme i Kina, men for Kinas befolkning var resultaterne positive. Mao begyndte for sin del at bekymre sig over, at lokale partifunktionærer havde fået for meget magt, og at kommunistpartiet var ved at blive for bureaukratisk og miste sin revolutionære ånd.

     De stigende spændinger mellem Folkerepublikken Kina og Sovjetunionen i løbet af 1960’erne havde ifølge Britannicas opslag “Cultural Revolution” (se kilder) desuden fået Mao til at vurdere, at den sovjetiske revolution var løbet af sporet, og han frygtede, at noget lignende kunne ske i Kina. Samtidig var kritiske røster over for partiet begyndt at melde sig inden for kunst, kultur og intellektuelle kredse.

Mao og hans nærmeste inderkreds fornemmede ifølge Jonathan Fenbys The Penguin History of Modern China (se kilder), at Kina var ved at afvige fra den kurs, de havde udstukket. Ifølge Britannicas opslag “Cultural Revolution” satte Mao sig fire mål: at erstatte de personer, der ellers havde været udset til at være hans arvtagere, med nogle, der var mere loyale mod hans tænkning; at rydde op i Kinas Kommunistiske Parti; at give den kinesiske ungdom revolutionære erfaringer og endelig at gennemføre en række politiske ændringer inden for især uddannelse, sundhed og kultur for at gøre samfundet mindre elitært. 

     Maos kone Jiang Qing og andre prominente kommunister argumenterede for, at kommunistpartiets ledelse skulle lukke ned for den begyndende samfundskritik og i stedet fremme en revolutionær, kommunistvenlig ånd i kulturlivet. 

     Samtidig blev personkulten omkring Mao forstærket, blandt andet ved hjælp af Maos nære allierede Lin Biao, der udgav lommebogen med Mao-citater, der blev kendt som Maos lille røde. Denne bog blev lynhurtigt trykt i hundreder af millioner eksemplarer og nærstuderet af mange – også uden for Kina – og Mao opnåede en nærmest profetisk status. Udgivelsen af Maos lille røde var det første skridt frem mod Kulturrevolutionen, og folkene bag denne udgivelse var også blandt de centrale figurer i Kulturrevolutionen.

Startskuddet til Kulturrevolutionen anses ifølge Britannicas opslag “Cultural Revolution” (se kilder) for at være den såkaldte ‘16. maj erklæring’, som Kommunistpartiets Centralkomite vedtog i 1966, om end den officielle startdato var i august samme år, hvor Mao bekendtgjorde Kulturrevolutionen på Centralkomiteens 11. plenarmøde. Landets skoler blev lukket ned, og Mao opfordrede gennem partiets officielle avis ungdommen til at angribe alle traditionelle og borgerlige værdier og til at teste partifunktionærers revolutionære sindelag ved at udsætte dem for offentlig kritik. 

     Der blev samtidig gennemført en reorganisering af kommunistpartiet, hvor Den (Centrale) Kulturrevolutionære Gruppe erstattede det hidtidige sekretariat for Centralkomiteen. Den Kulturrevolutionære Gruppe blev anført af Maos kone, Jiang Qing, og var støttet af Lin Biao, Maos nærmeste allierede. Gruppen gennemførte en intern udrensning i partiet og angreb alle, der efter deres mening ikke var sande kommunister. 

     Gnisten til den politiske udrensning i uddannelsessektoren blev ifølge Michael Dillons bog China – A Modern History (se kilder) antændt på Beijings Universitet allerede i maj 1966, hvor en underviser med tæt forbindelse til Den Kulturrevolutionære Gruppe ophængte en dazibao (plakat med store bogstaver), der anklagede universitetets ledelse for at underminere kulturrevolutionen. Dette var startskuddet til demonstrationer og arbejdsgrupper, der blev sendt ind på universitetet. Studenteroprøret spredte sig hurtigt til andre universiteter.

‘Firebanden’ var en ledende gruppe på kommunistpartiets venstrefløj, som var loyale over for Maos ideer om Kulturrevolutionen. Foruden Maos kone, skuespilleren Jiang Qing, bestod Firebanden af den indtil da ukendte partisoldat Zhang Chunqiao, litteraten Yao Wenyuan – hvis skrifter spillede en central rolle i Kulturrevolutionens propaganda – og den tidligere tekstilarbejder Wang Hongwen, der gjorde lynkarriere i kommunistpartiet under Mao. Ifølge Den Store Danskes opslag om “Firebanden” (se kilder) fik de især indflydelse på Kommunistpartiets uddannelses- og kulturpolitik.

• Deng Xiaoping: Mangeårig ledende kraft i kommunistpartiet. Efter Det Store Spring Fremad var han sammen med Liu Shaoqi hovedkraften bag de økonomiske reformer. Deng og hans familie blev også udsat for hån, ydmygelse og grov vold under Kulturrevolutionen, inden de blev deporteret til det sydlige Kina. Deng vendte tilbage til partiets ledelse i 1973, men blev afsat på ny i 1976. Efter Maos død blev han fra 1978 Kinas reelle leder og stod i spidsen for Kinas overgang til statskontrolleret kapitalisme. Han døde i 1997.  
• Zhou Enlai: kinesisk ministerpræsident fra 1949 til sin død i 1976. Han var politisk moderat, men bevarede alligevel Maos tillid. Han var populær i befolkningen og blev anset som en stabiliserende faktor. Han spillede en central rolle i at bringe Deng Xiaoping tilbage til magten. 
• Lin Biao: Maos nære allierede i de første år af Kulturrevolutionen. Han døde i 1973 under mystiske omstændigheder i et flystyrt. Han var leder af hæren og var – indtil han mistede Maos tillid og dermed sin magt i partiet – udset til at blive Maos efterfølger. 
• Jiang Qing: Maos kone. Hun var tidligere skuespiller og havde særligt øje for det, hun anså som undergravende kræfter i kunst- og kulturlivet. Hun var anset som en af hovedkræfterne bag Kulturrevolutionen. Hun blev dømt til døden ved retssagen mod Firebanden efter Maos død, men dommen blev ændret til livsvarigt fængsel. 
• Liu Shaoqi: Kinas præsident 1959-1968. Han var en af hovedkræfterne bag de moderate økonomiske reformer efter Det Store Spring Fremad og var imod Maos storstilede massekampagner. Han blev under Kulturrevolutionen anklaget for at være en reaktionær, kapitalistisk lejesvend. Liu og hans familie blev hånet offentligt og tævet, inden han blev smidt i fængsel, hvor han døde i 1969.

Fra Kulturrevolutionens begyndelse begyndte lokale grupper af såkaldte rødgardister at blive dannet både på og uden for universiteterne. De angreb alle, der ikke åbenlyst støttede revolutionen eller udviste ‘mistænkelig’ adfærd. Ifølge Mette Holms bog Kina – fra kejserdømme til kapitalisme (se kilder) tævede og torterede rødgardisterne deres undervisere og angav alt og alle – herunder egne forældre. De brændte bøger og holdt massemøder, hvor folk blev ydmyget offentligt.

     Rødgardisterne var en broget forsamling, der bestod af en række paramilitære grupper, der kæmpede i Kulturrevolutionens navn. Rødgardisterne var ofte meget unge, og bevægelsen kan ifølge Michael Dillons China – A Modern History (se kilder) blandt andet ses som en form for ungdomsoprørere, fordi rødgardisterne fik frie hænder til grænseoverskridende adfærd i det ellers meget restriktive kommunistiske samfund. At slutte sig til Rødgardisterne var også en mulighed for sønner og døtre af intellektuelle, funktionærer og andre, der ellers blev anset som samfundsundergravende elementer, til at bevise deres rette kommunistiske, revolutionære sindelag. Denne bekendelse til den rette holdning skete undertiden gennem offentlige ydmygelser og vold mod deres egne forældre.

Over for rødgardisterne stod andre revolutionære grupper, som ligeledes ønskede radikal forandring i retning af kommunisme, men som var antiautoritære og ikke bakkede op om Kulturrevolutionens metoder. Dertil kom grupper, der støttede mere moderate kræfter som Deng Xiaoping. De forskellige grupperinger kom sommetider i åben kamp med hinanden. Ifølge Leksikon.org’s opslag om Kulturrevolutionen (se kilder) var det blandt andet denne fraktionskamp, der gjorde, at Mao til sidst måtte opgive projektet. 

     Michael Dillon skriver i China – A Modern History (se kilder), at navnene på de mange forskellige grupper var forvirrende, da selv de grupper, der var imod Maos kampagne, blev nødt til at fremstille sig selv som pro-Mao.

Rødgardisterne blev af Mao opfordret til at ødelægge ‘de fire gamle’ – gamle skikke, gamle vaner, gammel kultur og gamle tanker. Undervejs blev mange af Kinas templer, værdifulde kunstværker og bygninger ødelagt. Fysisk og verbalt angreb rødgardisterne autoriteter i samfundet, herunder lærere, skoleledere og partimedlemmer, også selv om det var naboer, venner eller familie. Der blev afholdt offentlige seancer, hvor de anklagede skulle udøve ‘selvkritik’. Samtidig blev der renset ud i de øverste lag af det kommunistiske parti, så moderate kræfter mistede deres indflydelse og i mange tilfælde blev mishandlet og smidt i fængsel.

     Partiledelsen udstedte anvisninger og opmuntringer, men de lokale kræfter handlede uafhængigt og ofte i henhold til egne opfattelser af virkeligheden. Ingen ønskede at blive betragtet som ‘reaktionære’, men da ingen vidste, hvordan man skulle identificere ‘sande’ kommunister, blev alle et potentielt mål for Kulturrevolutionen. Folk forsøgte at beskytte sig selv ved at angribe venner og endda deres egne familier. Resultatet blev et socialt kaos af angreb og modangreb, hævnopgør, fraktionskampe og uforudsigelig vold.

     Dette samfundsmæssige kaos medførte ifølge Britannicas opslag “Cultural Revolution” (se kilder) at den industrielle produktion i byområderne faldt drastisk, så den i 1968 var 12 procent lavere end i 1966.

Mange kinesere fik deres liv ødelagt af den politiske forfølgelse, og mange blev sendt i fængsel eller begik selvmord. Tortur var udbredt, og op mod to millioner mennesker blev dræbt ifølge artiklen “Rødgardister siger undskyld – kommunistpartiet siger ingenting” i Dagbladet Information (se kilder). 

     I samme artikel fortæller den tidligere rødgardist Zhang Hongbing, hvordan hans mor under et skænderi i familien kritiserede Maos politik og brændte et billede af ham. “Faren gav den 15-årige Zhang besked på at tæske sin mor, hvilket han velvilligt gjorde, og derefter anmeldte han hende til militæret – og anbefalede selv, at hans egen mor skulle straffes med døden. To måneder senere blev hun henrettet, dømt for at have ‘angrebet formand Mao’.” 

     Millioner af unge mennesker blev under Kulturrevolutionen også deporteret til landområderne til ‘genopdragelse’.

Kulturrevolutionen kulminerede i sommeren 1967, hvor stridende parter stødte sammen over hele Kina. På dette tidspunkt overtog radikale Mao-støtter kontrollen med udenrigsministeriet og begyndte at udpege deres egne diplomater til kinesiske ambassader rundt om i verden. På dette tidspunkt indså Mao og hans inderkreds omkring Kulturrevolutionen, at de ikke længere kunne kontrollere bevægelsen. De besluttede, at Kulturrevolutionen skulle styres væk fra direkte konfrontation og i højere grad være en ideologisk klassekamp, der blandt andet skulle føres ved at studere Maos værker og fortsat rense ud blandt borgerlige og reaktionære. De væbnede sammenstød ophørte dog først i løbet af 1968, mens Kulturrevolutionen først kan siges at være afsluttet med Maos død i 1976.

De revolutionære komiteer blev oprettet fra 1967 for at genoprette ro og orden og sikre kontrol med Kulturrevolutionen i hele Kina. Michael Dillon skriver i China – A Modern History (se kilder), at komiteerne skulle tage lederskabet for bevægelsen fra de autonome grupper af rødgardister og andre kulturrevolutionære, og i stedet lade dem indgå i en fordeling af lederskabet sammen med repræsentanter for mere moderate grupper i kommunistpartiet og militæret. Dermed blev de løsgående grupper tøjlet, og Kulturrevolutionen gik ind i en ny, mere kontrolleret fase. 

     Forfølgelsen af anderledes tænkende fortsatte dog. Dette skete blandt andet gennem en ny kampagne mod dem, der blev anset for at have ‘borgerlig’ klassebaggrund. Nogle af de mest fanatiske rødgardister, der havde forsøgt at kompensere for deres forholdsvist privilegerede familiebaggrund ved at kaste sig aktivt ind i Kulturrevolutionen, endte dermed som ofre for de nye forfølgelser.

Ifølge Mette Holms bog Kina – fra kejserdømme til kapitalisme (se kilder) blev op mod 30 millioner byboere (især unge) i årene 1968-1972 sendt ud på landet for at tage ved lære af bønderne. I 2013 havde mange af disse mennesker endnu ikke fået lov til at vende tilbage til deres oprindelige hjem, selv om Kulturrevolutionen for længst var overstået. Disse millioner af tvangsforflyttede kinesere er blevet kaldt ‘den tabte generation’, fordi de kun i ringe omfang fik uddannelse eller arbejde. Jonathan Fenby skriver i The Penguin History of Modern China (se kilder), at denne folkeflytning havde som mål at lære byboerne om bondebefolkningens forbilledlige livsførelse, men at det også drejede sig om at tynde ud i de overbefolkede kinesiske byer.

I september 1976 døde Mao efter 27 år ved magten og Kina var henlagt i en officiel sørgeperiode. Hua Guofeng var allerede udpeget som efterfølger ved Maos død. Hua kom dog ikke til at lede Kina længe, men nåede alligevel at sætte sit præg ved kort efter sin indsættelse at beordre Firebanden anholdt. Størstedelen af kommunistpartiet og hæren ville ifølge Jonathan Fenbys The Penguin History of Modern China (se kilder) gøre en ende på Kulturrevolutionens usikkerhed, og med Maos død var vejen banet for en afslutning på kaosset.

Anholdelsen af ‘Firebanden’ i 1976 kan ses som afslutningen på Kulturrevolutionen. Disse fire blev ifølge Michael Dillons China – A Modern History (se kilder) syndebukke for Kulturrevolutionens forbrydelser, og man undlod dermed at forholde sig til Maos ansvar. 

     Anklageskriftet lød på, at Firebanden skulle “have rettet mistanke mod og forfulgt 729.511” kinesere og med døden til følge at have “forfulgt andre 34.800” – citeret fra Mette Holms Kina – fra kejserdømme til kapitalisme (se kilder). Ingen vidste, hvordan de tal var fremkommet. Jiang Qing blev sammen med et andet medlem af Firebanden idømt dødsstraf, mens de to øvrige medlemmer blev idømt livsvarigt fængsel. Begge dødsstraffe blev dog senere ændret til livsvarigt fængsel. Jiang døde i fængsel i 1991 uden på noget tidspunkt at fortryde sine handlinger.

I den sidste fase af Kulturrevolutionen var den tidligere udstødte Deng Xiaoping vendt tilbage til en fremtrædende rolle i kommunistpartiet, og i 1978 blev han ny leder af Kina. Mette Holm skriver i sin bog Kina – fra kejserdømme til kapitalisme (se kilder), at Deng i stedet for at frigøre massernes kræfter ville frigøre økonomien. Han tog fat på ‘De Fire Moderniseringer’ af landbrug, industri, militæret samt videnskab og teknologi. 

     Liberalisering af økonomien betød imidlertid ikke politisk liberalisering. Kommunistpartiet beholdt sit magtmonopol og etpartistaten blev opretholdt. Afvigende holdninger blev fortsat undertrykt, mens der økonomisk og socialt blev indført en form for statskontrolleret kapitalisme. Kulturrevolutionen endte dermed nærmest i sin egen modsætning. Deng udtalte ifølge Mette Holms Kina – fra kejserdømme til kapitalisme (se kilder) om Maos gerninger for fædrelandet, at de var “70 procent gode og 30 procent dårlige”. Ingen var i tvivl om, at han mente, at Kulturrevolutionen hørte til de 30 procent.

Nogle af de tidligere rødgardister har offentligt stået frem og indrømmet deres forbrydelser under Kulturrevolutionen. En tidligere rødgardist, der nu underviser på et universitet i Hong Kong, udtaler i artiklen “Rødgardister siger undskyld – kommunistpartiet siger ingenting” i Dagbladet Information (se kilder): “De tør ikke tage et opgør (…) Hvis det sker, vil det ikke kun være en eller to politiske ledere, som vil blive stillet i et dårligt lys, men derimod hele det politiske system. Det vil blive gjort tydeligt, at hele den officielle struktur var ansvarlig for, at Kinas eget styre begik så horrible gerninger mod den kinesiske befolkning, og det vil have en chokerende effekt på det nuværende lederskabs legitimitet.”

     Ikke desto mindre har kommunistpartiet officielt og i generelle vendinger taget afstand fra Kulturrevolutionen. Partiet har tradition for med jævne mellemrum at vedtage en “Resolution om historien”, hvor partiets officielle version af landets og dets egen historie bekendtgøres. Resolutionen fra 1981, vedtaget under Deng Xiaoping omtalte Kulturrevolutionen som en “langtrukken og alvorlig fejltagelse”, en udlægning, der ikke siden er blevet ændret. 

     Nogle kritikere mener, at den nuværende kinesiske leder Xi Jinping, hvis far selv blev udrenset fra kommunistpartiet under Kulturrevolutionen, har tillagt sig nogle af Kulturrevolutionens metoder. I artiklen “Xi Jinping ser Mao-rødt” i Dagbladet Information (se kilder) beskrives en tv-transmitteret seance, hvor en gruppe toppolitikere fra en nordlig provins udøver selvkritik og angriber hinanden, mens Xi Jinping sidder for bordenden. Samtidig har Xi også lanceret storstilede kampagner for ideologisk at ‘rense’ partiet og for at eliminere ødsel livsstil og korruption blandt partimedlemmerne. Dette skulle styrke båndet mellem partiet og folket, men ses også som en måde at stramme Xis greb om kommunistpartiet på.

     Ifølge The Diplomats artikel “Is the CCP about to rehabilitate the Cultural Revolution?” (se kilder) blev der også spekuleret i, om den nye Resolution om historien, der skulle vedtages i november 2021 under Xi Jinping, ville ændre på den officielle afstandtagen. Det skete imidlertid ikke. Ifølge den engelske oversættelse offentliggjort i magasinet Nikkei Asia (se kilder) bliver Kulturrevolutionen beskrevet som “ten years of domestic turmoil which caused the Party, the country, and the people to suffer the most serious losses and setbacks since the founding of the People’s Republic. This was an extremely bitter lesson”.

     Resolutionen understreger imidlertid, at det hele var Firebandens skyld, og at Partiet sørgede for at slå hårdt ned på dem. Dermed har rødgardisten fra artiklen i Information stadig ret i sin kritik af, at Kommunistpartiet ikke har taget et reelt opgør med de mekanismer, der gjorde Kulturrevolutionen mulig.