Adoption i Danmark

Adoption, hvor et barn, hvis forældre ikke kan tage sig af det, bliver modtaget af en eller flere forældre og indgår i en ny familie, er et fænomen som i organiseret og formaliseret form især er blevet udbredt i løbet af anden halvdel af 1900-tallet. Det har især drejet sig om transnational adoption, hvor børn fra fattige dele af verden er blevet bortadopteret til forældre i den rige del af verden, herunder Danmark. I nogle årtier blev adoption i høj grad forstået som en godgørende handling, hvor børn, der havde udsigt til et liv i fattigdom og uden familie, fik en ny familie og gode vilkår i et rigere land. Samtidig var det en løsning for barnløse par, der ikke selv kunne føde et barn. I de seneste årtier, og især de seneste cirka 10 år, er der både internationalt og i Danmark vokset bevægelser frem, som ser meget kritisk på transnational adoption. Det har blandt andet baggrund i afsløringer af, at en del transnationale adoptioner har været gennemført på falske præmisser, hvor barnets forældre for eksempel er blevet franarret barnet eller lokket til at afgive det mod løfter om større pengebeløb, og hvor adoptanterne har fået falske oplysninger om barnets baggrund. Desuden har en række voksne adopterede påpeget, at det kan have store negative konsekvenser for de adopterede, at de ved adoptionen mister forbindelse til deres oprindelige sprog, kultur, etnicitet og familie. Debatten og sagerne om illegale og tvivlsomme adoptioner, som også har omhandlet adopterede til Danmark, har medført øget kontrol og øget kritik af adoption, og flere lande har lukket helt for transnational adoption, herunder for nylig også Danmark – uden at det dog er afklaret, om der eventuelt kan åbnes for det igen. Sideløbende har de øgede muligheder for fertilitetsbehandling og surrogatmoderskab (rugemødre) betydet, at efterspørgslen på at adoptere er blevet meget mindre. I Danmark foregår der stadig nationale adoptioner, som er i stigning, efter at en ny lov gør det nemmere for myndighederne at tvangsbortadoptere børn allerede ved fødslen.

Ordet adoption betyder ’at tage til sig som sit eget’ og kommer fra det latinske ord adoptio, der betyder ’at vælge til’. Adoption er, når et eller flere mennesker, tager et barn til sig, som ikke biologisk er deres eget, og træder ind i en forældrerolle over for dette barn samt juridisk får forældreretten over det. Der er altså den afgørende forskel på plejebørn og adoptivbørn, at plejebørn ikke juridisk set får nye forældre, mens det adopterede barn juridisk bliver en del af en ny familie. Når et barn er blevet adopteret, svarer forholdet mellem adoptivforældrene og barnet juridisk til det forhold, der i udgangspunktet er mellem et barn og dets biologiske forældre (dette forhold kan dog ændres, hvis barnet tvangsadopteres).   Ordninger, der kan minde om formaliseret adoption, har været kendt langt tilbage i historien. Men adoption i større omfang i formaliseret forstand er et nyere fænomen, som især tog fart i årene efter Anden Verdenskrig og toppede i 1990erne, hvor titusindvis af børn blev adopteret transnationalt – fra fattige dele af verden til lande i Vesten, herunder Danmark.   Siden er antallet af transnationale adoptioner faldet, bl.a. på grund af kritik af systemet, afsløring af illegale adoptioner samt øgede muligheder for fertilitetsbehandling for barnløse.   I Danmark findes der tre forskellige måder at adoptere på:

• Stedbarnsadoption: Et eksempel på stedbarnsadoption kan være, at barnets mor har giftet sig med en anden mand end barnets far – som måske er død – og at den nye mand adopterer barnet. Den, der ønsker at adoptere, skal blandt andet som udgangspunkt have boet sammen med sin ægtefælle eller registrerede partner i mindst to et halvt år på ansøgningstidspunktet og have boet sammen med barnet i tre år eller have mulighed for at bo tre år sammen med barnet, inden det bliver 18 år

. 

• Familieadoption: Her er det typisk en tante, bedsteforælder eller onkel, der adopterer barnet, eller en voksen, der igennem længere tid har været nært knyttet til barnet. Det er altså kun lovligt at familieadoptere, hvis de, der adopterer, enten er i familie med barnet i lige linje (barnebarn, søskende eller nevø/niece) eller har særlig tilknytning til barnet (for eksempel plejebarn) eller i mere sjældne tilfælde har en særlig tilknytning til barnets forældre

. 

• Fremmedadoption: Vil sige, at en enlig eller et par adopterer et barn fra en fremmed familie. Oftest foregår det anonymt, så hverken forældre eller adoptivforældre ved, hvem den anden part er. Fremmedadoption omfatter både national og transnational adoption, hvoraf transnational adoption i mange årtier har været det mest udbredte i Danmark. Dette har dog ændret sig, da antallet af transnationale adoptioner har været markant faldende – kulminerende med, at al transnational adoption blev sat i bero i januar 2024. Det skete, da Danmarks på daværende tidspunkt eneste bureau for formidling af internationale adoptioner besluttede at lukke ned. Begrundelsen var, at det var umuligt at drive bureauet, efter at de danske myndigheder havde sat adoptioner fra en række lande i bero på grund af mistanke om uregelmæssigheder

.

Der har altid været børn, der af forskellige årsager er vokset op hos andre end deres mor og/eller far. Måske døde moren under fødslen, og andre i familien måtte tage sig af barnet. Måske var forældrene så fattige, at de ikke kunne brødføde deres barn og lod det vokse op hos en nabokone med flere ressourcer.

     Det var imidlertid først fra 1800-tallet, at man begyndte at tale om egentlige adoptioner, som Jens Hørlück skriver i sin bog "Adoption i Danmark"

, og efterhånden som samfundsforholdene og især ejendomsretten blev mere formaliserede, opstod ønsket om at legalisere forholdet mellem barn og voksen gennem adoption. En familieretskommission udarbejdede et forslag til en adoptionslov, og i 1923 blev en fælles nordisk lov om adoption vedtaget. Ved en stor revision af loven i 1953 blev biologiske og adopterede børn fuldkommen ligestillet. Indtil da blev adoptivbørn betragtet mere som plejebørn end som biologiske børn og havde eksempelvis ikke tvangsarveret.

Indtil 2. Verdenskrig var det primært danske børn, der blev adopteret, for på daværende tidspunkt var der masser af socialt udsatte og fattige familier i Danmark, der ikke selv kunne magte at tage sig af deres børn. Med den øgede velstand i 1950’erne blev der færre danske børn til bortadoption. I stedet begyndte man at adoptere børn fra udlandet – i begyndelsen især fra andre europæiske lande. Store dele af Europa oplevede dog ligesom Danmark en velstandsstigning i 1950'erne og 60'erne, og dermed svandt behovet for adoption også i disse lande, eller behovet kunne dækkes via indenlandske adoptioner, altså ved at personer fra samme land adopterede børnene. Det beskriver Jens Hørlück i sin bog ”Adoption i Danmark”

.

     Siden 1970’erne har adoptioner til Danmark derfor primært foregået fra udviklingslande i Afrika, Sydamerika og Asien. Der er løbende sket en udvikling i, hvilke lande den eller de formidlende organisationer har samarbejdet. Det har blandt andet været influeret af politiske forhold i de enkelte lande og i den økonomiske udvikling. Nogle lande har således lukket ned for adoptioner, mens andre åbner op, ligesom de danske myndigheder har vurderet, at adoptioner fra et bestemt land skulle stilles i bero eller stoppes, fordi der var tvivl om, hvorvidt proceduren omkring adoptionerne var retssikkerhedsmæssigt i orden.

Det er svært præcist at afgøre, hvor mange adoptioner der har været i Danmark, da det ikke gennem hele perioden, hvor der har fundet formaliserede adoptioner sted, er blevet systematisk registreret, om børnene var stedbørnsadopterede, familieadopterede eller fremmedadopterede. Jens Hørlück forsøger i bogen ”Adoption i Danmark” (4) at give et skøn over antallet af adopterede i de seneste cirka 75 år. Hans optegnelser peger på, at der i perioden 1938-2008 i alt blev adopteret 105.048 børn i Danmark. Siden 1966 er der blevet skelnet mellem stedbørnsadoptioner og familieadoptioner, og fra 1966-2007 er 25.716 af de 57.651 adopterede stedbørnsadopterede, lyder Hørlücks statistik

. Også de formidlende organisationer (DanAdopt og AC Børnehjælp, siden slået sammen til DIA – Danish International Adoption, som lukkede ned i januar 2024) har opgjort antallet af adoptivbørn, der er kommet til Danmark fra udlandet. Fra 1970 til 2011 formidlede organisationerne, DanAdopt, i alt 6.828 børn, mens den anden organisation, AC Børnehjælp, ifølge egne opgørelser formidlede flere end 13.000 børn til danske forældre i perioden fra 1969 til 2011.   Siden 2011 år er antallet af børn, der er kommet til Danmark via adoption, imidlertid faldet betydeligt, samtidig med at holdningen til adoption har ændret sig. I 2000 toppede antallet af internationale adoptioner, da 716 børn blev hentet til Danmark, mens der i 2022 kun blev formidlet 41 udenlandske børn til adoption i Danmark. Det fremgår af artiklen ”Skandalesager får antallet af internationale adoptioner til at styrtdykke i Vesten” (5). Formidlingen blev helt bremset i januar 2024, efter at Ankestyrelsen i december 2023 suspenderede adoptioner fra Sydafrika efter mistanke om, at de ikke foregik efter reglerne, og i januar suspenderede adoptioner fra de sidste fem lande, det ellers havde været muligt at adoptere fra (Filippinerne, Indien, Taiwan, Thailand og Tjekkiet)

.

På internationalt plan er der et fald i antallet af adoptioner. Der kommer flere ansøgere og færre børn til bortadoption verden over. Antallet af adoptioner var ellers stigende i perioden fra 1998-2004, hvor antallet af adopterede i verden nåede sit klimaks med 43.000 adopterede børn i 2004. Herefter faldt antallet år for år. I 2004 blev 45.482 adoptivbørn hentet fra fattige lande til i alt 25 rige lande. I 2021 var der 3983 af den slags adoptioner. Det viser en statistik, som professor Peter Selman har udarbejdet for Haagerkonventionen, en international aftale, der blandt andet regulerer adoptioner. Det fremgår af artiklen ”Skandalesager får antallet af internationale adoptioner til at styrtdykke i Vesten”

, hvor det også fremgår, at Kina, Rusland, Sydkorea, Etiopien, Guatemala og Colombia i mange år var de lande, der bortadopterede flest børn til Vesten.

Baggrunden for, at et par eller en enlig vælger at adoptere et eller flere børn kan være, at de lider af ufrivillig barnløshed og ikke selv er i stand til at få børn og/eller ikke ønsker at modtage behandling i form af insemination eller kunstig befrugtning. Et andet eksempel kan være, at det kommende adoptivbarn har været plejebarn i familien eller er vokset op med en stedforælder igennem hele sit liv, og at begge parter nu ønsker en adoption. Nogle adopterer også ud fra den tankegang, at de ønsker at tage et barn til sig, som allerede er kommet til verden, og som mangler en familie, i stedet for selv at blive gravide og føde et barn. Det er efterhånden også almindeligt, at familier, som allerede har flere biologiske børn, vælger at adoptere et barn – f.eks. hvis kvinden er blevet så gammel, at det er vanskeligt for hende at blive gravid, eller hvis risikoen for at få et misdannet barn er stor. Der er dog de senere år opstået diskussion om, hvorvidt især transnational adoption er en god måde at hjælpe barnløse par/enlige og fattige børn, eller om de etiske problemer og medfølgende negative konsekvenser er for store.

Oftest er der tale om forældre eller enlige fra lande med store sociale og økonomiske problemer. Det er ofte set, at nybagte mødre eller forældre forlader deres børn på et børnehjem eller på et hospital, hvis de ikke føler, at de kan tage vare på det. Nogle børn afleveres også direkte til myndighederne enten af forældrene eller slægtninge. En del af de adopterede børn fra Sydafrika, er født af mødre, som er døende af aids, og som derfor allerede under graviditeten beslutter, at deres barn skal bortadopteres. Kun børn, der ikke er smittede med hiv, bliver dog frigivet til international adoption.

     Ser man på de danske forældre, der vælger at bortadoptere, er årsagerne delvist de samme, for de er også delvist socialt udsatte. Ofte er der dog tale om helt unge mødre, der i nogle tilfælde har opdaget deres graviditet så sent, at de ikke har mulighed for at få en abort. Af og til er det mødre, der allerede har børn og ikke har kræfter til at tage vare på endnu et barn. Det sker også, at børnene er født af misbrugere.   Endelig er der et stigende antal sager hvert år, hvor danske børn bliver tvangsbortadopteret. Det vil sige, at myndighederne beslutter, at de biologiske forældre ikke længere juridisk set er forældre til barnet, selv om de ikke ønsker, at barnet skal adopteres. Det sker, når myndighederne vurderer, at forældrene heller ikke på langt sigt kan varetage omsorgen for barnet, så det ikke er nok f.eks. at placere barnet i en plejefamilie i håb om, at det senere kan komme tilbage til de biologiske forældre. Siden 2015, hvor en ny lov om tvangsadoption trådte i kraft, har kommunerne frigivet 157 børn til adoption uden samtykke, og antallet er steget i de senere år, siden en lovændring gav lettere adgang til tvangsadoption ved fødslen, fremgår det af artiklen ”Båndet til den biologiske familie bliver skåret, når danske børn bliver tvangsadopteret” i Kristeligt Dagblad 12. juli 2023

.

Et af de mest debatterede emner inden for adoption er, hvorvidt adoptivbørn har det sværere end andre børn. Der er lavet en del undersøgelser, som tilsammen giver et billede af, at de fleste adopterede klarer sig godt.

     Rapporten ”At vokse op som adopteret i Danmark” fra 2017

  viser f.eks., at de fleste adopterede klarer sig godt både i løbet af opvæksten og som voksne. I rapporten fremhæves det, at de adopterede vokser op i familier med gennemsnitligt flere ressourcer end deres ikke-adopterede jævnaldrende, både hvad angår økonomi og uddannelse, og det er med til at give dem et godt afsæt.   Langt de fleste adopterede er på niveau med ikke-adopterede målt på deres gennemsnit i dansk og matematik i 9. klasses afgangsprøve og målt på, om de er i gang med en uddannelse og/eller har afsluttet en ungdomsuddannelse som 19årige.   De adopterede har dog dobbelt så høj sandsynlighed som deres jævnaldrende ikke-adopterede for at have været i kontakt med det psykiatriske system som 19-årige, og der er også flere adopterede end ikke-adopterede (7 procent mod 5 procent), der har været anbragt uden for hjemmet i løbet af deres barndom.   En stor undersøgelse fra Folkesundhedsinstituttet i Norge, offentliggjort i 2021

  viser, at tre ud af fire adoptivforældre har oplevet en eller flere vanskeligheder hos deres børn i opvæksten. Hos halvdelen er problemerne gået over, mens en tredjedel af forældrene fortæller, at barnets problemer er vedvarende. Det kan være adfærdsproblemer, psykiske problemer, læse- og skrivevanskeligheder og tilknytningsforstyrrelser.

Mange adopterede kan fortælle om episoder, hvor de er blevet diskrimineret på grund af deres hudfarve eller deres baggrund som adopterede.

     En undersøgelse fra 2014, refereret i artiklen ”Voksne adopterede godt er tilfredse” i Politiken

  viser, at 18 procent har oplevet at blive ydmyget eller mobbet mange gange i deres barndom og ungdom, som hovedregel på grund af deres anderledes etniske baggrund og udseende, og at 9 procent fortsat som voksne oplever forskelsbehandling.   Forskeren bag undersøgelsen nævner i artiklen, at også svenske undersøgelser viser, at adopterede oplever at blive diskrimineret, når de skal ud på arbejdsmarkedet.   Rapporten ”At vokse op som adopteret i Danmark” fra 2017

  peger også på, at en del adopterede oplever at blive udsat for diskrimination.

Adoptivforældre og -familier er formodentlig lige så forskellige som andre familier, og selv om adoptivforældrene har gennemgået en godkendelsesproces, der indebærer et kursus om at være forældre til et adopteret barn, er der ingen garanti for, at alle adoptivforældre formår at være gode forældre for deres børn. Det har fra foreningen Adoption & Samfunds side været fremført, at de danske adoptivforældre ofte står over for store udfordringer, som de ikke altid kan få tilstrækkelig støtte og hjælp til at løse. F.eks. mangler der ifølge foreningen viden om adoptivbørns særlige behov og vanskeligheder hos myndigheder, pædagoger, skolelærere og andre fagfolk.

     Desuden er der de seneste årtier kommet meget ny viden på området, som forældre, der adopterede tidligere, ikke har haft mulighed for at tage højde for i deres forældreskab.

     En del af forskningen i adopteredes livsvilkår og sundhed har bestået af studier, hvor adoptivbørnene sammenlignes med andre udsatte børn, og her er billedet generelt, at de adopterede børn klarer sig bedre end andre udsatte børn. Der er dog også eksempler på, at adoptivbørnenes vanskeligheder er meget svære for forældrene at tackle, og ikke mindst det faktum, at der i de seneste årtier er kommet flere adoptivbørn med specielle behov til Danmark har fået en række eksperter til at vurdere, at adoptivforældrene burde klædes bedre på til at varetage opgaven og have mere støtte undervejs i børnenes opvækst. Efter forslag fra Adoption & Samfunds blev en såkaldt PAS-ordning, Post Adoption Services-ordning, der består af støtte- og rådgivningstilbud til både forældre og børn, blevet gjort permanent, sådan som den længe har været i en del andre lande

.

Der er en del eksempler på adoptivbørn, som har oplevet at have en svær barndom, og som mener, at deres vanskeligheder primært skyldes, at forældre ikke har magtet at tage sig godt nok af dem.

     I Politiken beskrev en adopteret kvinde, Julia Kim, i september 2012, hvordan hun oplevede det at komme til Danmark og vokse op som adopteret. Hendes oplevelse af svigt og kulde fra især sin adoptivmor fik hende til at ophæve adoptionen, da hun var 31 år. I artiklen "Adopteret som 4-årig: Adoptivforældre kan også svigte" i Politiken

  siger hun: "En stor del af de familier, der adopterede dengang, var velmenende idealister med en høj indtægt, som gerne ville redde verden og åbne deres hjem for et fattigt, forældreløst barn. Men hvis barnet ikke levede op til deres forventninger og tilpassede sig med det samme, kunne mange af dem ikke overskue det, og det gik ud over børnene – enten i form af psykisk eller fysisk svigt og i nogle tilfælde også trusler, diskriminering og vold."

     Generelt mener Julia Kim dog, at det er blevet bedre, siden hun kom til landet, fordi forældrene de seneste årtier selv har børnene og har været på et adoptionsforberedende kursus som en del af godkendelsesprocessen.   Og en undersøgelse fra 2014, refereret i artiklen ”Voksne adopterede er tilfredse” i Politiken

  viser da også, at 98 % af de adspurgte, som er adopteret i 1979-80 eller 1994-95, i nogen eller i høj grad samlet set er tilfredse med, at de er blevet adopteret. 84 % beskriver forholdet til deres adoptivforældre som kærligt og venskabeligt. Forskeren bag undersøgelsen tager dog det forbehold, at under halvdelen af de adopterede har svaret.

Der har været en lang række sager i forskellige lande, som har sat spørgsmålstegn ved, om adoptionssystemet fungerer på en måde, så det sikrer den bedst mulige løsning for det enkelte barn, og så forældre i fattige lande ikke franarres deres børn eller presses til at afgive børnene uden at forstå konsekvenserne af en adoption. De seneste cirka 10 år har der været sager om fusk og illegale adoptioner fra lande som Indien, Etiopien, Sri Lanka, Chile, Sydkorea, Nigeria, Nepal, Madagaskar og Sydkorea. De danske myndigheder har løbende vurderet situationen og har enten permanent eller midlertidigt lukket for adoption fra en række lande, indtil det omkring årsskiftet 2023-24 blev besluttet helt at lukke for adoptioner fra de sidste fem lande, det var muligt for danske adoptanter at adoptere børn fra.

Blandt de skandalesager, der har været mest omtale af i Danmark, kan nævnes, at det i 2014 kom det frem, at et indisk børnehjem, hvorfra der var kommet hundredvis af børn til Danmark fra 1988-2006, var under anklage for børnehandel og forfalskning af papirer. Det viste sig, at børnehjemmet havde presset den danske organisation AC Børnehjælp, som formidlede adoptioner fra Indien og støttede børnehjemmet med mange penge, til at give flere penge, og at organisationen var utilfreds med papirerne på børnene og ikke havde tillid til de indiske myndigheder, der stod for adoptionerne. Alligevel fortsatte adoptionerne i flere år frem til 2006. Det fremgår af artiklen ”Ny skandale i Indien rammer hundreder af danske adoptioner” i Politiken i marts 2014

.

     I 2017 kom det frem i et hollandsk tv-dokumentarprogram, at op mod 11.000 børn var blevet solgt til adoption fra Sri Lanka til Europa på falske papirer i løbet af 1980’erne. 4000 af børnene var ifølge tv-programmet bragt til Holland, mens andre kom til Sverige, Danmark, Tyskland og Storbritannien. Kvinder i Sri Lanka blev betalt for at spille børnenes mødre og sige ja til at afgive dem til adoption, mens de rigtige mødre blev presset til at afgive børnene eller fik at vide, at deres børn var døde. Det fremgår af artiklen ”Skandale i Sri Lanka: Op mod 11.000 børn solgt til adoption bag mødrenes ryg” i Politiken

.

Adoptionssystemet kritiseres bl.a. for at være en industri, hvor fattige lande ’sælger’ børn til rige lande, og hvor adoptivforældrenes ønske om at få et barn sættes højere end adoptivbørnenes og de biologiske forældres tarv. En af de skarpeste kritikere af systemet er Yong Sun Gullach, der er forkvinde for organisationen Adoptionspolitisk Forum

  og selv adopteret fra Korea. I et debatinterview i Politiken 8. maj 2016

  siger hun: ”Det oprindelige mål med transnational adoption var at skaffe forældre til forældreløse børn i nød. I dag er det en industri, som tjener styrtende med penge på at levere børn til barnløse i Vesten. De fleste tror, at vi gør resten af verden en tjeneste. Virkeligheden er nærmere, at vi tænker mest om og på os selv.” Hun argumenterer for, at de biologiske mødre bør hjælpes i de lande, hvor de bor, i stedet for kun at få den mulighed at afgive deres børn til adoption: ”Enlige mødre i Sydkorea, Indien og Kina burde jo få støtte, så de kan beholde deres børn eller bevare en kontakt til dem”, siger hun og påpeger, at der har været mange sager om børnehjem, der har forfalsket børnenes papirer for at få dem godkendt til adoption.   I en lederartikel i Kristeligt Dagblad den 17. januar 2024 under overskriften ”Transnationale adoptioner er nu fortid. Heldigvis”

  argumenterer skribenten for, at transnational adoption bør være fortid: ”Uvisheden om, hvordan adoptionerne foregår, og om lovgivningen overholdes, kan vi som samfund ikke acceptere. Derfor er det også glædeligt for ufrivilligt barnløse danskere, at der i dag er andre steder at kigge hen end mod de transnationale adoptioner, da der de seneste 40 år er sket landvindinger på fertilitetsområdet. Samtidig er antallet af danske børn, der frigives til adoption, steget de senere år.”

Både adoptionsorganisationer, adopterede, adoptivforældre og andre har argumenteret imod kritikken ved at slå fast, at de fleste adoptioner ikke foregår som handel med børn, og at adoption ikke er et alternativ til at skabe udvikling og bedre vilkår i de fattige lande, men et supplement hertil og en løsning, som kan være den bedste i særlige tilfælde. De, der forsvarer adoption som praksis, argumenterer ofte også for, at systemet skal gøres så sikkert som muligt og leve op til både internationale konventioner og høje etiske standarder. I forbindelse med, at organisationen DIA lukkede i januar 2024, og at der dermed blev sat en stopper for transnationale adoptioner i Danmark, udtalte formanden for foreningen Adoption & Samfund, Michael Paaske i artiklen ”Hård debat sætter adopterede under følelsesmæssigt pres: Man kan godt føle sig omtalt som en hyldevare” i Kristeligt Dagblad 22. januar 2024

, at det vil være et stort tab for både de adopterede og samfundet, hvis internationale adoptioner helt ophører.    "om det så kun er nogle få børn, der adopteres til Danmark, så mener jeg stadig, at vi som et rigt land bør kunne tage vare på et barn, der ikke har andre alternativer. Alle undersøgelser viser, at børn, som tilbringer deres barndom på et børnehjem, har meget dårligere muligheder for at klare sig godt sammenlignet med adopterede.”

Tendensen ser ud til at være, at transnational adoption er på retur og måske helt bliver udfaset. Den svenske forsker Tobias Hübinette vurderer i artiklen ”For Lisbeth bragte det sorg, for Robert var det en lykke. At være adopteret i Danmark er mere nuanceret, end pressen gør det til” i Kristeligt Dagblad 29. juni 2023

, at de transnationale adoptioners æra er forbi: ”Adoption blev betragtet som en godgørende handling. Men i dag sættes der i stigende grad spørgsmålstegn ved, hvorfor vi skal flyve børn fra de fattige lande om på den anden side af kloden, og nogle ser den rige verdens adoption af børn fra fattige lande som en form for nykolonialisme,” siger han.   I Danmark blev der lukket ned for transnational adoption i januar 2024, og det er uklart, om der vil blive åbnet for den type adoptioner til Danmark igen. I 2023 afsatte regeringen afsat 12,6 millioner kroner til en historisk undersøgelse af adoptionsområdet, der skal gennemføres fra 2025 til 2027. Her er der tale om en historisk afdækning og ikke en juridisk vurdering. Det fremgår af Ritzau-artiklen ”Efter sydkoreansk snyd varsler minister mere hjælp til adoptivbørn” i den 25. januar 2024

.