Social arv og udstødelse

Social arv er betegnelsen for den påvirkning, vi tager med os fra barndommen ind i voksenlivet. Vores forældre, opvækst og omgivelser har indflydelse på, hvordan vi bliver som voksne. Det gælder både uddannelse, privatliv, karriere og forbrug eller misbrug. Til en vis grad arver vi vores forældres sociale status, værdier, interesser, adfærd, problemer og evner. Social arv kan både være positiv og negativ. Kommer man fra et akademikerhjem, hvor begge forældre har karrierer og mentalt og økonomisk overskud, ender man højst sandsynligt i samme position. Kommer man derimod fra et hjem, hvor forældrene forlod uddannelsessystemet efter 9. klasse, ikke har et job og måske ikke har et stort overskud til deres børn, er der højere risiko for, at man selv ender uden uddannelse og uden job. Her taler man om negativ social arv. Selvom nogle børn bryder med deres negative sociale arv, kan deres opvækst i et utrygt miljø, hvor forældrene har problemer, resultere i at børnene genskaber deres forældres mønstre, og det kan i værste fald føre til social udstødelse fra samfundet.

Negativ social arv betyder, at forskellige former for ulighed og barrierer kan gå i arv fra forældre til børn. Eksempelvis risikerer børn, der har en utryg barndom, fordi forældrene måske er alkoholikere, arbejdsløse, psykisk syge eller kriminelle at ende i selvsamme situation som voksne. Socialforskningsinstituttet (SFI) peger i undersøgelsen ”Vidensopsamling om social arv” (se kilder) på en række belastninger, der øger risikoen for, at børn på den ene eller anden måde genskaber forældrenes sociale liv. Det kan være:

• misbrug 
• vold i familien 
• kriminalitet 
• arbejdsløshed 
• skilsmisse 
• sædelighedsforbrydelser eller 
• psykiske problemer.

     Social arv er et meget bredt begreb, og forskerne ved endnu ikke, hvordan mekanismerne præcist fungerer. Nogle udsatte børn bryder med deres negative sociale arv og bliver velfungerende voksne, mens andre ikke gør – omvendt kan børn fra velstillede hjem også ende i problemer, som børn med negativ social arv slås med. Det er altså ikke muligt at pege på en entydig sammenhæng mellem bestemte opvækstvilkår og et efterfølgende dårligt eller godt liv som voksen. Men vi ved, at psykiske belastninger i barndommen, kan nedbryde børns selvtillid og personlighed, og at det kan give alvorlige konsekvenser senere i voksenlivet. Derudover viser forskningen ifølge Mads Meier Jæger, seniorforsker ved SFI, at den sociale arv spiller ind tidligere end hidtil antaget – allerede i fosterstadiet påvirker forældrenes kulturelle vaner den fremtidige udvikling, for eksempel hvis moderen ryger, drikker alkohol eller er overvægtig, så har det en social slagside, der påvirker både under graviditeten og efter fødslen, skriver Mads Meier Jæger i ”Social arv i Danmark” (se kilder).

En meget lille gruppe af befolkningen udsættes for meget specifikke belastninger i barndommen, så som vold, alkohol- og stofmisbrug, incest og forældres selvmordsforsøg. Udenlandske undersøgelser refereret af Else Christensen i et arbejdspapir fra Socialforskningsinstituttet, "Social arv i voldsramte familier" (se kilder), viser for eksempel, at når børn oplever vold i barndommen, viser det sig i form af psykiske problemer, når de bliver voksne. Børnene har flere depressive symptomer, mener selv, de er mere stressede, har flere problemer med misbrug og angst, og de er mere fjendtlige over for omverdenen. I en dansk forløbsundersøgelse "Risikofaktorer i barndommen" (se kilder) foretaget af seniorforsker ved SFI, Mogens Nygaard Christoffersen, kan man konstatere en overdødelighed og overhyppighed af for eksempel forsøg på selvmord og narkomani blandt børn af alkoholiserede forældre og børn, hvis mødre var narkomaner.

     Har man en forælder, der er eller har siddet i fængsel for kriminalitet, stiger risikoen for, at man selv ender bag tremmer. Forsømte børn har langt større risiko for at ende i kriminalitet end andre børn. Fem gange så mange af de børn, der har været udsat for alkoholiserede eller voldelige forældre, ender med at blive voldsforbrydere eller tyve end voksne, der har haft en barndom uden forældresvigt, det konkluderer en undersøgelse fra 2007, foretaget af Arbejderbevægelsens Erhvervsråd for LO. En undersøgelse, der i 2013 bekræftes af forsker ved Aarhus Universitet, Pia Fuglsang Olsen: ”De børn, der har haft en forælder i fængsel, har en forøget risiko for at begå ejendomskriminalitet og ungdomskriminalitet.” (se kilder). Forskningen taler om en familietradition for kriminalitet. Hvis faren har fået en dom for kriminalitet, fordobles risikoen for, at hans søn senere for en dom. Det samme gælder for næsten halvdelen af de unge, der havde en mor, som var dømt for kriminalitet, viser S. Beck Petersen i et arbejdspapir fra SFI, "Børn af kriminelle familier" (se kilder).

I Danmark og resten af Norden har børn officielt bedre vilkår for at kunne bryde den negative sociale arv. Danmark har et velfærdssystem, der blandt andet betyder, at alle børn kan komme i vuggestue, børnehave, folkeskole og tage en ungdomsuddannelse. Derudover skal SU'en på de videregående uddannelser sikre, at unge fra mindre velstillede hjem skal have råd til at læse videre på lige fod med velstillede unge. Desværre er Danmark ifølge flere undersøgelser ikke bedre til at bryde den negative sociale arv end andre OECD-lande. I 2012 var det 39 procent af de unge, hvis forældre er ufaglærte, der droppede en ungdoms- og videreuddannelse efter 9. eller 10. klasse, viser tal fra Danmarks Statistik (se kilder). Undersøgelsen “Dine forældres socialklasse har stor betydning for din uddannelse” foretaget af Arbejderbevægelsens Erhvervsråd i 2019 (se kilder) viser, at der er en tydelig sammenhæng mellem, hvilken socialklasse et barn er vokset op i, og hvilket uddannelsesniveau det får:

• Under 10 procent af børnene fra arbejderklassehjem har taget en lang videregående uddannelse som 30-årig 
• 22 procent af børnene fra middelklassen har taget en lang videregående uddannelse som 30 år 
• 40 procent af børnene fra højere middelklasse har taget en lang videregående uddannelse som 30 år 
• Over 40 procent af børnene fra overklassen, 40 procent af børnene fra højere middelklasse.

     Ifølge en redegørelse fra Ministeriet for Børn og Undervisning i 2012 (se kilder) er Danmark på niveau med Tjekkiet og Slovakiet, når det gælder mønsterbrydere. Kun seks procent af de danske skoleelever er i stand til at løfte sig ud af den sociale arv, mens OECD-gennemsnittet ligger på 7,7 og i Finland, som Danmark ellers ofte sammenligner sig med, ligger gennemsnittet på 11,4 procent. Samtidig er det blevet markant sværere at klatre op ad indkomststigen, hvis man er vokset op på bunden af samfundet. Hvert tredje barn, der vokser op blandt den fattigste femtedel af landets familier, ender selv i den fattigste femtedel af befolkningen som voksen. Et tal, der har været stigende siden år 2000. Det kan man læse i analysen ”Det er blevet sværere at klatre op ad indkomststigen fra bunden”, udgivet af Arbejderbevægelsens Erhvervsråd i 2020 (se kilder).

Der er stor enighed blandt forskere om, at uddannelsessystemet i dets nuværende form ikke bryder den sociale arv. I værste fald kan det øge uligheden. Børn fra de fattigste familier, der udfører en uddannelse, klarer sig langt bedre som voksne, end dem, der ikke får en uddannelse. 60 procent af dem, der ikke får en uddannelse, havner i bunden indkomstmæssigt. Den andel falder til 20 procent for børn, der får en uddannelse. Og 15 procent af de, der er vokset op i bunden af samfundet, men som får en uddannelse, ender faktisk i den øverste femtedel af indkomstskalaen, viser analysen ”Det er blevet sværere at klatre op ad indkomststigen fra bunden” fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (se kilder). Kun 52 procent af unge med ufaglærte forældre gennemfører en ungdomsuddannelse, og det efterlader resten uden uddannelse på et arbejdsmarked, der i stigende grad vil have mindre ufaglært og mere uddannet arbejdskraft.

     Danske forskere peger på, at det danske skolesystem ikke fungerer optimalt i forhold til at være opmærksom på og opløse negativ social arv. I artiklen ”Social arv slår hårdt i Danmark” i Politiken (se kilder) giver Anders Holm, professor og uddannelsesforsker på KU følgende bud på, hvorfor Finlands skolesystem er langt bedre end de danske: ”Noget tyder på, at jo mere håndfaste skolesystemerne er, jo bedre klarer de svage elever sig. Det er måske forskellen på Danmark og Finland: Vi har ikke en håndfast skole, hvor karakterer betyder noget, og det bliver de svage elever ofre for. Danmark er førende i realitetsfornægtelse.« Martin D. Munk, professor i sociologi og leder af Center for Mobilitetsforskning på Aalborg Universitet udtaler i samme artikel, at den danske folkeskole er usolidarisk, og de svage lades tilbage.

     Efter folkeskolereformen blev der indført et mål om, at 80 procent af folkeskolens elever skulle klare sig godt i dansk og matematik i de nationale tests. Analysen ”Tidlig indsats er vejen til at bryde den negative sociale arv” fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser, at børn af akademikere og børn fra overklassen og den højere middelklasse opfylder målsætningen, mens børn af ufaglærte og fra lavere sociale klasser derimod er langt fra målsætningen (se kilder).

     Forskningen tyder på, at indsatsen for at bryde negativ social arv skal begynde allerede før folkeskolen – i vuggestuen og børnehaven. Denne indsats har der været stigende politisk fokus på de seneste år. Pædagogernes fagforening BUPL lavede i 2004 en undersøgelse, der kortlagde pædagogernes oplevelser og udfordringer forbundet med at hjælpe udsatte børn til at bryde den sociale arv. Undersøgelsen konkluderede, at mange pædagoger savnede viden om og efteruddannelse i, hvordan de bedst muligt støtter udsatte børn. Samtidig savnede pædagogerne ressourcer, bedre normeringer og opbakning fra forvaltningen i arbejdet med udsatte børn. Det kan man læse i sammenfatningen af undersøgelsen “Daginstitutioner og social arv – udvalgte resultater fra en spørgeskemaundersøgelse” (se kilder).  

     Sociologiprofessor ved Danmarks Pædagogiske Universitet (DPU) Mads Meier Jæger mener, at daginstitutionerne kan give børn fra svage familier de sociale og psykologiske færdigheder, som er vigtige for en god udvikling, men som forældrene ikke er i stand til at give. Daginstitutioner kan altså, optimalt set, kompensere for forældrenes mentale eller fysiske fravær, og dermed medvirke til, at den negative sociale arv brydes i større omfang end hidtil.

Det stigende økonomiske skel mellem rig og fattig, top og bund, vokser. Fattigdommen er stærkt stigende. Især på Lolland-Falster, Langeland, i Sønderjylland og på den københavnske Vestegn lever mange børn nu under fattigdomsgrænsen. Den rigeste procent af danskerne har siden 2010 oplevet en stigning, der er tre gange så stor som de fattigstes årsindkomst. Mens den rigeste procent af danskerne nu runder en årsindkomst på næsten 1,5 million kroner efter skat, er de fattigste 10 procent blevet fattigere gennem finanskrisen og må i dag leve for en årsindkomst på cirka 90.000 kroner efter skat, kan man læse i undersøgelsen ”Den stigende polarisering rammer børnene”, udgivet af Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (se kilder). Her kan man også læse, at den blandede skole, hvor børn fra forskellige sociale lag deler klasseværelse, er på tilbagetog. På bare ni år er antallet af blandede skoler med en nogenlunde ligelig fordeling af elever fra alle indkomstgrupper fra top til bund faldet med omkring 30 procent fra knap 700 blandede skoler til 415 på under 10 år. Og det er børnene, der betaler prisen for den stigende polarisering, konkluderer undersøgelsen: ”De 50.000 børn, der nu lever under fattigdomsgrænsen, betaler med deres muligheder senere i livet,” skriver forskerne bag undersøgelsen med afsæt i argumentationen, at de svageste elever mister muligheden for at blive trukket med op både fagligt og socialt ved at omgås skolekammerater, der kommer fra et hjem med flere ressourcer end deres eget (se kilder).

Taler man om social arv, taler man også tit om mønsterbrydere. Begrebet mønsterbryder anvendes som en karakteristik af personer, der oplever at kravle op ad den sociale rangstige. Forskningsprojektet "Den sociale arv og mønsterbrydere" foretaget af Danmarks Pædagogiske Universitet (se kilder) forsøger at afdække de mekanismer, der fører til, at et menneske fra et socialt belastet opvækstmiljø oplever at bevæge sig op ad den sociale rangstige. Det drejer sig primært om børn, hvis miljø har været præget af manglende uddannelse hos forældrene, høj arbejdsløshed, dårlig økonomi, ringe boligforhold og i nogle tilfælde også misbrug og vold, samt at de har haft en oplevelse af at blive klientgjort af de offentlige myndigheders støttende foranstaltninger.

     Forskningsprojektet "Den sociale arv og mønsterbrydere" (se kilder) bygger på interview med 24 personer, der opfatter sig selv som mønsterbrydere. Projektet peger på, at motivationen for at bryde den sociale arv først og fremmest er relationer til personer, for eksempel en pædagog lærer eller en anden voksen, der betyder noget særligt for den enkelte. Og hvor den pågældende også oplever selvbestemmelse samt at være aktør i sit eget liv – ikke bare et objekt for en eller anden social indsats. Forskningen peger desuden på værdien af en pædagogik, der tager udgangspunkt i menneskets behov for at skabe helhed og mening i tilværelsen.

     Seniorforsker Sven Thyssen, Danmarks Pædagogiske Universitet, har i arbejdspapiret "Pædagogers kompetencer i relation til børn i daginstitution" (se kilder) argumenteret for, at pædagogers evne til indlevelse, omsorg og fokus på at støtte svage børn kan være med til at overvinde barrierer for social mobilitet. En udvikling i kvaliteten af pædagogikken i daginstitutioner er ligeledes af stor betydning for mønsterbrydere, konkluderer Sven Thyssen.

Narkomaner, hjemløse, sindslidende, alkoholikere og flygtninge og indvandrere er nogle af de mennesker, der hører til det danske samfunds allermest udsatte grupper. De lever et hårdt liv, som betyder, at de ofte dør væsentligt tidligere end andre borgere. Både mænd og kvinder, unge og gamle og folk med forskellig national eller etnisk baggrund kan opleve social udstødelse, hvis deres liv går skævt, og der ikke bliver taget hånd om dem. Begrebet social udstødelse bruges, når enkelte borgere eller en gruppe er afskåret fra resten af samfundet på forskellige måder. Det kan være økonomisk, hvis man har så lav en indkomst, at man ikke kan leve et liv, som andre mennesker. Det kan være, at man ikke har en bolig og derfor må overnatte i parker eller på herberger for hjemløse. Eller det kan være socialt, hvis man bliver isoleret fra omverdenen og ikke har kontakt til hverken venner, familie eller andre personer. At blive socialt udstødt af samfundet er ikke en situation, der opstår fra det ene øjeblik fra til det andet. Før man bliver udstødt har der som regel været et længere forløb, hvor man er blevet gradvist udstødt – for eksempel først fra arbejdsmarkedet, så fra det sociale liv og til sidst fra hele samfundslivet som sådan. Det er ikke nemt præcist at definere, hvad social udstødelse præcist er, fordi årsagerne varierer fra person til person. Derudover bruger forskere, politikere og medier ofte andre ord, når de taler om social udstødelse – for eksempel begreber som 'marginalisering', 'social eksklusion' eller 'Underdanmark' og nogle gange endda 'Udkantsdanmark'.

Rådet for Socialt Udsatte vurderer, at omkring 50.000 danskere hører til gruppen af de allermest udsatte i Danmark. I artiklen ”Rådet for Socialt Udsatte: Fattigdommen i Danmark fordoblet på 15 år”, fremgår det, at næsten 10.000 børn vokser op i fattigdom, og at antallet af personer, der bliver ramt af fattigdom i løbet af et år, er fordoblet siden 2002. Ifølge Rådet for Socialt Udsatte er det ikke mindst kontanthjælpsloftet, der trækker stadigt flere danske borgere under fattigdomsgrænsen, fremgår det af rådets årsrapport (se kilder). Der er ingen enkle forklaringer på, hvorfor nogle mennesker bliver socialt udstødte. Det kan være en ulykkelig kombination af begivenheder, hvor man for eksempel både mister job og familie, og derfor kommer ud i situationer, der ender med udstødelse af samfundet. Det kan også være, at man som meget ung kommer ind i et misbrug, der i sidste ende bliver vejen til udstødelse af samfundet. I bogen ”Mødet med det hjemløse menneske” beskriver dr. med. og speciallæge i psykiatri Preben Brandt, der i mere end 36 år har arbejdet for at hjælpe social udsatte og er kendt som et socialpolitisk fyrtårn, hvordan han oplever, at samfundet er ved at blive så koldt, at vi glemmer forpligtelsen overfor de svageste. ”Vi har fået et samfund, som bliver stadig mere råt overfor dem, der ikke kan følge med. Er samfund, hvor vi udstøder de mennesker, der ikke kan bidrage med noget af værdi til konkurrencesamfundet,” siger han i artiklen ”Preben Brandt: ”Vi ydmyger dem, som ikke kan finde plads på arbejdsmarkedet”. Han advarer imod, at vi nærmer os et liberalistisk samfund, hvor vi tror på, at enhver er sin egen lykkes smed og herved overser en samfundsstrukturer, der skaber og vedligeholder social udstødelse. Preben Brandt har i over 20 år stået i spidsen for den københavnske hjemløseprojekt UDENFOR og i en del år var han også formand for Rådet for Socialt Udsatte. Det er fra det engagement, han henter en del af bogens argumenter for, at vi som samfund bliver bedre til at rumme de mennesker, der af forskellige årsager ikke passer ind i de gængse normer og strukturer. ”Når man taler med landets hjemløse, viser det sig, at der altid er en eller anden forklaring på, at det er gået skævt i deres liv. Et svigt eller et misbrug i barndommen, et skolevæsen, der ikke kunne rumme dem for eksempel. Og når først de er begyndt at skille sig lidt ud, bliver de lynhurtigt skubbet helt ud af fællesskabet”, siger Preben Brandt i artiklen (se kilder).

     I sin kommentar ”Den udstødte – borger?” fra 1997 (se kilder) peger Preben Brandt på forskellige karakteristika, der kendetegner nogle af de mennesker, som bliver socialt udstødte. De er prægede af en anden måde at gøre tingene på end flertallet, fordi de ikke har kunnet, villet eller fået lov til at lære det. De socialt udstødte har tidligt blevet svigtede eller er følelsesmæssigt ikke blevet forstået eller accepteret. Den negative sociale arv kan altså også have indflydelse på, om man som voksen ender som socialt udstødt. Derudover spiller alder, køn og baggrund også en rolle for risikoen for at blive socialt udstødt. For eksempel er ældre er mere tilbøjelige til at falde uden for samfundet, fordi de enten bliver ensomme eller en stram økonomi på pension. Hvor unge har bedre mulighed for at rette op på deres livssituation, bliver fattigdom og isolation ofte et kronisk problem for ældre, fordi de ikke har udsigt til et nyt arbejde eller nye bekendtskaber. Indvandrere og flygtninge har også højere risiko for at ende som socialt udstødte, og antallet af indvandrere og flygtninge udgør en stadig voksende del af de socialt mest udsatte grupper i Danmark. Dertil kommer, at flygtninge og indvandrere i Danmark tilhører samfundets dårligst stillede grupper, hvad angår levevilkår. De har generelt dårligere job, lavere lønninger og væsentligt ringere boligforhold end deres danske medborgere. Hver tredje nydansker tilhører i dag underklassen, og lidt over hver 10. etniske dansker i dag tilhører underklassen mod lidt under hver 10. dansker i 1985, ifølge bogen ”Det danske klassesamfund” (se kilder).

Kriminalitet, misbrug og hjemløshed kan både føre til social udstødelse og opstå som konsekvens af samme. Ofte lever de socialt udsatte af kontanthjælp, pension eller penge fra sort arbejde, kriminalitet eller prostitution. Udstødte mænd og kvinder lever det hårdeste liv og har den højeste dødelighed blandt borgerne i Danmark. Det viser undersøgelsen ”Èn gang marginaliseret- altid…?” fra Socialforskningsinstituttet (se kilder) om 1.000 menneskers livsforløb efter deres ophold på herberger, forsorgshjem og krisecentre i 1988-89, hvor de udstødte dengang var mellem 18 og 35 år. Undersøgelsen konkluderede blandt andet, at cirka 14 procent af de 1.000 mennesker var døde inden 1996. Det er en dødelighed, der er 14 gange større end hos den danske befolkning på samme alder.

Selvom nogle socialt udstødte er så isolerede, at de næsten er umulige at komme i kontakt med for omverdenen, kan de hjælpes gennem frivillige organisationers arbejde. Det viser et forsøg under Socialministeriet med at nå de sværest belastede alkohol- og stofmisbrugere, ifølge artiklen ”Misbrugere lever som udstødte” fra Ritzaus Bureau (se kilder). Her har frivillige støtte- og kontaktpersoner for sindslidende opsøgt misbrugerne i deres eget miljø – derhjemme, på bænken eller i væresteder. Og det er lykkedes at få kontakt til de isolerede misbrugere, der på baggrund af kontakten er kommet i gang med at bygge et netværk op igen. Flere har også fået mod på at komme ud af deres misbrug. De frivillige organisationer yder en stor del af indsatsen over for samfundets allermest udsatte grupper og er et væsentligt supplement til det offentlige initiativ og indsats. Det frivillige arbejde består af foreninger, personer og organisationer, der for eksempel laver væresteder for hjemløse, rådgivning for prostituerede eller sørger for kontaktpersoner til sindslidende. De senere år har der været en kraftig vækst i projekter i både offentlig og privat regi i Danmark, hvor de frivillige udgør en stor del af arbejdskraften. Blandt andet arbejder organisationerne SIND, SAND, Reden og Fixelancens frivillige tæt sammen med de socialt udstødte, så de kan få rådgivning, menneskelig kontakt og en seng at sove i eller en sygeplejeske til at overvåge deres stofindtag.

Rådet for Socialt Udsatte har via en spørgeskemaundersøgelse forsøgt at kortlægge danskernes holdninger til socialt udsatte. Undersøgelsen konkluderer, at de fleste forbinder socialt udsathed med hjemløse. Men at mange også mere generelt forbinder socialt udsatte med fattigdom, behov for hjælp og samfundsmæssig ulighed. To ud af tre mener, at social udsathed er et problem i Danmark, og flere end tidligere peger på uretfærdighed som årsag til, at der er mennesker i nød i Danmark. Undersøgelsen viser samtidig, at der er sket en stigning i antallet af personer, der ser sig selv som socialt udsat – fra 6 procent i 2015 til 10 procent i 2017, kan man læse i rapporten ”Holdninger til socialt udsatte – svar fra 1.079 danskere”, foretaget af Epinion og Rådet for Socialt Udsatte (se kilder).

Allerede i 1631 fik Danmark en fattigforordning, hvor man forsøgte at sætte tiggeri i system. Siden har der været gennemført en række store socialreformer for at forbedre indsatsen for de svageste grupper i samfundet. Begrebet social udstødelse blev specifikt sat på den socialpolitiske dagsorden i slutningen af 1980'erne og begyndelsen af 1990'erne. Det skete, da det viste sig, at den daværende socialpolitik lod samfundets svageste grupper i stikken. Derfor besluttede man at gøre en særlig indsats over for de udstødte grupper, som siden er blevet en fast del af socialpolitikken. Det gælder for eksempel særlige boformer, ordninger med støttekontaktpersoner, væresteder og opsøgende arbejde på gadeplan. I Danmark har vi Serviceloven, der dækker love og bestemmelser om rådgivning og vejledning, støtte- og behandlingstilbud samt boligtilbud til socialt udsatte mennesker. Lovens formål er, at der skal ydes en særlig indsats over for de socialt udsatte, sådan at man hjælper dem med deres nuværende problemer samtidig med, at man forebygger problemerne, så de udsatte ikke får det værre.

     Statsminister Mette Frederiksen (S) brugte ved indgangen af 2020 en stor del af sin nytårstale til at love, at regeringen ville arbejde målrettet på at hjælpe udsatte børn og unge til at få et bedre liv, blandt andet ved i højere grad end tidligere at sætte børns behov i fokus i sager, hvor børn bliver anbragt uden for hjemmet på grund af problemer i hjemmet. Helt konkret lovede Mette Frederiksen, at regeringen ville sikre, at flere børn, der har behov for det, bliver anbragt uden for hjemmet. I kølvandet på dette løfte fulgte i foråret 2020 den såkaldte Barnets Lov, som beskrives på regeringens hjemmeside under overskriften ”Regeringen vil sætte barnet først” (se kilder). Den såkaldte lovændring, der fandt sted med ”Barnets lov”, som teknisk set er en ændring i loven om social service, kan læses på retsinformationen.dk – se Lov om ændring af lov om social service (se kilder).

     ”Vi skal sætte barnet først ved at slå fast, at man altid skal vælge det bedste for barnet og ikke som i dag det mindst indgribende overfor forældrene”, sagde socialminister Astrid Krag i artiklen ”Dagens overblik: Regeringen vil sikre flere anbringelser med ny ”barnets lov” på Altinget.dk (se kilder). Samtidig gav loven i højere grad kommunerne ansvaret for, at alle børn i Danmark får en grunduddannelse.

     Også en styrket indsats til at hjælpe udsatte unge i gang med en uddannelse har været en højt prioriteret politisk indsats i mange år. Tilbage i 2011 fastslog den daværende regering bestående af S, SF og R i deres regeringsgrundlag, at 95 procent af en ungdomsårgang i 2015, og at 60 procent skulle have en videregående uddannelse i 2020: ”Vi skal investere i mennesker. Både i de små børns behov for nærhed, tryghed og udviklingsmuligheder og fra folkeskolen og op gennem uddannelsessystemet.” Samtidig lægger regeringen op til høj kvalitet i daginstitutioner, da de spiller en vigtig rolle i at bryde den sociale arv. Regeringen lover i regeringsgrundlaget at gøre op med den stigende ulighed i Danmark, blandt andet ved at fjerne de laveste fattigdomsydelser, blandt andet starthjælpen, og udsatte børn får førsteprioritet i arbejdet med socialt udsatte. Dertil vil man sikre ”(...)konkrete initiativer til blandt andet at nedbringe den store dødelighed blandt misbrugere på gaden i blandt andet København samt sikre en bedre indsats over for kvinder i prostitution og mennesker, der lever som hjemløse. Det enkelte menneske skal være omgivet af både respekt, krav og omsorg.” (se kilder).

     Pædagogernes fagforening BUPL har også markeret sig klart i debatten om, hvordan landets pædagoger kan være med til at hjælpe børn med at bryde den sociale arv. I artiklen ”BUPL: Børneudspil skal løfte de mindste” efterlyser formand for BUPL Elisa Rimpler bedre sociale normeringer. At der sættes flere ressourcer af til daginstitutioner med en høj andel af børn i udsatte positioner (se kilder).

Flere organisationer og eksperter har udtrykt kritik af af Barnets Lov, som gav videre beføjelser til at foretage anbringelser af børn end tidligere. Kort efter regeringens udmelding opstod Aktionsgruppen for Børns Velfærd, der på få uger fik flere tusinde medlemmer på Facebook. Bag gruppen stod seks fagfolk på børneområdet. De mener, at de tidligere underretninger, som lovændringen i Barnets lov lægger op til, fratager fagpersoner deres ansvar for at undersøge tingene nærmere og presser kommunerne til langtrukne sagsforløb og fejlagtige slutninger. Blandt deres konkrete bekymringer er, at antallet af underretninger til kommunerne er steget fra 65.000 i 2014 til 138.000 i 2019, samtidig med, at ingen ved, hvor mange af underretningerne, der reelt er hold i.

     ”Det er fuldstændig løsrevet fra den virkelighed, som barnet lever i, og det er slet ikke sådan, vi plejer at arbejde med børns udsagn i det forebyggende arbejde, siger medstifter af gruppen Per Schultz Jørgensen, der er professor og tidligere formand for Børnerådet i artiklen “Aktionsgruppe frygter Barnets Liv vil mistænkeliggøre forældre. Men Børns vilkår vil beskytte børnene for enhver pris” på Dr.dk (se kilder). Også forældreorganisationen RIFT er kritiske overfor lovændringen. Der blev allerede i den tidligere lov taget hensyn til barnet, problemet lå i forvaltningen af sagerne, og den ændrer lovændringen ikke på, lyder det fra RIFT i artiklen ”Organisationer: En ny Barnets Lov løser ikke de grundlæggende problemer i systemet” på Information.dk (se kilder).

     Flere forskere peger på, at målsætningen om at flere unge skal have boglige uddannelser er elitær, idet den primært henvender sig til de bogligt stærke,. Forskerne mener, at der er behov for nytænkning af ungdomsuddannelserne – blandt andet skal flere praktiske uddannelser fremhæves samt forskellige former for skolegang. Derudover skal der mere til end et entydigt fokus på folkeskolen som middel til at bryde den negative sociale arv – det kræver en helhedsindsats, der begynder længe før folkeskolen. ”Mit bedste bud er en helhedsorienteret løsning. Det handler ikke bare om at få de unge indenfor i uddannelsessystemet, de skal også have forudsætninger for at kunne gennemføre ungdomsuddannelsen. Det har mange af disse unge ikke, og derfor handler det også om familie-, social- og boligpolitik, ikke bare om skole- og uddannelsespolitik,” siger lektor Trond Beldo Klausen fra Institut for Sociologi og Socialt Arbejde på Aalborg Universitet i artiklen ”Eksperter: Helhedsindsats skal bryde negativ social arv” (se kilder).