Kashmir-konflikten

Siden Indien og Pakistans uafhængighed fra Storbritannien i 1947 har de to lande kæmpet om herredømmet over Kashmir, en region på 222 km2, der ligger i det bjergrige Vesthimalaya. Kina er også en part i striden, da de råder over en lille de af regionen. Kampen er dog ikke udelukkende territorial, men handler også om nationalitet, religion og naturressourcer. Mens store dele af befolkningen i Kashmir ønsker uafhængighed fra både Indien og Pakistan, så ønsker mindre dele af befolkningen at tilhøre enten Indien eller Pakistan, viser en undersøgelse fra 2010. Konflikten har ført til et hæsblæsende våbenkapløb, og i dag er begge lande atommagter. I 2019 blussede konflikten op igen, og hvert år mister flere hundrede mennesker livet i den fortsatte konflikt.

Kashmir er en stat, der er delt (dele af lokalbefolkningen siger besat) mellem Indien, Pakistan og Kina, og den bliver af både indere og pakistanere omtalt som ”Paradis på jord” på grund af den smukke natur med frodige dale, bjergsøer og sneklædte bjergtinder. Jammu & Kashmir (i daglig tale Kashmir) er en sammensmeltning af forskellige regioner, der hver har deres egen befolkning og kultur. De fleste er muslimer, men der er også både hinduer og buddhister.

     Kashmir er en del af Vesthimalaya, der grænser op til Kina mod nordøst, Indien mod sydøst, Pakistan mod vest, og et lille stykke af Afghanistan mod nordvest. Kashmir dækker et område på 222,236 km2.

En våbenstilstandslinje (Line of Control) løber gennem bjergene og opdeler Kashmir i den indiske del i sydøst, hvor der bor ni millioner mennesker, og den pakistanske del, som pakistanerne kalder "Azad Kashmir" (det frie Kashmir), hvor der bor omkring tre millioner, og den kinesiske del, der er så bjergrig, at der kun bor nomadefamilier.

• 100,437 km2 er kontrolleret af Indien, 
• 78,114 km2 er kontrolleret af Pakistan, 
• og 43,685 km2 er kontrolleret af Kina.

     I den indiske del af Kashmir er over 60 procent af befolkningen muslimer, og Kashmir er dermed den eneste stat i Indien, hvor der er muslimsk flertal. Her ligger Kashmir-dalen, som er hjertet i konflikten, fordi op mod 90% af indbyggerne er muslimer. Det var her, opstanden mod det indiske styre for alvor startede i 1989.

Kashmir-konflikten er en stridighed mellem Indien, Pakistan og i mindre grad Kina om, hvem der kan kræve retten til det bjergrige område. Men konflikten er ikke kun en konflikt mellem stater. Der er også tale om en føderal konflikt mellem den indiske regering og den befolkningen i den indiske del af Kashmir, der ønsker selvstændighed fra Indien, og befolkningen i den pakistanske del af Kashmir, der ønsker selvstændighed eller at tilhøre Pakistan. Konflikten har varet siden den britiske koloni Indien blev delt i 1947 og Indien og Pakistan blev selvstændige lande, og har indtil videre resulteret i tre krige, mange væbnede oprør, konstante terrorangreb mod sikkerhedsstyrker og civile og tusindvis af tabte liv. Stridighederne har en stor og meget negativ påvirkning på de diplomatiske forbindelser mellem stater i Sydasien, der lider under spændingerne mellem de to supermagter, Indien og Pakistan.

     Den seneste store undersøgelse af, hvad befolkningen i Kashmir ønsker, er fra 2010 (se kilder). Den viser, at kun 1% af den adspurgte del af befolkningen ønsker at bevare status quo, at 43% ønsker at Kashmir bliver et selvstændigt land, at 21% ønsker, at hele Kashmir skal tilhøre Indien, at 15% ønsker, at hele Kashmir skal tilhøre Pakistan, og 14% ønsker, at den nuværende grænsedragning skal gøres permanent.

Konflikten om Kashmir startede i 1947, da Storbritannien trak sig ud af deres tidligere koloni i Indien og delte den i to: Indien og Pakistan. Mens befolkningen i Pakistan primært var muslimer, var befolkningen i Indien mindre homogen i deres religiøse orientering. Den sammensatte befolkning blev visualiseret i det trefarvede indiske flag, hvor orange repræsenterer den hinduistiske befolkningsgruppe, grøn den muslimske og hvid den kristne samt andre mindre religiøse grupper. Delingen af den tidligere koloni førte til kæmpe folkevandinger for de grupper af muslimer og hinduister, der boede på den ”forkerte” side af den nye grænse. Mens millioner af muslimer flygtede fra Indien over grænsen til Pakistan, flygtede millioner af hinduer den anden vej. Det anslås at omkring 15 millioner mennesker flyttede på tværs af den nye grænse.

Da Storbritanniens tidligere koloni blev delt i to, forventede den nye stat Pakistan at få det Kashmirske landområde med, da størstedelen af befolkningen her også var muslimer. Men den politiske leder i Kashmir før delingen var den hinduistiske maharaja Hari Singh, og da regionen skulle beslutte, om den ville tilhøre Pakistan eller Indien, valgte han Indien. Beslutningen kom efter en række civile opstande fra muslimske dele af Kashmir og hvor pro-pakistanske stammefolk som ønskede, at Kashmir skulle høre under Pakistan. Hari Singh bad Indien om hjælp til at knuse opstandene, men Indien fastholdt, at det ikke var muligt at komme med militær hjælp, så længe regionen ikke var formelt indisk – det ville være imod de regler og den delingsaftale, Indiens regering havde skrevet under på. Samtidig lovede den indiske regering at udskrive et valg om regionens fremtid, så snart normale tilstande var genoprettet. Løftet var afgørende for de pro-indiske kashmirer, men blev aldrig indfriet af Indien, formentligt fordi landet frygtede resultatet, på trods af at FN flere gange forsøgte at holde Indien oppe på løftet.

     Derfor besluttede maharajaen, at regionen Kashmir skulle høre under Indien, så han kunne få militær hjælp fra Indien. Dermed kunne Indien gå militært ind i Kashmir for at holde de muslimske oprørere nede. Det blev starten på den første militære konflikt mellem Indien og Pakistan.

     Krigen varede fra slutningen af 1947 og hele 1948. Mens Indien deltog i krigen med officielle soldater, fik den pakistanske hær hjælp af muslimske stammefolk, der kendte bjergene i provinsen. Indien blev hårdt presset af den omkostningsfulde krig, og efter et års kamp løb landet ind i forsyningsproblemer. Det førte til en nedtrapning, og Pakistan fulgte efter, så der kom nedtrapning på begge sider af grænsen. I december 1948 besluttede Indiens premierminister, Jawahar-Lal Nehrru, at søge FN om hjælp til en våbenhvile. Indien og Pakistan skrev under på våbenhvilen den 31. december 1948. Våbenhvilen stadfæstede den ’våbenstilstandslinie’ (Line of Control), de to lande havde kæmpet sig til under krigen, og det betød, at Indien efter krigen sad på cirka tre femtedele af provinsen, som lå nærmest Indien, mens Pakistan sad på de sidste to femtedele af regionen.

I 1962 meldte Kina under Mao Zedong sig ind i konflikten. Kina mente, at grænsen over Himalaya var trukket forkert og at store dele af Kashmir i virkeligheden hørte til Kina. Kina og Indien havde i forvejen været i diplomatisk krise på grund af en række konflikter omkring Tibet. Kina gik nu militært til angreb på Indien for at generobre dele af Tibet og Kashmir, og det førte til fem måneders indædt kamp i mere end 4.250 meters højde. De barske forhold var et stort logistisk problem for begge parter. Krigen sluttede med en ny grænsedragning og som en konsekvens af det også en ny part i Kashmir-konflikten. Resultatet var et stort nederlag for Indien.

I løbet af det næste årti tørnede Indien og Pakistan sammen i uoverensstemmelser over grænsedragningen i Kashmir-provinsen. Det skete i 1965, da Pakistan forsøgte at få befolkningen til at starte et oprør mod det indiske styre ved at sende flere tusinde soldater over grænsen og støtte lokale, der ønskede uafhængighed i Kashmir. Indien opdagede operationen og gik til modangreb på Pakistan i en krig, der varede i fem uger. Det endte med en våbenhvile med mandat fra FN og udstedelsen af en fredsdeklaration mellem Indien og Pakistan, der dog skulle vise sig kun at holde fem år.

     Efter endnu en krig i 1971 fulgte en nogenlunde fredelig periode på 18 år. Der var terror mod indiske sikkerhedsstyrker, som også ramte civile, og oprørskampe, men ingen officiel krig udkæmpet af landenes tropper, og våbenhvilen holdt denne gang. Flere politiske partier oprettede militante undergrupper som resultat af det omfattende snyd ved det parlamentariske valg i 1987, hvor der skulle vælges medlemmer til delstatens lovgivende forsamling. Det førte til en oprørsbevægelse, der siden slutningen af 1980’erne har kæmpet mod Indien i konflikten. Flere grupper, der tidligere havde kæmpet for en demokratisk løsning på problemet, begyndte at arbejde frem mod et selvstyre ad andre veje end de demokratiske, eksempelvis med væbnet oprør.

     Først i 1989 begyndte den væbnede konflikt igen. Muslimske oprørere fra Kashmir begyndte at kræve, at provinsen skulle være pakistansk eller selvstændig. Kravet havde været en del af konflikten siden delingen af Indien i 1947. Men det var først i 1989, at oprørerne blev mere velorganiserede og væbnede. Den første reelle krig mellem Indien og Pakistan siden 1965 kom i sommeren 1999, hvor Kargil-krigen fandt sted. Pakistan havde sendt pakistanske soldater og muslimske oprørere over på den indiske side af grænsen, men påstod, at de var uafhængige guerillastyrker. Under internationalt diplomatisk pres fra blandt andet USA’s daværende præsident Bill Clinton, blev de pakistanske kræfter trukket tilbage, og grænsedragningen endte som før krigen.

Oprørsbevægelsen og Indiens forsøg på at holde den nede har gjort hverdagen i regionen usikker, selvom der ikke har været en formel krig siden 1999. Der har ikke været en officiel krig mellem Indien og Pakistan siden Kargil-krigen, men diplomatiet mellem de to lande er anstrengt, ikke mindst på grund af terrorangrebet mod Mumbai i 2008, som en militant pakistansk gruppe stod bag. Terror, voldeligt oprør, interne konflikter mellem forskellige befolkningsgrupper i Kashmir og truslen om en ny krig er en del af hverdagen i den plagede provins. Siden 2006 har der været flere voldelige sammenstød mellem hinduer og muslimer i Kashmir, ligesom soldaterne i området, både pakistanske og indiske, flere gange har skudt og dræbt civile. I 2008 nåede Kashmir dog en positiv rekord: med 89 civile døde var det året med færrest døde, siden volden brød ud i 1989.

Man så en lille bedring i forholdet mellem de to parter, da Kashmir i 2005 led under et voldsomt jordskælv, der dræbte mere end 80.000 mennesker. I mange år havde Indien og Pakistan forgæves forsøgt at forhandle sig frem til at anlægge en vej gennem Kashmir. Efter jordskælvet blev vejen bydende nødvendig for at nødhjælpen kunne nå frem, og det fik de to lande til at blive enige.

     Året efter udtalte den pakistanske præsident Musharraf, at han var villig til at opgive det pakistanske krav på Kashmir, hvis Indien til gengæld kom hans fredsforslag i møde. Fredsforslaget gik ud på, at Pakistan ville droppe sine krav på Kashmir-regionen, hvis Indien til gengæld ville gå med til, at regionen blev gjort til et selvstyre, skriver The Guardian (se kilder). Forhandlingerne startede, men blev aldrig gennemført, da Indien ikke kunne acceptere Musharrafs krav. Det langsomt forbedrede forhold mellem Indien og Pakistan led et alvorligt knæk i 2008, da den indiske millionby Mumbai blev ramt af et alvorligt terrorangreb, angiveligt med flere terrorister der var pakistanske eller var blevet trænet af terroristerne i de pakistanske bjerge.

De sidste ti år har der ikke været nogle nævneværdige fremskridt i konflikten, og årtiet har været præget af den ulmende konflikt og den opblusning, der med jævne mellemrum er. Som regel har konkrete begivenheder, såsom en demonstrants død efter vold fra indiske styrker i 2010 og dødsstraffen til en pakistansk terrorist i 2011, ansporet større demonstrationer, som har ført til dødsfald blandt både pakistanere og indere, som en tidslinje over konflikten, som BBC har lavet, viser (se kilder). I 2016 blussede konflikten op, da Burhan Wani, en populær militant oprører, som kæmper for et pakistansk Kashmir, bliver dræbt af indiske soldater. Mere end 68 mennesker dør i de demonstrationer, der følger, og Inden indfører udgangsforbud i store dele af regionen for at lægge låg på demonstrationerne, skriver BBC (se kilder). Samme år går pakistanske militante til angreb på en indisk militærbase i Kashmir og dræber 18 indiske soldater, og Indien svarer igen med angreb mod hvad Indien siger er terrorlejre langs grænsen. Året efter dræber militante oprørsgrupper fra Pakistan mindst 16 hinduistiske pilgrimme. I 2019 eskalerede konflikten mellem de to lande igen, da en pakistansk selvmordsbomber kørte en lastbil fyldt med sprængstof ind i en konvoj med indiske soldater og dræbte over 40, skriver Jyllands-Posten (se kilder). Det fik Indien til at svare igen med luftangreb på pakistansk jord, fik de to lande til at nedskyde hinandens kampfly, og første til tilfangetagelsen af en indisk pilot i Pakistan, skriver Politiken i en artikel den 27. februar (se kilder).

Der er en lang række faktorer, der spiller ind i konflikten. Som en artikel i Kristeligt Dagblad fra 2013 (se kilder) beskriver, handler det om meget mere end kvadratkilometer. For udover uenigheden om, hvor grænsen skal gå og hvem Kashmir skal tilhøre, er konflikten også ”en principiel konflikt om national identitet”. Artiklen beskriver, hvordan Pakistan betragter det at være hjem for Sydøstasiens muslimer som sit eksistensgrundlag, mens det for Indien er afgørende for den nationale, sekulære selvopfattelse at Kashmir forbliver en del af Indien, fordi landet i 1947 lovede fyrsten af Kashmir, der valgte at slutte sig til Indien i stedet for Kashmir, at værne om staten. Udover, at konflikten er afgørende for begge landes selvbilleder, spiller den også en stor rolle for landene indenrigspolitisk. I en artikel i Foreign Affairs fra 2019 (se kilder) beskrives det, hvordan regeringerne i begge lande har det som primært mål at stille de indenrigspolitiske tilskuere – borgerne i hver deres land – tilfredse, når de agerer i konflikten. Endelig spiller naturressourcer også en stor rolle i den territoriale konflikt. En artikel i Deutsche Welle (se kilder) beskriver, hvordan floderne i Kashmir er den nye frontlinje i konflikten. Kashmir ligger i Vesthimalaya, hvor flere floder har deres udspring, og derfor er området strategisk vigtigt for både Indien og Pakistan, ligesom vandet i Himalaya også er en del af Indiens Tibet-konflikt med Kina. I alle tre lande er vandet fra Kashmir-regionen afgørende for landbruget og befolkningen, og Indiens forsøg på at aflede en del af vandet fra floderne, så vandet strømmer ind i Indien og ikke videre til Pakistan eller Kina, er rod til konflikt mellem de tre lande, beskriver artiklen.

Udover de stridende nationer udgør muslimske oprørsgrupper, der kæmper for et selvstændigt eller pakistansk Kashmir, en væsentlig part i konflikten. Der er tre store militante oprørsgrupper, som er aktive i Kashmir: Hizb-ul-Mujahideen (HuM), Jaish-e-Mohammed (JeM) og Lashkar-e-Tiba . Det fremgår af artikler fra tænketankene Peace Insight og Council on Foreign Relations. Grupperne består alle af flere mindre fraktioner, der sommetider har forskellige mål og metoder, men fælles for dem er, at de kæmper for enten et selvstændigt eller pakistansk Kashmir, at de betragtes som terrorgrupper af det internationale samfund, og at de har stået bag flere terrorangreb i regionen. Mens Hizbul Mujahideen og Lashkar-e-Tiba opstod i slutningen af 1980’erne, så opstod Jaish-e-Mohammed i 2000. Tidligere spillede gruppen Jammu and Kashmir Liberation Front (JKLF), som ønskede selvstændighed fra både Indien og Pakistan, også en stor rolle, men i 1994 annoncerede gruppen, at den fremover ville afstå fra at bruge vold, og den militære gren af gruppen blev til andre bevægelser.

     Al Qaeda har ifølge flere internationale medier også været aktive i konflikten. Især JeM anses for at have haft tætte links til Osama bin Laden og Al Qaeda, skriver flere medier, blandt andet Al-Jazeera (se kilder), som skriver, at gruppen fik økonomisk støtte, da den opstod i 2000. I 2017 annoncerede gruppen Ansar Ghawzat-Ul-Hind, at de havde åbnet en gren i Kashmir og var en del af Al Qaeda, skriver flere internationale medier, blandt andet The Diplomat (se kilder) og Huffington Post (se kilder). Gruppen har endnu ikke taget ansvar for et terrorangreb i Kashmir, og det var JeM, der stod bag terrorangrebet i 2019.

Det var ifølge flere eksperter den værste eskalation af konflikten siden 1971, da et terrorangreb i februar 2019 fik Indien til at gå til angreb på Pakistansk jord og fik Pakistan til at nedskyde indiske kampfly og tage en indisk pilot til fange, skriver Politiken den 27. februar (se kilder). Ifølge en artikel i The Guardian (se kilder) var det en uge med flere negative milepæle i forholdet mellem de to atommagter. Det var således første gang i fem årtier, at Indien bombede pakistansk territorie, første gang lige så længe, at der blev nedskudt kampfly, og det tætteste på en regulær krig, de to lande har været dette århundrede. Det første til en nedtrapning, da Pakistan frigav den pilot, landet havde holdt tilbage, skriver den britiske avis. Siden da er nedtrapningen i retorikken mellem de to lande fortsat, og det virker usandsynligt at en regulær krig vil bryde ud, skriver Reuters (se kilder), men den officielle konflikt er blevet erstattet af en mere stille kamp mellem indiske sikkerhedsstyrker og militante grupper. Reuters beskriver, hvordan Indien har lagt en hård kurs overfor militante oprørsgrupper, og hvordan kampene mellem oprørsgrupperne og indiske sikkerhedsstyrker fortsat koster dusinvis af mennesker livet, hvordan Indien har fængslet flere hundrede mistænkte militante, og hvordan Indien har bandlyst ikke-militære separatistgrupper.

Konflikten i Kashmir har haft stor betydning for provinsens befolkning, der har boet i en kampzone i de mange år, konflikten har varet. Indien og Pakistans militær er stærkt repræsenteret i området, ligesom kampen mellem private, både oprørsgrupper og mindre organiserede grupperinger, har præget hverdagen voldsomt med vold, utryghed og kampe. De store spændinger internt i befolkningen har betydet, at der har været store flygtningestrømme til og fra begge sider af grænsen mellem Indien og Pakistan og de dele af Kashmir, de hver især bestyrer.

     Samtidig har konflikten har haft stor betydning for provinsens udvikling, eller mangel på samme, da der er så stor frygt for, at en ny krig bryder ud, at de færreste tør starte større projekter op i området. Det har betydet en lav levestandard for befolkningen, blandt andet som følge af en smadret turistindustri, der tidligere var regionens største indtægtskilde.

Menneskerettighederne er blevet brudt gentagne gange i Kashmir-konflikten, og i følge Forenede Nationer gør de det stadig. Både de officielle soldater fra både Indien og de militante oprørsgrupper er blevet beskyldt for at overtræde menneskerettighederne, blandt andet i forbindelse med fængsling, hvor folk aldrig bliver stillet for en domstol, samt afhøringer, hvor der anvendes tortur. Derudover rapporterer menneskerettighedsorganisationer som Amnesty International og Human Rights Watch om, at folk pludselig forsvinder efter at have været i kontakt med politi, soldater eller oprørsgrupper, og aldrig dukker op igen.

USA har flere gange været indirekte involveret i Kashmir-konflikten og udtrykt håb om, at de to atommagter kan finde frem til en fredelig løsning. I starten af 00’erne udtalte den daværende amerikanske præsident Bill Clinton, at han gerne ville fungere som mægler mellem de to lande, men forhandlingerne kom aldrig i stand. Efter terroraktionen på World Trade Center i New York den 11. september 2001 har USA haft en særlig interesse i konflikten, da det blev vurderet at flere af Al-Qaedas mænd opholdt sig i Kashmir, skrives det i en analyse fra tænketanken Brookings Institution i 2002 (se kilder).. Den tidligere amerikanske præsident Barack Obama har flere gange udtalt sig om konflikten, men ud over at foreslå Bill Clinton som mægler i konflikten, hvilket af flere politiske eksperter blev skudt ned som Obamas første udenrigspolitiske fejl, er han ikke kommet med nogle konkrete initiativer for at løse konflikten. Den nuværende amerikanske præsident, Donald Trump, har ikke viet konflikten meget opmærksomhed.

     Mens Pakistan og kashmirerne i den indiske del af Kashmir har forsøgt at få en tredjepart involveret i konflikten, blandt andet med det mål for øje at få afholdt det valg, Indien lovede, da de gik ind i konflikten, har Indien forsøgt at holde det internationale samfund ude af konflikten.

Der er ikke nogen egentlige forhandlinger mellem Pakistan og Indien, og hverken EU, USA eller FN har konkrete løsningsforslag til konflikten. Mens Indien ser ud ti at være tilfredse med status quo, ønsker Pakistan en afgørelse, da Pakistan er overbevist om, at store dele af den muslimske befolkning i den indisk-administrerede del af Kashmir ønsker at være pakistanske. Det forværrede forhold mellem Indien og Pakistan, der siden konfliktens start er blevet atommagter, gør, at en løsning på Kashmir-konflikten formodentlig har lange udsigter.