Hvad leder du efter?

Østtysk grænsevagt på Berlinmuren

Østtysk grænsevagt overvåger området omkring Berlinmuren i 1988.

Foto: Ann-Christine Jansson/Sz Photo/Ritzau Scanpix

Østtysk grænsevagt overvåger området omkring Berlinmuren i 1988. Foto: Ann-Christine Jansson/Sz Photo/Ritzau Scanpix

Den kolde krig

Hovedforfatter

  • Iben Bjørnsson, historiker, apr. 2024

Læsetid: 2 min

Cases

Case 1

Atombomber, brintbomber og radioaktivt nedfald

Billede af brintbombeeksplosion
Kilde: Wiki Commons

Der er forskel på radioaktive våben, eller kernevåben, som de også hedder. Atomvåbens sprængkraft måles i kiloton (svarende til 1000 tons, eller en million kilo dynamit). De kan altså skabe meget store ødelæggelser og høje dødstal alene med deres sprængkraft, men fordi de frigiver intens radioaktiv stråling, kan de også gøre folk meget syge og føre til død af organsvigt. På længere sigt kan store doser radioaktiv stråling også føre til kræft

[1]

.   Hiroshima-bomben var på ca. 14 kiloton og Nagasaki-bomben på ca. 22. Der er ikke enighed om, hvor mange mennesker, der døde i de to byer tilsammen: USA anslår, at det var omkring 110.000 og i Japan og blandt atomvåbenmodstandere anslås antallet til 210.000. Uanset hvilket tal man går ud fra, er det meget højt med tanke på at de stammer fra to bomber alene. Det giver en idé om hvor ødelæggende de var

[2]

.

     I starten af 1950’erne opfandt USA dog en endnu kraftigere radioaktiv bombe, nemlig brintbomben. Den sprængkraft måles i megaton (svarende til 1000 kiloton eller en milliard kilo dynamit). Begge typer bombe hvirvler radioaktivt støv op i atmosfæren, der falder ned som radioaktivt nedfald

[3]

. Men fordi brintbomben er så kraftig, kan de forurenede partikler komme helt op i stratosfæren og derfra rejse langt før de falder ned igen. I slutningen af 1950’erne, da supermagternes prøvesprængninger var på sit højeste, dukkede radioaktive stoffer op i Danmark, og på øen Saltholm i Øresund fik beboerne af denne årsag forbud mod at bruge regnvand som drikkevand, som de hidtil havde gjort ved at opsamle regnvandet i tønder

[1]

.

Case 2

Atomvåben i Grønland

Luftbillede af den amerikanske base i Grønland, hvor et fly med fire atombomber ombord styrtede ned i 1968.
Kilde: USAF - Air Force Weather

I 1957 sagde Danmark nej til at lade amerikanske atomvåben placere på dansk jord. Der var dog den udfordring, at amerikanerne havde en base – Thulebasen (i dag Pituffik Space Base) – i Nordgrønland. USA undlod at spørge Danmark direkte, om de kunne stationere atomvåben på basen. I stedet spurgte den amerikanske ambassadør i Danmark den daværende statsminister H.C. Hansen, om han ønskede at vide det, hvis de gjorde det. Hertil svarede H.C. Hansen, at det havde han ingen kommentarer til, og gav dermed indirekte sin tilladelse.

     I 1968 styrtede et amerikansk bombefly ned i Grønland med fire atomvåben ombord. Dermed blev det kendt for offentligheden, at det danske forbud mod atomvåben ikke gjaldt Grønland, hvilket blev en politisk skandale

[4]

.

Case 3

Hvis krigen kommer

Forsiden af pjecen "Hvis krigen kommer".
Kilde: Statsministeriet, 1962

I 1962 udsendte Statsministeriet en pjece til alle danske hjem med råd til, hvad man kunne gøre for at beskytte sig under atomkrig. Det var dog ikke alle, der følte sig trygge af den grund: faktisk var der nogle der var endnu mere utrygge efter at have læst pjecen. Det skyldtes måske gengivelses af et atomvåbens ødelæggelsesradius, eller at nogle af rådene må siges at være urealistiske, som f.eks. at stille køer under et træ for at beskytte dem mod radioaktivt nedfald. Pjecen indeholdt dog også råd til hvordan man indrettede sin kælder til beskyttelsesrum og hvad man skulle have dernede, f.eks. mad, vand, tæpper, radio og forbindingskasse, men også spil og bøger til at holde sig beskæftiget. Som både det første og sidste advarede den mod panik og henstillede til at rette sig efter myndighedernes anvisninger

[5]

. Læs pjecen "Hvis krigen kommer".

Citerede kilder