Det Arabiske Forår

Det Arabiske Forår er den populære betegnelse for den bølge af folkelige protester, der rullede henover den arabiske verden fra slutningen af 2010. Oprørene førte til regimeskifte i Tunesien, Libyen, Egypten og Yemen, udløste en blodig borgerkrig i Syrien og førte til store folkelige protester og en vis grad af både liberaliseringer og repression i andre arabiske lande. Oprøret har også medført en opblomstring af ekstreme islamistiske organisationer, især den berygtede terrororganisation Islamisk Stat.

     Her 10 år efter, at Det Arabiske Forår begyndte, er det stadig et fåtal af landene i regionen, der er demokratiske. Nu spreder en ny bølge af protestbevægelser sig over Mellemøsten og Nordafrika, hvilket har fået observatører til at tale om ”Det Arabiske Forår 2.0” eller ”Det Nye Arabiske Forår”.

Det Arabiske Forår startede i Tunesien i december 2010. Her satte den 26-årige frugtsælger Mohamed Bouazizi ild på sig selv efter at have fået konfiskeret sine vare, hvilket blot var den seneste uretfærdige handling fra en korrumperet politi- og embedsmandsstand. Den voldsomme protest gjorde ham til en vigtig symbolsk figur, som befolkningen kunne samles om – først og fremmest i Tunesien, men også i andre arabiske lande. Mens Bouazizi, der senere døde af sine skader, lå på hospitalet, begyndte tunesere at gå på gaden i protest mod det korrupte politi, den lave levestandard, deres manglende indflydelse i landet og den ringe udsigt til, at tingene ville blive bedre.

     I artiklen ”The real Mohamed Bouazizi” i tidsskriftet Foreign Policy (se kilder) skriver Hernando De Soto følgende om Mohamed Bouazizis symbolske betydning: ”Som det så ofte er tilfældet med politiske martyrer, betyder Bouazizi markant forskellige ting for forskellige mennesker. For nogle er han et generisk symbol på modstanden mod uretfærdighed, for andre en arketype i kampen mod autokrati (Styreform hvor magten er samlet hos én person, red.). Occupy Wall Street-aktivister har endda indforskrevet ham som en åndelig allieret i deres kamp mod den uhellige alliance mellem Washington og corporate-USA.”

     Efter knap en måneds demonstrationer valgte Tunesiens diktator gennem 23 år, Zine El Abidine Ben Ali, at flygte til først Frankrig, der nægtede at tage imod den tidligere yndling, og derefter til Saudi-Arabien. Ben Alis flugt – og troen på, at andre diktatorerne kunne tvinges fra magten – udløste en dominoeffekt af folkelige oprør over hele den arabiske verden. Demonstranter i blandt andet Algeriet, Marokko, Egypten, Libyen, Jordan og Yemen gik i løbet af vinteren 2010-11 på gaden og forlangte frihed, frie valg, demokrati, indflydelse og bedre økonomiske muligheder.

Da opstanden i Tunesien startede, var den tidligere tunesiske diktator Zine El Abidine Ben Ali typisk for den arabiske verdens ledere. Som officer havde han i 1987 taget magten i Tunesien ved et statskup, og siden havde hans regering ikke afholdt et eneste frit valg. I stedet bevarede han magten ved hjælp af et omfattende sikkerhedsapparat. Med et omfattende hemmeligt politi og hæren holdt han kontrol med en opposition, der i vid udstrækning blev fængslet, drevet i eksil eller bestukket fra at udfordre regentens magtmonopol. Samtidig var de vigtigste politiske, militære og økonomiske poster forbeholdt personer i hans egen magtkreds, især personer fra hans egen stamme og nære familie.

     Både Tunesien, der ud fra en regional standard er relativt velhavende, og andre lande i den arabiske verden, havde inden oprøret oplevet en befolkningseksplosion, som lave vækstrater og ineffektive økonomier ikke kunne understøtte. Den arabiske verdens befolkningstilvækst er verdens næsthøjeste efter de afrikanske lande syd for Sahara. Det førte til voksende fattigdom, store grupper af unge mennesker, der er blevet voksne uden at kunne få et arbejde, stigende sociale skel og deraf følgende utilfredshed med de regerende regimer. Den dårlige økonomi er en væsentlig faktor i opstandene sammen med utilfredshed over manglende indflydelse, stigende social uro og øget oplysningsniveau hos dele af befolkningen.

Siden vestlige kolonialmagter måtte give afkald på deres position i regionen, har lande som Tunesien, Egypten, Syrien, Libyen og Jordan typisk haft et stærkt centraliseret system med en slags planøkonomi og statslige monopoler i mange brancher, et tungt bureaukrati, en høj grad af korruption og almindeligvis et parti, der har haft monopol på magten i tandem med det lokale militær.

     I Egypten tegnede Gamal Abdel Nasser konturerne af en panarabisk nationalisme med socialistiske træk, som i vid udstrækning har været anvendt i andre arabiske lande som f.eks. Syrien og Irak, hvor staten har monopoliseret en række funktioner og tilbudt en slags statslig patriarkalisme, men til gengæld har nægtet befolkningen frie valg. I løbet af en 20-årig periode forud for Det Arabiske Forår var en række af disse stater imidlertid begyndt at gennemføre økonomiske liberaliseringer, der tillod fremmede firmaer at komme ind på de lokale markeder. Samtidig havde landene spillet en lang række statsvirksomheder og brancher over i hænderne på privatpersoner, ofte i og omkring regimernes magteliter.

     Det førte til højere vækstrater i en række lande og til stor rigdom for en lille gruppe, men omvendt også til stor ulighed, især fordi befolkningstilvækst, arbejdsløshed og afskaffelse af en række subsidieringer af basale varer som benzin, brød og andet samtidig udhulede en allerede fattig majoritets reelle købekraft. Den voksende reelle fattigdom har næret utilfredsheden og øget skellet mellem folkemasse og ledelse. ”Der er ingen tvivl om, at protesterne i meget vid udstrækning har været drevet af utilfredshed med manglen på økonomiske muligheder, uligheden og udsynet til, at Crony Capitalism (en økonomi, hvor succes afhænger af nære forhold mellem forretningsfolk og regeringsfolk, red.) er løbet med gevinsten,” har økonomen Ibrahim Saif fra tænketanken Carnegie Middle East Center i Beirut sagt til Information i artiklen ”Den arabiske vækst kommer ... Men kommer den for sent?” (se kilder): ”Problemet er bare, at forventningerne er alt for store, og at folk forventer hurtig forandring og flere penge mellem hænderne. Sådan kommer det ikke til at foregå. Det kommer til at tage lang tid, og det er ikke sikkert, at folk har tålmodighed til at vente.”

Protestbevægelserne bestod i 2010 og 2011 primært af tre grupper:

• ­Den yngre gruppe af aktivister havde typisk en baggrund i den veluddannede middelklasse, og var rundet af en globaliseret verden, hvor elektroniske medier har sat dem i stand til selv at opsøge information, dele den og blive aktører via de organiseringsformer, de teknologiske fremskridt giver dem. De sociale medier var en afgørende faktor for, at aktivisterne under Det Arabiske Forår kunne mobilisere og arrangere de store demonstrationer, der i sidste ende fik flere regimer til at vælte og andre til at indføre reformer i varierende grad. 
• Den anden gruppe var et sammensat spekter af sociale organisationer, arbejderbevægelse etc., som også havde erfaring med at mobilisere store grupper og mål, der i udpræget grad handler om rettigheder, indflydelse og lighed. 
• Endelig var den sidste gruppe islamisterne i forskellige fraktioner, men først og fremmest Det Muslimske Broderskab, den muslimske verdens store politisk-religiøse bevægelse, der siden grundlæggelsen i 1928 har arbejdet med og mod Mellemøstens regimer på forskellig vis. Læreren og teologen Hassan al-Banna grundlagde broderskabet som en bevægelse, der skulle udføre velgørenhedsarbejde og samtidig søge at skabe en åndelig renæssance for islam og udløse en politisk bevidstgørelse af de islamiske masser. Både i Tunesien og især i Egypten tilsluttede brødrene sig imidlertid først protesterne på et relativt sent tidspunkt ud af skepsis for både protesternes sekulære ophav og deres overordnede mulighed for at opnå succes. Ifølge analytikere satsede Det Muslimske Broderskab i første omgang på et samarbejde med det regerende styre, skriver den kendte egyptiske forfatter og demokratiforkæmper Alaa al-Aswany i debatindlægget ”Repræsenterer de islam eller kun sig selv?” i Information (se kilder), hvor han kritiserer Egyptens islamister. Da de først tilsluttede sig demonstrationerne, var de dog en væsentlig faktor på grund af deres velsmurte evne til at skabe massemobilisering. 
• Endelig var der en sidste gruppe, som især i Libyen bestod af afhoppere fra regimet, som var sprunget ud som kritikere af deres tidligere arbejdsgiver, før, imens og efter en overbevisende opposition mod de regerende styrer var opstået.

Den arabiske verden har meget begrænsede erfaringer med demokrati. Mens mange lande afholder valg til mere eller mindre symbolske folkeforsamlinger, så er det i Mellemøsten kun i Tyrkiet, Israel og til dels Libanon og i mindre omfang Irak, at man kan tale om demokrati. Derfor har muligheden for at indgå i reel politisk opposition til de regerende styrer været stærkt begrænset. Mens forskellige arbejdsmæssige og sociale organisationer, som eksempelvis Det Muslimske Broderskab, løbende har mødt regimerne med både modstand og samarbejde, trådte de nye protestbevægelser for alvor ind på scenen under Egyptens valg i 2005, hvor pres fra USA medførte lidt mere frihed til oppositionelle synspunkter og uafhængige kandidater. Her formåede først og fremmest protestbevægelsen Kefaya (’nok’ på dansk) at markere sig med budskaber, iscenesættelse og en retorik, som senere skulle gå igen i protesterne i Tunesien og Egypten og andre steder og danne rygraden i den senere protestbevægelse. Op til Mohamed Bouazizis selvafbrænding (som faktisk ikke var den første i Tunesien), var en række bloggere og andre unge aktivister blevet aktive med kritik af Ben Alis regime, og i Egypten havde en række overgreb og ikke mindst drabet på den unge mand Khaled Mohammed Said, der blev tæsket ihjel af to, angiveligt korrupte, politifolk, trukket mange unge ind i en protestbevægelse på digitale platforme,. Den samme udvikling skete i en række andre lande, hvor bloggere typisk kunne aktivere grupper af mennesker og gøre information, der indtil da i vidt omfang havde været bortcensureret, tilgængelig for større befolkningsgrupper. De nye aktivisters øgede kampagnevirksomhed skete samtidig med generelle prisstigninger inden for blandt andet fødevarer og benzin, som gjorde en stor og ellers apolitisk gruppe utilfredse og modtagelige over for en kritisk holdning til de siddende regeringer. De lokale styrers reaktion var ofte arrestationer og vold mod de protesterende. Tidligere havde det virket, men denne gang var det i stedet benzin på bålet til fordel for protestbevægelsen, idet den slags overgreb øjeblikkeligt blev filmet og offentliggjort på internettet.

Protestbevægelserne var meget sammensatte, og mens de officielle slogans alle handlede om demokrati, menneskerettigheder, politisk pluralisme og en bedre fordeling af samfundets goder, dækkede disse plusord over store forskelle. Vestligt orienterede (og ind i mellem vestligt uddannede) aktivister krævede ofte forandring med udgangspunkt i et vestligt oplysningsideal og liberale politiske værdier. Religiøst-politiske bevægelser med et mere reaktionært udgangspunkt som salafisterne og Det Muslimske Broderskab søgte i videre udstrækning tilbage mod traditionelle islamiske værdier, som de i varierende grad hævder er uforenelige med moderne demokratiidealer. For nogle traditionelle partier handlede det primært om at sikre, at det i fremtiden ikke vil være muligt for et parti at få et monopol på magten. Ideen om uafhængighed fra vestlige stater og en ændret politik over for Israel (primært i Egypten) var også en faktor.

     Protesterne dækkede også i en række tilfælde over sekteriske gruppers utilfredshed over deres egen manglende indflydelse. Det kan f.eks. siges i en vis udstrækning at have været tilfældet i Syrien og Irak, hvor dele af landenes sunnimuslimske befolkning har tilsluttet sig protesterne som konsekvens af deres egne manglende repræsentation i landenes henholdsvis alawitisk og shiitisk dominerede styrer. Endelig var bedre økonomiske forhold og særligt statslig subsidiering inden for sektorer som fødevarer, boliger, transport og uddannelse centrale punkter.

     En af de vigtigste kamppladser i både de lande, der har haft et regimeskifte, og de lande, hvor befolkningen har presset regimerne til reformer, er de nationale forfatninger. I flere lande krævede de protesterende, at der enten skulle skrives helt nye forfatninger, eller at de eksisterende forfatninger skulle ændres. For eksempel er de nødlove, der i flere lande har sikret regeringerne meget vide rammer for magtanvendelse, flere steder blevet kasseret. Således var der en ophidset debat i flere lande om, hvilken rolle islam skal spille i forfatningerne, graden af regional autonomi (særligt i Libyen), valgsystemer og antikorruptionsmekanismer. Forfatningsdebatten ses af mange som afgørende for, hvorvidt det i sidste ende vil være muligt at skabe bæredygtigt demokrati i de berørte lande.

Som beskrevet længere oppe var Tunesien det første land med en folkelig opstand, og det første land, hvor regeringen blev afsat. Landet er også Det Arabiske Forårs ”eneste succeshistorie,” skriver The Guardian i artiklen ”Beyond Syria: the Arab Spring’s aftermath” fra 2018 (se kilder).

     Efter Ben Ali flygtede blev det første demokratiske valg nogensinde afholdt i Tunesien, og det førte til en ny regering under ledelse af den islamiske Ehnnahda-bevægelse. Siden Ben Ali blev afsat har Tunesien imidlertid haft ni forskellige regeringer, og den politiske ustabilitet påvirker landet, skriver TV2 Nyheder i artiklen ”For syv år siden fik de frihed under Det Arabiske Forår – nu er 800 anholdt på en uge” i 2018 (se kilder). I 2018 var der store demonstrationer i landet, og flere hundrede demonstranter, som gik på gaden i protest mod en ny finanslov, blev anholdt.

     I 2019 var der præsidentvalg i landet, og den konservative juraprofessor Kais Saied vandt det demokratiske valg over de 25 andre kandidater efter en valgkamp, der handlede om høj arbejdsløshed, den stagnerede økonomi og den korruption, der fortsat præger lande.

Den 25. januar 2011 protesterede mange tusinde demonstranter mod Mubarak-styret i Egypten, især i storbyerne Alexandria og Cairo, hvor Tahrir-pladsen hurtigt blev et omdrejningspunkt for de store demonstrationer. Pladsen blev et slags samlende symbol for Det Arabiske Forår. I første omgang var protesterne rettet mod de nødlove, som Egypten var blevet regeret efter siden 1967 med et kort afbræk i 1980-81. Protesterne blev dog hurtigt rettet imod styret selv, dets leder, præsident Hosni Mubarak og hans parti, NDP. Den 11. februar 2011 valgte han endelig at gå af under massivt pres. Protesterne fortsatte på trods af et parlamentsvalg afviklet henover vinteren 2011-2012, som gav et solidt flertal til kandidater fra Det Muslimske Broderskab og en række salafist-islamistiske partier. Efter en første valgrunde præget af kaos og udelukkelse af en række kandidater, valgte det egyptiske folk Mohamed Morsi fra Det Muslimske Broderskabs Friheds- og Retfærdighedspartiet til præsident i en anden valgrunde. Han blev dog hurtigt kritiseret for at forsøge at centralisere magten omkring sig, og tidligere Mubarak-støtter og den oprindelige protestbevægelse forenedes i slutningen af juni og i starten af juli 2013 om et krav om, at Morsi skulle gå af. Det skete i en række landsdækkende demonstrationer arrangeret af græsrodsorganisationen Tamarod. I sidste ende greb militæret ind under ledelse af feltmarskal Abdel Fattah al-Sisi og afsatte Morsi. Efterfølgende indledte al-Sisi en blodig kampagne for at lukke broderskabet ned, mens en midlertidig administration overtog magten. Også liberale reformkræfter i medier og civilsamfund blev lukket ned, forfulgt og i en lang række tilfælde fængslet, efterhånden som militæret genetablerede sin magtposition i det egyptiske samfund. I sidste ende blev Abdel Fattah al-Sisi valgt som præsident.

     Al-Sisi regerer stadig Egypten, og han kører landet som en politistat, hvor politiske opponenter bliver fængslet og der ikke er ytrings- eller forsamlingsfrihed, skriver The Guardian i artiklen ”Beyond Syria: the Arab Spring’s aftermath” i 2018 (se kilder). Den egyptiske økonomi er præget af samme problemer som før 2011, og der er ikke umiddelbart udsigt til, at den egyptiske befolkning får bedre levevilkår eller et mere demokratisk politisk system.

Den libyske opstand brød for alvor ud i den østlige by Benghazi den 15. februar 2011. Inspireret af begivenhederne i Tunesien og Egypten protesterede folket mod Muammar Gaddafis mangeårige styre. Demonstrationerne udviklede sig hurtigt voldeligt, og hele enheder af militæret deserterede til fordel for oppositionen, mens protesterne spredte sig til andre byer som Zintan, Tripoli og Misrata. Befolket af en række eksilerede politikere, militærfolk og en støt stigende strøm af afhoppere oprettede oprørerne hurtigt et overgangsråd, National Transitional Council eller NTC, der skulle være det øverste organ for oppositionen.

     Graden af vold og beskydninger af demonstrationer varierer i forskellige udsagn, men FN’s Sikkerhedsråd vedtog 26. februar en resolution, der indefrøs Gaddafi-styrets aktiver, henviste det libyske styre til Den Internationale Straffedomstol, og en efterfølgende resolution, resolution 1973, bemyndigede en række lande til at tage alle nødvendige midler i brug for at indføre en flyveforbudszone og hindre massakrer på civile under indtryk af en regeringsoffensiv mod Benghazi, der truede med at føre til netop dette. Med kraftig støtte af NATO-bombefly bølgede kampe frem og tilbage mellem regeringsloyale tropper og modstandere af Gaddafi. Det var først i august 2011, at oprørssoldater var i stand til at bryde igennem forsvaret af hovedstaden Tripoli, hvilket effektivt knækkede Gaddafi-styrkernes forsvar. Lommer af modstand i Gaddafi-loyale byer fortsatte i de næste måneder, indtil Gaddafi blev fanget og myrdet på flugt fra fødebyen Sirte den 20. september 2011.

     Efter oprørerne bekæmpede Gaddafi, vendte de sig imidlertid mod hinanden, skriver The Guardian i artiklen ”Beyond Syria: the Arab Spring’s aftermath” i 2018 (se kilder), og to regeringer kæmper nu mod hinanden om magten. Siden 2011 har der været borgerkrigslignende tilstande i landet, og hvis ikke der gribes ind fra international side, er der ifølge FN-eksperter risiko for ”en langvarig krig som kan destabilisere nabolandene og regionen yderligere,” skriver Globalnyt i artiklen ”Syriske flygtninge har det stadigt sværere i nærområderne” i 2019 (se kilder). Zetland beskriver i artiklen ”Mænd som disse spøger stadig” i 2018 (se kilder) Libyen som en fejlslagen stat.

20. februar 2011 gik mange mennesker på gaden for at demonstrere for flere rettigheder, mere demokrati og mere økonomisk lighed. I Marokko, der er regeret af Kong Mohammed, ønskede flertallet af demonstranterne ikke kongen afsat, men hans rolle indskrænket. Demonstranternes krav blev mødt med delvise indrømmelser, begrænsede reformer og et tidligt valg, og siden er protesterne svundet ind.

I Algeriet begyndte befolkningen at protestere i slutningen af december 2010. Protesterne fik forøget kraft umiddelbart efter Mubaraks fald i midten af oktober 2011. Store demonstrationer krævede ophævelse af de nødlove, der har regeret det nordafrikanske land siden borgerkrigen i 90'erne, reformer og præsident Bouteflikas afgang. Desuden var der krav om sænkning af fødevarepriserne og en løsning på landets store problemer med at skaffe boliger til den hastigt voksende unge befolkning. Bouteflika, der havde regeret Algeriet siden 1999 og var i gang med sin tredje valgperiode, ophævede siden nødretsbestemmelserne, sænkede fødevarepriserne og kom på en række andre punkter protestbevægelsen i møde.

     I 2019 opstod der igen protester mod den da 82-årige Bouteflika, som selv ønskede en femte periode som præsident, men som blev tvunget til at gå af. I december 2019 blev der afholdt præsidentvalg i landet, men der var stor utilfredshed med valget, fordi kandidaterne blev set som en direkte fortsættelse af Bouteflika-regimet, skriver Berlingske i artiklen ”10.000 demonstrerer i Algier mod torsdagens præsidentvalg” i 2020 (se kilder). Dermed fortsætter den største politiske krise i Algeriet ind i 2020.

Ligesom i Libyen udviklede demonstrationerne i Syrien sig til en langvarig borgerkrig, og i Syriens tilfælde med omfattende konsekvenser for hele regionen. I februar 2011 blev en gruppe drenge arresteret for at male graffiti, der var kritisk mod præsident Bashar al-Assad. Drengene blev efterfølgende torteret og deres forældre hånet, da de opsøgte politiet for at få dem frigivet. Episoden førte fra 15. marts til demonstrationer mod Baath-styret og Assad-familien, der har regeret Syrien siden 1970. Protesterne spredte sig til store dele af Syrien med store demonstrationer i byer som Damaskus, Homs, Hama og Idlib. Protesterne eskalerede, da afhoppere fra militæret, der nægtede at skyde på demonstranterne, dannede en decideret oprørshær, Den Frie Syriske Arme.

     Siden udviklede det sig til en blodig borgerkrig, hvor den syriske hær beskød oprørske byer og kvarterer med artilleri, og oprørshæren svarede igen med angreb på militæret, mens kampene har krævet et stort antal civile ofre på begge sider. FN og dets udsendinge har løbende forsøgt at mægle i konflikten med fredsplaner, som ikke er blevet overholdt. Borgerkrigen hersker stadig, og mere end fem millioner syrere opholder sig i dag som flygtninge i nabolandene, skriver Globalnyt i artiklen ”Syriske flygtninge har det stadigt sværere i nærområderne” i 2019 (se kilder). Borgerkrigen udspiller sig også i stigende grad i nabolandene, især Libanon og Irak, hvor volden mellem tilhængere og modstandere af det syriske styre er spidset til.

Irak var præget af demonstrationer i Bagdad fra februar 2011 og et stykke tid frem. Her protesterede demonstranterne især over den tidligere premierminister Nouri al-Maliki og hans regerings embedsførelse, intimidering og arrestation af politiske modstandere, undergravelse af politiske institutioner og omfattende korruption, samt manglende offentlig service. Protesterne var dog begrænsede i omfang og hæmmet af den politiske vold i landet, hvor oppositionsaktivister også i flere tilfælde er blevet myrdet.

     I december 2013 valgte Nouri al-Malikis regering at sætte hårdt mod hårdt og angribe en fredelig sit-down-protest i sunnihøjborgen Fallujah med våben og fra luften. Det efterfølgende kaos udnyttede den islamiske organisation IS (Islamisk Stat, en udløber af terrororganisationen al-Qaeda i Irak) i starten af 2014 til at hverve krigere og erobre den vigtige by fra de irakiske regeringsstyrker. En offensiv udfoldede sig til andre dele af Irak, hvor de jog regeringsstyrker væk fra sunnidominerede områder og indførte et terrorregimente. Islamisk Stat (IS) erobrede også store dele af det centrale og nordlige Irak – herunder Iraks næststørste by, Mosul, hvorfra de udråbte et grænseoverskridende islamisk kalifat med håndhævelse af en rabiat fortolkning af sharia og forfølgelse af andre religiøse grupper. Efter mange års krig har IS tabt landområderne igen. Alligevel bølger volden og ustabiliteten over landet, og der er ikke udsigt til en mere fredelig og stabil situation.

Allerede i midten af januar 2011 var der demonstrationer i Amman og andre byer, organiseret af arbejderaktivister og venstrefløjsaktivister. En protest, der hurtigt fik deltagelse af Det Muslimske Broderskab, som traditionelt har haft et brydningsfuldt og ambivalent forhold til det jordanske styre og landets øverste leder, Kong Abdullah. For at imødekomme demonstranternes krav beordrede kongen en række reformer, tilbagekaldte kontroversielle tiltag og fyrede to regeringer, hvilket i store træk har taget luften ud af protesterne.

Det shiitisk dominerede Bahrain, der er styret af en sunnimuslimsk emir, oplevede store protester, som blev mødt af en voldsom reaktion fra styret og sikkerhedsstyrkerne. Protesterne har haft afsæt i hovedstaden Manans Perle-plads og samlede flere gange folkemængder på over 100.000, som krævede reformer og i et vist omfang monarkiets afgang. Reaktionen var voldelig med mange arrestationer, tortur og en række dødsfald. Tropper fra golflandenes samarbejdsorganisation, og især fra Saudi-Arabien, strømmede ind i landet efter at emiren erklærede undtagelsestilstand. Hverken vestlige lande eller andre golflande, der ellers har støttet opstandene i andre lande, har haft store protester mod styrets reaktion på protesterne, nok til dels fordi Bahrain ses som en væsentlig regional partner.

Store demonstrationer, der kaldte på liberaliseringer, kvinderettigheder og demokratiske reformer, prægede starten på 2011. En kombination af mindre reformer og en kraftig politiindsats med en række dødsfald til følge har imidlertid kvalt protesterne. I 2018 fik blev kronprinsen Mohammed bin Salman leder af landet, og det har ifølge artiklen ”Mænd som disse spøger stadig” i Zetland (se kilder) ført til reformer i landet, der især er rettet mod korruptionen. Der er dog stadig tale om et monarki, og der hersker langt fra demokratiske tilstande i landet.

Qatar har ikke for alvor oplevet protester. Til gengæld har landet spillet en central rolle i forhold til at støtte protest- og oprørsbevægelserne i de andre lande, både holdningsmæssigt, hvor tv-stationen al-Jazeera blandt andet har været en væsentlig faktor i sin dækning af oprøret, og konkret hvor Qatars emir økonomisk og militært har støttet de oppositionelle kræfter i bl.a. Libyen og Syrien.

I slutningen af januar 2011 prægede store demonstrationer Yemen. Befolkningen i landet, der har været hærget af borgerkrig i flere omgange i løbet af de sidste 50 år, protesterede i første omgang over dårlige sociale forhold, men protesterne udviklede sig hurtigt til et krav om, at præsident Saleh, der havde regeret Yemen i 33 år, skulle gå af. Protesterne udviklede sig voldeligt, og store dele af landet var ikke under regeringens kontrol, mens præsident Saleh selv blev såret under et bombeangreb og måtte søge behandling i Saudi-Arabien.

     Golflandenes samarbejdsorganisation søgte i flere omgange at mægle mellem præsident og opposition, men Saleh brød flere aftaler om en gradvis overlevering af magten, før han endelig i februar 2012 resignerede og accepterede at afgive magten til gengæld for en garanti om ikke at blive retsforfulgt i fremtiden og en lettere diffus politisk rolle i fremtidens Yemen. Siden da har borgerkrigen hærget landet, ikke mindst fordi den er blevet til en stedfortræderkrig, hvor ærkefjenderne Saudi-Arabien og Iran støtter hver deres fløj.

Den vestlige verden reagerede afventende på de første tegn på oprør. Mens oprøret i Tunesien blev iagttaget med en blanding af begejstring og forundring, var opbakningen til de protesterende i den arabiske verdens største land, Egypten, lidt mere nølende. Landets vigtigste allierede, USA, der igennem årene har støttet det egyptiske styre og ikke mindst dets militær massivt til gengæld for fred med Israel og strategisk regional opbakning, opfordrede Hosni Mubarak i begyndelsen af februar 2011 til at gå af, men først efter en vis tøven. I tilfældet med Libyen valgte en koalition under NATO i marts 2011 at håndhæve en flyveforbudszone i marts, efter at Muammar Gaddafis hær var gået i offensiven mod oprørere i byen Benghazi, der havde smidt regeringens myndigheder på porten. En FN-resolution om beskyttelse af civile banede vej for en aktion med deltagelse af en række vestlige nationer, inklusiv Danmark, og en række arabiske lande. Selvom tilstedeværelsen på jorden var begrænset til få specialtropper og militærrådgivere, antog NATO’s bombekampagne en sådan karakter, at det ikke er forkert at karakterisere indsatsen som en afgørende og ensidig indsats til fordel for oprørsstyrkerne. Også i Syrien har en koalition med deltagelse af mange vestlige stater i realiteten givet sin støtte til oppositionen, mens den endnu ikke har valgt at gribe ind til fordel for dem.

     Det Arabiske Forår har i vid udstrækning knæsat FN-princippet om ’responsibility to protect’ – eller R2P – der giver FN-myndigheder hjemmel til at intervenere i andre nationers interne forhold, når det skønnes, at de pågældende lande i vid udstrækning dræber og mishandler dets egne borgere. Det er et princip, der i praksis er stor uenighed omkring, med dets vestlige fortalere på den ene side og blandt andet Rusland og Kina på den anden side. I forhold til borgerkrigen i Syrien har man derfor både i FN-regi og i NATO været tilbageholdende med at tage princippet i brug.

Det Arabiske Forår foregik i en stærkt ladet regional kontekst, og blandt andet derfor delte Det Arabiske Forår vandene ideologisk. Udover de rent principielle ideologiske spørgsmål rammer oprøret ned i en geopolitisk opdeling af Mellemøsten, hvor især den folkelige protest i Syrien er eksplosiv. Man taler om en geopolitisk halvmåne i Mellemøsten, hvor Iran og Syrien og til dels Irak og Libanon (først og fremmest via den shiitiske politiske bevægelse Hizbollah) har været allierede med udgangspunkt i Irans regionale interesser og med støtte fra blandt andet Rusland og til dels Kina, mens Saudi-Arabien, Golfstaterne, den libanesiske opposition, USA og andre vestlige magter og en række andre arabiske lande har været interesseret i at svække Iran og Syriens indflydelse i regionen og blandt andet derfor har støttet oprøret internt i Syrien. Det er en brudlinje, som i vid udstrækning følger områdets sekteriske opdeling mellem shiitter og sunnitter, men som også har en række andre økonomiske, politiske og sociale understrømme.

     Samtidig er ideen om, at vestlige værdier og interessepåvirkning indgår i oprøret, også kontroversielt i en situation, hvor Vestens invasioner i Irak og Afghanistan i vid udstrækning har gjort Vesten – og især USA – upopulær i store dele af den arabiske verden. Derfor har mange aktivister også været særdeles aktive med at understrege, at Det Arabiske Forår foregår på lokale præmisser og ikke med Vesten som ideal.

I 2020 ser mange lande i Nordafrika og Mellemøsten markant anderledes ud, end de gjorde inden protestbevægelserne begyndte, om end de færreste er blevet mere demokratiske. Tunesien er det eneste land, hvor befolkningen i en vis grad har sikret sig de demokratiske friheder, de kæmpede for. Egypten har udviklet sig til et militærdiktatur, hvor befolkningen har endnu færre demokratiske rettigheder end før Det Arabiske Forår, Libyen bliver kategoriseret som en fejlslagen stat, og både i Libyen, Syrien og Yemen hærger der borgerkrige. Borgerkrigene kompliceres af, at de er blevet til stedfortræder-krige mellem rivaler i Mellemøsten og mellem internationale rivaler. I Syrien har en vestlig koalition ledet af USA støttet oprørerne, mens Rusland har støttet Assad-regimet; på samme måde har Saudi-Arabien støttet oprørerne, mens ærkefjenden Iran har støttet Assad. Også i Irak, Yemen og Bahrain støtter Saudi-Arabien og Iran hver deres side i konflikten, skriver BBC i artiklen ”Why Saudi Arabia and Iran are bitter rivals” i 2019 (se kilder). Regeringerne i kongedømmerne – Marokko, Bahrain og Jordan – klarede sig nogenlunde helskindet gennem Det Arabiske Forår, skriver The Guardian i artiklen ”Beyond Syria: the Arab Spring’s aftermath” i 2018 (se kilder), men de måtte alle gå befolkningen i møde og give nogle demokratiske indrømmelser. De autokratiske herskere i Saudi-Arabien, Qatar og De Forenede Arabiske Emirater slog så hårdt ned på protestbevægelserne fra begyndelsen af, at protesterne aldrig nåede at føre til ustabilitet, skriver The Guardian.

     I nogle lande har Det Arabiske Forår således ført til status quo, i andre har det ført til små indrømmelser fra monarkierne, i endnu andre har det ført til borgerkrige, og i et enkelt tilfælde – Tunesien, hvor det hele startede – har det ført til et mere demokratisk system.

Da Det Arabiske Forår startede i slutningen af 2010 gav befolkningernes krav om mere demokrati, bedre levevilkår og bedre fremtidsudsigter genlyd i mere end 17 lande på tværs af Mellemøsten og Nordafrika. De krav blev imidlertid kun mødt i et fåtal af lande, og sjældent fuldt ud. De fleste af landene er stadig præget af korruption, dyb fattigdom, dårlige levevilkår, høj arbejdsløshed og politisk ustabilitet. I 2018 og 2019 blussede der igen protestbølger op i regionen, denne gang især i Algeriet, Libanon og Sudan, hvor de politiske ledere er blevet afsat, og også i Egypten, Irak og Libanon har der været store demonstrationer og politisk uro. Protesterne er i Algeriet fortsat ind i 2020. Det har fået kommentatorer til at snakke om ”Det Nye Arabiske Forår” Eller ”Det Arabiske Forår 2.0”, skriver Globalnyt i artiklen ”Arabisk Forår 2.0?” i 2019 (se kilder). Læren fra Det Arabiske Forår 1.0 har imidlertid været, at protesterne ofte fører til borgerkrig og politisk ustabilitet end demokratiske reformer, og det har fået omverdenen til at tøve med at bakke demonstranterne op i deres krav om reformer, skriver Globalnyt. Uanset, om der med demonstrationerne er tale om et nyt arabisk forår, eller bare at demonstranterne kæmper for at fortsætte de ændringer, de kæmpede for i første runde, er protesterne tegn på, at utilfredsheden og vreden ikke forsvinder, før arbejdsløsheden, fattigdommen, de dårlige levevilkår og den politiske ustabilitet gør.