Den Franske Revolution

”Frihed eller død!” gjaldede kampråbet gennem gaderne under de ophedede revolutionsdage i Paris i 1789. Mange af de ideer, som i store dele af verden i dag regnes for vigtige og uomgængelige, trækker tråde tilbage til Den Franske Revolution. Forestillinger om frihed, lighed og broderskab blev formuleret i den turbulente periode, og revolutionens idé om folkenes selvbestemmelsesret har sat sit præg på verdenshistorien helt op til vore dage. Men Den Franske Revolution rummer også fortællingen om, hvordan en bevægelse af optimisme og håb slog om i en stemning af frygt og paranoia under det såkaldte ’terrorregime’.

Den Franske Revolution fandt sted i årene 1789-1799 og bliver normalt inddelt i tre faser:

• Perioden fra 1789 til 1792 betegnes som revolutionens moderate fase. Monarkiet blev begrænset og siden afskaffet, og der blev gennemført en lang række reformer. 
• Perioden fra 1792 til 1794 betegnes som revolutionens radikale fase præget af indre splittelse og krig kulminerende med 'terrorregimet' i 1793-1794. 
• Efter 1794 overgik ledelsen af den franske republik til et mere moderat, men også korrupt og upopulært styre. Styret blev kaldt Direktoriet og var ved magten frem til november 1799, hvor general Napoleon Bonaparte tog magten ved et statskup.

I anden del af 1700-tallet blev den franske stats økonomiske forhold støt værre. Landet var hjemsøgt af periodisk hungersnød, oplevede en stor befolkningstilvækst og staten var på randen af bankerot. Finansministeriet krævede, at der blev gennemført gennemgribende økonomiske reformer for at bringe gælden under kontrol. Disse reformforslag blev modarbejdet af både kongen og parlamentet ud fra forskellige bevæggrunde. De økonomiske problemer blev ved at vokse, og den 16. august 1788 standsede statskassen sine udbetalinger. Situationen krævede handling, og kongen afgav løfte om at indkalde en generalstænderforsamling med deltagelse af samfundets tre stænder – gejstlige, adelige samt borgere og bønder – der skulle hjælpe de nødvendige reformer på gled.

Det franske samfund havde siden middelalderen været statsligt-administrativt opdelt i tre stænder – altså et såkaldt 'standssamfund'. Øverst i samfundet, og hævet over alle stænder, var den enevældige kongemagt. I bogen ”Politikens verdenshistorie, bd. 14” (se kilder) beskrives de tre stænder således:

• Første stand (gejstlige): Bestod af cirka 120.000 mennesker. Kirken ejede omkring 10 procent af Frankrigs jord. Derudover havde standen indtægter fra tiende – kirkeskat – og var selv fritaget for skattepligt. 
• Anden stand (adelige): Bestod af omkring 350.000 mennesker, som havde store jordbesiddelser – omkring 20 procent af landets jord. Standens indtægter stammede fra lejeindtægter, som de indkrævede fra de bønder, der levede på deres jord. Standen sad på de fleste af de ledende poster i samfundet. 
• Tredje stand (borgere og bønder): Udgjorde omtrent resten af befolkningen, cirka 25,5 millioner mennesker, men der var store interne forskelle i tredjestanden. Borgerskabet bestod af eksempelvis håndværkere, handelsmænd og folk i frie erhverv som jurister. Den velstillede del af borgerskabet, bourgeoisiet, var generelt uddannet og selvbevidst. Cirka 30 procent af den franske jord var ejet af borgerskabet, hvilket var en meget høj andel efter datidens forhold i Europa. Langt størstedelen af franskmændene levede som bønder, der samlet set ejede omtrent 40 procent af jorden i Frankrig. Bønderne var som oftest juridisk frie, men de fleste måtte betale fæsteafgifter til godsejeren sammen med en lang række andre afgifter til adelstanden. Bønderne bar også langt hovedparten af skattebyrden til staten.

Mange af ideerne, der blev omsat under Den Franske Revolution, kom fra det 18. århundredes store filosoffer og forfattere. Det var tænkere fra cirka 1730-1800 – den periode der kaldes oplysningstiden. Oplysningstidens ideologi tog afstand fra kirkens indflydelse på menneskets liv og hyldede i stedet den menneskelige fornuft. Som en frigørende kraft kunne den tage alle gængse anskuelser, dogmer og samfundsstrukturer op til et kritisk, rationelt eftersyn. Denne tankegang var ifølge ”Politikens verdenshistorie, bd. 14” (se kilder) pejlemærke for borgerskabet under Den Franske Revolution.

Kongen havde tidligere haft held med at samle repræsentanter for alle tre stænder, når alvorlige sager skulle løses. Nu håbede kong Ludvig d. 16 (1754-1793), at en løsning på den økonomiske krise igen kunne findes på denne måde. Generalstænderforsamlingen i Frankrig trådte sammen den 5. maj 1789.

     Generalstænderforsamlingen bestod af i alt 1.139 repræsentanter, og de var ifølge bogen ”Den store revolution” (se kilder) fordelt på følgende måde:

• Første stand (gejstlige): 291 repræsentanter 
• Anden stand (adelige): 270 repræsentanter 
• Tredje stand (borgere og bønder): 578 repræsentanter

     Ved mødets start løb man ind i en grundlæggende uenighed om stemmevægtene ved forsamlingens møder. På den ene side stod adelen, der mente, at man skulle holde sig til den traditionelle stemmeprocedure, hvor hver stand stemte som en samlet enhed. Fra tredjestanden var det derimod et ufravigeligt krav, at der skulle stemmes per hoved, fordi tredjestanden på den måde ville kunne mønstre flest stemmer.

     Dødvandet førte til, at tredjestandens repræsentanter den 17. juni 1789 tog et revolutionært skridt. Standen erklærede sig for en nationalforsamling og hævdede derved at repræsentere hele nationen. Denne forsamling, der efter kongens ordre også kom til at bestå af et antal repræsentanter fra de to andre stænder, arbejdede frem mod at udforme en egentlig forfatning, altså en grundlov, for Frankrig.

Den 14. juli 1789 blev den parisiske fæstning Bastillen stormet. En gruppe af småborgere, der var rasende over de stejlt stigende priser på brød og kongens ligegyldighed over for situationen, angreb den gamle middelalderborg for at skaffe sig våben. Bastillen fungerede i 1789 som fængsel og som depot for blandt andet krudt og våben. Ifølge Niels Høffdings ”Friheden eller døden” (se kilder) formåede menneskemasserne først at indtage borgen, da deserterende afdelinger af den franske garde satte ind med kanoner. Borgens kommandant de Launay blev kort efter henrettet af folkemængden. Den militære værdi af operationen var lille, for oprørerne fandt ingen våben. Alligevel fik de revolutionære demonstreret vilje og handlekraft, og den 14. juli er siden blevet til Frankrigs nationaldag.

Natten mellem den 4. og 5. august 1789 kaldes for ’revolutionens pinsenat’. Omvæltningerne havde ifølge ”Politikens verdenshistorie, bd. 14 ” (se kilder) affødt voldsom uro og bondeoprør i hele Frankrig, som nationalforsamlingen var nødt til at forholde sig til. Ved et stormfuldt nattemøde i nationalforsamlingen frasagde repræsentanter for adelstanden og kirkestanden sig deres særlige privilegier og rettigheder for at lægge en dæmper på uroen. I dagene efter nattemødet blev beslutningerne udformet som en række dekreter.

     To måneder senere blev kongen og hans familie sat i husarrest og kongen blev tvunget til at anerkende dekreterne og menneskerettighedserklæringen.

Menneskerettighedserklæringen blev vedtaget af nationalforsamlingen den 26. august 1789. Menneskerettighedserklæringen søgte gennem 17 artikler at skitsere ”menneskets naturlige og umistelige rettigheder”. Den fastslog, at alle mennesker fra fødslen har samme rettigheder, herunder tale- og trykkefrihed, religionsfrihed og almindelig retssikkerhed.

I revolutionens første del, perioden fra november 1789 til september 1791, gennemførte nationalforsamlingen en række væsentlige samfundsreformer. De skulle gøre op med nedarvede sædvaner og privilegier og gøre Frankrig til et fornuftsbaseret samfund. Dette betød samtidig, at kirken, kongen og adelen mistede status og magt.

     Den måske væsentligste ændring var en forfatningsreform med liberale retningslinjer for det fremtidige styre i Frankrig, herunder en begrænset kongemagt og lighed for loven.

     Med den nye forfatning mente nationalforsamlingen i september 1791, at den havde fuldført sit arbejde og opløste sig selv. Derefter overgik landets ledelse til et andet styreorgan: den lovgivende forsamling. Ingen fra nationalforsamlingen kunne genvælges til den nye forsamling.

I august 1792 tog revolutionen en ny, voldsom drejning. I centrum for revolutionens radikale fase i de følgende to år stod dårligt stillede småborgere fra byerne, sans-culotterne. Navnet betyder ’uden knæbukser’ – deres lange bukser adskilte dem fra bourgeoisiets og adelens knæbukser af silke.

     Frankrig havde tidligere på året indledt krige mod en række europæiske lande, herunder stormagterne Østrig, Preussen og Storbritannien. Fødevareforsyningen var under stort pres, og stemningen i Paris var oppisket. Da det på samme tid begyndte at svirre med rygter om, at kongen var en forræder, der stod i ledtog med fjenden, nærmede man sig kogepunktet. Sans-culotterne frygtede, at kongen havde indgået aftaler, der sigtede mod at bringe det gamle styre tilbage.

     Kongen søgte tilflugt i den lovgivende forsamlings lokaler, men han og resten af kongefamilien blev ført i husarrest. Den stadig dugfriske forfatning blev forkastet og der indkaldtes en ny grundlovgivende forsamling kaldet konventet. Den 21. og 22. september 1792 blev monarkiet officielt afskaffet og Frankrig udråbt som republik.

     I december blev Ludvig den 16. kendt skyldig i forræderi af nationalkonventet og dømt til døden i januar 1793. Han blev derefter halshugget i guillotinen.

Velfærdsudvalget var blevet oprettet i april 1793 for at holde øje med landets administration, men det kunne i presserende situationer træffe afgørelser om landets forsvar. Udvalgets beføjelser blev dog hurtigt udvidet i lyset af trusselen fra Frankrigs ydre fjender og udbredte oprør i de franske provinser. Senere samme år blev Velfærdsudvalget reelt Frankrigs regering.

     Fra juli 1793 var juristen Maximillien de Robespierre (1758-1794) den stærke mand i Velfærdsudvalget. I det kommende år stod han i spidsen for det såkaldte terrorregime, der brugte alle midler for at forsvare revolutionen og republikken mod dens fjender.

Perioden fra den september 1793 til juli 1794 er gået over i den franske historie som ’la Terreur’, det såkaldte ’terrorregime’. Frygten for at blive henrettet blev af Velfærdsudvalget brugt som et vigtigt politisk magtmiddel. Omkring 17.000 mennesker blev ifølge ”Politikens verdenshistorie, bd. 14” (se kilder) ført til guillotinen. Regimet stod for en række vidtgående tiltag, der havde til formål at knuse revolutionens fjender og erstatte katolicismen med dyrkelse af fornuften.

     Terrorregimets udrensninger førte dog til, at Robespierres magtgrundlag forsvandt. Gamle støtter var blevet henrettet, og sans-culotterne bakkede ikke længere helhjertet op. Under en tale i konventet blev han mødt med tilråbet: ”Ned med tyrannen!” og kort efter arresteret. Terrorregimet endte den 28. juli 1794, da Robespierre, ligesom mange af sine modstandere, selv endte i guillotinen.

I årene fra sidst i juli 1794 til november 1799 blev Frankrig ledet af Direktoriet. Dette organ bestod primært af medlemmer af bourgeoisiet. I løbet af Direktoriets fem år havde den unge franske republik enorme vanskeligheder. Landet lå konstant i krig, og oprustningen var en tung økonomisk byrde for staten. Magthavernes stilling var ifølge ”Den store revolution” (se kilder) usikker i hele regeringsperioden, da styret havde mistet parlamentarisk og folkelig opbakning. Regeringen måtte derfor følge en slingrende kurs med valgsvindel, skiftende alliancer og kortsigtede politiske løsninger. Militærets indgriben blev stadigt mere nødvendig for at holde sammen på styrets skrøbelige kompromisser. Det republikanske styre blev i 1799 væltet af general Napoleon Bonaparte (1769-1821), der dermed indvarslede en ny, voldsom epoke i Frankrigs og Europas historie.

Den Franske Revolution betød ifølge ”A History of Western Society” (se kilder) store omvæltninger i magtforholdene i toppen af det franske samfund. Under revolutionen overgik kirkens jorde til staten og kirken mistede samtidig sine øvrige privilegier såsom skattefrihed og juridisk særstilling. Den franske adel fik lige som kirken frataget sine privilegier under revolutionen. Adelens status og indflydelse blev kraftigt formindsket, mens borgerskabet vandt frem.

     Borgerskabet stod nu formelt set på lige fod med adelen og havde efter revolutionen også adgang til landets højeste stillinger. Privilegier var nu ikke længere bundet til adelig fødsel, men var baseret på ejendom og formue. Det gamle regimes stive hierarki af stænder, privilegier og dynastier blev med revolutionen erstattet af en moderne, liberal og rationel statsform. Endelig var revolutionen en platform for nogle af oplysningstidens politiske tanker. Individet, der nu var udstyret med en række pligter og rettigheder over for det nye styre, oplevede nu lighed for loven, rettergang med jury, samt religions-, tale- og pressefrihed.

Begivenhederne i Paris påvirkede ifølge ”Den store revolution” (se kilder) forholdene i mange andre europæiske lande. Under revolutionsperioden lå de franske styrker næsten konstant i krig med andre europæiske magter, og deres befolkninger oplevede, hvordan de franske soldater kæmpede for nationen og ikke for fyrsten. De franske hære var som noget nyt en enorm, folkelig massehær i stedet for professionelle lejesoldater hyret af kongen.

     Den nationalistiske strømning i Frankrig bredte sig hurtigt til andre europæiske lande. Nationalismen, altså forestillingen om, at hver nation havde sin egenart og ret til selvbestemmelse, blev til drivkraften i mange europæiske bevægelser i det 19. og 20 århundrede.

Idéhistorikeren Nicolai Von Eggers giver i et interview til netmagasinet Turbulens (se kilder) sit bud på, hvad der gør Den Franske Revolution så særlig og nyskabende. Ifølge ham er den først og fremmest noget særligt på grund af sin historiske betydning for et Europa, der på revolutionens tid var domineret af enevældige monarkier: ”Med revolutionen så man politik udbrede sig til en meget større del af befolkningen, end hvad der hidtil havde været tilfældet. Politik var ikke længere alene noget, konger diskuterede med deres ministre, men noget der også foregik på gadeplan under f.eks. demonstrationer. Politik blev debatteret i et nationalt parlament, som aviser rapporterede fra. Aviserne blev læst og diskuteret på caféer og i såkaldte ‘klubber’, der senere i historien blev til partier.”

     Politik blev bredt ud til dele af befolkningen og blev et anliggende, som kunne debatteres på et rationelt grundlag: ”Den Franske Revolution markerede et gennembrud for politik i moderne forstand. Der opstod en grad af demokrati, hvor de regerende nu var nødt til, i et vist omfang, at forklare deres beslutninger og handlinger. Kongen havde indtil da fået sin legitimitet fra Gud, og havde stået som en faderfigur for nationen.”

Menneskerettighederne – forestillingen om menneskets universelle, ukrænkelige og umistelige rettigheder – står i dag som noget af det mest grundlæggende tankegods, som Den Franske Revolution har videregivet til verden. Efter 2. Verdenskrigs rædsler fik menneskerettighedserklæringen ny aktualitet. Dette førte blandt andet til, at FN – De Forenede Nationer – i 1948 vedtog ”FN’s verdenserklæring om menneskerettigheder” nedskrevet i 30 artikler. Begrebet ’menneskerettigheder’ har i dag fundet en markant plads i mange politiske diskussioner og i hverdagssproget. I bogen ”De europæiske ideers historie” (se kilder) hedder det: ”Erklæringens betydning for Den franske Revolutions forløb blev både på godt og ondt, mest vel det sidste – men som forkyndelse af store og inciterende idealer har den ikke haft mange sidestykker i historien, og de fleste af de omtalte rettigheder har siden da efterhånden fundet vej ind i statsforfatningerne.”