Vietnamkrigen

Vietnamkrigen er en af de mest omfattende og grusomme krige efter Anden Verdenskrig. Den foregik i årene 1961-1975 og kostede millioner af mennesker livet – både soldater på begge sider men også rigtig mange civile. Krigen spillede en central rolle i Den Kolde Krigs magtbalance og stod mellem det kommunistiske Nordvietnam med støtte fra Sovjetunionen og Kina på den ene side, og Sydvietnams regering og USA på den anden.

     Vietnamkrigen er også blevet kaldt for den sidste frie tv-krig: Reportere på slagsmarken filmede krigshandlingerne, og de voldsomme billeder skabte stor opstandelse og protestdemonstrationer hjemme i USA og i resten af verden. Konflikten blev et kæmpemæssigt nationalt traume for Amerika, som gik ud som den tabende part mod et fattigt tredjeverdens land.

Vietnam er et land i Sydøstasien med grænser mod Kina, Laos og Cambodja, og med en langstrakt kystlinje i det sydkinesiske hav. Arkæologiske udgravninger viser, at det vietnamesiske territorium har været beboet siden den ældste stenalder. I lange perioder af landets ældre historie var det underlagt den højtudviklede stormagt Kina, hvilket satte sig tydelige spor i den vietnamesiske kultur, med udbredelsen af konfucianismen og af et kinesisk-lignende skriftsprog.

     I år 939 lykkedes det generalen Ngô Quyền (897-944) at bekæmpe kineserne og etablere riget Dai Viet, en centraliseret stat med hovedstad i Hanoi.

     I de følgende århundreder blev både mongolske og kinesiske invasioner slået tilbage, og riget ekspanderede mod syd.

     Fra 1500-tallet kom der stadig flere europæiske handelsfolk til, og med dem også mange kristne missionærer. Blandt dem den portugisiske jesuitermunk Alexander de Rhodes (1591-1660), som tilskrives ansvaret for, at de latinske bogstaver kom til at erstatte det kinesiskinspirerede skriftsprog.

I begyndelsen var det primært portugisiske handelsfolk, som kom rejsende til Vietnam, men fra slutningen af 1700-tallet var der en voksende fransk tilstedeværelse. Franske missionærer havde en relativt stor succes i landet, hvor der især blandt de bedrestillede vietnamesere var mange, som lod sig omvende til katolikker.

     I 1802 blev landet samlet til kejserriget Viêt Nam under Nguyen-familiens styre. Den første kejser, Gia Long, var god til at balancere mellem kinesiske og franske interesser i landet, og havde flere franske rådgivere i sit hof.

     Gia Longs efterfølgere var mindre diplomatisk indstillede overfor franskmændene i landet. Missionærerne kom i et alvorligt modsætningsforhold til kejsermagten, som anså kristendommen som en trussel mod de traditioner, der var fundamentet for det vietnamesiske samfund. Konflikten udviklede sig til en regulær kristenforfølgelse i Vietnam, som Frankrig reagerede på med militære modangreb.

Efter at franske kolonisatorer i slutningen af det 18. århundrede havde tabt kampen om Indien til englænderne, rejste de videre østpå til den del af Bagindien, som de kaldte Indokina, og som i dag består af Laos, Cambodja og Vietnam.

     Franske ekspeditionskorps havde tidligere angrebet vietnamesiske havnebyer for at befri tilfangetagne missionærer og for at hævne ydmygelser mod bosatte franskmænd. I 1858 besatte de byen Danang og forsøgte at trænge videre frem til den daværende hovedstad Huê, for at tvinge kejseren til at acceptere fransk tilstedeværelse. Regntiden satte imidlertid en stopper for denne færd, og de drog i stedet mod syd og besatte Saigon. På grund af Frankrigs deltagelse i andre krige trak det lidt ud med besættelserne i Vietnam, men efterhånden fik de kontrol over store dele af det frugtbare Sydvietnam, som var den del af landet, de nærede størst interesse for. Det blev til kolonien Cochinkina.

     Fordi koloniherrerne havde brug for en flodvej til Kina, kæmpede de videre mod nord, indtil de i 1883 havde opnået magten over hele Vietnam, som nu blev til protektoratet Fransk Indokina.

Fransk Indokina blev regeret af en fransk generalguvernør, som var bosat i Hanoi. Han var udpeget direkte af den franske præsident, og havde en nærmest enevældig magt i kolonien. 5.000 franske embedsmænd sad på alle landets vigtige poster.

     Landet blev domineret af franske handelskompagnier og virksomheder, som øjnede store økonomiske gevinster i den nye koloni. Til gengæld tiltrak landet ikke mange franske emigranter. I begyndelsen af 1900-tallet var der kun cirka 16.000 franske bosættere, som primært slog sig ned i Cochinkina, hvor landbrugsjorden var særlig god, og hvor de oprettede store godser. De jordområder, som blev til overs, blev solgt til vietnamesere, således at der også opstod en klasse af lokale godsejere.

     Dette system, hvor indtægterne gik i private lommer, betød at den franske stat havde store udgifter til drift af kolonien. For at bøde på dette problem tvang man vietnameserne til at købe franske varer. Franskmændene skaffede sig monopol på varer som salt, opium og alkohol, og sikrede sig derved en fast indtægt.   En sidegevinst var, at de lokale blev tvunget til at tage arbejde for at kunne betale for de dyre franske monopolvarer.

Den franske kolonisering medførte en voldsom forøgelse af produktionen inden for både landbrug og industri. I Cochinkina anlagde man mange nye rismarker og store plantager med gummitræer med særligt henblik på eksport af ris og gummi til Frankrig. I nord gik arbejdskraften primært til cement- og tekstilindustrien, samt til minerne, hvor man udvandt kul, tin, bly, zink og wolfram.   I en opgørelse fra Cochinkina, der var Vietnams riskammer, kan man se den store udvikling i produktionen og eksporten af ris. Tabellen viser også, at den internationale økonomiske krise omkring 1930 ikke gik uden om Vietnam.

Frankrig har aldrig haft ry for at tage med fløjlshandsker på lokalbefolkningen i sine kolonier, og det gjorde de heller ikke i Vietnam. Den uhørt store forøgelse af produktiviteten indenfor landbrug og industri var mulig, fordi man tvang lokalbefolkningen i arbejde uden nogen form for lovgivning, der kunne sætte grænser for godsejernes behandling af dem. For eksempel døde 12.000 ud af en samlet arbejdsstyrke på 45.000 på Michelins Dau Tieng-plantage i løbet af perioden 1917–1944.   Minearbejdernes forhold var ikke meget bedre end plantagearbejdernes, men de var i det mindste ansat på kontrakt og kunne vende hjem efter kontraktperiodens udløb.

     Den stigende analfabetisme i befolkningen er et tegn på denne rovdrift: I 1840’erne kunne 80 % af vietnameserne læse – et tal som var højere end i de fleste europæiske lande. Da koloniherrerne trak sig, var antallet af læsekyndige faldet til 20 %.

Gennem hele den franskdominerede periode gjorde vietnameserne oprør mod den fremmede besættelse, men en egentlig nationalistbevægelse med krav på selvstændighed opstod først i det 20. århundrede. Den var dels kommunistisk inspireret med forbillede i den russiske revolution, og dels inspireret af vietnamesernes oplevelser under Den Første Verdenskrig, hvor Frankrig havde tvangsudskrevet over 100.000 vietnamesere til at kæmpe på fransk side. Her stiftede vietnameserne bekendtskab med vesteuropæiske ideer og principper som borgerrettigheder og socialisme.

     Nationalistbevægelsen spredte sig hurtigt, fordi der ikke eksisterede en lokal kapitalistisk middelklasse.

     Socialismen vakte desuden genklang i den vietnamesiske befolkning, fordi dens ideer harmonerede med den traditionelle konfucianismes tanker om fællesskab og velstandsdeling, hvorimod den kapitalisme, franskmændene indførte, med udbytning, materialisme og individualisme, lå meget fjernt fra den lokale kultur. Bevægelsen gik derfor ikke blot til kamp mod franskmændene men også mod kapitalismen, som den betragtede som en konsekvens af kolonistyret.

Ho Chi Minh, ”Den som oplyser”, var den samlende lederfigur i Vietnams kamp for selvstændighed. Han kom fra en intellektuel og nationalistisk mandarinfamilie i det centrale Vietnam, et område, som var kendt for sin anti-franske modstandsbevægelse. Ho Chi Minh rejste til Frankrig i 1911, ud fra en filosofi om, at man skal kende sin modstander for at slå ham. Han boede i Frankrig, USA, England, Sovjetunionen og Kina i mange år, hvor han var politisk aktiv antikolonialist og udviklede sin ideologi inspireret af blandt andet Marx og Lenins skrifter og af den amerikanske præsident Wilsons (1856 -1924) taler.

     Han vendte ad flere omgange hjem og dannede modstandsgrupper. I 1930 blev han dømt til døden som revolutionær af franskmændene, men formåede at flygte til Moskva.

     Ho Chi Minhs nationalisme byggede på en kombination af lokal konfucianisme og en politisk overbygning i leninismen. Han forstod, at den vietnamesiske kommunisme måtte centreres omkring traditionelle værdier som sparsommelighed, mådehold, gavmildhed og respekt for lærdom, hvis den skulle vinde indpas i landbefolkningen.

I 1940 blev Fransk Indokina erobret af japanerne. Den franske administration fortsatte i forståelse med japanerne, og dette satte for alvor gang i de mange vietnamesiske nationalistbevægelser, i 1941 forenet i Ho Chi Minhs Viet Nam Doc Lap Dong Minh (Den Revolutionære Liga for Vietnams Uafhængighed), populært blot kaldet Viet Minh.   Den japanske besættelse medførte store vanskeligheder for transporten af forsyninger både af sø- og landvejen mellem det nordlige og sydlige Vietnam. I syd kunne man ikke få kul til industrien og måtte fyre med ris, og i nord kunne man ikke få ris og sultede. Det er blevet anslået, at op mod 2 mio. mennesker døde af sult alene i vinteren 1944-45. Hungersnøden var en stærkt medvirkende årsag til den stærke tilslutning til Viet Minh i Nordvietnam.

Allerede under den japanske besættelse havde Viet Minh befriet nogle områder i den nordlige del af Vietnam. Efter japanernes kapitulation den 15. august 1945 brød Augustrevolutionen ud, en landsdækkende protest og demonstration mod det franske styre, som forsøgte at genoptage deres kolonirige fra førkrigstiden. Viet Minh fik stor folkelig tilslutning, og allerede den 2. september 1945 proklamerede Ho Chi Minh Den Demokratiske Republik Vietnam på Ba Dinh-pladsen i Hanoi og hermed landets uafhængighed.

     Men så let gik det ikke: På Teheran-konferencen to år tidligere, hvor Stalin, Roosevelt og Churchill mødtes, havde USA og Sovjetunionen udtalt deres modvilje mod at give Indokina tilbage til franskmændene efter krigen. På Potsdamkonferencen i 1945 blev de derfor enige om at dele Vietnam mellem sig i to provisoriske zoner med den 16. breddegrad som delingslinje. Den nordlige skulle administreres af Kina, den sydlige af Storbritannien. Formålet var at afvæbne japanerne.   Men da både englænderne og franskmændene frygtede, at Vietnams selvstændighed ville få en afsmittende effekt i de to landes andre kolonier, endte det med, at den engelske administration tillod en tilbagevending af franske kolonitropper og anvendte dem i en fælles kamp mod Viet Minh sammen med japanske soldater.

I begyndelsen af 1946 havde de franske styrker, som bestod af fremmedlegionærer, kontrol med hele den sydlige del af Vietnam, og der blev indgået en fransk-kinesisk aftale om en kinesisk tilbagetrækning. Frankrig sad nu igen som officiel magthaver over hele Vietnam, men reelt havde de kun styring over byerne i nord. Den vietnamesiske guerillahær skabte store optøjer uden for byerne, hvor de havde kontrol over bjerge og jungler, og i kampene mellem kolonimagten og guerillaerne var Indokinakrigen en realitet.   Frankrig havde på det politiske plan oprettet Staten Vietnam i 1949, som både USA og Storbritannien året efter anerkendte som konsekvens af Sovjetunionens og Kinas anerkendelse af Den Demokratiske Republik Vietnam i nord. Hermed var Vietnam i realiteten et delt land, selv om Frankrig ønskede det totale herredømme.

Det endelige skibbrud for den franske besættelsesmagt kan tidsfæstes til 1954. Fremmedlegionærer havde erobret den strategiske junglefæstning Dien Bien Phu, beliggende i det nordvietnamesiske højland på grænsen til Laos. Fæstningen blev stærkt bemandet og udrustet, men til ingen nytte: Viet Minh omringede og angreb fæstningen i 57 døgn og skød den sønder og sammen med moderne våben fra Kina. De franske styrker måtte give op, og nederlaget, der betød Frankrigs endelige farvel til Vietnam, står stadig som et af de smerteligste i Fremmedlegionens historie. Slaget kostede 8.000 døde og sårede på fransk side, mens det tilsvarende tal hos Viet Minh anslås til cirka 23.000.   Det skønnes at krigen 1946-54 kostede 75.000 døde på fransk side, heraf 25.000 vietnamesiske tropper i fransk tjeneste. Antallet af ofre på vietnamesisk side kendes ikke, men vestlige skøn taler om en halv til en hel million, hvoraf hovedparten var civile.

Fredsbetingelserne blev udformet på en kongres i Genève i 1954 med deltagelse af Frankrig, Storbritannien, USA, Sovjetunionen og Kina.   Laos og Cambodja blev selvstændige stater, men man kunne ikke enes om Vietnams fremtidige status. Resultatet blev, at landet foreløbig fortsat var delt - nu ved den 17. breddegrad. Intentionen var, at der inden to år skulle gennemføres frie valg, så Vietnam kunne genforenes. Hverken USA eller Sydvietnam underskrev dog denne aftale.

Vietnamkrigen var en væbnet konflikt mellem det kommunistiske Nordvietnam med støtte fra Sovjetunionen og Kina på den ene side, og Sydvietnams regering og USA på den anden. Den foregik i årene 1961-1975, og kostede millioner af mennesker livet.

     Selv om der har udspillet sig flere krige på vietnamesisk grund efter Anden Verdenskrig, er det denne, som er blevet stående i historiebøgerne som selveste Vietnamkrigen. Måske fordi den kom til at spille en stor rolle i Den Kolde Krigs magtbalance. Den var et kæmpemæssigt traume for Amerika, som gik ud som den tabende part mod et fattigt tredjeverdens land.

     Det var også den første mediedækkede krig, hvor reportere filmede tæt på krigshandlingerne, og billederne kom for første gang i historien helt ind i folks stuer via fjernsynets udbredelse. Folk kunne ikke lide hvad de så, og USA's krig blev efterhånden voldsomt upopulær.

På amerikansk initiativ blev der allerede i 1954 dannet en sydøstasiatisk forsvarsalliance, Southeast Asia Treaty Organization, SEATO, hvis erklærede formål var at dæmme op for den kommunistiske indflydelse i området. De deltagende lande var USA, Frankrig, Storbritannien, Australien, New Zealand, Filippinerne, Thailand og Pakistan. Ifølge Genève-aftalen kunne Sydvietnam ikke optages i alliancen, men denne hindring blev omgået ved i stedet at optage landet som protokolstat.

     Det indebar, at SEATO-landene skulle beskytte zonen syd for den 17. breddegrad. Nordvietnam påpegede bruddet på Genève-aftalen, men uden effekt. På kommunistisk side støttede Kina og Sovjetunionen Nordvietnam med våben og forsyninger.

     Flere af SEATO-landene levede under Vietnamkrigen op til deres forpligtelser:

• SEATO-landenes tropper i Vietnamkrigen 
• Land         Antal tropper 
• Australien         8.500 
• Filippinerne      2.000 
• New Zealand      550 
• Sydkorea        45.000 
• Thailand         12.000

I løbet af 1950'erne ændrede USA sit syn på Vietnam. Under Den Anden Verdenskrig havde amerikanerne støttet modstandsgruppen Viet Minh i kampen mod japanerne, men i takt med optrapningen af Den Kolde Krig blev kommunisterne fjenden. Denne udvikling skal ses på baggrund af kommunisternes magtovertagelse i Kina i 1949 og Koreakrigen 1950-53, der var foranlediget af et angreb fra det kommunistiske Nordkoreas side.   For præsident Dwight David Eisenhower (1890–1969), der i 1953 afløste Harry S. Truman, var det indlysende, at det var USA, som måtte gå forrest i kampen mod kommunismen. Han lancerede den såkaldte dominoteori, der gik ud på, at hvis man overlod ét land i Sydøstasien til kommunisterne, ville de overtage de øvrige lande, der ville vælte som dominobrikker.

I Sydvietnam blev politikeren Ngo Dinh Diem (1901–1963) udnævnt til premierminister af den tidligere kejser Bao Dai. Han var katolik, stammede fra en velhavende godsejerfamilie, og var næsten ukendt for store dele af den lokale befolkning. USA støttede Diem og påbegyndte en omfattende økonomisk og militær bistand.   Diems styre viste sig hurtigt at være rent diktatorisk, og han tålte ingen opposition i landet. Han nægtede at samarbejde med Nordvietnam og ville ikke påbegynde forhandlinger om de i Genève aftalte genforeningsvalg. Begrundelsen var, at Nordvietnam ikke var et demokratisk land, og at regeringen i syd ikke havde underskrevet aftalen. USA var nødt til at støtte Diem af frygt for, at et valg ville betyde en genforening med Ho Chi Minh som leder.   Det skulle vise sig, at genforeningsvalgene ikke blot blev udskudt, de blev aldrig afholdt.

Der var en voksende modstand mod Diem, fra 1960 organiseret i Front National de Liberation, FNL (Den Nationale Befrielsesfront). FNL var en bred oprørsbevægelse mod diktaturet. Den var oprindeligt startet af centrale sydvietnamesere fra Indokinakrigens modstandsgruppe Viet Minh, men den militære kamp blev i vid udstrækning ledet fra Nordvietnam.   FNL opstillede et 10-punkts program, der skulle bane vejen for en bred accept blandt sydvietnameserne. Målene var at:

1. Fjerne Diem og danne en national demokratisk koalitionsregering. 
2. Sikre de demokratiske rettigheder så som presse-, ytrings- og forsamlingsfrihed samt sikre amnesti til de mange politiske fanger. 
3. Opbygge et nationalt og suverænt økonomisk system, der tilgodeså landets ressourcer og forbedrede befolkningens levestandard. 
4. Gennemføre en jordreform, der sikrede bøndernes ret til jorden. 
5. Gennemføre en uddannelsesreform, der bekæmpede analfabetismen. 
6. Danne en national hær og forbyde fremmede militærbaser i landet. 
7. Sikre lige rettigheder for landets minoriteter, samt ligeret mellem mænd og kvinder. 
8. Forme en udenrigspolitik baseret på neutralitet og alliancefrihed. 
9. Oprette normale forbindelser mellem de to zoner og fremme forhandlingerne om genforening. 
10. Bekæmpe aggressive krige og støtte bevægelser, der fremmede fred, demokrati og social udvikling.

FNL fik materiel støtte fra Nordvietnam, som indtil USA i 1965 optrappede krigen ikke havde militære enheder i Sydvietnam. Nordvietnams leder Ho Chi Minh havde indtil da næret det håb, at Ngo Dinh Diems styre ville bryde sammen og resultere i genforeningsvalg.   Det trak dog ud med dette sammenbrud, og den folkelige modstand blev efterhånden synlig i den vestlige verden. Hertil bidrog ikke mindst de mange buddhistiske selvbrændinger, der fandt sted i sommeren 1963.   Den 1. november 1963 blev Diem dræbt ved et militærkup, som havde USA's fulde støtte. Det løste dog ikke problemet, for de efterfølgende regeringer havde heller ikke folkelig opbakning, og blev skiftet ud i ét væk på grund af magtkampe i hæren.

USA havde efter fredsaftalen i Genève både civile og militære rådgivere i Sydvietnam i et hastigt stigende antal. Præsident John F. Kennedy (1917–1963), som tiltrådte sit embede i 1961, var overbevist om, at der kunne rettes op på den manglende folkelige opbakning til de skiftende regeringer, hvis vietnameserne fik demonstreret, hvordan de kunne besejre FNL. Hvor der i 1954 var stationeret 685 amerikanske rådgivere, var dette tal i 1961 steget til 2.000 og i 1962 til 10.000.   Kennedy havde ganske vist i hemmelighed i 1961 sendt en mindre specialstyrke til Vietnam, men han var tøvende over for sin vicepræsidents tanker om en massiv militær indgriben. Da denne, Lyndon B. Johnson (1908–1973), efter mordet på Kennedy i 1963 overtog præsidentembedet, blev grunden lagt til en amerikansk optrapning.   Inden skiftet i den amerikanske Vietnam-politik blev åbenbar, skulle Johnson først gennem præsidentvalget i 1964. Her lovede han under valgkampen, at han ikke agtede at sende amerikanske soldater til Vietnam, og han kritiserede forslag om at kaste bomber.

Ud fra den betragtning, at Vietnam i højere grad var et militært end et politisk problem, begyndte Lyndon B. Johnson straks efter, at han i 1964 havde tiltrådt sin anden periode som præsident, at planlægge en militær indgriben. Som påskud for at gribe direkte militært ind i Vietnam brugte han en episode den 2. august 1964, hvor efterretningskilder meddelte, at nordvietnamesiske kanonbåde havde beskudt en amerikansk destroyer i internationalt farvand i Tonkinbugten.   På baggrund af denne episode fik præsidenten den 7. august grønt lys af kongressen til at udvide det amerikanske engagement, og fra begyndelsen af 1965 skete en massiv overførsel af tropper og materiel. I Senatet stemte 88 for og 2 imod, mens det i Repræsentanternes Hus var 416 stemmer for og ingen imod.

De egentlige krigshandlinger begyndte i februar 1965, da FNL (Den Nationale Befrielsesfront) rettede et overraskelsesangreb mod en amerikansk militærforlægning, hvorved ni amerikanske soldater blev dræbt og 76 såret.   Den amerikanske reaktion kom inden for 14 timer: USA bombede et guerilla-træningscenter 60 km nord for den 17. breddegrad.   Vietnamkrigen var påbegyndt og operation Rolling Thunder, et massivt bombardement af Nordvietnam, gik i gang. I august 1972 blev det opgjort, at USA på dette tidspunkt havde detoneret 7,5 mio. tons sprængstoffer i Indokina. Til sammenligning anslås det, at den samlede anvendelse af sprængstoffer for alle krigsførende lande udgjorde cirka 2 mio. tons.

Hvis amerikanerne havde regnet med, at de med en moderat militær styrke kunne vinde krigen i Vietnam, tog de grundigt fejl. I 1968 omfattede styrken cirka 550.000 soldater, og denne styrke kunne ikke udvides, med mindre man mobiliserede hjemsendte årgange.

     Udviklingen i troppeantallet fremgår af nedenstående tabel:

• År      Antal 
• 1965      185.000 
• 1966      400.000 
• 1967      500.000 
• 1968      550.000 
• 1969      500.000 
• 1970      280.000 
• 1971      184.000 
• 1972        27.000

Selv om amerikanerne i lange perioder tæppebombede Nordvietnam, udeblev de militære resultater. Antallet af civile ofre var uhyggeligt stort, men nordvietnameserne fortsatte kampen. Derfor måtte USA indsætte stadig flere landstyrker, hvilket blot medførte større og større amerikanske tab.   USA mistede mere end 58.000 soldater i Vietnamkrigen og tusinder vendte tilbage med både legemlige og psykiske skader.   Størstedelen af de dræbte soldater døde ikke i regulær kamp mod en synlig fjende. De blev ofre for snigskytter og miner. Dette var med til at demoralisere amerikanerne, fordi disse anslag ikke kunne gengældes umiddelbart.

Fredsforhandlingerne mellem USA og Nordvietnam blev påbegyndt i Paris i 1968, men forhandlingerne gik meget trægt. Man opnåede enighed om et bombestop til gengæld for et løfte om, at nordvietnamesiske styrker holdt sig inden for deres egen zone. Da de officielle forhandlinger trak ud i årevis, indledtes hemmelige forhandlinger på topplan mellem de to lande. Dette førte i 1972 til en aftale om våbenhvile, men denne blev afvist af den sydvietnamesiske præsident.   Resultatet blev en kraftig genopblussen af kampene og nye bombardementer, de kraftigste under hele krigen. Dette førte omsider til en genoptagelse af fredsforhandlingerne, og den 23. januar 1973 blev fredsaftalen underskrevet i Paris.

Selv om Vietnamkrigen først sluttede i 1973, blev den i realiteten afgjort allerede i begyndelsen af 1968. Allerede på dette tidspunkt indså USA, at man ikke kunne vinde krigen. Årsagen var den såkaldte Tet-offensiv (navnet stammer fra det vietnamesiske månenytår), hvor FNL i en koordineret aktion angreb 36 ud af 44 provinshovedstæder i Sydvietnam foruden Saigon.   Angrebet kom bag på amerikanerne, der for det første var uforberedt på den ændrede FNL-taktik med angreb på byer, og for det andet slet ikke havde tiltroet FNL styrke nok til angreb i den målestok.   Selv om FNL led svære tab, og Tet-offensiven afslørede, at FNL ikke havde styrke til at overtage kontrollen med byerne, så afslørede den også, at den sydvietnamesiske hær og de amerikanske styrker ikke havde kontrol over landet.

Når den militære stormagt USA ikke var i stand til at besejre et lille krigshærget land, skyldes det blandt andet et manglende kendskab til guerillataktik og vietnamesisk kultur, og en deraf følgende misforstået krigsstrategi. USA forsøgte forgæves at bombardere Nordvietnam i knæ, faktisk blev der kastet 2,5 gange flere bomber over Vietnam, end under hele Anden Verdenskrig. Men det land, de bombede, var et af de mest lavteknologiske i verden. Hvor bombardementerne ville have skabt umådelige ødelæggelser i en industrination, var den ukomplicerede industri og infrastruktur nem at genopbygge. Samtidig hjalp Kina og Sovjetunionen løbende med at erstatte tabet af krigsmateriel og andre forsyninger. FNLs guerilla bevægede sig primært til fods ad Ho Chi Minh stien, som løb gennem junglen og gennem nabolandet Laos. Mange guerillaer gik desuden klædt i civil og var svære for de amerikanske styrker at få ram på. Derfor bombarderede amerikanerne ofte hele landsbyer, hvis de havde mistanke om, at der opholdte sig guerillastyrker. På samme måde smed de kemiske afløvningsmidler ud over store jungleområder for at guerillaerne skulle være nemmere at få øje på fra luften. De voldsomme angreb blev dokumenteret i tv, og USA’s krigsførelse blev efterhånden fordømt af civilbefolkningen i USA og resten af verden. Årsagerne til USA’s nederlag kan opsummeres således:

• USA havde ikke taget ved lære af franskmændenes nederlag ved Dien Bien Phu, hvor de blev ofre for den vietnamesiske guerillataktik. 
• De amerikanske militærrådgivere havde opbygget en traditionel sydvietnamesisk hær, der ikke var egnet til at imødegå en guerillahær. 
• Amerikanerne formåede aldrig at få folkelig opbakning i den vietnamesiske befolkning. 
• Folkestemningen i USA vendte til et overvejende flertal mod krigen. 
• USA blev udsat for et voksende politisk pres fra sine vestlige allierede for at afslutte krigen.

På grund af USA's frygt for dominoeffekten var Vietnamkrigen ikke blevet udkæmpet udelukkende inden for Vietnams grænser. Også Cambodja og Laos var blevet bombet, og i begge lande støttede USA de anti-kommunistiske kræfter.   I Cambodja blev kong Sihanouk i 1970 styrtet af general Lon Nol ved et USA-støttet militærkup, og amerikanerne rykkede straks ind med støtte. Denne indebar stadige bombardementer af FNL-baser og den effektive såkaldte Ho Chi Minh-sti, der var nordvietnamesernes forsyningslinje til Sydvietnam.   I Laos støttede USA kongedømmet mod den kommunistiske oprørsbevægelse Pathet Lao, hvilket medførte, at der i Laos i løbet af 9 år blev smidt flere bomber, end der var blevet kastet i Europa under hele Anden Verdenskrig.   Men hverken Cambodja eller Laos endte med at få kommunistisk styre. Efter Vietnamkrigen blandede vietnameserne sig militært begge stede, men der var ikke tale om en permanent okkupation. Det må konkluderes, at de nationale befrielsesbevægelser i virkeligheden mere kæmpede for selvstændighed end for kommunismen.

I løbet af halvtredserne vandt fjernsynet udbredelse i USA og Europa, og Vietnamkrigen blev således den første store væbnede konflikt, som til overmål blev dokumenteret i det nye, stærke medie. Uafhængige reportere gik tæt på krigshandlingerne, og billederne fra den fjerne krig kom helt ind i folks stuer. Tv-seerne kunne ikke lide, hvad de så. Men det var ikke blot døde amerikanske soldater. De så også noget, som de opfattede som en amerikansk krænkelse af menneskerettighederne.

     Antikrigsbevægelser skød op, og demonstrationerne, der oprindelig udsprang fra universiteterne, fik større og større tilslutning i en befolkning, der led under manglende bevillinger til den sociale sektor på grund af de enorme summer, der blev anvendt til en fjern krig.   Demonstrationerne var ikke blot karakteristiske for den amerikanske befolkning. Modstanden mod Vietnamkrigen blev den vel nok til dato mest samlende sag i den vestlige verden. Den blev en mærkesag for ikke blot ungdomskulturen og venstrebevægelserne, men forenede unge og gamle fra et bredt spektrum.

     Medierne, herunder i særlig grad fjernsynet, fik derfor en meget stor betydning for krigens gang, fordi den var en stærkt medvirkende faktor til at gøre krigen voldsomt upopulær, og til at mobilisere folkemasserne til en verdensomspændende protest, som satte et voldsomt pres på den amerikanske regering.

Vietnamkrigen er blevet stående som et vendepunkt i pressens historie, og er blevet kaldt for den sidste frie tv-krig. Under denne krig havde man ikke i tilstrækkelig grad taget højde for den kritiske presses magt til at mobilisere befolkninger, og for hvor vigtigt det derfor var, at holde hånd i hanke med den kommunikation, der slap ud. De udsendte reportere dokumenterede, som de ville, og de billeder de viste, fik modtagerne op af stolen. Læren fra Vietnamkrigen er derfor, at pressens magt er stor, og at hvis man kan kontrollere informationerne, kan man påvirke opinionen hjemme. I de krige, der er kommet sidenhen, har presseformidlingen i høj grad været under skarp kontrol. Dette kan gøres på flere måder:

• Briefinger: En måde er, at afholde hyppige og udvidede pressekonferencer, kaldet briefinger, hvor medievante militærfolk stiller sig til rådighed og fortæller om krigens gang samt viser billeder, de selv har valgt ud. Derved får journalisterne noget at skrive om, og faren for at de på egen hånd graver uønsket information frem mindskes. 
• Embedded journalism: En anden måde er den såkaldte embedded journalism, hvor man inviterer udvalgte pressefolk til at tage ud i felten sammen med hærenheder. Reporterne og fotograferne lever side om side med soldaterne og oplever krigen fra deres synsvinkel, hvilket går ud over den neutrale observation, som er den kritiske journalistiks forudsætning. 
• Censur: En tredje mulighed er direkte censur. Karakteristisk for nyhedsformidlingen af krige i nyere tid er, at der i ringe grad vises billeder fra krigens virkelighed og af dens mange ofre. I 2004 forbød den amerikanske forsvarsminister Donald Rumsfeld mobiltelefoner med kamera på militære baser i Irak, efter at der på internettet havde cirkuleret billeder, der viste tortur af irakiske fanger, ifølge artiklen ”Rumsfeldt forbyder kameratelefoner” (se kilder).

I de mange antikrigsbevægelserne, der – især under slutningen af krigen – skød op rundt om i verden, var der en klar overbevisning, om, at USA begik krigsforbrydelser under Vietnamkrigen. Men også uden for de mere græsrodsprægede rækker var mange overbeviste om, at USA havde ført en beskidt krig.   På initiativ af den engelske filosof Bertrand Russell blev der i 1966 oprettet en international tribunal, Russell-tribunalet, der på høringer i Stockholm og Roskilde året efter søgte at kaste lys over mistanken om krigsforbrydelser.   Tribunalet koncentrerede sig især om bevisførelse på følgende områder:

• Aggressionsforbrydelsen, herunder brud på internationale traktater 
• Anvendelsen af eksperimentelle våben, såsom gas og kemikalier 
• Bombning af hospitaler, sanatorier, skoler, diger og andre civile anlæg 
• Tortur og lemlæstelse af fanger 
• Gennemførelse af foranstaltninger til folkedrab, såsom tvangsarbejdslejre, massebegravelser og andre udryddelsesmetoder i syd

     Det er efter krigen kommet frem, at USA oversprøjtede 16 % af Sydvietnam i områder, hvor 7,5 % af befolkningen boede, med 72 millioner liter afløvningsmidler (heraf 40 mio. Agent Orange der indeholdt Dioxin).   Stor medieomtale fik også sagen om My Lai-massakren i 1968, der først blev offentligt kendt året efter. Den drejede sig om det faktum, at en deling amerikanske soldater havde nedslagtet de civile indbyggere i landsbyen My Lai, fordi byen var blevet udpeget som muligt hovedkvarter for FNL.   Delingsføreren, løjtnant William Calley, blev i 1971 idømt livsvarigt fængsel som ansvarlig for massakren. Med til historien hører, at han allerede i 1974 blev benådet af præsident Nixon.

Den sidste amerikanske helikopter forlod Vietnam 31. marts 1975, og en måned efter rykkede FNL og nordvietnamesiske styrker ind i Saigon. Kommunisterne havde nu magten i hele landet. I 1980 fik landet en ny forfatning og skiftede navn til The Socialist Republic of Vietnam.   Etableringen af et nyt samfund efter de mange års voldsom krig forløb naturligvis ikke smertefrit. De økonomiske problemer blev ikke mindre af, at landets 10-årige besættelse af Cambodja, hvor vietnameserne fik fordrevet Pol Pot og hans rædselsregime, medførte en amerikansk handelsboykot, der først blev ophævet i 1993.   Bortset fra de store økonomiske problemer, som befolkningen stod overfor, var der også politiske problemer. Alle, der havde haft relation til USA og det gamle styre i Sydvietnam følte sig med større eller mindre ret utrygge, og de mange vietnamesere af kinesisk afstamning blev direkte forfulgt efter 1977, hvor den politiske spænding mellem Vietnam og Kina blev skærpet.   Dette førte til en sand masseflugt fra landet. Det er disse flygtninge vi kom til at kende som bådflygtningene, for hovedparten flygtede til søs i næsten alt, der kunne flyde, og mange nåede aldrig frem.   Flugten stod på i årevis, og det anslås, at godt en million mennesker flygtede på denne måde og at 30-40 % omkom undervejs.

Vietnam er i dag en af verdens hurtigst voksende økonomier. Den stigende velstand er hovedsagelig baseret på tekstilindustrien, og landet er den næststørste leverandør af tøj til USA. Den materielle fremgang er især markant i de større byer, hvor klassen af unge forbrugere er voksende.

     Samtidig er landet, med sin lange kystlinje og lave rismarker, alvorligt truet af oversvømmelser på grund af klimaforandringerne, ifølge artiklen ”Risbønder redder deres marker med beplantning” (se kilder).

     Politisk har landet været en kommunistisk etpartistat lige siden krigens afslutning. Og selv om det private erhvervsliv spiller en central rolle i samfundet, og politiske reformer er et tegn på opblødning af det enevældige styre, er der – som i alle regimer – stadig store problemer med korruption, politivold og forfølgelse af systemkritikere. For eksempel er Vietnam, ifølge indslaget ”Vietnam er ét af de lande i verden, hvor flest bloggere fængsles” (se kilder) fra august 2012, det land i dag, der – efter Kina – har fængslet flest bloggere.

     Relationen til USA er igennem de seneste år blevet bedre. USA er i dag landets vigtigste handelspartner, og i efteråret 2012 indledtes et fælles projekt mellem USA og Vietnam om at rense den forgiftede jord i Danang for resterne af det kemiske afløvningsmiddel, som blev benyttet under krigen, og som menes at være skyld i sygdomme hos lokalbefolkningen. Det skriver Information i artiklen ”Luftbase i Vietnam skal renses for krigsgift” (se kilder).