Indiens nyere historie

Indien blev et selvstændigt land i 1947. Indtil da havde Indien i næsten 100 år været en koloni under Storbritannien. Indiens forhistorie som britisk kronkoloni har spillet en vigtig rolle i Indiens nyere historie, der er formet af mænd som Mahatma Gandhi og Jawaharlal Nehru. Selvom Indien i dag er verdens største demokrati og er ved at etablere sig som én af verdensøkonomiens vigtigste spillere, er landet ikke desto mindre plaget af store sociale problemer og et anspændt forhold til nabolandet Pakistan.

Det indiske subkontinent er en samlebetegnelse for landene Pakistan, Indien og Bangladesh, der alle ligger på den indiske tektoniske plade.

     Siden cirka 200 f.Kr. var det indiske subkontinent kulturelt bundet sammen af den hinduistiske religion, som imidlertid var og er delt i mange forskellige sekter og varianter. Islam begyndte imidlertid også at spille en varig rolle, da Delhisultanatet blev etableret af muslimer fra Centralasien i 1206.

Før briterne underlagde sig det indiske subkontinent, havde det stort set aldrig været samlet under én stat. I stedet var subkontinentet opdelt i en lang række små, regionale kongedømmer og dynastier. Det ændrede sig i 1200-tallet, da muslimer fra Centralasien erobrede store dele af det indiske subkontinent. Der havde også tidligere været islamiske erobrere af indiske områder, men de var oftest blevet assimileret i indisk kultur og tog de indiske kulturer til sig. Delhisultanatets nye herskende klasse fastholdt imidlertid deres muslimske tro og bevarede kontakten til Centralasien. Hvor de tidligere hindufyrsters legitimitet var baseret på den fælles religion, var de nye muslimske herskere nødt til at basere deres legitimitet på krigsførelse. Det viste sig imidlertid uholdbart i længden, og Delhisultanatet begyndte derfor allerede at gå i opløsning i midten af 1300-tallet og ophørte helt med at eksistere i 1646.

Mogulriget samlede fra begyndelsen af 1500-tallet til slutningen af 1600-tallet subkontinentet under én stat. Mogulriget var baseret på en feudal magtstruktur, hvor jord blev udvekslet med løfter om krigstjeneste i et hierarkisk system inden for samfundets elite. Mogulrigets herskere havde imidlertid enormt svært ved at få krigsaristokratiet og lokale fyrster, der ikke var under direkte kontrol af centraladministrationen, til at makke ret. Så snart lejligheden bød sig, forsøgte guvernører og lydfyrster at løsrive sig fra den centrale kontrol. I første halvdel af 1700-tallet begyndte Mogulriget derfor at gå i opløsning, og det indiske subkontinent blev endnu engang opdelt i en række mindre, regionale kongedømmer og dynastier. Det gjorde inderne sårbare overfor de europæiske magter. Efter 1800 var Mogulriget således kun af symbolsk betydning, men det ophørte først med at eksistere i 1857.

Da Vasco da Gama i 1498 fandt søvejen rundt om Afrikas sydspids til Indien, intensiverede europæerne handlen med det indiske subkontinent. Gennem erobringer eller efter aftaler med lokale herskere oprettede de europæiske handelskompagnier kolonier i Indien, der skulle fungere som støttepunkter for den omfattende handel. I midten af 1700-tallet begyndte kompagnierne at blande sig i de indiske staters politiske forhold for at sikre deres handelsinteresser. Selvom eksempelvis det danske Ostindisk Kompagni oprettede en koloni i Trankebar i 1620, var de vigtigste handelskompagnier på det indiske subkontinent dog det britiske East India Company og det franske Compagnie française des Indes, der konkurrerede om magten i de indiske områder.

I 1757 kom det til kampe mellem briterne og franskmændene om Bengalen, som briterne vandt. Det dannede økonomisk grundlag for, at briterne i de efterfølgende årtier kunne ekspandere og erobre resten af de indiske kongedømmer, der endnu var under Mogulrigets symbolske overherredømme. I 1857 slog briterne det sidste store indiske oprør ned og blev således den eneste tilbageværende magt på det indiske subkontinent. Samme år overtog den britiske stat kontrollen med Indien. I modsætning til tidligere storriger som Delhisultanatet og Mogulriget viste briterne sig i stand til at kontrollere en langt større del af det indiske subkontinent.

Indien blev meget hurtigt det vigtigste led i det omfattende britiske koloniimperium. Indien producerede således råvarer som bast og bomuld, der blev videreforarbejdet på fabrikker i England. Indien spillede derfor en central rolle i det verdensomspændende britiske finanssystem. Desuden var Indiens beliggenhed i Det Indiske Ocean af stor geopolitisk betydning, fordi det tillod Storbritannien at hævde sin stormagtsstatus i hele området. Indiens rolle i det britiske imperium er beskrevet nærmere i bogen ”Indiens historie efter 1739” (se kilder).

Briterne var afhængige af, at de indiske undersåtter betragtede dem som legitime herskere over det indiske subkontinent. Briterne byggede derfor videre på Mogulriget og de regionale staters administrative strukturer. Desuden spillede de lokale aristokratier og eliter en central rolle som mellemmænd. De forestod således en stor del af det administrative og praktiske arbejde for det lille antal briter, der var udstationeret i den store koloni.

Briterne introducerede moderne teknologi og udbyggede den indiske infrastruktur, så transport og kommunikation levede op til datidens moderne standarder. Det styrkede den indiske økonomi, hævede indernes levestandard og gjorde informationer bedre tilgængelige. Ligeledes styrkede briterne det indiske uddannelsessystem og gjorde det tilgængeligt for en bredere del af befolkningen, som blev introduceret til moderne teknologi og videnskab.

Den økonomiske udvikling under kolonitiden kom imidlertid først og fremmest de allerede velstillede indere til gode, og sammenlignet med den europæiske var den indiske industrialiseringsproces ikke bemærkelsesværdig. Briternes behov for at udbedre underskuddet på handelsbalancen betød, at britiske produkter fik forrang på det indiske marked. Inderne aftog således de varer, som briterne ikke kunne afsætte på verdensmarkedet samtidig med, at Indien blev drænet for råvarer, der blev sendt til forarbejdning i England. Ved således at tvinge inderne til at importere britiske varer, gjorde briterne inderne afhængige af Storbritannien og gjorde den tekstilproduktion, der tidligere havde været i Indien, overflødig. Det britiske styre institutionaliserede desuden kastesystemet. Konsekvenserne, positive såvel negative, af kolonitiden er beskrevet i bogen ”Indiens historie efter 1739” (se kilder).

Kastevæsnet har altid haft stor betydning i det indiske samfund. En kaste er en socialklasse, der går i arv. Systemet skaber nogle meget faste og hierarkiske rammer for samfundet. Der er således meget skarpe, sociale skel mellem de kaster, der regnes for at være øverst i hierarkiet, og de kasteløse. De forskellige befolkningsgrupper er inddelt i et komplekst netværk af tusindvis af kaster og subkaster. I begyndelsen af kolonitiden forsøgte briterne at gøre op med det indiske kastesystem. Briterne havde således et stærkt ønske om at udbrede den vestlige civilisation og reformere Indien efter britisk forbillede. Det var et ideologisk, til tider racistisk, overgreb på den indiske kultur, som briterne betragtede som underlegen.

Efter et større oprør i det centrale og nordlige Indien i 1857 dæmpedes briternes trang til at reformere det indiske samfund. I stedet begyndte briterne at lægge vægt på de uoverstigelige kulturelle forskelle mellem dem og inderne. Det vigtigste skillepunkt var kastesystemet. I kølvandet på oprøret accepterede briterne imidlertid kastesystemet og institutionaliserede det. En del historikere argumenterer for, at briternes kraftige fokus på kastevæsnet, øgede systemets betydning for inderne. Førhen havde kastetilhørsforholdet således været én ud af flere identiteter, men i slutningen af 1800-tallet blev det den afgørende identitet i forhold til kolonimagten.

Den indiske identitet er i meget høj grad udviklet som en reaktion på Storbritanniens kolonisering. Der var to yderpunkter i den indiske reaktion på det britiske herredømme. På den ene side var der begejstring for de forandringer, de britiske koloniherrer bragte med sig. På den anden side var der afvisning af alt britisk og en tilflugt ind i de mest ortodokse, indiske traditioner. De fleste valgte et ståsted midt imellem de to yderpunkter, og mange forsøgte at videreudvikle den indiske kultur med inspiration fra briterne. Denne udvikling af den indiske identitet foregik imidlertid inden for rammerne af hinduismen og islam.

Indtil slutningen af 1800-tallet var skellet mellem hinduer og muslimer ikke ret stærk. Der var dog konflikter mellem tilhængerne af de forskellige trosretninger, men stridens kerne var ikke så meget religiøse forskelle, som det var sociale skel eller økonomisk rivalisering. I slutningen af 1800-tallet ændrede konflikterne imidlertid karakter, så de blev præget af mere generelle, religiøse modsætninger.

Indien blev et selvstændigt land i 1947. De mange hundrede indiske fyrstedømmer, der havde udgjort den britiske kronkoloni, blev her indlemmet i de nye lande, Pakistan og Indien, der blev etableret som selvstændige stater. Baggrunden for løsrivelsen var, at den indiske nationalisme og Storbritanniens svækkelse i kølvandet på Anden Verdenskrig tvang briterne til at afkolonisere det indiske subkontinent.

I slutningen af 1885 samledes en række fremtrædende indere, der alle var uddannet i Vesten, og dannede Indian National Congress (INC). INC var Indiens første nationale politiske organisation. Der var dog ikke tale om et egentligt politisk parti. Det var snarere end løs organisation, der én gang årligt samlede den indiske elite. INC havde således ingen kontakt til den brede befolkning. I begyndelsen var INC en ideologisk set moderat organisation, der signalerede loyalitet overfor det britiske styre.

I 1905 lagde INC en mere radikal linje, da Storbritannien opdelte provinsen Bengalen. Opdelingen blev således set som et forsøg på at stække nationalistbevægelsen. Derfor begyndte INC så småt at argumentere for selvstyre og opfordrede til boykot af britiske varer. INC blev efter selvstændigheden i 1947 videreført som Kongrespartiet, der i dag vedbliver at være ét af de to store indiske partier. INC’s historie er beskrevet i ”Indiens historie efter 1739” (se kilder).

Mahatma Gandhi blev født i 1869. Han blev uddannet advokat og flyttede i 1894 til Sydafrika, hvor han blev den førende talsmand for de indiske indbyggere over for det hvide styre. I 1915 vendte han tilbage til Indien. Her iværksatte han en såkaldt ikke-samarbejdskampagne, der opfordrede inderne til at boykotte britiske varer, tilbagelevere de æresbevisninger, der var blevet uddelt af kolonistyret, nedlægge arbejdet i koloniadministrative jobs og boykotte valget i 1920. Baggrunden for anbefalingen om ikke at stemme til Parlamentsvalget i 1920 var, at Gandhi ikke mente, at inderne ville blive ordentligt repræsenteret. Ikke-samarbejdskampagnen var en skuffelse, og den blev derfor afblæst i 1922. I 1929 indledte Gandhi til gengæld en civil ulydighedskampagne, der fik stor betydning for Indiens vej til selvstændighed.

Efter at have ligget stille i fem år startede selvstændighedskampen igen i 1927, da den konservative regering i London nedsatte en kommission, der skulle vurdere behovet for politiske reformer i Indien. Det provokerede imidlertid de indiske nationalist-grupperinger, at kommissionen kun bestod af hvide og ikke inkluderede indere. De efterfølgende års reaktioner fik Gandhi til igen at gå ind i selvstændighedskampen, som han ellers ikke havde været ret engageret i siden den ineffektive ikke-samarbejdskampagne. I 1929 indledte han således den såkaldte civile ulydighedskampagne.

I 1930 begyndte Gandhi en kampagne imod saltskatten. Skatten var i sig selv ubetydelig, men den var et stærkt symbol på kolonialismens uretfærdighed. Salt-kampagnen blev fulgt op af en boykot af koloniale institutioner og britiske varer og skattenægtelser. Briterne knuste ganske vist den civile ulydighedskampagne, men kampagnen var ikke desto mindre succesfuld, idet den overbeviste mange briter om, at det britiske herredømme over Indien var uholdbart i længden. Desuden blev det i løbet af 1930’erne klart, at de økonomiske fordele ved opretholdelsen af den indiske koloni blev mindre og mindre.

Allerede inden Anden Verdenskrig havde de mest observante iagttagere af Indien bemærket, at det kun ville blive sværere at regere Indien i fremtiden. Man forsøgte sig derfor med en række reformer, der gav inderne mere selvbestemmelse. De blev imidlertid stærkt kritiseret af både hinduer og muslimer, som ønskede selvstændighed. Anden Verdenskrig blev det afgørende vendepunkt i det britiske herredømme over Indien, da krigen svækkede det britiske imperium. Da Anden Verdenskrig sluttede i 1945 stod det således klart, at USA og Rusland var de nye dominerende magter i det internationale politiske spil, mens de tidligere stormagter, Storbritannien, Tyskland og Frankrig, stod svækkede tilbage – ikke bare politisk, men også økonomisk. Anden Verdenskrig havde således svækket den britiske økonomi så meget, at det blev endnu vanskeligere at opretholde magten i kronkolonierne. To år senere, i 1947, afviklede Storbritannien derfor kolonistyret i Indien, som blev selvstændigt.

Mange muslimer følte ikke, at det hinduistiske flertal i INC tog tilstrækkeligt hensyn til det muslimske mindretals interesser. Derfor stiftede fremtrædende indiske muslimer i 1906 deres egen organisation, Muslim League. I 1930’erne opstod der i visse muslimske kredse en forestilling om et ”Pakistan,” der skulle være hjemland for Indiens muslimer. Forestillingen viste sig velegnet til at forene de indiske muslimer, og det dannede baggrund for, at Muslim League i årene efter Anden Verdenskrig kæmpede for at opnå kontrol med de muslimsk dominerede provinser Punjab og Bengalen. Det lykkedes endeligt i 1947. Delingen af Indien og Pakistan blev imidlertid præget af voldsomme sammenstød mellem hinduer og muslimer, fordi delingen ikke fulgte de etablerede grænser mellem Indiens provinser, men skar midt i gennem flere af dem. Der blev derfor iværksat ”etniske udrensninger,” der var tvang millioner af mennesker på flugt – hinduer til Indien og muslimer til Pakistan.

Gandhi forsøgte at stoppe blodsudgydelserne, der fulgte i kølvandet på delingen af Indien og Pakistan. Det var formentlig baggrunden for, at han blev myrdet i 1948. En hindunationalist mente således, at Gandhi havde givet for store indrømmelser til muslimerne og støttet dem i kampen for et selvstændigt Pakistan. Derfor dræbte han Gandhi. Ikke desto mindre er Gandhis utrættelige arbejde for en ikkevoldelig selvstændighedsproces årsagen til, at han i dag bliver betragtet som Indiens nationale faderskikkelse. Han satte desuden et stort præg på den mand, der kom til at forme det nye Indiens historie, Jawaharlal Nehru.

Jawaharlal Nehru blev født i 1889. Da Gandhi indledte ikke-samarbejdskampagnen i 1915, sluttede Nehru sig til ham. Han blev hurtigt én af Gandhis mest betroede medarbejdere. Efter Anden Verdenskrig blev Nehru INC’s leder i de forhandlinger, der førte til indisk selvstændighed og opdelingen af den indiske kronkoloni i Pakistan og Indien. Da Indien blev selvstændigt i 1947, blev han Indiens første Premierminister. Som sådan spillede han en vigtig rolle i opbygningen af det moderne Indiens politiske og økonomiske strukturer. Udenrigspolitisk placerede han Indien i den såkaldte alliancefrie bevægelse, der ikke stillede sig på hverken USA eller Sovjetunionens side i Den Kolde Krig. Indenrigspolitisk indførte han universel undervisningspligt og oprettede læge- og ingeniøruddannelsesinstitutioner, som har været afgørende for Indiens økonomiske udvikling. Nehrus økonomiske politik var imidlertid præget af protektionistiske tiltag, der skulle beskytte indisk industri- og landbrugsproduktion. Målet for Nehru og efterfølgende indiske regeringer var således at gøre Indien selvforsynende. De protektionistiske strategier betød imidlertid, at den indiske økonomis andel af verdenshandlen faldt drastisk i løbet af 1960’erne og 1970’erne, og i begyndelsen af 1990’erne kom Indien i dyb økonomisk krise.

I begyndelsen af 1990’erne var Indien kommet i dyb økonomisk krise, og landet søgte derfor et stort lån hos den internationale valutafond, IMF. Til gengæld for lånet krævede IMF imidlertid såkaldte strukturtilpasningsreformer. Det betød først og fremmest, at den indiske økonomi skulle liberaliseres og åbnes for verdensmarkedet. Reformerne virkede, og i løbet af to år var den indiske økonomi igen i balance. Reformindsatsen blev efterfølgende langsommere, men er aldrig hørt op, og i de seneste 20 år har Indien oplevet meget høje vækstrater, der visse år har været oppe omkring 7,5 procent. Det skyldtes blandt andet, at den indiske industri i kraft af lave lønninger har klaret sig godt i den internationale konkurrence. Én af de vigtigste nøgler til den indiske succes har været, at Indien kan tilbyde billig, men veluddannet arbejdskraft. Indien klarede sig også relativt uskadt igennem finanskrisen, og den indiske økonomi har nu overhalet den japanske som verdens tredjestørste efter USA og Kina. Indiens nuværende økonomiske situation er beskrevet i artiklen ”India: The Next Superpower” (se kilder).

Der har siden løsrivelsen fra Storbritannien i 1947 været gjort mange forsøg på at skabe en national indisk identitet. Selvom hindunationalisterne har haft succes med at skabe en vis samling omkring deres tolkning af hinduismen og deres kobling mellem hinduismen og den indiske nation, er Indien fortsat præget af utroligt mange regionale, religiøse, sproglige og kulturelle forskelligheder. I modsætning til de europæiske nationalstater, der i høj grad er bygget op omkring kulturel og sproglig ensartethed, har inderne generelt ikke forsøgt at skabe samling omkring ét sprog, én religion, én kultur, men i stedet forsøgt at skabe politisk enighed om en fælles vision for fremtiden. Den vision er i høj grad præget af et ønske om at skabe et økonomisk stærkt Indien, som kan træde ind på verdensscenen som stormagt. Ikke desto mindre står Indien stadig over for store sociale udfordringer.

På trods af de høje økonomiske vækstrater, er den generelle økonomiske vækst ikke kommet alle indere til gode. Indien kæmper således med massiv social ulighed, som visse steder bliver forstærket af det gamle kastesystem. Hele 21 procent af den indiske befolkning lever således under regeringens officielle fattigdomsgrænse. Det er især de fattigste indere, der lider under de store hygiejne- og sanitetsproblemer. Diarré er én af de sygdomme, der tegner sig for den største andel af dødsfald i Indien. Ét ud af 20 dødsfald i Indien skyldes således diarré. I 2006 døde 450.000 indere af diarré, og af disse var 88 procent børn under 5 år. En meget stor del af den indiske befolkning har desuden ikke adgang til toiletter. De forretter derfor deres nødtørft i de samme floder, hvor der bliver badet. Derfor spredes vira som kolera hurtigt, og det resulterer i mange dødsfald. Den indiske regering har en ambition om, at alle indere skal have adgang til toiletter inden udgangen af 2017, men der er endnu lang vej til at nå det mål. Indiens sociale udfordringer er beskrevet på Udenrigsministeriets hjemmeside (se kilder).

Forholdet mellem Pakistan og Indien har altid været anstrengt og er det stadig. De to lande har været i krig fire gange siden 1947. Tre af gangene har stridens kerne været Kashmir-provinsen, som både Pakistan og Indien gør krav på. Begge lande har atomvåben, så det anspændte forhold mellem de to lande er en vedvarende kilde til bekymring for verdenssamfundet. I Faktalink-artiklen "Kashmir-konflikten" er der en nærmere beskrivelse af spændingerne mellem de to lande og deres militære sammenstød.

Indiens økonomiske fremtid ser umiddelbart lys ud. Indien har to store fordele i den globale konkurrence: For det første er den indiske arbejdsstyrke meget stor med 1,25 milliarder mennesker. For det andet er denne arbejdsstyrke meget ung, idet 65 procent af den indiske befolkning er under 35 år gamle. Der er derfor udsigt til, at Indiens økonomi bliver ved med vokse. I takt med at Indiens økonomi bliver stadigt større og stærkere vil Indien formentlig også komme til at indtage en mere central rolle på den internationale scene. Der er endda nogle, der taler om, at Indien kan blive den næste supermagt. Indiens økonomiske og politiske fremtid afhænger imidlertid også af, om der kommer styr på den massive sociale ulighed, og om den omfattende korruption i det politiske system bliver mindsket. Scenarierne for Indiens politiske og økonomiske fremtid er analyseret i ”India: The Next Superpower” (se kilder).

Der er ikke udsigt til, at Indiens massive sociale problemer bliver løst foreløbigt. Indien vil formodentlig i en længere årrække kæmpe med følgerne af den økonomiske ulighed og kastesystemet. Det vil uundgåeligt vedblive at afføde sociale spændinger og sammenstød mellem Indiens mange forskellige sociale, religiøse, regionale og sproglige grupperinger.

Indiens fortid som indisk koloni har stadig stor betydning, idet Indiens bånd til Storbritannien stadig er stærke. Mange indiske studerende tager for eksempel til Storbritannien for at studere, og Indien er den tredjestørste investor i den britiske økonomi. Man kan derfor næsten tale om, at forholdet mellem den tidligere kolonimagt og koloni er ved at blive byttet om, så det nu er briterne, der til dels er afhængige af og domineres af Indiens økonomiske styrke. Indiens fortid som koloni vil formodentlig få stadigt mindre betydning i takt med, at landet indtager sin egen plads på den internationale politiske scene og i takt med, at Indiens økonomiske situation bliver stadigt bedre.