Fattigdom i Danmark

Er man kun fattig, når man er på sultegrænsen og mangler tag over hovedet, eller kan man også kalde sig fattig, når man ikke har råd til at købe medicin eller sende sin søn på fodboldlejr som andre forældre? Spørgsmålet har vakt megen debat i Danmark, hvor man ikke har en officiel formel for, hvornår man er fattig. Størstedelen af dem bor i landets storbyer og udkantsområder. De er ofte havnet i fattigdom efter en stor omvæltning i deres liv som en fyring eller en skilsmisse, og de lever et liv præget af skam, isolation og utryghed. Opgørelser viser, at 64.500 af de danske fattige er børn.

Verden over findes der flere definitioner på, hvad fattigdom er, men traditionelt set er fattigdom blevet defineret ud fra, hvor mange penge et menneske har til rådighed. Når man ser på økonomisk fattigdom i dag, skelner man typisk mellem absolut fattigdom og relativ fattigdom.

     Mennesker er ramt af absolut fattigdom, når de har så lav en indkomst, at de ikke har råd til basale behov som bolig, tøj, mad og rent drikkevand. Den lave indkomst gør, at deres sundhed og eksistens er truet. Ifølge Verdensbanken er et menneske ramt af absolut fattigdom, hvis han eller hun har mindre end 1,25 dollars svarende til cirka 7 kroner til rådighed om dagen.

     Selvom man ikke lever på sultegrænsen, kan man godt føle sig fattig, hvis man ikke har adgang til eller kan opnå den velstand, som er gængs i det samfund, man lever i. Det kan for eksempel ske, hvis man som forælder modsat andre forældre ikke har råd til at købe fodboldstøvler til sin søn eller til at sende sin datter på koloni. I et sådant tilfælde er man havnet i relativ fattigdom.

     Hvornår et menneske er ramt af relativ fattigdom varierer fra samfund til samfund, men den oftest anvendte måde at beregne relativ fattigdom på er at benytte den såkaldte ’medianindkomstmetode’. Følger man den, er mennesker fattige, hvis de tjener under 50 procent af, hvad medianindkomsten er i det land, de lever i. Medianindkomsten findes ved at tage gennemsnittet i forhold til, hvad de fleste tjener. Det giver et mere realistisk billede af indkomstfordelingen end blot at tage gennemsnittet, fordi man så ikke tager yderpolerne med – de få i samfundet, som tjener flere millioner om året, eller omvendt den lille gruppe af mennesker, som tjener meget lidt. Hvis medianindkomsten i en befolkning er 300.000 kroner om året, er man altså fattig, hvis man tjener under 150.000 kroner.

     Den internationale organisation for økonomisk samarbejde og udvikling (OECD) bruger medianindkomstmetoden, når den skal gøre antallet af fattige op, mens EU opererer med, at man er fattig, hvis man tjener under 60 procent af medianindkomsten. Det vil sige, at man er fattig, hvis man tjener under 180.000 kroner, når medianindkomsten er 300.000 kroner.

     En del af kritikken mod brugen af medianindkomstmetoden går på, at studerende gennem den bliver kategoriseret som fattige, fordi de har en lav indkomst, mens de studerer. Flere mener ikke, at studerende kan betegnes som fattige, da de kun har en lav indkomst i en periode og kan se frem til, at deres studier vil føre til et job, der vil give dem en væsentlig højere indkomst. Af den grund bliver studerende ofte udeladt, når antallet af fattige skal gøres op ved hjælp af medianindkomstmetoden.

     Springer vi til USA, vil vi se, at landet har sin egen økonomiske fattigdomsgrænse, som er trukket ud fra en gennemsnitlig families budget til mad og andre vigtige udgifter. I 2011 var grænsen på 22.350 dollars svarende til cirka 127.000 kroner for en familie med to forældre og to børn under 18 år. Har en familie en indkomst under det beløb, betegnes den som fattig i USA.

Socialminister Karen Hækkerup indførte i 2013 en officiel fattigdomsgrænse på 103.200 kroner, men den blev afskaffet igen af en ny regering. "Vi kan ikke bruge en fattigdomsgrænse til noget som helst i socialpolitik, så derfor vil jeg ikke bruge flere ressourcer på den," sagde Venstres Socialminister Karen Ellemann, da hun i 2015 afskaffede den. Det fremgår af en artikel på Altinget.dk (se kilder).

     Mens flere udelukkende ser på fattigdom med økonomiske briller, lægger Rådet for Socialt Udsatte vægt på, at det at være fattig ikke kun handler om, at man har en lav indkomst. Rådet skriver i rapporten ”Jeg drømmer om, at min journal bliver brændt” fra 2012 (se kilder), at fattigdom ikke kun handler om økonomi, men også om, at man som menneske befinder sig i en udsat position, hvor man bliver ligeglad med sit liv. Det kan ske, efter at man for eksempel er blevet skilt, har mistet sit arbejde, har afbrudt en uddannelse, er kommet ud i et misbrug eller har fået en sindslidelse. For mange mennesker fører det til tab af værdighed, og de føler sig uden for samfundets fællesskab.

     I 2018 indførte Danmarks Statistik en ny grænse for, hvornår man er fattig i Danmark, der ellers blev afskaffet i 2015. Det sker på initiativ fra Finansministeriet og som en konsekvens af, at Danmark har tilsluttet sig FNs verdensmål. Selv siger Danmarks Statistik dog, at den nye grænse ikke er decideret fattigdomsgrænse, men snarere en ’fattigdomsindikator’:

     ”Der er ikke nogen enkelt definition af fattigdom, og derfor findes der heller ingen objektivt korrekt indikator for fattigdom. På den baggrund har Danmarks Statistik valgt at præsentere tre indikatorer, som beskriver emnet fra tre forskellige vinkler. Én fokuserer på indkomstniveauet (lav indkomst), én fokuserer på forbrugsmulighederne (relativ fattigdom), og én fokuserer på personers selvoplevede indtryk (økonomisk sårbarhed),” siger afdelingsdirektør i Danmarks Statistik Niels Ploug i en pressemeddelelse fra Danmarks Statistik (se kilder).

     Den nye model er inspireret af den gamle fattigdomsgrænse, men i det nye mål defineres fattigdom efter, om man er fattig i ét år – og ikke gennem tre år, som var kravet i den tidligere fattigdomsgrænse, fremgår det af en artikel fra Danmarks Radio (se kilder). Ved den nye målestok defineres man som fattig, hvis man blot ét år har haft en lavere indkomst end 117.000 efter skat. Den nye model tager samtidig højde for, at studerende ikke indgår i optællingen.

I 2018 udkom Verdensbanken med en ny rapport, der viste, at andelen af mennesker i verden, der lever i ekstrem fattigdom, det vil sige for under 12 kroner om dagen, er faldet til 8,6 procent. Det fremgår blandt andet af en artikel fra Verdens Bedste Nyheder om analysen (se kilder). Artiklen fremhæver også, at verdens fattigdom har været faldende de sidste 25 år.

     Til sammenligning var 22,4 procent af verdens befolkning ramt af absolut fattigdom i 2008, og langt størstedelen af dem levede i Asien og Afrika, viser en opgørelse fra Verdensbanken (se kilder). Det fattigste land i verden er Den Demokratiske Republik Congo i Afrika, hvor godt 87 procent af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen på 1,25 dollars om dagen. FN har som mål at udrydde fattigdom inden 2030.

     At sætte tal på antallet af fattige i Danmark afhænger af, hvilken definition af fattigdom man bruger. I 2018 introducerede Danmarks Statistik en ny såkaldt fattigdomsindikator, der skal være med til at pege på, hvornår og hvor mange mennesker, der lever i fattigdom i Danmark. Danmarks Statistik har endnu ikke fremlagt tal på, hvor mange mennesker, der levede i fattigdom i Danmark i 2018 i forhold til den nye metode. Jyllands-Posten fremlægger dog en beregning, på baggrund af den nye målestok, der viser, at omkring 227.000 mennesker levede i relativ fattigdom i 2016 (se kilder).

     Danmarks Statistik bruger tre mål for at sætte en grænse for fattigdom; lav indkomst, relativ fattigdom og økonomisk sårbarhed til at afgøre, hvornår en person lever i fattigdom. Lav indkomst er den del af befolkningen, der har en indkomst på under 50 pct. af medianindkomsten. Relativ fattigdom bruger det samme indkomstmål, men tager også højde for en persons eventuelle formue. Studerende indgår ikke i opgørelsen. Økonomisk sårbarhed er en subjektiv indikator, hvor folk i en spørgeskemaundersøgelse er blevet spurgt om deres økonomiske situation.

     Ser man isoleret på omfanget af fattige børn i Danmark, levede 64.500 børn ifølge AE’s opgørelse ”Antallet af fattige børn stiger i Danmark” fra 2018 under fattigdomsgrænsen (se kilder). Det er en stigning på 12.000 børn fra 2016-2017. AE peger på, at stigningen skal ses i lyset af kontanthjælpsloftet, der blev indført i 2016. Kontanthjælpsloftet betyder, at der er kommet et loft over, hvor meget kontanthjælpsmodtagere kan få i børnetilskud og offentlige ydelser.

     Danmark er kendt for at være et af de lande i Europa med den laveste andel af fattige. I 2001 lå vi lavest, men AE’s rapport ’Fordeling og levevilkår 2011’ (se kilder) viser, at vi er faldet ned på en 11. plads og er blevet overhalet af Tjekkiet, Island, Holland, Østrig, Finland, Slovenien, Frankrig, Slovakiet og Norge. AE forklarer faldet med, at den tidligere VK-regering skar i de offentlige ydelser til de danskere, der havde den laveste indkomst. (se også afsnittet ’Hvilke årsager kan der være til fattigdom i Danmark’)

Der er generelt blevet større forskel i Danmark mellem rig og fattig, vurderer rapporten ”Fordeling og levevilkår 2018” fra Arbejdernes Erhvervsråd (se kilder). Definerer man fattigdom ud fra medianindkomstmetoden, rammer fattigdommen skævt i Danmark. Fattige danskere er i mindre grad boligejere, men bor ofte i sociale boligområder. Fattigdommen er mest udbredt i København, Aarhus og Odense, i udkantsområderne og en række kommuner på den Københavnske Vestegn, herunder Ishøj, Albertslund, Brøndby og Taastrup .

     Københavns Kommune har den største andel af fattige, viser opgørelsen ”Stor fattigdom i Danmark” fra AE fra 2017. I 2015 var 5,4 procent af kommunens indbyggere under fattigdomsgrænsen. Til sammenligning har Egedal – kommunen med færrest fattige – en andel af fattige på 1,1 procent.

     Ser man kun på fattige børn, er det Lolland Kommune der har den største andel. Hele 5,5 procent af børnene lever her i fattige familier. Lolland er efterfulgt af Københavns Kommune, hvor 5,3 procent af børnene kommer fra fattige familier. I Skanderborg Kommune er det 0,9 procent.

Den økonomiske fattigdom i Danmark kan have langvarige konsekvenser for børn, peger rapporten ”Fordeling og levevilkår 2018” på. Mange fattige børn kan føle sig anderledes og afskåret fra det sociale fællesskab, fordi familien ikke har råd til sociale arrangementer som lejrskoleture, fødselsdage, fritidsaktiviteter og lignende. Studier peger desuden på, at fattigdom i barndommen kan føre spor med sig helt ind i voksenlivet og give dårligere tilknytning til arbejdsmarkedet, kortere uddannelse og lavere løn.  

     Mange af de fattige lever et liv med utryghed, angst og lede. De føler skam over ikke at kunne styre deres eget liv og føler mindreværd over, at de ikke kan bidrage med noget og skal følge andres retningslinjer. Det fremgår af rapporten ”Jeg drømmer om, at min journal bliver brændt” fra Rådet for Socialt Udsatte (se kilder).

     Fattige børn i Danmark bor ifølge Red Barnet (se kilder) ofte sammen med en enlig mor eller far, og deres forældre har ofte ingen kompetencegivende uddannelse, er arbejdsløse eller har indvandrerbaggrund. Børnene trives ofte ikke i skolen, bliver udsat for mundtlig og fysisk mobning, og mange af dem er ensomme, fordi de ikke har råd til at deltage i sociale aktiviteter, ferier og fritidstilbud.

At mennesker i Danmark havner i fattigdom, skyldes ofte en omvæltende overgang i deres liv, viser rapporten ”Jeg drømmer om, at min journal bliver brændt” fra Rådet for Socialt Udsatte (se kilder). Det kan ske, når de går fra at være unge til voksne og bliver pålagt et større ansvar. Det kan ske, når de bevæger sig fra studielivet ud på arbejdsmarkedet og får mindre faste rammer, eller når de pludselig bliver arbejdsløse eller pensionerede. Det kan også ske, når de bliver skilt, hvor bodeling og forældremyndighed kan føre folk ud på kanten, eller når de må sætte lejligheden eller huset på tvangsauktion, fordi de ikke har råd til at betale regningerne.

     Flere – herunder den Rådet for Socialt Udsatte, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd og den nuværende S-R-SF-regering – har kritiseret den tidligere VK-regering for at have skubbet flere mennesker ud i fattigdom. VK-regeringen indførte i 2001 fattigdomsydelserne: kontanthjælpsloftet, starthjælpen, 450-timers-reglen og introduktionsydelsen, som gav folk på overførselsindkomst færre penge. Begrundelsen var at motivere folk til at komme i arbejde, men opgørelser viser (se afsnittet ’Hvor mange fattige er der?’), at flere blev fattige målt ud fra medianindkomstmetoden.

     S-R-SF-regeringen afskaffede sammen med Enhedslisten fattigdomsydelserne pr. 1. januar 2012.

     I 2016 introducerede regeringen kontanthjælpsloftet, hvilket betyder, at der er et maksimum for, hvor meget folk på kontanthjælp kan få i børnetilskud og offentlige ydelser. Loven er blevet kritiseret for særligt at ramme børnefamilier, der står uden for arbejdsmarkedet, og enlige forsørgere samt for at presse flere børn ud i fattigdom.

At Danmark er blandt de lande i verden med færrest fattige, hænger sammen med landets velfærdssystem. Af Casa-rapporten ”Fattigdom i EU-landene” (se kilder) fremgår det, at undersøgelser fra EU-Kommissionen peger på, at der er færre fattige mennesker i de europæiske lande, hvor alle borgere kan få økonomisk hjælp fra staten, når de for eksempel bliver arbejdsløse, syge, gravide eller pensionerede. Hvis man i en periode ikke kan forsørge sig selv eller sin familie, kan man i Danmark som eksempel søge om kontanthjælp. Er man fyldt 30 år og har børn at tage sig af, kan man få op til 15.000 kroner om måneden i 2019.

     Selvom VK-regeringens fattigdomsydelser er blevet sløjfet, mener Rådet for Socialt Udsatte dog ikke, at der gøres nok for at bekæmpe fattigdom. I rådets rapport ”Jeg drømmer om, at min journal bliver brændt” (se kilder) giver 45 fattige danskere udtryk for, at det for eksempel ville være nemmere for dem at komme ud af fattigdommen, hvis de i mødet med det offentlige system i højere grad blev behandlet som mennesker frem for et problem eller en sag.

Diskussionen om, hvornår man er fattig, har fyldt meget i den offentlige debat i Danmark, siden folketingsmedlem for Liberal Alliance, Joachim B. Olsen, i oktober 2011 på sin Facebook-profil skrev ”Jeg brækker mig” over et forslag fra formanden for Folketingets socialudvalg, SF’eren Özlem Cekic. Hun ville bruge penge fra statskassen til, at alle fattige blev sikret julehjælp. I en Facebook-kommentar til sin udmelding skrev Joachim B. Olsen kort efter:

     ”Det er en hån mod de millioner af mennesker verden over som sulter at snakke om fattige i Danmark. I skulle skamme jer! Jeg bliver så vred, når jeg hører venstrefløjen bruge den slags manipulerende retorik. Hvis der er mennesker i Danmark, der ikke har råd til at holde jul, så er det selvforskyldt!” Ordene er gengivet i artiklen ”Joachim B. Olsen om fattige danskere: Jeg brækker mig” (se kilder).

     Udmeldingen provokerede Özlem Cekic, der efterfølgende inviterede Joachim B. Olsen og pressen med på besøg hos den danske kvinde ’Carina’ for at vise, at der er fattige i Danmark. Det viste sig, at Carina både fik kontanthjælp, boligsikring, børnepenge, og børneydelse og derfor havde en indkomst på 15.728 kroner efter skat og omkring 5.000 kroner til rådighed, når alle regninger var betalt. Det fik mange danske og debattører til at afvise, at hun var fattig, og at der ikke fandtes fattige i Danmark. Organisationerne Dansk Folkehjælp, Mødrehjælpen og Frelsens Hær mente, at debatten kørte af sporet og udtrykte i artiklen ”Organisationer: Jo, der findes fattige i Danmark” (se kilder), at ”I den verserende debat om fattigdom og fattigdomsbegrebet sammenlignes fattigdom i Danmark ved eksempelvis fattigdom i Afrika, men ligesom vi ikke sætter standarder for vores sundhedsvæsen efter standarden i ulande, så kan og må livsvilkårene i et velfærdssamfund ikke sammenlignes med livsvilkårene i ulande”.

     Folketingspolitiker Özlem Cekic erkendte, at Carina ikke var et eksempel på en fattig dansker, men holdt ligesom organisationerne fast i, at der findes fattigdom i Danmark. I debatindlægget ”Der er fattigdom i Danmark. Punktum.” (se kilder), skriver hun, at der eksisterer fattige, og at der er brug for en fattigdomsgrænse i Danmark. Hun spiller dog ikke ud med et konkret forslag til en grænse, men skriver: ”Jeg sætter grænsen, når man lever på et skrabet budget og stadig ikke har råd til at holde fødselsdage, at købe lægeordineret medicin, at betale for, at ens børn går til fodbold, eller at kunne købe tre måltider mad – også sidst på måneden.”

     Debatten satte endnu engang gang i diskussionen om, hvorvidt Danmark bør have en officiel fattigdomsgrænse. Rådet for Socialt Udsatte argumenterer for, at der skal være en grænse, så samfundet kan forholde sig til, hvem der er fattige, og hvordan fattigdommen udvikler sig. Socialdemokraterne, Radikale Venstre, SF bakker op, mens Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti, Venstre og Liberal Alliance er mod en grænse.

     Modstanderne mener, at en fattigdomsgrænse ikke gør de fattige rigere, og at det kan skabe problemer, fordi man for eksempel risikerer, at studerende på grund af deres lave indkomst bliver kategoriseret som fattige. Selvom regeringen er fortaler for en fattigdomsgrænse, har den endnu ikke spillet ud med et forslag til, hvor grænsen skal gå.

     Også i forbindelse med indførelsen af kontanthjælpsloftet har der været diskussion om, hvorvidt man kan tale om fattigdom i Danmark. Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen fra Venstre mener ikke, at kontanthjælpsloftet har kastet flere familier og børn ud i fattigdom: ”En typisk familie med mor og far på kontanthjælp med to børn efter kontanthjælpsloftet har 23.800 kroner i samlede offentlige ydelser, når skatten er betalt. Det er et både fair og rimeligt grundlag sammenlignet med de mange mennesker, der går på arbejde (…) Der skal være forskel på at være på arbejdsmarkedet, hvor man står op og passer et job hver eneste dag, og til at være på offentlig forsørgelse,” siger han i en artikel på DR.dk fra 2018 (se kilder).

     Danmarks Statistiks nye målestok for fattigdom har også mødt blandet modtagelse fra politisk side. Socialdemokratiet mener, at det er en god ting, at der igen er kommet et pejlemærke for fattigdom i Danmark. Socialordfører i partiet, Pernille Rosenkrantz-Theil, siger i en artikel i Jyllands-Posten fra 2018, at: ”Den sætter spot på, hvor fattigdommen er i vores samfund, så vi kan sætte ind over for det” (se kilder).

     Det er Karen Ellemann, der i 2015 afskaffede fattigdomsgrænsen i Danmark, ikke enig i: Hun forstår ikke, at ”Danmarks Statistik har brug for at genoplive en fattigdomsgrænse, som har vist sig at være dybt misvisende (…) At være omfattet af en sådan fattigdomsgrænse er ikke ensbetydende med, at man reelt også er fattig,” siger hun i samme artikel.