2. Verdenskrig

2. Verdenskrig startede i Europa i 1939, da det nazistiske Tyskland angreb nabolandet Polen. Krigen – hvis væbnede konflikter kom til at berøre adskillige lande i næsten alle verdensdele – sluttede med først Tysklands og derpå Japans kapitulation i foråret og sommeren 1945. Japans kapitulation kom efter USA’s angreb på Nagasaki og Hiroshima med det nye dommedagsvåben, atombomben.

     Undervejs i krigen var adskillige lande i Europa og Asien blevet besat af Tyskland og Japans militær, og store befolkningsgrupper var blevet forfulgt og slået ihjel på grund af religion, raceforestillinger, seksualitet, handikap eller politisk overbevisning. Alt i alt menes krigen at havde kostet mellem 50 og 70 millioner menneskeliv – det største antal nogensinde i en militær konflikt.

I 1919 havde Tyskland lidt alvorligt nederlag i 1. Verdenskrig. Derfor blev landet presset til at underskrive Versailles-fredstraktaten, som indebar hårde vilkår for Tyskland, der blandt andet måtte afstå store landområder og skære meget ned på militæret. Mange tyskere følte at traktaten havde været en ydmygelse, og de følgende årtier var desuden præget af økonomisk og politisk ustabilitet i Tyskland. Efter at have vundet regeringsmagten i Tyskland i 1933 gik Adolf Hitler straks i gang med at udfordre de indskrænkninger, som Versaillesfreden havde indebåret for Tyskland. Samtidig fortalte han omverdenen, at Tyskland kun havde fredelige intentioner – i håb om, at ingen af de europæiske magter ville gribe ind, før Tyskland havde genvundet sin styrke.

     Hitler brød blandt andet Versailles-freden ved at få indført værnepligt og dermed udvide landets militære kapacitet, og ved at tage kontrollen over det afmilitariserede område Saarland på grænsen til Frankrig samt Østrig og Tjekkoslovakiet, uden at der blev løsnet et skud.

Hitlers aggressive politik blev ifølge ”A History of Western Society” af John McKay m.fl. (se kilder) mødt af en afventende holdning fra de øvrige europæiske magter, først og fremmest Storbritannien. Her førte man en såkaldt _appeasement_politik (eftergivenhedspolitik), der gik ud på at undgå en ny europæisk storkrig ved i vidt omfang at efterkomme tyskernes ønsker.

I samme periode som Tyskland oprustede, begyndte Japan i Østasien at optrappe sin ekspansionspolitik. Japan havde fra slutningen af 1800-tallet udvidet sit imperium ved at indtage Korea og Taiwan. I 1932 indtog japanerne Manchuriet, der i dag er en del af Kina. Japan ønskede ifølge bogen ”Den 2. Verdenskrig 1939-1945” af Kirchhoff m.fl. (se kilder) både at få adgang til vigtige råstoffer og opnå dominans i Østasien på bekostning af de europæiske kolonimagter. I 1937 udbrød der krig mellem Kina og Japan, hvor Japan indtog store dele af Kina i et blodigt felttog med mange civile ofre.

Aksemagterne var de lande, der kæmpede på Tysklands side mod de allierede under 2. Verdenskrig. Den oprindelige sammenslutning bestod af ”Aksen Rom-Berlin” fra 1936, nemlig samarbejdet mellem det nazistiske Tyskland og det fascistiske Italien, der var under ledelse af Benito Mussolini. Japan tilsluttede sig aksemagterne i 1940. Under 2. Verdenskrig tilsluttede autoritære styrer i lande som Ungarn, Rumænien, Slovakiet, Bulgarien og Kroatien sig også aksemagterne. Den oprindelige akse blev slået i stykker, da Italien overgav sig til de allierede i 1943, mens Tyskland og Japan fortsatte deres alliance frem til Tysklands kapitulation i 1945.

De allierede var de lande, som gik sammen under 2. Verdenskrig for at besejre aksemagterne. De største magter i alliancen var Storbritannien, Sovjetunionen og USA. Alliancen blev oprindeligt formet af Storbritannien, Frankrig og Polen i 1939 som modsvar på Tysklands angreb på Polen. Sovjetunionen havde på det tidspunkt underskrevet en ikkeangrebspagt med Tyskland og trådte først ind på de allieredes side, da Tyskland brød ikkeangrebspagten ved at invadere sovjetisk territorium i 1941.

     USA trådte ind i krigen i slutningen af 1941 som følge af det japanske angreb på den amerikanske flådestation i Pearl Harbor på Hawaii. Ved afslutningen af 2. Verdenskrig var der cirka 50 nationer i alliancen mod aksemagterne. I artiklen ”Danmark anerkendt som allieret” på tv2.dk (se kilder) fortælles det, at Danmark først i 2014 blev anerkendt som en del af de allierede styrker. Det skete i forbindelse med fejringen af 70-års-dagen for D-dag den 6. juni 2014, hvor den franske præsident Francois Hollande inviterede det officielle Danmark til ceremonien. At anerkendelsen ikke skete før, skyldes den danske såkaldte samarbejdspolitik fra 1940 frem til august 1943, hvor den danske regering i et vist omfang samarbejdede med den tyske besættelsesmagt for at undgå krigens ulykker på dansk jord og en nazificering af det danske samfund.

Kort før Tysklands angreb på Polen i 1939, havde Tyskland og Sovjetunionen – under ledelse af Joseph Stalin – underskrevet en ikkeangrebspagt. Derfor var Hitler overbevist om, at han havde frie hænder til at indtage Polen, da han troede, at Storbritannien og Frankrig heller ikke denne gang ville erklære Tyskland krig.

     Den 1. september 1939 indledte tyske tropper et lynangreb på Polen med fly, tanks og tropper. To dage senere skred Storbritannien og Frankrig endelig ind og erklærede Tyskland krig. Dermed var 2. Verdenskrig begyndt. Et par uger senere gik Sovjetunionen ind i Polen og indtog den østlige halvdel, sådan som det var blevet aftalt i Hitlers og Stalins pagt, også kaldet Molotov-Ribbentrop-pagten efter de to udenrigsministre i henholdsvis Sovjetunionen og Tyskland.

Efter fire ugers krig havde Nazityskland fuld kontrol over Polen. Den 9. april 1940 gik tyske styrker ind i Danmark, som overgav sig efter få timers kamp. Danmark var egentlig mest en trædesten på vej til Norge, som blev angrebet samme dag. Tyskerne var interesserede i at anlægge flådebaser langs den norske Atlanterhavskyst og sikre sig adgang til svensk jernmalm, der blev udskibet fra den nordnorske by Narvik. Jernmalmen var vigtig for produktionen af tysk krigsmateriel. Nordmændene fik støtte fra britiske tropper og gjorde modstand, men måtte overgive sig i juni 1940.

Frankrig og Storbritannien forberedte sig på endnu en langvarig stillingskrig i stil med 1. Verdenskrig og forstærkede de franske forsvarslinjer på grænsen mod Tyskland. Den 10. maj 1940 gik tyske tropper til angreb mod Holland, Belgien, Luxembourg og Frankrig, og efter et kort, voldsomt felttog overgav først Holland og derefter Belgien sig. Ved at gå igennem Belgien kunne de tyske styrker gå nord om de franske forsvarslinjer og efter bare seks ugers lynkrig havde tyskerne også sikret sig kontrollen over Frankrig.

Efter at Tyskland havde besat Frankrig i 1940, var Storbritannien under ledelse af Winston Churchill den eneste europæiske nation, der stadig kæmpede mod Nazityskland. Storbritannien fik dog støtte fra kolonier som Australien, New Zealand og Indien, der alle hørte til det britiske imperium.

     Tyskland indledte massive luftangreb mod Storbritannien – først mod militære og industrielle mål og siden terrorbombning af civile i de britiske byer. Den britiske befolkning støttede dog fortsat deres regering i ikke at overgive sig til Tyskland, og det britiske luftvåben holdt stand. Uden at have dominans i luften måtte Hitler opgive alle planer om at indtage Storbritannien.

     Også i Nordafrika holdt briterne og deres allierede stand mod tyske og italienske styrker. Ørkenkrigen gjaldt kontrollen over Middelhavet, Suezkanalen og adgangen til olie i det britisk dominerede Mellemøsten.

I april 1941 kom Tyskland sine trængte italienske allierede til hjælp på Balkan og angreb Jugoslavien og Grækenland. De to lande blev nedkæmpet i løbet af kort tid, mens Ungarn, Rumænien og Bulgarien blev presset ind i alliancer med Tyskland. Dermed var hele det europæiske fastland under tysk kontrol med undtagelse af Sovjetunionen og enkelte neutrale lande, som eksempelvis Sverige og Schweiz.

I løbet af 1940-41 indtog japanerne Fransk Indokina (nu Vietnam), hvilket medførte sanktioner fra de europæiske kolonimagter og USA. USA oprustede også sin Stillehavsflåde samtidig med, at de indførte en blokade af blandt andet olie og skrotjern. Ifølge ”Den 2. Verdenskrig 1939-1945” af Kirchhoff m.fl. (se kilder) forudså Japan, at de ville miste deres flådeoverlegenhed i forhold til USA i løbet af 1942, hvis de ikke gjorde noget for at forhindre det.

     Japanerne ville dog stadig udvide deres imperium og forberedte krig mod kolonimagterne Storbritannien og Holland. For at svække USA og forhindre dem i at gribe ind besluttede japanerne at angribe den amerikanske flådebase Pearl Harbor på Hawaii. I december 1941 angreb de derfor basen med fly og ødelagde en stor del af den amerikanske Stillehavsflåde. Dagen efter erklærede USA krig mod Japan, og kort tid efter erklærede Tyskland og Italien krig mod USA. Dermed var krigen blevet verdensomspændende. I bogen ”Stillehavskrigen 1941-1945” er denne del af verdenskrigen beskrevet (se kilder).

     I sommeren 1942 havde Japans offensiv skaffet dem kontrol over store dele af Østasien, inklusive Thailand, Burma (dengang britisk koloni, i dag kaldet Myanmar), dele af Filippinerne (dengang under amerikansk administration) og dele af Indonesien (dengang Hollandsk Indien).

Holocaust er betegnelsen for nazisternes folkedrab på Europas jøder. Folkedrabet omfattede omkring seks millioner jøder og fandt sted mellem 1941 og 1945. Før den tid var jøderne blevet udsat for voldsom diskrimination og forfølgelse i det nazistiske Tyskland og i de lande, der var besat af Tyskland. Diskrimination af jøder, eller antisemitisme, havde desuden allerede på det tidspunkt en århundreder lang historier i Europa. Holocaust ramte også ikke-jødiske folkegrupper, blandt andet romaer, handicappede, homoseksuelle, Jehovas Vidner og andre mindretalsgrupper, ligesom nazisterne også sendte politiske modstandere – ikke mindst kommunister – i koncentrationslejre. I bogen ”Dødens bolig” bliver forholdene i koncentrationslejren Auschwitz-Birkenau beskrevet og bogen er illustreret med både fotos og blandt andet tegninger fra fanger (se kilder).

     Med Tysklands angreb på Sovjetunionen i juni 1941 gik nazisternes jødepolitik ind i den næste fase. Hitler havde på nogenlunde samme tid beordret iværksættelse af Die Endlösung (den endelige løsning) på det jødiske spørgsmål, hvilket betød, at man ville udrydde jøderne. Såkaldte _Einsatz_-grupper påbegyndte massemyrderier af jøder i de erobrede områder. Disse grupper dræbte omkring 1,5 millioner jøder mellem 1941 og 1945.

     I slutningen af 1941 og i 1942 blev mordmetoderne videreudviklet, og der blev etableret seks udryddelseslejre med gaskamre i det erobrede Polen. Omkring tre millioner jøder blev myrdet i disse lejre frem til 1945. Den sidste halvanden million jødiske ofre blev dræbt ved henrettelser eller døde af sult, sygdom og af at arbejde til døden i koncentrationslejre og ghettoer.

I de første krigsår voksede der modstandsbevægelser frem i hele Vesteuropa. Med Tysklands angreb på Sovjetunionen i 1941 gik kommunister over hele Europa forrest i modstandsarbejdet sammen med nationale patrioter og kristne undergrundsbevægelser. De forsøgte at bekæmpe besættelsen med sabotage, propaganda, strejker og spionage for de allierede. I bogen ”Auschwitz og efter. Erindringer” beretter en af de kommunistiske modstandsfolk, som blev sendt i koncentrationslejr af nazister – og modsat de fleste andre overlevede – om sine erfaringer (se kilder).

     I Østeuropa og på Balkan blev der, ligesom i lande som Polen, Jugoslavien og de besatte områder af Sovjetunionen, etableret regulære hære af undergrundspartisaner, der udkæmpede guerillakrig mod tyskerne og deres allierede. Det skete med enorme tab, men var samtidig med til at stresse de tyske tropper og svække deres styrke.

I juni 1941 brød Hitler ikkeangrebspagten med Stalin ved at lade tyske tropper angribe Sovjetunionen i en storstilet operation med kodenavnet Barbarossa. De første måneder lignede det endnu en lynkrig, da tyske tropper stod helt tæt på Moskva i oktober 1941 og havde Leningrad (Sankt Petersborg) under belejring.

     Med angrebet mod øst åbnede Nazityskland endnu en front, så de nu skulle kæmpe en tofrontskrig både i øst og i vest. Hitler havde beordret, at krigen skulle føres som en tilintetgørelseskrig. Einsatz-grupper blev sat ind for at dræbe jøder og kommunister, og massevis af sovjetiske soldater døde af sult i kummerlige fangelejre.

     Nazisternes ønske om Lebensraum (livsrum) var en vigtig årsag til invasionen af Sovjetunionen, selv om det militært set var meget risikabelt. Hitler så for sig, at tyske bønder skulle bosætte sig som herrefolket i Østeuropa og det vestlige Rusland, mens de oprindelige beboere skulle deporteres til Sibirien eller bruges som slavearbejdskraft. Du kan læse mere om de ideer om lebensraum, som de tyske soldater blev fodret med, i forskeren Marie Moutiers bog ”Breve fra 2. Verdenskrig”, hvor hun har samlet og kommenteret en lang række breve, som personer i den tyske værnemagt sendte hjem (se kilder).

Ikke-angrebspagten mellem Sovjetunionen og Tyskland havde fra begyndelsen været en pragmatisk aftale fra begge sider – mens kommunister i både Sovjetunionen og verden over havde været nogle af nazismens argeste modstandere, var nazister på samme måde indædte antikommunister. En del af Nazi-Tysklands motivation for at bryde ikke-angrebspagten var derfor også at knuse kommunismen. Der var også i Danmark mennesker med både nazistiske sympatier og stærkt antikommunistiske holdninger. Frikorps Danmark var danske statsborgere, som under 2. Verdenskrig meldte sig til tysk krigstjeneste i Waffen SS. De blev en del af det nazistiske Tysklands udryddelseskrig mod Sovjetunionen, som du kan læse om i danmarkshistorien.dk’s opslag ”De danske østfrontsfrivillige” (se kilder). Den danske regering gik også, under pres fra besættelsesmagten, med til at tiltræde den såkaldte anti-kominternpagt, som var en pagt mellem Tyskland og Japan om at knuse Komintern – den kommunistiske internationale – og Sovjetunionen. Det var en af mange årsager til, at Danmark ikke blev anerkendt som en del af alliancen mod aksemagterne efter krigen.

Tyskerne havde regnet med endnu en lynsejr på Østfronten i løbet af sommeren 1941, men Sovjetunionens enorme hær var en større udfordring end det tyske militær kunne magte. Da efteråret og vinteren satte ind med pløre og umenneskelige frostgrader, var tyskerne ikke i stand til at forsyne sine tropper dybt inde i Sovjetunionen og mange døde af sult og kulde.

     Det afgørende vendepunkt var det blodige og brutale slag ved Stalingrad (Volgograd) fra sommeren 1942 til februar 1943, hvor tyskerne mistede en stor del af sin hær. Fra da af var russerne i offensiven, og det begyndte at blive mere og mere tydeligt, at Tyskland ikke ville kunne vinde krigen.

Samtidig med, at Tyskland var trængt på Østfronten af de sovjetiske styrker, indledte britiske og amerikanske fly tæppebombninger mod tyske byer med hundredtusinder civile døde til følge.  

     Britiske styrker havde vundet kontrollen over Nordafrika, og i foråret 1943 blev allierede styrker landsat i Italien. Den italienske fascistleder Mussolini blev afsat, og den nye italienske regering overgav sig til de allierede. Kampene fortsatte dog lang tid efter, da tyske tropper besatte store dele af Italien og fortsatte kampene mod de allierede styrker.

     I Stillehavet tabte Japan søslaget ved Stillehavsøerne Midway, hvor en stor del af den japanske flåde gik tabt. Fra da af var amerikanerne overlegne på havet og kunne begynde en offensiv, hvor man ø for ø kom tættere på Japan.

Med USA og Sovjetunionen på de allieredes side havde de enorme ressourcer at trække på både i form af soldater og industriproduktion. Tysklands store problemer på Østfronten gjorde det mest af alt til et spørgsmål om tid, før Vestfronten igen skulle åbnes, og det afgørende stød sættes ind. Det skete på D-dagen i juni 1944, hvor to millioner soldater fra mange lande, heriblandt Danmark, og næsten en halv million køretøjer blev sejlet over Den Engelske Kanal og landsat i Nordfrankrig under hårde kampe. I bogen ”Den røde brænding” bliver D-dag beskrevet fra dansk perspektiv gennem de danske deltagere til lands, til søs og i luften (se kilder).

De sovjetiske styrker havde på sin vej mod Berlin indtaget Østeuropa og Balkan, mens allierede tropper i foråret 1945 overskred grænsen til Tyskland fra Frankrig. Den 26. april 1945 kunne amerikanske og sovjetiske tropper trykke hinandens hænder ved bredden af den tyske flod Elben.

     Samtidig med at sovjetiske tropper kæmpede sig ind i Berlin, begik Hitler og hans nærmeste følge selvmord i en underjordisk bunker. Den 7. maj 1945 overgav Tyskland sig.

I Stillehavet og Østasien kæmpede de allierede tropper sig nærmere Japan, men det gik langsomt, og det var med store tab. For at tvinge japanerne til overgivelse kastede USA i august 1945 to atombomber over byerne Hiroshima og Nagasaki. 100.000-150.000 japanere blev dræbt, og store dele af den resterende befolkning fik alvorlige stråleskader. På en måde var det en rammende afslutning på historiens værste krig, at den blev afsluttet med det nye dommedagsvåben, atombomben. Japanerne overgav sig den 14. august 1945. Dermed var 2. Verdenskrig slut.

Den Store Danske (se kilder) angiver, at mindst 55 millioner mennesker mistede livet som følge af 2. Verdenskrig, måske endda så mange som 70 millioner. Op imod 2/3 af de dræbte var civile, herunder ofrene for Holocaust.

     Sovjetunionen mistede mindst 27 millioner mennesker, Kina mindst 10 millioner. og Polen 6 millioner. I det øvrige Øst- og Centraleuropa var tabstallene også høje. På aksemagternes side opgøres tabstallene til 5,3 millioner tyskere, 1,8 millioner japanere og 300.000 italienere. På Vestfronten var tabene mindre end på Østfronten. Frankrig mistede 800.000, Storbritannien og USA hver knap 400.000 mennesker.

Krigen medførte også store flytninger af mennesker som følge af deportation og flugt. Ifølge Den store Danske (se kilder) menes 20 millioner mennesker at være tvangsdeporteret som følge af 2. Verdenskrig. Ved krigsafslutningen befandt der sig alene på tysk område knap otte millioner fordrevne, hvoraf flertallet var deporteret fra de besatte lande som tvangs- og slavearbejdere.

     Under Den Røde Hærs fremmarch og i de første efterkrigsår blev knap 13 millioner mennesker af tysk afstamning fordrevet til Tyskland fra deres bopæl i de tidligere tyskbeboede områder i Østeuropa. Også mange andre folkeslag, såsom ukrainere og polakker, blev flyttet, frivilligt eller med tvang, efterhånden som Sovjetunionen vandt kontrol over Øst- og Centraleuropa.

Bare to år efter de allierede styrkers sejr over Nazityskland og Japan stod verden splittet i en kold krig. USA blev det kapitalistiske Vestens ubestridte ledernation, mens Sovjetunionen dominerede den kommunistiske østblok. Det såkaldte jerntæppe ned gennem Europa gik omtrent der, hvor Østfronten og Vestfronten mødtes ved 2. Verdenskrigs afslutning. Den kolde krig stod på indtil Berlinmurens fald i 1989.

FN blev grundlagt kort efter Anden Verdenskrigs afslutning i 1945 af 51 medlemslande – heriblandt Danmark. Formålet var at sikre verden mod endnu en verdenskrig og skabe et forum for dialog mellem verdens lande.

     På europæisk plan trådte Kul- og Stålunionen i kraft i 1952 med seks medlemslande, heriblandt Frankrig og Tyskland. Formålet var at gøre landene gensidigt afhængige af hinandens kul- og stålproduktion og derved forhindre fjendtligheder mellem landene og sikre varig fred i Europa. Kul- og Stålunionen var første skridt i det europæiske samarbejde, der siden hen skulle udvikle sig til EU.