Abort

I 2023 er det 50 år siden, at kvinder i 1973 fik ret til fri abort i Danmark. Retten til fri abort var et stort skridt i kvinders frigørelse og muligheder for selv at bestemme over deres krop og liv. Selvom de fleste danskere ikke stiller spørgsmål ved retten til fri abort, er der fortsat særligt i religiøse kredse, dem der mener, at abort er fosterdrab, som samfundet ikke bør legitimere. Der bliver i Danmark foretaget mellem 14.000 og 15.000 aborter om året, mens der er cirka 60.000 gennemførte graviditeter. Der er mange lande, hvor det fortsat er ulovligt at få foretaget abort. Og mens en højesteretsafgørelse i USA for et par år siden vakte stor debat ved at gøre det muligt for delstater at afskaffe den fri abort, og Polen har strammet reglerne for abort, er en række lande i gang med at lempe deres abortregler. I september 2023 anbefalede Det Etiske Råd i Danmark, at abortgrænsen flyttes til den 18. graviditetsuge i stedet for den nuværende grænse, der ligger ved udgangen af den 12. graviditetsuge – og at unge mellem 15 og 18 år ikke længere skal have samtykke fra deres forældre for at få foretaget en abort. Kvinder, der har fået afslag på en såkaldt senabort, bidrager til debatten med deres fortællinger. Nu skal Folketingets partier tage stilling til, om grænsen skal rykkes.

Abort er afbrydelsen af en graviditet, der sker så tidligt, at fosteret endnu ikke er udviklet nok til at være levedygtigt. På Mødrehjælpens hjemmeside Abort.dk

  kan man læse om, hvordan aborter foregår. Der findes to former for abort – frivillig eller ufrivillig. Ufrivillige aborter kaldes spontane aborter og er en uønsket, ikke bevidst fremkaldt abort, hvor fosteret udstødes af livmoderen inden 28. graviditetsuge. Sker en spontan abort efter uge 28, betragtes det som en dødfødsel. Frivillige aborter kaldes også provokerede aborter, og her afbrydes graviditeten bevidst. Graviditeten kan afbrydes enten medicinsk eller kirurgisk. Ved en medicinsk abort sættes aborten i gang ved indtagelse af piller, der indeholder et stof, som gør, at livmoderen ikke længere reagerer på hormonet progesteron, kroppens eget graviditetsbevarende hormon. Når pillerne er indtaget, er aborten sat i gang, og man kan ikke fortryde. Efter et par dage fortsættes anden del af behandlingen, som er indtagelse af piller med et stof, der får livmoderen til at trække sig sammen, så den afstøder graviditetsvævet. Kirurgisk abort udføres hos en speciallæge eller på sygehuset, hvor lægen udvider livmoderhalsen og indfører et plastikrør. Der suger graviditetsvævet ud ad livmoderen. Medicinsk abort er mest effektiv, hvis den bliver udført før 9. graviditetsuge. Mens kirurgisk abort anbefales efter uge 9, eller ved senaborter efter uge 12.

Antallet af legale aborter før 12 uger er i Danmark faldet gennem de seneste to årtier fra 15.000 til 13.000 årlige aborter. Det er en halvering i forhold til 1975, hvor antallet toppede med 27.884 legale aborter []. Omkring 600 kvinder får hvert år en provokeret abort efter uge 12 – det tal har ligget nogenlunde stabilt de seneste 25 år med få udsving – en nedgang til 492 i 1998 og en stigning til 737 i 2008. Det fremgår af artiklen ”Se tallene: Så mange får hvert år en abort efter uge 12”.

Hver af landets fem regioner har sit eget abortsamråd, som tager stilling til ansøgninger om abort efter 12. graviditetsuge. Rådet består af en socialrådgiver eller en jurist, en psykiater og en gynækolog. Hvert år søger op mod 900 kvinder om en abort efter uge 12, enten fordi fosteret har en misdannelse, som først diagnosticeres efter 12. uge, eller fordi kvinden af en række forskellige sociale grunde føler sig ude af stand til at tage vare på et barn. I 2019 modtog de regionale samråd i alt 869 ansøgninger fra gravide kvinder, der ønskede en såkaldt senabort. Af dem fik 56, (svarende til syv procent) afslag på abort. Statistikken går tilbage til 2012, og tallene har ligget nogenlunde stabilt gennem årene, fremgår det af artiklen ”Er det okay, at staten siger, du skal føde et barn, du ikke vil have?” på Zetland.dk

, hvor professor Øjvind Lidegaard fra Rigshospitalet fortæller, at det blandt fagfolk er en kendt sag, at de fleste ansøgninger, hvor begrundelsen er alvorlige misdannelser og kromosomfejl bliver godkendt, mens færre ansøgere med sociale argumenter for senabort får grønt lys. Hvis man får afslag på at få foretaget en såkaldt senabort, kan man anke afgørelsen til Abortankenævnet.

Et flertal i Det Etiske Råd, et uafhængigt råd, som rådgiver og skaber debat om bl.a. lovændringer på det sundhedsfaglige felt, anbefaler, at abortgrænsen hæves, så danske kvinder får adgang til fri abort helt frem til 18. graviditetsuge. Den højere grænse vil give kvinder bedre tid og mulighed for at overveje en abort, efter en nakkefoldscanning i uge 12, mener formanden for rådet, Leif Vestergaard. Et flertal på ni medlemmer i rådet mener, at grænsen skal ligge på 18 uger. Fire medlemmer vil have grænsen på 15 uger, mens de sidste fire medlemmer vil fastholde den nuværende grænse på 12 uger. Herudover anbefaler Det Etiske Råd, at 15-17-årige kvinder fremover bør kunne få en abort uden deres forældres samtykke. Denne anbefaling er rådet enige om. Det kan man læse i artiklen ”Et flertal i Etisk Råd anbefaler at hæve abortgrænsen til 18 uger” på DR.dk

.

Historien om den fri abort er i virkeligheden en demokratiseringshistorie, mener journalist og forfatter Pia Fris Laneth. I artiklen ”Hvorfor diskuterer vi stadig dette emne?” på Alt.dk

  forklarer hun, hvordan aborten har spillet en afgørende rolle i kvinders adgang til arbejdsmarkedet, uddannelser og har været med til at skabe helt nye normer og familiestrukturer. Hvor det tidligere var manden, der var eneforsørger og overhoved i familien, blev kvinder og mænd i højere grad fælles om at forhandle reglerne i hjemmet – det at kvinder kom ud på arbejdsmarkedet og tjente deres egne penge, forskød således magten i familien og var med til at sende den patriarkalske familiestruktur på retræte. Det betød også, at samfundet måtte indrette sig anderledes i forhold til børnepasning. Og at det reelt blev muligt for kvinder at blive skilt, da de ikke længere var afhængige af deres mand, og ikke længere kunne fastholdes i en familie, fordi de blev gravide og var nødt til at føde et uplanlagt og eller uønsket barn

Den fri abort var en milepæl i kampen for kvinders rettigheder og ligestilling. Med loven om fri abort, der trådte i kraft den 1. oktober 1973, var Danmark et af de første lande i Vesteuropa, der sikrede kvinder over 18 år adgang til fri abort frem til uge 12. Dels blev kvinder ikke længere tvunget til at søge ulovlige, desperate og ofte farlige løsninger på at slippe af med et uønsket foster. Dels blev kvinder seksuelt mere frie, ved at de slap en evig angst for seksuelle møder, fordi frygten og risikoen for at blive gravid altid var til stede. Dels fik kvinder ret til at vælge moderskabet fra, hvis de ikke ønskede det og hermed bedre muligheder for at forfølge egne drømme om uddannelse og karriere.

Professor i sundhedsret ved Københavns Universitet, Janne Rothmar Heremann og forsker og ph.D. ved Institut for Menneskerettigheder, Annika Frida Petersen, har i et forskningsprojekt undersøgt de regionale abortsamråd, som vurderer og afgør, om kvinder kan få abort efter 12. graviditetsuge. Deres forskning har dokumenteret uformelle abortgrænser i abortrådenes praksis og afsløret manglende gennemsigtighed og forskelligartet praksis i de forskellige regioner. F.eks. kom det frem, at nogle regioner holdt samtaler med ansøgerne via telefonopkald, mens andre mødtes med ansøgerne og andre igen besøgte kvinden, der ønskede abort. Deres undersøgelse viste også, at mens kvinders egen vurdering blev tillagt betydning i de medicinsk begrundede sager, blev kvindernes egen vurdering sjældent taget i betragtning i de socialt begrundede sager. Det rejser demokratiske problemstillinger, argumenterer de juridiske eksperter. Fordi det giver meget forskelligartet beslutningsgrundlag og forskellige ansøgningssvar på tværs af regioner. Det er uklart for kvinderne, hvad deres rettigheder er og vanskeligt for samfundet at holde øje med, hvordan organerne forvalter loven, og om der måske er sket et skred, der gør, at loven bør opdateres, så den matcher praksis, vurderer juraeksperterne i artiklen ”Kvinders ret til abort trænger til et nyt, tidssvarende indgreb” på K-News – nyhedsmediet om juraens verden

.

Spørgsmålet om retten til fri abort og stillingtagen til, hvor abortgrænsen skal sættes, rejser en række etiske problemstillinger. Et principielt synspunkt i debatten er, at ethvert mennesligt liv indebærer værdighed og ret til at leve og overleve. Her står den nuværende abortlovgivning på det etiske synspunkt, at hensynet til moderen tæller højere end til fosteret, indtil den 12. graviditetsuge. En hævet abortgrænse rummer en række yderligere etiske og moralske problemer. For ved at hæve grænsen til 18. uge vil grænserne for provokeret abort nærme sig grænsen for, hvornår sundhedsvæsnet er i stand til at redde meget tidligt fødte børn, så det samme personale på den ene stue vil skulle hjælpe kvinder med at abortere og på den anden stue hjælpe meget for tidligt fødte på samme alder med at overleve. Det er et etisk dilemma, om det kan forsvares. Dernæst rejser udviklingen i fosterdiagnostik, som gør det muligt at få en omfattende viden om barnets genetik, det etisk moralske spørgsmål, om det kan forsvares, at forældre vælger abort på grund af denne viden om barnets gener? Det er bl.a. de spørgsmål, Det Etiske Råd kommer til at diskutere de næste år, fremgår det af artiklen ”Etisk Råd-formand: Her er abortgrænsens etiske dilemmaer”

.

Artiklen ”Hvorfor diskuterer vi fortsat det her emne?”

  beskriver, hvordan retten til fri abort radikalt har ændret synet på moderskabet. Her forklarer journalist og forfatter til bøgerne ”Moderskab og Mødrehjælp” og ”Lillys Danmarkshistorie” Pia Fris Laneth hvordan. I forbindelse med førstnævnte bog interviewede hun otte mødre, der var blevet mødre tidligt i deres liv. De forklarede, hvordan de var blevet udsat for socialt og psykisk pres fra faderen til barnet, egne forældre og sociale myndigheder, der mente, at de ødelagde deres liv og ungdom ved at få et barn så tidligt, at de hellere skulle få en abort og tage en uddannelse. Hermed har retten til fri abort ændret forestillingen om moderskabet. Hvor det før aborten blev fri blev set som moralsk betænkeligt at få en abort, bliver det på mange måder af samfundet set som moralsk betænkeligt at gennemgå graviditeten, hvis man er ung, uuddannet og ikke lever op til samfundets idealer om, hvad den ’gode mor’ bør kunne tilbyde sit barn i form af materielle goder og personlig modenhed. Som Pia Fris Laneth siger ”Moderkærlighed er ikke længere nok i sig selv.”

Tilhængerne af at hæve abortgrænsen begrunder deres holdning med, at det vil styrke kvinders selvbestemmelse, fordi de med en ny 18-ugers grænse vil få mulighed for at fordøje og handle på den viden, som fosterscanningen i uge 12 giver. Et argument lyder, at 12-ugers grænsen er et levn fra fortiden, som bør revideres, fordi tiden er løbet fra den – da den blev sat i 1973 var argumentet for netop 12 uger, at alle aborter dengang foregik kirurgisk, og aborter efter 12. graviditetsuge indebar større risiko for komplikationer end kirurgiske aborter udført før 12. graviditetsuge, som man kan læse i artiklen ”Tidsgrænsen for legal provokeret abort bør udvides” i Ugeskrift For Læger

. Et andet argument er, at erfaringer fra andre lande ikke giver grund til at tro, at en højere grænse giver flere aborter eller flere senaborter – f.eks. foretages næsten 94 procent af aborterne i Sverige før uge 12, selvom Sverige har en grænse på uge 18

. Dernæst argumenterer tilhængerne for lovændringen med, at grænsen på 18 uger fortsat efterlader stor margin til uge 22, som er grænsen for, hvornår et foster kan overleve. Det kan man læse i artiklen ”Et flertal i Etisk Råd anbefaler at hæve abortgrænsen til 18 uger”

.

Modstanderene af en udvidet abortgrænse mener, at den nuværende grænse bør fastholdes, fordi grænsen markerer, at fosteret har en selvstændig værdi, og at 12-ugers grænsen balancerer hensynet til både kvinden og fosteret. Dernæst mener modstanderne, at den nuværende grænse sikrer mod, at man vil begynde at fravælge fostre på baggrund af køn, fordi man med en 18 ugers grænse vil have bedre mulighed for at finde ud af, hvilket køn, barnet vil blive. Modstanderne hæfter sig også ved, at den nuværende grænse giver god mulighed for at opdage graviditeten og få en abort inden uge 12, fremgår det på Det Etiske Råds hjemmeside

.

Fem af Folketingets partier hælder til at hæve abortgrænsen. Det gælder Alternativet, Radikale Venstre, SF, Moderaterne og Enhedslisten. Mens tre partier Ny Borgerlige, Dansk Folkeparti og Danmarksdemokraterne foretrækker, at grænsen forbliver ved 12. graviditetsuge. De fire regeringspartier er åbne overfor at diskutere mulighederne for at rykke abortgrænsen, men har endnu ikke lagt sig fast på en specifik grænse, kan man læse i artiklen ”Regeringspartier er åbne for at rykke abortgrænsen” på dr.dk.

.

I Tyskland er abortgrænsen 14 uger. I Sverige er den 18 uger. Danmarks abortgrænse ligger på linje med Norge, Finland, Irland, Estland, Letland, Litauen, Ungarn, Tjekkiet, Slovakiet, Schweiz, Slovenien, Grækenland og Cypern. Flere europæiske lande har hævet abortgrænsen – f.eks. er abortgrænsen i 2022 hævet til 16 uger i Frankrig, til 24 uger i Holland og 22 uger på Island, viser en graf over abortgrænsen i EU-landene i artiklen ”Se tallene: Så mange får hvert år en abort efter uge 12” på Altinget.dk

. Flere lande har i deres lovgivning som en betingelse for abort, at den gravide har en tænkepause fra ønsket om abort udtales til den udføres. Andre lande har en regel om, at den, der ønsker abort, skal modtage rådgivning før en abort, fremgår det i artiklen ”Stor forskel på den frie ret til abort i Europa: Danmark hører til de mindre liberale” på DR.dk.

.

I mange katolske lande er abortlovgivningen meget restriktiv, fordi den katolske kirke er abortmodstandere. I staten San Marino i Italien har abort f.eks. været ulovligt siden 1865, men en historisk folkeafstemning i september 2021 gjorde abort tilladt. I Irland, hvor den katolske kirke også spiller en stor rolle, blev abort først tilladt i 2018, da irerne afgjorde sagen ved en folkeafstemning. Restriktiv abortlovgivning er ikke kun et katolsk anliggende. Færøerne har stadig samme abortlovgivning, som vi havde i Danmark før 1973. dvs. at abort kun er lovligt hvis kvindens liv eller helbred er i fare, hun har været udsat for voldtægt eller incest, hvis der er fare for, at fosteret lider af alvorlig uhelbredelig sygdom eller hvis kvinden vurderer uegnet til at passe på barnet, som det fremgår af artiklen ”Færøerne har en af Europas strammeste abortlovgivninger. Nu vil socialministeren tage den op til diskussion” på DR.dk.

.

I 1993 strammede polakkerne loven og forbød abort undtagen i særlige tilfælde, hvis moderens liv eller helbred var i fare, eller hvis fosteret var misdannet. Siden 1956 havde abort været lovligt, men katolske polakkers kamp for at få genindført et forbud slog igennem i 1993. I 2020 strammede den polske regering abortreglerne yderligere. Malta og Polen har de strengeste abortregler i Europa. Malta har et totalforbud. Polen tillader kun abort, hvis kvindens liv eller helbred er i fare, eller hvis der er tale om voldtægt. I 2022 omstødte USA’s højesteret den såkaldte ”Roe mod Wades-sag”, der siden 1973 har givet amerikanske kvinder ret til abort i hele USA. Det har ført til stramninger af abortlove i 13 ud af 52 af de amerikanske delstater, kan man læse i artiklen ”Adgang til provokeret abort i et globalt perspektiv” i databasen Bibliotek for læger på ugeskriftet.dk. Historien viser således, at verdens kvinder aldrig kan tage retten til fri abort for givet.