Forenede Nationer (FN)

Forenede Nationer (FN) blev dannet i forbindelse med 2. Verdenskrig. FN’s officielle ”fødselsdag” er 24. oktober, fordi FN-pagten trådte i kraft på denne dato i 1945. Men et forlæg til pagten blev underskrevet allerede i januar 1942, hvor 26 lande lovede hinanden at kæmpe mod de såkaldte aksemagter – Tyskland, Japan og Italien – og samarbejde om at skabe en ny fredelig verdensorden.

     I 1945 havde FN 51 medlemslande, og i dag er næsten alle lande i verden medlemmer af FN. Hvert land har en repræsentant og en stemme i FN’s Generalforsamling. I FN’s Sikkerhedsråd er der fem permanente medlemmer og ti medlemmer, der vælges af Generalforsamlingen for to år ad gangen. Sikkerhedsrådet tager stilling til spørgsmål om f.eks. indsættelse af fredsbevarende FN-styrker.

     Derudover har FN en række organisationer, programmer og tilknyttede agenturer, som arbejder med alt fra fødevaresikkerhed over menneskerettigheder, arbejdsrettigheder og kvinders og børns rettigheder til rammer for udvikling af atomenergi og beskyttelse af miljøet.

     De ting, der vedtages af FN’s Generalforsamling – som f.eks. Verdensmålene for Bæredygtig Udvikling – er anbefalinger og opfordringer, men det er op til de enkelte lande, hvordan de vil arbejde med dem.

     Det eneste organ i FN, som har dømmende magt, er Den Internationale Domstol (ICJ).  

     I nyere tid har ICJ bl.a. forholdt sig til de juridiske konsekvenser af Israels besættelse af de palæstinensiske territorier Gaza og Vestbredden. Et andet spørgsmål er retten til at strejke, som Den Internationale Arbejdsorganisation (ILO) har bedt ICJ tage stilling til.

Forenede Nationer (FN) er et mellemstatsligt samarbejde for fred og sikkerhed grundlagt i forbindelse med 2. Verdenskrig. Menneskerettigheder og bæredygtig udvikling er to andre pejlemærker for FN’s arbejde (se også faktalink om FN’s verdensmål og klimamål samt Verdenserklæring om Menneskerettighederne).

     Man daterer typisk FN’s fødsel til den 24. oktober 1945, hvor FN-pagten trådte i kraft

. Pagten udgør en form for grundlov for FN-samarbejdet.

     Forarbejdet til FN går tilbage til 1. januar 1942, hvor repræsentanter for 26 lande, der var i krig med aksemagterne (Tyskland, Japan og Italien), underskrev Atlanterhavserklæringen (ikke at forveksle med Atlantpagten fra 1949, der er NATO’s grundlov, se faktalink om NATO), også kaldet De Forenede Nationers Erklæring af 1.1.1942. Den kom til at danne forlæg for FN-pagten og var forfattet af den britiske og amerikanske regering. De 26 lande lovede hinanden at sætte alle ressourcer ind på at nedkæmpe aksemagterne og ikke indgå separate fredsaftaler

, ligesom erklæringen rummede hensigter om at samarbejde om en fredelig verdensorden bygget på frihandel efter nedkæmpningen af nazismen og fascismen

.

     FN-pagten blev siden tiltrådt af de mange nye nationer, der opnåede selvstændighed efter 2. Verdenskrig som følge af en afkoloniseringsproces, som FN var med til at fremme. Med pagten lover medlemslandene bl.a.: "at opretholde mellemfolkelig fred og sikkerhed, at fremme venskabelige forhold mellem nationerne, at samarbejde internationalt for at løse mellemfolkelige økonomiske, sociale, kulturelle og humanitære problemer og for at fremme respekten for menneskerettighederne og de fundamentale frihedsrettigheder samt at være centralorgan for nationernes indsats for at nå disse mål"

.

     I dag fungerer FN gennem Generalforsamlingen og Sikkerhedsrådet samt en lang række organisationer, programmer og specialiserede agenturer. FN har også et dømmende organ, Den Internationale Domstol (The International Court of Justice – ICJ).

I 1945 var der 51 medlemsstater i FN, heriblandt Danmark. I dag er 193 stater medlemmer af FN. Den nyeste selvstændige stat, der blev medlem af FN, var Sydsudan i 2011. Blandt de lande, der ikke er med i FN, er Palæstina og Vatikanstaten. Palæstina har siden 2012 haft observatørstatus i FN. De ansøgte i 2011 om at blive fuldgyldigt medlem, men USA nedlagde veto

. I foråret 2024 vedtog FN’s Generalforsamling en indstilling om, at Palæstinas medlemsrettigheder i FN skulle opgraderes øjeblikkeligt, og opfordrede Sikkerhedsrådet til at godkende Palæstina som FN-medlemsland, men igen nedlagde USA veto

. Nogle mener ikke,  at Palæstina er et selvstændigt land eller en selvstændig stat og regner det i stedet som en ”ikke-anerkendt stat”, der omtales som det palæstinensiske selvstyre. Andre omstridte territorier, som derfor heller ikke er medlemmer af FN, er Abkhasien, Kosovo/Kosova, Nordcypern, Somaliland, Sydossetien, Taiwan, Vestsahara og Transnistrien.

I FN’s Generalforsamling sidder en repræsentant for samtlige medlemslande. Generalforsamlingen kan træffe beslutninger inden for FN-pagtens område. Hvert land har en stemme, uanset landets størrelse, og beslutninger træffes ved simpelt flertal eller med 2/3 flertal. FN’s Generalforsamlingen kan ikke tvinge medlemslande til at rette ind efter beslutningerne, der alene har moralsk vægt. Det gælder f.eks. FN’s klimamål og mål for bæredygtig social udvikling.

     Hvis der opstår væsentlige uenigheder i Generalforsamlingen, skal spørgsmålet behandles i FN’s Sikkerhedsråd. Sikkerhedsrådet kan sætte magt bag beslutningerne, og træffe beslutninger om opretholdelse af mellemfolkelig fred og sikkerhed og om stationering af fredsbevarende styrker.

     Der er fem permanente medlemmer af Sikkerhedsrådet: Folkerepublikken Kina, Frankrig, Storbritannien, Rusland og USA. Dertil ti medlemmer, der vælges af Generalforsamlingen for en toårig periode. En beslutning i Sikkerhedsrådet kræver mindst ni jastemmer og at ingen stemmer nej. Det kaldes vetoretten.

     Under Generalforsamlingen er også Det Økonomiske og Sociale Råd (ECOSOC). Dette råd skal forbedre økonomiske og sociale levevilkår, fremme fuld beskæftigelse og opmuntre til mellemfolkeligt samarbejde om kultur og undervisning og respekt for menneskerettighederne (se faktalink om Menneskerettighederne). ECOSOC har 54 medlemmer, der vælges for tre år ad gangen.

     FN’s dømmende organ er Den International Domstol i Haag, også kaldet Den Mellemfolkelige Domstol. Her kan stater (ikke enkeltpersoner) indbringe sager, og medlemslandene har pligt til at følge domstolens afgørelser.

Der findes flere organisationer under FN, bl.a. børnefonden UNICEF (United Nations Children’s Fund), der blev oprettet i 1946 som en midlertidig katastrofefond i kølvandet på 2. Verdenskrig, men er blevet en permanent organisation, der arbejder med at forbedre børns levevilkår, særligt i fattigere lande.

     FAO (Food and Agriculture Organization) blev oprettet i 1945 med det primære formål at indsamle, analysere og udbrede viden om fødevareproduktion, landbrug, skovbrug og fiskeri samt ernæring. FAO koordinerer også den internationale udviklingsbistand inden for disse områder.

     UNESCO (United Nations Educational, Scientific and Cultural Organization) blev også oprettet i 1945 for at fremme samarbejde mellem FN-medlemslandene inden for uddannelse, videnskab, kultur og kommunikation.

     Verdenssundhedsorganisationen WHO (World Health Organisation) blev oprettet i 1948 for at sikre den højeste sundhedsstandard for befolkninger verden over. WHO arbejder med at højne kvaliteten i lokale sundhedssystemer generelt og med at bekæmpe specifikke sygdomme, smitsomme som malaria, hiv/aids og influenza, og ikke-smitsomme som kræft og diabetes.

     FN har to højkommissærer med hver deres organisation under sig. Den ene har ansvar for menneskerettigheder: OHCHR (Office of the High Commissioner for Human Rights). Den anden for flygtninge: UNHCR (United Nations High Commissioner for Refugees).

• WFP (World Food Programme) oprettet i 1961 med det formål at udrydde sult på verdensplan. WFP koordinerer fødevareprogrammer i store dele af verden, bsom daglig bistand til særligt fattige områder og i form af krisehjælp. 
• UNEP (United Nations Environment Programme) oprettet i 1972 for at inspirere og oplyse nationer og befolkninger til at forbedre deres livskvalitet uden at kompromittere klodens fremtid. Udover UNEP findes FN’s Klimapanel (IPCC) – et mellemstatsligt videnskabeligt panel – der blev nedsat i 1988, da den såkaldte Brundtland-rapport gjorde det klart, hvor omfattende klimaforandringer der var i gang, og hvor store konsekvenser de vil få. Siden har IPCC udgivet en række rapporter om klimaforandringer, deres årsager og mulige løsninger

. 

• UNDP (United Nations Development Programme) oprettet i 1965 for at finansiere og koordinere faglig bistand i udviklingslandene. Det vigtigste formål for UNDP er at bekæmpe fattigdom, men programmet har i de senere år haft stigende fokus på bæredygtig udvikling, støtte til god regeringsførelse og opbygning af åbne, velfungerende forvaltninger. 
• UNAIDS (The Joint United Nations Programme on HIV/AIDS) oprettet i 1994 koordinerer forskellige organisationer og specialiserede agenturers indsats for at bekæmpe smitte og udbrede behandlingsmuligheder. Reproduktive rettigheder og beskyttelse af kvinder, børn og LGBTIQ+ personers rettigheder i relation til HIV/AIDS er også en del af UNAIDS’ fokusområde.

Foruden organisationerne og programmerne under FN findes 33 specialiserede agenturer i tilknytning til FN-systemet

.

     Blandt disse har Den Internationale Arbejdsorganisation, ILO (International Labour Organization) en lidt speciel historie i FN-systemet, idet ILO blev oprettet i 1919 og dermed fandtes før FN. ILO’s formål er at sikre grundlæggende arbejdstagerrettigheder, at bekæmpe fattigdom og fremme social retfærdighed. Danmark har været medlem af ILO siden oprettelsen

.

     ILO er en trepartsorganisation, hvor regeringer, arbejdstager- og arbejdsgiverorganisationer sammen skal udvikle internationale konventioner og anbefalinger. I 1946 blev ILO tilknyttet FN som det første specialiserede agentur

.

     Verdensbanken (WBG – World Bank Group) indgik i 1947 en aftale, der gjorde banken til et specialiseret agentur under FN, men Verdensbanken fungerer selvstændigt. Det samme gælder Den Internationale Valutafond (IMF – International Monetary Fund) som yder lån og konsulentbistand til lande, og Den Internationale Handelsorganisation (WTO – World Trade Organization), der fungerer som forum for forhandling af handelsaftaler mellem forskellige lande.

     De andre specialiserede agenturer beskæftiger sig bl.a. med kvinders rettigheder (UN Women), katastrofehåndtering (UNISDR – United Nations Office for Disaster Risk Reduction), migration (IOM – International Organization for Migration) og international kontrol med våben og atomenergi, bl.a. IAEA (International Atomic Energy Agency) og OPCW (Prohibition of Chemical Weapons).

FN har sit hovedkvarter i New York i USA, hvor Generalforsamlingen mødes. Men dele af FN-systemet har også base i andre lande. F.eks. FN-byen i København, hvor der arbejder flere end 2.000 mennesker med bl.a. FN’s 17 bæredygtighedsmål, og hvor UNICEF har sit lager. Den Internationale Straffedomstol, FN’s dømmende organ, har hovedsæde i Haag i Holland, og flere af de FN-tilknyttede specialiserede agenturer som f.eks. ILO har hovedsæde i Geneve i Schweiz.

Ifølge FN-pagtens artikel 1 stk. 2 skal ”folkenes ligeret og selvbestemmelse” respekteres. Artikel 2 stk. 4 pålægger medlemslandene at ”afholde sig fra trussel om magtanvendelse eller brug af magt” mod andre staters territoriale integritet eller politiske uafhængighed.

     Mange steder i verden er der imidlertid strid om, hvem der har ret til hvilke territorier, og dannelsen af FN har som bekendt ikke betydet ophør af krig i verden. I nyere tid har Rusland f.eks. invaderet Ukraine (se faktalink Krigen i Ukraine), ligesom Israel fører krig i de palæstinensiske territorier.

     Flere FN-organer har fordømt krigen i Ukraine og opfordret Rusland til at indstille krigshandlingerne. Men fordi Rusland har en permanent plads i Sikkerhedsrådet, har det ikke været muligt at nå til enighed om, at krigen skal stoppes. I slutningen af februar 2022 diskuterede Sikkerhedsrådet – på indstilling fra Albanien og USA – en resolution, der bl.a. pålagde Rusland betingelsesløs tilbagetrækning fra ukrainsk territorium og at lade nødhjælp komme uhindret frem til alle, der har behov. 11 medlemslande støttede resolutionen, men Kina, Indien og Forenede Arabiske Emirater undlod at stemme, og Rusland nedlagde veto

. I stedet arbejder forskellige dele af FN-systemet med humanitær bistand og genopbygning i Ukraine, mens krigen fortsætter.

     Mange andre steder i verden har FN spillet en rolle i at bringe krigshandlinger til ophør. I 1988 fik FN's fredsbevarende operationer Nobels Fredspris

, og samme pris tildeltes 2001 FN og daværende generalsekretær Kofi Annan

. FN har haft fredsbevarende operationer i lande som Namibia, Cambodja, El Salvador, Mozambique og Sudan (Darfur), og havde i 2024 13 aktive operationer i bl.a. Kosovo/Kosova, Vestsahara, Den demokratiske republik Congo, Libanon og Kashmir

.

FN’s verdensmål nr. 1 er at afskaffe fattigdom. Ifølge FN’s egne opgørelser blev antallet af mennesker, der lever i ekstrem fattigdom, halveret fra 1,9 milliarder i 1990 til 736 millioner i 2015

. Verdensbanken definerer ”ekstrem fattigdom” som en indkomst på under 1,9 dollars om dagen (cirka 13 kr.). Verden over lever fortsat flere end 700 millioner mennesker for under dette beløb, og mange af dem kan ikke få dækket basale behov som tilstrækkeligt mad og adgang til rent drikkevand og sanitet. Og selvom antallet af ekstremt fattige er gået ned siden 1990, er der også perioder med stigende fattigdom på globalt plan. Det gjaldt f.eks. under covid 19-pandemien

.

     Men allerede før covid19-pandemien – og Ruslands invasion af Ukraine, der havde stor betydning for den globale fødevaresituation – var der stigende problemer med adgang til tilstrækkelige fødevarer for dele af verdens befolkning. Eksperter har kritiseret FN’s verdensmål – herunder målene om at afskaffe fattigdom og sult og mindske ulighed – for at være bl.a. for vage, for underfinansierede, for uforpligtende, for politiserede og for potentielt at være kontraproduktive

.

FN’s klimapanel overvåger klimaets tilstand og udgiver videnskabelige rapporter. Desuden sætter FN klimaet på dagsordenen globalt og lokalt gennem diskussioner i de forskellige fora, hvor medlemslandene er repræsenteret, og afholder konferencer, hvor medlemslandene skal nå til enighed om, hvordan klimaforandringerne kan bekæmpes ud fra Parisaftalens målsætninger.

     Parisaftalen fra 2015 er en bindende traktat med målsætning om at holde stigningen i den globale gennemsnitstemperatur på under 2° over det førindustrielle niveau og fortsætte bestræbelserne på at begrænse stigningen til 1,5°. Hvert femte år skal de nationale regeringer vedtage en ny handlingsplan for deres bidrag til det globale mål, og aftalen forpligter også landene til at yde klimafinansiering for at hjælpe sårbare lande med at mindske emissionerne og opbygge modstandsdygtighed til at håndtere virkningerne af klimaændringerne.

     Rammen om Parisaftalen er FN’s klimakonvention, der blev vedtaget i 1992 og trådte i kraft i 1994

. FN’s 29. klimakonference, COP29, skal afholdes i Baku i Aserbajdsjan i efteråret 2024. FN kan imidlertid ikke sanktionere lande, der ikke lever op til deres klimamål.

     Foruden internationale aftaler, konventioner og diskussionsfora arbejder FN med konkrete tiltag, der skal forbedre klima og miljø lokalt og mindske skadevirkningerne af de igangværende klimaforandringer. Det foregår især i regi af FN’s miljøprogram, UNEP.

FN’s Sikkerhedsråd har ikke fordømt den krig, Israel siden efteråret 2023 har ført i de palæstinensiske områder, fordi flere stater – heriblandt USA – opfatter Israels krigshandlinger som selvforsvar efter det Hamas-anførte angreb 7. oktober 2023 på israelsk territorium, der af både Israel og de fleste vestlige regeringer blev defineret som et terrorangreb.

     FN-systemets afventende reaktion på situationen i de palæstinensiske områder fik i slutningen af oktober 2023 lederen af New York-kontoret for FN’s højkommissariat for menneskerettigheder til at sige op

.

     FN’s Sikkerhedsråd og Generalforsamling har flere gange opfordret Israel til at afstå fra angreb på palæstinensiske områder, hvor mange civile er samlet, og til at lade nødhjælp komme uhindret ind. I juli 2024 afsagde Den Internationale Domstol (ICJ) en dom, der erklærer Israels tilstedeværelse i besatte palæstinensiske territorier for ulovlig. Dommen pålægger Israel at stoppe bosættelserne og fjerne eksisterende bosættelser hurtigst muligt

.

     ICJ er desuden – på anmodning fra Sydafrika – i gang med at tage stilling til, om Israels handlinger i de palæstinensiske områder har karakter af folkedrab

. I mellemtiden har ICJ afsagt en dom, der pålægger Israel at forhindre folkedrab i Palæstina. Det har forskere kaldt en historisk dom, fordi den griber ind i begivenheder, mens de finder sted.

.

     Israel har angrebet FN med anklager om, at ansatte i UNRWA, FN’s hjælpeorganisation for palæstinensiske flygtninge, deltog i angrebet på Israel den 7. oktober 2023. Det fik den konsekvens, at 18 lande øjeblikkeligt indstillede den økonomiske støtte til UNRWA, selvom Israel ikke havde ført bevis for anklagen

. Siden har UNRWA selv gennemført en undersøgelse, og ni ansatte vil blive afskediget, fordi det ikke kan udelukkes, at de var involveret, selvom det heller ikke kan bevises

.  

     Der er ikke noget, der tyder på, at ICJ’s indstillinger eller andre FN-udmeldinger i sig selv får Israel til at handle anderledes i forhold til bosætterstrategi, besættelse og krigshandlinger.

Da FN blev oprettet, havde en håndfuld store kolonimagter havde kontrol med en lang række territorier uden for deres nationale grænser. Det gjaldt flere af de lande, som dengang og nu er permanente medlemmer af Sikkerhedsrådet, ikke mindst Frankrig, USA og Storbritannien. Ifølge FN’s regionale informationscenter

  levede halvdelen af alle mennesker i verden i 1945 i lande, som var kontrolleret af udenforstående.

     De ændrede geopolitiske, sikkerhedspolitiske og økonomiske strukturer efter de to verdenskrige betød, at også kolonimagterne nu havde en interesse i en afkoloniseringsproces. Det blev en af FN’s første opgaver. I de første år skulle medlemslandene indberette til FN, om de havde kolonier, og i så fald hvordan de havde tænkt at afkolonisere. I 1960 vedtog Generalforsamlingen en resolution om snarlig uafhængighed for alle koloniserede lande og -folk, og året efter blev en særlig komité for afkolonialisering nedsat i FN-regi. Efterhånden opstod 80 nye uafhængige stater, som blev medlemslande i FN

.

Allerede i 1946 modtog Danmark en henvendelse fra FN om, hvorvidt Danmark var i besiddelse af en koloni. I første omgang var der fra officiel dansk side modvilje mod at anerkende, at Grønland var en koloni på linje med andre landes kolonier

.

     Grønlands strategiske placering mellem Sovjetunionen og USA gav den danske regering forhandlingsfordele, da det skulle fastlægges, hvordan Grønlands juridiske status skulle være i fremtiden. Hverken Sovjetunionen eller USA var interesseret i et selvstændigt Grønland eller i, at modparten åbenlyst overtog styringen af Grønland.

     Det politiske pres for at afvikle kolonisystemet voksede i begyndelsen af 1950’erne, og i Danmark var der forberedelser til en ændring af Grundloven. Under forhandlingerne blev det foreslået at indføje Grønland som amt i Danmark (amterne blev siden nedlagt og lagt sammen i de større enheder regioner). Forslaget blev godkendt af Grønlands Landsråd i 1952. Da den reviderede Grundlov blev vedtaget i 1953 efter en folkeafstemning i Danmark, stod der i første paragraf, at den ”gælder for alle dele af Danmarks Rige”.

     Grundlovsændringen var imidlertid ikke til afstemning i Grønland. I 1954 kom Grønlands ændrede status til afstemning i FN og blev godkendt. Der er i de senere år opstået fornyet diskussion om processen omkring Grønlands ændrede status og den manglende inddragelse af befolkningen i Grønland i dette spørgsmål.

Der opstår jævnligt debat om FN’s demokratiske legitimitet og gennemslagskraft,  blandt andet i perioder med krige og konflikter, som FN har vanskeligt ved at håndtere, og i perioder med store spændinger mellem de lande, der har mest indflydelse i FN – de permanente medlemmer af Sikkerhedsrådet. Et nyere eksempel er efter Ruslands invasion af Ukraine, som har fået USA til at indføre indrejserestriktioner for repræsentanter for det officielle Rusland. Problemet er, at FN’s hovedkvarter ligger i New York i USA, og at møderne i Sikkerhedsrådet holdes på skift hos medlemmerne. USA kan vanskeligt nægte russerne indrejse for at deltage i FN-møder og andre aktiviteter, ligesom USA vanskeligt kan nægte at deltage, når møderne i Sikkerhedsrådet holdes i Rusland. Disse storpolitiske spændinger har medført, at der er opstået ny modvilje mod FN i USA, hvor der bliver ført en såkaldt Defund the UN-kampagne, en kampagne for at mindske eller fjerne den amerikanske medfinansiering af FN og FN’s aktiviteter

. Særligt republikanske politikere har stillet forslag om at skære i den amerikanske udviklingsbistand, og i amerikansk finansiering af andre FN-agenturer og programmer. Nogle har foreslået, at FN’s hovedkvarter i USA afvikles.

Mange peger på mindst to store relaterede problemer i FN-systemet, som kalder på reformer. Det ene er sammensætningen af Sikkerhedsrådet, hvor de samme fem lande fortsat har permanente pladser – Rusland, Kina, Frankrig, Storbritannien og USA – selvom verden (og FN) ser meget anderledes ud end ved FN’s grundlæggelse.

     Antallet af medlemslande i FN er steget fra 51 til 193, uden at antallet af permanente medlemmer i Sikkerhedsrådet er steget. Og Frankrig og Storbritannien er befolkningsmæssigt i dag små i sammenligning med mange andre lande særligt i det globale syd.

     At ingen lande i hverken Syd- eller Sydøstasien, Afrika eller Latinamerika er fast repræsenteret i Sikkerhedsrådet, giver FN svigtende legitimitet i disse dele af verden.

. Det hænger sammen med det andet grundlæggende problem: vetoretten. Mens hverken Frankrig eller Storbritannien har brugt deres vetoret siden 1989, bruger især Rusland og USA jævnligt deres. Det handlingslammer FN i forhold til sin fredsbevarende opgave i situationer, hvor Rusland eller USA har direkte interesser i en konflikt.

     Danmark har sammen med 26 andre lande fremlagt et forslag, der skal begrænse vetoretten. Alliancen hedder ACT (står for ansvarlighed, sammenhæng og gennemsigtighed). Forslaget går ud på, at alle medlemsstater skal forpligte sig til ikke at stemme imod resolutioner, som har til hensigt at forbygge eller standse forbrydelser mod menneskeheden

.

Der er gennemført mindre reformer i FN-systemet de senere år, blandt andet på initiativ fra den foregående generalsekretær Kofi Annan og den nuværende generalsekretær Antonio Gueterres. Sidstnævnte har forholdt sig meget kritisk til Israels fremfærd i Gaza fra oktober 2023, og i december 2023 brugte han for første gang i sin tid som generalsekretær sin magt til selv at indkalde Sikkerhedsrådet. Her opfordrede han rådet til at vedtage en resolution, der krævede øjeblikkelig våbenhvile

. Men det ville USA ikke være med til. Det er især politiske kræfter i USA og Rusland, der modsætter sig grundlæggende reformer af Sikkerhedsrådets sammensætning og begrænsning af vetoretten.

Flere eksperter i internationale relationer vurderer, at med krigen i Ukraine og siden krigen i Gaza er det blevet tydeligt, at vestlige lederes forventninger om, at resten af verden følger deres perspektiv, ikke holder

. Mange lande i det globale syd har afholdt sig fra at tage entydigt stilling imod Ruslands krig i Ukraine, og de samme lande har påpeget hykleriet i, at vestlige ledere har krævet dette, når de samtidig lader krigen i Gaza fortsætte. Det har afspejlet sig i FN-afstemninger, som har hindret FN i at stoppe både krigen i Ukraine og krigen i Gaza. En af eksperterne, Mogens Lykketoft, tidligere udenrigsminister for Socialdemokratiet og tidligere formand for FN’s Generalforsamling, siger bl.a.:

     ”Det vi har oplevet med konflikten i Gaza er, at grøfterne mellem, hvordan vi læser verdenssituationen, er blevet endnu dybere. Den gamle mistanke de har haft om, at vi mest er optaget af menneskerettigheder og respekt for krigens love, når det er vores venner, vi taler om, og at vi er dobbeltmoralske i vores holdninger, det har de fået bekræftet i Gaza.”

     Lykketoft peger desuden på, at FN kunne sikre sig mere global legitimitet, hvis FN viste sig i stand til at sikre reel og solidarisk klimahandling, hvor vestlige lande tager deres del af ansvaret