Demokratiets historie

Når man taler om demokrati, taler man om en måde at fordele magten på. Helt enkelt betyder demokrati folkestyre, men det er ikke helt enkelt at sige, hvordan et velfungerende demokrati skal være. For hvordan sikrer man, at magten bliver retfærdigt fordelt mellem mange mennesker? Ideen om demokratiet stammer fra oldtiden, hvor man i de græske bystater fandt på, at den mest retfærdige fordeling af magten var, hvis folket (demos) selv stod for at styre (krates). I dag forstås demokratiet som en styreform, hvor alle har ret til at stemme, men definitionen af hvem alle er, har udviklet sig meget i tidens løb.

     I det oprindelige demokrati i oldtidens Athen omfattede ”folket” mænd med en vis status og alder. Siden dengang er opfattelsen af, hvem demos er i demokratiet, blevet mere og mere rummelig. I dag vil vi ikke sige, at et demokrati er demokratisk, hvis eksempelvis kvinder ikke må deltage. Demokratiet er, udover at være den mest udbredte styreform i Vesten, også et ideal som bredt betragtet er uhyre positivt ladet, og som en værdi der i sig selv anses som værd at efterstræbe.

Man mener, at det første demokrati opstod omkring år 507 f.v.t. i Athen. I politikeren Perikles berømte mindetale over de faldne fra Den Peloponnesiske Krig, finder man en demokratisk idealisme, der kan minde om nutidens. I talen, der er gengivet af historikeren Thukydid, siger Perikles blandt andet: ”Vor forfatning er ikke en efterligning af fremmedes love; vi tjener snarere andre til forbillede end omvendt. Af navn hedder den demokrati, fordi magten ikke er i hænderne på nogle få borgere, men på flertallet.”

     Det var statsmanden Kleistenes, der indførte demokratiet i Athen. Folkestyret varede omkring 200 år.

     I Athen var det mænd over 20 år, hvor begge forældre var athenske borgere, der havde demokratiske rettigheder. Kvinder, udlændinge og slaver kunne ikke deltage. Demokratiet i Athen var et forsamlingsdemokrati, hvor de involverede mødte op og diskuterede et emne for senere at stemme om det. Det skete 40 gange om året på højen Pnyx modsat Akropolis. Demokratiet i Athen var således langt mere direkte end det repræsentative demokrati, som vi kender i dag, hvor man vælger repræsentanter til et parlament.

     Nogle af de mest fremtrædende græske filosoffer som Platon og Aristoteles var ikke særligt begejstrede for tanken om demokratiet. De frygtede, at uvidende mennesker skulle få magt til at bestemme over ting, som de ikke havde forstand på. I Platons ”Staten” argumenterer han for, at det i stedet er filosofferne, der skal have magten. Filosofferne var nervøse for, at veltalende demagoger kunne overtale mindre oplyste borgere til at gøre ufornuftige ting.

     I romerriget havde man et senat og en republik, men ikke et demokrati. Ideen om demokratiet kom først tilbage igen i 1700-tallet.

Et demokratisk system er ikke bare en styreform, hvor man stemmer. For at det giver mening at tale om et demokrati som et sted, hvor folket styrer, må der være en række institutioner, som sikrer, at magten bliver fordelt retfærdigt. Domstolenes rolle er at sørge for, at retsstaten opretholdes. Det vil sige, at staten er styret af nogle principper, der håndhæves konsekvent og uafhængigt, og hvor alle borgere nyder lighed for loven, således at ingen behandles forskelligt på trods af klassemæssige, religiøse, kønsmæssige eller andre tænkelige træk. Her spiller et demokratis forfatning en afgørende rolle, da den sætter de fundamentale spilleregler for demokratiet. I Danmark er Grundloven vores forfatning. FN's menneskeretserklæring 1948, der blev udarbejdet i forbindelse med grundlæggelsen af FN udvider de basale menneskerettigheder fra den franske erklæring fra revolutionens tid til også at inkludere sociale rettigheder.

Det er de demokratiske frihedsrettigheder, der så at sige giver demokratiet mening. Uden retten til at ytre sig, forsamle sig eller at tro på hvad man vil, mister ideen om et demokrati sin mening. For man kan ikke forestille sig en meningsfuld demokratisk proces, uden borgerne har mulighed for at udtrykke det de nu engang føler eller mener. De demokratiske frihedsrettigheder er sikret af Grundloven.

At en beslutning demokratisk legitimt vil sige, at den er truffet på baggrund af en gennemskuelig og åben demokratisk proces, der gør at de fleste borgere i et land vil respektere den. Også hvis de skulle være uenige, fordi beslutningen er truffet demokratisk ordentligt. Eksempelvis er beslutningen om, at bygge en bro over Fehmern bælt til Tyskland, demokratisk legitim, hvis processen har været åben og dialog under demokratisk kontrol, for eksempel i form af en debat i medierne. En beslutning der har været beskyldt for at mangle demokratisk legitimitet, er for eksempel beslutningen om at deltage i krigen mod Irak, da det har været betvivlet om den daværende regering ikke informerede befolkningen og Folketinget korrekt omkring tilstedeværelsen af masseødelæggelsesvåben i Irak.

Der skal være et sted, hvor demokratiet ”foregår”. Det vil sige et sted, hvor der udveksles meninger, og hvor debatter udspiller sig. Det sted er offentligheden. For at have en velfungerende offentlighed er det afgørende, at de demokratiske frihedsrettigheder er sikret. En demokratisk dialog mister sin mening, hvis der eksempelvis er synspunkter, som det ikke er tilladt at have, eller hvis der er ideer, der ikke kan formidles, fordi det ikke er muligt eller tilladt. Den tyske filosof og demokratiteoretiker Jürgen Habermas har i bogen Borgerlig offentlighed, (se kilder) forklaret disse sammenhænge. Hans hovedpointe er, at et meningsfuldt demokrati kræver en fri offentlighed, hvor den store demokratiske samtale kan finde sted.

Ideen om demokratiet som den mest ønskværdige styreform kom tilbage i oplysningstiden. I denne periode stod naturvidenskaben for en række gennembrud, der alle var med til at afmystificere verden. I takt med, at videnskaben blev bedre og bedre til at forklare verden og mennesket, blev det også mere naturligt at se mennesket som frit og uafhængigt. På den måder mistede religionen gradvist forklaringskraft, og jo mere man anså mennesket for at kunne være herre over sin egen skæbne, jo mere naturligt blev det også at mene, at mennesket har ret til at være herre over sin egen skæbne. En af periodens vigtigste politiske filosoffer, englænderen John Locke, mente netop, at mennesket har nogle naturlige rettigheder, der giver det ret til medbestemmelse. En anden indflydelsesrig politisk tænker fra tiden var Jean Jacques Rousseau. Han beskrev i sin ”Samfundspagten” fra 1762 hvordan de enkelte mennesker må afgive noget af deres medfødte frihed for at kunne indgå i folket, som til gengæld har suverænitet som kollektiv. Både Locke og Rousseau er eksempler på det, man kalder kontrakttænkning. Altså den politiske idé, at mennesker indgår i et fællesskab, hvor man afgiver noget af sin frihed med det formål at skabe et større gode som samfund. Hverken Locke eller Rousseau var demokrater, men de var alligevel begge med til at formulere nogle af de tanker, der ligger til grund for de moderne demokratier. Eksempelvis har forfatterne af den amerikanske uafhængighedserklæring med stor sandsynlighed læst John Lockes bøger.

     En tredje politisk filosof med afgørende betydning for demokratiets udvikling er franskmanden Montesquieu. Han satte med sin tredelingslære rammerne for, hvad der skal til for, at et demokrati kan fungere, uden at magten bliver koncentreret et enkelt sted eller misbrugt. Ganske enkelt er ideen, at magten skal deles i en lovgivende, en dømmende og en udøvende del. Disse tre instanser skal holde hinanden i skak. Man skal huske, at de nye demokratiske tanker erstattede tyranniske konger med despotisk og uindskrænket magt.

     Demokratiet er en ny humanistisk måde at tænke på, hvor det enkelte menneske bliver tillagt en værdi, som det ikke havde tidligere. Som der står i indledningen til Den Amerikanske Uafhængighedserklæring (se kilder), anså man nu mennesker for at være skabt lige med naturlige medfødte rettigheder. Lighed er ikke nødvendigvis et mål i sig selv, men i demokratiet er udgangspunktet, at alle mennesker har lige værdi og derfor skal have ret til selv at bestemme i deres liv og have medbestemmelse i forhold til samfundet.

De to skelsættende begivenheder i demokratiets historie i 1700-tallet er henholdsvis den amerikanske og den franske revolution. Begge revolutioner omstyrtede monarkier med det formål at erstatte dem med republikanske demokratier. Samtidig skabte begge revolutioner to helt afgørende dokumenter, der har spillet en markant rolle i demokratiets historie. For den amerikanske revolutions vedkommende er det Uafhængighedserklæringen fra 1776 (se kilder), der tydeligt udtrykker menneskets ret til selvbestemmelse. I Frankrig er der tale om Menneskerettighedserklæringen fra 1789, der i tråd med tidens oplysningsidealer beskriver menneskets sociale og demokratiske rettigheder. Hverken i USA eller Frankrig oprettede man velfungerende demokratier fra den ene dag til den anden, men omvæltningen blev afgørende. Især i Frankrig faldt man flere gange tilbage til autoritære udemokratiske styreformer, hvorimod udviklingen i USA har haft færre tilbagefald.

Generelt kan man sige, at demokratiet er blevet mere rummeligt. I denne sammenhæng er det udvidelsen af demokratiet til også at omfatte kvinder, der har været mest markant. Men i det hele taget er udviklingen gået fra, at menneskets selvbestemmelsesret gjaldt hvide mænd fra samfundets top til at omfatte alle myndige borgere i et land. Et system uden disse grundsten vil vi i dag ikke klassificere som demokratisk. I Europa har arbejderbevægelsen spillet en enorm rolle for at sikre arbejderklassens demokratiske rettigheder.

I Danmark fik den første grundlov et lidt spøjst forspil. Af forskellige årsager blev kravet om en forfatning med almindelig valgret blandet sammen med et krav om at afvise hertugdømmerne Slesvig og Holstens bestræbelser på at løsrive sig fra Danmark. Et møde af nationalliberale anført af lederen Orla Lehmann gik sammen med den københavnske Borgerrepræsentation d. 21. marts 1848 til kongen for at aflevere deres nedskrevne krav. Da optoget nåede frem til Frederik d. 7., svarede han dem ifølge artiklen "Demokrati med et pennestrøg" (se kilder): ”det, De ønsker mine herrer, er alt i morges udført.” Samtidig udnævnte han en regering og erklærede sig selv som konstitutionel konge uden enevældige beføjelser. Det betød ikke, at Danmark fra den ene dag til den anden blev et velfungerende demokrati, men det betød, at tiden med en enevældig hersker i landet var endegyldigt forbi. Herfra begyndte processen mod det demokrati, som vi kender i dag.

     Som noget af det første gik man i gang med at lave en ny forfatning, den senere junigrundlov. På samme tid indførte man en række politiske reformer, hvor ophævelse af indskrænkninger i pressefriheden fremstår som den væsentligste. Et af de mest afgørende emner, der skulle nås en aftale om, var udformningen af valgretten og stemmeretten. Kun omkring 15 % af befolkningen fik stemmeret, hvilket på den tid var en del. Det var især liberalt og konservativt sindede mænd, der skulle nå til enighed, og de var bekymrede for et for stort og uoplyst vælgerkorps. De liberale var generelt fortalere for en bredere forståelse af både stemme- og valgret end de konservative kræfter. Derfor enedes man om et tokammersystem: en rigsdag med et folketing og et landsting – folketinget bestod af mænd over 30, der ikke havde været straffet eller modtaget fattigdomshjælp, mens landstinget skulle fungere som en konservativ balance, hvor kun velhavende mænd over 40 havde ret til at sidde. Stemmeretten var som valgretten til folketinget; hverken kvinder, arbejdere, fattige eller andre befolkningsgrupper blev betragtet som værdige til at deltage i beslutningsprocesserne.

     Grundloven, der vedtoges den 5. juni 1849, blev fundamentet for det danske demokrati og har været det lige siden. Med en klar Montesquieu-inspireret tredeling af magten i en lovgivende, en dømmende og en udøvende magt, og religions-, trykke-, forenings- og forsamlingsfrihed samt ejendomsret og ret til undervisning, indeholdt den første grundlov en lang række af de elementer, der skal til for at skabe et velfungerende demokrati. Grundloven er siden blevet ændret og revideret en række gange.

     I 1866 vedtog man den såkaldte ”gennemsete Grundlov”, der med udvidet magt til Landstinget tilgodeså de mest privilegerede, som eksempelvis velhavere og godsejere, hvilket må betragtes som et demokratisk tilbageskridt. Det var især liberalisterne, forløberne for partiet Venstre, der var fortalere for den mere demokratisk rimelige junigrundlov. Det springende punkt var det demokratisk valgte folketings ret til at afgøre regeringens sammensætning, og liberalisternes modstand mod det ikke særligt demokratiske landstings afvisning af det parlamentariske princip. Denne periodes konflikt er i dag kendt som Forfatningskampen og varede frem til det såkaldte Systemskifte i 1901. Sagens kerne var det magtmæssige forhold mellem regering og folketing og dermed princippet om parlamentarisme.

     Perioden fra 1877-1894 kaldes provisorietiden, en periode hvor landets reelle leder var Højres leder og leder af regeringen JBS Estrup, der udstedte provisoriske (dvs. midlertidige love) udenom Folketinget. En så væsentlig del af magten forblev hos henholdsvis kongen og godsejerne, at man i dag ikke ville kalde det et reelt demokrati. Det samme kan siges om den grundlovsændring, der i 1915 gav kvinder og tjenestefolk både stemme- og valgret. Valgretten til Landstinget blev gjort almindelig, og kongens ret til at udpege nogle af medlemmerne forsvandt også. 1953 blev landstinget nedlagt ved en grundlovsændring, der også ændrede tronfølgeloven, så kvinder også kunne arve tronen. Samlet set kan man sige, at udviklingen fra den første grundlov til i dag har – bortset fra tilbageskridtet i 1866 – gået mod at blive mere og mere demokratisk.

I tiden op til Anden Verdenskrig havde antidemokratiske bevægelser vind i sejlene flere steder i Europa. Især i Tyskland, hvor nazisternes overtagelse af magten i 1933 udviklede sig til et diktatur med Hitler som den ubegrænsede leder. I Italien og Spanien var der også fascistiske magtovertagelser med henholdsvis Benito Mussolini og Francisco Franco i spidsen. Den nazistiske og fascistiske ideologi ser demokratiets humanistiske fundament som svagt. Begge strømninger er stærkt autoritære og, må derfor nødvendigvis også være tyranniske, da der ikke kan efterlades plads til anderledes tænkning i et totalitært system. I den nazistiske og fascistiske tænkemåde er det enkelte menneske ikke så vigtigt i forhold til staten eller nationen, og da demokratiet hviler på en præmis om individets ret til at bestemme over sin egen skæbne, er nazisme og fascisme i naturlig opposition til demokratiet. De antidemokratiske ideologier fik især medvind på grund af 1930'ernes voldsomme økonomiske krise.

     Tanken om det humanistiske demokrati var under en gigantisk prøvelse i forbindelse med Anden Verdenskrig. I Vesteuropa og USA vandt folkestyret og blev siden konsolideret og udvidet. I USA spillede borgerrettighedsbevægelsen fra 1950'erne og 60'erne en afgørende rolle i forhold til at sikre sortes stemmeret. I Østeuropa og Sovjetunionen blev systemet fastlåst i totalitære etpartisystemer uden demokratiske borgerrettigheder.

Da Nazi-Tyskland i 1940 besatte Danmark, valgte den danske regering at samarbejde med besættelsesmagten. Det vil sige, at det danske demokrati i vid udstrækning fik lov til at fortsætte frem til samarbejdspolitikkens fald i 1943, da regeringen gik af og efterlod styringen af landet til ministeriernes departementschefer. Ytringsfriheden var også stadig i vid udstrækning intakt indtil 1943. Der blev også afholdt valg til rigsdagen under besættelsen. En væsentlig afvigelse fra det demokratiske styre under Besættelsen var forbuddet mod kommunistisk virksomhed i 1941, der blev vedtaget af Folketinget efter tysk pres.

Med Berlinmurens fald i 1989 startede en demokratiseringsbølge i de tidligere kommunistiske etpartisystemer. Det tidligere DDR blev genforenet med Vesttyskland i en samlet demokratisk forbundsrepublik. Modsat blev det tidligere Tjekkoslovakiet delt i to selvstændige demokratiske lande. Polen, Bulgarien, Rumænien og flere andre øst- og centraleuropæiske lande fik nye demokratiske styrer og frie valg. I det tidligere Jugoslavien resulterede kommunismens og diktatoren Titos fald i en langvarig borgerkrig, der resulterede i flere selvstændige lande med nye demokratiske forfatninger. I Sovjetunionen kulminerede den sidste kommunistiske leder Mikhail Gorbatjovs såkaldte glasnost-politik med, at unionen faldt fra hinanden og overgik til et demokratisk system. Adskillige tidligere sovjetrepublikker blev selvstændige og overgik med større eller mindre succes til demokratisk styreform. Mest succesfuldt i de tre små baltiske lande Estland, Letland og Litauen. Og mindst succesfuldt i de kaukasiske lande og i Hviderusland, der i dag står tilbage som Europas sidste diktatur.

     Den 1. januar 2004 blev EU udvidet med 8 lande fra den tidligere østblok og Malta og Cypern. Indlemmelsen af de nye lande markerede en konsolidering af det demokratiske Europa. For at komme i betragtning til medlemskab i unionen skal man således kunne leve op til de såkaldte Københavnerkriterier, der kræver, at en stat har institutioner til at opretholde demokratiet og beskytte menneskerettighederne. Desuden skal en stat have en velfungerende markedsøkonomi.

Man har længe talt om risikoen for et såkaldt ”demokratisk underskud” i forbindelse med EU. Hermed menes der risikoen for at miste demokratisk legitimitet, idet beslutningerne kommer på længere afstand af borgerne. Dette er ikke kun fordi medlemslandenes parlamenter mister indflydelse, men også fordi EU's beslutningsmæssige struktur er kompliceret. I hvert fald sammenlignet med medlemslandenes mere traditionelle demokratiske struktur, hvor normen er, at man læner sig op ad Montesquieus tredelingslære.

     Modsat mener EU's fortalere, at unionen er garant for fred og demokrati i Europa. Historisk betragtet blev EU konstrueret for at øge de europæiske landes økonomiske afhængighed af hinanden, så fremtidige krige på kontinentet ville blive meningsløse. I 2012 fik EU Nobels fredspris af netop denne grund. I kronikken ”De forsvarsløse elefanter, EU og Norden” (se kilder) udtaler tidligere minister Bertel Haarder, at debatten om EU er præget af myter, og at unionen i virkeligheden har sikret demokratiet i Europa.

     På det seneste har den økonomiske krise og de modsvar, der er blevet gjort fra EU's side, skabt en ny form for bekymring; at de nationale regeringer i fremtiden vil miste kontrollen over egne økonomier, fordi man har lagt en for stor beslutningskompetence hos enten Den Europæiske Centralbank, hos Kommissionen eller i de aftaler, man har indgået med de andre lande. I artiklen ”Folkevalgte frygter for demokratiet i EU” (se kilder) beskriver journalisterne, hvordan folkevalgte fra medlemslandene er bekymrede for, at den centrale styring af økonomien øger det demokratiske underskud i EU.

Langt de fleste demokratier i dag er repræsentative demokratier. Det vil sige systemer med folkevalgte repræsentanter, der sidder i parlamenter. I et direkte demokrati træffes de politiske beslutninger derimod af dem, de vedrører. Det oprindelige demokrati i oldtidens Athen var direkte. I dag er Schweiz et af de få lande, som praktiserer en mere direkte form.

     Man taler også om konkurrencedemokrati i modsætning til deltagelsesdemokrati. I et deltagelsesdemokrati lægges der stor vægt på borgernes inddragelse i den politiske beslutningsproces, demokratiet handler her ikke blot om frie valg, men også om, at borgerne har et demokratisk sindelag. Her er det demokratiske medborgerskab en vigtig faktor. Når man taler om konkurrencedemokrati, er det mest afgørende, at der findes frie og retfærdige valg med jævne mellemrum. Ud fra et konkurrencedemokratisk perspektiv kan man betragte demokratiet som et rent juridisk anliggende, der skal fordele kompetencer og magt mellem borgerne. I dansk kontekst er det især juraprofessoren Alf Ross, der er eksponent for det syn, at demokratiet er et statsretsligt princip. I modsætning hertil står teologen og højskoleforstanderen Hal Kochs syn på demokratiet som en samtale. Hal Koch beskrev i bogen ”Hvad er demokrati” fra 1946, hvordan demokratiske beslutninger bør være et resultat af en dialogisk proces i samfundet, hvor alle har ret til at ytre sig og få adgang til debatten, og hvor de bedste argumenter i sidste ende vinder.

     At demokrati er bedre en andre former for styre, er en påstand man ofte støder på. Argumentet kan fremføres på to måder. Enten kan man sige, at demokrati er bedst fordi man i moralsk forstand mener, at det er mere rigtigt end et totalitært system, fordi alle menneskers ret til selvbestemmelse er sikret. Det er et spørgsmål om, hvilket man finder mest retfærdigt. Men man kan også argumentere for, at demokrati er bedst, fordi det virker bedst. Generelt er demokratiske regimer mere fredelige, mere velstående og mindre i konflikt med andre demokratier.

Siden afslutningen på Anden Verdenskrig har udbredelsen af demokratiet generelt været i fremgang. Men man kan ikke sige, at et land er et demokrati, bare fordi man kalder sig det, eller fordi der valg med jævne mellemrum. Eksempelvis kaldte det kommunistiske etparti-diktatur sig selv for demokratisk, og det er ofte set, at der afholdes ufrie valg i totalitære lande. For eksempel var der jævnligt valg under Apartheidstyret i Sydafrika, men det var kun mennesker med hvid hudfarve, der måtte stemme. Tilsvarende er diktatoren Robert Mugabe i Mozambique flere gange blev valgt med over 90 % af stemmerne. Der er mange måde at undertrykke et demokrati på, selvom systemet på overfladen er demokratisk, så hvordan bedømmer man, hvornår et land er et demokrati? Den amerikanske organisation Freedom House, har siden 1972 udgivet en rapport (se kilder), der vurderer alle lande i verden ud fra en række kriterier med det formål at bedømme om det enkelte land kan siges at være demokratisk. Lande kan få bedømmelsen ”Free”, ”Partly free”, eller ”not free”. En gennemgang af rapporterne viser at demokratiet generelt er vokset i udbredelse, men også at der er lang vej endnu, før hele verden kan siges at være demokratisk. I den seneste rapport har Rusland eksempelvis fået bedømmelsen ”not free”.

De trusler der ind i mellem nævnes for demokratiets fremtid, er populisme, mindre solidaritet på grund af mangel på ressourcer (enten pga. miljømæssige problemer eller økonomiske problemer), at beslutninger forsvinder til områder uden demokratisk kontrol, som for eksempel over- eller mellemstatslige organisationer, eller multinationale virksomheder, eller embedsmandsvælde og teknokrati. De eneste år har flere debattører og tænkere, eksempelvis den polsk-engelske filosof og sociolog Zygmunt Bauman, nævnt risikoen for, at den voksende økonomiske ulighed i verden på lang sigt vil være en trussel for demokratiet.

På den anden side er der også tale om, at demokratiet kan udvikles yderlige, så flere mennesker kan inkluderes og involveres. Man taler for eksempel om e-demokrati, hvor moderne informationsteknologi udnyttes til at forbedre de demokratiske muligheder. Samtidig tales der om muligheden et kosmopolitisk demokrati, hvor demokratiet i en eller anden form overskrider nationalstaterne. Det samme gælder debatten om muligheden for international retfærdighed, hvor eksempelvis forbrydelser mod menneskeheden kan behandles af en permanent domstol. Her er Den Internationale Straffedomstol (ICC) det indtil videre vigtigste element.