Borgerløn

Ideen om borgerløn opstod allerede i 1500-tallet, og siden har adskillige filosoffer, økonomer og samfundstænkere med forskelligt ideologisk ståsted taget tankerne op med jævne mellemrum. Kort fortalt går borgerløn ud på, at alle borgere i et land får ret til et beløb, som de kan overleve for. De må så selv bestemme, hvor meget de vil arbejde og med hvad. Derfor kaldes borgerløn også for basisindkomst. Ingen lande har endnu konsekvent forsøgt at indføre borgerløn, men der er lavet eksperimenter med det i både Asien, Afrika, Sydamerika, Europa og Canada, og der sættes stadig nye eksperimenter i gang.   I Danmark har partiet Alternativet skrevet forsøg med borgerløn ind i sit partiprogram, og i Frankrig har en præsidentkandidat borgerløn til unge på sit program.

     Når borgerløn diskuteres ivrigt i disse år, skyldes det bl.a., at det ifølge nogle af fortalerne kan være en løsning på nogle af tidens store udfordringer med ulighed og arbejdsusikkerhed. Modstanderne mener modsat, at borgerløn vil betyde, at alt for mange vil holde op med at arbejde, eller kan blive en undskyldning for at efterlade mange mennesker på en lav ydelse uden udsigt til meningsfuldt arbejde.

Borgerløn er en økonomisk-politisk idé om, at alle borgere i et samfund har ret til en indkomst, som de får udbetalt, uden at der stilles krav til dem om f.eks. at stå til rådighed for arbejdsmarkedet eller deltage i aktivering. Ydelsen skal have en størrelse, så det er muligt at leve af den. Det fremgår af opslaget ’borgerløn’ i Den Store Danske (se kilder).  I princippet kan borgerløn have en hvilken som helst størrelse, som man i et samfund kan blive enige om, men den mest almindelige holdning er, at den skal være på et niveau, som gør det muligt at leve af den, omend på et beskedent niveau. Basisindkomsten kan gradueres, så der er lavere satser for børn, for unge osv., men ellers skal den gives til alle uanset alder, etnicitet, køn, øvrige indkomster osv. Det fremgår af hjemmesiden for den danske borgerlønsbevægelse BIEN Danmark (se kilder).  Ideen med borgerløn er ikke, at borgerne ikke skal arbejde, men at de skal kunne vælge mere fleksibelt, hvor meget lønarbejde, de har brug for på forskellige tidspunkter i livet, og at det bliver muligt f.eks. at prioritere kulturelt og socialt arbejde eller bruge mere tid på familien i stedet for at bruge al sin tid på lønarbejde.

Borgerløn kendes også under en række andre ord, som kan variere lidt i betydning, f.eks.:

• Basisindkomst eller ubetinget basisindkomst (UBI). I Tyskland bruges begrebet Grundeindkommen, i USA bruges begrebet Basic Income Guarantee (BIG). 
• Negativ indkomstskat: En variant af basisindkomst, bl.a. foreslået af den liberalistiske amerikanske økonom Milton Friedman. 
• Social dividende: En form for ydelse til borgerne, baseret på afkast af offentlige virksomheder eller offentlige ejede ressourcer. I Alaska er der f.eks. indført en sådan dividende baseret på olieforekomster, og i EU har den belgiske professor Philippe van Parijs foreslået en Euro-dividende. 
• 'Universal Basic Share' (UBS): En ordning, som minder om borgerløng, men hvor den garanterede mindsteindtægt er en fast andel af landets nationalindtægt.

Ideen om en basisindkomst for alle kan føres tilbage til 1500tallet, bl.a. hos den engelske statsmand, humanist og jurist Thomas More (1477-/8-1535), der i sit værk ”Utopia” beskriver et samfund med få standsforskelle, hvor privat ejendomsret og pengeøkonomi ikke findes, sundhedsvæsnet er udbygget, og alle samfundsborgere er virksomme. Ideen blev siden udviklet af filosoffer, samfundsteoretikere og økonomer, bl.a. i 1700-tallet, hvor den britiske filosof og amerikanske revolutionære Thomas Paine (1737-1809) udgav en pjece, hvor han argumenterede for, at jorden er alle menneskers fælles arv, og at jorden derfor ikke kan gøres til privat ejendom.  Også i 1800-og 1900-tallet har ideen været taget op af en række filosoffer, bl.a. den britiske filosof og matematiker Bertrand Russel (1872-1970), der omkring 1. Verdenskrig beskæftigede sig med socialistiske ideer om samfundets indretning og foreslog en form for basisindkomst.  Især i tiden efter 2. Verdenskrig blev ideen om basisindkomst (borgerløn) igen behandlet af filosoffer og samfundsteoretikere.

Borgerløn opfattes af nogle som en form for overførselsindkomst, men borgerløn adskiller sig dog fra de fleste former for overførselsindkomster på i hvert fald tre punkter:

• den udbetales til alle individer og ikke til husholdninger eller familier 
• den udbetales uafhængigt af anden indkomst og formue 
• den udbetales uden en arbejds- eller aktiveringspligt.

     Den minder altså mere om f.eks. folkepension og børnepenge end om kontanthjælp, sygedagpenge eller dagpenge.

Borgerløn kan udformes på forskellige måder. Den kan formes som en løbende, statsligt tildelt basisindkomst, som en grundkapital (social dividende) eller som en negativ indkomstskat. Borgerlønsbevægelser i blandt andet Danmark har desuden udarbejdet en række forskellige modeller for at indføre borgerløn gradvist eller i begrænset form, så den ikke bliver givet til alle, men til udvalgte grupper, f.eks. kunstnere, unge, hjemløse eller ældre. Der har også været eksperimenter med kun at udbetale borgerløn til borgere på kontanthjælp eller til en mindre gruppe særligt fattige mennesker i bestemte områder eller landsbyer. Desuden har der været forslag om, at borgerløn kan være en ydelse, som den enkelte borger kan vælge til eller fra. Nogle borgerlønsfortalere mener dog, at en del af disse modeller reelt ikke er borgerløn, men allerhøjst nye former for velfærdsydelser, som er inspireret af nogle af tankerne bag borgerløn.

Borgerlønsideen er gennem tiden blevet fremført af mennesker med meget forskellige politiske og filosofiske holdninger, og det gælder også nutidens fortalere for borgerløn, at de ikke kan placeres inden for en bestemt politisk retning eller ideologi. Borgerlønsbevægelsen i Danmark argumenterer på sin hjemmeside (se kilder) for, at borgerløn eller basisindkomst kombinerer de bedste ting fra flere forskellige politiske og filosofiske traditioner ved at både at give den enkelte større frihed, sådan som liberalister typisk ønsker, og ved at give tryghed, hvilket typisk prioriteres højt blandt socialister. En af stifterne af den danske borgerlønsbevægelse, Erik Christensen, anser ifølge artiklen ”Tiden er moden til borgerløn” i Information (se kilder) borgerlønsideen for at være ”liberalistisk, ikke socialistisk”.  Den hollandske journalist og forfatter Rutger Bregman, der har skrevet en bog om borgerløn, lægger også vægt på friheden som den vigtigste effekt af at indføre en basisindkomst. I artiklen ”De fattige har brug for penge – ikke kontrol” i Information (se kilder) siger han: ”Det vigtigste ved en basisindkomst er, at den vil give os ægte frihed. Vi har mange friheder i den vestlige verden: Ytringsfrihed, forsamlingsfrihed, religionsfrihed. Men vi har ikke en reel frihed til selv at bestemme, hvad man kan gøre med sit liv.”

Mange økonomer og filosoffer og andre forskere og eksperter har gennem tiden behandlet ideen om borgerløn, heriblandt flere Nobelprismodtagere i økonomi. På hjemmesiden for den danske borgerlønsbevægelse (se kilder) findes en oversigt over prominente og berømte fortalere for borgerløn, bl.a.:

• Jan Tinbergen (1903-1994), leder af det hollandske departement for økonomisk planlægning 1944-55 og professor i Rotterdam 1933-73. Modtog i 1969 Nobelprisen i økonomi. Var den første økonom, der brugte begrebet ’basic income’ (basisindkomst). 
• Milton Friedman (1912-2006), professor i økonomi på University of Chicago 1946-76 og frontfigur i den såkaldte Chicago-skole. Fik Nobelprisen i økonomi i 1976. Fortaler for indførelse af en negativ indkomstskat, en form for borgerløn. 
• Martin Luther King (1929-1968), amerikansk borgerrettighedsforkæmper, der i 1968 fik Nobels Fredspris for sit arbejde for ikke-vold og racelighed. Støttede tanken om borgerløn/basisindkomst som en del af fattigdomsbekæmpelsen. 
• Jürgen Habermas (1927-), tysk sociolog, der er kendt for sine analyser af senkapitalismen og den moderne velfærdsstat. Har udtrykt sympati for tanken om basisindkomst. 
• Ulrich Beck (1944-2015), tysk sociolog og samfundsforsker, der beskæftigede sig med udviklingen på arbejdsmarkedet. Mente, at ’borgerarbejde’ skulle anerkendes på lige fod med traditionelt lønarbejde og belønnes med borgerløn/basisindkomst. 
• Zygmunt Bauman (1925-2017), polsk-britisk sociolog, der har skrevet om modernitet og postmodernitet og ser borgerløn/basisindkomst som en af flere måder at bryde med ’usikkerhedens politiske økonomi’ 
• Hartmut Rosa (1965-), tysk sociolog og politolog, der er kendt for et kritisk blik på den vestlige verdens fokus på økonomisk vækst og effektivitet. Har talt for basisindkomst som en god begyndelse på en tiltrængt reform af velfærdsstaten. 
• André Gorz (1923-2007), fransk socialistisk forfatter og journalist, en af grundlæggerne af fransk økosocialisme. Ser borgerløn/basisindkomst som en del af visionen for et socialistisk samfund.

I Danmark blev begrebet borgerløn for alvor gjort kendt via bogen ”Opør fra midten” (se kilder), som udkom i 1978. Forfatterne skrev forholdsvis kort i bogen om borgerløn som et element i skabelsen af det, de kaldte et humant ligevægtssamfund. Men det var nok til, at der kom gang i en debat om borgerløn. Den døde dog ud igen og blev ikke for alvor en del af den politiske dagsorden før for nylig. Dog har især kredse i Det Radikale Venstre været optaget af tanken, og de inddrog det i begyndelsen af 1990erne i debatten om forskellige former for orlovsordninger i Danmark. Desuden blev ideen om borgerløn fremført af Minoritetspartiet, som blev stiftet i 2000, stillede op til Folketingsvalget i 2005, men uden at blive valgt ind og blev nedlagt i 2007. En af partiets stiftere, idehistoriker Rune Engelbreth Larsen, tog desuden ideen om borgerløn op i debatbogen ”Oprør fra bredden” i 2002 (se kilder).   Borgerløn blev igen en del af den politiske debat i Danmark, da partiet Alternativet (stiftet i 2013, i november 2015 valgt ind i Folketinget med ni mandater) i 2014 skrev borgerløn ind i sit partiprogram og argumenterede for at eksperimentere med borgerløn i stedet for kontanthjælp – som et første skridt i retning af eventuelt at indføre borgerløn som ydelse til alle borgere i Danmark.   Alternativet arrangerede desuden i september 2016 – i samarbejde med den danske borgerlønsbevægelse, BIEN – Danmark, en nordisk konference om emnet på Christiansborg.

Debatten om borgerløn er især blevet aktuel på grund af en række globale udfordringer, som de etablerede politiske partier har svært ved at finde løsninger på. Det gælder bl.a. den nye teknologi, automatisering og freelanceøkonomien, der alt sammen skaber stor usikkerhed på arbejdsmarkedet. I artiklen ”Tech-eliten får job til at forsvinde – nu taler de om borgerløn” i Information (se kilder) nævnes som eksempler her på bl.a.:

• at to Oxford-forskere i en rapport fra 2013 analyserede mere end 700 jobtyper og konkluderede, at 47% af dem vil være erstattet af robotter eller maskiner i de kommende årtier. 
• at World Economic Forum skønner, at den igangværende industrirevolution vil gøre over syv millioner job overflødige de næste fem år. 
• at den danske centrumvenstre-tænketank Cevea spår, at op mod en tredjedel af alle danske job – 876.000 – med stor sandsynlighed vil være blevet ofre for automatisering inden for de næste årtier.

     Samtidig er der ifølge flere samfundsforskere opstået et globalt prekariat (uorganiserede, i en ’prekær’ situation – prekariat er en sammentrækning af prekær og proletariat), som bl.a. består af unge arbejdsløse, der aldrig finder fodfæste på arbejdsmarkedet trods gode uddannelser, projektansatte kulturarbejdere, freelancere, løstansatte og vikaransatte i mange brancher.

Nogle politikere, forskere og debattører er begyndt at se borgerløn som en del af en mulig løsning på disse udfordringer. Det gælder bl.a. Robert Reich, politolog og arbejdsminister i USA 1993-1997 under daværende præsident Bill Clinton. I artiklen ”Tiden er moden til borgerløn” i Information 2. januar 2016 (se kilder) siger han: ”Implementeringen af en basisindkomst vil bidrage til at reducere den job- og lønusikkerhed, som lige nu giver næring til den voksende antielitære politiske bevægelse i både Europa og USA. Den teknologiske udvikling vil føre til, at flere og flere job i de kommende år vil blive erstattet af robotter og avanceret teknologi. En form for basisindkomst kan hjælpe mennesker til at føle sig mere økonomisk sikrede.”  Den danske økonom Christian Gormsen, der har fulgt debatten om borgerløn, er enig og forklarer i samme artikel (se kilder) opblomstringen af debatten med, at det igen har fået relevans som svar på nye udfordringer: ”Borgerløn er noget nyt, man kan kæmpe for, fordi det er et svar på, hvordan samfundet og økonomien udvikler sig. I modsætning til i Danmark f.eks., hvor det meste politik handler om, hvordan vi skal skære i velfærdsydelserne, eller om vi har råd til at bevare dem.”  I samklang hermed siger en af stifterne af den danske borgerlønsbevægelse, Erik Christensen, ifølge samme artikel, at borgerløn først og fremmest er et middel mod fattigdom, som vil blive mere relevant fremover: ”Muligvis vil ny teknologi i form af robotter, maskiner og computere også overflødiggøre det meste arbejde i fremtiden. Derfor er der behov for at sikre alle en vis indkomst.”

Fortalere for borgerløn/basisindkomst findes blandt debattører, økonomer og samfundstænkere med meget forskellige baggrunde. I mange lande findes netværk og foreninger, der arbejder for borgerlønsideen, og i 1986 dannedes et internationalt forsknings- og bevægelsesnetværk for gennemførelse af borgerløn – BIEN (Basic Income European Network). I 2004 blev navnet ændret til Basic Income Earth Network for at signalere, at netværket nu også omfattede foreninger og forskere uden for Europa. I Europa har en række filosoffer fra bl.a. Tyskland, Frankrig, Polen og Holland talt varmt for borgerløn, ligesom der i de senere år er opstået politiske bevægelser – ofte på venstrefløjen – i lande som Spanien, Grækenland og Danmark, som taler for borgerløn. Der findes dog også mange liberale tænkere og politikere, som især er begejstrede for ideen om borgerløn, fordi det stiller alle lige, og staten blander sig mindre og har brug for færre kontrolinstanser over for borgerne, og det vil spare det offentliges ressourcer til administration af sociale ydelser. Også erhvervsfolk og kunstnere er direkte engageret i borgerlønsbevægelsen eller bakker ideen op I Tyskland har en ung entreprenør f.eks. lavet sit eget eksperiment med borgerløn. Hver måned giver han cirka 40 tyskere 1000 euro hver som en form for borgerløn. Modtagerne er bl.a. en kvinde, der vil sige sit job op og afprøve en virksomhedside og en mand, der gerne vil færdiggøre sin ph.d. Formålet er at undersøge, hvordan mennesker reagerer når deres materielle eksistens er sikret uden betingelser eller modydelser. Eksperimentet ’Mein Grundeinkommen’ (Min basisindkomst) beskrives i en artikel fra Kristeligt Dagblad (se kilder).

Generelt er fagbevægelsen skeptisk eller negativ over for borgerløn, og det samme gælder mange af de europæiske socialdemokratierne, herunder det danske, og ofte også store dele af den øvrige venstrefløj. F.eks. har man i Enhedslisten i Danmark diskuteret borgerløn, men et flertal i partiet har besluttet ikke at arbejde for borgerløn. Ofte er venstrefløjspolitikere imod borgerløn, fordi de mener, at pligter og rettigheder skal følges ad, og fordi de mener, at borgerløn kan misbruges af højrefløjen til at sænke ydelserne til arbejdsløse til et uacceptabelt lavt niveau.  Dog er der undtagelser, f.eks. den socialistiske præsidentkandidat Benoint Hamon i Frankrig, der har foreslået en form for ungdomsborgerløn i form af, at udeboende unge mellem 18 og 25 år skal have et månedligt beløb svarende til omkring 4.500 kroner ud over eventuel løn.

Blandt de argumenter, som fortalere for borgerløn ofte nævner, er:

• Borgerløn vil bringe grundlæggende økonomisk tryghed for alle og vil styrke individets frihed og uafhængighed i forhold til arbejdsmarked, stat og familie. 
• Borgerløn er en naturlig konsekvens af, at man i moderne samfund ikke accepterer, at nogen skal leve under vilkår, der truer deres overlevelse. 
• Borgerløn ligger i naturlig forlængelse af en række andre ydelser i velfærdssamfundet, hvortil der ikke er knyttet nogen modsvarende pligt, f.eks. gratis skolegang og uddannelse, gratis sundhedsvæsen, offentlige veje og anden infrastruktur, folkepension og børnecheck. 
• Borgerløn kan erstatte en række af de nuværende overførselsydelser, så man kan spare på administration af det nuværende kontrol- og aktiveringssystem. 
• Borgerløn vil motivere flere til at arbejde, da det, man tjener udover borgerlønnen, ikke vil blive modregnet. 
• Borgerløn vil styrke det civile samfund, fordi den vil give frihed til helt eller delvist at fravælge betalt arbejde – og i stedet bruge tid på f.eks. kunst og kultur, familieliv og deltagelse i demokratiet 
• Borgerløn vil give borgerne en reel mulighed for at sige nej tak til dårlige arbejdsforhold.

Blandt de argumenter, som modstanderne af borgerløn ofte nævner, er:

• Borgerløn risikerer at underminere solidariteten i samfundet, fordi nogle vil vælge slet ikke at arbejde. Pligter og rettigheder bør altid følges ad. 
• Borgerløn er økonomisk urealistisk, fordi den vil føre til uacceptabelt høje skatteprocenter. 
• Borgerløn kan skabe en ny form for fattigdom, hvis ydelsen bliver sat for lavt og indføres for at skabe et billigere alternativ til velfærdsstaten. En lav ydelse vil give virksomhederne mulighed for at sænke lønningerne og slippe af med mindsteløn og overenskomster. 
• Borgerløn kan skabe øgede modsætninger og splittelse mellem dem, der arbejder, og dem, der er på borgerløn, hvis en stor gruppe i samfundet kommer til at være permanent på borgerløn. 
• Borgerløn fritager samfundet fra ansvaret for at tilbyde beskæftigelse, og den vil derfor især være en fordel for kreative og iværksættere, som har overskud til selv at skabe et godt arbejdsliv.

     Flere af disse argumenter nævnes i artiklen "Borgerløn kan være en blindgyde" i Information (se kilder).

Intet land i verden har gennemført en egentlig borgerløns- eller basisindkomstordning. Men i nogle lande er der indført ordninger, som minder om borgerløn. F.eks. har hver statsborger i Alaska siden 1977 modtaget en såkaldt social dividende på gennemsnitlig 1.000 dollars fra en statslig fond, hvis midler stammer fra naturresurser, især olie.   Der er desuden gennemført og gennemføres fortsat eksperimenter med borgerløn i mange lande. Eksempler herpå er:

• I 1970erne gennemførte man et forsøg med borgerløn i byen Mincome i Canada. Det viste, at mødre og unge arbejdede mindre, efter at de havde fået borgerløn.   Der er nu planer om et pilotprojekt med borgerløn i den canadiske provins Ontario, og den canadiske ministerpræsident har talt varmt for indførelse af en mere generel borgerlønsordning. 
• I London gennemførte man for få år siden et forsøg, hvor man gav en gruppe hjemløse 30.000 kroner kvit og frit for at se, om de selv kunne forbedre deres levevilkår. Mange kom ud af deres problemer og skaffede sig en bolig. 
• I den hollandske by Utrecht vil man i 2017 lave et forsøg med borgerløn til en gruppe af mennesker, der allerede modtager sociale ydelser som dagpenge og kontanthjælp. Ydelsen skal være på omkring 7.000 danske kroner om måneden. Man vil sammenligne borgerlønsmodtagernes adfærd med borgere, der fortsat skal modtage ydelser på gældende vilkår samt en gruppe, der til gengæld for ydelsen skal lave frivilligt arbejde. 
• I Finland laver man i 2017-18 et nationalt forsøg med borgerløn, hvor 2.000 tilfældigt udvalgte arbejdsløse hver måned får, hvad der svarer til 4.200 danske kroner i borgerløn uden krav om modydelser og med mulighed for at beholde ydelsen, selv om de får lønnet arbejde. En kontrolgruppe vil få samme overførselsindkomster som hidtil og dermed fortsat være underlagt krav om aktivering, ligesom de vil miste hele eller dele af deres offentlige støtte, hvis de kommer i arbejde.

I Namibia, Indien og Brasilien har man lavet lokale forsøg med borgerløn, der generelt har haft positive effekter, f.eks. i form af, at folk blev mindre fattige, og flere børn kom i skole. I Indien har man f.eks. gennemført forsøg med universel basisindkomst (UBI) i delstaten Madhya Pradesh, hvor 6.000 mennesker i halvandet år fik en månedlig betaling på op til 300 rupier pr. voksen og det halve pr. barn. Resultaterne var gode, og derfor har en regeringsrådgiver i Indien netop foreslået, at man indfører UBI i hele landet. Der er allerede indført borgerlønslignende ordninger i en række indiske delstater, f.eks. gratis skolemad til alle børn uanset forældrenes indkomst og garanti for 100 dages arbejde til mindstelønnen for borgere på landet.  I Kenya og Uganda har Organisationen GiveDirectly i en årrække arbejdet med direkte pengeoverførsler til fattige og iværksætter snart et eksperiment, hvor 6.000 fattige i Kenya og Uganda skal modtage en fast basisindkomst i 10 år, så man kan måle på, hvilken effekt det har.

Borgerløn diskuteres ikke længere kun i akademiske kredse, men også i bredere politiske kredse i mange lande. I USA har politologen Robert Reich, der var arbejdsminister under præsident Bill Clinton fra 1993-1997, f.eks. i en ny bog foreslået, at man indfører en form for basisindkomst for at bekæmpe den voksende økonomiske ulighed og mindske befolkningens mistillid til, at den politiske elite kan løse de problemer, verden står over for. I Canada har ministerpræsident Justin Trudeau også nævnt muligheden for at indføre en form for basisindkomst, og i Frankrig har den socialistiske præsidentkandidat Benoint Hamon foreslået borgerløn til udeboende unge mellem 18 og 25 år.  Ved World Economic Forum (WEF) i Davos i Schweiz i 2016 blev borgerløn diskuteret.  En række nye politiske bevægelser i Europa er optaget af borgerlønstanken, fremgår det af artiklen ”Tiden er moden til borgerløn” i Information (se kilder). Her siger en af grundlæggerne af den internationale paraplyorganisation for borgerlønsbevægelser, BIEN, den britiske økonomiprofessor Guy Standing: ”Jeg mener, at vi bevæger os hurtigt mod en politisk spændende tid, hvor nye bevægelser ser dagens lys, som danske Alternativet, Podemos i Spanien, Syriza i Grækenland og Razem i Polen, som (…) tilbyder en ny og mere progressiv, politisk agenda. I mange tilfælde inkluderer de også basisindkomst i deres politiske platform eller overvejer at gøre det.” Også de islandske og tyske Piratpartier har borgerløn på deres partiprogram.  Eksperimenter med borgerløn i udvalgte kommuner og regioner rundt omkring i verden giver desuden flere erfaringer, som gør det muligt at diskutere på et mindre løst grundlag, hvad konsekvenserne af at indføre borgerløn vil blive.

Fagbevægelser i mange lande er imod, og det kan bremse realiseringen af ideen. Desuden er fortalerne for borgerlønsideen ofte uenige om den konkrete udformning, f.eks. beløbets størrelse.  Selv i lande, hvor der er stærke borgerlønsbevægelser, vil det ofte være svært at få et flertal for at indføre en ordning, som omfatter hele samfundet. F.eks. var der i juni 2016 folkeafstemning i Schweiz om indførelse af borgerløn. Afstemningen var en konsekvens af, at 120.000 borgere havde skrevet under på, at de ønskede en afstemning om spørgsmålet. En regel i Schweiz betyder nemlig, at hvis mindst 100.000 borgere ønsker et forslag sat til afstemning, skal der gennemføres en afstemning. Den schweiziske regering talte dog imod forslaget, og ved en afstemning i det schweiziske parlament stemte 146 imod, 14 for og 12 forholdt sig neutralt. Ved folkeafstemningen deltog 46,9% af vælgerne, og af dem stemte 76,9% nej til indførelse af borgerløn.  Selv om borgerlønsbevægelsen er blevet stærkere i mange lande i lyset af velfærdssamfundenes udfordringer, er der også tendenser, der går i den modsatte retning. Det nævnes f.eks. i en artikel på Videnskab.dk (se kilder), hvor en norsk forsker peger på, at man i Norge siden begyndelsen af 1990’erne har skærpet kravene til dem, der modtager velfærdsydelser, f.eks. sygedagpenge.