Historiekanon 28: Maastricht 1992

Kold krig og atomtrusler havde op igennem 1980erne givet de største lande i Europa et ønske om at udvikle en fælles udenrigspolitik. Formålet var at kunne tale med én stemme over for stormagterne USA og Sovjetunionen. Desuden ønskede landene at få en fælles mønt og et tættere økonomisk, juridisk og sikkerhedspolitisk samarbejde. 1. januar 1993 trådte Maastricht-traktaten i kraft og EF, Det Europæiske Fællesskab, skiftede navn til EU, Den Europæiske Union. 

     Danmark var ikke med ved dannelsen af EU, for et lille flertal af befolkningen stemte nej til Maastricht-traktaten ved en folkeafstemning i juni 1992. I løbet af det følgende år forhandlede politikerne i Folketinget sig dog frem til fire undtagelser fra traktaten, og ved en ny folkeafstemning 18. maj 1993 stemte et lille flertal for, at Danmark tilsluttede sig Maastricht-traktaten med de fire forbehold.

Traktaten om den Europæiske Union kaldes populært Maastricht-traktaten. Den er opkaldt efter den hollandske by Maastricht, hvor traktaten blev underskrevet af regeringsledere fra Danmark og 11 andre lande 7. februar 1992.

     Da Maastricht-traktaten trådte i kraft 1. november 1993, blev det Europæiske Fællesskab (EF) formelt til den Europæiske Union (EU). Maastricht-traktaten skulle knytte medlemslandene tættere sammen på fire afgørende punkter:

     · Tættere valutasamarbejde.

     · Fælles mønt, Euroen.

     · Begrebet EU-borger blev indført. Det medførte, at borgere i EU fik ret til at rejse og bo frit i alle medlemslande.

     · Fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, ligesom medlemslandene med Maastricht-traktaten i hånden ville kunne arbejde tættere sammen om politi og strafferet.

     Maastricht-traktaten var den femte i rækken af EU-traktater.

Traktater er skriftlige bindende aftaler mellem to eller flere lande. Traktater træder som regel først i kraft, når de er underskrevet af alle de lande, der har forhandlet traktaten på plads. EU-traktater beskriver EUs målsætninger og EUs politiske og juridiske værktøjer. Med andre ord bestemmer traktaterne, hvad EUs medlemslande skal og kan arbejde sammen om, samt hvordan.

     Traktaterne har som regel et officielt navn og et ’kaldenavn’ opkaldt efter den by, hvor traktaten blev underskrevet.

     Traktaterne er ifølge EU-oplysningen (se kilder) juridisk bindende, og al anden EU-lovgivning er underlagt EU-traktaterne. Det betyder, at alle regler og bestemmelser skal ligge inden for de rammer, som EU-traktaterne stikker ud. Der findes grundlæggende traktater og andre traktater, der ikke er grundtraktater, fordi de kun er justeringer af grundlæggende traktater. Til de grundlæggende traktater hører Rom-Traktaten og Maastricht-traktaten.

EU-traktater kan tiltrædes af Folketinget alene, men almindeligvis udskriver det danske Folketing afstemning, når der er tale om, at Danmark skal afgive suverænitet til EU. Derfor var der også dansk folkeafstemning om Maastricht-traktaten 2. juni 1992. Alle partier i Folketinget på nær Socialistisk Folkeparti (SF), Kristeligt Folkeparti og Fremskridtspartiet (Kristeligt Folkeparti og Fremskridtspartiet har ikke længere repræsentanter i Folketinget) anbefalede et ja til Maastricht-traktaten. Alligevel gik nej-siden af med sejren ved folkeafstemningen en smal margen, da 49,3% af vælgerne ifølge Danmarks Statistik (se kilder) stemte ja, og 50,7% stemte nej. Det var første gang i EF og EUs historie, at et medlemsland havde stemt nej til en EU-traktat.

Ifølge Danmarkshistorien.dk (se kilder) blev de første spadestik til et tættere europæisk samarbejde taget i 1951 for at modvirke 2. Verdenskrigs kaos (Læs nærmere i Faktalink-artiklen om 2. Verdenskrig). Seks lande –Tyskland, Luxembourg, Holland, Belgien, Italien og Frankrig – dannede Den Europæiske Kul- og Stålunion. Unionen skulle hindre nye krige ved at øge kontrollen med de industrier, der kunne bruges til militær oprustning. To andre mål var at sikre stabile forsyninger af vigtige råstoffer og skabe økonomisk vækst og stabilitet.

     Rom-traktaten fra 1957 bliver anset for at være den grundlæggende traktat i det nuværende EU-samarbejde. Den er tiltrådt af alle lande, der har tilsluttet sig først EF (Det Europæiske Fællesskab) og siden EU (den Europæiske Union). Hovedformålet med Rom-traktaten var at fjerne toldmure mellem medlemslandene og derigennem øge den samlede økonomiske vækst.

     Danmark trådte ind i EF 1. januar 1973. Det skete efter en folkeafstemning 2. oktober 1972, hvor flertal på 63,4% af vælgerne stemte ja til medlemskab.

I bogen ”Europa – 1000 års historie” (se kilder) forklarer Kristian Hvidt, at 1980erne var præget af kold krig mellem supermagterne Sovjetunionen og USA, hvor Vesteuropa følte sig i klemme. Samtidig var der kommet så mange medlemslande i EF, at EF repræsenterede 320 millioner mennesker. De store lande EF-lande ønskede, at det europæiske fællesskab skulle udvikle en fælles udenrigspolitik og en militær dimension. Fortalerne for Maastricht-traktatens unionstanke ønskede at kunne ’tale med én stemme’, bl.a. for at kunne handle mere selvstændigt i det polariserede internationale klima.

     Befolkningen i Danmark havde i 1986 stemt ja til ’EF-pakken’ eller Den Europæiske Fælles Akt. EF-pakken udvidede endnu en gang formålet med EF. Den gjorde også de enkelte medlemslandes indflydelse mindre ved at overføre mange kompetencer til EF inden for især forskning, udvikling, miljø og den fælles udenrigspolitik. Pakken skulle desuden styrke det åbne marked, herunder udvikle EFs fælles landbrugspolitik. Den fælles landbrugspolitik styrkede EFs landmænd mod konkurrence fra lande uden for fællesskabet. Dansk landbrug tjente mange penge på den nye landbrugspolitik, og opbakningen til EF voksede støt blandt danskerne.

Da den danske befolkning stemte nej til Maastricht-traktaten, var det et chok både for de danske politikere, der havde anbefalet et ja, og for politikere i andre europæiske medlemslande. Det var især overraskende, fordi opbakningen til EF generelt havde været stigende i Danmark i årene op til afstemningen. Tre partier i Folketinget havde anbefalet et nej: Socialistisk Folkeparti (SF), Kristeligt Folkeparti og Fremskridtspartiet. Derudover var Enhedslisten, der dengang stod uden for Folketinget, sammen med Folkebevægelsen mod EF (senere Folkebevægelsen mod EU) imod Maastricht-traktaten. Holger K. Nielsen, de var formand for SF under afstemningen om Maastricht-traktaten, fortæller i en artikel i Information i anledning af 15årsdagen for afstemningen, at SF som modstander af traktaten mente, at et ja ville betyde for stort tab af suverænitet og indskrænke demokratiet i Danmark. SF mente, at det ville have for vidtrækkende konsekvenser at samarbejde inden for EF/EU om både fælles mønt, grænse-, asyl- og indvandringspolitik og udenrigspolitik.

I året, der fulgte efter folkeafstemningen, arbejdede Folketinget på et kompromis mellem de fem partier på ja-siden og Socialistisk Folkeparti (SF), Kristeligt Folkeparti og Fremskridtspartiet på nej-siden. Dette kompromis skulle sikre, at traktaten ikke skulle åbnes igen på EU-plan, og samtidig sørge for, at Danmark kunne forblive i unionen på trods af nej’et.

     Det vakte vrede blandt EU-modstandere uden for Folketinget, der mente, at ja-siden ikke respekterede befolkningens nej til unionen. Efter intense drøftelser blev de politiske partier i Folketinget enige og præsenterede deres kompromis for de øvrige EU-lande. Herefter blev der lavet et tillæg til Maastricht-traktaten, som blev endelig underskrevet i maj 1993 i Edinburgh i Skotland.

     Det var denne aftale, som grundlagde de fire forbehold, der stiller Danmark uden for fælles mønt, fælles forsvar og fælles retspolitik og slår fast, at unionsborgerskabet ikke erstatter det nationale statsborgerskab.

Bogen ”De danske forbehold over for den europæiske union” (se kilder) beskriver konsekvenserne af de fire forbehold. Forbeholdet om unionsborgerskab er uden betydning, fordi andre lande havde det lige som Danmark – derfor blev det vedtaget i EU, at unionsborgerskabet kun er et supplement til det nationale statsborgerskab.

     De tre øvrige forbehold betyder, at Danmark selvstændigt kan træffe beslutninger på visse områder. Det gælder for eksempel i spørgsmål om grænsekontrol og asylregler. Til gengæld for uafhængigheden står Danmark uden for indflydelse i forhandlingerne, når EU træffer beslutninger om økonomiske, militære og udenrigspolitiske strategier.

     Danmark forsøger at kompensere ved at harmonisere dansk lovgivning med EU-lovgivningen. Der arbejdes også på mellemstatslige parallelaftaler, der ligner EU-aftalerne, for, at Danmark kan forblive i EU-samarbejdet trods forbeholdene. Danmark kommer på grund af forbeholdene til at miste endnu mere indflydelse i takt med, at flere kompetencer i fremtiden overgår fra medlemslandene til EU.