1. Verdenskrig

1. Verdenskrig, også kaldet Den Store Krig, begyndte kort efter en serbisk nationalist myrdede Franz Ferdinand, arving til den østrigsk-ungarske trone, og hans kone Sophie i Sarajevo den 28. juni 1914. Inden for to måneder var samtlige europæiske stormagter indblandet i krigen. Da våbenhvilen blev underskrevet den 11. november 1918, var ni millioner soldater blevet dræbt og 22 millioner soldater sårede. Den moderne verden havde aldrig før set sådan rædsel.

Den danske historiker Nils Arne Sørensen nævner i bogen ”Den store krig” (se kilder) to væsentlige årsager til spændingerne op til 1. Verdenskrigs udbrud. Den ene årsag er den ustabile situation på Balkan, hvor Osmannerrigets begyndende opløsning førte til at både lokale magter som Serbien og større magter som Østrig-Ungarn og Rusland kæmpede om indflydelse og territorier. Den anden og vigtigste hovedårsag var tyske lederes ønske om en storkrig, der kunne gøre Tyskland til den ubestridt vigtigste magt på det europæiske kontinent og samtidig skaffe indenrigspolitisk opbakning til kejserstyret. Situationen blev yderligere skærpet af en militær oprustning i hele Europa, der var båret af en fremstormende nationalisme og imperialistiske ambitioner.

     Mange europæiske ledere vidste godt, at spændingerne kunne føre til krig, men samtidig troede de, at sådan en krig ville være hurtigt overstået, have begrænsede omkostninger og have deres egne nationer som sejrherrer. Nils Arne Sørensen skriver på linje med mange andre historikere, at 1. Verdenskrig godt kunne være undgået: ”Krigen var således ikke uundgåelig. Den kom, fordi der blev truffet en række beslutninger af en lille gruppe mænd i de europæiske hovedstæder. Blandt disse ’skyldige mænd’ ligger det største, men ikke det eneste ansvar på beslutningstagerne i Wien og især Berlin.”

Mordet i Sarajevo den 28. juni 1914 på den østrig-ungarske tronarving Franz Ferdinand var den direkte udløser af 1. Verdenskrig. Mordet blev udført ganske amatøragtigt af den 19-årige bosnisk-serbiske nationalist Gavrilo Princip. Princip og hans medsammensvorne havde fået hjælp til mordet af kræfter i den serbiske efterretningstjeneste.

     Krigens udbrud beskrives af den britiske militærhistoriker Max Hastings i bogen ”Katastrofe 1914” (se kilder) som ”den mest komplekse række af begivenheder i historien.” Mordet på Franz Ferdinand satte gang i en kædereaktion: Først fik Østrig-Ungarn tysk støtte til en straffeaktion mod Serbien. Østrig-Ungarn sendte derefter Serbien et hårdt ultimatum, der blandt andet krævede, at Østrig-Ungarn fik politimyndighed i Serbien. Dette ville være nærmest umuligt for serberne at acceptere.

     Rusland begyndte at mobilisere deres hær for at beskytte sin allierede Serbien. Da Serbien afviste kravene, erklærede Østrig-Ungarn krig mod Serbien. Et par dage senere erklærede Tyskland krig mod Rusland for at hjælpe sin allierede Østrig-Ungarn. Frankrig mobiliserede for at vise støtte til sin allierede Rusland, og Tyskland fulgte den 3. august 1914 op ved at erklære krig mod Frankrig.

     1. Verdenskrig var begyndt.

Ententemagterne var Frankrig, Storbritannien og Rusland. De gamle ærkerivaler Frankrig og Storbritannien havde siden 1907 indgået en militær alliance, der også omfattede Rusland. Rusland var så småt ved at komme på fode igen efter en fejlslagen krig mod Japan i 1904-1905 og et forsøg på en arbejderrevolution i 1905.

     Alliancerne bandt Storbritannien, Frankrig og Rusland sammen i den såkaldte Tripelentente før og under 1. Verdenskrig. Disse tre magter blev i løbet af krigen støttet af en lang række allierede såsom Japan, Serbien, Italien og fra 1917 også verdens rigeste land, USA. USA gik blandt andet ind i krigen fordi tyskerne ikke ville indskrænke deres ubådskrig, som også medførte tab af amerikanske skibe og amerikanske liv. Storbritannien og Frankrig kunne samtidig trække på mandskab og ressourcer fra deres vidtstrakte imperier.

Centralmagterne bestod under krigen af de to centraleuropæiske magter Tyskland og Østrig-Ungarn samt deres allierede, Bulgarien og Osmannerriget. Det tyske område havde tidligere bestået af talrige mindre stater og var først blevet til et samlet Tyskland i 1871. Det skete efter at have tilføjet Frankrig et sviende nederlag i den tysk-franske krig. Tyskland var i hastig fremgang økonomisk og militært, hvor de satsede på at blive den førende militærmagt på det europæiske fastland og også havde planer om at udfordre Storbritanniens magt på verdenshavene. Samtidig følte Tyskland sig dog også truet af Tripelententen og var bange for, at Rusland og andre magter med tiden ville forøge deres magt på Tysklands bekostning.

     Østrig-Ungarn var et stort, men hensygnende kejserrige i Central- og Østeuropa, som udover Østrig og Ungarn også inkluderede områder af det nuværende Polen, Tjekkiet, Slovakiet, Ukraine og en stor del af Balkanhalvøen. Kejserriget var ustabilt på grund af de nationalistiske strømninger, der skyllede ind over hele Europa. Tilsvarende var Osmannerriget, også kaldet ”Europas syge mand”, med hovedstad i Istanbul også ved at gå i opløsning. Det betød blandt andet, at Osmannerrigets territorier på Balkan blev oplagt bytte for andre nationer.

Tyskland ville foretage et lynangreb mod Frankrig og ødelægge den franske hær, inden Rusland fik mobiliseret sin hær. Dermed ville de undgå en krig på to fronter. Angrebsplanen gik igennem Belgien og derefter mod Paris, som skulle erobres inden for seks uger. Et angreb gennem det neutrale Belgien ville med sikkerhed få Storbritannien til at gå ind i krigen, men generalerne regnede med, at briterne ikke kunne rejse en slagkraftig hær på så kort tid.

     Belgierne gjorde modstand mod den tyske invasion, men inden længe lykkedes det tyskerne at nærme sig Paris. Fra da af og indtil freden i 1918 gik vestfronten dog ind i en form for blodig stilstand. Franskmændene og briterne på den ene side og tyskerne på den anden gravede sig ned i skyttegravsanlæg overfor hinanden med et ingenmandsland imellem sig. Enhver offensiv på modstanderens skyttegravslinjer kostede som regel mange tusinde ofre, og den stribe terræn, man måtte have erobret i fremrykningen, blev ofte tilbageerobret kort efter. Forholdene i skyttegravene var forfærdelige med rotter, sygdomme og kulde som lige så store modstandere som fjenden ovre på den anden side af ingenmandslandet.

Østfronten var til gengæld meget mobil og rykkede sig hele tiden rundt igennem Øst- og Centraleuropa. De primære kombattanter var Tyskland og Østrig-Ungarn på den ene side og Rusland på den anden side. Østrig-Ungarn viste sig hurtigt at være svage på slagmarken, så Tyskland måtte bære de største byrder på centralalliancens side. Også på østfronten var der store militære tab på begge sider, men civilbefolkningen blev tilmed udsat for store overgreb. De hastigt fremrykkende hære havde sjældent forsyningslinjerne i orden, så mad og andre nødvendigheder blev plyndret hos civilbefolkningen, der mange steder sultede.

Den russiske befolkning led voldsomt under de store tab, som krigen førte med sig. Samtidig var der stadig store klassespændinger blandt russerne efter det mislykkede forsøg på en arbejderrevolution i 1905. Den kommunistiske leder Vladimir Lenin var i eksil i Schweiz, men med tysk hjælp blev han transporteret tilbage til Rusland, hvor han stod i spidsen for en ny kommunistisk revolution.

     Da revolutionen var gennemført, fik russerne lavet en fredsaftale med Tyskland. Dermed blev østfronten med undtagelse af kampe mod Rumænien lukket for tyskerne, men til gengæld gik USA få måneder senere ind i krigen på Ententemagternes side.

     I Tyskland var der også revolutionære spændinger både under og efter 1. Verdenskrig. Det tyske socialdemokrati støttede krigen, hvilket førte til dannelsen af flere udbryderfraktioner og -partier. Opmuntret af den russiske revolution i 1917 krævede disse grupper også arbejderrevolution i Tyskland, hvilket en kort overgang så ud til at skulle lykkes efter krigens afslutning. Støtten til krigen blandt europæiske socialdemokratier var også en af årsagerne til, at den tredje udgave af den internationale samarbejdsorganisation, Internationalen, kom under direkte sovjetisk dominans. Angiveligt fordi man ville sikre, at der aldrig skulle opstå en ny krig mellem arbejderklasser i forskellige lande.

Nils Arne Sørensen betegner i lighed med mange andre kilder 1. Verdenskrig som først og fremmest en europæisk krig: ”Selv om vi normalt kalder krigen for Første Verdenskrig, så var det først og fremmest en krig mellem europæiske stater og deres befolkninger, og det var også i Europa, at krigens virkninger var størst.” Den skotske historiker Hew Strachan lægger i sin bog ”Første Verdenskrig” mere vægt på krigsskuepladserne udenfor Europa. Ifølge ham havde Tyskland en stærk interesse i at udvide krigen til andre verdensdele, for her havde de større chance for at ramme Storbritanniens økonomi og dens dominans af verdenshandlen end de havde for at nedkæmpe Storbritannien militært. Strachan skriver, at Tyskland til dels også havde en interesse i at udvide sine relativt små kolonibesiddelser, men krigen blev først og fremmest gjort global som et strategisk middel til at vinde krigen.

     De voldsomste krigshandlinger udenfor Europa foregik i Mellemøsten og Kaukasus. Osmannerriget kæmpede mod britiske og indiske styrker i Mesopotamien (Irak) og i Palæstina. I Kaukasus kæmpede Osmannerriget hårde kampe mod russerne. I ly af disse kampe foretog osmannerne et stadig omstridt folkedrab på den armenske befolkning i riget, som de mente stod på russernes side.

     Der var også kampe i Østasien og i Afrika. Til søs udrettede tyske ubåde og uafhængige flådeenheder skader på Ententens militær- og handelsskibe, men Tyskland formåede aldrig at ryste den britiske dominans på verdenshavene.

Danmark havde i mange år påberåbt sig neutralitet, altså at man ikke vælger side i tilfælde af krig eller konflikt, men holder sig udenfor. Alligevel var det ingen selvfølge, at Danmark af den grund kunne holde sig uden for 1. Verdenskrig. Belgien var eksempelvis også neutralt, men blev på grund af sin strategiske placering angrebet meget tidligt i løbet af krigen. Ifølge Nils Erik Sørensen var der kun seks europæiske lande, der holdt sig helt uden for krigen. Det var Spanien, Schweiz, Holland, Norge, Sverige og Danmark.

     Da krigen truede blev forsvaret mobiliseret for at Danmark kunne forsvare sin neutralitet. Det var først og fremmest Tyskland, danskerne var bange for. Ifølge Nils Arne Sørensen var det dog ikke den militære afskrækkelse, der holdt Danmark ude af krigen. Snarere var det lykkedes at overbevise de krigsførende magter om, at det slet ikke var nødvendigt at angribe Danmark. Det gjaldt særligt i forholdet til Tyskland, som den danske regering hele tiden sørgede for at holde sig på god fod med.

Historikeren Lars Hovbakke Sørensen skriver i sin bog ”En europæisk danmarkshistorie” (se kilder), at 1. Verdenskrig fik mange følger for Danmark. En af de vigtigste konsekvenser var, at Danmark fik en ny grundlov i 1915. De politiske partier havde længe diskuteret en ny grundlov uden at kunne nå til enighed, men krigsudbruddet kom til at betyde, at der opstod borgfred mellem partierne, der lod de politiske uenigheder vige i baggrunden. Grundloven af 1915 betød blandt andet, at kvinder fik stemmeret til Rigsdagen, at valgsystemet blev ændret, så det bedre afspejlede befolkningens stemmeafgivelse og at valgret til Landstinget ikke længere afhang af, om man ejede formue eller jord. Alle ændringerne i grundloven pegede frem mod et mere demokratisk Danmark.

     Verdenskrigen var ifølge Lars Hovbakke Sørensen også årsag til, at velfærdsstaten begyndte at spire frem. Krigen betød, at der var et øget behov for at regulere handlen og varefordelingen og for at kunne rationere varer. Samtidig blev fattighjælpen også udvidet og omlagt, da mange mennesker i de større byer havde svært ved at skaffe mad nok. Efter verdenskrigen fortsatte staten med at gribe mere ind i borgernes liv end før. Den statslige indblanding var i løbet af krigen blevet almindeligt accepteret af både borgere og politikere, og der var nu opstået en forventning om at staten blandt andet sørgede for befolkningens velfærd og regulerede vareforsyningen.

Versailles-traktaten fra 1919 indebar så hårde vilkår for Tyskland, at den nye, demokratiske republik allerede ved sin fødsel blev mål for hetz fra tyske nationalister. Versailles-traktaten skabte grobund for den såkaldte dolkestødslegende, som nazisterne brugte i sin propaganda, særligt over for de skuffede og magtesløse hjemvendte krigsveteraner. Ifølge dolkestødslegenden var det socialdemokratiske politikere, revolutionære kommunister og ikke mindst jøderne, der var skyld i nederlaget og havde ”dolket” frontsoldaterne i ryggen.

     Mange fremtrædende historikere tolker ifølge Nils Arne Sørensens ”Den store krig” (se kilder) årene fra 1914 til 2. Verdenskrigs afslutning i 1945 som en moderne Trediveårskrig med en våbenhvile imellem i årene 1918-1939. Tysklands rolle i verden var stadig uafklaret, og Versailles-freden havde lagt kimen til national afmagt og vrede i Tyskland. Allerede i samtiden var der kritiske røster, der frygtede for Europas og verden fremtid. Den franske øverstkommanderende Ferdinand Foch udtalte om fredstraktaten de profetiske ord: ”Dette er ikke fred. Det er en tyveårig våbenhvile."

De menneskelige følger af 1. Verdenskrig var kolossale. Ifølge opslaget ”1. Verdenskrig” i denstoredanske.dk (se kilder) døde over ni millioner soldater ud af de knap 70 millioner, der deltog. 22 millioner var blevet såret og invalideret for livstid, og fem millioner meldt savnet. Herudover døde et ukendt antal civile. Krigens rædsler gav også navn til en nyopdaget psykisk lidelse hos de hjemvendte soldater kaldet granatchok; det vi i dag kender som posttraumatisk stress syndrom (PTSD), der blandt andet konstateres blandt krigsflygtninge og Afghanistan-veteraner.

     Hew Strachan skriver i ”Første Verdenskrig” (se kilder), at skyttegravskrigen omdefinerede begrebet ’slag’. Et slag havde før været noget, der varede en enkelt dag, og hvor linjer af soldater bevæger sig frem mod hinanden. Slagene under 1. Verdenskrig varede i månedsvis og de samlede tabstal var helt usammenlignelige med tidligere tiders slag. De systematiserede og nærmest industrielle drab på unge mænd med artilleri, maskingeværer, giftgas og i nogle tilfælde også fly og kampvogne fjernede alle tidligere illusioner om krig som en glorværdig og nobel beskæftigelse. Frontsoldaterne følte sig snarere som slagtekvæg, der i store flokke blev sendt i døden af politikere og skrivebordsgeneraler.

     Ifølge ”A History of Western Society” af John McKay m.fl. skabte krigen en skillelinje mellem krigsveteraner og civile, som aldrig ville kunne forstå hverken krigens rædsler eller kammeratskabet og offerviljen blandt soldaterne. De hjemvendte veteraner var mange steder kilde til politisk uro og vold, blandt andet i Tyskland, hvor de indgik i fascistiske og nazistiske bevægelser.

Krigen forandrede samfundet dybtgående. Det gjaldt også for kvindens stilling i samfundet. De mange mænd, der drog til fronten, gav ifølge Erling Bjøls ”Da verden gik amok” (se kilder) kvinder mulighed for at udfylde roller, der før havde været anset for at være mandens domæne. Det gjaldt ikke mindst i industrien, der havde hårdt brug for arbejdskraft, men også på mange andre områder inden for handels-, kontor- og transportfagene.

     Kvindens nye stilling afspejlede sig også i tøj og adfærd. De kvinder, der kom ud på det lønnede arbejdsmarked, fandt ud af, at det var mere praktisk med kortere skørter eller bukser og kortere hår. At mændene var fraværende gav også kvinder mere bevægelsesfrihed. Unge piger begyndte at gå ud uden anstandsdame og det blev acceptabelt for kvinder at gå ud og spise uden en mandlig ledsager. Det blev også almindeligt, at kvinder røg cigaretter offentligt, og flere begyndte at bruge sminke og læbestift uden at de blev anset som skamløse.