Tjetjenien-konflikten

På trods af at Kreml i april 2009 erklærede Ruslands såkaldte “anti-terror operation” i Tjetjenien for endelig afsluttet, er der på ingen måde fred i landet. For selvom de tjetjenske separatister er markant svækkede og der på overfladen er næsten normale tilstande i hovedstaden Grosjni og de større byer, er der stadig jævnlige angreb overalt i Tjetjenien. Nu er det blot først og fremmest den Moskva-indsatte tjetjenske regering under Ramzan Kadyrovs ledelse, der er mål for separatisternes terrorangreb, frem for de russiske militære styrker. Og så er konflikten blevet bredt ud til Tjetjeniens naborepublikker i det sydlige Rusland, især Ingusjetien og Dagestan. Civilbefolkningen er stadig udsat for angreb fra både regeringsstyrker og separatister.

Se også filmen Melancholia på Filmstriben

Russerne har i århundreder været i krig med tjetjenerne og andre folkeslag i Kaukasus om det område, der i dag er Tjetjenien. Efter Sovjetunionens sammenbrud i 1991, hvor Tjetjenien løsrev sig fra Moskvas kontrol, er der udkæmpet to krige om kontrollen med landet. 

Den første Tjetjenien-krig fra 1994 til 1996 endte med, at de russiske styrker måtte trække sig ud af landet og der blev indgået en våbenhvile.

I 1999 sendte Moskva atter tropper ind i Tjetjenien, fordi russerne var bange for, at hvis man tillod tjetjenerne at løsrive sig, så ville ønsket sprede sig til andre republikker. Resultatet var, at den tjetjenske hovedstad, Grosnij, blev jævnet med jorden og op mod 300.000 mennesker blev drevet på flugt.

Mellem 100.000-200.000 mennesker menes dræbt i alt i de to krige, og mange tusinder lever fortsat i flygtningelejre i naborepublikken Ingusjetien. Den Moskva-indsatte præsident, Ramzan Kadyrov, beskyldes desuden for at stå bag omfattende menneskerettighedskrænkelser mod civilbefolkningen.

Tjetjenien er en lille bjergrig republik i Kaukasus-bjergene. Den er lidt mindre end Jylland med omkring en million indbyggere. Bortset fra grænsen til Georgien mod vest og sydvest er landet omringet af Rusland. Tjetjenien grænser mod sydøst og nordvest op til de russiske republikker Dagestan og Ingusjetien med den russiske Stavropol-provins (kraj) mod nord. Selvom landet er rigt på olie og råstoffer og Rusland i de senere år har støttet genopbygningen, ligger økonomien i ruiner efter de to krige. 

Tjetjenien er et klan- eller stammesamfund, hvor folks autoritet ikke retter sig mod den centrale statsmagt, men mod en storfamilie eller klan. En klan er et slags halvbiologisk eller 'storfamiliært' fællesskab, hvor nedstamningen fra en fælles forfader afgør, hvem man er loyal overfor. En klan kan traditionelt omfatte op til flere landsbyer, men man kan også optages i en klan via venskab, tjenester eller for eksempel et våbenbroderskab.

Den klanstyrede samfundsstruktur gør en traditionel statslig opbygning yderst vanskelig, og tjetjenerne har - i lighed med andre Kaukasus-folkeslag - da også kun i korte perioder haft en centraliseret stat. Kun når en ydre fjende truer, formår de stridende tjetjenske klaner at samles mod den fælles trussel. 

Tjetjenerne benyttede sig af det arabiske alfabet indtil 1928, hvor det latinske alfabet blev indført. Dette holdt dog kun 10 år, for allerede i 1938 beordrede Stalin et skift til en modificeret udgave af det kyrilliske (russiske) alfabet. I forbindelse med en sovjetisk folketælling i 1989 angav 98 % af tjetjenerne deres modersmål som tjetjensk, mens 74 % oplyste, at de havde russisk som andetsprog.

De første spæde, russiske militære fremstød i Kaukasus-regionen skete under Ivan den Grusomme (Ivan IV), efter at russerne havde erobret det tatarstanske khanat Kazan i 1552. I løbet af det 16. århundrede var der jævnligt sammenstød mellem nordkaukaserne og kosakkerne, der vogtede den russiske grænse mod syd. 

Først i 1858 lykkes det for Moskva at erobre det område, der i dag er Tjetjenien, ved at nedkæmpe Imam Sjamils styrker. I 1922 blev den første autonome tjetjenske region etableret. Den blev i 1934 slået sammen med Ingusjetien i Den Tjetjensk-Ingusjetiske Autonome Socialistiske Sovjetrepublik.

I 1944 deporterede den sovjetiske diktator Josef Stalin den tjetjenske og andre Kaukaus-befolkninger til Sibirien og Centralasien, da han hævdede, at de samarbejdede med Nazi-Tyskland. Antallet af deporterede anslås til omkring 400.000 mennesker. Under deportationen og i løbet af eksilårene døde mange tusinde mennesker. Først i 1957, da Nikita Krustjov - fire år efter Stalins død - langsomt gjorde op med Stalin-tidens forbrydelser, fik tjetjenerne og de andre Kaukasus-folk lov at vende tilbage til deres hjemegne.

Den første Tjetjenien-krig efter Sovjetunionens sammenbrud i 1991 startede i 1994, da den daværende russiske præsident, Boris Jeltsin, sendte russiske tropper ind i Tjetjenien i et forsøg på med magt at tvinge udbryderrepublikken tilbage i Den Russiske Føderation.

Den selvbestaltede tjetjenske præsident, Dsjokhar Dudajev, havde erklæret Tjetjenien for uafhængigt af Rusland i august 1991, da Gorbatjov i Moskva blev udsat for et kupforsøg fra gammelkommunister. Den russiske præsident, Boris Jeltsin, sendte et par hundrede soldater fra indenrigsministeriet til republikken, men de blev i lufthavnen mødt af en talstærk tjetjensk styrke, der tvang dem til at returnere til Rusland i busser. Det var den første af en lang række ydmygelser af det russiske militær.

I det politiske etablissement i Moskva var der i starten og midten af 1990'erne samtidig en udbredt frygt for, at hvis man tillod tjetjenerne at beholde deres uafhængighed, ville det føre til, at en lang række russiske republikker også ville kræve selvstændighed.

I 1994 sendte Moskva sin hær ind i republikken. Men den russiske invasion var dårligt forberedt, og de godt 40.000 russiske tropper led en lang række nederlag. Med nederlagene fulgte også store tabstal, der førte til markante protester mod krigen. Det hele endte med, at Moskva i 1996 trak sine tropper ud i overensstemmelse med en fredsaftale, der blev indgået mellem Jeltsins daværende sikkerhedschef, general Aleksandr Lebed, og den daværende tjetjenske stabschef, senere præsident, Aslan Maskhadov. Aftalen gav Tjetjenien vidtstrakt selvstyre, men ikke fuld uafhængighed af Rusland. Det spørgsmål blev i aftalen stillet i bero i fem år. Krigen menes at have kostet op mod 100.000 menneskers liv, mange af dem civile.

Den anden Tjetjenien-krig efter Sovjets sammenbrud startede i september 1999, da den daværende ministerpræsident, senere præsident, Vladimir Putin sendte russiske tropper ind i Tjetjenien. Officielt var årsagen, at klanlederen Sjamil Basajev, der var udenfor den folkevalgte tjetjenske præsident Aslan Maskhadovs kontrol, i august 1999 var gået ind i naborepublikken Dagestan i et forsøg på at oprette en emirat i hele Kaukasus-regionen. Derudover beskyldte Kreml tjetjenske terrorister for at stå bag en række bomber mod beboelsesejendomme i Moskva og andre storbyer - uden dog nogen sinde at have bevist denne påstand - og Moskva hævdede, at den eneste effektive måde at bekæmpe 'terroristerne' på var at invadere Tjetjenien.

Samtidig havde tjetjenerne i flere omgange ydmyget Moskva. I marts 1999 kidnappede og dræbte tjetjenske separatister for eksempel Moskvas top-udsendte til Tjetjenien, general Gennadij Sjipigun, i lufthavnen i den tjetjenske hovedstad Grosnij. Derudover havde den russiske generalstab længe ønsket sig 'revanche' for det sviende nederlag i 1996, hvor russerne måtte trække sig ud af republikken og indgå våbenhvile. Ventetiden havde man brugt til at udfærdige mere udførlige planer for, hvorledes republikken skulle invaderes. Samtidig var det valgår i Rusland, hvor den senere præsident, Vladimir Putin, lovede en hård og fast fremfærd i Tjetjenien. Efter en lang og kraftig bombekampagne, der på det nærmeste jævnede Grosnij med jorden, indtog russerne byen i februar 2000.

Krigen menes at have kostet op mod 100.000 mennesker livet, og antallet af flygtninge anslås at ligge omkring 200.000.

Rusland anser Tjetjenien for at være en naturlig del af Den Russiske Føderation, mens en stor del af tjetjenerne ønsker selvstændighed. Den russiske regering fremhæver, at da Tjetjenien var selvstændigt, fra 1991 til 1994 og igen mellem 1996 og 1999, udviklede landet sig til en røverrede af kidnapninger, organiseret kriminalitet og terrorangreb. Før den første Tjetjenien-krig, hvor Tjetjenien havde løsrevet sig fra Moskvas kontrol, blev op mod 200.000 etniske russere fordrevet uden mulighed for at vende tilbage igen. 

Den russiske regering bruger desuden truslen fra den internationale terrorisme som en væsentlig årsag til, at man ikke kan trække sig ud af republikken. Rusland hævder, at de tjetjenske separatister har et nært samarbejde med al-Qaeda og andre internationalt eftersøgte terrorister fra Saudi-Arabien og Afghanistan. Samtidig har den nordlige Kaukasus-region fået øget strategisk betydning efter Sovjetunionens sammenbrud, hvor Rusland øver en vis indflydelse på udviklingen i de tidligere sovjet-republikker Georgien, Aserbajdsjan og Armenien. Derudover spiller kontrollen over landets olie og mineraler, samt den illegale handel med narko og prostituerede også en rolle.

Selvom de tjetjenske separatister er uenige om meget - og bekæmper hinanden - er de fælles om at ønske, at Tjetjenien skal blive selvstændigt. Den fløj, som repræsenteres af den eksilerede premierminister Akhmed Sakajev, bekender sig offentligt til demokratiet. Sakajev fremhæver, at den tidligere præsident Aslan Maskhadov var Tjetjeniens eneste legitime leder, da han blev valgt som præsident ved et internationalt anerkendt valg i 1997 - et valg, russerne også anerkendte i starten. Akhmed Sakajev var tidligere Maskhadovs særlige udsending og hævder derfor at være den eneste legitime repræsentant for de tjetjenske separatister. Akhmed Sakajev forhandlede i 2009 med Dukhvakh Abdurakhmanov, formand for parlamentet i det nuværende pro-russiske Tjetjenien om en fredsløsning, som kan forsone tjetjenerne. Sakajev bebudede i august 2009 desuden et stop for terrorhandlingerne, uden at det dog havde nogen synderlig effekt. 

Den fløj af separatisterne, som repræsenteres af den radikale islamist og terrorist Doku Umarov, kæmper for at der oprettes et selvstændigt, trans-kaukasisk emirat. Umarov overtog ledelsen af de militante islamistiske tjetjenere efter, at den tidligere leder, Sjamil Basajev, blev dræbt enten ved et selvudløst uheld med sprængstoffer eller ved et russiske angreb. Basajev har stået bag og taget ansvaret for en lang række terrorangreb mod civile. Blandt andet terrorangrebet på en skole i Beslan i Nordossetien i 2004, hvor 331 børn og voksne blev dræbt. Han stod også bag terrorangrebet på Dubrovka-teatret i Moskvas centrum i oktober 2002, hvor op mod 1.000 teatergængere blev taget som gidsler og mindst 129 mennesker blev dræbt, herunder alle gidseltagerne, da de russiske sikkerhedsstyrker stormede teatret. 

En del af de tjetjenske separatistgrupper ønsker dog blot at fortsætte kampen mod russerne og Kadyrovs styre, da de tjener store penge på afpresning, våbenhandel og handel med narko, som lettere lader sig gøre, så længe der er lovløshed i landet. Mellem 1996 og 1999 menes det, at separatisterne kidnappede mindst 1.100 mennesker, heriblandt mange vestlige hjælpearbejdere. Også i dag kidnappes vestlige hjælpearbejdere, men dog i langt mindre omfang end tidligere.

De tjetjenske separatister er delt i mange forskellige grupperinger og klaner, som tit er uenige og ofte bekæmper hinanden.

Den ene hovedgruppe ledes af den såkaldte eksilpremierminster Akhmed Sakajev, som lever i London. Sakajev var den tidligere folkevalgte præsident, Aslan Maskhadovs særlige udsending og hævder, at repræsentere Maskhadovs linje. Han bekender sig officielt til demokrati og har siden 2009 forhandlet med det Moskva-indsatte styre i Tjetjenien om en fredsløsning.

Den anden hovedgruppe ledes af den radikale islamist og terrorist Doku Umarov, som har overtaget kommandoen med terroristen og klanlederen Sjamil Basajevs styrker, da Basajev omkom i 2006. Sjamil Basajev stod bag en lang række terroraktioner mod den russiske civilbefolkning. Basajev tog for eksempel ansvaret for gidseltagningen i Dubrovka-teatret i Moskvas centrum mellem den 23. og 26. oktober 2002, hvor 912 mennesker blev holdt som gidsler af 40 tjetjenske terrorister. Mindst 129 af gidslerne og alle gidseltagerne blev dræbt, da de russiske sikkerhedsstyrker pumpede bedøvelsesgas ind i bygningen, inden de stormede den. Basajev stod også bag en terroraktion mod Skole nr. 1 i Beslan i den russiske delstat (kraj) Nordossetien, hvor en gruppe på over 30 terrorister tog op mod 1.000 skolebørn og deres forældre som gidsler på første skoledag i september 2004. Mindst 331 børn og voksne omkom, da skyderier mellem fortvivlede forældre, politifolk og sikkerhedsstyrker på den ene side og gidseltagerne på den anden side kom ud af kontrol og sikkerhedsstyrkerne besluttede at storme skolen i en dårligt forberedt befrielsesaktion.

Russerne hævder, at Doku Umarov har forbindelse til al-Qaedas internationale terrornetværk. Nedenfor er nævnt de mest kendte separatister.

Akhmed Sakajev blev født i Kasakhstan i 1959, hvortil familien var blevet deporteret af Stalin i 1944. Sakajev er uddannet koreograf og skuespiller fra teaterakademiet i den russiske by, Voronesj, og i starten af halvfemserne, blev han en af Tjetjeniens mest kendte skuespillere. Siden var han teaterdirektør i nogle år, hvorefter han i 1994 blev kulturminister. 

Efter russernes indmarch i 1994 blev Sakajev imidlertid sikkerhedsrådgiver for Tjetjeniens daværende præsident, Dsjokhar Dudajev og havde ligeledes kommandoen over de tjetjenske styrker i sin hjemby Urus-Martan. Sakajevs styrker var med i det overraskelsesangreb på de russiske styrkers stillinger i den tjetjenske hovedstad Grosnij, der var medvirkende til, at russerne trak sig ud af Tjetjenien i 1996.

Sakajev var også en af de centrale skikkelser i Kasavjurt-fredsforhandlingerne i 1996, der gav Tjetjenien en de facto selvstændighed.

Efter præsidentvalget i 1997, hvor Sakajev stillede op men tabte til Aslan Maskhadov, blev han udnævnt til kultur- og informationsminister samt viceministerpræsident. Under den anden Tjetjenien-krig blev han hårdt såret og har siden rejst vidt omkring i Europa og virket som Maskhadovs særlige udsending. På trods af, at han i 1999 efter al sandsynlighed var med til at lede angrebet på Dagestan - som var en af årsagerne til, at russerne gik ind i Tjetjenien i 1999 - regnes han som en af de moderate kræfter blandt separatisterne, der går ind for forhandling med russerne.

Efter gidselaffæren i Dubrovka-teatret i 2002 udpegede de russiske myndigheder Sakajev som en af bagmændene - en påstand de siden er frafaldet, og som Sakajev afviser på det skarpeste. De russiske myndigheder forsøgte uden held at få Danmark og siden Storbritannien til at udlevere ham til retsforfølgelse i Rusland. I september 2010 forsøgte Rusland ligeledes at få Sakajev udleveret under et besøg i Polen, også her uden held. Siden 2003 har Sakajev haft politisk asyl i Storbritannien, efter at en britisk domstol rensede ham for de russiske beskyldninger om mord og terror. Siden november 2007 har Akhmed Sakajev officielt være premierminister for eksilregeringen i den Tjetjenske Republik af Ichkeria. 

Aslan Maskhadov. Tjetjeniens eksilpræsident Aslan Maskhadov blev født i den sovjetiske republik Kasakhstan i 1951, hvortil familien var blevet tvangsforflyttet af Stalin. Maskhadov var uddannet som officer og var oberst i den sovjetiske hær, og udstationeret i Litauen. Maskhadov beordrede i 1990 indsættelsen af sovjetiske tropper mod Litauens frihedsbevægelse. Først efter Sovjets sammenbrud vendte Maskhadov tilbage til Tjetjenien, hvor han gik i den daværende præsident Dsjokhar Dudajevs tjeneste og blev stabschef for de tjetjenske stridskræfter. 

Maskhadov ledte de tjetjenske styrker, der i 1996 tvang de russiske tropper til at trække sig ud af Tjetjenien. I 1995 blev han valgt som præsident ved et internationalt anerkendt valg, som også Rusland i starten accepterede. Under Maskhadovs ledelse forvandlede Tjetjenien sig til et kaos af afpresning, kidnapning og smugleri med private hære, som var udenfor Maskhadovs kontrol. Maskhadov var eksilpræsident fra russernes anden indmarch i Tjetjenien i september 1999 til sin død i marts 2005.

Doku Umarov er den mest indflydelsesrige leder af den fløj af de tjetjenske separatistgrupper, som bekender sig til en radikal udgave af islamismen og kæmper for et islamisk emirat i Kaukasus. Doku Umarov, som er selvudråbt emir - islamisk religiøs leder - står bag en række terrorangreb, kidnapninger og mord på civile. Han beskyldes for blandt andet at have ledet angrebet mod en skole i Beslan i 2004, hvor mindst 331 børn og voksne omkom, Således var han, ifølge flere af gidslerne, den eneste af gidseltagerne, som ikke bar maske. Dette er dog aldrig blevet endeligt bekræftet. Doku Umarov beskyldes også for at have stået bag et bombeangreb på toget mellem Sankt Petersborg og Moskva i november 2009, hvor 26 mennesker blev dræbt.

Sjamil Basajev blev født i Vedeno i 1965. Han læste landbrugsvidenskab i Moskva i 1987 og deltog på Boris Jeltsins side i den demokratiske bevægelses forsvar af Det Hvide Hus under det gammelkommunistiske kupforsøg i Moskva i august 1991. I slutningen af 1991 slog han sig ned i Tjetjenien og sluttede sig til de tjetjenske tropper. Her steg han hurtig i graderne og blev kommandør for en enhed, der snart undlod at følge ordrer fra den daværende præsident Dudajev. Hans enhed fungerede som lejesoldater i den abkhasisk-georgiske krig 1992-93 og kæmpede på Abkhasiens side, der støttes af russerne.

Basajev har organiseret talrige terrorangreb, mord og bortførelser af civile. I 1995 stod han bag gidseltagningen i Budjonnovsk i den russiske region Stavropol, ikke langt fra den tjetjenske grænse. Her tog Basajevs mænd mere end 1.000 mennesker som gidsler på et hospital. Russiske tropper forsøgte flere gange at storme bygningen, og over 100 civile, politifolk og soldater døde i ildkampene. Til sidst indgik man en forhandlingsløsning, gidslerne blev frigivet og oprørerne undslap i de nærtliggende bjerge.

I et forsøg på at efterkomme presset fra de radikal-islamistiske kræfter, som i slutningen af 1990’erne fik stadig større magt i Tjetjenien, udnævnte Maskhadov i april 1996 Basajev til øverstbefalende for de tjetjenske styrker og i 1998 til regeringschef. Alliancen mellem Basajev og Maskhadov blev dog snart brudt. Ikke mindst fordi Basajev i stigende grad kom under indflydelse af wahabismen.

Basajev havde gode kontakter til den radikale islamistiske Taliban-bevægelse i Afghanistan, og det var hans enhed på 1.500-2.000 tjetjenske oprørere, der invaderede naborepublikken Dagestan i 1999 i et forsøg på at oprette transkaukasis emirat. Invasionen førte til, at den russiske hær gik ind i Tjetjenien. Basajev tog også officielt ansvaret for gidseltagningsaktionen i Dubrovka-teatret i Moskva, der kostede mange liv, ligesom han stod bag terroraktionen mod Skole nr. 1 i Beslan i 2004, hvor 331 børn og voksne blev dræbt. 

Dsjokhar Dudajev. Den selvbestaltede tjetjenske præsident, Dsjokhar Dudajev, der blev født i 1944, erklærede Tjetjenien uafhængigt af Rusland i 1991. Dudajev var tidligere generalmajor i det russiske luftvåben, stationeret i Tartu i Letland og chef for de strategiske bombefly, der havde danske og tyske tropper i Nordtyskland som mål. Dudajev vendte tilbage til Tjetjenien efter Sovjets sammenbrud i 1991. Dudajev døde i april 1996, da han blev ramt af et russisk, målsøgende misil, efter at efterretningstjenesten havde sporet hans mobiltelefon.

Seperatisterne kæmper både mod den russisk-indsatte regering under den tjetjenske præsident Ramzan Kadyrov og mod russiske tropper i det sydlige Rusland, frem for alt russiske militære installationer i Ingusjetien og Stavropol-provinsen. Der begås mord og selvmordsattentater mod embedsmænd (og deres familier), der menes at samarbejde med russerne eller Kadyrovs regering. Derudover står flere af separatistgrupperne bag terrorangreb og gidselaktioner mod civile russere fortrinsvis i det sydlige Rusland, men også i Moskva. Samtidig kæmper separatistgrupperne mod hinanden om kontrol med forskellige baser samt om handel med våben og narko.

Separatisterne rekrutterer først og fremmest nye medlemmer blandt desperate unge, der er vokset op med krig og ødelæggelse. Fremtidsudsigterne er dystre med en enorm arbejdsløshed. Så hvis et medlem af familien samtidig er blevet dræbt, voldtaget eller tortureret af de russiske tropper, får man let et ønske om 'at gøre noget', hvilket de tjetjenske separatister effektivt udnytter til at hverve nye medlemmer.

Samtidig spiller den radikale udgave af islam, wahabismen, der siden slutningen af 1990’erne er blevet mere og mere udbredt i Tjetjenien, en væsentlig rolle. De radikale islamistiske ledere opfordrer til hellig krig mod de vantro russere, lokker med enkle budskaber, religiøst had og våben.

Ramzan Kadyrov er Tjetjeniens præsident og søn af Akhmad Kadyrov, Tjetjeniens tidligere præsident, som blev dræbt ved et bombeangreb i 2004. Ramzan Kadyrov overtog præsidentembedet i februar 2007 efter Alu Alkhanov, kort tid efter at han fyldte 30 år, minimumsalderen som præsident. Ramzan Kadyrovs vej til magten er gået via hans far, Akhmad Kadyrov. Efter at Kreml i 2000 udpegede Akhmad Kadyrov til forvaltningschef i Tjetjenien, sørgede han for at befæste sin magt ved at opbygge en personlig livgarde under Ramzan Kadyrovs ledelse. Livgarden, der bestod af mellem 2.-4.000 mand - mange af dem tidligere separatister - var frygtet blandt civilbefolkningen for dens brutalitet. En række menneskerettighedsorganisationer, heriblandt russiske Memorial, anklager Ramzan Kadyrov for personligt at have torteret og myrdet fanger. Da Akhmad Kadyrov blev dræbt i 2004 overtog Ramzan Kadyrov posten som vice-premierminister, for senere at erobre premierministerposten. Kort tid efter at han fyldte 30 år, blev han udpeget af den russiske præsident Vladimir Putin til Tjetjeniens præsident. 

Akhmad Kadyrov var Moskvas mand i Tjetjenien. Kadyrov var præsident efter russernes indtog i Tjetjenien i 1999 til han blev dræbt ved et bombeattentat i 2004. Kadyrov blev efter et arrangeret valg den 15. oktober 2003, hvor alle anerkendte internationale valgobservatørkorps valgte at blive væk, udråbt som Tjetjeniens præsident. Akhmad-Hadsji Kadyrov blev født i Kasakhstan i 1951. Som følge af Stalins massedeportationer af de kaukasiske folkeslag under Anden Verdenskrig, var familien blevet tvangsforflyttet i 1944 og fik først i 1957 lov at vende tilbage til deres hjemstavn.

I 1980'erne fordybede Kadyrov sig i islam-studier i Sovjetrepublikken Usbekistan og blev i 1989 kendt som leder af det første islamiske institut i Nordkaukasus. I 1993 blev han vice-mufti for siden at avancere til mufti (religiøs, islamisk leder) i 1995. Under den første Tjetjenien-krig formåede han at afpasse sit religiøse virke til rollen som separatistleder under den daværende præsident Dsjokhar Dudajevs ledelse.

Da Aslan Maskhadov i 1997 blev valgt som Tjetjeniens præsident, var Kadyrov en af dem, der pressede hårdest på for at få indført islamisk Sharia-lovgivning i det tjetjenske retsvæsen. I løbet af 1999 rodede han sig imidlertid i stigende grad uklar med præsident Aslan Maskhadov, da han offentligt kritiserede, at Maskhadov ikke slog tilstrækkeligt hårdt ned på de klanledere og radikale islamiske kræfter, der havde forvandlet Tjetjenien til et kaos af lovløshed. Kadyrov fordømte også klanlederen Sjamil Basajevs forsøg på at oprette et transkaukasisk emirat med angrebet på nabo-republikken Dagestan i juli-august 1999. Og da russerne for anden gang gik ind i Tjetjenien i september 1999 opfordrede Kadyrov til, at man undlod at yde modstand.

Ramzan Kadyrov, Tjetjeniens Moskva-indsatte præsident kæmper mest af alt for at udvide og holde sin egen magt. Hans private garde har ry for at benytte særdeles hårdhændede metoder overfor civilbefolkningen. En del af medlemmerne af garden er endda tidligere separatister, som Kadyrov har formået at overtale til at arbejde for sig. Men i den (Moskva-indsatte) civile administration i Tjetjenien er der mange almindelige mennesker, der bare varetager deres job for at kunne brødføde deres familie. Og da arbejdsløsheden er enorm, er det meget svært at få et andet job. Samtidig er der mange, der er så trætte af krig og de konstante kampe mellem de russiske styrker og separatisterne, at de har fæstet lid til, at den eneste mulige måde at få fred i republikken er ved at samarbejde med Moskva.

Lige siden Ivan den Grusommes (Ivan IV) forsøg på med militær magt at tvinge de kaukasiske bjergfolk ind i det russiske rige, har man ydet modstand i Tjetjenien. Og selvom mange civile borgere er trætte af krig, er der stadig stor modstand i civilbefolkningen mod de russiske tropper. Det skyldes for det første de mange mennesker - mellem 100.000 og 200.000 - der er blevet slået ihjel i løbet af de to krige, herunder stormen på hovedstaden Grosnij i 2000, hvor byen blev jævnet med jorden af de russiske bombardementer. Derudover skyldes det de omfattende menneskerettighedskrænkelser, russerne har begået under begge krige og det Moskva-indsatte tjetjenske styre fortsat begår. De nye generationer, der vokser op og kun kender til krig og 'udrensningsoperationer', er ofte lette at rekruttere til fortsat modstand.

Størstedelen af Ruslands befolkning mener, at Tjetjenien er en naturlig del af Rusland. Russernes opfattelse af tjetjenerne er i det store hele negativ. I meningsmålingen "Russian Public Opinion" fra december 2002, som Fonden for Offentlig Mening (VTsIOM) stod bag (se kilder), oplyste 66 %, at de enten ikke brød sig om tjetjenere, ikke stolede på dem eller var decideret bange for dem. Den russiske menneskerettighedsorganisation Memorial hævder, at den gængse russer ofte ikke skelner mellem separatisterne i Tjetjenien og normale, civile tjetjenere. I stedet er der en tendens til at anse tjetjenere for simple banditter. Sådan har det imidlertid ikke altid været. Den amerikanske Ruslands-ekspert, Matthew Evangelista fra Cornell University i USA påpeger i sin bog "The Chechen Wars" fra 2002 (se kilder), at meningsmålinger i marts 1999 viste, at kun 1/3 af russerne mente, at Tjetjenien var en naturlig del af Den Russiske Føderation. Når den offentlige mening skiftede, skyldes det ikke mindst massiv påvirkning fra de statskontrollerede russiske medier.

I de russiske massemedier har der traditionelt været to meget forskellige billeder af tjetjenerne: Enten portrætteres tjetjenerne som noble riddere, der kæmper for deres hjemland mod de kolonialistiske russiske tropper. Det billede var især populært under den første Tjetjenien-krig. Eller også sker der en dæmonisering af tjetjenerne, eksempelvis ved udelukkende at fremstille tjetjenerne som banditter eller terrorister. Det har især været tilfældet efter en række bombeangreb mod beboelsesejendomme i Moskva og andre storbyer i sommeren 1999. Russerne hævder, at tjetjenske terrorister stod bag bomberne, men har aldrig fremlagt troværdige beviser. Tværtimod cirkulerer der med jævne mellemrum historier om, at det var den russiske sikkerhedstjeneste (FSB) selv, der sprængte ejendommene i luften for at skabe opbakning til den anden Tjetjenien-krig. Denne tolkning ser aktionen som et led i den på det tidspunkt netop udpegede ministerpræsident Vladimir Putins hårde kurs overfor tjetjenerne. En kurs, som var med til at sikre ham præsidentposten i 2000. 

Derudover har det negative Tjetjenien-billede været en udbredt tendens efter den anden Tjetjenien-krig og især efter gidselaffæren ved Dubrovka-teatret i Moskva i oktober 2002 og mod en skole i Beslan i 2004. Begge gidselaktioner var yderst blodige og vendte ikke blot den russiske opinion, men også en del af verdensopinionen imod den tjetjenske separatistbevægelse. 

En anden af årsagerne til det temmelig stereotype billede af tjetjenerne, der trives i den russiske befolkning, er den russiske presses begrænsede mulighed for at rapportere frit om forholdene i Tjetjenien. Den russiske statsmagt har fået lukket størstedelen af de oppositionelle russiske medier. Desuden har journalister, siden indførelsen af doktrinen om informationssikkerhed i september 2000, haft det meget svært ved at få indrejsetilladelse i Tjetjenien. Og når tilladelsen endelig kommer, er adgangen begrænset til officielt guidede ture. Interviews må for eksempel kun ske, hvis der er en militær embedsmand til stede. Desuden bestemmer loven, at man ikke må viderebringe budskaber fra personer, som myndighederne stempler som 'terrorister' - hvilket er en betegnelse, de russiske myndigheder benytter om alle, der kæmper for tjetjensk selvstændighed.

I meningsmålingen "Events in May as Seen by the Russians" fra maj måned 2003, som Fonden for Offentlig Mening stod bag (se kilder), oplyste hele 62 % af russerne dog, at de ønsker en forhandlingsløsning frem for en fortsættelse af de krigslignende tilstande. I en meningsmåling fra juli måned 2009, som Fonden for Offentlig Mening også stod bag (se kilder), mener 38 % af russerne, at Kaukasus-regionen er blevet yderligere stabiliseret og roligt, mens 59 % af russerne mener, at antallet af terrorangreb vil fortsætte med at stige og at konfrontationen mellem Kadyrov-styret og separatisterne vil fortsætte.

Den radikale udgave af islam, wahabismen, har siden midten af halvfemserne spillet en afgørende rolle i forhold til radikaliseringen af Tjetjenien-konflikten.

Wahabismen, der er en streng og puritansk udlægning af islam, kom først til Tjetjenien i slutningen af Sovjettiden. Den spillede imidlertid ingen større rolle i den tjetjenske uafhængighedsbevægelse i starten af halvfemserne. Her var det stadig familie, klan, klasse og nationalitet, der var de afgørende faktorer, der bestemte hvem, man var loyal overfor og hvem, der besad autoritet. Først efter de russiske troppers tilbagetog i 1996 begyndte wahabismens indflydelse i landsbyerne at stige mærkbart, ikke mindst på grund af saudisk økonomisk støtte til udbygningen af konservative moskeer og koranskoler.

Selvom den tjetjenske oprørsleder Aslan Maskhadov, der i 1997 blev valgt til tjetjensk præsident, var fjendtligt indstillet overfor wahabismen, vovede han ikke et opgør med dens fortalere. I stedet forsøgte han at integrere de radikale islamister ved at inddrage klanlederen Sjamil Basajev i regeringen. Dette dæmpede dog ikke, men fremmede det kaos af kriminalitet og religiøs ekstremisme, som blev et kendetegn i den sidste del af hans regeringsperiode.

Imidlertid skal man passe på med ikke at overdrive de radikale islamisters rolle i Tjetjenien-konflikten. Som Anatol Lieven fra Carnegie Forskningscenter i Moskva udtrykker det, så er den russiske og islamiske propaganda enige om at fremhæve de islamiske hellige krigeres andel i Tjetjenien-krigenene. For selvom der under den anden Tjetjenien-krig var forbindelser mellem den internationale terrororganisation al-Qaeda og de tjetjenske oprørere, så var disse på ingen måde så omfattende, som Putin-regeringen og de radikale islamister ønsker at fremstille det. Forbindelsen mellem de radikal-islamistiske tjetjenske separatister og Taleban og al-Qaeda voksede dog støt under og efter den anden Tjetjenien-krig, ligesom den islamistiske retorik fylder mere og mere i de officielle bulletiner fra eksempelvis klan-lederen Doku Umarov og hjemmesiden kavkaz centre. 

At der er sket en islamisering af den tjetjenske identitet fra slutningen af 1990’erne og frem, bør dog ikke komme som nogen overraskelse. Dels er det en udvikling, som har fundet sted i mange lande i Kaukasus og i Centralasien, ligesom i Mellemøsten, hvor religion har fået stærkere indflydelse på det politiske og kulturelle liv. Dels har religionen historisk set været en måde at fastholde ens identitet på, når ens land er besat.

Som polakkerne greb efter katolicismen, da landet fra 1815 til 1918 var opdelt mellem Rusland, Østrig-Ungarn og Preussen, således greb tjetjenerne efter islam. 

Også Ramzan Kadyrovs styre har øget islamiseringen af det tjetjenske samfund. Kvinder uden slør bliver ifølge menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch i stigende grad angrebet af såkaldte “moralske vogtere”, ofte medlemmer af Kadyrovs garde, og tvunget til at bære slør.

Menneskerettighederne i Tjetjenien er i årevis blevet overtrådt. Ikke bare af de russiske tropper, der med deres brutale og hensynsløse fremfærd mod civilbefolkningen gjorde sig yderst forhadt blandt menige tjetjenere. Også de tjetjenske separatister har tusindvis af uskyldige civile menneskers liv på samvittigheden. Deres forbrydelser tæller kidnapninger, brutale likvideringer og selvmordsangreb. Efter et besøg i Tjetjenien i februar 2010 beskrev de to britiske parlamentarikere Jo Swinson og Frank Judd (der fra 1999 til 2003 var Europa Rådets parlamentariske forsamlings særlige udsending i Tjetjenien) som “meget foruroligende”. 

I de senere år har den Moskva-indsatte tjetjenske leder, Ramzan Kadyrov, sikkerhedsstyrker foretaget flere og flere aktioner - mord, kidnapninger, natlige 'udrensningsaktioner' og bombesprængninger - hvis formål udelukkende har været at skræmme og intimidere civilbefolkningen. Tortur er en daglig foreteelse på alle sider i konflikten.

At der fortsat er krig i landet - på trods af Moskvas forsikringer om det modsatte - bekræftes af de vedvarende angreb mod pro-russiske regeringsstyrker og civile, som mistænkes for at samarbejde med russerne eller præsident Ramzan Kadyrovs styrker. Civilbefolkningen lider under uroen og bliver ofre for selvmordsaktioner og udrensningsoperationer.

Samtidig lever mellem 60-80.000 af tjetjenerne endnu som flygtninge i naborepublikken Ingusjetien. Dertil kommer op mod 200.000 etniske russere, der måtte flygte i starten af halvfemserne og ikke siden har haft mulighed til at kunne vende tilbage og leve i sikkerhed.

Russernes krige i Tjetjenien mødes til stadighed med hårde ord fra vestlige menneskerettighedsorganisationer og medier. Også Europarådet og EU-Kommissionen har jævnligt kritiseret Ruslands krigsførelse i Tjetjenien.

Fra politisk hold var protesterne størst under den første Tjetjenien-krig. Den daværende tyske kansler, Helmut Kohl, lod således den 27. december 1994 sin udenrigsminister, Klaus Kinkel, udtrykke et "følelsesmæssigt opråb" fra ham selv og EU til Jeltsin. OSCEs repræsentanter sammenlignede for eksempel ødelæggelserne i hovedstaden Grosnij med dem i Stalingrad under Anden Verdenskrig.

USA har derimod holdt tilbage på kritikken. Under den første Tjetjenien-krig var opfattelsen i Washington, at man var nødt til at gøre alt for at støtte præsident Jeltsin, da han var den eneste, der kunne sikre et stabilt og demokratisk Rusland. USA var især bekymrede over kommunisten Gennadij Sjuganovs og ultranationalisten Vladimir Sjirinovskijs store popularitet hos befolkningen.

Efter al-Qaeda angrebet på Twin Towers i USA den 11. september 2001 begyndte de europæiske ledere imidlertid også at nedtone kritikken af de russiske troppers overgreb i Tjetjenien. Putin benyttede begivenheden til at agitere for, at Ruslands krig i Tjetjenien også er en del af den internationale kamp mod terrorismen. Da Putin var på officielt statsbesøg i Tyskland den 26. september 2001, fortalte den tyske kansler, Gerhard Schröder, på diplomatsprog, at der fremover "vil være og må være en mere differentieret vurdering i verdensopinionen" med hensyn til Tjetjenien. Det betyder på almindeligt dansk, at Schröder nedtonede kritikken af Ruslands okkupation af Tjetjenien. Årsagen var, at Vesten, ikke mindst USA, havde brug for Ruslands opbakning i kampen mod den internationale terrorisme.

Sammenlignet med de internationale reaktioner på for eksempel de jugoslaviske (serbiske) angreb på bosniske separatister og siden på de muslimske separatister i Kosovo, der affødte en NATO-intervention i 1999, har det internationale samfunds reaktioner på de russiske overgreb i Tjetjenien været af en yderst vag karakter. På trods af, at det gentagne gange er dokumenteret, at de grove overtrædelser af menneskerettighederne fortsætter - og mellem 100.000-200.000 civile mennesker er døde i løbet af de to krige - synes krigen i Tjetjenien ikke at have skadet Ruslands internationale image synderligt på den lange bane. Årsagen er først og fremmest, at Vesten har brug for et stabilt Rusland, der er åbent for internationale (vestlige) investeringer samtidig med, man undgår aktiv modarbejdelse af Vestens kamp mod den internationale terrorisme. Desuden er Tjetjenien-konflikten ikke blevet vurderet som vigtig nok til, at man ville risikere at støde Rusland fra sig. Argumentet var og er, at hvis Rusland overlades til sig selv, bliver det anti-vestligt og nationalistisk og er dermed potentielt farligt for Vesten og verdensfreden i det hele taget.

Men, som den amerikanske Ruslands-ekspert, Matthew Evangelista, opsummerer det, så er der intet nyt i den internationale og vestlige kritiks inkonsistente natur. Lige siden den første invasion af Tjetjenien i 1994 har det været kendetegnende, at Tjetjenien-krigen ikke har ligget øverst på den internationale agenda. Om Tjetjenien-krigen formår at vække offentlighedens bevågenhed, afhænger i Evangelistas øjne ikke så meget af de vestlige lederes realpolitik. I stedet er det op til menneskerettighedsaktivister, de få involverede intellektuelle og parlamentarikere at fastholde mediernes opmærksomhed.

Fred i Tjetjenien har lange udsigter. Russerne har ikke i sinde at lade Tjetjenien blive selvstændigt igen, og de tjetjenske separatister vil ikke opgive kampen for et selvstændigt land.

Den interne tjetjenske opsplitning mellem de pro-russiske kræfter omkring Kadyrov og de radikale islamister - og de senere års radikalisering af konflikten - betyder, at landet ville ryge ud i borgerkrig, hvis russerne holdt op med at støtte Kadyrov-regimet militært og økonomisk. Men sandsynligheden for, at den pro-russiske Kadyrov kan bringe forsoning og varig fred, er desværre lige så lille. For selvom det er lykkedes Kadyrov med solid russisk økonomisk hjælp at genopbygge store dele af hovedstaden Grosjni og en del af de andre store byer i Tjetjenien, og det tjetjenske erhvervsliv atter er på vej på fode, har Kadyrov-klanen mange fjender, der holdes nede med rå magt.