Kvindefodbold

Fodbold er populært over hele verden. Derfor har fodbold fået en gigantisk kommerciel værdi. Især mandlige fodboldstjerner som Lionel Messi, Cristiano Ronaldo og Neymar tjener enorme summer på klubskifter, lønninger og reklameindtægter, mens de begejstrer millioner af fans. Deres kvindelige kolleger tjener langtfra så mange penge, men er alligevel godt på vej til at skabe deres eget fodboldunivers. Særligt den amerikanske National Women’s Soccer League, også kaldet NWSL (se kilder), har formået at professionalisere kvindefodbolden, både hvad angår lønninger, træningsforhold, mediebevågenhed og tilskuertal – og det har vist sig gavnligt for kvindefodbold generelt. Interessen for det danske landshold nåede da også nye højder i 2017 under EM-slutrunden i Holland. Mediedækningen var massiv, og holdet vandt overraskende sølv efter finalenederlag til de hollandske værter.

Kvindefodbold er fodbold, som spilles af kvinder. Derudover adskiller det sig ikke fra herrefodbold, som er fodbold, der spilles af mænd. Banen har samme mål, bolden har samme størrelse, der er 11 spillere på hvert hold og kampene varer både inden for kvinde- og herrefodbold 90 minutter.

Kvindefodbold er ikke noget nyt fænomen. Allerede i 1895 begyndte engelske kvinder fra middelklassen at spille fodbold. Det mest opsigtsvækkende hold var The British Ladies Football Club, som havde det erklærede mål at spille fodbold på lige vilkår med mændene, hvilket var meget kontroversielt i en tid, hvor kvinder traditionelt holdt sig i baggrunden af deres mand. Kvinderne spillede i lange støvler og løse bukser, og spillet blev af journalister betegnet som uelegant. Da nysgerrigheden og nyhedsværdien havde lagt sig, forsvandt tilskuerne, og kvindefodbold blev først aktuelt igen, da Første Verdenskrig brød ud.

Forklaringen på opblomstringen var blandt andet, at mændenes fodboldliga i England var lukket ned, eftersom en stor del af spillerne var draget i krig. Det betød, at kvinderne måtte arbejde hårdt på fabrikkerne, som det for eksempel var tilfældet på den engelske fabrik Dick, Kerr and Co. Ltd i Preston, der producerede forskellige former for krigsmateriel. Her blev pauserne brugt på at spille fodbold med de mandlige kolleger, og inden længe var velgørenhedskampe til fordel for krigsveteraner og hospitaler blevet synonymt med Dick, Kerr Ladies. Inden længe blev der etableret en turnering kun for kvindehold, men det skulle vise sig at være en stakket frist. For da Første Verdenskrig sluttede i 1918, og kvinderne fortsatte med at spille fodbold, vakte det forargelse blandt både læger og repræsentanter for Det Engelske Fodboldforbund, FA. Lægerne mente, at kvinderne risikerede at lide overlast, mens FA generelt var skeptisk over for kvindefodbold.

I 1920 startede mændenes landsdækkende turnering i England op efter fire års dvale på grund af krigen. Men den 26. december 1920 stjal Dick, Kerr Ladies alle overskrifter, da de på Goodison Park i Liverpool foran 53.000 tilskuere slog St. Helens 4-0. Kvindernes enorme popularitet blev for meget for de 60 ledende mænd i Det Engelske Fodboldforbund, FA, som den 5. december 1921 besluttede, at der ikke skulle spilles mere kvindefodbold i England. Helt konkret blev kvinderne forment adgang til FA’s baner og måtte derfor ty til at spille på rugbybaner. I slutningen af 1920’erne var kvindefodboldens storhedstid i England forbi, og der skulle gå 50 år, før kvinderne igen fik lov til at spille på FA’s baner.

Da FA i 1970 etablerede en liga for kvinder i England, fulgte flere lande trop. I Danmark påtog Dansk Boldspil Union (DBU) sig ansvaret for at etablere en kvindeliga i 1972, og i 1973 kunne Ribe kalde sig landets første officielle danmarksmestre. I landsholdssammenhæng blev der afholdt flere uofficielle turneringer såsom VM i Italien i 1970 og VM i Mexico i 1971. Danmark kunne begge år lade sig hylde som uofficielle verdensmestre. Det var dog først i 1984, at den første officielle EM-slutrunde blev afholdt, og man skal helt frem til 1991 i Beijing for at finde den første officielle VM-slutrunde for kvinder.

Kvindefodbold er mest udbredt i Nordeuropa, Vesteuropa og Nordamerika, men også i Østasien er sporten populær. Særligt den amerikanske liga, NWSL (National Women’s Soccer League), har formået at tiltrække nogle af verdens bedste kvindelige fodboldspillere, som for eksempel den brasilianske superstjerne Marta, der har vundet FIFA’s pris som verdens bedste spiller i perioden 2006-2010 (se kilder). Den amerikanske liga regnes i dag for verdens bedste kvindeliga, selvom de europæiske ligaer bliver stærkere år for år. Særligt hold fra den tyske og franske liga har været toneangivende i UEFA Champions League siden årtusindskiftet, og sidste års vindere fra franske Olympique Lyonnais havde da også hele elleve spillere med i opløbet om at blive kåret til verdens bedste spiller 2017, fremgår det af det internationale fodboldforbund, FIFA’s hjemmeside (se kilder).

USA er den mest vindende nation i OL- og VM-sammenhæng. Hele tre guldmedaljer, en sølvmedalje og tre bronzemedaljer er det blevet til ved de forgangne syv VM-slutrunder. USA har med andre ord vundet medaljer ved samtlige syv verdensmesterskaber, siden det første officielle VM blev afholdt i Beijing i 1991, og hvad OL angår, så har USA vundet guld fire gange, siden kvindefodbold kom på programmet i 1996.

Brasilianske Marta Vieira da Silva, ”Pelé i skørter” eller bare Marta, er den bedste kvindelige fodboldspiller gennem tiderne. Hun blev af FIFA kåret til verdens bedste kvindelige fodboldspiller i perioden 2006-2010, men hun har rangeret som en af verdens tre bedste spillere i perioden 2004-2014. Med sin sublime teknik, sine skarpe driblinger og sin imponerende fysik har hun drevet gæk med forsvarsspillere og henrykket tilskuere de seneste 17 år. Det er derfor ikke nogen tilfældighed, at Marta også bærer kælenavnet ”The Goat” – greatest of all time. De seneste to sæsoner er det dog amerikaneren Carli Lloyd, der er løbet med den ærefulde titel som verdens bedste kvindelige fodboldspiller.

Verdensmesterskabet er den største turnering i verden. I 1970 vandt Danmark det første uofficielle verdensmesterskab i Italien. Der skulle dog gå 21 år, før det første officielle VM blev afviklet i Kina i 1991. Her dystede 12 hold om retten til at kunne kalde sig de første officielle verdensmestre. Efter en sejr på 2-1 over Norge kunne USA lade sig hylde som verdensmestre foran 63.000 tilskuere på Tianhe Stadium i Guangzhou, fremgår det af FIFA’s hjemmeside (se kilder). Siden har turneringen fået vokseværk. Verdensmesterskabet i Canada 2015 blev således det syvende og hidtil største med 24 deltagende nationer – igen med USA som vinder. Deltagerlandene findes ved, at man på hvert af kontinenterne Afrika, Asien, Europa, Sydamerika, Oceanien og Nordamerika (inkl. Caribien og Mellemamerika) spiller en kvalifikationsturnering til VM. Antallet af VM-pladser, som landene på hvert enkelt kontinent spiller om, varierer dog. For eksempel spiller Europa om otte pladser, mens Oceanien kun har en plads at spille om i kvalifikationen til VM i Frankrig 2019, fremgår det af FIFA’s hjemmeside (se kilder).

Man skelner mellem amatører og professionelle fodboldspillere. Professionelle fodboldspillere er kendetegnet ved, at de lever af at spille fodbold. De skriver en tidsbegrænset kontrakt med en klub, som derefter udbetaler løn hver måned. På den måde er fodbold deres arbejde, hvilket medfører en række forpligtelser. Det er de enkelte kontrakter, der afgør, hvad spillerne er forpligtede til, men det drejer sig typisk om, at de skal deltage i al træning, rejser til udlandet og kampe samt eventuelt om, at de ikke må dyrke fritidsaktiviteter, som klubben vurderer, kan være risikable for deres helbred. En kontrakt kan således også have betydning for spillernes liv uden for banen.

De fleste kontrakter i kvindefodbold er kortvarige, og det mest almindelige er derfor, at spillere skifter på en fri transfer. Det betyder, at den klub, som spilleren skifter til, ikke skal betale et pengebeløb til spillerens forhenværende klub. Der er dog enkelte tilfælde, hvor klubberne modtager overgangssum. Seneste eksempel i Danmark var i 2017, da Theresa Nielsen skiftede fra Brøndby IF til norske Vålerenga Fotball. Størrelsen på den specifikke overgangssum er dog ikke blevet offentliggjort.

De bedst betalte spillere tjener i omegnen af tre millioner danske kroner om året. Den brasilianske stjerne Marta, som regnes for den bedste spiller gennem tiderne, tjener efter sit skifte i 2017 fra svenske FC Rosengård til amerikanske Orlando Pride 41.000 dollar om måneden, hvilket svarer til omtrent 3,1 millioner danske kroner om året.

     I maj 2017 så listen over de bedst betalte fodboldspillere og deres årsløn således ud ifølge det internationale nyhedssite Portada-online (se kilde):

1. Marta Viera da Silva, Orlando Pride: 500.000 dollar / 3.100.000 kroner 
2. Alex Morgan, Olympique Lyon: 450.000 dollar / 2.800.000 kroner 
3. Abby Wambach, Wester New York Flash: 300.000 dollar / 1.900.000 kroner 
4. Sydney Leroux, FC Kansas City: 92.500 dollar / 583.000 kroner 
5. Nicole Banecki, SC Freiburg: 90.000 dollar / 567.000 kroner

I 1969 blev det første uofficielle EM for kvinder afviklet i Italien. Herefter fulgte en lang periode med uofficielle mesterskaber, hvor blandt andet Danmark gjorde sig positivt bemærket med VM-guld i 1970 og EM-guld i 1979. Under VM-slutrunden i 1970 var det danske landshold identisk med holdet fra klubben BK Femina. Nogle hævdede, at Dansk Kvinde Fodbold Union omgik reglerne ved at lade hele BK Feminas hold udgøre landsholdet, mens andre holdt på, at spillerne fra BK Femina havde erfaring fra internationale kampe og dermed var de bedste spillere, Danmark kunne mønstre. Året efter i Mexico genvandt Danmark VM, men denne gang var det ikke kun med spillere fra BK Femina.

Indtil 1972 havde danske kvinder spillet under organisationen Dansk Kvinde Fodbold Union, som et resultat af, at DBU ikke ville arrangere turneringer for kvinder. Men efter succeserne med VM-guld i 1970 og 1971 måtte Dansk Boldspil Union (DBU) sande, at kvindefodbold var kommet for at blive. Således blev det på DBU’s repræsentantskabsmøde i 1972 besluttet at optage Dansk Kvinde Fodbold Union i DBU. I 1973 blev Ribe Boldklub de første danske mestre efter cupsystemet, som man kender det fra diverse slutrunder. Siden har den landsdækkende turnering været domineret af klubber som HEI, Fortuna Hjørring og Brøndby IF. Særligt sidstnævnte har været en magtfaktor i dansk kvindefodbold de seneste 15 år. Hele elleve mesterskaber er det blevet til for Brøndby IF i perioden 2003-2017. I dag hedder landets bedste række 3F-ligaen og består af 10 hold.

I august 2016 nedsatte DBU en Kvindekommission med Helle Thorning-Schmidt, tidligere statsminister og CEO i Save the Children, som formand samt Lykke Friis, prorektor på Københavns Universitet, og Christian Stadil, ejer af Thornico A/S og Hummel, som næstformænd (se kilder). Kommissionens mål er at bidrage med initiativer, der kan videreudvikle og synliggøre kvindefodbolden i Danmark samt styrke samarbejdet med kommercielle partnere og græsrødder. Historisk set har de danske kvinder ikke fået nævneværdig spalteplads eller omtale i medierne, men det ændrede sig under EM-slutrunden i Holland i 2017. Mediernes dækning af kampene og den sportslige succes udmøntede sig i, at næsten 1,5 millioner danskere fulgte fodboldkvindernes semifinalesejr over Østrig, viser tal fra DR (se kilder).

Angriberne Nadia Nadim og Pernille Harder har vist sig som to af landsholdets helt store profiler. Nadia Nadim spiller til dagligt i den amerikanske klub Portland Thorns FC, hvor hun i den forgangne sæson blev holdets topscorer med ni mål i 20 kampe. Fra januar 2018 skifter hun imidlertid til den engelske storklub Manchester City (se kilder). Da Nadia Nadim var ni år gammel, blev hendes far henrettet af Taleban i Afghanistan. To år efter hændelsen flygtede hun til Danmark med sin mor og fire søstre. Nadia Nadim taler syv sprog og læser medicin på Aarhus Universitet ved siden af sin fodboldkarriere.

     Landsholdets anfører og største profil er Pernille Harder, som i sæsonen 2017 var nomineret til UEFA’s prestigefyldte titel som årets spiller i Europa, hvor hun endte på en imponerende andenplads. Hun var ligeledes nomineret til FIFA’s titel som verdens bedste kvindelige fodboldspiller. Pernille Harder vandt i 2016 det svenske mesterskab med sin klub Linköpings FC, inden hun i 2017 skiftede til tyske VfL Wolfsburg, som hun vandt det tyske mesterskab med.

Reaktionerne har været mange og overvejende positive. EM-finalen i Holland blev blandt andet overværet af prominente navne som Kronprins Frederik og statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), som var yderst tilfreds med landsholdets præstation:

• De danske landsholdskvinder har taget Danmark med storm. Holdet har udvist en fantastisk energi og spilleglæde i slutrunden. De er et forbillede for alle vores unge, for de viser, at alt er muligt, hvis man kæmper for det, man tror på, udtalte statsministeren til Ritzau (se kilder).

     Der har dog også været kritiske røster, som f.eks. sognepræst, debattør og tidligere sportsjournalist Sørine Gotfredsen, der fik ligestillingsdebatten til at blusse op med følgende udtalelse til DR (se kilde):

• Fodbold er egentlig ikke en sport for kvinder, og velmenende politikere skal holde sig fra at gøre kvindefodbold til en politisk ligestillingskampplads.

     En anden skeptiker, tidligere FCK-direktør Flemming Østergaard, som tidligere havde ytret, at livet efter hans mening var for kort til kvindefodbold, valgte under kvalifikationen til EM i Holland 2017, at trække sine ord tilbage:

• Jeg må sige undskyld til damefodbolden, og jeg glæder mig utroligt meget at tage til Viborg til september og se Danmark spille mod Sverige, sagde Flemming Østergaard til DR (se kilder).

Generelt ser fremtiden for kvindefodbold lys ud. De europæiske ligaer bliver stærkere, lønningerne stiger, og mediedækningen nåede nye højder under EM-slutrunden i Holland 2017, hvor Danmark vandt sølv. På trods af det flotte resultat er forholdene i dansk kvindefodbold dog langt fra optimale. Det er stadig de færreste spillere, der kan leve af at spille fodbold i den danske 3F-liga, hvilket står i kontrast til konkurrenterne i resten af Europa. Spillernes utilfredshed med situationen kulminerede umiddelbart efter EM i Holland, hvilket førte til en konflikt mellem spillerne på den ene side og DBU på den anden. Et af de centrale stridspunkter har været spillernes honorar pr. kvalifikationskamp samt et månedligt stipendiat, som en del af spillerne modtager hver måned. Landsholdsanfører, Pernille Harder, gav i den forbindelse i et interview til Jyllands-Posten udtryk for, at gode resultater og økonomi hænger sammen: ”Det, vi fik ind for EM-sølv, var 7,5 mio. kr. til DBU, så i år har vi da tjent noget ind, og det håber vi på, vi også kan gøre i fremtiden. Men det afhænger jo også af, om DBU vil investere i landsholdet. Det er en investering i fremtiden, dette her. Får vi bedre forhold, bliver vi bedre spillere, og så kan vi præstere godt til slutrunderne og forhåbentlig vinde penge til DBU (se kilder).”