Historiekanon 25: FN’s Verdenserklæring om Menneskerettighederne

Verdenserklæringen om Menneskerettighederne blev vedtaget af Forenede Nationer (FN) i 1948. Erklæringen fastslår alle menneskers umistelige rettigheder, alle steder og til alle tider. De omfatter bl.a. retten til liv og arbejde, til at bevæge sig frit og til at blive behandlet lige og retfærdigt uanset f.eks. hudfarve, køn, sprog og religion. Baggrunden for erklæringen var Anden Verdenskrig og ønsket om, at krigens forbrydelser ikke skulle gentage sig. Erklæringen har dog fået kritik for at være skrevet ud fra en vestlig verdensanskuelse og for at tilsløre, at alle ikke har lige mulighed for at gøre krav på sine rettigheder.

FN står for Forenede Nationer, på engelsk United Nations (UN). Begrebet United Nations blev første gang brugt af den amerikanske præsident Franklin D. Roosevelt 1. januar 1942. Det var under Anden Verdenskrig i en erklæring, hvor 26 nationer lovede at kæmpe sammen mod de såkaldte aksemagter, Nazi-Tyskland og de fascistiske stater Italien og Japan samt deres støtter (kaldet vasallande).

     Det første skridt mod dannelsen af FN var ifølge UN History (se kilder) blevet taget året forinden, hvor ni regeringer (heriblandt den norske), der – på grund af Nazi-Tysklands besættelse – var i eksil i London, underskrev The Inter-Allied Declaration. Her lovede de ”at arbejde sammen, med andre frie befolkninger, i både krig og fred”.

     FN blev officielt stiftet i 1945. Den første generalsekretær for FN var norske Trygve Lie, der havde været udenrigsminister og siden statsminister i den norske eksilregering under Anden Verdenskrig. Det var under Lies ledelse, at Verdenserklæringen om Menneskerettighederne blev formuleret og vedtaget i FN.

     I FN's radioklassikere (se kilder) kan du bl.a. høre uddrag af Trygve Lies tiltrædelsestale, og du kan høre den amerikanske præsidentfrue Eleanor Roosevelt læse op fra Verdenserklæringen om Menneskerettighederne, og den britiske skuespiller Sir Laurence Olivier læse forordet til FN's stiftende charter op.

Verdenserklæringen blev vedtaget på FNs generalforsamling 10. december 1948. Den omfatter borgerlige, politiske, økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder. Ifølge Justitsministeriet (se kilder) fastslår erklæringen ”at alle mennesker uanset race, hudfarve, køn, sprog, religion, politisk eller anden anskuelse, national eller social oprindelse, formueforhold, fødsel eller anden samfundsmæssig stilling har krav på alle de rettigheder og friheder, som nævnes i erklæringen”.

     Da erklæringen blev vedtaget, havde FN 58 medlemsstater, og af dem stemte 48 for, mens otte stemte blankt, og to stater (Yemen og Honduras) ikke afgav stemme. I 2018 havde FN 193 medlemsstater.

     Verdenserklæringen er universel, hvilket betyder, at den gælder for alle mennesker overalt til alle tider. Men erklæringen er ikke i sig selv retligt bindende. Det betyder f.eks., at man ikke kan klage til FN eller nationale myndigheder og domstole, hvis man mener, at en stat har krænket ens menneskerettigheder.

Efter vedtagelsen af menneskerettigheds_erklæringen_ har FN vedtaget en række menneskerettigheds_konventioner_. I modsætning til selve menneskerettighedserklæringen er disse konventioner folkeretligt bindende for de stater, der har tiltrådt dem.   Ifølge Justitsministeriet er de vigtigste otte af disse konventioner:

     · FN’s konvention om borgerlige og politiske rettigheder

     · FN’s konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder

     · FN’s Konvention om afskaffelse af alle former for racediskrimination

     · FN’s konvention om afskaffelse af alle former for diskrimination mod kvinder

     · FN’s konvention mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf

     · FN’s konvention om barnets rettigheder

     · FN’s konvention om vandrende arbejdstageres rettigheder

     · FN’s konvention om rettigheder for personer med handicap

     Danmark har tiltrådt alle disse konventioner, undtagen den om vandrende arbejdstageres rettigheder. Det betyder bl.a., at man i dag kan klage over f.eks. den danske stat til FNs Menneskerettighedskomité, FNs Racediskriminationskomité, FNs Torturkomité, FNs Kvindekomité, FNs Handicapkomité og FNs Børnekomité. Justitsministeriet har en klagevejledning på nettet (se kilder).

Der er i alt 30 artikler (punkter) i Verdenserklæringen. Den første lyder: ”Alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder. De er udstyret med fornuft og samvittighed, og de bør handle mod hverandre i en broderskabets ånd.”   Artikel to slår fast, at ethvert menneske har krav på de rettigheder, der omtales i erklæringen, og at der ikke må forskelsbehandles på nogen måde.   Artikel 3 omhandler den mest grundlæggende rettighed og lyder: ”Enhver har ret til liv, frihed og personlig sikkerhed.”

     Resten af artiklerne konkretiserer og uddyber artikel 3, f.eks.: ”Ingen må holdes i slaveri eller trældom”, ”Ingen må underkastes vilkårlig anholdelse, tilbageholdelse eller landsforvisning”, at ”Enhver, der anklages for et strafbart forhold, har ret til at blive anset for uskyldig” indtil det modsatte måtte være bevist, ligesom alle har ”krav på en retfærdig og offentlig behandling ved en uafhængig og upartisk domstol”.

     Erklæringen omtaler også retten til fri bevægelighed ved at fastslå, at ”enhver har ret til at bevæge sig frit og til frit at vælge opholdssted inden for hver stats grænser”, samt at ”enhver har ret til at forlade et hvilket som helst land, herunder sit eget, og til at vende tilbage til sit eget land.” Derudover omtales bl.a. friheden til at udtrykke sin mening, praktisere den religion, man ønsker – herunder at udtrykke sin religion offentligt – samt forsamlings- og foreningsfrihed, ret til arbejde og til en løn, man kan leve af, samt til at modtage lige løn for lige arbejde, ret til at hvile sig og holde ferie og ret til undervisning. Alle artiklerne findes på Amnesty Internationals danske hjemmeside (se kilder).

Allerede i 1600-tallet fandtes der ifølge filosoffen Zoltan Zigedy (se kilder) forestillinger om menneskets naturlige eller universelle rettigheder, bl.a. formuleret i kølvandet på den britiske borgerkrig. Forestillinger om menneskerettigheder spillede også en afgørende rolle omkring både Den Amerikanske Uafhængighedserklæring 1776 og Den Franske Revolution 1789-1799.

     Da FNs Verdenserklæring blev vedtaget i 1948, var det imidlertid første gang, der blev formuleret konkrete, universelle rettigheder, som de fleste af verdens lande principielt har tilsluttet sig. Erklæringen er oversat til 500 sprog og blev oprindeligt formuleret i direkte forlængelse af Anden Verdenskrig skriver FN under ”History of The Document” (se kilder).

Der findes flere andre erklæringer om menneskerettigheder, som f.eks. er vedtaget af regionale organisationer eller sammenslutninger baseret på en bestemt religion.

     I dansk sammenhæng er den vigtigste menneskerettighedserklæring udover FNs Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, som blev underskrevet i Rom den 4. november 1950 af 12 europæiske lande, heriblandt Danmark. Konventionen er vedtaget under Europarådet, der ligesom FN har vedtaget en række yderligere konventioner, som er retligt bindende for medlemsstaterne. Det gælder f.eks. den Europæiske Socialpagt til beskyttelse af økonomiske og sociale rettigheder. På den Europæiske Menneskerettighedsdomstols hjemmeside (se kilder) kan du læse mere om historien bag samt finde f.eks. de seneste domme.   Der findes også f.eks. Inter-American Commission on Human Rights under Organization of American States (OAS) med en tilknyttet menneskerettighedsdomstol. OAS dækker Nordamerika (Canada og USA) samt Latinamerika og blev dannet med American Declaration of the Rights and Duties of Man i april 1948 med henblik på regional solidaritet og samarbejde.

Allerede før Verdenserklæringen blev vedtaget, mødte dens formuleringer kritik, bl.a. fra American Anthropological Association (AAA). I Statement on Human Rights fra slutningen af 1947 (se kilder) pegede AAA bl.a. på, at det ikke er tilstrækkeligt at formulere rettigheder for individer. Ligesom enhver gruppe består af individer, er et individ nemlig altid en del af en gruppe/et samfund. Den afgørende udfordring er derfor ifølge AAA at formulere en erklæring om menneskerettigheder, der tager højde for denne dobbelthed, og så den giver mening uden for et vestligt/amerikansk perspektiv. Det mente AAA ikke, at FN's Verdenserklæring levede op til. Organisationen argumenterede desuden for, at formuleringerne hang sammen med en racistisk og kolonial verdensorden, og at Menneskerettighedserklæringen ville komme til at fungere som komponent i logikken om ”den hvide mands byrde” – forestillingen om, at vestlige lande og folkeslag er forpligtet til at oplyse og civilisere ikke-hvide folkeslag.   Menneskerettigheder er også blevet kritiseret fra et marxistisk perspektiv, hvor fokus især er på følgende problemer: Når rettigheder formuleres individuelt og universelt, kommer de uundgåeligt i konflikt med hinanden. Min ret til at gøre noget bestemt kan være i modstrid med din ret til at gøre noget andet. Hvem der vinder i den konflikt, vil altid afhænge af materielle forhold – altså af hvem, der har mest økonomisk og politisk magt. At der ikke er lige adgang til at kræve sine menneskerettigheder respekteret bliver tilsløret af forestillingen om, at de gælder alle til alle tider og på alle steder. Retten til at ytre sig er f.eks. mere værd, hvis man har adgang til en platform, der sikrer, at nogen hører, hvad man siger. Filosoffen Zoltan Zigedy giver et bud på den marxistiske kritik af menneskerettigheder på blogopslaget ”Human Rights: A Marxian Perspective” (se kilder).

Ifølge Institut for Menneskerettigheders (IMR) årlige beretning fra 2017-2018 (se kilder) er frihedsrettighederne under pres i Danmark: ”Opholdsforbud, zoneforbud, lejrforbud, tildækningsforbud. Sjældent har Folketinget behandlet så mange forslag om forbud, som tilfældet har været det seneste år. For hver gang et forbud vedtages, indskrænkes danskernes grundlæggende frihedsrettigheder,” skriver IMR.

     IMR kritiserer også den hyppige brug af isolationsfængsling, præventive anholdelser – som i 2017 var på ”et historisk højt niveau” – samt at Politiet, Politiets Efterretningstjeneste og Forsvarets Efterretningstjeneste har for vidtrækkende muligheder for at indsamle og opbevare unødvendige data om befolkningen.

     Af fremskridt nævnes til gengæld, at Rigspolitiet vil oprette en efteruddannelse i at efterforske og opklare hadforbrydelser.