Litteraturkanon

Hvad er god, og hvad er dårlig litteratur? Det spørgsmål er blevet livligt diskuteret hele vejen igennem litteraturhistorien. Og i bund og grund er det, hvad en kanon handler om: At bestemme hvilke forfattere der skriver bedst, og hvilke forfattere der er værd at huske. Men det er ikke enkelt at lave en rangliste over de vigtigste forfatterskaber. For giver det overhovedet mening at sammenligne et kort digt med et bastant litterært værk? Eller at veje en middelalderforfatter op mod en mere moderne? Og bør den litterære kanonliste, der siden 2005 har været fast pensum i de danske folke- og gymnasieskoler, være mere repræsentativ i forhold til køn og minoriteter? Det er nogle af de spørgsmål, der de seneste mange år er blevet diskuteret. I 2021 blussede kanondiskussionen igen op, da et borgerforslag ønsker flere kvindelige forfattere på listen.

Ordet kanon udtales ved at lægge tryk på første stavelse ['kãnon]. Ordet er af græsk oprindelse, og ifølge Politikens "Nudansk Ordbog" (se kilder) betyder det: rør, stok, målestok og rettesnor. Det er "en beskrivelse der tjener som rettesnor el. forbillede".

     Et værk er kanonisk, hvis det kan tiltrække læserskarer år efter år, generation efter generation, under nye historiske perioder. Kanonbegrebet er på den måde nært beslægtet med klassikerbegrebet, og ofte benyttes de to begreber i flæng. Det er dog ikke korrekt at sidestille ordene. En måde at definere forskellen på er, at kanoniske værker stadig står til forhandling som klassikere, mens klassiske værker synes urørlige.

Når man taler om kanon, kan man ikke slippe uden om samtidig at tale om litteraturhistorien og om den måde, litteraturhistorien skrives på. Kanon er nemlig et særligt udvalg af litteratur, som er taget ud af den samlede mængde litteratur skrevet gennem historien, og ligeledes består litteraturhistorien ikke af al litteratur, der er udgivet, men af et udpluk af de vigtigste og mest eksemplariske værker i hver periode. Det betyder samtidig, at den måde, litteraturhistorien skrives på, kan ændres gennem tiden alt efter, hvad der vurderes som god litteratur i en given periode. Og på tilsvarende vis er det med en kanon. Når man danner en kanon, udvælger man det, man mener, er den bedste litteratur på tværs af perioder, og man sørger for, at denne litteratur får de bedste vilkår. En måde at fremme kanonlitteraturen på er ved at sætte den på pensumlisterne i skolerne samt ved at udgive bøger med og om den.

Den oprindelige kanon er Bibelen. Hvis man ser nøjere efter på de danske Bibler, kan man se, at de har undertitlen "Den hellige skrifts kanoniske bøger". Den Bibel, kristendommen har forholdt sig til og benyttet i 1600 år, er resultatet af et 'kanonisk' arbejde, som bestod i at afgøre, hvilke skrifter, der opfyldte kravene til at indgå, og hvilke der ikke gjorde. Bibelen skulle jo være definitiv og normgivende for kristne for altid, så det var vigtigt, at den faktisk blev en kanon, der både beskrev og forklarede troen. Bibelen kan man altså betegne som en religiøs kanon. 

     Den første ikke-religiøse kanon – eller sekulære kanon som det hedder – blev dannet i senantikken. Her oprettede aleksandrinske og byzantinske lærde en kanon, der bestod af et udvalg af græske forfattere, som var værd at efterligne indenfor den tids tre vigtigste genrer (litterære former): tragedien, lyrikken og talekunsten. Senere foretog den romerske litteratur- og skoletradition et lignende, kanonisk udvalg af den latinske digtning, der byggede på de græske ideer. 

     Omkring det 4. århundrede begyndte engelske sproginteresserede, eller med andre ord filologer, at benytte betegnelsen kanon om særlige mønsterforfattere, som de udvalgte på sproglige kriterier. Der var altså tale om en snæver kreds af sprognørder, der dyrkede en særlig form for ophøjet litteratur. I det hele taget havde litteraturen en meget begrænset læserskare helt frem til 1640, så dels var det kun de privilegerede, der lærte at læse, og dels blev næsten al litteratur forfattet på de lærdes fællessprog latin.

Man mener, at den måde at lave litterære toplister på, som vi kender i dag, stammer fra den hollandske sprogforsker David Ruhnken, som levede i 1723-98. Den moderne betydning af kanon har altså rødder i det 18. århundrede og i den periode, der ofte betegnes Oplysningstiden. 

     Oplysningstiden er en epoke, der hovedsageligt knytter sig til Europa, og som dateres til årene 1680 til cirka 1780. Såvel Oplysningstiden som udviklingen af kanon er resultater af bogtrykkerkunsten. 

     Ideen om den moderne kanon er nært knyttet til Oplysningstidens samfunds- og menneskesyn af flere årsager. Dels betød den øgede interesse for viden i Oplysningstidens Europa, at litteraturen kom i fokus. Dels betød trykkepressen, at litteraturen nu kunne produceres og reproduceres i tilstrækkelig grad til at nå ud til et større publikum. Og dels en øget mulighed for at samle, arkivere og reproducere såvel gammelt som nyt litterært materiale. Faktisk kan vi takke det 18. århundredes historie- og litteraturinteresserede for deres antikvariske interesse. Det er nemlig på grund af deres grundige indsamling af materiale, at vi i dag har så megen litterær og historisk viden.

Litteraturhistorien tog form i det 18. århundrede, efterhånden som der ved hjælp af bogtrykkerkunsten blev skabt et vue over litterære produktioner. I dens første former var den moderne litteraturhistorie et nationalt kronologisk kompendium af information om stort set alle de forfattere i nationen, der var materiale om. Med tiden blev der opbygget et overblik over de mange tekster og forfatterskaber, og dermed blev det muligt at vurdere de enkelte litterære produktioner op mod hinanden og i forhold til historien og udvælge, hvad der var bedst. Efterhånden blev det kutyme at studere sit eget lands digtere og vurdere dem i forhold til hinanden – for eksempel var det på den tid oplagt i Danmark at se Adam Oehlenschläger i forhold til Jens Baggesen.

Udviklingen betød, at det nittende århundredes litteraturhistorieskrivning blev domineret af to ting:

• For det første af en tendens til at bringe de to elementer – litteratur og historie – sammen i en større helhed. Det skete, fordi man mente, at litteraturen afspejlede og indeholdt det vigtigste af folkets kulturelle, politiske, religiøse og videnskabelige historie. At litteraturen spejlede den fælles folkelige ånd. Rent konkret betød det, at litteraturhistorien blev accepteret og optaget som videnskabelig disciplin, og at den blev indskrevet som fag på universiteterne i lande rundt om i Europa, med hvert lands særskilte nationallitteratur i fokus.  
• For det andet var det 19. århundrede præget af, at ideen om kanonudvælgelse vandt frem. Som et udslag af det store overblik, der efterhånden dannedes over den nationale litteratur, kunne man begynde at udvælge sig favoritforfattere og yndlingstekster, og efterhånden blev det til decideret officielle udvælgelser. Op gennem det 19. århundrede blev de nationale litteraturhistorier i stigende grad centreret omkring en mere begrænset og kanonisk del af de litterære tekster.

     Det 19. århundredes litteraturhistorieskrivning blev altså udgjort af en national kanonlitteratur. At den var national, var der to væsentlige årsager til. For det første blev litteratur ikke udvekslet på tværs af grænser, som vi kender det i dag, og for det andet blev den nationale litteratur i vid udstrækning brugt som åndeligt forsvar for nationalstaten. Det virker måske sært i dag, men ikke i et Europa der var præget af krige, hvor grænser konstant rykkede sig, og hvor lande blev koloniseret på den anden side af jordkloden.

Det 20. århundredes litteraturhistorie kan ikke skrives entydigt, den må i stedet deles op i tre hovedveje, som behandles særskilt. 

• Første vej er præget af litterære sammenligninger på tværs af de europæiske landegrænser, og den strækker sig over det meste af århundredet – frem til omkring 1980.  
• Anden vej præger 80'ernes og til dels 90'ernes litteraturhistorieskrivning og fokuserer på 'de små historier', på kvindernes historie, de etniske minoriteters historie, homoseksuelles historie med flere.  
• Tredje vej præger slutningen af århundredet samt overgangen til det 21. århundrede, hvor den nationale historie igen bringes i fokus. I de følgende afsnit vil de enkelte veje blive behandlet i særskilte afsnit.

Man kan sige, at det 19. århundredes litterære opgave var at udvikle, konstituere og skrive de nationale litteraturhistorier, mens det 20. århundredes opgave i store træk blev at skrive litteraturens sammenlignende – eller komparative som det ofte kaldes – historie. 

     Det 20. århundrede stod i globaliseringens og i Europas tegn. I stedet for alene at foretage sammenligninger indenfor de nationale litteraturer, begyndte man at foretage litterære sammenligninger på tværs af de europæiske grænser. Ideen opstod både som et kompliment til og i opposition til det snævre nationale litteratursyn. Der var således tale om en geografisk og horisontal udvidelse af litteraturstudiet. 

     I Danmark kan litteraturkritikeren og samfundsdebattøren Georg Brandes (1842-1927) siges at være ophavsmand til såvel komparatismen som til ideen om en fælles europæisk ånd. Brandes fremhævede selv, at han var kosmopolitisk europæer, og at hans opgave var at skildre den europæiske mentalitetshistorie. Det gjorde han blandt andet i hovedværket "Hovedstrømninger i det 19. århundredes litteratur, bind 1-6" (se kilder). Ifølge Brandes kan man kun forstå sin egen kultursituation ved at spejle den mod andre.

I 1980'erne skete der et skift i fokus hos litteraturhistorikerne. Hvor det hidtil havde været 'de store fortællinger' om nationen, eller om de europæiske nationers forhold til hinanden, der var i centrum, så kom 'de små historier' i fokus i 80'erne. Op gennem 60'erne og 70'erne havde et stadigt stigende krav om lighed i samfundet gjort sig gældende, og det havde givet stemme til dele af befolkningen, som før var undertrykte. Derfor kom grupper, som hidtil havde været marginaliserede i den vestlige verden, i fokus i litteraturhistorieskrivningen. 

     Det var kvindelitteraturen, der før havde haft et snævert publikum, som nu blev analyseret, og man skrev og samlede antologier bestående alene af kvindelitteratur. Desuden blev der dannet særlige teorier, der omhandlede kvinde- og kønsforskning. I Danmark afspejledes tendensen for eksempel ved en fembinds antologi over "Nordisk Kvindelitteratur". 

     De homoseksuelle fik også en stemme i den periode. Det blev kutyme at søge efter homoerotisk begær i litterære tekster, og i det hele taget at sætte alternative begærsretninger i fokus, ligesom der blev skrevet særlig homoseksuel litteraturteori. 

     Tilsvarende kom der et øget fokus på den postkoloniale litteratur, altså på litteratur forfattet af folk fra de tidligere europæiske kolonier. De postkoloniale fik stemme til et sorgarbejde over den koloniale epoke og til i stigende grad at kræve ligeværd.

I slutningen af det 20. århundrede var det som om, den nationale og den vestlige litteraturhistorie igen kom i centrum. Det kan ses som en modreaktion mod 80'ernes fokus på minoritetslitteratur. Sådan erklærede i hvert fald den amerikanske litterat Harold Bloom, da han 1994 udgav værket "The Western Canon" (se kilder). Heri gennemgik han de 26 værker, han opfattede som den vestlige litteraturs kanon. I indledningen afviste han at indgå i den kanondebat, der på det tidspunkt herskede i USA. Ifølge Bloom var denne debat præget af to fløje. En som ønskede at nære de nationalistiske ideer med nationale kanoner, og en anden som afviste vestlige værdier og vestlig kanon for i stedet at tilgodese minoriteterne og de hidtil undertrykte. 

     Han fremhævede, at den kanonsprængning, som herskede, ikke sikrede de bedste og stærkeste værkers overlevelse, og at kulturen dermed risikerede at miste sit sted for anerkendelse.

Den danske litteraturhistorie- og kanontradition har i hovedtræk fulgt det internationale billede, som er optegnet i Del 2. I denne tredje del skal der ses mere specifikt på den danske kanontradition, som den har taget sig ud i sidste halvdel af det 20. århundrede. 

     Hvis man studerer læreplaner for folkeskolerne og gymnasieskolerne, kan man få den opfattelse, at kanon ikke har spillet en rolle i en dansk kontekst siden 1968. Men fraværet af en officielt formuleret kanon er ikke ensbetydende med, at der ikke har eksisteret en i praksis, så i de følgende afsnit vil kanontraditionen blive fulgt frem til 2005.

Ifølge "Dansk litteraturs kanon" (se kilder), var kanonlisten:

• En gammelnordisk tekst 
• En folkevise 
• En tekst fra det 17. århundrede 
• Holberg (større eller mindre tekst) 
• Ewald 
• Oehlenschläger 
• Grundtvig 
• H.C. Andersen 
• En forfatter fra romantismen 
• Paludan-Müller eller Kierkegaard 
• Georg Brandes, Bang eller Pontoppidan 
• Johs. V. Jensen eller Andersen Nexø 
• 1914-40, 1940-1967

Siden '68 har det været op til den enkelte lærer at udvælge de tekster, han/hun vil undervise i. At der ikke eksisterede en officiel kanon betød dog ikke, at en dansk litterær kanon ikke har været drøftet. For eksempel opstod der livlige debatter hver gang en litterær antologi blev udgivet – om hvilke forfattere, der er med, hvilke der ikke er, og hvorfor.

I begyndelsen af 90'erne blomstrede kanondebatten for alvor op efter mange år i dvale. Det var der i hvert fald fire åbenlyse årsager til: 

• Dels havde en kanondebat hersket i den vestlige verden, og i særdeleshed i USA, i en årrække, og dens røster har formentlig påvirket den danske offentlighed.  
• Dels var den (som med Harold Blooms værk) en reaktion mod tendensen til alene at fokusere på minoriteternes litteraturhistorie.  
• Dels havde det danske uddannelsessystem og den offentlige værdidebat i mange år været præget af venstrefløjsværdier, og da Danmark havde en liberal regering, var der også et politisk ideologisk projekt i at argumentere for den klassiske dannelse.  
• Og dels dukkede kanondebatten op som et resultat af ændrede fysiske forudsætninger for danskundervisningen. 

     Alt i alt betød det, at resultatet for litteraturundervisningen var to modsatrettede tendenser: én, der gik på individuelle litteraturlister stykket sammen af en masse kopier, og én, der slog sig til tåls med markedets smalle tekstmuligheder. Ingen af delene var optimale for litteraturundervisningen. Det mente i hvert fald ikke den daværende borgerlige undervisningsminister, venstremanden Bertel Haarder. Derfor nedsatte han i efteråret 1992 et kanonudvalg, og i det følgende afsnit bliver der set nærmere på dette udvalgs opgave samt dets løsningsforslag.

Kanonudvalget bestod af syv personer i alt, og det havde dr. phil. Hans Hauge som udvalgsformand. Bertel Haarder stillede den opgave til udvalget, at det skulle komme med bud, ikke påbud, på indholdet af litteraturundervisningen i danskfaget i folkeskolen og ungdomsuddannelserne (det vil sige gymnasierne, handelsskolerne, de tekniske skoler med mere). Formålet var således ikke at definere og implementere en fast kanon for undervisningen, men ifølge "Dansk litteraturs kanon" (se kilder) var det i stedet at "skabe et grundlag for en offentlig debat om undervisningen i dansk litteratur i hele skolesystemet". Formålet var heller ikke at argumentere for litterær dannelse, men i stedet var det at argumentere for god undervisning, der både evnede at gå i dybden med tekster og at skabe et historisk overblik. 

     Kanonudvalget afholdt i alt 15 møder i årene 92-94, hvorefter dets rapport i form af et samlet bud blev udgivet som bogen "Dansk litteraturs kanon".

Først og fremmest var der 'Den lille kanon', som hed den lille, selvom den egentlig var den overordnede. Den bestod af 21 navne, som var nærmest enslydende med det pensum, der allerede blev undervist i på skolerne. For som udvalget argumenterede i "Dansk litteraturs kanon" (se kilder): "Ser man på hvad der rent faktisk læses i gymnasiet, ifølge pensumindberetninger og eksisterende undersøgelser, så findes der allerede en kanon i gymnasiet. Man kan kalde denne kanon for den empiriske kanon, den gennemsnitlige praksis. Kanon i denne forstand er ikke en ufravigelig pensumliste, men en uudtalt pensumliste som undergår stadige, men forbavsende få og langsomme ændringer." 

     Det var ikke meningen, at de 21 navne skulle give et dækkende billede af den samlede danske litteratur, men de var en kerne, en 'rød tråd', i dansk litterær tradition. 

• Folkeviser  
• Leonora Christina  
• Thomas Kingo  
• Ludvig Holberg  
• Brorson  
• Johannes Ewald 
• Baggesen  
• Adam Oehlenschläger  
• Staffeldt  
• N.F.S. Grundtvig  
• B.S. Ingemann  
• St. St. Blicher  
• H.C. Andersen  
• Kierkegaard  
• Goldschmidt  
• J.P.Jacobsen  
• Herman Bang  
• Henrik Pontoppidan  
• Sophus Claussen  
• Johs. V. Jensen.

Dernæst var der 'Den store kanon', som bestod af 100 hovedværker. Udvalget skrev i "Dansk litteraturs kanon" (se kilder), at "De fleste kan diskuteres og udskiftes med noget der ligner eller som har samme kvalitet." De 100 værker var altså igen tænkt som inspiration til lærerne. De var udvalgt på baggrund af konsensus blandt udvalgets medlemmer, der baserede deres litteraturvalg på litterær kvalitet, repræsentativitet for den litterære tradition fra middelalderen og frem til 1960 og på læselighed for aldersgrupperne 16-17-årige.

Debatten blev konkret sat i gang januar 2004, hvor Danmarks på det tidspunkt eneste børnelitteraturprofessor, Torben Weinrich, skrev et indlæg i tidsskriftet "Nedslag i Børnelitteraturforskningen" (se kilder). Her foreslog han, at Danmark skulle danne en officiel kanon over børnelitteratur, som alle elever skulle stifte bekendtskab med på grund af værkernes kvalitet og betydning. 

     Weinreich mente, at litterære kanoners svære vilkår i Danmark hang sammen med danske skolers og læreres tradition for høj selvstændighed. I Danmark er det som før nævnt kutyme, at politikerne udstikker rammerne, mens de konkrete valg træffes lokalt på de enkelte skoler, men ifølge Weinrich er en litterær kanon for undervisningen ikke i strid med denne tradition. 

     Kort efter kom resultatet i form af et kontant svar fra den daværende venstrepolitiske undervisningsminister. Ulla Tørnæs annoncerede nemlig 3. februar 2004, at hun havde nedsat et kanonudvalg, som havde til målsætning at skabe en vejledende liste over centrale danske forfatterskaber, elever i folkeskolerne og gymnasieskolerne burde stifte bekendtskab med. Som udgangspunkt var det altså ikke meningen, at kanon skulle være et fast pensum i skolerne, i stedet skulle den fungere som inspirationskilde for lærerne og for litterært interesserede.

Kanonudvalget argumenterede med, at danskfaget er et kulturbærende skolefag, hvis væsentlige opgave er at gøre både den samtidige og den ældre litteratur til en del af elevernes bagage. At læsning af en kanon medvirker til at udvikle elevernes omverdensforståelse og kendskabet til menneskers vilkår op gennem historien, både her og i andre kulturer. Ifølge kanonudvalget er det vigtigt med mellemrum at drøfte, hvilken litteratur der er vigtigere end anden, og det fremstod tydeligt af udvalgets argumentation, at det især er i historisk usikre tider, at en sådan drøftelse er væsentlig. 

     Udvalget byggede sin argumentation op omkring en sikring af god undervisning, der skal danne basis for en opdragelse og en udvikling af danske børn og unge med kendskab til nationalhistorisk baggrund, og som samtidig er i stand til at se den nationale historie i forhold til verdenshistorien.

Rapporten bestod af tre forskellige lister: 

• Dels af en obligatorisk liste bestående af 14 forfatterskaber og et emne, som skulle være fælles for både folkeskoler og gymnasieskoler.  
• Dels af to tillægslister med 12 forfatterskaber og en genre, én liste for folkeskolerne og én for gymnasierne.

     De to tillægslister var tænkt som anbefalingslister, altså som vejledende lister for lærerne. Argumentet for at opdele i obligatoriske og anbefalelsesværdige lister lød, at nogle forfatterskaber simpelthen er uomgængelige, mens andre varmt kan anbefales. 

     Listerne så ud som følger: 

     Fælles kanon:

• Folkeviser  
• Ludvig Holberg  
• Adam Oehlenschläger  
• N.F.S. Grundtvig  
• Steen Steensen Blicher  
• H.C. Andersen  
• Herman Bang  
• Henrik Pontoppidan  
• Johannes V. Jensen  
• Martin Andersen Nexø  
• Tom Kristensen  
• Karen Blixen  
• Martin A. Hansen  
• Peter Seeberg  
• Klaus Rifbjerg 

     Tillægslisten til folkeskolen:

• Danske folkeeventyr  
• Johan Herman Wessel  
• B.S. Ingemann 
• Christian Winther  
• Jeppe Aakjær  
• Thøger Larsen  
• H.C. Branner  
• Egon Mathiesen  
• Halfdan Rasmussen  
• Tove Ditlevsen  
• Benny Andersen  
• Cecil Bødker  
• Ole Lund Kierkegaard

     Tillægslisten til de gymnasiale uddannelser: 

• Sagaer  
• Thomas Kingo  
• H.A. Brorson  
• Johannes Ewald 
• Emil Aarestrup  
• Søren Kierkegaard  
• Henrik Ibsen  
• J.P. Jacobsen  
• Sophus Claussen  
• Hans Kirk  
• Villy Sørensen  
• Inger Christensen

Efter at undervisningsministeriet havde modtaget kanonudvalgets rapport, blev der den 23. september 2004 afholdt et pressemøde, hvor formand Jørn Lund og minister Ulla Tørnæs fremlagde rapporten. Her proklamerede Tørnæs, at hun havde ændret holdning til kanon. Selvom hun som udgangspunkt havde ment, at kanonudvalgets arbejde skulle være inspiration for lærerne og udgangspunkt for en debat, så annoncerede hun nu, at hun ville kvittere for udvalgets velargumenterede og klare anbefaling ved at indføre den fælles kanon i grundskolen og på de gymnasiale uddannelser per august 2005. Ifølge ministeren kunne den givne kanon både sikre den danske litteraturarv og samtidig respektere lærernes ansvar for tilrettelæggelsen af undervisningen. "Udvalget er for mig at se tydelig i sin indstilling og har givet et meget klart bud på, hvordan både litteraturarven og metodefriheden kan gå hånd i hånd. Det hilser jeg velkommen.", sagde ministeren ifølge pressemeddelelsen "Fælles kanon for gymnasiet og folkeskolen" (se kilder).

Ifølge rapporten: "Evaluering af folkeskolens prøver 2004" (se kilder), var følgende forfattere de mest læste:

• H.C. Andersen 
• Tove Ditlevsen 
• Benny Andersen 
• St. St. Blicher 
• Diverse folkeeventyr 
• Klaus Rifbjerg 
• Folkeviser 
• Henrik Pontoppidan 
• Anders Bodelsen 
• Cecil Bødker 
• Naja Marie Aidt 
• Dan Turèll 
• Hanne Vibeke Holst 
• Adam Oehlenschlager 
• Svend Åge Madsen 
• Martin Andersen Nexø 
• Michael Strunge 
• Herman Bang 
• Johannes V. Jensen 
• Kim Fupz Aakeson

Som det ses af listen, er der mange gengangere mellem denne og såvel kanonudvalgets fælles kanonliste som tillægslisten til folkeskolen. Det betyder, at indføringen af kanon ikke har den store indflydelse på det pensum, eleverne får serveret. For flertallet af eleverne betyder indførelsen af kanon blot, at de er forsikret en introduktion til kanonforfatterskaberne. Hvis man desuden sammenligner kanonlisten anno 2004 med kanonlisten for gymnasiet fra 1968, så er der også her flere gengangere, så igen kan man argumentere for, at indføringen af kanon blot giver øget åbenhed omkring en kanon, som allerede eksisterede.

To år efter den fælles kanon for folkeskolen og gymnasiet var blevet indført som fast pensum i skolen, introducerede Kulturministeriet en alternativ kanon bestående af 12 litterære værker, kaldet Kanon for Litteratur. Det er et udvalg af fem forfattere og litteraturhistorikere, der står bag listen, og den henvender sig til alle danskere.

     Kanonudvalget for Litteratur, som udvalget hedder, har udvalgt de 12 litterære værker og forfattere ud fra følgende kriterier:

• er af høj kunstnerisk kvalitet 
• spås en fremtid som levende og værdifuld litteratur 
• repræsenterer tradition, oplevelse og holdbarhed 
• er skabt ved original og dristig kunstnerisk indsats 
• giver referencepunkter i et moderne globaliseret vidensamfund

     På deres litterære kanonliste går flere forfattere igen fra den fælles kanon – blandt andre H.C. Andersen, Henrik Pontoppidan, Klaus Rifbjerg og Johannes V. Jensen. På Kanon for Litteratur optræder tre kvindelige forfattere mod en enkelt på den fælles kanonliste. De kvindelige forfattere på listen er kongedatteren Leonora Christina, Karen Blixen og Inger Christensen. 

     Udvalget begrunder deres valg af forfattere og værker med, at ”smag faktisk lader sig diskutere. Vi har peget på værker, der har vist sig slidstærke i den kulturelle diskussion (…) Den (kanonlisten, red.) er ikke tvang og tyggemad, men et tilbud til befolkningen,” står der på hjemmesiden, hvor man også kan se hele kanonlisten (se kilder).

Som en reaktion på, at den litterære kanon udelukkende fokuserede på dansk litteratur, besluttede Gyldendal og Dansk Flygtningehjælp at indgå et samarbejde om en indvandrerkanon. Det har resulteret i undervisningsbogen “Verdenshistorier – en alternativ kanon” (se kilder), der udkom i februar 2009, og som er tænkt som et bidrag til danskundervisningen i folkeskolens ældste klasser. Bogen består af 12 skønlitterære tekster fra de største flygtninge- og indvandrergrupper i Danmark, nemlig Afghanistan, Bosnien-Hercegovina, Irak, Iran, Kroatien, Pakistan, Serbien, Somalia, Sri Lanka, Tyrkiet samt kurdere og palæstinensere. I forbindelse med udgivelsen udtalte Gyldendals redaktør Karen Dinesen i artiklen “Ny kanon sparker gang i kulturkampen” (se kilder), at: ”Vores kanon åbner sig i stedet for at lukke sig om sin egen kultur, som Kulturministeriets kanon gjorde.”

Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti og cirka halvdelen af Venstre var generelt og principielt for at skabe og indføre kanon i skolerne, mens de øvrige partier og halvdelen af Venstre var imod. 

     En af de ivrigste debattører var den daværende konservative kulturminister Brian Mikkelsen. Gentagne gange var han i medierne og argumentere for kanon. For eksempel i kronikken "Vi skal værne om vores historiefortællere" i Berlingske Tidende (se kilder). Her indledte han med, at "Forfatterne er nationens stemme. De er vores fælles erindring. De er vores forsikring mod at blive historieløse. Ved at bevare vores forhold til dem, bevarer vi vores egen identitet." Venstre med statsminister Anders Fogh Rasmussen i spidsen endte på trods af splittelse med at erklære sig som tilhænger af en litterær kanon.

     De øvrige partiers argumenter mod kanon bygger på, at en bindende kanon lugter for meget af ensretning og af totalitære regimers forhold til kulturpolitik. De kredser om, at kanon er udtryk for mistillid til lærerne. SFs daværende uddannelsesordfører Aage Frandsen gav for eksempel på partiets hjemmeside (se kilder) udtryk for, at kanon var overflødig, da "Al hidtidig erfaring viser, at selv om der ikke har været nogen bindende kanon, stifter danske børn og unge igennem deres uddannelsesforløb bekendtskab med dem, som generelt opfattes som de centrale forfattere indenfor bestemte perioder og genrer."

Dansk Lærerforenings daværende formand Anders Bondo Christensen var hurtig til at melde ud med en modstand mod kanon. Lærerforeningen ønskede at værne om det princip, at lærerne er forpligtede på at vurdere og kunne begrunde indholdet i undervisningen. Den bedste undervisning, sagde foreningen, opstår i stedet, når lærere og elever i fællesskab udvælger den litteratur, de har særlig interesse i. Formanden så fordele ved en vejledende kanon, der kan inspirere lærerne og kvalificere deres overvejelser og valg, men han var imod en fast kanon. 

     Mange lærerkræfter ønskede tilsvarende at undvære kanon – med forskellige begrundelser. Nogle argumenterede med, at indførelsen af kanon varet udslag af manglende respekt for litteraturen (i hvert fald for den ikke-kanoniserede litteratur). Andre med at kanon var et centralistisk politisk projekt, som blot gik ud på at statsstyre undervisningen. Andre igen var negativt indstillede og kaldte kanon et udtryk for mistillid til lærerne. 

     I den positive grøft var holdningen, at kanon kunne bruges til at sikre elevernes kulturelle og historiske fundament. Kanon blev således opfattet som en god og velment (tiltrængt) hjælp til lærerne, som pædagogisk kunne trække dem gennem den bedste litteraturhistorie. Nogle af de yngre lærere var desuden positive, da den 'nye' folkeskolelæreruddannelse betyder, at lærerne kun kan nå at lære om en begrænset mængde af litteraturhistorien. "At bruge kanon svarer jo til, at man som ung lærer spørger en ældre kollega til råds", lød et gængs udsagn. 

     Det blev desuden fremhævet, at kanon især var en fordel for de svage elever, som kommer fra hjem uden tradition for at læse og læse højt. I samme forbindelse blev kanon også fremhævet som positiv i integrationsøjemed, idet kanon kan sikre, at flygtninge og indvandrere bliver stillet bedre i Danmark, hvis de får en viden om landets kulturelle ophav.

For elevernes vedkommende var det hovedsageligt gymnasieeleverne, der tog ordet i den offentlige debat. Eleverne repræsenteres af gymnasieelevernes talsmand, der dengang hed Thor Möger Pedersen, og han stillede sig kritisk over for tendensen til central styring. I artiklen "Gymnasieelever kritiserer læreplaner" i Information den 17. september 2004 (se kilder) udtalte han: »Grundlæggende er vi meget negativt indstillet over for hele kanon-tanken, fordi man fra centralt hold beslutter, hvad der er god viden, og hvad der er dårlig viden (...) Regeringen vil sætte faglighed i højsædet, men det er 1950'ernes forståelse af ordet faglighed.«

Fraværet af kvinder i den litterære kanon har fra begyndelsen været en af de helt overvejende kritikpunkter. Både mænd og kvinder, forfattere og lærere, politikere og ligestillingsforkæmpere, eksperter og lægmænd- og kvinder, kan se, at kønnene ikke er tilnærmelsesvist ligeligt repræsenterede på listen. Én kvinde, Karen Blixen, til 13 mænd. Det førnævnte KVINFO bad en række politikere, forskere, forfattere og litteraturkritikere om at forholde sig til listen, og samstemmigt fremhævede de det skuffende i den manglende ligestilling på listerne. Forfatteren og anmelderen Lars Bukdahl udtalte, at »her har en lille gruppe kulturradikale mænd fået lov at sætte dagsordenen.« Den radikale politiker Margrethe Vestager sagde, at ”den nuværende liste viser to ting: For det første, at det er helt legitimt i 2004 at se henover kvindelige forfattere, og for det andet, at der er en del diskussion om ligestilling og ligeværd tilbage.” Forskningsadjunkt ved Københavns Universitet Lilian Munk Rösig fandt den offentliggjorte kanon »skuffende«, for som hun sagde: ”hvis en kanon skal være udtryk for hvad vi gerne vil give vores børn med på vejen, finder jeg det dybt problematisk at give dem den forestilling, at litteraturen er enkønnet.”

     Lige meget hjalp det dog, der kom ikke flere kvinder i kanon. Formanden for udvalget, Jørgen Lund, mente, at eftersom der havde eksisteret meget få kvinder i litteraturhistorien, så var det naturligt, at der var tilsvarende få kvindelige forfattere på kanonlisten. Han holdt fast ved, at fortiden og traditionen ikke kan ændres, og at fortiden må repræsenteres, som den var. Og da daværende undervisningsminister, Ulla Tørnæs, havde samme overbevisning som Lund, blev der ikke rokket ved kanonens sammensætning.

Modstanderne centrerer deres argumenter om fem udsagn, der kan opstilles som følger:

• Kanon er udtryk for smagsdommeri.  
• Kanon er udtryk for centralisering af magt.  
• Kanon er udtryk for, at kunsten politiseres og benyttes i ideologisk ærinde.  
• Kanon er udtryk for en degradering af litteraturen ved at sætte den lig med historieskrivning.  
• Kanon er udtryk for snæversynet, nidkær nationalisme. 

     Udsagnene samler sig om to ting, dels om kunstneriske idealer, dels om kunstens frihed og uafhængighed. De to ting hænger sammen og handler om, hvad litteratur er: Hvordan skal litteratur skrives, og hvilken rolle skal litteraturen spille? Det fremhæves, at litteraturen først og fremmest har kunstnerisk æstetisk værdi, og at den ikke kan reduceres til noget andet. Den kan hverken isoleres til historieskrivning eller til politik. 

     Modstanderne plæderer altså for litterær uafhængighed, men samtidig bliver denne plæderen en kamp mod nationalismen og for det internationale sammenhold. Netop skismaet mellem det nationale og det internationale er en væsentlig faktor for modstanderne mod kanon. De fremhæver, at i en globaliseret verden, som vi lever i, er der ikke brug for at cementere nationale grænser og skabe nye mure – "når nu endelig den tyske mur mellem Øst- og Vesttyskland blev revet ned i 1989, hvorfor så skabe nye?" – nej, der er nærmere behov for større internationalt sammenhold.

Tilsvarende kan forsvaret for kanon centreres om følgende seks udsagn: 

• Kanon styrker litteraturen ved at bringe det centrale i fokus.  
• Kanon sikrer den vigtigste litteratur mod glemsel – mod den historiske glemsel, som er anslået til at gælde mellem 95% og 99% af alle værker på sigt.  
• Kanon sikrer os imod at blive historieløse, rodløse og ligefrem identitetsløse.  
• Kanon styrker indlæringen – især for de svage elever.  
• Kanon afhjælper integrationsproblemer ved at lære om de kulturelle rødder og normer.  
• Kanon skærper traditionsbevidstheden og medvirker dermed til at udvikle elevernes forståelse for omverdenen .

     Disse seks udsagn handler dels om at sikre den væsentlige litteratur mod glemsel, og dels om dannelse og om at skabe identitet og sammenhængskraft i befolkningen. Litteraturen anses for at være såvel et statsligt anliggende som et fælles anliggende, og i mindre grad for at være et personligt anliggende.

Kanonlisten har siden sin fødsel i 2004 været genstand for en livlig debat og diskussion. I 2021 blussede debatten om den op på ny – navnlig omkring manglen af kvinder på listen. Det skete, da en studerende indsendte et borgerforslag om at få flere kvindelige forfattere på den litterære kanonliste. Selvom der allerede var meget debat herom i 2004, er der ikke blevet ændret på listen. 

     Debatten i 2021 går endnu engang på, at kanonlisten mangler mangfoldighed og repræsentation, da det kun er Karen Blixen, som er på listen, sammen med 13 mænd. Dansklærerforeningens bestyrelse for stx, hf og erhvervsfaglige gymnasier mener, at listen sender et forkert budskab til unge: ”Listen mangler mange af de største danske forfattere, både kvinder og mænd. Og eftersom det er et krav, at vi underviser efter kanonen, er det et meget skævt signal at sende til ungdommen. Som om de kvindelige stemmer ikke er lige så værdifulde som mænd i 2021”, siger Mischa Sloth Carlsen, der er forperson i Dansklærerforeningen i artiklen ”Minister afviser at sætte flere kvinder på litterær kanonliste” i Politiken (se kilder). 

     Flere har udtrykt undren over, at forfattere som Inger Christensen og Tove Ditlevsen ikke er med på listen. Børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) ønsker dog ikke at ændre i indholdet på kanonlisten, hvilket Dansklærerforeningen finder beklageligt: ”Det har aldrig været meningen, at listen skulle konserveres til evig tid. At ministeren slet ikke forholder sig til vores henvendelse er arrogant over for både lærerne og ungdommen, der får stoppet ned i halsen, at den nationale standard inden for litteraturen defineres af 13 mænd og én kvinde”, siger Mischa Sloth Carlsen i førnævnte artikel. Andre stemmer i debatten mener, at det er op til de enkelte skoler og lærere at inkludere flere kvindelige forfattere i deres undervisning. De mener, det ville være at et udtryk mistillid til lærerne, da mange lærere udmærket er i stand til at inkludere kvindelige forfattere i deres undervisning, kanonliste eller ej.

Dansklærerforeningen og Danske Gymnasieelevers Sammenslutning mener, det er vigtigt, at kanonlisten udtrykker repræsentation: ”Det er sindssygt ærgerligt, at der ikke er en større balance, da det at beskæftige sig med værker også har en del identifikationsværdi i sig. Derfor er det vigtigt, at man kan se store danske kunstnere med alle mulige forskellige baggrunde og køn”, siger Ingrid Kjærgaard, der er forkvinde i sidstnævnte organisation i artiklen ”Minister afviser at sætte flere kvinder på litterær kanonliste” i Politiken (se kilder). 

     Den holdning deler Anne Scott Sørensen, der er professor i Kulturstudier på Syddansk Universitet med speciale i køn. Hun mener, at listen kønsmæssigt er for skæv: ”Gymnasiet har et dannelsesaspekt, som skal lære eleverne om historien og demokratisering, og her er det vigtigt, at der er nogle forbilleder og motiverende indgange i form af en bred vifte af forfattere fra forskellige sociale lag, som man kan spejle sig i. Eleverne skal selvfølgelig udfordres, men med den repræsentation er det svært at gribe ungdommen i dag,” siger hun i førnævnte artikel.

Undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil afviser som tidligere nævnt at ændre på indholdet i den litterære kanon, men ordførere fra Venstre, Konservative, Enhedslisten og SF er enige om, at listen bør opdateres. Det udtrykker de på mediet Gymnasieskolen.dk under overskriften ”Politikere giver dansklærere ret: For få kvindelige forfattere på kanonliste” (se kilder). 

     Mens De Konservative mener, den litterære kanon bør udvides med flere forfattere, er Enhedslisten generelt imod kanon: “Vi synes, at en litteraturkanon er en frygtelig uskik. Vi skal ikke have politisk fastsatte kanoner. Kanon er politisk smagsdommeri indført af den tidligere borgerlige regering, som ellers ville afskaffe smagdommerne,” siger undervisningsordfører for Enhedslisten Jakob Sølvhøj i artiklen.

     I Venstre mener de, at kanon har en ’stor værdi’, og selvom undervisningsminister Ellen Thane Nørby anerkender en skæv kønsfordeling på listen, mener hun ikke, der bør ændres på listen nu: “Diskussion om kanon kommer jævnligt op, og hvis vi ændrede kanon, så ville vi begynde at diskutere den nye kanon, og vi ville starte med at diskutere om de personer, som skulle sidde i et nyt kanonudvalg, var de rette. Jeg vil ikke afvise, om man på et tidspunkt skal lave et omskrivningsprojekt af kanon, men der er ikke behov for det nu,” siger hun.

     SF er generelt ikke ’vilde’ med kanon, men er åbne for at redigere i den litterære kanonliste med henblik på at få flere kvindelige forfattere ind: “Vi har en opgave i at vise eleverne, at der er mange dygtige kvindelige forfattere. Eleverne skal også se, at der har været kvinder i historien, som har gjort spektakulære ting og er dygtige kunstnere. Hvis gymnasielærerne mener, at der er vigtige forfattere, som er glemt på kanonlisten, så synes jeg, vi skal lytte til gymnasielærerne,” siger Astrid Carøe.

Siden den litterære kanon blev lavet i 2004, er den ikke blevet ændret, hvilket har vakt en del kritik – ikke mindst på grund af manglen af kvindelige forfattere på listen. Kritikere mener, det sender et forkert signal til unge, og at det ikke hører hjemme i 2021. 

     Andre mener, at listen bør være dynamisk og løbende opdateres – ikke nødvendigvis for at udtrykke en bredere repræsentation, men fordi tiderne skifter, ligesom opfattelsen af, hvad der har litterær kvalitet, også ændrer sig. Andre igen mener, at listen bygger på et kæmpemæssigt arbejde med at koge over 1.000 års litteraturliste ned, og at den litterære kanon derfor ikke bør ændres i tide og utide.

     En ting er dog sikkert, nemlig at kanondiskussionen også vil herske fremover. Diskussionen om, hvad der er henholdsvis god og dårlig litteratur, er foregået hele vejen gennem litteraturhistorien. Sandsynligheden for, at den også i de kommende år vil blive brugt i kulturpolitisk og uddannelsespolitisk øjemed, må siges at være stor. Det forhold, at idéer om national identitet konstant debatteres og periodisk revideres i Vesten, antyder, at nationale, kulturelle identiteter tjener vigtige formål og imødekommer vitale behov – også i en moderne, globaliseret verden.

Det er ikke nogen hemmelighed, at politikerne er temmelig delte, når det kommer til spørgsmålet om, hvorvidt vi bør have en litterær kanon eller ej i skolerne. Mens de fleste borgerlige partier generelt er for, er flere midtsøgende og venstreorienterede partier imod en kanon. Mens de borgerlige partier mener, listen har en værdi, mener flere partier på venstrefløjen, at det i højere grad bør være op til den enkelte skole og lærer at undervise eleverne i den litteratur, de finder egnet til lige præcis deres elever.

     Hos dele af Dansklærerforeningen stiller man sig en smule skeptisk overfor kanon. Katja Gottlieb, formand for Dansklærerforeningens folkeskolesektion, vil for eksempel gerne erstatte kanon med en række pejlemærker for litteraturhistorisk læsning: 

     ”Det handler om at klæde lærerne på, så de har fixpunkter gennem historien, og så give dem muligheder for at arbejde fleksibelt ud fra dem. Mange af os arbejder tematisk, og så kan man se, hvad der giver mening at arbejde med fra de forskellige perioder ud fra, hvilken klasse man står med. Det vil give en meget større sandsynlighed for, at man kan lave litteraturundervisning, som faktisk rammer de elever, man sidder med,” siger hun i artiklen ”Formænd: Bebyrd ikke dansklærerne med flere kanonforfattere” på Folkeskolen.dk (se kilder).