Science fiction

Genren science fiction har eksisteret i mere end 100 år, og den drager og fascinerer fortsat millioner af mennesker verden over. Årsagen er nok, at genren gør det, den altid har gjort og er rigtig god til: bruger videnskabelige landvindinger, den teknologiske udvikling og forestillinger om fremtiden som et spejl for nutiden.

     Science fiction-genren – både inden for litteratur, film og spil – står i åbenlys gæld til videnskaben, men inspirerer samtidig forskere og videnskabsfolk. Desuden er den med til at gøre videnskab forståelig for mennesker uden en videnskabelig uddannelse og sætte debat i gang om konsekvenserne af udviklingen inden for teknologi og videnskab.

     Stanley Kubricks science fiction-film ”Rumrejsen år 2001” regnes for et mesterværk. Kubrick var kendt for sin perfektionisme og fokus på detaljen i en sådan grad, at konspirationsteorier hævder, at Kubrick hjalp den amerikanske regering med at instruere en falsk månelanding i 1969.

Betegnelsen ’science fiction’ er lånt fra engelsk og betyder direkte oversat ’videnskabelig fiktion’ eller ’videnskabsfiktion’. Science fiction startede som en litterær genre, men genren bruges i dag mange andre steder blandt andet i film, tegneserier og computerspil. Oprindeligt var science fiction-romaner skrevet på baggrund af videnskabelige opdagelser, men som alle genrer har den udviklet sig enormt over tid og er i dag langt mere mangefacetteret.

Fantasy og science fiction bliver ofte puttet under samme hat. De to genrer har da også det til fælles, at de beskriver ikke-virkelige verdener. Men hvor fantasy opererer med verdener, der er i åbenlys modstrid med virkeligheden (der findes f.eks. ikke en skole for trolddomskunst, der hedder Hogwarts, sådan som der gør i Harry Potter-universet), så beskæftiger science fiction sig med verdener, der kunne tænkes at være virkelige, og som ikke er i modstrid med vores naturvidenskabelige verdensbillede. En bemandet rejse til Mars har f.eks. endnu ikke fundet sted, men kunne tænkes at blive til virkelighed en dag.

Ifølge foreningen Science Fiction Cirklen (SFC) kan man tale om en tidlig form for science fiction i Thomas Mores samfundskritiske bog ”Utopia” fra 1516, der også har lagt navn til en af genrens subgenrer. Også oplysningstidens store dansk/norske forfatter, Ludvig Holberg, lod sig inspirere af dette værk, da han skrev et af de første danske eksempler på science fiction, ”Niels Klims underjordiske Rejse” (1741), hvor landet Potu stavet bagfra er en tydelig reference til utopi/Utopia.  

     En af de første, der decideret inkorporerede videnskaben side om side med horror i sin fiktion, var den engelske forfatter Mary Shelley. I romanen ”The Modern Prometheus” (1818) skrev hun om den moderne videnskabsmand Dr. Frankenstein, der lykkedes med at skabe kunstigt liv af legemsdele fra døde mennesker.

     I slutningen af 1800-tallet blev den vestlige verden for alvor moderne, og science fiction udviklede en række af de motiver, der kom til at præge genren efterfølgende. Det skete blandt andet med den franske forfatter Jules Vernes klassikere ”Rejsen til månen” (1865) og ”En verdensomsejling under havet” (1869), der kombinerede rejseromanen med fremtidsforestillinger. Den engelske forfatter H.G. Wells tog rejseromanen et skridt videre med ”Tidsmaskinen” (1895) og senere den banebrydende roman ”Klodernes Kamp” (1898), hvor teknologisk overlegne Marsboere angriber Jorden – et tema, der er gået igen utallige gange siden.

I mellemkrigstidens USA blomstrede pulpgenren op, og det var også i denne periode, at science fiction som egentlig genrebegreb opstod. Ifølge opslaget ”science fiction” i Gyldendals leksikon Den Store Danske (se kilder) var det amerikaneren Hugo Gernsback, der brugte ordet scientifiction første gang i 1920'erne i sit magasin ”Amazing Stories”, der som det første udelukkende var helliget science fiction-historier. Amerikanske magasiner som dette fik i de næste 50 år stor betydning for genrens udvikling, og især John W. Campbell, der i 1937 blev redaktør på ”Astounding Stories of Super-Science”, var med til at udvikle genren og en helt ny forfattergeneration.

     Sideløbende med disse ’kulørte hæfter’ udkom adskillige litterære værker inden for science fiction-genren både i USA og i Europa, hvor det især var den pessimistiske modpol til utopien, nemlig dystopien, der var i fokus. Aldous Huxleys ”Fagre nye verden” (1932) og George Orwells ”1984” (1949) er eksempler på værker, der blev accepteret i de finlitterære kredse i modsætning til magasinerne, der blev betragtet som lige så underlødige som den hårdkogte kriminalroman.

     I 1965 udkom Frank Herberts roman ”Dune” (dansk: ”Klit”), der leger med spørgsmålet om determinisme kontra frihed. Romanen regnes for en af de mest indflydelsesrige science fiction-romaner, og den vandt flere litterære priser.

     I de seneste 30 år er genren blevet kraftigt præget af computerens centrale rolle, og i 1980'erne opstod undergenren ’cyberpunk’, en postmoderne bevægelse, der kombinerede avanceret videnskab, informationsteknologi og kybernetik med en verden i sammenbrud styret af multinationale korporationer. William Gibsons cyberpunk-roman ”Neuromancer” fra 1984 (dansk: ”Neuromantiker”, 1993), der beskriver og problematiserer de nye elektroniske, virtuelle verdener, kom til at definere cyberpunken i den brede offentlighed.

     I dag lanceres en del science fiction med en specifik målgruppe for øje. Der har f.eks. i det sidste årti været et boom af science fiction-romaner til teenagere og unge. Her kan nævnes trilogien ”The Hunger Games” (2010 ff.) af Suzanne Collins, serien ”Maze Runner” (2014 ff.) af James Dashner og serien ”Divergent” af Veronica Roth. Fælles for disse tre amerikanske litterære science fiction-serier er, at de også er blevet transformeret til det store lærred, og alle har været kæmpe publikumssucceser.

Om Ludvig Holbergs ”Niels Klims underjordiske rejse” skriver lektor og litteraturforsker Sune Auken i artiklen ”Klassiker under jorden” i Kristeligt Dagblad (se kilder): ”Bogen er blevet kendt som en art tidlig science fiction”. Vi skal dog helt op i 1980erne, før danske forfattere for alvor begyndte at eksperimentere med genren. Den moderne bioteknologi inspirerede blandt andet Bjarne Reuter til ”En tro kopi” (1986) og Svend Åge Madsen til ”Genspejlet” (1999). Niels E. Nielsen (1924-1993) er dog en af de mest produktive danske science fiction-forfattere. Ifølge opslaget ”Fantastik og science fiction” i opslagsværket Den Store Danske (se kilder) skrev han science fiction, ”som udmærkede sig ved at anskue fremtiden under katastrofens synsvinkel som f.eks. miljøkatastrofen i ”Vagabondernes planet” (1970) og gensplejsningskatastrofen i ”Raslen med nøgler” (1988)”.

     I dag bruger mange danske forfattere træk fra science fiction-genren i deres litterære værker uden dog helt at kalde det science fiction. Her kan nævnes Svend Åge Madsen, Anders Bodelsen, Kasper Colling Nielsen, Kirsten Hamman, Olga Ravn og Peter Adolphsen.

Science fiction-filmen er nærmest lige så gammel som filmmediet selv. Den franske filmpioner George Méliès har ifølge opslaget ”George Méliès” i opslagsværket Den Store Danske (se kilder) haft enorm betydning for science fiction-film: ”...”le voyage dans la lune” (1902, ”Rejsen til Maanen”), er en vildt fabulerende rumrejsehistorie, inspireret af Jules Verne; denne film danner basis for, at Méliès regnes som grundlægger af science fiction-filmgenren”.

     Af andre tidlige klassikere inden for genren kan nævnes Fritz Langs ”Metropolis” (1927) og ”Frankenstein” (1931) samt føljetonen ”Flash Gordon” (1936).

     1950erne blev science fiction-filmens første storhedstid, og herefter udvikledes en tradition for fortællinger, der filosoferede over menneskehedens vilkår og skæbne. Det ses blandt andet i ”Kampen på dødskloden” (1956), ”Abernes planet” (1968) og Stanley Kubricks ”Rumrejsen år 2001” (1968).

     Science fiction-film bliver med få undtagelser opfattet som B-film indtil 1977, hvor George Lucas’ film ”Star Wars” teknologisk, visuelt og indtjeningsmæssigt sprænger alle tidligere rammer for science fiction-film. Herefter lanceres en række visuelt, spektakulære blockbustere som Steven Spielbergs ”Nærkontakt af tredje grad” (1977), ”E.T.” (1982), ”Jurassic Park” (1993) samt ”Alien-serien” (1979 ff.), ”Blade Runner” (1982), ”Terminator-serien” (1984 ff.), ”Independence Day” (1996) og ”The Matrix-trilogien” (1999 ff).

     I dag er science fiction-genren fortsat populær, både når det gælder film og serier. I 2010 satte den canadiske filminstruktør James Cameron rekord med sin science fiction-film ”Avatar”, der, som det fremgik af flere nyhedsmedier blandt andet på dr.dk i artiklen ”Filmen ’Avatar’ sætter ny verdensrekord” (se kilder), blev den bedst indtjenende film nogensinde. Filmen blev desuden anset som et gennembrud inden for filmteknologien blandt andet på grund af sin gennemtænkte brug af 3D og visuelle effekter.

”Fordomme om computerspil er der mange af og dets fødsel i en mørk, amerikansk universitetskælder i 1961 lever op til de fleste: Computerspillets fædre var science fiction-nørder og fans af Edward E. Smiths Skylark-romaner”. Sådan lyder det i en artikel i Computerworld fra 2004 af Jakob M. Larsen, der beskriver, hvordan det første kendte computerspil, ”Spacewar”, blev til (se kilder).

     Science fiction og computerspil synes at indgå i et særligt slægtskab med hinanden i kraft af en fælles fascination af teknologi og futuristiske ideer. Det er derfor heller ikke helt tilfældigt, at nogle af de mest revolutionerende computerspil er bygget op omkring et science fiction-univers. Det gælder f.eks. det klassiske arkadespil ”Space Invaders”, der blev frigivet i Japan i 1978, og ”Mega Man”, det første i en serie på over 50 spil, som blev udgivet til Nintendo Entertainment System i 1987.

     På gamereactor.dk kan man i artiklen ”Doom fejrer 20 års jubilæum” (se kilder) læse om ”Doom”, et science fiction-spil, der anses for at være et af de mest banebrydende first-person shooter-spil (FPS eller første person-skydespil) nogensinde. Listen af populære science fiction-spil er lang: ”Star Craft II”, ”Halo”, ”Fallout”, ”X-com”, ”Portal” er bare en lille håndfuld.

     I flere nyere science fiction-spil er der i højere grad fokus på nogle af de dilemmaer, vi kender fra litteratur og film. I spillet ”Detroit – Become Human” fra 2018 er spilleren en del af en interaktiv fortælling, hvor det klassiske spørgsmål fra Philip K. Dicks science fiction-klassiker ”Drømmer androider om elektriske får?” (1968) tages op: Når mennesker skaber liv, hvornår er det så liv?

To dominerende undergenrer inden for science fiction er utopien og dystopien:

     · Utopien er fortællingen om et idealsamfund, den bedst tænkelige af alle verdener. Utopia betegner et sted, som ikke findes – en slags idealistisk samfund, som grundlæggende ikke kan realiseres. Utopiske forestillinger går helt tilbage til Platon, men formen har fået sit navn efter Thomas Mores roman ”Utopia” fra 1516, hvor han fremstiller det perfekte samfund på en fiktiv ø præget af harmoni og næstekærlighed.

     · Dystopien er utopiens modsætning. Flere store tænkere har gennem tiden peget på, at menneskets grundlæggende væsen umuliggør en utopi som Thomas Mores idealsamfund. En af dem er George Orwell, der i ”Animal Farm” fra 1945 (dansk: ”General Napoleon”), skildrer, hvordan dyrene smider menneskene ud for at skabe deres eget utopiske samfund. Da grisene med General Napoleon i spidsen sætter sig på magten, forandres utopi langsomt men sikkert til dystopi.

     Op gennem det 20. århundrede har dystopier fået næring af forskellige teknologiske, kemiske og biologiske fremskridt. Også skræmmende forestillinger om terroristiske overvågnings- og kontrolsamfund har resulteret i dystopiske klassikere som Aldous Huxleys ”Fagre nye verden” (1932), George Orwells ”1984” (1949) og Margaret Atwoods ”The Handmaid's Tale” (1985).

• Kontrafaktisk/alternativ historie er fortællinger, der tager udgangspunkt i en historisk begivenhed, men hvor man forestiller sig, hvad der ville være sket, hvis en bestemt handling eller situation var faldet anderledes ud, end den gjorde. Genren er ikke så udbredt i Danmark, men amerikanske Philip Roths ”The plot against America” (2004), og engelske Robert Harris' ”Fatherland” (1992) kan nævnes som eksempler på kontrafaktisk historiefortælling. 
• Cyberpunk er en samlet betegnelse for en bevægelse, der opstod blandt en gruppe forfattere i USA, der op gennem 1990erne fokuserede på temaer som computernetværk, virtual reality og kunstig intelligens. Den mest kendte repræsentant er William Gibson og hans roman ”Neuromancer” (1984), hvori begrebet ’cyberspace’ blev introduceret. 
• Steampunk er fortællinger, der foregår i et videnskabeligt miljø i det 19. århundrede, typisk Victoriatidens England. Den teknologi, der beskrives, er ofte dampmaskiner (heraf navnet), luftskibe, urværk og anden kompleks mekanik og teknik.

Handlingen i science fiction er ofte henlagt til en nær eller fjern fremtid, men det betyder ikke, at de nødvendigvis handler om fremtiden. Litteraturforsker med speciale i science fiction, Niels Dalgaard, fortæller i artiklen ”Fremtiden truer i krisetider” i Berlingske (se kilder): ”Man kan tydeligt se den aktuelle dagsorden i science fiction. Det kan godt være, at historierne foregår i fremtiden, men fortællingerne handler på en eller anden måde altid om samtiden. Man plejer at sige, at science fiction giver et forvrænget billede af virkeligheden, som hjælper læseren til at se sin egen virkelighed udefra”. Temaerne i science fiction afspejler den historiske og teknologiske udvikling og de bekymringer, disse har ført med sig:

• Tidsrejser har siden H.G. Wells roman ”Tidsmaskinen” (1895) været et tilbagevendende tema inden for science fiction. Tidsrejser bruges i mange sammenhænge lige fra dystopier som filmen ”Twelve Monkeys” (1991), action-komedieserier som ”Tilbage til fremtiden” (1985 ff), til kæmpe actionbrag som ”Terminator-serien” (1984 ff). 
• ”Er der liv i rummet?” er også et klassisk spørgsmål, der går igen inden for science fiction. I Carl Sagans bestseller ”Contact” (1985) opfanger man et radiosignal fra rummet, der afføder forskellige stærke reaktioner på Jorden, men der sker aldrig et fysisk møde. Det gør der til gengæld i Steven Spielbergs filmklassiker ”E.T.” (1982) og i den grad også i Tim Burtons sorte komedie ”Mars Attacks” baseret på en serie tyggegummisamlekort fra 1960erne. Endnu en film i den populære action science fiction-serie er ”Predator”, hvor amerikanske elitesoldater kæmper mod blodtørstige højteknologiske rumvæsner. 
• Genteknologi og manglende forplantningsevne er ikke længere en fiktiv idé men reelle bekymringer. Emnet tages bl.a. op i Margaret Atwoods dystopiske roman ”The Handmaids Tail”, som også kan ses i den populære HBO-serie af samme navn. Samme emne tages op i filmen ”Children of Men” (2006), hvor alle kvinder tilsyneladende er blevet infertile. I filmen ”Gattaca” (1997) er det kun dem med det genetisk mest vellykkede DNA, der har en chance i livet. 
• Robotterne har taget magten i serien ”The Matrix”, og menneskene holdes fanget i noget, de tror, er den virkelige verden. I andre fortællinger udgør robotter eller androider en undertrykt underklasse, som vi nærmest får sympati for som, f.eks. i HBO-serien ”Westworld” og i computerspillet ”Detroit – Become human”. 
• Overvågning og hvad, det gør ved os, er et dominerende tema i science fiction og i kunsten i det hele taget. Temaet er bl.a. behandlet i litteraturen i Aldous Huxleys ”Fagre nye verden” (1932) og George Orwells ”1984” og i film som ”Minority Report” (2002) og ”A Scanner Darkly” (2006) – begge baseret på romaner af Philip K. Dick.

Science fiction var i sin spæde begyndelse en smal og lidt ugleset genre. Samspillet mellem teknologi, samfund og videnskab kan være ret komplekst, og en del science fiction er bestemt ikke for børn. I dag bruges science fiction ikke udelukkende som en beskrivelse af eller kritisk bemærkning til samtidens teknologiske udviklingstrang, men også som en baggrund eller kulisse for stærke dramaer, spændings- eller kærlighedshistorier. Det har øget målgruppen, så genren nu taler til både børn og voksne, mænd som kvinder.

     Kommercielt har man særligt fået øjnene op for YA-segmentet (young adult / ung voksen), og markedet til dette segment er et rent overflødighedshorn af science fiction-tv-serier, film og romaner. I artiklen ”Hvorfor er der teenagere i alt mit scy-fy og fantasy?” på metronaut.dk (se kilder) skriver skribenten Kasper Brix Bærndt: ”Af en eller anden grund besluttede læserne op igennem 00’erne, at teenageres kvaler, udvikling og eventyr helst skulle ske med en baggrund, der enten var magisk eller post-apokalyptisk. Når jeg tager en tur ned i boghandleren i dag, må jeg nu finde mig i, at størstedelen af hovedpersonerne i sci-fi/fantasy-afdelingen er mellem 13 og 17 år gamle”.

Science fiction er fortællinger, hvor videnskab og teknologi spiller en væsentlig rolle, og mange skabere af science fiction-universer gør en dyd ud af at være så præcise og nøjagtige i deres beskrivelser af de højteknologiske verdener som muligt. Dermed kan de ’låne’ troværdighed fra videnskabens verden. I artiklen ”Her er astronauternes bud på de mest realistiske film om rummet” på dr.dk (se kilder), fremhæver to pensionerede astronauter filmen ”Apollo 13”, som en af de mest realistiske rum-film. Også romanen ”The Martian” (2011) af Andy Weir fremhæves som meget realistisk bl.a. på grund af personernes logiske og virkelighedstro tankegang og handlemåde.

     I den anden ende af skalaen som de mest urealistiske science fiction-film nævnes ”Armageddon” (1998), hvor Bruce Willis spiller en borebisse, der på nul komma fem trænes til astronaut, og fra filmen ”Gravity” (2013) nævnes en scene, hvor Sandra Bullock tager en rumskibsmanual frem, der mest af alt ligner en samlemanual til et IKEA-møbel.

     I artiklen ”Fiktioner om mennesket og teknologi” (se kilder) påpeges det dog, at man ikke altid kan bedømme en science fiction-fortælling ud fra, hvor sandsynligt det teknologiske univers er: ”Et eksempel er ”Blade Runner”, Ridley Scotts klassiske film om forholdet mellem mennesker og de såkaldte replikanter (kunstigt skabte væsener, hvis kunstighed kun kan afsløres med sofistikerede metoder). Mange filmkendere er enige om, at replikanterne i filmen bruges som et spejl af vilkårene for almindelige menneskers identitetsdannelse i nutidens moderne samfund. I det tilfælde kan man sige, at fantasiens fremskrivning af videnskaben bruges til at skabe en fortælling, som i virkeligheden handler om nogle eksistentielle forhold, der i sig selv hverken er bundet til teknologien eller til en fremtidig verden”.

     Den danske forfatter Kasper Colling Nielsen blander i sin seneste roman ”Det europæiske forår” (2017) realisme med science fiction. I et interview på Litteraturportalen (se kilder) siger han om sine overvejelser omkring genretræk: ”Sci-fi har tit store og voldsomme plots. Det handler måske om at redde hele Galaxen og sjældent om at bevare et vitalt seksualliv i et mangeårigt parforhold. Jeg kan godt lide at blande genrer. Det er sjovt, synes jeg, at beskrive parforholdsproblemer i et sci-fi univers”.

Science fiction-genren tager sit udgangspunkt i lige dele fascination af og frygt for fremtidens teknologier og muligheder og stiller spørgsmål som ”Hvad ville der ske, hvis dette eller hint var muligt?”, og specielt dystopier har været vigtige indspark i debatter om samfund og etik. Filmen ”Metropolis” (1927) er f.eks. en indirekte kritik af industrisamfundets organisering og følgerne heraf. Science fiction har også vist sig at være effektiv til at tage grundlæggende metafysiske spørgsmål op som skabelse af kunstig intelligens og forholdet mellem maskiner og bevidsthed, som det ses i ”Blade Runner” og ”The Matrix”.

     En kronik af lektor og forfatter Christian Kaarup Baron i dagbladet Information har overskriften: ”Science fiction er ligeså relevant for samfundsdebatten som identitetspolitisk litteratur” (se kilder). Christian Kaarup hylder ny dansk science fiction-litteratur som Kasper Colling Nielsens ”Den danske borgerkrig 2018-2024” (2013) og ”Det europæiske forår” (2017) og mener, at problematikker som klimaforandringer, overvågningsteknologi, big data, genteknologi osv. ”skriger på avanceret skønlitterær behandling”. Flere andre nutidige danske stemmer gør brug af science fiction-genren, når de blander sig i samfundsdebatten; det gælder f.eks. Olga Ravn med science fiction-romanen ”De ansatte” (2018), der kritisk beskriver en tilværelse defineret ud fra arbejde og effektivitet, og Peter Adolphsen, der med sin ”Rynkekneppesygen” (2017) prikker til vores velordnede og måske for pæne og kontrollerede, danske samfund.

Ifølge artiklen ”5 film der forudsagde fremtiden uhyggeligt præcist...”, som kan læses på skærm.nu (se kilder), så er svaret ja. I Stanley Kubricks ”Rumrejsen år 2001” (1968) ses i et klip to mænd, der sidder med noget, der minder om en tablet, længe før Apple-bagmanden Steve Jobs overhovedet havde tænkt tanken.

     Også den første ”Terminator”-film (1984) forudså virkeligheden. I filmen overtages verden i 2029 af noget, der hedder Skynet, som råder over ubemandede militærdroner – 17 år efter angriber den amerikanske hær for første gang med en militærdrone og dræber syv mennesker, heriblandt Osama Bin Ladens svigersøn i Kabul, Afghanistan.

     I ”Tilbage til fremtiden II” (1989) kan man bl.a. opleve flyvende droner, noget der minder om MobilePay, konsolspil uden controllere og videoopkald a la Skype og Facetime.

     Det mest kendte eksempel på en science fiction-fantasi, der senere blev virkelighed, er nok Jules Vernes roman ”Rejsen til Månen” (1865), som han skrev mere end 100 år før, det første menneske satte sin fod på Månen.

Flere har dog peget på, at der ikke nødvendigvis er tale om forudsigelser, men at det omvendt kan være videnskabsfolk, der lader sig inspirere af science fiction. ”Eksempelvis var opfinderen af den første mobiltelefon jo kraftig inspireret af den første Star Trek-serie” udtaler fysiker Malene Flagga i artiklen ”Science fiction i virkeligheden” i Berlingske (se kilder). Og af samme artikel fremgår det, at Star Trek satte solidt aftryk på virkelighedens rumfart, da NASA valgte af navngive verdens første rumfærge ”Enterprise” efter rumskibet i serien.

     William Gibsons roman ”Neuromancer” (1984) beskrev blandt andet, hvordan internettet ville virke, og menes at have inspireret nogle af dem, der arbejdede med udviklingen af World Wide Web i begyndelsen af 1990erne. Det fremgår af artiklen ”Science fiction giver forskerne vilde ideer” på videnskab.dk (se kilder).

     I en artikel i Information, ”Science fiction inspirerer til overvågning” (se kilder), citeres Gavin Smith, overvågningsforsker og lektor i sociologi fra Australian National University: ”Den elektroniske fodlænke, som overvåger kriminelles bevægelser, når de ikke sidder i fængsel stammer fra en Spiderman-tegneserie i 1970'erne. Det var den måde, udviklerne fik ideen til at bygge teknologien”.