Voldtægt

Voldtægt er en voldsom seksuel krænkelse og er forbudt ifølge den danske straffelov. Heldigvis er voldtægt ikke nogen almindelig forbrydelse, men den kan til gengæld ramme alle – også mænd. Voldtægtsforbrydere er nemlig ikke kun mænd, som overfalder kvinder på øde steder om natten. Omkring 80 procent af alle voldtægtsofre kender deres gerningsmand. Det kan for eksempel være en ven, en ekskæreste, kæreste eller én, ofret har mødt i byen. At forebygge voldtægter handler derfor i høj grad om at ændre holdninger hos piger og drenge, kvinder og mænd. Efter hård kritik fra organisationer og ofre af politiets måde at håndtere voldtægtsanmeldelser er reglerne for politiets arbejde blevet skærpet. I kølvandet på disse skærpelser og den offentlige debat om seksuelle krænkelser er antallet af anmeldelser de seneste år steget. Samtidig har både politikere og andre debatteret, hvordan man bedst kan nedbringe antallet af voldtægter og voldtægtsforsøg. I september 2020 meddelte S-regeringen og støttepartierne SF, Enhedslisten og Radikale Venstre, at de var blevet enige om at indføre et krav om samtykke i straffeloven, så det fremover bliver ulovligt at have samleje, medmindre begge parter har givet samtykke.

     Video: Center for Voldtægtsofre "Det stille nej. Om voldtægt og seksuelle overgreb"

Voldtægt defineres i Straffeloven som samleje, tiltvunget ved vold eller trusler om vold eller samleje ved anden ulovlig tvang end vold eller trusler om vold, for eksempel hvis voldtægtsofferet er i en tilstand eller i en situation, hvor han eller hun ikke kan modsætte sig (se kilder). For en udenforstående kan voldtægt ligne sex, men sådan oplever ofret det ikke. Sex er en fælles oplevelse af lyst, voldtægt er tvang. Langt de fleste voldtægter begås af mænd mod kvinder, men mænd kan også voldtage mænd, og kvinder kan voldtage mænd og kvinder. En kvinde er dog endnu aldrig blevet dømt for voldtægt i Danmark.

     Der findes flere typer af voldtægt, som beskrives på sikkerflirt.dk (se kilder).

Det er en voldtægt, hvor offer og gerningsmand ikke kender hinanden. Det er et overgreb, der som regel finder sted udendørs, hvor ofret overfaldes af en mand, der har stået på lur eller er fulgt efter ofret. Det Kriminalpræventive Råds rapport ”Seksuelle krænkelser i Danmark” fra 2017 (se kilder) viser, at overfaldsvoldtægter udgør 7 procent af alle anmeldte voldtægter.

Det er en voldtægt, hvor offer og gerningsmand kender hinanden, men ikke er kærester. Voldtægtsforbryderen kan eksempelvis være en ven, et familiemedlem eller én, som ofret har mødt i byen. Voldtægten finder ofte sted i forbindelse med netop en fest eller en tur i byen, for eksempel hvis kvinden går med manden hjem for at overnatte, men ikke er interesseret i sex, og han ikke respekterer denne afvisning. Kontaktvoldtægter udgør 27 procent af alle anmeldte voldtægter ifølge Det Kriminalpræventive Råds rapport ”Seksuelle krænkelser i Danmark (se kilder).

Det er en voldtægt, hvor offer og gerningsmand danner eller har dannet par. Nogle kvinder bliver voldtaget af deres mand eller kæreste eller af en ekskæreste. Den slags voldtægter hører vi sjældent om i medierne, blandt andet fordi ofrene er tilbøjelige til ikke at anmelde overgrebet, da de enten ønsker at fortsætte samlivet med gerningsmanden eller fortsat nærer sympati for ham. Det kan også være hensynet til fælles venner og familie, der gør udslaget, eller angsten for, at ingen vil tro på, at der har fundet en voldtægt sted. Ifølge Det Kriminalpræventive Råds rapport ”Seksuelle krænkelser i Danmark” (se kilder) er 19 procent af alle anmeldte voldtægter i Danmark parvoldtægter.

En gruppevoldtægt er en voldtægt, hvor der er mere end en gerningsmand om samme offer. Det kan både ske ved, at der er én, der foretager voldtægten, mens andre kigger på uden at gribe ind, eller ved at flere voldtager efter tur eller hjælper med at holde ofret fast. Denne type voldtægt er ikke almindelig, men man hører ofte om den i medierne. Ifølge rapporten ”Seksuelle krænkelser i Danmark” udgør denne type 6 procent af alle anmeldte voldtægter i Danmark (se kilder).

Rustægt er samleje med en person, der er i en tilstand, hvor vedkommende ikke kan modsætte sig handlingen. Det kan være situationer, hvor ofret sover, er bevidstløst, stærkt beruset, fysisk lammet eller lignende. Rustægt er forbudt, også selv om gerningsmanden ikke selv er skyld i, at ofret for eksempel er beruset. Hvis gerningsmanden med vilje har drukket ofret fuld, bedøvet hende eller lignende, er der i juridisk forstand ikke tale om rustægt, men om voldtægt. Ifølge Det Kriminalpræventive Råds rapport ”Seksuelle krænkelser i Danmark” finder 29 procent af de anmeldte seksuelle overgreb sted enten før, under eller efter en tur i byen, hvor der ofte er alkohol involveret. I 25 procent af tilfældene har offeret drukket alkohol, i 2 procent af tilfældene har offeret drukket alkohol mod sin vilje, mens gerningsmanden i 24 procent af tilfældene har drukket alkohol (se kilder).

En del forskere mener, at voldtægt især skyldes, at gerningsmanden har brug for at styrke sig selv og sit selvværd, og at voldtægten giver ham en følelse af magt og kontrol. En del gerningsmænd har selv været udsat for seksuelle overgreb, for eksempel i barndommen, og voldtægten bliver dermed en form for ’hævn’. I de tilfælde ved gerningsmanden godt, at han overskrider en grænse for, hvad der er tilladt. I andre tilfælde kan voldtægten skyldes, at gerningsmanden er meget dårligt fungerende og mangler følelsesmæssige og sociale evner. Han forstår simpelthen ikke, at han overskrider en andens grænse, eller han opfatter det ikke, fordi han er påvirket af stoffer eller alkohol. Nogle af disse årsagsforklaringer beskrives på hjemmesiden for Projekt Sikker Flirt (se kilder).

De fleste forskere mener, at det stigende antal voldtægter kan hænge sammen med de store ændringer i kønsroller og familiestrukturer de seneste 30-40 år. Kvinder er i højere grad kommet ud på arbejdsmarkedet, er blevet økonomisk uafhængige af mænd og lever oftere alene. Mænd er ikke længere automatisk ansvarlige for at forsørge familien, og de har sjældnere hårdt fysisk arbejde. I artiklen ”Voldtægt: Mod egen vilje” i Jyllands-Posten (se kilder) argumenterer antropolog Camilla Kvist for, at voldtægt er en ekstrem form for magtudøvelse og en måde at gøre et andet menneske til et redskab for sine behov, altså at reducere et andet menneske til en ting. Hun mener, at nogle mænd bliver voldtægtsforbrydere, fordi de har en usikker identitet og har behov for at se sig selv som handlekraftige og selvstændige individer:

     ”Spillereglerne mellem mennesker ændres hele tiden, og det er derfor fristende især for unge, der leder efter en identitet at række ud efter noget, der er lettere tilgængeligt og mere forståeligt. Den stereotype opfattelse af mænd og magt næres, når de ikke slår til og bliver accepteret af kvinderne. Når kønsidentiteten ikke godkendes til venskabelige og seksuelle relationer, så kan det være fristende at tage selv.”

     I bogen ”Voldtægt” af Aase Kirkegaard (se kilder) siger kønsforsker Agnes Østvand i tråd hermed: ”Jeg siger ikke, at mangel på ligestilling gør alle mænd til mulige voldtægtsmænd. Men for nogle mænd, der ikke føler, at de slår til – mænd med en svag jeg-følelse – for dem har normerne i samfundet og kønsrollemønstrene en betydning. (...) Så længe kvinder ikke respekteres fuldt ud, vil der være mænd, der voldtager deres koner. Mænd, der ikke forstår, at en pige, der siger ja til kaffe i hans lejlighed, ikke også siger ja til at gå i seng med ham.”

Der er ikke nogle videnskabelige undersøgelser, der viser en direkte sammenhæng, men siden pornografiens frigivelse i de fleste vestlige lande i halvfjerdserne og firserne har det været livligt diskuteret, om pornografi er skadelig for mennesker.  Ifølge artiklen ”Er porno skadelig” fra Psykolog Nyt (se kilder) har modstandere af pornografiens frigivelse hævdet, at det vil føre til et mere upersonligt og kropsfikseret seksualliv med mindre, følelsesmæssig kontakt og forståelse mellem parterne. I artiklen beskrives det, at denne hypotese er blevet undersøgt grundigt af tre forskere fra Kroatien. Forskerne var særligt interesserede i at se, om et stort forbrug af pornografi hos unge kroatiske mænd ville have nogen betydning for deres seksualliv i deres egne parforhold, specielt med hensyn til, om der var nogen forbindelse mellem forbrug af porno og ”intimitet”, altså følelsesmæssig og sjælelig kontakt i parforholdet. Svaret på spørgsmålet om, hvorvidt et stort pornografiforbrug går ud over intimiteten mellem parterne i et parforhold, kan efter denne undersøgelse besvares med, at det afhænger af pornografiens art.

     Ifølge artiklen fandt man ud af, ”almindelig pornografi tilsyneladende overvejende havde positiv effekt på de pågældendes parforhold: Et større forbrug førte i gennemsnit til både mere varieret sex og til mere tilfredshed med seksuallivet i det hele taget. Den eneste lidt negative ting var, at et stort forbrug af almindelig porno var forbundet med en svag reduktion i graden af intimitet i parforholdet. Denne nedgang i intimiteten var dog meget større i gruppen, der benyttede voldelig porno, selv om der også i denne gruppe var en forbindelse mellem et højt pornoforbrug og mere varieret og tilfredsstillende sex. Netop den noget ringere intimitet ses ifølge de kroatiske forskere som en sandsynlig og ganske negativ effekt af den voldelige pornografi. Den ringere intimitet kan selvfølgelig også være forklaringen på de mere ubestandige parforhold hos disse mænd.”

     Nogle debattører mener, at pornoficeringen af det offentlige rum og den seksuelle frigørelse kan betyde, at nogle mænd får sværere ved at forstå og acceptere, at kvinders nej skal respekteres. Børnelæge Vibeke Manniche mener, at børns lette adgang til porno kan øge antallet af seksuelle overgreb. Desuden mener hun, at børn og unges store alkoholforbrug øger risikoen for, at unge piger bliver udsat for seksuelle overgreb. Det fremgår af artiklen ”Læge: Vold og porno hænger sammen” i Fyens Stiftstidende (se kilder).

     Omvendt beskriver artiklen ”Børneporno fører til fald i overgreb” (se kilder), hvordan frigivelsen af pornografien i 1973 førte til et fald i voldtægter og overgreb på børn, fordi porno i form af blade og film nu kunne bruges som afløbsventil.

De fleste forskere er enige om, at formålet med voldtægt ikke blot er at få tilfredsstillet en seksuel lyst. En 26-årig mand, der er blevet dømt for voldtægtsforsøg fire gange, fortæller i bogen ”Voldtægt” af Aase Kirkegaard (se kilder), at overfaldene ikke havde noget at gøre med sex for ham: ”Jeg fatter det stadig ikke. Jeg har ingen forklaring på nogen af de fire overfald. Jeg mener; jeg har aldrig haft problemer med piger. Jeg gik i seng med en pige første gang, da jeg var 12-13 år og har ikke haft problemer med at få det til at fungere seksuelt. (...) Jeg husker ikke, at jeg en eneste af gangene har tænkt på sex. På at jeg havde lyst til pigen. Jeg har slet ingen erindring om de piger.”

     Læge og forsker Henning Beier udtaler dog i samme bog, at ”når de voldtager, er det ikke for at demonstrere deres magt eller foragt over for kvinder. De voldtager, fordi de vil have sex. Det er med enkelte undtagelser motivet. Det handler om en ren egoistisk tilfredsstillelse af behov. (...) Men når en mand voldtager, gør han det også fordi, han af den ene eller anden årsag føler sig snydt og derfor bliver aggressiv. En mand, der begår en overfaldsvoldtægt, føler sig måske generelt snydt og har en generel vrede mod kvinder.”

Det vides ikke med sikkerhed. Ifølge Det Kriminalpræventive Råd modtog politiet i 2017 944 anmeldelser af voldtægt eller voldtægtsforsøg. I 2016 lå anmeldelsestallet på 791. Men dette tal er ikke retvisende, da de fleste voldtægter og voldtægtsforsøg ikke bliver anmeldt. Justitsministeriet laver hvert år en undersøgelse, hvor man prøver at vurdere antallet af voldtægter. Undersøgelsen “Udsathed for vold og andre former for kriminalitet” (se kilder) – den såkaldte offerundersøgelse for perioden 2005-2019 viser, at cirka 6.700 kvinder om året bliver voldtaget eller forsøgt voldtaget (se kilder). En undersøgelse fra Syddansk Universitet vurderer dog, at op imod 24.000 kvinder i Danmark bliver tvunget til sex eller forsøgt voldtaget hvert år. Man kan læse om undersøgelsen på Center for Voldtægtsofre ved Aarhus Universitets hjemmeside.

     Der er sket en markant stigning i antallet af anmeldelser de seneste år, kan man læse i artiklen ”Danskere politianmelder voldtægter som aldrig før” i Politiken (se kilder). 252 anmeldelser modtog politiet i første kvartal af 2018 – en stigning på 36 procent i forhold til året før. Både politiet og Center for Voldtægtsofre vurderer, at debatten om seksuelle krænkelser i kølvandet på #MeToo-kampagnen og politiets ændrede håndtering af anmeldelser kan være en del af forklaringen på den markante stigning. Som led i den såkaldte voldtægtspakke, som blev indført i 2016, er politiet nu forpligtet til at registrere alle anmeldelser af voldtægter, hvor en række anmeldelser tidligere blev henlagt som undersøgelsessager. Samtidig har politiet i offentligheden direkte opfordret ofre til at anmelde voldtægt og voldtægtsforsøg. Trods stigningen i antallet af anmeldelser er det fortsat kun cirka hver femte voldtægt, som anmeldes, vurderer Det Kriminalpræventive Råd (se kilder). I DR’s dokumentar fortæller den unge kvinde Stine Søholt om, hvordan hun har brugt flere år på at få sin sag igennem retssystemet og få to unge mænd tiltalt for voldtægt. Hendes sag blev blandt andet besværliggjort, fordi en dommer i første omgang mente, at det ikke kunne bevises, at der var tale om voldtægt.

     Statistik fra WomenStats-project i 2011 viser, at Danmark er et af de lande, hvor der bliver begået færrest seksuelle overgreb. Det fremgår af artiklen ”Kulturer, der hader kvinder” i Dagbladet Information (se kilder).

     Omvendt fremgik det af en EU-rapport fra 2014 om psykisk, fysisk og seksuel vold mod kvinder (se kilder), at Danmark sammen med Finland og Letland var det land, hvor flest kvinder havde oplevet enten fysisk og/eller seksuel vold. Ifølge rapporten har 52 procent af de interviewede kvinder i Danmark været udsat for enten fysisk og/eller seksuel vold på et tidspunkt i deres liv. EU-rapporten blev til på baggrund af personlige interviews med 42.000 vilkårligt valgte kvinder. Rapporten gav desuden mulige forklaringer på, hvorfor der er markant forskel mellem landene – én forklaring er, at øget ligestilling i et land fører til flere afsløringer af vold mod kvinder, hvilket kan være med til at forklare Danmarks placering i statistikken.

Ifølge rapporten ”Udsathed for vold og andre former for kriminalitet” fra det Kriminalpræventive Råd udgivet i 2013 (se kilder) var der omkring 200 anmeldte voldtægter om året i 1960, mens der i 1980 var omkring 600 anmeldelser. De seneste 20-30 år har antallet af anmeldte voldtægter ligget på 400-600 om året. Ifølge rapporten “Seksuelle krænkelser”, udgivet af Det Kriminalpræventive Råd i oktober 2017 (se kilder), blev der i 2016 anmeldt 791 voldtægter til politiet, hvilket udgør en tydelig stigning i forhold til 2015, hvor 480 voldtægter blev anmeldt. I alt blev der i 2016 anmeldt 4.425 seksualforbrydelser, hvilket udgør en markant stigning i forhold til 2015, hvor 2.965 seksualforbrydelser blev anmeldt. En stigning i anmeldelser betyder dog ikke nødvendigvis, at der reelt finder flere voldtægter og voldtægtsforsøg sted. Stigningen kan også skyldes, at ofrene i stigende grad tør anmelde voldtægten. Den vurdering hælder flere af landes centre for voldtægtsofre til. De møder mange af de kvinder, der er blevet voldtaget, og får derigennem indblik i, hvilke overvejelser kvinderne gør sig om at anmelde gerningsmanden.

Kun få anmeldelser om voldtægt ender med dom. I perioden fra 2007 til 2016 er i gennemsnit 54 personer om året blevet dømt skyldig i voldtægt, fremgår det af Det Kriminalpræventive Råds hjemmeside. I 2017 modtog politiet 944 anmeldelser om voldtægt eller voldtægtsforsøg, mens 94 gerningsmænd samme år blev dømt, fremgår det på Kvinfo.dk. En del anmeldelser fører til en sigtelse, men ikke til en dom. Ifølge rapporten ”Voldtægter der anmeldes” fra Det Kriminalpræventive Råd (se kilder) ender lidt over halvdelen af alle sigtelser for voldtægt med at blive opgivet, inden de kommer for en dommer. Sammenlignet med andre former for kriminalitet er der væsentlig flere anmeldelser af voldtægt, der opgives. Kun knap hver femte voldtægtsanmeldelse – 19 procent – ender med en dom for voldtægt.

En undersøgelse af 1000 voldtægtssager fra 1990 til 1992 udgivet af Rigspolitiet i 1998 (se kilder) viser, at to ud af tre gerningsmænd var mellem 15 og 35 år, og at næsten 75 procent af gerningsmændene i forvejen var kendt af politiet – enten som sigtede eller dømte i andre sager, en del af dem sædelighedssager. 3 procent af gerningsmændene var under 15 år, det vil sige under den kriminelle lavalder.

     Af bogen ”Voldtægt” af Aase Kirkegaard (se kilder) fremgår det, at de mænd, der dømmes for voldtægt, ofte har haft en vanskelig barndom med vold og (seksuelt) misbrug. Mange voldtægtsforbrydere er misbrugere, har svært ved at tåle modgang og har svært ved at sætte sig ind i andres følelser.

Voldtægtsofre er ofte unge kvinder. Rapporten ”Udsathed for vold og andre former for kriminalitet” fra Det Kriminalpræventive Råd (se kilder) viser i en opgørelse over voldtægter begået i 2008-2012, at en fjerdedel af ofrene var 18 år eller yngre på gerningstidspunktet, halvdelen var 23 år eller yngre, og mere end tre fjerdedele var højst 35 år.

     Samme rapport viser, at udover alder er der en sammenhæng mellem beskæftigelse, bopæl, civilstand og indtægt og risikoen for at blive udsat for voldtægt. Arbejdsløse kvinder har højere risiko for at blive udsat for voldtægt end kvinder i arbejde, ligesom ugifte kvinder har højere risiko end gifte. Kvinder bosiddende i Region Sjælland er mere udsatte end kvinder i de øvrige regioner og kvinder med lav indkomst har også øget risiko.

     Men voldtægtsofre kan også være mænd, selvom de ikke ofte nævnes i statistikkerne. Center for Voldtægtsofre skriver på deres hjemmeside voldtaegt.dk (se kilder), at i 2014 var kun 3 procent af dem, som henvendte sig i centret for at få hjælp, mænd. Ifølge artiklen “Tabu: Så mange mænd bliver voldtaget om året” på TV2 ’s hjemmeside (se kilder) er der højst sandsynligt langt flere mænd, der bliver voldtaget, men fordi det er tabubelagt, er der så få, der søger hjælp. Det fortæller Anja Hareskov, leder på Center for Voldtægtsofre: ”Det er for mange mænd meget svært at fortælle, at man ikke kunne være stærk mand i netop dén situation.” Når mænd er ofre for voldtægt, sker det ofte i et homoseksuelt miljø, og der er ofte tale om nogen, de på en eller anden måde kender i forvejen. I USA viser en statistisk opgørelse fra det amerikanske justitsministerium, at 9 procent af alle voldtægtsofre i USA i perioden 1995-2010 var mænd. Det skriver den amerikanske organisation RAINN (Rape, Abuse & National Network) (se kilder).

Rapporten ”Udsathed for vold og andre former for kriminalitet” (se kilder), der dækker voldtægtssager fra 2008 til 2012, viser, at tre ud af fire voldtægter bliver begået torsdag til lørdag, og 57 procent mellem kl. 20 om aftenen og kl. 4 om morgenen. To tredjedele foregår i en privat bolig, mens omkring en sjettedel foregår udendørs på offentligt tilgængelige gader eller i parker.

     I 40 procent af voldtægterne vurderer ofrene, at deres gerningsmænd var påvirket af alkohol, mens ofrene selv havde drukket alkohol i 27 procent af sagerne.

Ifølge straffeloven (se kilder) er voldtægt forbudt. Siden den første danske straffelov blev vedtaget i 1866, har der været et forbud i loven mod seksuelle overgreb, herunder voldtægt. Voldtægt anses for den groveste seksuelle krænkelse og er forbudt ifølge den første bestemmelse i Straffelovens kapitel 24 ”Seksualforbrydelser”, § 216-236:

• § 216. Den, der tiltvinger sig samleje ved vold eller trussel om vold, straffes for voldtægt med fængsel indtil 8 år. Med vold sidestilles hensættelse i en tilstand, i hvilken den pågældende er ude af stand til at modsætte sig handlingen.    Stk. 2. For voldtægt straffes med fængsel indtil 12 år den, der har samleje med et barn under 12 år.    Stk. 3. Straffen kan stige til fængsel i 12 år, hvis voldtægten har haft en særlig farlig karakter eller der i øvrigt foreligger særligt skærpende omstændigheder.   
• § 218 Den, der ved udnyttelse af en persons sindssygdom eller mentale retardering skaffer sig samleje med den pågældende, straffes med fængsel indtil 4 år.

Også tvunget samleje mellem personer af samme køn og andre former for seksuelt misbrug er voldtægt ifølge Straffeloven (se kilder). Også anden kønslig omgang end samleje – for eksempel indføring af lem i mund eller endetarm, indføring af andre genstande i skeden eller grov beføling/onani – er forbudt, hvis det foregår under tvang ifølge § 225: ”Bestemmelserne i §§ 216-224 finder tilsvarende anvendelse med hensyn til andet seksuelt forhold end samleje.”

     Også voldtægtsforsøg og forsøg på anden kønslig omgang er forbudt. Det fremgår af § 21 i straffeloven: ”Handlinger, som sigter til at fremme eller bevirke udførelsen af en forbrydelse, straffes, når denne ikke fuldbyrdes, som forsøg.”

     I 1981 indførte man også forbud mod forhold, hvor drengen/manden er offer og pigen/kvinden gerningsmand.

Voldtægt indebærer, som loven har været formuleret indtil 2020, at samlejet er gennemført ved tvang, det vil sige med vold eller trusler om vold – både trusler mod ofret selv og mod andre, for eksempel ofrets barn. Det skal bevises eller sandsynliggøres, at der var tale om tvang, altså at gerningsmanden gennemførte samlejet mod ofrets vilje. Det kan være svært at bevise, hvis manden erkender, at han har været sammen med kvinden, men fastholder, at hun gik frivilligt med til at dyrke sex. Har ofret mærker efter vold, kan det tale for, at den tiltalte bliver dømt, men vil sjældent i sig selv være nok. Desuden reagerer nogle ofre under en voldtægt med at blive passive og ’forsvinde’ fra situationen, og derfor kan gerningsmanden fuldføre voldtægten uden at påføre ofret synlige fysiske skader. Hvis en mand skal dømmes for voldtægt, skal det desuden bevises, at han var klar over, at han trængte ind i kvinden mod hendes ønske. I juridisk sprog hedder det, at det skal bevises, at han handlede med forsæt. Det kan være svært at bevise, da det ofte vil være påstand mod påstand. Det er denne problemstilling, den nye skærpelse af straffeloven, den såkaldte samtykkelov, skal afhjælpe. Med lovændringen vil en voldtægtsdom ikke længere kræve, at samlejet er gennemført tvunget ved brug af vold eller trusler om vold. Det vil i sig selv være nok, at man kan påvise, at offeret ikke har udtrykt samtykke.

Den almindelige strafferamme for voldtægt eller voldtægtsforsøg er op til 8 års fængsel. Hvis voldtægten har været særlig grov, kan gerningsmanden blive idømt op til 12 års fængsel. Det kan for eksempel gælde en gruppevoldtægt, en voldtægt med meget grove former for vold, hvor ofret har været i livsfare, eller ved voldtægt af børn under 12 år. I artiklen ”Lovens legalisering af voldtægt” i magasinet Faklen (se kilder) gennemgås samtlige domsafsigelser i voldtægtssager fra 1987-1996, og forfatterne konkluderer, at høje straffe især gives til mænd, der dømmes for flere forbrydelser på en gang, og mænd, der tidligere har været straffet. Mildere straffe gives ofte i sager om kontakt- og parvoldtægter. Det samme fremgår af artiklen ”Partnervoldtægt bør ikke give rabat” i Politiken (se kilder).

     I nogle voldtægtssager dømmes gerningsmanden til forvaring. Det er en tidsubestemt straf, der bruges, hvis gerningsmanden anses for at være særlig farlig.

I nogle fængsler tilbydes voldtægtsforbrydere psykologisk og medicinsk behandling. Den psykologiske behandling består i samtaler med en psykolog, individuelt eller i grupper, og den medicinske behandling består i jævnlige indsprøjtninger, der medfører, at mandens sexlyst dæmpes, og at han som regel ikke kan få rejsning og i hvert fald ikke kan få udløsning. Desuden har voldtægtsforbrydere, når de har afsonet deres straf, mulighed for at søge hjælp i de få manderådgivninger, der findes i Danmark, eller hos en psykolog. Behandlingen i fængslerne har ifølge bogen ”Voldtægt” (se kilder) i mange tilfælde en positiv virkning. Voldtægtsforbrydere, der ikke får psykologisk behandling under fængselsopholdet, bliver derimod ofte dømt for voldtægt igen.

De fleste kvinder, der bliver udsat for voldtægtsforsøg, forsøger at gøre modstand ved eksempelvis skub, spark, gråd eller at forsøge at tale gerningsmanden fra overfaldet. Det gælder ved 84 procent af voldtægtsforsøg viser rapporten ”Voldtægt der anmeldes” fra Det Kriminalpræventive Råd (se kilder). Nogle kvinder reagerer imidlertid med at blive passive. De kan føle sig lammede og have en fornemmelse af se situationen udefra og være forsvundet ud af deres krop, mens overgrebet foregår. Efterfølgende får mange kvinder, der har reageret med passivitet, stærk skyldfølelse, fordi de føler, at de burde have kæmpet imod.

     Enkelte vælger at tale om deres oplevelser. Popstjernen Lady Gaga har for eksempel fortalt, hvordan hun blev voldtaget som barn. For at støtte andre voldtægtsofre udsendte hun i september 2015 musikvideoen ”Til It Happens To You”, som viser voldtægtsscener (se kilder). En del af overskuddet gav hun til organisationer, der hjælper ofre for voldtægt. Et andet eksempel var en amerikansk pige, der i januar 2016 lagde billeder på det sociale medie Instagram i minutterne og timerne efter, at hun var blevet voldtaget af en bekendt (se kilder).

Den mest almindelige reaktion er ifølge hjemmesiden www.voldtaegt.dk (se kilder), at ofret tager hjem, går i bad og smider tøjet væk for at få ’den beskidte fornemmelse’ til at forsvinde. Men det er mere hensigtsmæssigt at henvende sig ved nærmeste center for voldtægtsofre, hos sin læge, hos politiet eller på skadestuen. Her hjælper professionelle ofret med at tage stilling til, om overgrebet skal anmeldes, og hvilken hjælp ofret har brug for. En anden mulighed er at ringe eller gå direkte til politiet og anmelde overgrebet. Der ud over er det selvfølgelig vigtigt at søge hjælp hos familie eller venner.

De fleste kvinder, der anmelder voldtægt, har fysiske skader, viser Det Kriminalpræventive Råds rapport ”Voldtægt der anmeldes” (se kilder). Blandt de anmeldte voldtægtssager, hvor gerningsmanden er blevet sigtet, har 60 procent af kvinderne fysiske skader. Ved sager om partnervoldtægt, har kvinderne oftere fysiske skader, end kvinder, der anmeldte overfalds- eller kontaktvoldtægter. Det kan skyldes, at kvinder udsat for partnervoldtægt oftere har gjort modstand eller først har anmeldt deres partner, når overfaldet har været særlig groft.

De fysiske mén efter voldtægt eller voldtægtsforsøg er i de fleste tilfælde mindre end de psykiske. Under voldtægten oplever mange dødsangst, og efter overgrebet er de fleste i choktilstand. Herefter kan ofret føle voldsom vrede mod gerningsmanden, angst for at han igen vil opsøge dem, eller få en oplevelse af kaos. Mange oplever mistillid til mennesker generelt, er bange for at sove alene, for at gå ud eller for at være sammen med mange mennesker. Reaktionerne umiddelbart efter overgrebet kan være meget forskellige fra kvinde til kvinde, mens de senere reaktioner er mere ens, fremgår det af bogen ”Voldtægt” af Aase Kirkegaard (se kilder).

     Traumet kan siden udvikle sig til en posttraumatisk stressforstyrrelse, som kan vise sig som koncentrationsbesvær, dårligt humør eller voldsomme humørsvingninger, søvnløshed, mareridt og flashbacks af overgrebet, ligegyldighed over for omgivelserne, angst, depression og selvmordstanker. Ofre for voldtægt har fire gange så ofte som andre selvmordstanker og har tre gange større risiko end andre for at udvikle depression. De fleste voldtægtsofre får også problemer med deres sexliv i kortere eller længere tid. Personer, der er blevet voldtaget af én, de kender, får oftere seksuelle problemer, end personer, der har været ofre for en ukendt gerningsmand.

     Ofrets pårørende kan også få det psykisk svært, især hvis de ikke forstår ofrets reaktioner. Derfor er det en god idé, at også pårørende får information og eventuel psykologbistand, så de kan støtte ofret bedst muligt.

Ofre for kontakt- og parvoldtægt møder ofte den fordom, at det ikke er så slemt at blive voldtaget af en, man kender, som af en totalt ukendt person. Følelsen af, at omgivelserne ikke tager overgrebet alvorligt, kan give ekstra skyldfølelse og skam og hæmme bearbejdelsen af overgrebet. Undersøgelser viser, at voldtægt altid er et voldsomt overgreb, som kan sætte sig dybe spor. Undersøgelser, der har fulgt voldtægtsofre igennem en længere periode, viser, at ofre for forskellige typer voldtægt kan udvikle lige slemme psykiske mén. Desuden kan voldtægtsforsøg give lige så voldsomme psykiske problemer for ofret som fuldbyrdet voldtægt, fremgår det af artiklen ”Terapi med voldtægtsofre” i PsykologNyt (se kilder).

Alle har mulighed for at søge hjælp på et af landets otte centre for voldtægtsofre. Hvis man anmelder overgrebet, kan man få bistandsadvokat, det vil sige en advokat betalt af det offentlige. Advokatens opgave er at støtte ofret under afhøringen hos politiet og under en eventuel senere retssag. Man bliver imidlertid ikke tvunget til at anmelde overgrebet, selv om man opsøger et center for voldtægtsofre. På centret får man tilbudt en lægeundersøgelse, som er vigtig for at sikre, at eventuelle skader behandles, og for at sikre de spor, gerningsmanden kan have efterladt, for eksempel sædrester og blod. Man får desuden tilbudt psykologhjælp.

Statsadvokaten fører tilsyn med politiets håndtering af blandt andet voldtægtssager. I 2016 rettede statsadvokaten hård kritik mod politiets håndtering af sagerne. I alt for mange tilfælde begik politiet alvorlige fejl, lød vurderingen. Blandt andet var det langt fra alle ofre, der blev tilbudt en bistands-advokat til at sidde med ved vidneforklaringen, på trods af at ofre har ret til dette. Det kan være medvirkende årsag til, at det kun er hver femte sag, der ender med, at gerningsmanden bliver dømt, lød kritikken, som refereres i artiklen ”Kritik af politiet i voldtægtssager: Ofre får ikke altid bistand” på Berlingske.dk (se kilder). Statsadvokaten kritiserede samtidig politiet for ikke at oprette alle sagerne som egentlige sager med journalnummer, men i stedet som undersøgelsessager, der hermed blev henlagt. Det gjorde, at mange af anmeldelserne slet ikke figurerede i statistikkerne over voldtægtsforbrydelser. Ved gennemgang af 135 uopklarede voldtægtssager i efteråret 2015 fandt statsadvokaten 67 sager, som burde optræde i de officielle statistikker, men ikke gjorde det. Kritikken fik politiet til at ændre praksis og registrere voldtægtssager mere præcist, kan man læse i artiklen ”Antallet af voldtægtssager eksploderer efter kritik” på Dr.dk (se kilder). En række ofre for voldtægt er også stået frem i medierne og fortalt, hvordan de har følt sig svigtet af systemet, følt sig mistænkeliggjort under afhøringerne af politiet og ladt i stikken efterfølgende, når deres sager er blevet anket og udsat og i mange tilfælde aflyst, eksempelvis fordi gerningsmanden dagen før retsmødet har meldt sig syg. Kritikken fik i januar 2016 Justitsministeriet til at lancere udspillet ”Respekt for voldtægtsofre” (se kilder), som skulle forbedre politiets håndtering af voldtægtssager. Blandt initiativerne var, at politiets håndtering af sagerne skulle strømlines, at bistandsadvokaternes rolle skulle styrkes, og at politiet skulle sætte en anmeldelseskampagne i gang.

Det tyder på, at politiet har skabt en bedre praksis for håndteringen af voldtægtsofre. I hvert fald viser en undersøgelse fra Justitsministeriets forskningskontor, at færre ofre end hidtil er utilfredse med politiets håndtering af deres sager. Undersøgelsen bygger på interviews med ofre i 2016 og 2017, og i den periode er andelen af utilfredse faldet fra 30 procent til 15 procent. Ofrene er blandt andet blevet spurgt, om de blev tildelt en kontaktperson hos politiet, om de blev vejledt om deres ret til offerrådgivning, om de fik besked om, hvad de kunne forvente af sagsforløbet, og om de følte sig respekteret under den første politisamtale. Undersøgelsen viser også, at tre fjerdedele af ofrene blev tilbudt en bistandsadvokat, hvad politiet tidligere er blevet kritiseret for ikke at rådgive tilstrækkeligt om, og at en tredjedel af ofrene oplevede forhindringer i forbindelse med anmeldelsen. For eksempel at politiet tvivlede på deres forklaring, at offeret blev bedt om at genoverveje anmeldelsen eller om at henvende sig et andet sted eller på et andet tidspunkt.

     ”Selv om hovedparten af ofrene i denne undersøgelse er tilfredse eller meget tilfredse med politiets behandling, så er der forsat en gruppe ofre, der ikke oplever at være blevet mødt på en ordentlig måde. Denne undersøgelse tyder også på, at der fortsat er aspekter ved anmeldelsessituationen, hvor politiet bør styrke arbejdet for at forbedre ofrenes oplevelser”, konkluderer undersøgelsen (se kilder).

Med den tidligere og mangeårige lovgivning er definitionen på voldtægt, at en person tiltvinger sig adgang til samleje med en person, som gør modstand, eller som er ude af stand til at gøre modstand. Et centralt omdrejningspunkt for debatten om voldtægt og voldtægtsofres position i retssystemet har de seneste år været kravet til, at ofret skal kunne bevise, at hun eller han i tilstrækkelig grad har sagt nej og gjort modstand. ”det kan ikke være rigtigt, at det er kvinden, som skal tage det ansvar og bære den byrde på sig”, som kommunikationsrådgiver Kirstine Holst skriver i debatindlægget ”Det er ikke kvindens ansvar at afværge sin egen voldtægt” på POV International (se kilder). Hun blev selv udsat for voldtægt i 2017 og har beskrevet overgrebet og sin frustration over lovgivningen, som gør det svært at løfte bevisbyrden, så der kan fældes dom i sager mod overgrebspersoner.

     I november 2018 fremsatte Enhedslisten et forslag om at ændre loven, så det fremover skal være ulovligt at gennemføre samleje med en person, der ikke forinden har givet samtykke. En lovændring, som blev gennemført i Sverige i 2018, og som ifølge statsanklager i Sverige Christina Voigt har vist sin berettigelse: ”Den har fanget situationer, som ikke tidligere var strafbare. Den udfylder et hul i lovgivningen, som var der tidligere,” siger hun i artiklen ”Ny undersøgelse: Et flertal af danskerne ønsker lov om samtykke” på Tv2.dk (se kilder).

     I november 2018 bakkede alle oppositionspartier op om Enhedslistens forslag, mens regeringen var imod. Den 8. marts 2019 – på Kvindernes Internationale Kampdag – oplyste daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) dog, at regeringen have ændret holdning i sagen og nu bakkede op om forslaget om en samtykkebaseret voldtægtsparagraf. Regeringen bad derfor Straffelovsrådet om at komme med forslag til en ny formulering af den relevante bestemmelse i straffeloven, oplyste statsministeren ifølge artiklen ”Løkke: Regeringen vil ændre loven, så sex uden samtykke er voldtægt” på Altinget.dk (se kilder).

Straffelovrådet består af en samling af landets dygtigste juraeksperter, som havde fået til opgave at komme med et bud på ny lovgivning på området. Rådet præsenterede i februar 2020 deres vurdering af politikernes oplæg til en ny voldtægtslovgivning. Rådets medlemmer var enige så vidt, at straffeloven skulle ændres, således at §216 fremover skulle dække over enhver form for ufrivillighed, så det blev tydeligere, at ikke alene overgreb, hvor der har været vold og trusler involveret betragtes som voldtægt, men også tilfælde, hvor der ikke har været tale om såkaldt frivillighed. Men et flertal på 10 ud af 11 af rådets medlemmer anbefalede at undgå en samtykkelov og anbefalede i stedet en lov, der byggede på et “frivillighedsprincip”. Det kan man læse i pressemeddelelsen ”Straffelovrådet: Ny voldtægtslovgivning skal baseres på frivillighed” på advokatsamfundets hjemmeside (se kilder).

     Denne anbefaling valgte politikerne dog at se bort fra i deres aftale, der indebærer, at begge parter giver aktivt samtykke til sex. Kvinfo har udgivet et skema, der forklarer forskellene på de to principper om henholdsvis frivillighed og samtykke (se kilder).

     I debatartiklen ”Om der står samtykke eller frivillighed i den nye voldtægtsparagraf, er ikke det vigtige” forklarer professor i strafferet Jørn Vestergaard, som har siddet med i Straffelovsrådet, baggrunden for rådets anbefaling. Når 10 ud af 11 medlemmer af rådet mener, at frivillighed er mere retvisende end samtykke, er det først og fremmest for at undgå en risiko for at kriminalisere seksuel adfærd, der af mange anses som ’naturlig og sædvanlig’ for eksempel såkaldt ’pligt- eller hverdagssex’ med deltagelse af samlevende par i langvarige forhold, hvor kun den ene part har lyst til sex, forklarer han i førnævnte artikel (se kilder).

     Men lige præcis forskellen på begreberne samtykke og frivillighed er afgørende, argumenterer jurist og ph.d.-studerende Lærke Assenbjerg. For kravet om samtykke betyder, at sex med en, der udviser passivitet, måske lammet af frygt eller skam, fremover også betragtes som voldtægt, skriver hun i debatindlægget ”En samtykkelov beskytter også ofre, der er passive under voldtægt” i Dagbladet Information (se kilder).

Den 1. september 2020 meddelte justitsministeriet, at S-regeringen sammen med støttepartierne SF, Enhedslisten og Radikale Venstre var nået til enighed om indførelsen af en ny bestemmelse i loven, som sikrer, at begge parter skal have givet samtykke til sex, så det fremover bliver ulovligt at gennemføre samleje med en person, der ikke forinden har givet samtykke. Hermed følger vi Sverige, der allerede i 2018 indførte kravet til samtykke. Partierne bag den politiske aftale ønsker med den nye lovgivning, at den ikke alene får betydning for, hvordan voldtægtssager bliver vurderet og håndteret af politiet, anklagemyndigheden og domstolene, men også at den vil bidrage til en generel holdningsændring i samfundet.

     ”Den nye samtykkebaserede voldtægtsbestemmelse øger fokus på respekten for andre menneskers grænser og frihed samt retten til at bestemme over egen krop,” står der blandt andet i pressemeddelelsen, der varsler, at justitsminister Nick Hækkerup vil fremsætte lovforslaget om en samtykkebaseret voldtægtsbestemmelse til oktober 2020.

     ”Jeg er meget glad for, at vi er enige om en samtykkebaseret voldtægtsbestemmelse. Der er tale om et af de vigtigste slag for ligestillingen i Danmark, der er sket i meget lang tid. Voldtægtsofre skal have en langt bedre retsbeskyttelse, end de har i dag. Nu sikrer vi, at hvis ikke begge parter samtykker til sex, så er det voldtægt. Vi skal have ændret samfundets forståelse af, hvad voldtægt er, og en ny samtykkebaseret voldtægtsbestemmelse er en milepæl i den indsats,” siger Nick Hækkerup i pressemeddelelsen (se kilder).

Med en samtykkebaseret voldtægtslov er det ikke længere kun tilstedeværelsen af vold eller trusler om vold, der afgør, om der er tale om voldtægt. Fokus vil være på, om begge parter var indforstået med at have sex, og på, hvad begge parter gjorde for at sikre sig, at der var samtykke.

     I artiklen ”Flertal bag ny voldtægtslov: Sex skal være baseret på samtykke” på Dr.dk (se kilder) forklarer et par af politikerne bag aftalen, hvordan samtykke skal forstås. Samtykke behøver ikke at være sagt med ord, og det vil heller ikke komme til at kræve, at parterne har skrevet under på, at de giver samtykke til sex. Men man skal sikre sig samtykke ved at spørge, forklarer justitsminister Nick Hækkerup (S).

     ”Det kan også gives indirekte. Ved den kontakt man har og den opførsel, der er. Man skal ikke frem med papir og pen,” siger han i artiklen og understreger det forhold, at man er gået med en person hjem, i sig selv ikke kan betragtes som samtykke.

     Af aftaleteksten fremgår det, at kys, berøringer, nydende lyd og ‘relevante bevægelser’ kan være udtryk for samtykke. Det understreges, at flirt eller eksempelvis kys tidligere på aftenen ikke kan sidestilles med, at der er givet samtykke.

     Enhedslistens retsordfører Rosa Lund afviser, at den nye lovbestemmelse om samtykke vil afstedkomme tvivlstilfælde.”Jeg er ikke i tvivl om, at langt de fleste mennesker godt ved, når der er samtykke til sex. Men denne her lovgivning handler om, at når man er i tvivl, så skal man lige spørge. Sværere er det ikke,” siger hun i artiklen.

     Regeringen og støttepartierne håber og regner med, at den nye lov om samtykke kan træde i kraft fra årsskiftet 1. januar 2021, fremgår det af artiklen (se kilder).

Der bliver jævnligt lavet kampagne for at modvirke voldtægt og seksuelle overgreb. Et eksempel er Det Kriminalpræventive Råds kampagne ”Projekt Sikker Flirt” (se kilder), som skal lære unge at sætte grænser for deres egen seksualitet og forstå og respektere andres grænser. Kampagnen omfatter en hjemmeside primært til unge samt undervisningsmateriale, som lærere kan benytte sig af.

     Center for Voldtægtsofres kampagne ”Stop Voldtægt” fra 2015 (se kilder) skal få folk til at overveje, hvor grænserne går, og opfordrer folk til at sige fra, når de ser andres grænser blive overtrådt.

     Desuden blev strafferammen for voldtægt og andre former for vold hævet i 2002. Endelig arbejder en række private organisationer på at oplyse om og forebygge voldtægt.

     Mange danske organisationer deltager også med aktiviteter i forbindelse med FN’s internationale dag for bekæmpelse af vold mod kvinder.