Kommunalvalg

Danmark har et kommune- og regionssystem, der er præget af selvstyre, ansvar og decentralisering af velfærdsopgaver.

     Især efter den omfattende kommunalreform i 2007 har kommunerne fået mere ansvar, end det tidligere er set både i Danmark og i udlandet. Hvert fjerde år afholdes kommunalvalg, hvor borgerne vælger, hvilke politikere der skal administrere det kommunale system den næste periode.

     Politikerne står derfor til regnskab for måden, de har forvaltet kommunens opgaver på, bl.a. folkeskole, overførselsindkomster og daginstitutioner.

     Valget i november 2021 var kendetegnet ved traditionelle lokalpolitiske emner som velfærd og skole, men også klima og miljø, der har bevæget sig højere op på den kommunalpolitiske dagsorden. Da stemmerne var talt op, stod det klart, at de store partier var gået tilbage mange steder, bl.a. i de større byer. Enhedslisten blev det største parti i København, men formåede ikke at omsætte vælgernes opbakning til overborgmesterposten, der gik til Socialdemokratiet, som ellers led et skuffende valg i skyggen af sagen om mink og slettede sms’er. Dansk Folkeparti blev halveret i størrelse på landsplan fra et i forvejen dårligt udgangspunkt, mens De Konservative kunne fejre årtiers bedste valgresultat samlet set, om end de tabte borgmesterposten på Frederiksberg efter 112 års konservativt styre i den københavnske kommune.

Danske kommuner har i en international sammenligning et meget stort ansvarsområde. De tager sig af den daglige, offentlige velfærdsservice – f.eks. administration af overførselsindkomster, daginstitutioner, folkeskoler og ældrepleje. Efter kommunalreformen i 2007 er kommunernes opgaver fastsat som de såkaldte ‘borgerrettede opgaver’, der alle består af velfærdsforvaltning: sundhed, beskæftigelse, det sociale område, børnepasning, folkeskolen, ældreplejen, erhvervsservice, kollektiv trafik og veje, natur, miljø og planlægning og kultur. Kommunerne suppleres af regionerne, der efter kommunalreformen i 2007 har som primær opgave at drive det danske sundhedsvæsen.

     Økonomisk set fungerer mange kommuner dog ikke lige så selvstændigt, som de gør politisk. Eksempelvis er en stor del af de ydelser, kommunerne udbetaler til borgerne, finansieret af staten. Her fungerer kommunerne kun som en slags bank, der videreformidler og administrerer den offentlige velfærd. De overordnede linjer bestemmes af politikerne i Folketinget, mens kommunerne administrerer, hvordan pengene fordeles rent praktisk. Tendensen i de seneste årtier har været, at stadigt flere offentlige opgaver er blevet decentraliseret – altså lagt ud fra statslig styring til kommunalt selvstyre. Det har betydet, at antallet af statsansatte er faldet gennem 1980’erne og 1990’erne, mens der er blevet ansat flere og flere i kommunerne. Kommunernes opgaver ligger ikke endeligt fast, men forandres, i takt med at der opstår nye servicebehov. Nogle kommuner tilbyder service til borgerne, der ikke bliver udbudt i landets andre kommuner, og det afspejler sig i store forskelle i kommuneskatten. Samtidig kan der være store indkomstforskelle hos de forskellige kommuners borgere. Eksempelvis har kommuner nord for København flere velstående borgere end kommuner på Lolland. Derfor er der lavet en såkaldt udligningsordning, som betyder, at de rige kommuner hvert år overfører et støttebeløb til de fattigere kommuner. Eksempelvis blev der i 2020 omfordelt i alt 19,3 milliarder kroner på tværs af kommunerne i hovedstadsområdet, viser en grafik fra Altinget under overskriften “Se kortet: Her er vinderne og taberne af den nye udligningsreform” (se kilder). Omfordelingen har tidligere vakt kritik. I 2016 lancerede borgmestrene i 34 kommuner i hovedstadsområdet mottoet ‘stop forskelsbehandlingen nu’ med det formål at sænke udligningen mellem kommunerne; i debatindlægget “Hovedstadsborgmestre: Forskelsbehandlingen er gået for vidt” i Altinget (se kilder) argumenterer de for, at de rige kommuner bidrager for meget til resten af landet.

På tværs af landet er der store forskelle på kommunernes måde at udføre serviceopgaverne på. Det, man kalder ‘kommunalt selvstyre’, betyder, at kommunerne selv bestemmer, hvordan de vil tilrettelægge arbejdet og prioritere deres ressourcer. Mens kommunernes ret til at styre sig selv er sikret i Grundloven, så stiller Grundloven ikke krav til, hvilke opgaver kommunerne som minimum bør løse, skriver Gyldendal Den Store Danske (se kilder). Det er i stedet efter aftale med staten, at kommunernes opgaver er blevet fastsat. Samtidig er den kommunale økonomi underlagt direkte statslig kontrol, hvilket ifølge flere forskere betyder, at det kommunale selvstyre er under pres, skriver Altinget under overskriften “Det kommunale selvstyre er i krise” (se kilder).

     Det kommunale selvstyre blev indført i 1832 og er unikt på flere punkter. Eksempelvis har kommunerne i Danmark bemyndigelse til at opkræve direkte skatter – en myndighedsopgave, som staten varetager i de fleste andre lande. De kommunale selvstyre er bygget på et nærhedsprincip, der har til formål at lægge beslutningerne så tæt på vælgerne, som det er praktisk muligt. Det kommunale nærhedsprincip betyder dog samtidig, at landets borgere ikke får den samme service overalt i Danmark. F.eks. er der længere ventelister til daginstitutioner i nogle kommuner, mens andre har færre tilbud på ungdomsskoleområdet. Variationen mellem kommunerne skyldes både geografiske forskelle og politiske prioriteringer. Nogle kommuner ligger i tyndt befolkede områder og kan derfor ikke tilbyde lige så omfattende service, som kommuner med mange indbyggere. Den afgørende forskel er imidlertid, hvordan kommunens politikere prioriterer pengene. Og det er netop dét, vælgerne har indflydelse på til kommunalvalget. Det gør en forskel, hvilke partier der får størst opbakning til kommunalvalget – og dermed får mulighed for at danne de alliancer, der ofte er nødvendige for at kunne besætte borgmesterposten.

Det kommunale selvstyre finder sted inden for nogle politiske rammer, der bestemmes på landsplan. I sidste ende er det altså staten, styret af regeringen og Folketinget, der overordnet set bestemmer over landets kommuner. Over for det kommunale nærhedsprincip står nemlig ønsket om, at serviceniveauet ikke bliver alt for forskelligt i de danske kommuner. Derudover er det også i regeringens interesse at holde nøje øje med, hvordan de kommunale skatter udvikler sig. Endelig kan der være et overordnet hensyn til såkaldte stordriftsfordele, altså at nogle opgaver kan løses bedre og billigere, hvis flere kommuner går sammen.

Kommunerne i Danmark administrerer et samlet budget, der i 2021 var på 382,8 milliarder kroner, hvoraf langt størstedelen bliver brugt på udgifter som skoler og ældrepleje, skriver Danmarks Statistik under overskriften “Kommunerne budgetterer mest til børn og unge” (se kilder). 26,8 pct. af budgettet i 2021 går til børn og unge med folkeskolen som den klart største post med 57,2 milliarder kroner. På landsplan blev kommunernes budget i 2020 fordelt på følgende poster:

• Børn og unge: 102,5 milliarder kroner 
• Ældre og voksne med særlige behov: 82,2 milliarder kroner 
• Overførsler til personer: 79,9 milliarder kroner 
• Fællesudgifter til administration mv.: 47,1 milliarder kroner 
• Andet: 38,4 milliarder kroner 
• Sundhed: 32,7 milliarder kroner

Næsten en tredjedel af kommunernes udgifter finansieres direkte af staten, der også er med til at bestemme de overordnede, politiske retningslinjer for den øvrige offentlige velfærdsservice. Forholdet mellem kommuner og stat er derfor meget vigtigt. Landets kommuner er i dag sluttet sammen i Kommunernes Landsforening (KL), som også står for forhandlingerne med staten. Hvert år lige før sommerferien forhandler regeringen med kommunerne om en såkaldt kommuneaftale, der bestemmer niveauet for de offentlige udgifter i det kommende år. Staten pålægger ofte kommunerne nye opgaver, eksempelvis ift. integration af flygtninge eller aktiveringsprojekter, hvilket ofte får kommunerne til at kræve større bloktilskud; bloktilskud kan bruges frit af modtageren, i dette tilfælde kommunen, og er altså et ubundet statslig tilskud. Kommunernes Landsforening har også en rolle som en politisk tænketank, der på den ene side hjælper kommunerne med at blive bedre til at løse de offentlige opgaver, og som på den anden side forholder sig til de politiske udspil, der løbende kommer fra ministerierne, og som de enkelte kommuner ikke har ressourcer til at forholde sig til. Kommunernes Landsforening er med andre ord en interesseorganisation, der varetager kommunernes ofte lidt forskelligartede ønsker. KL består af fem organer – bestyrelsen, formandskabet, udvalget, repræsentantskabet og kommunekontaktrådet – og med undtagelse af formandskabet, der bliver nedsat af bestyrelsen, bliver posterne besat på grundlag af resultatet fra det seneste kommunalvalg, skriver KL på deres hjemmeside (se kilder).

Den offentlige sektor i Danmark er opdelt i tre forskellige niveauer:

• staten 
• regionerne 
• kommunerne

     Regioner og kommuner adskiller sig især fra hinanden på to væsentlige punkter. For det første er regionerne langt større end kommunerne, da der er fem regioner og 98 kommuner. Eksempelvis er der i Region Syddanmark 22 kommuner. For det andet har regionerne og kommunerne meget forskellige opgaver. De fem danske regioner har som hovedopgave at administrere det danske sygehusvæsen. Derudover har regionerne ansvaret for den regionale udvikling og en række opgaver på det sociale område – eksempelvis er det regionerne, der står for specialundervisning af svage folkeskoleelever. Efter kommunalreformen i 2007, hvor amterne blev nedlagt og deres opgaver fordelt mellem staten, kommunerne og de nyoprettede regioner, er forskellene på kommunernes og regionernes opgaver dog mindsket. Eksempelvis står både kommunerne og regionerne for hver deres område af den kollektive trafik.

Landets kommuner har alle en kommunalbestyrelse, der i flere kommuner bliver kaldt byrådet, med en borgmester i spidsen. I Københavns Kommune hedder kommunalbestyrelsen Borgerrepræsentationen, og her er der en overborgmester samt seks såkaldte fagborgmestre, der er øverste politiske ansvarlige for de enkelte forvaltninger (f.eks. Sundhed eller Teknik og Miljø).

     I modsætning til det danske Folketing er kommunalbestyrelsen ikke en lovgivende forsamling, og borgmesteren er heller ikke regeringschef på linje med statsministeren. De lokale kommunalbestyrelser er forvaltningsorganer, der administrerer kommunens forpligtelser og økonomi. Kommunernes politiske forvaltning er almindeligvis opbygget i en række såkaldte udvalg, der har ansvaret for den konkrete velfærdsservice. De fleste kommuner har eksempelvis økonomiudvalg, socialudvalg, teknikudvalg, uddannelsesudvalg og skatteudvalg. I nogle af landets største kommuner har man et såkaldt magistratstyre med en borgmester og såkaldte rådmænd i spidsen. Det er kun i Københavns Kommune, at der er mere end én borgmester. Kommunerne har derudover en forvaltning, der ledes af kommunaldirektører, der er ansvarlige for de mange ansatte. Men kommunernes specifikke opbygning varierer fra kommune til kommune.

Kommunalvalg afholdes altid hvert fjerde år den tredje tirsdag i november. Valget foregår samtidig i alle landets 98 kommuner. Her skal vælgerne beslutte, hvilke lokalpolitikere der i de kommende fire år skal have tildelt ansvaret for den offentlige service i nærområdet. Kommunevalget adskiller sig fra Folketingsvalget ved at have fokus på den daglige velfærdsservice, som borgerne har berøring med i hverdagen, og ikke de store politiske linjer. Det betyder, at det sjældent er de overordnede ideologiske diskussioner, der præger valgkampen, men derimod konkrete og ofte lokale emner. Ved sidste kommunalvalg blev der bl.a. diskuteret folkeskolelukninger, om de ældre på plejehjemmet skulle have anderledes aftensmad, og om der skulle bygges nye cykelstier.

     Samtidig med kommunalvalget afholdes altid valg af medlemmer til landets regionsråd.

Kommunalvalgene adskiller sig ikke umiddelbart fra folketingsvalg, når det gælder selve valgproceduren. De stemmeberettigede borgere kan vælge mellem en række kandidater fra forskellige partier og lister på selve valgdagen. Man stemmer ved at sætte kryds ud for navnet på det parti/den liste, man ønsker at stemme på. Kommer man til at sætte sit kryds forkert, kan man få en ny stemmeseddel. På selve valgstedet – ofte en skole eller gymnastiksal – sidder en række repræsentanter fra partierne, såkaldte valgtilforordnede, som holder øje med, at alt går lovpligtigt til. Ved hvert stemmebord sidder der almindeligvis en repræsentant fra to forskellige partier, som dermed kan holde opsyn med hinanden for at forebygge valgfusk. Når valghandlingen er afsluttet, optælles stemmerne, først i partier/lister og dernæst i navne. I dagene derefter følger politiske forhandlinger om, hvem der skal være byens borgmester, og hvem der skal besætte de ofte ganske betydningsfulde udvalgsposter. Ud over, at de giver politisk magt, giver udvalgsposterne også honorarer. Ifølge telegrammet “Så meget tjener en lokalpolitiker”, bragt i Information, lønnes en udvalgspost med mellem 15.000-25.000 kroner om året (se kilder).

I modsætning til Folketingsvalg kan alle personer, der er bosiddende i Danmark, uanset om de har statsborgerskab eller ej, stemme til regions- og kommunalvalgene. Enhver borger, der er fyldt 18 år og har fast bopæl i kommunen, kan således stemme til kommunalvalg. Hvis man ikke er statsborger i et EU-land eller i Island eller Norge, skal man dog have haft fast bopæl i Danmark i de sidste tre år før valgdagen for at have valgret, dvs. at kunne stille op som kandidat til regions- og kommunalvalget. Kandidater skal samtidig have en såkaldt ‘kandidatliste’ underskrevet af mindst 25 vælgere, der skal bo i den pågældende kommune.

Alle partier kan stille op ved et kommunevalg, men mange af de mindre partier stiller ikke op i alle kommuner. Ved de seneste kommunalvalg har kun Venstre, Det Konservative Folkeparti og Socialdemokratiet kunnet opstille kandidater i samtlige danske kommuner.

     Men de etablerede politiske partier får konkurrence fra en voksende underskov af lokale partilister, der er grupperet omkring enkeltsager eller særlige politiske emner i kommunerne. Mange vælgere kan derfor ikke stemme på de partier, de plejer, og derfor ligner de kommunale resultater ikke altid dem fra folketingsvalgene. Usikkerheden om valgresultatet i mange kommuner skyldes også, at mange vælgere ifølge en undersøgelse interesserer sig langt mere for den landspolitiske debat på Christiansborg, end de interesserer sig for byrådets arbejde i løbet af valgperioden, skriver KL på deres hjemmeside under overskriften “Danskerne tænder mere på Christiansborg end rådhusene” (se kilder).

Valgdeltagelsen til de danske kommunalvalg har i en årrække ligget på cirka 70 pct. af de stemmeberettigede borgere. I 2001 var stemmeprocenten på 85 pct., fordi kommunalvalget lå samtidig med folketingsvalget. I 2009 var valgdeltagelsen på 65,8 pct. Det er den laveste valgdeltagelse i 35 år. I 2013 var den igen på over 70 pct. En af årsagerne til, at valgdeltagelsen til kommunalvalg er markant lavere end til folketingsvalgene er, at mange danskere ikke følger lige så meget med i den kommunale som den landsdækkende politik, skriver KL på deres hjemmeside, under overskriften “Danskerne tænder mere på Christiansborg end rådhusene”, baseret på en undersøgelse af YouGov for Momentum (se kilder).

     En væsentlig udfordring ved kommunalvalgene er altså i det hele taget at få borgerne til at møde op og sætte deres kryds på valgdagen. Derfor var der op til valgdagen den 21. november 2017 iværksat en række kampagner, der rettede sig mod forskellige grupper – eksempelvis de unge eller de socialt udsatte, som er nogle af de grupper, der er mindst flittige til at deltage ved kommunalvalgene, skriver DR.dk i artiklen “Kommunalvalg skal have flere krydser: Kampagner skal få unge til at stemme” (se kilder). Stemmeprocenten i 2021 landede på 67,2 pct., hvilket er et fald på 3,6 procentpoint ift. valget i 2017.

Som vælger har man indflydelse på, både hvilket parti og hvilke personer der kommer i det lokale byråd. Det kræver ikke mange personlige stemmer at blive valgt ind i byrådet, i modsætning til det landsdækkende folketingsvalg, hvor hver enkelt kandidat skal mønstre markant flere stemmer for at blive valgt. Kandidaterne til byrådet udvælges således ud fra, hvor mange stemmer deres parti/liste har fået i alt, og hvor mange personlige stemmer de hver især har fået.

     Først udregnes det, hvor mange byrådspladser de enkelte partier/lister har fået stemmer til, og dernæst regnes det ud, hvem blandt partiernes/listernes kandidater, der har fået flest personlige stemmer. Fordi mange vælgere ikke stemmer personligt, men blot sætter kryds ud for partiet/listen, får vælgere, der stemmer personligt, stor indflydelse. Som borger får man dermed mest ud af sin stemme ved at sætte sig ind i, hvad de enkelte kandidater står for, i stedet for bare at stemme på et parti eller en liste.

Samarbejdet i kommunalbestyrelsen adskiller sig fra det landspolitiske spil i Folketinget. På lokalt plan er konflikterne sjældent særlig ideologisk præget, og det er derfor lettere for de kommunale politikere at indgå taktiske alliancer med politikere fra partier, som moderpartierne på Christiansborg ville tøve med at samarbejde med. Da DF og Socialdemokratiets landsformænd i 2017 annoncerede, at de ville prøve at arbejde mere sammen på Christiansborg, havde det ikke stor nyhedsværdi i kommuner som Aabenraa, hvor de to partier allerede arbejder sammen på kommunalt plan, skriver TV2 Syd i artiklen “Vi arbejder allerede sammen kommunalt” (se kilder). Et andet eksempel er, at det venstreorienterede parti Enhedslisten gik i valgforbund med Det Konservative Folkeparti i Nyborg Kommune op til valget i 2013, skriver Fyens i artiklen “Nyborg: Konservative i valgforbund med Enhedslisten” (se kilder). I mange kommuner spiller lokallisterne en stor rolle, hvilket ligeledes skaber andre alliancemønstre, end det kendes fra Folketinget. Men eftersom de politiske opgaver i kommunerne ofte har en praktisk karakter, kan det give mening at samarbejde på kryds og tværs af traditionelle politiske skel. I de fleste byråd betragtes det som en demokratisk dyd at kunne samarbejde bredt.

Valgets sejrherrer blev Enhedslisten, der fik tre gange så mange stemmer som i 2009, men også Dansk Folkeparti forsatte fremgangen fra sidste valg. Det relativt nye parti Liberal Alliance oplevede at få bidt sig fast rundt om i landets byråd. Socialdemokratiet gik en smule tilbage, Venstre og De Radikale gik en smule frem, og værst gik det for Det Konservative Folkeparti og særligt Socialistisk Folkeparti, der måtte se sidste valgs store fremgang erstattet af en tilbagegang på 9 procentpoint.     Socialdemokratiet                  29,5   Venstre                                   26,6   Dansk Folkeparti                    10,1       Det Konservative Folkeparti    8,6           Enhedslisten                            6,9           Socialistisk Folkeparti              5,6   De Radikale                             4,8       Liberal Alliance                        2,9

     Flere steder gik lokallisterne frem. Efter valget i 2013 kommer borgmestrene i både Guldborgsund, Dragør og Læsø Kommune fra en lokalliste.

Først og fremmest var stemmeprocenten den højeste siden 1981 (med undtagelse af kommunalvalget i 2001, som lå samtidig med et folketingsvalg). Ifølge eksperter skyldes det, at der op til valget havde været en række kampagner for at få folk til at bruge deres stemmeret.

     En anden ting var, at partierne på de politiske yderfløje – Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Enhedslisten – fik et godt valg, og at Socialistisk Folkeparti (SF) gik markant tilbage. SF’s dårlige kommunalvalgsresultat ved valget i 2013 kom oven på mange måneders lave meningsmålinger for partiet på landsplan.

     For det tredje var der i dagene efter kommunalvalget udbredt kritik af DR, fordi de i løbet af valgdagen havde offentliggjort exit polls, der viste sig at være stærkt misvisende ift. det endelige valgresultat. En exit poll er en optælling af, hvad et antal borgere har stemt på valgdagen. Konkret spørger man eksempelvis 700 mennesker, der lige har været inde at stemme, hvilket parti de har stemt på, og så prøver man på den baggrund at forudsige, hvad det samlede resultat bliver. Problemet med exit polls er, at de ofte er upræcise. I løbet af valgdagen forudså DR, at Socialdemokratiet ville få et katastrofalt dårligt valg med kun 22,7 pct. af stemmerne. I virkeligheden fik Socialdemokratiet 29,5 pct. af stemmerne og gik derfor kun en smule tilbage.

     For det fjerde fik kommunalvalget i 2013 et alvorligt efterspil i Brøndby, da en socialdemokratisk kandidat blev anmeldt for valgsvindel af Venstre og De Radikale. De to partier mente, at den socialdemokratiske kandidat havde begået valgsvindel ved at instruere vælgere i, hvad de skulle stemme, og gå med visse vælgere ind i valgboksen, skriver Folkebladet i artiklen “Politiet dropper sag om valgsvindel” (se kilder). Politiet gik ind i sagen, og i begyndelsen af 2015 – mere end et år efter valget – valgte politiet at henlægge sagen efter at have draget den konklusion, at der ikke var foregået noget strafbart.

Da danskerne den 21. november 2017 skulle stemme til kommunalvalget, var det i høj grad de samme emner, der optog dem, som ved foregående kommunalvalg: ældrepleje, folkeskoler og daginstitutioner. Ifølge en meningsmåling, som analyseinstituttet Norstat lavede for Altinget, var ældreplejen og folkeskolen de vigtigste prioriteter for vælgerne, efterfulgt af miljø- og klimatilpasning. Det fremgår af artiklen “Her er vælgernes dagsorden til kommunalvalget” fra Altinget (se kilder).

Da optællingen af stemmer på Danmarks 1.387 valgsteder efter valget var afsluttet, stod det klart, at Socialdemokratiet var den store vinder, mens Venstre og Dansk Folkeparti gik tilbage. Stemmerne fordelte sig således:

• Socialdemokratiet: 32,4 pct. (fremgang på 2,9 procentpoint) 
• Venstre: 23,1 pct. (tilbagegang på 3,5 procentpoint) 
• Konservative: 8,8 pct. (fremgang på 0,3 procentpoint) 
• Dansk Folkeparti: 8,8 pct. (tilbagegang på 1,3 procentpoint) 
• Enhedslisten: 6 pct. (tilbagegang på 0,9 procentpoint) 
• Socialistisk Folkeparti: 5,7 pct. (fremgang på 0,1 procentpoint) 
• Radikale Venstre: 4,6 pct. (tilbagegang på 0,2 procentpoint) 
• Alternativet: 2,9 pct. (partiet havde ikke tidligere været opstillet) 
• Liberal Alliance: 2,6 pct. (tilbagegang på 0,3 procentpoint) 
• Nye Borgerlige: 0,9 pct. (partiet havde ikke tidligere været opstillet) 
• Kristendemokraterne: 0,6 pct. (partiet havde ikke tidligere været opstillet) 
• Øvrige lister: 4 pct. (tilbagegang på 1 procentpoint).

     Stemmeprocenten blev 1,1 procentpoint lavere end ved kommunalvalget i 2013, og i alt 70,8 pct. af de stemmeberettigede valgte at stemme, skriver TV 2 i artiklen “Her stemte flest – her stemte færrest” (se kilder). Især på små øer som Fanø, Læsø, Samsø og Ærø var valgdeltagelsen høj – alle steder over 80 pct., mens den var lavest i hovedstadsområdet, hvor flere kommuner havde en valgdeltagelse på under 65 pct.

Allerede i december 2020 spåede en måling blandt københavnske vælgere, at den grønne dagsorden ville slå igennem på den lokalpolitiske scene.  “Borgerne kan nærmest se klimaforandringerne ud ad deres vinduer. Den ekstreme sommer i 2018 og de våde vintre vi har haft de seneste år, åer der løber over deres bredder og senest den varmeste oktober i årtier. Det er sådan noget, som får én til at tænke, at der er noget galt. Og det er også en del af baggrunden for, at klimadagsordenen også lokalpolitisk er på vej frem,” vurderede kommunalforsker Roger Buch i artiklen “Den grønne dagsorden står foran lokalpolitisk gennembrud” i Altinget (se kilder).

     En undersøgelse fra september 2021, foretaget af analyseinstituttet Voxmeter, viste, at klima var blandt de tre vigtigste lokalpolitiske emner for 33 pct. af danskerne. Ved valget i 2013 gjaldt det kun 12 pct. af vælgerne. For de unge mellem 17-24 år var klima og miljø det vigtigste emne overhovedet. Det fremgår af artiklen “Markant flere vælgere lader klima og miljø afgøre stemme til kommunalvalg” fra KL (se kilder).  Vælgernes stigende interesse for klima har bl.a. resulteret i, at flere kommuner er gået sammen om at lave handlingsorienterede klimaplaner. Planerne skal definere, hvordan kommunerne opnår deres reduktionsmål frem mod 2050, hvor ambitionen er, at kommunerne når netto-nul udledning af drivhusgasser.

     I en undersøgelse af KMD Analyse er befolkningen blevet spurgt til deres kendskab og holdninger til kommunernes arbejde med bæredygtighed. Ifølge en pressemeddelelse fra KMD (se kilder) har kommunernes prioritering af bæredygtighed et klart mandat fra borgerne, og langt størstedelen mener, at deres kommune bør anvende FN’s Verdensmål i deres arbejde med bæredygtig udvikling. Frem mod valget 2021 var mange politikere også ude at fortælle, hvilke lokale initiativer de ville søsætte ift. bæredygtighed og klimatilpasning.

     Traditionelle lokalpolitiske emner som velfærd, skole og sundhed var dog stadig øverst på vælgernes prioriteringsliste set på landsplan. Mark Ørsten, der står bag en undersøgelse af, hvilke emner der fyldte mest i medierne rundt omkring i Danmark, bemærkede dog, at klima og miljø er en relativ stor og ny dagsorden set i kommunalt perspektiv: “Et kommunalvalg handler normalt om velfærd, men den her gang har miljø og klima også været på borgernes dagsorden.” Det fremgår af artiklen “Velfærd og klima hitter i medierne op til kommunalvalget” fra Altinget (se kilder). Ifølge Ørstens undersøgelse, der refereres i førnævnte artikel, er der stor forskel på, hvor meget de forskellige emner fylder i medierne i de forskellige landsdele. Bornholm var f.eks. det sted i landet, hvor skoler og børnepasning fyldte mest, mens medierne i Vestjylland var mest optaget af sundhed og ældrepleje.

Da stemmerne var talt op, stod det klart, at Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet gik tilbage, og at også Venstre oplevede en mindre tilbagegang. Stemmerne fordelte sig således, ifølge artiklen “Her er resultatet af kommunalvalget” fra Altinget (se kilder):

• Socialdemokratiet: 28,5 pct. (tilbagegang på 4 procentpoint) 
• Venstre: 21,2 pct. (tilbagegang på 1,9 procentpoint) 
• Konservative: 15,2 pct. (fremgang på 6,4 procentpoint) 
• Dansk Folkeparti: 4,1 pct. (tilbagegang på 4,7 procentpoint) 
• Enhedslisten: 7,3 pct. (fremgang på 1,4 procentpoint) 
• Socialistisk Folkeparti: 7,6 pct. (fremgang på 1,9 procentpoint) 
• Radikale Venstre: 5,6 pct. (fremgang på 1 procentpoint) 
• Alternativet: 0,7 pct. (tilbagegang på 2,2 procentpoint) 
• Liberal Alliance: 1,4 pct. (tilbagegang på 1,2 procentpoint) 
• Nye Borgerlige: 3,5 pct. (fremgang på 2,7 procentpoint) 
• Kristendemokraterne: 0,8 pct. (fremgang på 0,2 procentpoint) 
• Veganerpartiet: 0,2 pct. (partiet har ikke tidligere været opstillet) 
• Slesvigs Parti: 0,3 pct. 
• Øvrige lister: 3,6 pct. (fremgang på 0,2 procentpoint)

     Stemmeprocenten blev knap 4 procentpoint lavere end ved kommunalvalget i 2017, idet i alt 67,2 pct. af de stemmeberettigede i Danmark valgte at stemme, fremgår det af Berlingskes artikel “Stemmeprocent for kommunalvalg ender under 70 pct.” (se kilder). Valgdeltagelsen var høj på små øer som Fanø, Læsø, Samsø og Ærø, mens den var lavest i hovedstadsområdet, hvor flere kommuner havde en valgdeltagelse på under 65 pct. – i København sågar under 60 pct.

     Grundet coronavirus brevstemte langt flere end tidligere. Alene i Aarhus brevstemte 22.000 vælgere mod 10.861 i 2017, fremgår det af artiklen “I år kan optællingen tage længere tid – her er forklaringen” fra TV2.dk (se kilder).

Flere ting var anderledes ved kommunalvalget i 2021. For det første blev kommunalvalget en smule overskygget af, at der i ugerne frem mod valget var meget mediedækning af statsminister Mette Frederiksen (S) og minksagen, hvilket gjorde det vanskeligere for lokalpolitikerne at komme igennem med deres dagsordener. Derudover var lokalpolitikerne udfordret af stigende coronasmittetal, hvilket fik flere politikere til at aflyse vælgermøder af frygt for smitte. Endelig kan det heller ikke afvises, at netop corona – trods mange tiltag om at gøre det sikkert at stemme, f.eks. fra sin bil eller via brevstemme – kan have afholdt nogle vælgere fra at stemme. For at sikre, at de vælgere, der måtte være smittet med corona på valgdagen, kunne komme til at stemme, stod der sundhedspersonale klar til at modtage dem uden for alle lokale valgsteder. Mange steder var der opstillet telte udendørs, hvor de smittede kunne afgive deres stemme.

Flere ting var bemærkelsesværdige ved valget i 2021. Bl.a. blev Dansk Folkeparti mere end halveret i størrelse. Mere præcist mistede de 60 pct. af deres byrådsmedlemmer og gik tilbage i 98 ud af 98 kommuner. Med til historien hører, at Dansk Folkeparti også havde et dårligt valg i 2017, så deres udgangspunkt var i forvejen dårligt. Resultatet fik partiets formand, Kristian Thulesen Dahl, til at meddele, at han ville trække sig som formand.

     Danmarks største parti, Socialdemokratiet, gik også tilbage, men kan stadig kalde sig Danmarks største parti, da de fik 28,5 pct. af stemmerne. Mere præcist mistede de 86 mandater på landsplan og har nu 756. Med til Socialdemokratiets tilbagegang hører, at der i månederne op til valget var en del kritik af partiet – og især statsminister Mette Frederiksen – grundet minksagen og sagen om de slettede sms’er fra statsministerens telefon. Dette menes at have spillet ind på resultatet, om end statsministeren selv nedtonede denne faktor, da hun på valgaftenen holdt tale for partiet. Socialdemokratiet gik særligt tilbage i de store byer, hvilket flere tilskrev partiets politiske nedprioritering af de store byer til fordel for landområderne. Derudover føler mange vælgere i byen ikke, at de store partier gør nok for at rykke på den grønne dagsorden, mener politiske iagttagere.

     Et af de partier, som mange i byerne i stedet valgte at stemme på, var Enhedslisten. I København stemte næsten hver fjerde vælger på partiet, der blev det største i hovedstaden. Trods denne signifikante fremgang formåede partiet ikke at tage overborgmesterposten, der i stedet gik til Sophie Hæstorp Andersen fra Socialdemokratiet. Til gengæld fik Enhedslisten som det eneste parti i Københavns Borgerrepræsentation to borgmesterposter, Teknik- og Miljø- samt Socialborgmesterposten. Det var dog ikke kun i de store byer, at partiet gik frem – også på Bornholm er Enhedslisten blevet det største parti.

     Et andet parti, der klarede sig godt, var De Konservative, som fik det bedste kommunalvalg i 36 år, omend partiet mistede borgmesterposten på Frederiksberg efter 112 års konservativt styre i den københavnske kommune.