HIV og AIDS

Siden opdagelsen af de første tilfælde af hiv-smittede i starten af 1980’erne er omkring 50 millioner mennesker verden over blevet smittet af hiv. Imens har forskere i mange lande arbejdet intenst på at udvikle en vaccine mod virussen. En egentlig vaccine mod hiv har dog stadig lange udsigter, og der er ingen verdensdele, der er gået fri af sygdommen. Værst ramt er de afrikanske lande syd for Sahara. Omkring 30 millioner, eller over 60 % af de smittede verden over, er fra Sydafrika. Siden midten af 1990’erne er også Østeuropa og Rusland blevet ramt af en voldsom hiv-epidemi.  Det er lykkedes at udvikle medicin, der forlænger de hiv-smittedes liv betragteligt og mindsker spredningen af smitte. Hvor en hiv-smittet i 1990 kun kunne forvente at leve et par år med smitten, har en ny-smittet 20-årig i behandling i dag en forventet levealder på 69 år. Forskningen fortsætter og har for nylig ført til udvikling af en vaginalring, som kan hjælpe med at forebygge hiv-smitte hos kvinder i Afrika.

I 1981 kom amerikanske læger på sporet af en bølge af ejendommelige sygdomstilfælde blandt bøsser i San Francisco og New York.

     Patienternes immunforsvar var svækket, og de var lette ofre for eksempelvis den sjældne lungebetændelse PCP. Året efter erkendte man, at der var tale om en helt ny sygdom, som man kaldte Aquired Immuno Deficiency Syndrome (Erhvervet Immun Mangel Syndrom), forkortet AIDS. Diagnosen aids stilles, når hiv-virus har nedbrudt den hiv-smittedes immunforsvar så meget, at vedkommende får en række alvorlige følgesygdomme (uddybes senere i artiklen).

     I Danmark fandt læge Jan Gerstoft som en af de første europæere symptomer. Rundt om i Vestens storbyer blev ellers raske homoseksuelle mænd de næste par år pludselig ramt af en tilstand, hvor deres immunforsvar langsomt brød sammen. I 1983 lykkedes det franske læger at isolere det sygdomsfremkaldende virus, som fik navnet Human Immunodeficiency Virus (Menneskelig Immundefekt Virus), forkortet HIV. Det kan man læse i artiklen "En ny skræmmende sygdom dukkede op" på Videnskab.dk (se kilder).

Hiv er et virus, der angriber immunforsvaret hos den, der bliver smittet. Hiv placerer sig i en bestemt slags celler i kroppen, der kaldes CD4-celler, som er vigtige for immunforsvaret som en slags vagter, der alarmerer andre dele af immunforsvaret, hvis kroppen bliver ramt af virus, bakterier eller mikroorganismer. Hiv har et protein på overfladen, der fungerer som en slags nøgle til CD4-cellerne. Når hiv-vira trænger ind i CD4-cellerne, kan disse ikke lave nye celler til immunforsvaret, men vil i stedet producere nyt hiv. Dermed nedbryder hiv immunforsvaret, så den smittede bliver stadigt mere modtagelig over for følgesygdomme.

     Historien om hiv går flere millioner år tilbage. Efter mange års teorier om, at hiv-virus kunne stamme fra vilde marekatte i Centralafrika, fandt forskere i 2006 ud af, at et virus kaldet 'siv' genetisk set er forfaderen til hiv.

     ”Hiv er dermed ikke et nyt virus som sådan, det er et siv-virus, som er sprunget til mennesker,” forklarer Jens Lundgren, der er professor i virussygdomme ved Københavns Universitet i artiklen "Aberne gav os hiv" på Videnskab.dk (se kilder). Her kan man også læse, at den hiv-virus, som inficerer mennesker i dag, må være sprunget fra aber til mennesker i 1930’erne i Central- og Sydafrika.

     Verdenssundhedsorganisationen WHO betragter hiv som en pandemisk sygdom – altså en global infektionssygdom. Det kan man læse på Wikipedia i artiklen "Hiv" (se kilder).

Hiv-smitte kan kun ske gennem blod, blodprodukter, sæd og vaginalvæske. Risikoen for at smitte andre er størst de første tre måneder, efter at man er blevet smittet, og efter at en hiv-smittet har udviklet aids. Risikoen for at blive smittet ved vaginalt samleje er meget lille, men kan blive større, hvis slimhinderne i skeden er skadet, mens anale samlejer medfører noget større risiko for den passive part. Hiv-virus kan også overføres fra en mor, der er smittet, til hendes foster via moderkagen under graviditet eller fødsel eller via modermælk. 30 % af fostre med en hiv-inficeret mor bliver smittet, mens de ligger i livmoderen. Der er ikke længere risiko for smitte forbundet med at få overført blod fra donorer, da det er et krav, at alle bloddonorer bliver testet for hiv. Det kan man læse i Patienthåndbogen på Sundhed.dk (se kilder). I Danmark er langt de fleste hiv-smittede blevet smittet ved at have sex uden kondom, fremgår det af Sundhedsstyrelsens udgivelse "Hiv og sikker sex" (se kilder).

I Patienthåndbogen på Sundhed.dk (se kilder) kan man læse, at der i de fleste tilfælde går lang tid, før de første symptomer på infektion med hiv viser sig, men cirka en tredjedel får milde tidlige symptomer cirka 2-4 uger efter, at de er blevet smittet. Mange bemærker ikke de tidlige symptomer, fordi de ligner forkølelse eller influenza – det kan være som snue, træthed, ømhed i muskler og led, udslæt i huden, hovedpine, ondt i halsen og madlede. De tidlige symptomer forsvinder efter cirka tre uger uden behandling. Derefter kan der gå op til 10 år, før der igen kommer symptomer, fordi det tager lang tid for hiv at ødelægge immunsystemet. Efter 8-10 år oplever de fleste tydelige tegn på, at deres immunforsvar er svækket, men hvis hiv-smitten er blevet opdaget og behandlet tidligt, kan det tage meget længere tid, før immunforsvaret er nedbrudt. I den tidlige fase er bærere af hiv meget smitsomme, fordi mængden af virus i blodet er høj.

Det kræver en blodprøve at afgøre, om en person har hiv. De prøver, man rutinemæssigt tager, vil i de fleste tilfælde blive positive i løbet af få uger, og langt de fleste inden for 8-12 uger. Imidlertid kan det tage op til 6 måneder, før prøven bliver positiv. En positiv hiv-prøve betyder, at man er smittet med hiv, og at man kan smitte andre, men ikke at man har aids.

Der findes ingen medicin, som kan helbrede hiv-smittede. Men der er de seneste år sket store fremskridt i udviklingen af medicin, som kan holde hiv-smittede raske meget længe. Det er forskelligt fra patient til patient, hvilke kombinationer der er bedst egnede. Medicinen hæmmer væksten af virus og mindsker svækkelsen af immunsystemet. Der findes også medicin, som kan tages af gravide, og som forhindrer, at fostret bliver smittet.

Ifølge opslagsartiklen "Hiv og Aids" på netdoktor.dk (se kilder) vil en aidsramt typisk blive ramt af en infektion af mikroorganismer, der ikke er farlige for raske mennesker. Disse mikroorganismer findes i forvejen i mange mennesker, men går først til angreb, når immunforsvaret er nedbrudt. Blandt infektioner kan nævnes:

• Lungebetændelsen PCP 
• Candidiasis, svamp i munden, som kan brede sig til hele spiserøret 
• Toxoplasmose eller haresyge, der forårsager hjernebetændelse 
• Cytomegalovirus-sygdom (CMV), der angriber alle organer, f.eks. nethindebetændelse, tyktarmsbetændelse, tuberkulose, leverbetændelse og binyrebetændelse 
• Herpes virusinfektioner, der giver svær helvedesild eller udbrud på hud og slimhinder

     Mange aidsramte udvikler det såkaldte wasting syndrom, en tilstand med voldsomt vægttab, langvarig diarré og træthed. Desuden har hiv-smittede langt højere risiko for at blive ramt af en række kræftsygdomme. Det gælder blandt andet lymfekræft, livmoderhalskræft, og kræft i endetarmen. Af andre følgesygdomme er demens.

På aidsfondet.dk (se kilder) kan man læse, at næsten 37 millioner mennesker i verden er smittede af hiv, og at 2 millioner børn og voksne blev smittet med virussen alene i 2014, mens 1,2 millioner døde af aids. Ifølge artiklen "Hiv og Aids i verden" på AIDS-Fondets hjemmeside (se kilder) er Afrika syd for Sahara hårdest ramt. Her lever 25,8 millioner mennesker med hiv, svarende til over 60 % af verdens hiv-smittede. Herefter er Asien med 5 millioner smittede den region, hvor næst flest mennesker lever med hiv.

     Ved udgangen af 2014 levede der omkring 1,5 millioner mennesker med hiv i Østeuropa og Centralasien, og epidemien fortsætter med at vokse her. Stigningen er størst i Rusland, Ukraine og Usbekistan. Antallet af mennesker, som bliver smittet med hiv, falder dog samlet set på verdensplan. Fra 2001 til 2014 er antallet af tilfælde af hiv-smitte faldet med 20 %, mens antallet af børn, der bliver smittet, er faldet med 58 % siden 2002, fordi flere gravide har adgang til den behandling, som kan forhindre smitte fra mor til barn. I 2014 blev 220.000 børn på verdensplan smittet med hiv (se kilder).

Der er cirka 6.000 mennesker, der lever med hiv i Danmark. Det antal har de sidste par år ligget stabilt, fremgår det af artiklen "Hiv og aids i Danmark" på aidsfondet.dk (se kilder). Tal fra Statens Serum Institut (SSI) viser, at der i 2014 var 192 personer i Danmark, der fik stillet diagnosen hiv – 153 mænd og 39 kvinder. Af SSI’s hjemmeside (se kilder) fremgår det, at antallet af smittede har ligget mellem 250 og 300 om året siden 1994.

Det er ganske få, der får stillet diagnosen aids i Danmark, fordi langt de fleste hiv-smittede kommer i effektiv behandling, før hiv-vira når at nedbryde deres immunforsvar. De fleste, der får stillet diagnosen aids, får den samtidig med, at de får konstateret hiv, typisk fordi de har været smittet i mange år uden at være blevet testet positive og uden at været kommet i behandling. Det fremgår af artiklen "Hiv og Aids i Danmark" på aidsfondet.dk (se kilder). Ifølge "Statistisk Årbog 2015" (se kilder) blev der i perioden 1980-2015 i alt diagnosticeret omkring 3.063 personer med aids. Af dem var 2.107 døde pr. 31. december 2013. Antallet af diagnosticerede toppede i 1993 med 239. I 2015 blev 45 personer diagnosticeret med aids.

Omkring 30 millioner af de smittede, eller over 60 % af de mellem 40 og 50 millioner smittede på verdensplan, er afrikanere fra lande syd for Sahara. 18,8 % af befolkningen mellem 15 og 49 år i denne region menes af være smittet med hiv, herudover næsten 300.000 børn. Herfra er også en tredjedel af dem, som verden over er døde af sygdommen, og alene i Sydafrika dør hvert år omkring 360.000 af aids. Epidemien har for de hårdest berørte lande i Afrika ført til enorme tilbageslag i økonomisk og social udvikling og er en væsentlig årsag til øget fattigdom. Det kan man læse i opslagsartiklen "Hiv" på Wikipedia (se kilder). Østafrika og Centralafrika er også hårdt ramte. I den vestlige verden har USA fra den første fase af epidemien været et epicentrum med betydelig spredning. Omkring 1,2 millioner menes at være smittet i USA alene, heraf 350.000 med aidsdiagnose. Østeuropa har oplevet en eksplosiv stigning i hiv-smitte, især i Rusland og Ukraine, hvor tendensen ifølge Wikipedia-artiklen "Hiv" (se kilder) indtil for nylig har været helt ude af kontrol på grund af de nationale sundhedsmyndigheders manglende vilje til at anerkende problemets omfang. I 2014 viste en rapport fra WHO (se kilder), at der i 2013 blev registreret 105.000 nye tilfælde af hiv i Østeuropa og Centralasien.

Helt frem til 1994 var der kun registreret ganske få tilfælde af hiv og aids i Central- og Østeuropa, Rusland og de tidligere sovjetstater Turkmenistan, Ukraine, Tadsjikistan, Usbekistan, Moldova, Kasakhstan, Hviderusland og Armenien. De enkelte tilfælde, der fandtes indtil da, var registreret blandt stiknarkomaner i Polen samt på de berygtede rumænske børnehjem, hvor hospitalsfejl og grov lægesjusk havde forårsaget hiv-infektion blandt tusinder af børn. At der ikke har været diagnosticeret flere end disse ganske få tilfælde skyldes dels, at overvågningen af smittetilfælde har været lemfældig, dels at landene, der tidligere lå bag Jerntæppet, ikke oplevede samme ind- og udvandring som lande i for eksempel Vesteuropa.

     Allerede i 1987 begyndte myndighederne i Rusland at overvåge og teste bestemte samfundsgrupper for aids, blandt andre bloddonorer, soldater, gravide kvinder og stiknarkomaner. Det fremgår af rapporten "HIV/AIDS as a security issue" (se kilder) udarbejdet af den internationale organisation International Crisis Group i 2001.

     Billedet begyndte så småt at ændre sig, da Ukraine og Hviderusland oplevede et stort udbrud af hiv i 1995. Smitten bredte sig til andre lande i regionen. Siden er der sket en kraftig forværring af situationen i Aserbajdsjan, Estland, Georgien, Kirgisistan, Tadsjikistan og Usbekistan, konkluderer Verdensbanken i rapporten "HIV/AIDS Epidemic in the ECA Region" (se kilder). Antallet af hiv-smittede stiger fortsat i Ukraine. I artiklen "AIDS-Fondet støtter værested for gadebørn i Ukraine" på aidsfondet.dk (se kilder), kan man læse, at 7.000 ukrainere blev smittet i 2007, mens mere end tre gange så mange blev smittet i 2011. Dermed er hiv-epidemien i Ukraine den største i Østeuropa og de tidligere sovjetlande.

Undersøgelser fra FN og WHO peger på, at sociale og økonomiske omvæltninger har spillet en central rolle i spredningen af sygdommen i Rusland og Østeuropa. Massearbejdsløshed, øget prostitution, utilstrækkelige uddannelsesmuligheder og økonomisk usikkerhed kombineret med store mængder heroin fra Centralasien, mere frie kulturelle normer og et sygehusvæsen i forfald har givet de bedste betingelser for smittespredning. Det fremgår af rapporten udarbejdet i samarbejde mellem FN’s aidsorganisation UNAIDS og WHO, som udgives hvert år i forbindelse med International Aidsdag "Aids epidemic update 2007" (se kilder).  Hjælpeindsatsen i Østeuropa er kommet for sent i gang, både fordi Rusland indtil i 2014 har været modvillig til at anerkende problemets eksistens, og fordi de østeuropæiske lande ikke får del i den økonomiske støtte til aidsbekæmpelse. som donorlande som eksempelvis Danmark giver gennem ulandsstøtten (se kilder). Det forklarede pressechef i Aidsfondet Andy Grysbæk til BT i 2014 i artiklen "Østeuropa ramt af hiv-boom" (se kilder).

Forskere har konkluderet, at aids fik fodfæste i Kinshasa i det afrikanske DR Congo omkring 1920. Økonomisk vækst og nye jernbaner i den daværende belgiske koloni gjorde det muligt for folk at flytte sig på en helt ny måde fra land til by. Det beskriver artiklen "Sådan opstod epidemien: Aids tog toget ud i verden" i Politiken (se kilder). Her kan man læse, at den første hiv-smittede må være blevet smittet, da han eller hun håndterede det såkaldte bushmeat - kød fra dyr i de tætte, centralafrikanske skove. Blandt byttet var aber, og en af dem gav virussen videre til et enkelt menneske, hvorfra den formåede at sprede sig. Fra byen Kinshasa søgte en del unge mænd til den større by Leopoldville, hvor de bragte virussen med sig til prostituerede, som de besøgte. Yderligere satte det skub i smitten, at myndighederne for at beskytte indbyggerne mod andre infektionssygdomme tilbød vacciner, hvor nålene blev genbrugt.

Selvom epidemien formodentlig begyndte i Afrika, har de afrikanske regeringer for de flestes vedkommende været særdeles langsomme til at reagere, mens spredningen af hiv er blevet fremmet af fattigdom, uvidenhed, dårlige sundheds- og skolevæsner samt kvinders lave sociale status. Kønsrollemønstret og opfattelsen af, at mænd har lov til at have så mange kvinder, de har lyst til, spiller også ind. Det vurderer blandt andre FN-organisationen UNAIDS. Cirka 58 % af de hiv-positive i Afrika syd for Sahara er ifølge UNAIDS-rapporten "Accelerating Action against AIDS in Africa fra 2003" kvinder (se kilder). Fordi UNAIDS betragter kønsuligheden som en meget stor del af aidsproblematikken, kørte organisationen blandt andet i 2000 kampagnen "Men Make a Difference" (se kilder). Også accepten af mænds køb af sex spiller en rolle. Det gælder for eksempel lastbilchauffører, der har fået aids til at sprede sig som en løbeild langs hovedvejene i det sydlige Afrika og Vestafrika. Mange afrikanske mænd betragter det som nedværdigende at bruge kondom og siger om oplevelsen, at "det er som at spise en karamel med papir". Det bliver beskrevet i artiklen "Mandekultur koster liv" i Information (se kilder).

Intravenøse stofmisbrugere har risiko for hivsmitte både ved at dele sprøjter og ved at have sex med andre misbrugere. Ifølge Sundhedsstyrelsens beregninger er cirka 4 % af de i Danmark 13.000 intravenøse stofmisbrugere hiv-smittede og udgør cirka 10 % af de hiv-smittede i Danmark. Gennem mange år er der hvert år konstateret cirka 10 smittetilfælde blandt personer med intravenøst stofmisbrug svarende til mellem 3 og 6 % af nye smittede. I 2014 havde 4 % (eller 10 personer) af de nydiagnosticerede hiv-positive et intravenøst stofmisbrug. Det kan man læse i Sundhedsstyrelsens rapport "Narkosituationen i Danmark 2015" (se kilder). Danmark adskiller sig fra mange andre lande ved, at der er forholdsvis lidt smitte blandt stofmisbrugere. I de fleste europæiske lande har der de seneste år været en stigning i antallet af nydiagnosticerede homoseksuelle mænd, men indtil videre ikke i Danmark, fremgår det af artiklen "Hiv og Aids" på netdoktor.dk (se kilder).

Fælles for de ofte fattige og underprivilegerede steder i verden, hvor hiv og aids har fundet størst udbredelse, er, at befolkningen ikke ved, hvordan de kan beskytte sig imod hiv. For eksempel peger organisationen UNICEF på, at der generelt er en høj grad af uvidenhed om smitterisikoen ved hiv og aids blandt unge i Østeuropa. I artiklen "Hiv er en hemmelighed" i Sygeplejersken (se kilder) kan man læse, at netop manglende oplysning er en medvirkende årsag til eksplosionen i antallet af smittede i Rusland. Som Maria Nedergaard Gostichtcheva, leder af Folkekirkens Nødhjælps kontor i Skt. Petersborg, fortæller:

     “I Vesten fik vi begrænset smitten ved hjælp af 1980’ernes store kampagner rettet mod den brede befolkning. I Rusland er det forbudt at give seksualundervisning til unge under 18 år, og mange russere tror stadig, at hiv hænger sammen med, at mennesker lever et umoralsk liv.”

Forskere verden over har forbedret levevilkårene og mulighederne for at leve et relativt langt liv med hiv dels ved hjælp af udvikling af medicin og en såkaldt kombinationsterapi, dels ved udvikling af hiv-test.

     Ifølge "Casestudie af lægemiddelinnovation på hiv/aids-området" udarbejdet af DAMVAD til Lægemiddelindustrien i 2010 (se kilder) har forskning og ny medicin betydet, at en 20-årig, nysmittet hiv-patient i 2010 kunne forvente at leve i 69 år sammenlignet med, at en aidsdiagnose i 1990 betød en forventet levetid på blot 26 måneder, fra diagnosen blev stillet. Der findes i dag mere end 30 lægemidler til behandling af hiv (se kilder). På verdensplan skønner man, ifølge AIDS-Fondet, at hiv-behandling har forhindret 8 millioner dødsfald siden år 2000, og nu er den internationale ambition, at alle mennesker med hiv skal have adgang til behandling inden år 2030, og at antallet af nye smittede skal reduceres med 90 %.

Blandt den nyeste forskning på området er et internationalt studie, Copenhagen HIV Programme (CHIP), ledet af professor Jens Lundgren på Københavns Universitet. Studiet viser, at mennesker med hiv har væsentligt lavere risiko for at blive alvorligt syge eller dø, hvis de kommer i øjeblikkelig behandling. Det gør op med den hidtidige behandlingsstrategi, hvor man ventede med behandlingen, til immunforsvaret blev svækket. Det kan man læse i artiklen "Forskning: Hiv-smittede skal i behandling med det samme" fra 2015 på AIDS-Fondets hjemmeside (se kilder).

     I 2016 viste et stort medicinsk forsøg med over 4.500 kvinder, foretaget i flere afrikanske lande, at kvinder, som brugte en vaginalring med hiv-medicin, havde væsentligt reduceret risiko for at blive smittet med hiv af deres partner. De kvinder, som brugte vaginalringen, havde mellem 27 og 31 % færre tilfælde af hiv-smitte, end den gruppe, som brugte en placebo-ring. Det fremgår af artiklen "Gennembrud i Aids-forskning: Vaginalring beskytter mod hiv" på AIDS-Fondets hjemmeside (se kilder).

     Selvom der findes effektiv behandling mod hiv, er der endnu ikke fundet en kur, der kan fjerne virussen. Men ifølge professor Lars Østergaard ved Aarhus Universitetshospital vil vi få en kur i inden for en overskuelig fremtid. Det forklarer han i en video på hjemmesiden HIV updated (se kilder). Her fortæller han, at man i Tyskland oplevede, at en hiv-patient blev helt rask efter at have fået foretaget en knoglemarvstransplantation, og at det beviser, at hiv kan kureres.

Verdensbanken rådgiver regeringer om en effektiv indsats i kampen mod hiv og aids og er samtidig med til at finansiere FN's program for bekæmpelse af hiv og aids, UNAIDS. Verdensbanken står for projekter i samarbejde med myndighederne i de hårdest ramte lande.

     USAID, det amerikanske sundhedsministeriums afdeling for international udvikling, bidrager med økonomisk støtte til en række projekter, der har til formål at hjælpe hiv-smittede og forebygge spredning af smitte.

     FN's kontor for aids (UNAIDS) erklærede i 2001 ’krig’ mod smitten. Organisationen, der har kontorer i over 70 lande, har til formål at bistå nationale regeringer i bekæmpelse af hiv/aids-epidemien, fremme bred politisk og social mobilisering i de enkelte lande og gennem indsamling af data føre an i den globale oplysningsvirksomhed.

     I 2014 gav verdens lande sammenlagt 8,6 milliarder dollars (cirka 58 milliarder kroner) til kampen mod hiv og aids, men i 2015 faldt beløbet til 7,5 milliarder dollars (cirka 50,5 milliarder kroner), viser en opgørelse fra UNAIDS, der i juli 2016 blev fremlagt på en hiv-konference i Durban i Sydafrika. Det svarer til et fald i bevillinger på 12,8 %. Det kan man læse i artiklen "Sydafrikanere demonstrerer mod Danmark" i Jyllands-Posten (se kilder).

     EU har skærpet opmærksomheden på bekæmpelse af hiv og aids og bidrager med økonomisk støtte til forskning og projekter, der involverer NGO’er i ansøgerlandene i kampen mod aids. I 2005 etablerede EU desuden et fælleseuropæisk overvågningssystem, Eurohiv, der skal skabe overblik over udviklingen af hiv-smitte.

Danmark støtter kampen mod hiv og aids som en del af den samlede ulandsbistand. I 2000 fik Danmark en strategi for indsatsen. Ifølge den skal kampen mod hiv/aids tænkes ind i alle dele af dansk ulandsbistand. Hjælpeorganisationer har dog flere gange kritiseret den danske indsats for ikke at være ambitiøs nok. De tre organisationer, der står bag Humor mod Aidskampagnen, AIDS-Fondet, IBIS og Folkekirkens Nødhjælp, har flere gange undersøgt, hvor stor en procentdel af den bilaterale ulandsbistand – altså den hjælp, som går direkte til ulandene – der er blevet givet målrettet til hiv/aidsprogrammet. Det fremgår af rapporten "Er Danmarks indsats mod aids i verden helt til grin?" (se kilder), hvor organisationerne opfordrer til større åbenhed om, hvor stor en del af ulandsbistanden, der reelt går til at bekæmpe hiv og aids.

     ”...hverken Danida eller Folketingets medlemmer har det fulde overblik over den danske hiv/aids-indsats og kan ikke kontrollere, om den danske regering lever op til sine løfter”, står der blandt andet i rapporten.

Det er svært at begrænse spredning af hiv i udviklingslande, da mulighederne for at forebygge, diagnosticere og behandle sygdommen her er begrænset af manglende ressourcer, viden om sygdommen og dårlig adgang til prævention.  Prisen på medicinen er i sig selv en udfordring. Ifølge Institut for Klinisk Medicin på Aarhus Universitet er prisen på medicinsk behandling af en hiv-smittet omkring 100.000 kr. om året i Danmark, hvor det er den danske stat, som betaler for hiv-medicinen. I en del andre lande er medicinen til gengæld ikke gratis for patienterne, og det afholder i praksis mange fra at blive behandlet.  Hiv er desuden fortsat forbundet med stigma, dels på grund af manglende viden om risikoen for at blive smittet med hiv, dels fordi sygdommen ofte forbindes med det homoseksuelle miljø og prostitution. Det betyder blandt andet, at mange er bange for at lade sig teste eller at fortælle andre, at de er smittede.

Forskere har verden over forsøgt at udvikle en vaccine mod sygdommen. Når det trods mere end 30 års arbejde endnu ikke er lykkedes, skyldes det hiv-virussens enestående karakter sammenlignet med andre vira, dets store genetiske variation og evne til hurtigt at kopiere sig selv. For hver kopiering eller ’replikation’ af virussen ændrer den ’ansigt’ og bliver modstandsdygtig. Det vil være muligt at udvikle en effektiv vaccine mod virussen, som det ser ud nu og her. Men ved næste kopiering vil det have ændret sin overfladestruktur, så vaccinen ikke vil genkende det. Derfor er det formodentlig umuligt at udvikle en egentlig vaccine mod hiv. Det kan man læse i opslagsartiklen "Hiv" på Wikipedia (se kilder).

I Danmark er de fleste smittede i aldersgruppen 25-39 år. Oftest er det mænd, der har sex med mænd, der smittes, men også seksuelt aktive kvinder smittes gennem ubeskyttet sex. I afrikanske og asiatiske udviklingslande, som er blandt de hårdest ramte i verden, er det særligt kvinder i den fødedygtige alder, men også deres spædbørn, der rammes, fordi smitten kan overføres under graviditeten eller under amning, hvis ikke moren er i medicinsk behandling.

Sundhedsstyrelsens udgivelse "Livet med hiv" (se kilder) beskriver, at mange smittede bliver chokerede og får en krise: ”Når man lige har fået svar på en positiv hiv-test, er der en del, der reagerer med at skamme sig over det, og nogle får dybe skyldfølelser. Mange er også bange for at blive afvist af andre, fordi de er hiv-smittede. Andre vil opleve psykisk følelsesløshed, følelsesmæssige svingninger, ensomhedsfølelse, tristhed og opgivenhed, eller en følelse af meningsløshed,” står der blandt andet i udgivelsen, som også forklarer, at mange oplever ubehag ved deres krop, manglende lyst til sex eller søvnproblemer (se kilder).

I undersøgelsen "Hiv og levevilkår" udgivet af Hiv-Danmark i 2007 (se kilder) kan man læse, at mere end hver tiende af svarpersonerne svarede ja til, at de havde undladt at søge optagelse på en uddannelse på grund af hiv. Det gjaldt for hele 15 % af dem, som blev smittet, da behandlingsmulighederne endnu ikke var så veludviklede, mens det gjaldt 7 % af de såkaldt ’nye’ smittede. Undersøgelsen forklarer denne forskel med, at hiv-smittede tidligere ikke havde udsigt til et særligt langt liv og derfor ”aflyste livet”, mens nye behandlingsmuligheder har givet flere smittede mod på at tage en uddannelse. Størstedelen af de smittede vælger i dag at uddanne sig, mange på en mellemlang eller videregående uddannelse (se kilder). I lande, hvor hiv stadig er et større tabu end i Danmark, kan hiv afskære smittede fra at tage den uddannelse, de drømmer om, fordi det ikke accepteres af samfundet, at hiv-smittede har alle typer af erhverv. I artiklen "Hiv er en hemmelighed" i Sygeplejersken (se kilder) forklarer en 20-årig hiv-smittet russisk medicinstuderende, hvordan diagnosen har knust hendes drøm om at blive læge.

     “Det er helt urealistisk, at en hiv-smittet person kan arbejde som læge. Men jeg kan se, at der er mange muligheder for at give de smittede et bedre liv. Jeg satser derfor på at læse psykologi, så jeg kan få et job, hvor jeg kan hjælpe andre med hiv“, siger hun i artiklen (se kilder).

Udbredt smitte er en alvorlig udfordring i forhold til bekæmpelse af sult og fattigdom. I artiklen "Aids truer Afrika på økonomi og fødevarer" (se kilder) kan man f.eks. læse, at fremskrivninger forudser, at op imod 16 millioner bønder i det sydlige Afrika vil dø af aids inden 2020 og efterlade landene med et voldsomt gab i fødevareproduktionen. Udbredt smitte har også konsekvenser for de muligheder for uddannelse, som ellers skulle være med til at løfte verdens ulande, blandt andet fordi mange lærere dør af aids – det gælder f.eks. hver anden af de lærere, der uddannes i Zambia – og fordi sundhedssektoren bliver hårdt ramt af sygdom og dødsfald blandt de ansatte. En række afrikanske lande har oplevet et dramatisk fald i gennemsnitslevealderen på grund af hiv og aids. Visse steder er den nu 40 år. For det sydlige Afrika ligger den i gennemsnit på 47 år.

For mange hiv-smittede er omverdenens fordomme værre end sygdommen. Det beskriver artiklen "Fordommene om hiv er værre end i 80’erne" i Politiken (se kilder). I artiklen 49-årige Preben Bakbo Sloth, der i over 20 år har været i effektiv behandling mod sygdommen:

     ”Med den medicin, der er i dag, kan man leve et langt og ganske normalt liv med hiv, det eneste, der forhindrer dét, er de stadig eksisterende fordomme, som rigtig mange hiv-smittede hver eneste dag skal forholde sig til. I dag er det ikke længere hiv-virussen, som er mest smitsom. Det er fordommene”. Ud over at blive afvist i homomiljøet har han oplevet fordomme på arbejdspladser, hos familien og blandt fremmede mennesker, der f.eks. har sagt, at de ikke vil bryde sig om at bruge samme svømmehal som ham. En undersøgelse foretaget af AIDS-Fondet i 2013 konkluderede, at flere end hver anden dansker stadig tror, at hiv smitter gennem spyt. Det beskriver artiklen "Vi er stadig bange for hiv-smitten" i Kristeligt Dagblad (se kilder).

Konsekvensen af de udbredte fordomme om hiv og aids, f.eks. at hiv kan smitte ved at drikke af samme kop, er blandt andet, at mange smittede venter med at blive testet, eller at de efter en positiv test skjuler smitten. Derved risikerer de at smitte flere, og behandlingen har ofte mindre effekt, fremgår det af artiklen "Vi er stadig bange for hiv-smitten" i Kristeligt Dagblad (se kilder).