Kurderne

Kurderne betegnes ofte som den største etniske gruppe uden egen stat. Størstedelen af de over 30 millioner kurdere, der findes på verdensplan, lever i Kurdistan, ”Kurdernes land”. Kurdistan er ikke er en stat, men et område delt mellem Tyrkiet, Irak, Iran og Syrien. Kurderne har i dette område kæmpet en årelang – til tider væbnet – kamp for bedre vilkår, mere indflydelse og mulighed for selvstyre eller løsrivelse, og i perioder er det lykkedes at opnå et vist selvstyre i dele af denne region, inden for rammerne af en af eksisterende stat. Mens nogle kurdere er tilfredse med at leve som borgere i Tyrkiet, Irak, Iran eller Syrien, er der stadig mange, som kæmper for flere rettigheder kulturelt og politisk, og andre igen fastholder håbet om, at kurderne en gang får deres egen stat. I de seneste år har borgerkrigen i Syrien givet kurderne i landet mulighed for at begynde at opbygge en form for selvstyre i landets nordlige del. Men da USA i efteråret 2019 trak sine soldater ud af området, gik Tyrkiet ind i området og etablerede en såkaldt sikkerhedszone, som reelt fratog kurderne muligheden for at etablere en selvstændig region. I Irak er kurdernes selvstyre de seneste år også blevet negativt påvirket af regionale konflikter, bl.a. Islamisk Stats hærgen.

Kurderne er et ældgammelt folkeslag, hvis historie kan spores op mod 4000 år tilbage. De blev første gang navngivet for omkring 1300 år siden af arabiske geografer, som benævnte dem ”kurder”. Ordet kan spores tilbage til betegnelsen ”akrad” (flertalsform af kurder) om stammer, der lever nomadisk med okser.   Kurdistan var i oldtiden et handelscentrum, der lå på Silkevejen, en handelsrute, som forbandt Asien og Europa. Kurderne solgte tæpper og håndarbejde til de handelsmænd, der rejste igennem området.  Kurdernes historie, kultur m.m. beskrives i opslaget ”Kurdistan” i Den Store Danske (se kilder).

Kurdistan er et landområde i Mellemøsten, der strækker sig hen over fire stater: det sydøstlige Tyrkiet, det nordøstlige Syrien, det nordlige Irak og det nordvestlige Iran. Den samlede udstrækning af Kurdistan er omstridt, men flere kilder, bl.a. opslagsværket Den Store Danske (se kilder) nævner et areal på omkring 300.000 km². Ifølge nogle kilder (Gyldendals Store Danske Encyklopædi m.fl.) dækker Kurdistan over et område på cirka 191.000 km², hvilket er omkring fire og en halv gange så stort som Danmark . Andre kilder (Lobadio m.fl.) skriver, at Kurdistan har et areal på omkring 518.000 km². Andre igen, først og fremmest kurdiske kilder, fastsætter Kurdistans areal til omkring 550.000 km², altså på størrelse med Frankrig. Byen Diyarbakır i det østlige Tyrkiet opfattes ofte som den kurdiske hovedstad. Kerneområdet i Kurdistan er bjergrigt med mange bjergtoppe over 3.000 m; den højeste er Ararat (5.165 m.o.h.) på grænsen mellem Tyrkiet og Armenien. Kurdistan rummer mange naturresurser, bl.a. svovl og råfosfat samt et vigtigt oliefelt ved byen Kirkuk i den kurdiske del af Irak og flere mindre oliefelter, bl.a. omkring byen Batman i Tyrkiet. To store floder, Eufrat og Tigris, udspringer i Kurdistan, og Kurdistan er generelt et ret frugtbart område. Kurderne har traditionelt levet af landbrug med både agerbrug og husdyravl, især får og geder. Men generelt er landbruget i Kurdistan ikke ret udviklet.  Kurdernes historie, geografi m.m. beskrives i opslaget ”Kurdistan” i Den Store Danske (se kilder).

Antallet af kurdere i verden er behæftet med stor usikkerhed, fordi spørgsmålet om deres antal også er politisk. Kurdistan menes at være hjemland for et sted mellem 20 millioner mennesker (Gyldendals Store Danske Encyklopædi, se kilder) og helt op mod 35 millioner mennesker. (Lobadio m.fl., se kilder).

     Over halvdelen af verdens kurdere bor i Tyrkiet, hvor de udgør mellem en sjettedel og ca. en femtedel af de i alt 80 millioner indbyggere i landet (Lobadio m.fl.). Tallet er dog omstridt. Ifølge tyrkiske opgørelser udgjorde kurderne i 2006 lidt over 11 millioner ud af de 73 millioner indbyggere i landet. Kurderne i Tyrkiet hævder derimod selv, at de er mellem 20 og 25 millioner. I Irak bor der omkring fem millioner kurdere, omkring en femtedel af den samlede befolkning. I Syrien tæller kurderne også adskillige millioner, heraf omkring to millioner i den nordlige del af landet, og de udgør omkring en tiendedel af befolkningen. I Iran er der formodentlig 7-10 millioner kurdere – ca. 7 procent af Irans befolkning.

     Der bor også større grupper af kurdere i Armenien, Aserbajdsjan og nogle af de tidligere Sovjetrepublikker. Desuden bor der kurdere i en række vestlige lande. Det skyldes især, at der gennem 1960'erne ankom et stort antal kurdere til Vesteuropa og Nordamerika som gæstearbejdere. Tusinder af andre flygtede i 1970'erne fra Tyrkiet til europæiske lande, og i de to efterfølgende årtier flygtede titusindvis af kurdere fra Iran. Mange flygtede til Tyskland samt til Frankrig, Storbritannien og Sverige, og en del også til Danmark. Under borgerkrigen i Syrien er mange kurdere også flygtet fra Syrien; de færreste er dog kommet til Europa; mange er flygtet til Tyrkiet eller Irak.

Størstedelen af kurderne er muslimer, først og fremmest sunnimuslimer. Et lille mindretal er kristne, mens en lille minoritet er yezidier – en religion, der tilsyneladende kun findes blandt kurdere. Andre igen er alevier, som bor i det nordvestlige hjørne af Kurdistan, primært i Tyrkiet. Kurdernes religiøse traditioner og tilhørsforhold beskrives i af den hollandske forsker Martin van Bruinessen fra universitetet i Utrecht i rapporten ”Religion in Kurdistan” (se kilder) samt i diverse opslag på hjemmesiden Jiyan.dk (se kilder).

Det kurdiske sprog er i familie med de indoeuropæiske sprog og har fire dialekter: Kurmandji, Sorani, Dimili (Zazaki) og lLori. Den største af disse dialekter er kurmandji, der tales af tre fjerdedele af den kurdiske befolkning. Mange kurdere har dog ikke haft mulighed for at lære at læse og skrive kurdisk, fordi det indtil for nylig har været forbudt i f.eks. Tyrkiet at undervise på kurdisk og udgive bøger, musik og lignende på kurdisk. Mange kurdere er derfor i skolen blevet undervist i tyrkisk, mens de har talt kurdisk hjemme. I en del kurdiske familier er man også over tid holdt op med at tale kurdisk i hjemmet, og især blandt de kurdere, der bor uden for de kurdisk dominerede områder i Tyrkiet, er der mange, der ikke taler kurdisk.

Da Det Osmanniske Rige brød sammen efter nederlaget under Første Verdenskrig, var der lagt op til, at der skulle etableres et hjemland for kurderne – Kurdistan. Med Sèvres-traktaten i 1920 forpligtede de allierede magter sig til at forberede autonomi for et tyrkisk Kurdistan, som kurderne i den britisk okkuperede Mosul-provins i det nuværende Irak skulle have ret til at tilslutte sig. De lande, der havde sejret i Første Verdenskrig, blandt andet Storbritannien og Frankrig, havde sammen med den osmanniske sultan underskrevet Sèvres-traktatenaftalen i 1920. Men tyrkiske nationalister med hærføreren og den senere tyrkiske præsident Kemal Atatürk i spidsen ville ikke acceptere denne plan. Samtidig fortsatte krigshandlingerne i den nordlige del af det, der skulle være Kurdistan, og de tyrkiske nationalister Tyrkiet tog kontrollen her og grundlagde republikken Tyrkiet. Resultatet var, at kurderne ikke fik den stat, de var blevet stillet i udsigt. I stedet indgik stormagterne den såkaldte Lausanne-traktat, som betød, at store landområder, der historisk set var kurdiske, blev lagt ind under Tyrkiet. Andre af de kurdiske landområder blev en del af Syrien, som var under fransk styre, mens andet blev en del af det, der i dag er Irak, dengang var britisk mandatområde. Atter andet blev en del af Iran.

     Kurdernes historie, kultur m.m. beskrives i opslaget ”Kurdistan” i Den Store Danske (se kilder) samt i bogen ”Kurdistan – en historisk fremstilling” (se kilder).

I 1920'erne gennemførte Tyrkiets regering under ledelse af præsident Kemal Atatürk en lang række reformer for at gøre republikken mere moderne og civiliseret og skabe en stærk tyrkisk identitet baseret på det tyrkiske sprog, en stærk loyalitet over for den tyrkiske stat og nedtoning eller direkte undertrykkelse af etniske og religiøse identiteter og traditioner. Det indebar blandt andet en politik om, at kurderne skulle assimileres og integrere sig så grundigt i det tyrkiske samfund, at de skulle glemme deres kurdiske baggrund. Det blev forbudt at tale kurdisk, og mange kurdere blev tvangsforflyttet fra en del af Tyrkiet til en anden. I 1927 proklamerede kurderne en uafhængig stat i den østlige del af landet, kaldt Den kurdiske republik Ararat, men tre år senere blev republikken knust af den tyrkiske hær. Dette førte til nye oprør, bl.a. oprøret i Dersim (1937-1938), hvor titusindvis af civile kurdere blev dræbt, og flere hundrede landsbyer blev brændt ned, og der blev gennemført omfattende tvangsflytninger af befolkningen.

     I 1960'erne og 1970'erne blev kurdiske magasiner, tidsskrifter og aviser lukket, og det samme skete for kurdiske partier, foreninger og organisationer.

     Kurdernes historie og forhold i Tyrkiet beskrives bl.a. i bogen ”Kurdistan – en historisk fremstilling” samt i opslaget ”Kurdistan” i Den Store Danske (se kilder)

Kurdistans Arbejderparti (PKK) blev stiftet i 1978. Partiets ideologi bygger på en blanding af kurdisk nationalisme og marxistisk tankegods. I 1984 indledte partiet, anført af Abdullah Öcalan, en væbnet kamp for en kurdisk stat i det sydøstlige Tyrkiet. PPK gennemførte blandt andet en række blodige terrorangreb mod tyrkiske embedsmænd og civile, og tyrkiske sikkerhedsstyrker svarede hårdt igen.  Det udviklede sig til en vedvarende krig mellem de paramilitære PKK-styrker og de tyrkisk-statslige militære styrker. Fra baser i Irak og Syrien angreb PKK militære mål i Tyrkiet og kontrollerede i perioder også store områder i den østlige del af Tyrkiet.   De tyrkiske myndigheder besvarede PKK’s angreb med hævnaktioner mod den kurdiske civilbefolkning, hvilket især gik ud over kurderne i Sydøsttyrkiet. Tyrkiet gik flere gange ind med styrker i Nordirak for at angribe PKK-medlemmer og deres tilholdssteder i nabolandet.

Siden 1984 har over 45.000 mennesker mistet livet i den blodige konflikt mellem de kurdiske oprørere og den tyrkiske stat. Konflikten blev afløst af en våbenhvile i 1999, efter at PKK’s leder, Abdullah Öcalan, var blevet anholdt. Han blev idømt dødsstraf af de tyrkiske myndigheder, men siden afskaffede Tyrkiet dødsstraffen, så Öcalans dom blev ændret til fængsel på livstid. Efter sin anholdelse opfordrede Öcalan fra fængslet til at indstille den væbnede kamp, og det førte til en våbenhvile og til, at har PKK opgivet kravet om en kurdisk stat og nu i stedet kæmper for højere grad af selvstyre og flere kulturelle og politiske rettigheder for kurderne inden for Tyrkiets grænser.

     Våbenhvilen mellem PKK og den tyrkiske stat har dog ikke varet ved. Den blev brudt første gang i 2004, da PKK genoptog den væbnede kamp og i perioden herefter tog ansvar for en række angreb på militære mål. Siden har der været flere runder af våbenhvile og forhandlinger, som er brudt sammen og blevet afløst af en opblussen af kampe og angreb især i det sydøstlige Tyrkiet.

     Både FN, NATO, EU, USA, Canada og Australien opfatter PKK som en terrororganisation, mens PKK stadig har ret stor opbakning blandt mange kurdere. I modsætning til oprørsgrupper som ETA i Spanien og IRA i Nordirland er PKK blevet en folkebevægelse, som er blevet støttet af mange kurdiske familier med penge, forsyninger, husly m.m. siden grundlæggelsen i 1978. Det fremgår af artiklen ”Abdullah Öcalan – kurdernes bedste kammerat” i Politiken i 2013 (se kilder).

Den tyrkiske hær fortsatte op gennem 1990'erne sine operationer mod PKK, lige som den tyrkiske regering jævnligt opløste kurdiske partier. Adskillige partier er blevet forbudt, fordi Tyrkiet mener, at de har forbindelse til PKK. I 1991 blev forbuddet mod kurdiske partier ophævet, men alligevel vakte det stort postyr, da Leyla Zana, den første kvindelige kurdiske politiker, der blev valgt ind i det tyrkiske parlament,  aflagde sin ed på kurdisk. Siden blev Leyla Zana idømt 15 års fængsel for forbindelser til PKK, en anklage hun afviste. I 1995 tildelte EU-Parlamentet hende Sakharov-prisen, som typisk gives til personer, der har viet deres liv til at kæmpe for menneskerettigheder. Mange kurdere har mistet familiemedlemmer og slægtninge under borgerkrigen mellem PKK og den tyrkiske stat, og i den sydøstlige del af landet blev mange kurdere klemt i kampene mellem de to parter, fordi både PKK-guerillaer og det tyrkiske militær ville sikre sig, at landsbybefolkningen var på deres side i konflikten. Borgerkrigen betød desuden, at den økonomiske udvikling i de kurdisk dominerede dele af landet gik i stå, og fattigdommen var – og er – udbredt.

Den kurdiske befolkning i Tyrkiet lever mere spredt nu end ved grundlæggelsen af den tyrkiske republik. De tvangsforflytninger, som fandt sted i republikkens første årtier, har medført, at omkring en tredjedel af kurderne i Tyrkiet i dag ikke bor i de områder i den sydøstlige del af landet, som i århundreder har været betegnet som ’kurdiske’. Eksempelvis bor der tre-fire millioner kurdere i Tyrkiets største by Istanbul i den nordvestlige del af landet. Men det er i det modsatte hjørne af Tyrkiet, at kurderne er flest. Her er de centreret omkring Diyarbakir, kurdernes uofficielle eller symbolske hovedstad.    Indtil 2002 var det forbudt at anvende kurdisk i undervisning og i medierne i Tyrkiet, men i forbindelse med landets forhandlinger om optagelse i EU er disse forbud gradvis blevet ophævet, og de første tv-udsendelser på kurdisk blev bragt i 2004. Kurdisk kultur har herefter fået en opblomstring, men sproget bruges stadig sjældent i det offentlige rum og i politik. I 2007 vakte det opsigt, at borgmesteren i Diyarbakir sendte nytårshilsener ud på kurdisk. Han blev retsforfulgt, men sagen blev siden opgivet. I de senere år er adskillige kurdiske borgmestre blevet fængslet, bl.a. med anklage om at støtte terrorbevægelser.   Den forbedring af kurdernes forhold, som fandt sted i de første år med AK-partiet ved magten, er siden gået i stå eller endda vendt til forringelser. 

     I sine årlige rapport om Tyrkiet har EU kritiseret, at det er gået for langsomt med at forbedre forholdene for kurderne, og at kurdiske akademikere, forfattere og journalister på tyndt eller intet grundlag er blevet anholdt og anklaget for at propagandere for terror. 

     En fredsplan mellem PKK og den tyrkiske regering, som kom på bordet i begyndelsen af 2013, skabte nyt håb om en fredelig løsning på den tyrkisk-kurdiske konflikt. Men kort efter gik det igen galt, og i juli 2015 udbrød der kampe mellem tyrkiske sikkerhedsstyrker og militante fraar PKK flere steder i det sydøstlige Tyrkiet – med krænkelser af menneskerettigheder til følge. FN kritiserede især de tyrkiske sikkerhedsstyrker for drab på både civile og kurdiske militante og vurderede, at kampen tvang op mod en halv million mennesker, primært kurdere, til at forlade deres hjem.   Kurdernes forhold i både Tyrkiet, Iran, Irak og Syrien beskrives i artiklen ”Mellemøstens kurdere vejrer morgenluft oven på krigen mod Islamisk Stat” i Information (se kilder).

Da EU i 2015 indgik en aftale med Tyrkiet om, at Tyrkiet skal forhindre flygtninge fra bl.a. borgerkrigen i Syrien i at rejse videre ind i Europa – mod at få store pengebeløb fra EU – var det ifølge nogle iagttagere et stort tilbageskridt for kurderne i Tyrkiet. For når EU er afhængig af Tyrkiet til at bremse flygtningestrømmen mod Europa, vil EU ikke længere være så skarp i sin kritik af diverse kritisable forhold i Tyrkiet, herunder overgreb på og diskrimination mod kurdere, lød vurderingen.  Tyrkiets frygt for, at situationen i Syrien skulle give kurderne større råderum – og måske inspirere til, at kurdere i Tyrkiet vil kræve deres egen stat – har desuden fået den tyrkiske regering til at involvere sig i krigen i Syrien. Senest har Tyrkiet i oktober 2019 sendt styrker ind i det nordlige Syrien, efter USA har trukket sine styrker ud – og har – efter aftale med Rusland erobret et stort område, hvortil Tyrkiet vil sende over 3,5 millioner syriske flygtninge tilbage.

Efter Lausanne-aftalen i 1923 fik kurderne i Nordirak begrænset selvstyre. Dog fik selvstyret kun lille betydning, for uenighederne om hvad selvstændighed indebar, førte til sammenstød mellem kurdiske oprørere og den irakiske hær. De irakiske kurdere havde dog indtil 1958 en vis frihed. Men da oprørere det år dræbte den irakiske konge og overtog regeringsmagten, blev der slået hårdt ned på kurderne. De nye magthavere i Bagdad mistænkte kurderne for illoyalitet over for den irakiske stat og ødelagde kurdiske landsbyer og tvangsforflyttede en del af den kurdiske befolkning til arabisk dominerede områder. Kurderne forsøgte flere gange herefter at gøre oprør, men i stedet blev de kurdiske områder i det nordlige Irak udsat for økonomisk og politisk undertrykkelse.   I 1979 blev Saddam Hussein irakisk præsident og strammede grebet om det olierige nordlige Irak. Da Irak og Iran var i krig med hinanden 1980-1988, forsøgte kurderne at udnytte krigen til at sikre sig større frihed og kontrol over deres egne byer. Men efter krigen straffede det irakiske styre kurderne ved at indlede den såkaldte Anfal-kampagne for at ’arabificere’ de kurdiske provinser. Mange kurdiske landsbyer blev angrebet med kemiske våben, der dræbte titusinder. Landsbyer og landbrug blev ødelagt, og mange kurdere blev tvunget til at bosætte sig i det sydlige Irak. Samtidig forsøgte Saddam Hussein at indsætte sine egne folk i byerne Kirkuk og Mosul for at få kontrol med de store olieforekomster.

     Efter Golfkrigen i 1990/1991 gjorde kurderne i det nordlige Irak – på opfordring af USA – endnu en gang oprør. Igen blev de angrebet af Saddam Husseins styrker og flygtede i stort tal. Efter først at være blevet ladt i stikken fik de dog hjælp fra det internationale samfund i form af et flyveforbud, som FN indførte over dele af landet, herunder de kurdiske områder i nord, og herefter vendte de fleste tilbage. Der blev etableret et autonomt kurdisk område, hvor man i 1992 holdt valg til et delstatsparlament. Økonomien i området kom dog hurtigt i krise pga. trykket fra de internationale sanktioner mod Irak, kombineret med en irakisk økonomisk blokade mod Kurdistan, og interne magtkampe mellem de to dominerende kurdiske partier førte fra 1995 til borgerkrigslignende tilstande i det autonome område. Tyrkisk militær angreb flere gange i området med henvisning til, at de tyrkiske kurdere fik våben herfra.

I Irak er de omkring fem millioner kurderes ret til kulturelt og politisk selvstyre i dag anerkendt. I 2003 gik USA ind i Irak for at vælte diktatoren Saddam Hussein, og invasionen blev støttet af de irakiske kurdere. I den nye irakiske grundlov fra 2005 blev kurderne sikret regionalt selvstyre, og kurdisk blev anerkendt som officielt sprog på linje med arabisk. I januar 2005 blev en ny irakisk overgangsregering valgt, og Jalal Talabani blev præsident og dermed det første kurdiske statsoverhoved i et land.   De nordlige dele af Irak, som er rige på olie og ferskvand, har siden været under kurdisk kontrol og har egne sikkerhedsstyrker og indenrigspolitik samt en stærk fælles kulturel og politisk identitet. I det meste af perioden har området også oplevet økonomisk vækst og været den fredeligste og sikreste region i Irak, som ellers har været præget af voldelige angreb mellem shia- og sunnimuslimer. Efter Irakkrigen blev det muligt for flygtninge at vende tilbage til de kurdiske områder langt tidligere, end det var tilfældet i de øvrige dele af Irak.

     I 2014 erobrede terrorgruppen Islamisk Stat store dele af Irak, herunder også dele af Irakisk Kurdistan, og det afbrød den forholdsvis stabile politiske og økonomiske udvikling i området. Det lykkedes dog i løbet af 2017 de irakisk-kurdiske peshmerga-styrker med støtte fra USA at generobre området fra Islamisk Stat og endda udvide selvstyret til områder, der ikke er omfattet af aftalen med den irakiske stat. Især er byen Kirkuk omstridt på grund af områdets store olieressourcer.   I september 2017 blev der afholdt en folkeafstemning i den kurdiske selvstyreregion i det nordlige Irak om løsrivelse fra centralregeringen i Bagdad. Næsten 93% af dem, der stemte, stemte ja. Men afstemningen var ikke bindende, og den irakiske regering afviste at give den kurdiske region fuld uafhængighed. Få uger efter afstemningen gik irakiske styrker ind i Kirkuk og generobrede byen fra de kurdiske styrker.   Kurdernes forhold i både Tyrkiet, Iran, Irak og Syrien beskrives i artiklen ”Mellemøstens kurdere vejrer morgenluft oven på krigen mod Islamisk Stat” i Information (se kilder) samt i ??

     I Syrien bliver en del kurdere betragtet som statsløse og nægtet både sociale og økonomiske rettigheder, skriver Amnesty International (se kilder). En militær undtagelsestilstand i Syrien har især ramt kurdiske systemkritikere, som er blevet fængslet uden sigtelse. Tortur er udbredt i de syriske fængsler. En fjerdedel af kurderne i Syrien er ikke anerkendt som syriske statsborgere og kan derfor ikke få syrisk pas, ligesom en del kurdere har fået frataget deres jord. Endvidere har kurderne hidtil været afskåret fra at få andet end de dårligst betalte jobs og har i høj grad været uden fundamentale rettigheder, både under præsident Bashar al-Assad og forgængeren, faderen Hafez al-Assad.

     Efter krigen i Syrien brød ud i foråret 2011, har syriske regeringsstyrker forladt nogle af de kurdiske områder i det nordlige Syrien. Ifølge artiklen "Kurderne er vinderne af den syriske borgerkrig" (se kilder) har det givet kurderne mulighed for at tage den militære og politiske kontrol med det nordøstlige Syrien, hvor de kontrollerer store områder. Assads soldater fokuserer på andre regioner, men der er dog stadig efterretningsenheder og hemmeligt politi til stede i de kurdiske områder.

     Kurdiske militante har kæmpet med islamistiske grupper, først og fremmest gruppen Islamiske Stat for Syrien og Irak (ISIS), om kontrollen med de olierige områder i det nordøstlige Syrien.

Efter 2. Verdenskrig oprettedes i Iran den kurdiske Mahabad-republik under beskyttelse af sovjetiske besættelsestropper. Republikken brød dog sammen efter et år, da de sovjetiske tropper forlod landet, og i Iran har hverken shah-styret eller det præstestyre, der kom til efter revolutionen i 1979, været positivt indstillet over for kurdernes ønske om kulturel mangfoldighed, og slet ikke selvstyre. Det shiitiske præstestyre har generelt set på kurderne med mistænksomhed, fordi de fleste kurdere sunnimuslimer, og allerede i 1979 indledte præstestyret en militær kampagne for at sikre kontrollen med de kurdiske områder i Iran. Det iranske styre har altid været på vagt over for enhver antydning af kurdisk selvstyre, og de seneste årtier er kurdernes forsamlingsfrihed og ytringsfrihed blevet begrænset.  Kurdernes forhold i Iran i dag beskrives kort i artiklen ”Mellemøstens kurdere vejrer morgenluft oven på krigen mod Islamisk Stat” i Information (se kilder).

Irans kurdere har lov til at udtrykke deres sprog og kultur, men har dog alt i alt meget begrænset kulturel og politisk frihed. De kurdiske områder i det nordvestlige Iran hører til landets fattigste, og enhver ansats til at etablere en form for selvstyre bliver systematisk undertrykt. I forhold til kurderne i Irak, Syrien og Tyrkiet er de iranske kurdere desuden dårligt organiseret. Flere politiske og væbnede iransk-kurdiske grupper befinder sig dog i eksil i irakisk Kurdistan, hvorfra enkelte af dem gennemfører enkelte angreb på iransk jord.

     I de senere år har både FN og internationale menneskerettighedsorganisationer rapporteret om mange tilfælde af undertrykkelse og grove krænkelser af de iranske kurderes rettigheder. Iranske myndigheder har slået ned på fredelige aktiviteter eller fængslet studenter, aktivister, forfattere og journalister under påskud af, at de har opildnet til konflikt eller samarbejdet med oppositionsgrupper. Desuden er flere kurdiske aviser blevet lukket.    Kurdernes forhold i Iran i dag beskrives i artiklen ”Mellemøstens kurdere vejrer morgenluft oven på krigen mod Islamisk Stat” i Information (se kilder).

En militær undtagelsestilstand i Syrien ramte mange kurdiske systemkritikere, som blev fængslet uden sigtelse. Tortur var udbredt i de syriske fængsler. En fjerdedel af kurderne i Syrien var før krigen ikke anerkendt som syriske statsborgere og kunne derfor ikke få syrisk pas, ligesom en del kurdere har fået frataget der  es jord. Endvidere har kurderne været afskåret fra at få andet end de dårligst betalte jobs og har i høj grad været uden fundamentale rettigheder.

Efter krigen i Syrien brød ud i foråret 2011, forlod syriske regeringsstyrker nogle af de kurdiske områder i det nordlige Syrien, og ifølge artiklen "Kurderne er vinderne af den syriske borgerkrig" (se kilder) gav det kurderne mulighed for at tage den militære og politiske kontrol med det nordøstlige Syrien, hvor de i en periode kontrollerede store områder.  De kurdiske militante kæmpede især mod islamistiske grupper om kontrollen med de olierige områder i det nordøstlige Syrien, og det lykkedes efterhånden den kurdiske milits YPG at skabe en form for kurdisk selvstyreområde langs den 900 kilometer lange grænse til Tyrkiet i den region, som af kurderne kaldes Rojava. Ifølge DR-artiklen ”Kun et spørgsmål om tid før kurdernes drøm om en lomme midt i krigstragedien ville briste” (se kilder) lykkedes det kurderne at indgå en aftale med det syriske regime, som betød, at regimet ikke angreb de kurdiske områder. Derfor kunne kurderne opbygge en ny politisk administration, hvor man bl.a. indførte undervisning på kurdisk i skolerne og arbejdede med kvinde- og minoritetsrettigheder. Menneskerettighedsorganisationer kritiserede dog det politiske system for at være udemokratisk og for at marginalisere araberne i området.

     Da Islamisk Stat voksede sig stærk, allierede den internationale koalition med USA i spidsen sig med den kurdiske YPG-milits, og kurderne blev trænet og udstyret til at deltage i kampen mod Islamisk Stat. Kurderne i området håbede på, at de – til gengæld for deres kamp mod Islamisk Stat – ville få international støtte til at bevare og udvikle selvstyre i Rojava-området. Men i efteråret 2019 valgte USA at trække sine styrke ud af området, og i stedet sendte Tyrkiet styrker ind i området. Tyrkiet havde i flere år truet med at gå ind i det nordlige Syrien for at bekæmpe de kurdiske styrker. YPG har nemlig bånd til PKK i Tyrkiet, og Tyrkiet opfatter derfor den syrisk-kurdiske milits som en terrororganisation. Desuden frygter Tyrkiet, at en kurdisk selvstyreregion i Syrien vil inspirere kurdere i Tyrkiet til at kæmpe for et tilsvarende selvstyreområde i Tyrkiet eller til at ville danne en egentlig kurdisk stat på tværs af de nuværende landegrænser.

     Tyrkiet vil nu oprette en såkaldt sikkerhedszone i det nordlige Syrien, som skal huse 3,6 millioner syriske flygtninge, som Tyrkiet har huset efter deres flugt far borgerkrigen.

En del af de hundredtusinder af kurdere, der bor i Europa, er meget politisk aktive for at forbedre forholdene for kurdere i Kurdistan. Kurdere har ofte demonstreret eller sultestrejket i protest mod de forhold, som kurderne i blandt andet Tyrkiet lever under. Dermed er det lykkedes dem at få kurdernes sag på dagsordenen samt at få europæiske politikere til at lægge pres på Tyrkiet for at få løst det kurdiske spørgsmål.   De seneste år er en del kurdere fra Skandinavien og andre europæiske lande desuden rejst til de kurdiske områder i Iran, Irak og Syrien for at kæmpe for kurdisk selvstændighed, bl.a. mod Islamisk Stat og mod tyrkiske styrker. Det fremgår bl.a. af en radioudsendelse på DR P1, ”De skandinaviske krigere 2:3” (se kilder).

Mange kurdere var indtil for få år siden optimister med hensyn til, at det kunne lykkes dem at få om ikke deres eget hjemland, så i hvert fald udbredt selvstyre inden for rammerne af de eksisterende stater. En fredsplan mellem Tyrkiet og PKK efter en våbenhvile i 2013 gav f.eks. kurderne i Tyrkiet håb for fremtiden. I Irak blev der efter Irakkrigen etableret en kurdisk selvstyreregion, hvor den politiske og økonomiske udvikling var ganske lovende. Og i Syrien lykkedes det kurderne at etablere en form for selvstyre i løbet af de første år af den borgerkrig, som brød ud i 2011. Iran var i samme periode under stigende pres fra USA og Israel, som mistænkte præstestyret for at være i færd med at udvikle atomvåben, og det kunne give de iranske kurdere håb for, at det undertrykkende iranske regime ville bryde samen. De grænser, der har ligget fast siden 1919, kunne forsvinde, og brikker, der hidtil havde siddet klemt inde mellem Syrien, Iran, Irak og Tyrkiet, kunne løsne sig og muligvis falde på plads på en måde, der dannede en kurdisk stat, vurderede den italienske journalist Ulrich Ladurner i artiklen "Fire krige og en drøm" (se kilder).  Siden har udviklingen i regionen imidlertid ikke være til kurdernes fordel. I Irak har militæret i 2017 indtaget flere af de byer, som de irakiske kurdere havde erobret i ly af kampen mod Islamisk Stat, og den irakiske centralregering har nægtet at anerkende resultatet af en afstemning om uafhængighed, som fandt sted i den kurdiske selvstyreregion i september 2017. Den irakiske hær har nu kontrol med de vigtigste oliefelter i det irakisk-kurdiske område, og for mange irakiske kurdere er en kurdisk nation uden disse oliefelter utænkelig, da indtægterne fra olie ville være det, der kunne sikre økonomien i en eventuel kurdisk stat.  I Syrien har kurderne efter flere år med en form for selvstyre i den nordlige del af landet måttet se tyrkiske styrker indtage store dele af området – efter aftale med Rusland – og uden at USA har grebet ind. USA har tværtimod trukket sine styrker ud efter aftale med Tyrkiet. Samtidig truer det syriske regime med at ville generobre den øvrige del af de kurdiske områder. Ifølge en nyhedsanalyse i Kristeligt Dagblad, ”Kurdernes selvstændighedsdrøm er forbi” (se kilder), vurderer en tyrkisk kurder-ekspert situationen for de syriske kurdere således: ”På mindre end en måned har kurderne tabt, hvad de har kæmpet sig til på otte år.”