Hippiekulturen i 1960'erne

Kærlighedsrevolutionen er ungdomsoprøret i 1960’erne blevet kaldt. Med langt, fedtet hår, peace-tegn og flagrende, kulørt tøj gjorde de såkaldte hippier eller blomsterbørn op med forældregenerationens tro på autoriteter, forstokkede sociale normer og det materialistiske samfund, som Vesten i deres øjne havde udviklet sig til. Vietnamkrigen blev for hippierne et symbol på samfundets fordærv og alt det onde; i stedet for våben udkæmpede de deres kamp med blomster, musik, fri kærlighed og tolerance.

     I dag står hippiekulturen for mange som inkarnationen af et afgørende værdiskifte i dansk kulturhistorie mod et mere frit, tolerant og ligestillet samfund. Andre nedtoner bevægelsens betydning eller peger på deres negative anarkistiske indflydelse på alt fra pædagogik til politisk aktivisme. En ting er dog indiskutabel: bevægelsen har sat sine karakteristiske bare fodspor i historien.

Hippiebevægelsen opstod i San Francisco i USA i 1965, da unge fra den amerikanske middelklasse gjorde oprør mod samfundets sociale traditioner, materialisme og konkurrencepræg. Amerikanske studerende og afroamerikanere havde i de første år af 1960'erne demonstreret mod diskriminationen af den sorte befolkning samt den krig, som amerikanerne havde ført i Vietnam siden 1954. Men hippiernes måde at leve på og deres åndelige værdier har rødder i den amerikanske beatkultur fra 1950'erne, hvor forfattere som Allen Ginsberg, Jack Kerouac og Williams Burroughs blev centrale figurer. De unge 'beatniks' levede et omflakkende bohemeliv med alkohol, stoffer og seksuel frihed som en modpol til det eksisterende amerikanske samfund. Jack Kerouacs roman ”Vejene” (på engelsk ”On the Road”) beskriver denne dag-til-dag måde at leve livet på og fik nærmest en kultstatus blandt hippierne i 1960'erne, som tog beatgenerationens livsstil til sig.

     I et større perspektiv er hippiekulturens åndelige rødder dog ikke kun plantet i beatkulturen. Allerede omkring år 1900 opstod bevægelsen Lebensreform i Tyskland, hvis åndelige værdier har flere fællestræk med hippiekulturen, heriblandt vægten på seksuel frihed, vegetarisme og skepsis over for det materielle. Bevægelsen var organiseret omkring et sanatorium, Monte Veritá, som blev besøgt af flere af tidens internationale intellektuelle. Dokumentarfilmen ”Freak Out” beskriver, hvordan disse alternative tanker og værdier blev forladt i Europa i lyset af de to verdenskrige, og hvordan tyske immigranter bragte tankesættet med sig til USA for på den måde at så frøet til 1960’ernes blomsterbarn.

Hvor ordet 'hippie' stammer fra, ved ingen med sikkerhed. Én forklaring er, at det stammer fra udtrykket 'hep', som var på mode i det engelske sprog under Anden Verdenskrig og betyder noget i retning af 'at være på mode'.

     Ordet 'hippie' har også slægtskab til ordet 'hipster' som i 00’erne er blevet synonym med smarte unge mennesker fra storbyen, der forsøger at stikke af fra mængden med markant musik- og tøjsmag. I 1940’ernes USA var en ’hipster’ ligeledes forbundet med en subkultur, der dyrkede en afslappet nydelsesbetonet livsstil, som var centreret omkring jazz, sex og stoffer og tog afstand fra det gængse samfunds normer. Denne livsstil – senere også kaldet beatkulturen – bliver netop dyrket af hovedpersonerne i Jack Kerouacs berømte roman fra 1957 ”On the Road”, som hippierne var kraftigt inspireret af.

Hippierne tilhørte en generation af unge mennesker, som blev født efter Anden verdenskrig og voksede op i en tid, hvor levestandarden i de vestlige lande steg markant. Både staten og den enkelte borger blev rigere i 1950'erne og1960'erne. Det betød, at familierne for det første fik lettere adgang til materielle goder: køleskabe, fjernsyn og supermarkeder blev en del af den nye forbrugsverden. For det andet fik borgere større adgang til offentlige ydelser som f.eks. uddannelse. Og for det tredje var hippierne en generation af store årgange. Kombinationen af at være en stor generation og tilbringe en længere periode på uddannelsesinstitutionerne gav de unge gode muligheder for at påvirke hinanden og stå sammen om nogle fælles værdier.

     Men hippierne voksede også op i skyggen af den spændte politiske situation mellem Vest- og Østblokken, som man frygtede ville ende i en atomkrig mellem stormagterne USA og Sovjetunionen. Særligt i USA påvirkede Vietnamkrigen fra 1964 til 1973 også ungdommen til oprør, ligesom racediskriminationen af de sorte amerikanere i løbet af 1950'erne og 1960'erne vakte stor modstand og vrede blandt unge og studerende i USA.

     De unges oprør i 1960'erne var et generationsoprør mod det samfund, de var vokset op i. Det var et oprør mod autoriteterne i samfundet, som foregik på to fronter: For det første var det et politisk opgør med kapitalisme og konservatisme, som især kom til udtryk ved de unges stærke modstand mod Vietnamkrigen og de studerendes krav om medindflydelse på universiteterne. For det andet var ungdomsoprøret et åndeligt oprør mod materialismen eller med andre ord den økonomiske rigdom, som deres forældres generation havde været med til at skabe efter Anden Verdenskrig.

Hippierne bliver ofte kaldt blomsterbørnene, fordi deres ideologiske kamp mod samfundet blev udkæmpet på et fredeligt plan med udgangspunkt i kærlighed og tolerance. Deres slagord var ”Make love, not war”, og modstanden mod Vietnamkrigen blev en slags ydre politisk ramme for hippiebevægelsen – fra det amerikanske militærs indtog i landet i 1964 til krigens afslutning i 1973.

     Hippierne afviste Vestens materialistiske forbrugersamfund, som var styret af grådighed, og kiggede i stedet mod Østens mystik og åndelighed, hvor der var fokus på individets selvudfoldelse. Igennem meditation kunne man nå en større bevidsthed, og unge hippier valfartede i løbet af 1960'erne til Indien, hvor guruer vejledte dem i at søge det guddommelige lys.

     Kærligheds- og frihedsbudskabet ændrede også seksualmoralen. Hippierne dyrkede et romantisk natursyn, hvor alle organismer blev opfattet som ligestillede, hvor nøgenhed var menneskets naturlige tilstand, og hvor seksuelle drifter ikke var noget, man skulle lægge bånd på. Forestillingen om fri kærlighed og et liberalt sexliv spredte sig i løbet af 1960'erne i de vestlige samfund – godt hjulpet på vej af den nye p-pille. Denne friere seksualmoral hang også sammen med, at hippierne ikke så kvinden som underlegen i forhold til manden, og ligestilling mellem kvinder og mænd blev en naturlig debat i tiden. Rent politisk placerede hippiernes antimaterialistiske og antikapitalistiske livssyn dem typisk et godt stykke ude på venstrefløjen med ikoniske forbilleder som Karl Marx og Che Guevara.

     Hippiernes natursyn betød, at økologi og miljøbevidsthed blev mærkesager for dem. Allerede i starten af 1960'erne havde der været protester mod atomvåben og atomkraft, som i de forkerte hænder kunne ødelægge naturen og skabe en økologisk krise. I bare fødder og med blomster i håret byggede hippierne små bæredygtige samfund, hvor de dyrkede deres egne afgrøder uden brug af forurenende metoder.

Musikken var den største kunstneriske genre for hippiegenerationen – måske fordi den var en platform, hvor de unge kunne dyrke sanseligheden og fællesskabet. Woodstock-festivalen i 1969 er en af de største begivenheder i fortællingen om hippierne. Næsten en halv million mennesker mødte op på nogle marker 60 kilometer fra byen Woodstock i den amerikanske delstat New York for at høre musik sammen i tre dage. Begivenheden er blevet et ikon for hippietiden og inspirerede musikfestivaler i mange andre lande, blandt andet blev den danske Roskilde Festival grundlagt i 1971.

     Britiske bands som The Beatles, The Rolling Stones og The Who var nogle af tidens mest berømte og skelsættende musikgrupper. Den psykedeliske rock – syrerocken – blev en musikgenre, som udtrykte hippiernes vægt på det sanselige, meditative og bevidsthedsudvidende. Sommeren 1967, ”The Summer of Love”, udgav The Beatles albummet ”Sgt. Pepper's Lonely Hearts Club Band” og Pink Floyd det endnu mere syrede ”Pipers at the Gates of Dawn” med skæve tekster og lange instrumentale passager. I dansen til den psykedeliske musik slap man fuldstændigt de faste trin og formationer og bevægede sig frit i rummet. Man brugte hele kroppen og gav sig hen i en total sanseoplevelse med ekstatiske improvisationer – oftest ikke kun under påvirkning af musikken, men også LSD.

     I USA var Jimmy Hendrix, Janis Joplin og The Doors store navne i rockmusikken, men hippiemusikken var også stærkt præget af politiske protestsangere som Bob Dylan og Joan Baez, der i deres tekster rettede skarpe angreb mod blandt andet den amerikanske krig i Vietnam og diskriminationen mod sorte og kvinder.

Udover hash brugte hippierne LSD, også kendt som syre, som et bevidsthedsudvidende stof. Stoffet skaber en psykoselignende tilstand i bevidstheden, hvor man hallucinerer og oplever verden meget intenst. For hippierne var det et vidundermiddel, fordi det kunne bringe dem den åndelige ekstase, som de søgte i stedet for den materielle fornøjelse. I kunsten forsøgte hippierne at efterligne rusens sanserige oplevelser i form af de psykedeliske rockkoncerter, som ofte udviklede sig til totaloplevelser med musik, dans, lysshow og visuelle effekter.

     LSD var et kunstigt fremstillet stof, som amerikansk militær og psykiatri havde eksperimenteret med som sandhedsserum og i behandlingen af alkoholikere. I løbet af 1960'erne kom stoffet ind i hippiemiljøet og blev alment kendt, da testpersoner fra CIA-forsøg introducerede det, og da de to professorer i psykologi Timothy Leary og Richard Alpert i deres tidsskrift The Psychedelic Review promoverede LSD som et middel til personlig fornøjelse. Det blev dog hurtigt klart, at LSD – udover fornøjelse – også kunne give længerevarende psykoser, hvor folk oplevede verden som angstfyldt og mareridtsagtig i stedet for harmonisk og lyserød.

Hippiernes udseende og tøj repræsenterede deres værdier. Deres romantiske ønske om at vende tilbage til naturen, deres dyrkelse af fri kærlighed, eksperimenteren med rusmidler og forkærlighed for psykedelisk rockmusik resulterede i en modestil, hvor tøjet var flagrende og spraglet. Både mænd og kvinder lod håret gro og udviskede dermed hårlængden som kønsmarkør og markerede deres afstandtagen til både uniformitet og konformitet.

     Kvinderne sagde farvel til den lårkorte kjole, som havde været moderigtig i begyndelsen af 1960'erne og gik i stedet med gulvlange kjoler eller i vide cowboybukser ligesom mændene. Mændene gik med flagrende skjorter og smykker. Desuden malede og broderede hippierne ofte deres tøj, så det fik et individuelt særpræg. Stilen forargede særligt de ældre generationer, fordi man netop ikke kunne se forskel på mænd og kvinder.

     Hippiernes særlige udtryk opnåede hurtigt bred popularitet blandt de unge i samfundet, og modedesignere var hurtige til at lancere deres version af hippiemoden. Her var især den orientalske påvirkning synlig med stribede djellabas, haremsskjorter, teltkjoler og Nehru-jakker.

De første hippier begyndte at dukke op med deres lange løsslupne hår i det københavnske gadebillede i midten af 1960'erne, hvor Storkespringvandet blev et fast mødested. I 1967 blev det første danske kollektiv oprettet på Svanemøllevej i København, og det danske syrerockband Steppeulvene udgav deres første LP, ”Hip”, som i eftertiden er blevet et symbol på det danske ungdomsoprør.

     Men det er årstallet 1968, der er blevet synonym med hippietiden i Danmark. Ligesom på andre europæiske universiteter gjorde de studerende herhjemme netop det år oprør ved at besætte universitetets bygninger og kræve medbestemmelse. De var utilfredse med professorvældet, som bestemte det meste på universiteterne uden at inddrage de studerende. I udlandet havde mange studenteroprør været voldelige, men de danske studerende fik deres krav igennem uden, at det kom til voldelige sammenstød med politiet.

Ligesom hippierne gjorde oprør mod samfundets normer, gjorde periodens unge kunstnere også op med den elitære finkultur og kunstens ophøjede status i samfundet. De organiserede sig i kunstnergrupper som Internationale Situationister og Den Eksperimenterende Kunstskole, der via happenings i det offentlige rum forsøgte at gøre kunsten mere tilgængelig og relevant i stedet for at gemme den væk på kunstmuseer. Kunstnerne – den såkaldte tresseravantgarde – havde det med at vække mediernes opmærksomhed. Dette var f.eks. tilfældet da Den Lille Havfrue fik savet hovedet af i 1964, eller da kunstneren Bjørn Nørgaard i forbindelse med en udstilling på Louisiana parterede hesten Røde Fane og udstillede resterne i 100 henkogningsglas.

     Dumpingfestivalen i Fælledparken sommeren 1968 er et andet eksempel på, hvordan kunstnerne i 1960'erne eksperimenterede med grænserne mellem kunstarterne og med at hive kunsten ud af elfenbenstårnet. Kunsten blev her bragt uden for museets rammer, og besøgende kunne frit bevæge sig rundt og vælge, hvad de ville se og høre af litteraturoplæsninger, musikfremførelser og konstruktion af skulpturer og arkitektur.

Modsat deres forældre, som typisk levede deres liv i ægteskab og inden for rammerne af kernefamilien, eksperimenterede hippierne med alternative boformer som kollektiver, hvor mennesker levede sammen i villaer eller store lejligheder inde i byen. Det blev en

     populær boform i 1960'ernes Danmark, fordi der var stor boligmangel. Men udover at være en praktisk løsning på et boligproblem, var kollektiverne også en mulighed for at kunne opbygge et nærdemokratisk, bæredygtigt og selvforsynende alternativ til samfundet udenfor. I nogle kollektiver var fællesskabsånden så stærk, at beboerne tog et fælles navn for at understrege deres tilhørsforhold. Et kendt eksempel er kollektivet Maos Lyst i Hellerup, hvor alle beboere tog mellemnavnet Kløvedal.

     Andre sociale eksperimenter var Thylejren og Christiania. Med inspiration fra Woodstock-festivalen i USA stod organisationen Det Ny Samfund i spidsen for Thylejren i Nordjylland, der i 1970 startede ud som en 74 dage lang sommerlejr. I løbet af 1970'erne overvintrede flere og flere i lejren, og Thylejren eksisterer den dag i dag som et alternativt samfund med i alt 70 beboere.

     Fristaden Christiania blev grundlagt i København, da unge i 1971 besatte Forsvarets nedlagte Bådsmandsstræde Kaserne og Ammunitionsarealet. Stifterne af fristaden havde, som det beskrives på Christianias hjemmeside, en målsætning om: ”at opbygge et selvstyrende samfund, hvor hvert enkelt individ frit kan udfolde sig under ansvar over for fællesskabet” (Se kilder).

     Det var ikke noget nyt, at unge – såkaldte slumstormere – besatte gamle ubeboede ejendomme. Allerede i 1965 havde en flok unge mennesker slået sig ned i Sofiegården på Christianshavn, og selvom det var ulovligt, blev de først smidt ud af politiet i 1969. De mødte generelt velvilje blandt befolkningen, fordi det forekom meningsløst, at flere bygninger stod tomme, mens så mange manglede tag over hovedet. Desuden var slumstormerne fredelige mennesker, modsat BZ'erne i 1980'erne, der fik et dårligt ry i befolkningen som en flok radikaliserede og voldelige anarkister.

Hippiekulturen har været eksponent for nogle af de grundværdier, der i dag kendetegner det danske samfunds kulturelle identitet og ikke mindst ungdomsliv herunder: frisind og seksualmoral, ligestilling mellem kvinder og mænd, musik, mode og miljøbevidsthed. I Danmark blev Rødstrømpebevægelsen grundlagt i 1970 som et resultat af blandt andet den kønsdebat, hippierne havde sat i gang. Rødstrømperne kæmpede indtil 1980'erne for kvinders rettigheder i det danske samfund. Også musikkulturen er blevet varigt påvirket af hippierne. Især forbindelsen mellem musik og fællesskab er essentiel for musikkulturen i dag, og musikfestivaler bliver afholdt i hobetal hvert år. Desuden er den økologiske tanke og ideen om et bæredygtigt samfund i de senere år dukket op igen – blandt andet fordi det er blevet klart, at den menneskelige forurening af miljøet er med til at skabe voldsomme klimaforandringer.

     Kritikere har dog påpeget, at de forandringer i samfundet, som bliver tilskrevet hippierne, allerede var i gang uafhængigt af hippiebevægelsen. Professor i historie Claus Bryld mener for eksempel, at hippierne nærmere skal ses som et symptom på forandringerne og ikke årsagen til dem. Som han formulerer det i artiklen ”Var hippierne nu også så hippe?” på DR kultur: ”Fra slutningen af 1950'erne gennemgik de vestlige samfund nogle enorme materielle omvæltninger. En historisk højkonjunktur, der startede i 1958, fik eksempelvis kvinderne ud på arbejdsmarkedet og ændrede fuldstændigt vore familiemønstre” (se kilder).

Hippietiden bliver ofte omtalt positivt som de glade 60'ere, der bibragte samfundet vigtige begreber om frihed, tolerance og fællesskab. Men bevægelsens idealer og værdier har også kritikere, der mener, at 68'erne og deres ideologi har fået for meget magt i velfærdsstatens forskellige institutioner. Et tilbagevendende eksempel er folkeskolens såkaldte rundkredspædagogik, der blandt andet i 2003 fik hårde ord med på vejen af tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen, da han holdt sin tale ved Folketingets åbning: ”Det er som om, at indlæring af faglige færdigheder er blevet nedprioriteret til fordel for at sidde i rundkreds og spørge: ”Hvad synes du selv?” (se kilder). Folkeskolen var allerede i marts 2003 blevet kritiseret af professor ved Danmarks Pædagogiske Universitet Niels Egelund, som gav den antiautoritære 68-pædagogik skylden for den manglende disciplin, der ifølge hans undersøgelser herskede i klasselokalerne.

     Et andet debatpunkt har været de politiske aktivister i 1960'erne. I 2012 skabte journalisten Peter Øvig Knudsen stor debat med andet bind af sit værk om hippietiden i Danmark, ”Hippie 2 – den sidste sommer”, blandt andet fordi han drager en parallel mellem de politiske aktivister i hippietiden og det radikalt venstreorienterede miljø, som Blekingegadebanden i 1970'erne blev formet af. Blekingegadebanden var en gruppe, som stod bag en række kriminelle aktioner, der skulle skaffe dem midler til en revolutionær kamp på internationalt plan.

     Peter Øvig Knudsen er blevet kritiseret for at være for ensidig i sin udlægning af begivenheder og personer omkring hippiebevægelsen. En række af de kilder, som forfatteren benytter i ”Hippie 2”, er ikke tilfredse med den måde, han bruger deres vidneudsagn på i skildringen af tiden. I stedet for at se hippiebevægelsen i et større historisk perspektiv, mener de, at han fokuserer på enkeltpersoner og de enkelte voldelige og negative fortællinger om ungdomsoprøret. Dette gælder f.eks. beskrivelserne af besættelsen af Hjardemål Kirke i 1970, hvor en håndfuld hippier fra Thylejren forskansede sig i kirken, og politiet endte med at måtte drive dem ud med tåregas. I artiklen ”Ekshippier strides med forfatter om retten til historien” fra Kristeligt Dagblad bringes et uddrag af et brev fra billedkunstneren Bjørn Nørgaard til Øvig Knudsen: ”Generelt virker din tekst faktuelt i orden. Men alle drømmene, alle de sublime øjeblikke af ekstatisk indsigt, kærligheden, ømheden er kemisk renset væk. Tilbage er et depraveret, tragisk skelet af mulige kendsgerninger, og intet kan lyve som selektive kendsgerninger” (se kilder).