#MeToo

Internetfænomenet og den globale bevægelse #MeToo brød igennem i Hollywood i oktober 2017 med massive beskyldninger om seksuelle krænkelser i filmbranchen. Siden har den bredt sig til resten af verden, vakt enorm debat om køn og ligestilling og er blevet kaldt for ‘historisk’, ‘feministisk nybrud’, men også ‘heksejagt’ og ‘folkedomstol’. Bevægelsen har skabt et socialt fællesskab på tværs af nationer og et viralt rum, hvor mennesker af alle køn kan udtrykke solidaritet, dele beretninger og afdække seksuel chikane.

     Da den første #MeToo-bølge skyllede ind over verden efter en lang række beskyldninger mod Hollywoodproduceren Harvey Weinstein om seksuel chikane og overgreb, slog den ikke for alvor igennem i Danmark. Først da tv-vært Sofie Linde i august 2020 delte sin egen historie om sexchikane på arbejdspladsen, satte det gang i debatten: Et stort antal kvinder – og et mindre antal mænd – i mange forskellige brancher stod frem og fortalte om egne erfaringer med seksuelle krænkelser og chikane.

     I denne artikel finder du bl.a. information om, hvordan #MeToo opstod, hvad der ligger til grund for bevægelsen, hvordan den har ført til afskedigelser af en række prominente mediefolk og politikere, og hvad både tilhængere og modstandere siger.

#MeToo – “også mig” – begyndte som en solidaritetsbevægelse og et internetfænomen i oktober 2017, hvor hovedsagelig kvinder delte deres erfaringer med seksuelle krænkelser via sociale medier under hashtagget #MeToo. Siden er det blevet en bevægelse, som har givet genlyd i store dele af verden.

     Det hele startede i filmbranchen i Hollywood, hvor en række prominente skuespillere anklagede lige så prominente mandlige kolleger for seksuel chikane og seksuelle overgreb. Kampagnen bredte sig hurtigt fra Hollywood til resten af verden, hvor også almindelige mennesker fandt et forum, hvor de kan fortælle om den sexchikane og de seksuelle krænkelser, de selv har oplevet eller oplevet, at andre har været udsat for.

     #MeToo har, først i mediebranchen, men senere også i andre brancher, ført til krav om et opgør med seksuel chikane på især arbejdspladser, og bevægelsen har på den måde medvirket til at flytte debatten fra, om seksuel chikane eksisterer, til, hvordan man kommer den til livs. I Danmark skete det dog først i den såkaldt anden bølge af #MeToo, der blev sparket i gang af tv-vært Sofie Linde, som ved Zulu Comedy Galla i 2020 fortalte om egne oplevelser med seksuelle krænkelser

.

Allerede i 2006 brugte borgerrettighedsaktivisten Tarana Burke ordene ’Me too’ som middel til at udtrykke solidaritet mellem sorte kvinder, der – som hende selv – har været udsat for sexchikane og seksuelle overgreb: “Bevægelsen var ikke ment som en viral kampagne eller et hashtag (…) Det, der sker lige nu, er meget kraftfuldt, og jeg støtter de kvinder, som er stået frem. Kraften i at bruge ‘Me too’ har altid ligget i, at de to ord kan starte en samtale mellem dem, som det er gået ud over,” udtaler Tarana Burke til det amerikanske magasin Ebony i en artikel fra november

.

Da den amerikanske skuespiller Alyssa Milano i oktober 2017 på Twitter skrev: “Hvis du er blevet seksuelt chikaneret eller krænket, skriv da ‘me too’ som svar på dette tweet”  

, var hashtagget et døgn senere blevet brugt over en halv million gange på Twitter, fremgår det af artiklen “#MeToo: Social media flooded with personal stories of assault” fra CNN

  og fem millioner gange på Facebook.

     Milano skrev opslaget, efter at ca. 40 kvindelige skuespillere havde berettet om sexchikane eller overgreb begået af Hollywoodproducent Harvey Weinstein.

     #MeToo-bølgen bredte sig i USA, hvor skuespillere, komikere, tv-værter og præsident Donald Trump blev beskyldt for krænkelser eller overgreb.

     I december 2017 kårede det amerikanske magasin Times Magazine #MeToo til at være årets “person”

Herhjemme vakte #MeToo først røre i kultur- og mediebranchen. Få dage efter #MeToo i 2017 brød ud i USA, fortalte den danske skuespiller Dorte Rømer om sin oplevelse af sexchikane i den danske filmbranche, og 241 medlemmer af Skuespilforbundet fortalte til Politiken, at de havde oplevet sexchikane fra deres chef. Det fik daværende ligestillingsminister Karen Ellemann (V) og daværende kulturminister Mette Bock (LA) til på Facebook at skrive et “Åbent brev til kulturbranchen”

, hvori de opfordrede dem til at gøre op med en ‘tabubelagt kultur’. Også 132 klassiske sangerinder er kommet med opråb om krænkelser i den klassiske sangverden

.

     I Danmark havde #MeToo dog ikke så store karrieremæssige og sociale omkostninger som i fx Sverige og USA, hvor debatten fik langt større konsekvenser.

Anden bølge af #MeToo ramte Danmark i august 2020, da tv-vært Sofie Linde som vært ved Zulu Comedy Galla delte en personlig oplevelse med sexchikane: “Jeg var 18 år og startede på DR. Jeg skulle til julefrokost. Havde glædet mig enormt meget. En stor tv-kanon kommer over til mig og siger til mig, at hvis jeg ikke sutter hans pik, så ødelægger han min karriere.” Det fremgår af artiklen “Sofie Linde står frem om sexchikane” på dr.dk

.

     En gruppe kvindelige journalister fra TV 2 delte nogle dage efter et åbent støttebrev til Linde: “Vores ærinde er at flytte debatten væk fra, om det sker, og i stedet tale om, at det sker, og hvad vi sammen skal gøre for at stoppe det.” Teksten er gengivet i artiklen “1615 kvinder har skrevet under på brev om sexisme” på eb.dk

.

     Også i politik blev der sat fokus på seksuelle krænkelser, hvor Morten Østergaard (R), Frank Jensen (S), Naser Khader (K) og Kristian Hegaard (R) har været involveret i sager, som har ført til, at de har mistet deres poster.

I 2021 foretog analyse- og rådgivningsvirksomheden Epinion for Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) en undersøgelse blandt lønmodtagere i alderen 18-65 år. Undersøgelsen afslørede, at ca. hver tiende ansatte (11 procent) inden for det seneste år havde oplevet seksuel chikane på deres arbejdsplads. Det tal var langt højere end de 4 procent, som officielle tal ellers viste. Undersøgelsen viste også, at problemer med seksuelle krænkelser er særligt udbredt for 18-34-årige, hvor hver femte (21 procent), havde oplevet at være udsat for krænkelser på deres arbejdsplads

.

     For at få et mere retvisende billede af problemets omfang, har man i FH’s undersøgelse udspecificeret spørgsmålene til konkrete situationer som "Uønskede seksuelle kommentarer om krop, tøj eller livsstil” og “Uønsket fysisk kontakt med seksuelle undertoner, f.eks. klap og kys”.

Foreningen ESPD har udarbejdet “sexismetrekanten”, som definerer sexistisk adfærd i en skala fra hverdagssexisme til grove seksuelle overgreb.

Ideen bag sexismepyramiden er at illustrere, hvordan adfærd og holdninger nederst i pyramiden “er med til at muliggøre, forstærke og undskylde adfærd på de højere trin.” Ifølge ESPD er det derfor afgørende for at nedbringe antallet af grove overgreb (øverst i pyramiden), at vi får et opgør med det, organisationen ser som en grundlæggende sexistisk kultur (nederst i pyramiden)

Nogle af de emner, der er blevet sat fokus på i #MeToo-debatten, er, hvordan kønsstereotyper bidrager til sexisme, og hvordan det kommer til udtryk i hverdagen. Everyday Sexism Project (ESP), der blev etableret af Laura Bates i England april 2012 og som har en dansk afdeling, ESPD (stiftet i 2013), arbejder for at dokumentere det, de kalder hverdagssexisme. På foreningens hjemmeside skriver de: ”Sexisme i hverdagen kommer til udtryk i flere forskellige sammenhænge. Det kan være ‘uskyldige’ overbevisninger, som at kvinder ikke kan køre bil, at mænd ikke kan multitaske, og at det er en kompliment at råbe ad nogen, eller fløjte efter dem på gaden

.

     I december 2022 lancerede KVINFO et projekt, der skal undersøge omfanget af digital hverdagssexisme.”

#MeToo har ført til, at en lang række arbejdspladser har fået klarere og mere konsekvente regler for chikanerende adfærd, ligesom man har set en stigning i antallet af anmeldelser af voldtægt. I en rundspørge gennemført af Megafon for fagforeningen Djøf i 2021 siger et stort flertal, at det er positivt, at der er større opmærksomhed på problemet: “Vi kan roligt konstatere, at befolkningen ikke har fået nok af #MeToo. Mange har fulgt med i debatten det seneste år, og jeg hæfter mig særligt ved, at et stort flertal synes, at det øgede fokus på ikke at overskride andres grænser er positivt. #Metoo-debatten har sat gang i en vigtig samtale, men nok så væsentligt også givet en øget opmærksomhed på nedarvede mønstre og vaner (...)”, siger Djøf-formand Henning Thiesen om rundspørgen

.

Det store fokus på krænkelser og uønsket seksuel opmærksomhed på arbejdspladsen, som #MeToo-bevægelsen har sat fokus på, førte i 2022 til, at den danske regering sammen med arbejdsmarkedets parter, dvs. arbejdsgiver- og arbejdstagerorganisationer, indgik en trepartsaftale, der skal komme seksuel chikane på arbejdspladser til livs. Det blev i aftalen slået fast, at der skal sanktioneres hårdere over for krænkende adfærd, og at den krænkede har krav på godtgørelse.

     I teksten til trepartsaftalen udspecificeres 17 initiativer, herunder en tydeliggørelse af arbejdsgiveres og medarbejderes ansvar, øget fokus på seksuel chikane i APV’erne (arbejdspladsvurderinger) og årlige opgørelser over sager om seksuel chikane på de danske arbejdspladser

.

Som det tydeligt fremgår af dokumentaren ”Sexisme bag skærmen”

, er sexchikane og krænkelser ofte forbundet med magt. Kvinderne på TV 2, der blev udsat for krænkelser, havde svært ved at sige fra, fordi de var bange for, at de så blev fyret, frosset ude eller ikke fik det job, de var stillet i udsigt. På samme måde viser Epinions undersøgelse for FH, at det er dem, der er lavest i hierarkiet på en arbejdsplads, nemlig lærlingene, der er i størst risiko for at blive udsat for krænkelser

  Tendensen genfindes i KVINFO’s undersøgelse fra 2020 blandt praktikanter i medie- og kommunikationsbranchen, hvor 51 procent af de adspurgte kvinder havde været udsat for seksuel chikane fra overordnede

“Selvom #MeToo-bevægelsen i Danmark, ligesom de fleste andre steder i verden, skabte større bevidsthed om sexisme og kønsulighed, var Danmark det nordiske land, hvor der var størst opposition imod bevægelsen, og samlet set må modtagelsen af #MeToo i Danmark siges at være defensiv,” skrev Kenneth Reinicke i “Mænds reaktioner på #MeToo-bevægelsen i Danmark” i magasinet Samfundsøkonomen i 2020

. Mange mænd – og nogle kvinder – har i debatten beskrevet bevægelsen som en heksejagt på alle mænd. Tidligere Venstrepolitiker Inger Støjberg skrev i et opslag på Facebook i 2020: “(...) lige nu er det som om, alle mænd bliver udråbt som sexhungrende og krænkende monstre. Jeg vil derfor også meget nødig være mand i 2020, for ALT kan åbenbart misforstås og udlægges som sexisme.”

Det kan være svært for mange at erkende, at problemet med seksuelle krænkelser ikke er udtryk for enkelte individers afvigende adfærd, men at det – ifølge #MeToo-bevægelsen – bør betragtes som et kulturelt problem, som vi alle har andel i. En undersøgelse foretaget af den svenske organisation Män fra 2018 viste, at kun 5 procent af de adspurgte mænd havde tænkt over deres egen adfærd, selvom hele 85 procent var enige i, at man i fællesskab bør tage større ansvar for at imødegå seksualiseret vold og chikane begået af mænd

.

     Da langt flere kvinder end mænd udsættes for seksuelle krænkelser, og da det især er mænd, der udviser krænkende adfærd, kan debatten opfattes som en udskamning af mænd generelt.

Med #MeToo er der kommet en nødvendig erkendelse af, at sexisme er systemisk, dvs. at den udtrykkes i vores sprog, vores adfærd, i den måde, vi interagerer med hinanden på. Desuden har #MeToo bidraget til at nedbryde den skam, der ofte er forbundet med at være udsat for sexchikane: “Sexchikane, voldtægter og krænkelser har generelt været forbundet med meget skam. (...) Men noget af det, der sker, er, at kvinder, og også mænd, er begyndt at tale om overgreb, at dele ‘skammen’ kollektivt, og på den måde fjernes noget af skammen og skylden fra det enkelte individ,” vurderer Rikke Andreassen, professor på Center for Køn, Magt og Mangfoldighed på RUC i artiklen “Ligestillingsforsker: “MeToo er det største siden kvindekampen i 70’erne” på videnskab.dk

.

Kritikere af bevægelsen hævder bl.a., at den dæmoniserer alle mænd, selvom kun et fåtal begår overgreb. Flere postede deres kritik på sociale medier med hashtagget #NotAllMen og kritiserede bevægelsen for at være en heksejagt mod mænd og resultere i, at man ikke længere kan flirte uden at blive beskyldt for sexchikane.

     Der har også været rejst kritik af, at de undersøgende advokatundersøgelser, som flere medievirksomheder har benyttet sig af, er retssikkerhedsmæssigt problematiske, fordi dem, der afskediges pga. undersøgelserne, jo ikke er dømt ved en domstol

.

     Kritikken har desuden gået på, at #MeToo-bevægelsen taler om alt fra uønskede seksuelle kommentarer til voldtægt i samme åndedrag, og at der har manglet en klarere skelnen mellem personale- og straffesager.

“For mig at se er #MeToo-bevægelsen det største og mest afgørende, der er sket for ligestillingskampen siden den nye kvindebevægelse i 1970’erne,” siger Anette Borchorst, professor ved Aalborg Universitet i artiklen “Ligestillingsforsker: “MeToo er det største siden kvindekampen i 70’erne” til videnskab.dk i marts 2021

. Hun mener, at de fleste nu anerkender, at der er et problem med seksuel chikane, og det gør en stor forskel, at ”vi nu ikke skal begynde med at diskutere, om vi overhovedet har problemer, hver gang.”

      "#MeToo er et skridt på vejen mod ligestilling mellem kønnene, men der er plads til forbedring. Bevægelsen har “endnu ikke har givet ligeløn, flere kvindelige topposter eller på andre måder skabt balance i statistikkerne,” siger bl.a. Borchorst i samme artikel.