Sexturisme

Turistrejser med sex som formål spreder sig til flere og flere dele af verden, mens opfattelsen af den typiske sexturist ændrer karakter. For få år siden var stereotypen på sexturisten den hvide midaldrende velstillede mand fra Vesten, som tog til Thailand for at købe sig til sex. Men de seneste undersøgelser på området vidner om, at sexturister er både mænd og kvinder med vidt forskellige baggrunde og motiver for at købe sex i udlandet. Desuden foregår sexturisme over hele verden og er også blevet big business i europæiske lande. Samtidig har en omfattende kortlægning af børnesexturisme fra maj 2016 konkluderet, at børnesexturisme aldrig har været mere udbredt. Forklaringen er blandt andet, at antallet af rejsende de sidste 20 år er fordoblet på verdensplan, samtidig med at det er blevet nemt at rejse til lande med fattigdom, korruption og ineffektivt politi, hvor sexturismen har gode muligheder for at brede sig.

Sexturisme er rejser med det formål at opsøge sex med personer i destinationslandet. Typisk går rejserne fra velstillede lande til mindre velstillede lande. Her betaler sexturisterne sig til seksuelle ydelser fra mennesker, for hvem salg af sex typisk er en måde at tjene penge i en tilværelse med knappe ressourcer. Verdensturistorganisationen World Tourism Organisation (UNWHO), et agentur under FN, definerer sexturisme som ”rejser organiseret inden for turistsektoren, eller uden for sektoren, men gørende brug af dens strukturer og netværk, med det primære formål at effektuere kommercielle seksuelle relationer mellem turisten og lokale beboere på destinationen”. Det kan man læse på organisationens hjemmeside under overskriften "UNWTO Statement on the Prevention of Organized Sex Tourism" (se kilder).

Thailand, Cambodja, Sri Lanka og andre asiatiske lande har i mange år været kendt for at tiltrække sexturister. Men ifølge det videnskabelige opslagsværk "Encyclopedia of Gender and Society", redigeret af Jodi O’ Brien ved Seattle University i 2009, er også latin- og sydamerikanske lande som Brasilien, Argentina, Den Dominikanske Republik, Mexico, Honduras Costa Rica, Trinidad og Tobago blevet attraktive for sexturismen, ligesom vestafrikanske lande som Gambia har fået flere sexturister blandt landets besøgende. Den seneste rapport fra organisationen ECPAT (End Child Prostitution, Child Pornography and Trafficking of Children for Sexual Purposes), der kæmper for beskyttelse af børn, peger på, at også flere fattige øst- og centraleuropæiske lande som Moldova og Ukraine er blevet destinationer for omfattende sexturisme, og at sexturisme findes i hele verden.

     Sexturisme flytter sig desuden afhængig af landes forskellige ressourcer til at gribe ind. Et eksempel på det findes i artiklen "Glem fordommene: Den typiske krænker er ikke en hvid mandlig sexturist" i Politiken (se kilder). Her kan man læse, at en del børneprostitution er rykket til det ludfattige Cambodja, efter at nabolandet Thailand har styrket indsatsen mod seksuel udnyttelse af børn. Også i Cambodjas hovedstad, Phnom Penh, kan man nu, selv i centrum, finde barer fyldt med teenagepiger til salg (se kilder).

Møderne mellem de lokale prostituerede og sexturisterne opstår på barer, diskoteker, massageklinikker eller andre steder, hvor de prostituerede er ansat af alfonser eller andre mellemmænd, eller gennem møder på gaden eller stranden.

     Der er mange parter involveret i sexturisme – mange flere end personen, som sælger seksuelle ydelser, og sexturisten. Flere steder er sexturisme en integreret del af turistindustrien med hele bykvarterer, barer, diskoteker, restauranter og massageklinikker, der udelukkende henvender sig til sexturister, som eksempelvis ferie- og sexbyen Pattaya og kvarteret Patpong i Thailand. Det beskriver artiklen "Sex i hjemmevant indpakning" i Information (se kilder).

Ofte er der mange andre mennesker end sexarbejderen selv, der får penge ud af sexhandlerne. Også taxachauffører, hotelejere, bartendere, tjenere og andre tjener penge på f.eks. at skabe kontakt mellem sexturisten og de lokale prostituerede, voksne såvel som børn. Det kan også være alfonser og bordelmuttere, der lægger lokaler til sexhandlen og tager sig betalt for det. I artiklen "Danskere sælger sex i Thailand" i Jyllands-Posten (se kilder) kan man læse om, hvordan flere danske mænd er aktive i den thailandske sexindustri. I feriebyen Pattaya-Jomtien nær Bang­kok findes mindst 19 barer drevet af danske alfonser, som tjener penge på at sælge thailandske sexarbejdere til vestlige mænd.

     ”Barerne fungerer som bordeller, hvor de danske alfonser udnytter kvindernes armod og politiets knappe ressourcer,” siger Wanchai Roujanavong, generaldi­rektør i Thailands justitsministerium, i artiklen.

     Blandt de danske mænd, der tjener penge på at drive bordel i feriebyen Pattaya-Jomtien, er pensionisten Hardy Grün fra Odense, der står bag to barer i gaden. Han erkender, at han sammen med sin thaihustru tjener penge på, at de ansatte på hans værtshuse går med kunderne hjem.

     "Men på papiret er det min hustru, der står bag selskabet, så i princippet har jeg intet med det at gøre," siger han til Jyllands-Posten i ovennævnte artikel (se kilder).

Mens børnesexturisme er forbudt de fleste steder i verden, er køb og salg af seksuelle ydelser mellem voksne over 18 år lovligt i en række lande. I Europa er det alene i Sverige, Norge, Island og Frankrig forbudt for voksne mennesker at købe sex af andre voksne. De nævnte lande har Europas mest strikse lovgivning, når det handler om prostitution og købesex. I den anden ende af skalaen ligger lande som Holland, Tyskland og Schweiz, hvor både prostitution og rufferi, som dækker over at tjene penge på andres prostitution, typisk ved at drive bordelvirksomhed, er lovligt. Det gælder dog kun, når der er tale om køb og salg af seksuelle ydelser mellem parter, der begge er over 18 år. I artiklen "Kort: Her er det lovligt at købe sex i EU" på DR.dk (se kilder) kan man få et overblik over, hvor i Europa prostitution er lovligt. I Danmark er det lovligt at prostituere sig og lovligt at købe sex af en person over 18 år, mens rufferi og bordeldrift er ulovligt. Sådan er det også i lande som Storbritannien, Finland, Spanien, Belgien, Slovenien, Slovakiet, Portugal, Italien, Polen, Malta, Irland, Tjekkiet, Letland og Estland.

Sexturister er en mangeartet gruppe. Det fremgår af flere undersøgelser. Det gælder også den gruppe, som udnytter børn seksuelt, fastslår rapporten "Global Study on Sexual Exploitation of Children in Travel and Turism", som er udarbejdet af den internationale organisation ECPAT og offentliggjort i maj 2016 (se kilder). Organisationen ECPAT arbejder for børns beskyttelse, og rapporten er ifølge ECPAT den første globale undersøgelse af turister og andre rejsendes seksuelle udnyttelse af børn.

     En af rapportens konklusioner er, at det ikke er en bestemt type rejsende, der begår overgreb, men at det kan være alle slags mennesker: turister, forretningsrejsende, migranter, udstationerede samt frivillige, der er taget ud for at hjælpe verdens fattige. Krænkerne er både mænd og kvinder og findes både blandt unge, midaldrende og ældre, ligesom det i lige så høj grad kan være lokale og regionale rejsende, der begår overgreb.  Rapporten viser, at tre fjerdedele af dem, der udnytter børn seksuelt i Cambodja, er cambodjanske statsborgere, hvoraf en stor del er lokale rejsende. Udenlandske turister står for den sidste fjerdedel af misbruget, og her menes statsborgere fra andre asiatiske lande at udgøre den største andel. Rapporten viser desuden, at sexturisterne nogle steder, blandt andet i Tjekkiet, primært går efter drenge.  Dorine van der Keur, der har ledet arbejdet med rapporten, siger i artiklen "Glem fordommene: Den typiske krænker er ikke en hvid mandlig sexturist" i Politiken (se kilder): ”I begyndelsen fokuserede vi kun på turister. Men vi fandt hurtigt ud af, at de kun udgjorde en del af gruppen af krænkere, og at det ikke ville være dækkende for problemets reelle omfang, hvis vi ikke også tog andre typer rejsende med”.

De britiske sociologer Jacqueline Sanchez Taylor og Julia O’Connel har gennem interviews med 240 kvinder på ferie i Negril og to lignende steder i den Dominikanske Republik undersøgt fænomenet kvindelig sexturisme. I artiklen "Sommer, sol og gigolos" i Information forklarer de, at de kvindelige sexturister kan være unge som ældre, men at de ofte har det til fælles, at de er midaldrende, enlige, at de har en række dårlige erfaringer med lavt selvværd og dårlige erfaringer med mænd.

     "Kvinder, som føler sig afvist af vestlige mænd for at være fede og gamle – du ved, 35, men de ligner nogle på 40 – oplever på Jamaica, at der er vendt op og ned på den slags," siger Jacqueline Sanchez Taylor f.eks. i artiklen, som også beskriver danske 67-årige fraskilte Janes motiver for de seneste 10 år at have ferieret i Vestafrika og købt sig til sex med lokale afrikanske mænd:

     "De er så vidunderligt flatterende. De får én til at føle sig som en rigtig kvinde. Jeg har ikke noget imod at betale for deres drinks og mad, hvis de bliver natten over. Hvide mænd på min alder er så fastlåste i deres tænkemåde. De er kun interesseret i at få en ny kone," siger hun i artiklen (se kilder).

     Kvindelige sexturister adskiller sig typisk fra mandlige sexturister ved, at kvinderne sædvanligvis ikke frekventerer bestemte barer for at samle mænd op, men at de finder sammen med mændene på stranden eller andre steder, hvor mændene eller deres såkaldte hjælpere selv tager kontakt til kvinderne. I artiklen "Danske kvinder på sexferie i u-lande" på DR.dk (se kilder) fortæller Hanne Petersen, der har boet 16 år i Gambia, at hun kender eksempler på gambiske mænd, der har europæiske kærester, samtidig med at de har en kone i landsbyen.

     ”I højsæsonen vrimler det med europæiske kvinder i hotelområderne. De slæber rundt på yngre, lokale rasta-drenge. Også danske kvinder. Fyrene er desperate og vil gøre alt for penge”, siger hun i artiklen, hvor man kan læse, at landet i mange år har været chartermål for lidt flere end 4.000 danske turister årligt, hvoraf hver fjerde er en kvinde, der rejser alene.

Særligt afrikanske lande som Egypten og Gambia er typiske rejsemål for kvindelige sexturister. Ifølge artiklen "Ikke helt rosenrøde ferieromancer" i Information (se kilder) citeres en FN-rapport fra 2004, hvor en hotelejer vurderer, at 60-70 % af turisterne i landet kommer der efter "sol, afslapning og billig sex". Rapporten beskriver, at mange af de kvindelige turister køber sex med lokale mænd, som de så senere indleder et forhold til. Ifølge artiklen "Sexturisme" på Wikipedia (se kilder) er det ofte i de afrikanske lande Tunesien, Egypten, Gambia og Kenya, at kvindelige sexturister køber sig til seksuelle forhold, mens det i Sydeuropa er lande som Italien, Tyrkiet, Grækenland og Spanien, kvindelige sexturister rejser til. Også Bali, Indonesien samt Pattaya og Phuket i Thailand er ofte benyttede rejsemål for kvindelige sexturister.

Nyere forskning peger på, at antallet af vestlige kvinder, der indgår i bytteøkonomiske seksuelle forhold med mænd fra tredjeverdenslande, er stigende. Undersøgelserne viser, at de transnationale ’køberomancer’ også – og uanset køn – handler om udveksling af følelser og intimitet og ikke blot består af koldblodig udbytning af et offer. For de kvindelige sexturister, som sociolog Marie Bruvik Heinskou, beskæftiger sig med i sin forskning, er der mere end blot et ønske om sex på spil. Det beskriver hun i artiklen "Sexturisten er en hvid mand" i Information (se kilder). Hun har undersøgt vestlige kvinders rejser efter sex som turister i udviklingslande, blandt andet det afrikanske Gambia, som er et yndet turistmål for kvindelige sexturister.

     I kronikken "Når kvinder køber sig til romantik" i Universitetsavisen beskriver hun, hvordan lokale gambiske mænd og kvindelige sexturister fra nord beskriver deres seksuelle møder og gensidige tiltrækning. Mens de europæiske kvinder ofte knyttede ord som ’ægte, ’virkelig’, ’kærlighed’ og ’magi’ til fortællingen om deres forhold til de gambiske mænd, var de gambiske mænds beskrivelser mindre romantiske. Ifølge mændene var det langt nemmere og mere behageligt at have sex og romantik med en europæisk kvinde, end det var at købe en dyr billet til en af de overfyldte både, der indimellem afgik fra hovedstaden Banjul og sejlede ud på Atlanterhavet mod en usikker tilværelse som illegal immigrant i Europa,” fremgår det af artiklen (se kilder).  Ifølge Marie Bruvik Heinskou foregår sexturisme med kvinder som den købestærke part i mange andre udviklingslande. Fænomenet er ikke nyt, men underbelyst forskningsmæssigt.

Thailand har i mange år været kendt som et af de mandlige sexturisters foretrukne rejsemål. Men samtidig med at omfanget af sexturismen er vokset generelt, er også en række europæiske rejsemål blevet populære blandt mandlige sexturister; det gælder særligt tyske byer, efter at Tysklands regering i 2002 besluttede at lovliggøre prostitution. De prostituerede skulle fremover kunne registrere sig hos myndighederne, mens bordellerne ikke længere ville få uventet besøg af politiet og fik lov at reklamere åbenlyst. Det fremgår af artiklen "Til Tyskland for at bælle og knalde" i Berlinske (se kilder).

Sexturisme trækker kapital til fattige områder, og disse penge er med til at opbygge byer og skabe arbejdspladser. Men de negative konsekvenser er også til at få øje på. Nogle steder har fået så udbredt et ry som magnet for sexturister, at andre turister holder sig væk. I artiklen "Thailandsk badeby vil af med lummert ry" i Politiken (se kilder) kan man læse, hvordan borgmesteren i Pattaya vil gøre op med byens ry som tarveligt natklubparadis og i stedet gøre turistdestinationen til et grønt og bæredygtigt sted. Et projekt som journalist og forfatter til guidebogen "Turen går til Thailand", Mikkel Tofte Jørgensen, dog ifølge artiklen ikke tror, er realistisk.

     ”Hvis jeg skal sige det meget kontant, så tror jeg ikke, at det er realistisk at gøre Pattaya til et grønt og bæredygtigt sted. Thaierne kan godt lide at arbejde med den slags buzzwords. Desværre er der bare alt for mange penge i at lade være, fordi korttidshorisonten hos thaierne dominerer, når det kommer til at tjene penge,” siger han.

     Andre byer oplever, at sexturismen trækker kriminelle til, som skader byen. Det sker blandt andet i den catalanske bjergby La Jonquera på grænsen mellem Spanien og Frankrig, som er blevet nyt mål for sexturisme i Europa, efter at Frankrig i 2003 indførte bøder på 3.000 euro for alle former for køb og salg af sex. Det kan man læse i artiklen "Sex-supermarkedet i Pyrenæerne" i Berlingske (se kilder).

Børnesexturisme er køb og salg af sex, der foregår ved, at turister rejser til en destination, hvor de køber seksuelle ydelser af børn og unge. Børnesexturisme kan både være international og regional. International børnesexturisme er, når turisten tager fra for eksempel Europa eller USA til Mellemamerika på sexrejse. Regional børnesexturisme er, når turisten tager fra ét land i for eksempel Mellemamerika til et andet land i samme region for at købe sig til sex med et barn. Nogle gange er sexhandlen organiseret på bordeller, hoteller eller barer, hvor turisterne betaler ejeren eller en mellemmand for at få børnesex. Andre gange kommer turisten selv i kontakt med børnene. Betegnelsen børnesexturisme dækker altså over både sexturisternes egne aktiviteter og den del af turistindustrien, der muliggør og profiterer på børnesexturismen.

Børnesexturisme rammer flere børn og flere steder i verden end nogensinde før. Det konkluderer en global rapport fra organisationen ECPAT, der arbejder for at sikre børn imod seksuel udnyttelse. Forklaringen er blandt andet, at antallet af rejsende de sidste 20 år er fordoblet på verdensplan, og at det er blevet nemt at rejse til lande med fattigdom, korruption og ineffektivt politi.

     "Det gør det meget lettere at få kontakt til børn og misbruge dem, samtidig med at internettet øger muligheden for misbrug," siger Dorine van der Keur, der har ledet arbejdet med rapporten, i artiklen "Flere børn end nogensinde bliver sexmisbrugt af rejsende" i Politiken (se kilden). Rapporten fra ECPAT er baseret på 66 delrapporter fra alle dele af verden, men dokumenterer ikke børnesexturismen med præcise tal, fordi overgrebene typisk foregår i det skjulte og i lande, hvor myndighederne er dårlige til at føre statistik. I stedet har ECPAT talt med NGO’er og eksperter, og det er disse udsagn kombineret med anden statistik, som er grundlag for konklusionerne.

ECPAT-rapporten fastslår, at ingen verdensdel kan sige sig fri for problemet. Ifølge rapporten er det ikke kun turister, der misbruger børn, men også forretningsrejsende, udsendte medarbejdere for organisationer og virksomheder samt lokale på rejse i deres eget land (se kilder). Rapporten lægger samtidig op til et opgør med de forestillinger om børneprostitution, som i de sidste 20 år har domineret debatten i Danmark og andre vestlige lande, ved at udfordre forestillingen om, at det kun er pædofile sexturister, der køber sig til sex med børn i udlandet. Rapporten peger nemlig på, at der også er tale om mennesker, der ikke er styret af en lyst til børn, men som pludselig befinder sig i en situation, hvor muligheden for sex med teenagere under 18 år opstår, og hvor de vurderer, at de kan slippe af sted med det. Det kan man desuden læse om i artiklen "Glem fordommene: Den typiske krænker er ikke en hvid mandlig sexturist" (se kilder). Ifølge ECPAT tilhører sexturisterne, som køber sex med børn, forskellige erhverv, socialgrupper og aldersgrupper. De er både mænd og kvinder, men flest mænd, og de er både hetero- og homoseksuelle. Mennesker med lav lønindkomst og selvværdsproblemer er overrepræsenteret.

I forbindelse med kampagnen "Stop Child Sex Tourism" (se kilder) forsøgte organisationen Red Barnet at undersøge, hvor mange danskere der er involverede i seksuelle overgreb på børn i udlandet. Det lykkedes ikke til fulde, men i forbindelse med lanceringen af kampagnen i 2008 sagde Red Barnets daværende generalsekretær, Mimi Jakobsen, i artiklen "Red Barnet vil kortlægge dansk sexturisme" i Politiken (se kilder): ”Vi ved ikke, hvor mange danskere der er involveret i det her, men det skønnes, at over en million børn på verdensplan bliver trukket ind i sexindustrien hvert år. Det er et rædselsfuldt højt tal, for hver gang er det regulært børn, der bliver voldtaget.” I samme artikel kan man desuden læse, at Rigspolitiet året forinden fik i alt otte anmeldelser om danske sexturister, der forgreb sig på børn i udlandet.

Nogle sexturister køber sex af børn, fordi de er pædofile. Men det er langt fra alle. Ifølge eksperter fra organisationen ECPAT opstår børnesexturisme typisk, når tre faktorer er til stede: stort udbud af børn og unge, lav strafrisiko og anonymitet. Antallet af børn, der er villige til at sælge sex til voksne turister er støt stigende. Samtidig kan sexturisten forblive nogenlunde anonym og undgå kontakt med myndighederne. Det sker, fordi problemet i mange lande endnu ikke er fuldt anerkendt af myndighederne, og politiet derfor ikke aktivt efterforsker børnesexturisme eller kan bestikkes, hvis sexturisten alligevel bliver opdaget. Strafrisikoen er også lille. I Mellemamerika, som er blandt de steder i verden, hvor børnesexturisme er mest udbredt, er straframmen for seksuel udnyttelse af børn lav, mens andre lande for eksempel kræver dokumentation for, at barnet er blevet voldtaget gennem skeden for at anerkende det som en forbrydelse, hvilket ikke altid er tilfældet – for eksempel når det krænkede barn er en dreng (se kilder).  Sexturisternes krænkelser af børn kan også have kulturelle forklaringer. F.eks. tager kinesiske sexturister til Thailand, hvor de udgør den største gruppe af sexkøbere efter thaierne selv, drevet af troen på, at sex med børn, særligt jomfruer, vil medføre ’foryngelse’ eller bringe held til et planlagt forretningsforetagende”. Det fremgår af rapporten fra ECPAT (se kilder).

Op til verdensmesterskabet i fodbold i Brasilien 2014 advarede en række organisationer om, at sportsbegivenheden ville tiltrække børnesexturister blandt de forventede 600.000 turister, der ville besøge brasilianske Fortaleza i forbindelse med verdensmesterskabet. I artiklen "Brasiliens børn sælges til sex for 20 kroner under VM" i Politiken (se kilder) kan man læse, at forskning fra Childhood Brazil, en menneskerettighedsorganisation, som arbejder for at beskytte børn, viser, at sexforbrydelser mod børn steg med 66 % i løbet af 2010 World Cup i Sydafrika og med 28 % i løbet af VM-slutrunden i Tyskland i 2006.

     I artiklen beskrives, hvordan non profitorganisationen Barraca da Amizade oplever, at mindreårige piger trækker på gaderne i nærheden af det nybyggede fodboldstadion i Fortaleza: "Vi ved, at der er betydelige risici for børn før, under og efter store sportsbegivenheder," siger Johnny Gwynne, direktør i The Child Exploitation and Online Protection Centre.

De pædofile sexturister, der rejser målrettet efter børnesex, får ofte informationer af andre pædofile sexturister over internettet. I rapporten "Regional Investigation on Trafficking, Prostitution, Child Pornography and Sex Tourism with Children in Mexico and Central America" (se kilder) fastslås det, at i april 2002 blev alene Costa Rica promoveret som børnesexdestination på 70 websider på internettet. De pædofile sexturister får også hjælp af lokale mellemmænd, som kan skabe kontakt til de lokale børn og børneprostituerede. Turisterne henvender sig også selv direkte til børnene. I sin dagbog skriver den amerikanske pædofile sexturist Gary Daniel Rounds, som blev anholdt i Honduras i 1996 for seksuel udnyttelse af lokale børn, om sine forsøg på at kontakte børn på stranden, på gaden eller på offentlige steder:

     "Denne lille fyr havde kun et par få pubeshår, ingen sko, og han vaskede bilruder i sit beskidte tøj. Jeg fik ham til at tage et bad, han var meget bange, men jeg smilede hele tiden og fik ham langsomt overtalt til at tage sit tøj af." Det kan man læse i artiklen "Uskyld til salg" i Information (se kilder). Der er typisk forskel på, hvordan kvindelige og mandlige sexturister tager kontakt. Hvor mændene oftest er ude efter sex med det samme, vil kvinderne ofte flirte og have komplimenter, inden de køber sex af teenagedrengene. Derfor foregår sexkøbet langsommere, drengene viser kvinderne rundt i området, går i byen for at spise med dem og afslutter til sidst med sexhandlen, forklarer sociolog Jaqueline Taylor i artiklen (se kilder).

Børn, som indgår i sexindustrien og har sex med sexturister, gør det på grund af fattigdom eller ønsket om at få større økonomisk magt, og fordi alternative måder at tjene penge på er få og måske endnu hårdere og farligere. Desuden kan der være flere og hurtigere penge at tjene ved at sælge sex til rige turister end ved andet arbejde. Der kan også ligge et håb om at blive ’reddet’ af sexturisten eller et ønske om omsorg og kærlighed bag børnenes deltagelse i sexhandlen. ECPAT opstiller flere faktorer, der gør børn sårbare over for kommerciel seksuel udnyttelse (se kilder). For eksempel:

• omsorgssvigt og vold i hjemmet 
• forbrugermentalitet 
• forældreløshed 
• hjemløshed/gadeliv 
• diskrimination 
• kultur og tradition 
• ønsket om hjælp og kærlighed

Organisationen ECPAT mener, at sex med børn krænker børns ret til en barndom og et anstændigt liv og kan have alvorlige konsekvenser for det enkelte barns udvikling. Mange børn bliver for eksempel udsat for vold i forbindelse med sexturisme, og nogle børn udvikler lavt selvværd, mister tillid til andre mennesker eller får depressioner. Langt størstedelen af børnene i Mellemamerika bliver herudover misbrugere af alkohol, narkotika eller kemiske stoffer. Teenagedrengene, der sælger sex til kvindelige sexturister, kommer ofte ind i en ond cirkel, hvor de arbejder hårdere og hårdere og dermed afskærer sig fra muligheden for at få et 'almindeligt' liv og for eksempel finde en kæreste. Trafficking – handel med børn – er også en konsekvens af børnesexturisme, fordi lokale alfonser, der ikke finder børn nok i området, begynder at hente børn fra andre lande for at tilfredsstille efterspørgslen.  Smitte med hiv er en anden alvorlig risiko ved børnesexturisme.

FN mener, at sexturisme er skadeligt af sociale, kulturelle og helbredsmæssige årsager for både turistens hjemland og for de lande, hvor sexturismen udspiller sig – specielt i situationer, hvor der foregår udnyttelse af køn, alder, sociale eller økonomiske uligheder mellem sexturisten og sexarbejderne på destinationen.

FN's konvention fra 1989 om barnets rettigheder (se kilder) fastslår blandt andet, at:

• børn har ret til beskyttelse mod økonomisk udnyttelse og mod at skulle udføre arbejde, som kan være farligt, gribe ind i barnets uddannelse, eller skade barnets sundhed eller dets fysiske, psykiske, åndelige, moralske eller sociale udvikling (Artikel 32) 
• deltagerstaterne skal beskytte barnet mod alle former for seksuel udnyttelse og seksuelt misbrug. Med henblik herpå skal deltagerstaterne især tage alle passende nationale, bilaterale og multilaterale forholdsregler for at forhindre:   (a) at et barn overtales eller tvinges til at deltage i nogen form for ulovlig seksuel aktivitet;   (b) at børn udnyttes til prostitution eller andre former for ulovlig seksuel aktivitet;   (c) at børn udnyttes i pornografiske forestillinger og materialer (Artikel 34) 
• deltagerstaterne skal træffe alle passende nationale, bilaterale og multilaterale forholdsregler med henblik på at forebygge bortførelse, salg eller handel med børn til noget formål og i nogen form (Artikel 35) 
• deltagerstaterne skal beskytte barnet mod alle andre former for udnyttelse, der på nogen måde kan skade barnet (Artikel 36)

     I 2000 vedtog FN yderligere en tillægsprotokol (se kilder) til børnekonventionen: den valgfri protokol om salg af børn, børneprostitution og børnepornografi. Protokollen pålægger staterne at retsforfølge seksuelle krænkere, uanset om den seksuelle udnyttelse er foregået i hjemlandet eller udlandet. Det betyder, at en sexturist kan retsforfølges i sit hjemland for seksuel udnyttelse af børn et andet sted i verden.

     FNs konvention om grænseoverskridende, organiseret kriminalitet fik i 2000 en tillægsprotokol (se kilder) om at forebygge, bekæmpe og straffe menneskehandel, især handel med kvinder og børn. Den pålægger staterne at yde hinanden mest mulig hjælp til at efterforske og retsforfølge handel med mennesker og at sørge for, at et barn, der har været udsat for sexhandel, får hjælp til rådgivning, bolig, uddannelse og retshjælp.

I pressemeddelelsen "Parlamentet godkender hårde straffe for seksuelt misbrug af børn og sletning af hjemmesider med børneporno" på Europaparlamentets hjemmeside (se kilder) kan man læse, at Europaparlamentet i 2011 indførte en ny strammere lovgivning med hårdere straffe til personer, som misbruger børn seksuelt. Stramninger medførte, at forsøg på at tvinge et barn til en seksuel handling eller at tvinge et barn til prostitution fremover kan straffes med mindst 10 års fængsel og indebærer, at såkaldt ’grooming’, dvs. forsøg på at blive ven med børn over nettet med henblik på at misbruge dem seksuelt, kriminaliseres i hele EU. Det samme gælder børnesexturisme, hvad enten forbrydelsen begås i et EU-land eller af en EU-borger uden for EU. Medlemsstaterne havde herefter to år til at implementere de nye regler i deres nationale lovgivning. Danmark er undtaget denne pligt på grund af det danske retsforbehold (se kilder), men ifølge Straffelovens § 216 og § 222 er den danske strafferamme for seksuelt misbrug af børn op til 12 års fængsel, hvis det krænkede barn er under 12 år, og 8 år, hvis barnet er under 15 år (se kilder).

En række organisationer, både lokale, nationale og internationale, arbejder på at bekæmpe børnesexturisme og årsagerne til, at det opstår. Det gælder blandt andre:ECPAT (End Child Prostitution, Child Pornography and Traficking in Children for Sexual Purposes): arbejder på at bekæmpe alle former for sexturisme og handel med børn med henblik på prostitution.

     Red Barnet: arbejder på at sætte en stopper for alle former for sexturisme. Med kampagnen Stop Child Sex Tourism, et samarbejde mellem Danmarks Rejsebureau Forening, Justitsministeriet og Rigspolitiet, har organisationen sat fokus på omfanget og konsekvenserne af sexturisme og opfordret turister til at anmelde børnesexturister (se kilder).

     UNICEF (FNs børneorganisation): har blandt andet i samarbejde med myndighederne rundt om i verden udviklet et sæt etiske regler, som alle turistvirksomheder opfordres til at underskrive. Det kan man læse i artiklen "Gambia kæmper mod børnesexturisme" i Kristeligt Dagblad (se kilder).

Organisationen World Tourism Organizations (WTO) har etableret et globalt samarbejde mellem turistbranchen, regeringer, medier og organisationer i form af en såkaldt "Task Force to Protect Children from Sexual Exploitation in Tourism" (se kilder). Formålet er "at forebygge, afsløre, isolere og udrydde seksuel udnyttelse af børn i turisme". På flyafgange til steder, hvor børnesexturisme er et voksende problem, bliver der spillet korte videoer for flypassagererne, der gør opmærksom på, at seksuel udnyttelse af børn vil blive straffet. Samtidig er der blevet udarbejdet et adfærdskodeks, der skal følges af rejsearrangører, hotelejere og andre i rejsebranchen.

I 2006 vedtog Folketinget en lov, der gør det muligt at retsforfølge en person for seksuel udnyttelse af børn i udlandet – også selv om handlingen ikke er strafbar i det land, hvor den er begået. Men hverken Justitsministeriet, Rigsadvokaten eller Rigspolitiet kan svare på, om loven nogensinde er blevet anvendt. Det fremgår af artiklen "Flere børn end nogensinde bliver sexmisbrugt af rejsende" i Politiken (se kilder), som også beskriver, hvordan politiet siden 2008 har haft en døgnbemandet hotline, hvor man kan anmelde danskere, hvis man har kendskab til, at de har misbrugt børn i udlandet. Anmeldelsen kan også ske skriftligt på politiets hjemmeside. Politiet lavede i november 2015 den seneste opgørelse, som viste, at politiet i alt havde fået 35 anmeldelser.

Siden Sverige i 1999 indførte forbud mod alle former for køb og salg af sex, har de omkringliggende lande, herunder de baltiske lande og Danmark, oplevet stigende tilstrømning af sexturister. Det kan man blandt andet læse i artiklerne "Det er kun i Sverige, Iran og Nordkorea, at sex er ulovligt" i Information (se kilder) og "Forbud mod sexkøb flytter problemet til Estland" i Kristeligt Dagblad (se kilder). I sidstnævnte artikel siger Juri Kalikov, talsmand for organisationen Tugikeskus, der hjælper prostituerede i den estiske hovedstad, Tallinn:

     "Da Sverige indførte sit forbud i 1999 steg antallet af sexturister her i Estland. Et forbud mod køb af sex, løser ikke det problem, at mænd går til prostituerede. Efter min mening er det en lidt egoistisk løsning. Det betyder, at problemet flytter videre til andre lande, for det er er naivt at tro, at alle lande i Europa vil kunne vedtage en lov om forbud mod køb af sex."

Selvom forskellige koordinerede internationale såvel som nationale indsatser vil kunne dæmme op for noget af børnesexturismen, vil fænomenet formodentlig ikke kunne udryddes. Fordi der er store økonomiske interesser forbundet med børnesexturisme. Da skellet mellem rig og fattig i dag bliver større og større globalt, vil der i fremtiden stadig findes børn og unge, som er villige til at sælge sex til turister, ligesom der vil findes mellemmænd, alfonser og andre, der ønsker at profitere af at promovere kommerciel sex med børn. Dernæst fordi globaliseringen, informationsteknologien og den stadigt større mobilitet over grænser vil flytte børnesexturismen nye steder hen i takt med, at de lokale myndigheder retter deres opmærksomhed mod denne form for turisme.