Nordkorea

Nordkorea er en republik, der ligger på den nordlige del af Koreahalvøen i det nordøstlige Asien. Landet er et fattigt militærdiktatur, et af det internationale samfunds problembørn og ifølge flere analyser det mest isolerede land i verden. Landet opstod efter Koreakrigen, hvor Koreahalvøen blev delt i to, Nordkorea og Sydkorea, med en våbenstilstandsaftale. Den aftale er stadig gældende, hvorfor de to lande formelt set er i krig med hinanden. Nordkoreas missilaffyringer, atomprøvesprængninger og aggressive retorik over for omverdenen er med til at fastholde landet i fattigdom og isolation og var i 2017 med til at få konflikten mellem landet og omverdenen, især USA, Sydkorea og Japan, til at eskalere. Det vakte derfor opsigt, da Nordkorea og Sydkorea i januar 2018, en måned inden vinter-OL i Sydkorea, indledte de første officielle samtaler i mere end to år. Under mødet i byen Panmunjom i den demilitariserede zone diskuterede de blandt andet militære spændinger, splittede familier og muligheden for nordkoreansk deltagelse ved vinterlegene i Sydkorea.

Nordkorea er et land i Asien, der ligger på den nordlige del af Korea-halvøen. Landet har omkring 25 millioner indbyggere, hovedstaden er Pyongyang, og landet grænser mod syd op mod Sydkorea og mod nord op mod Kina og Rusland. Landet er et militærdiktatur og et af verdens mest isolerede lande, hvorfor information fra landet er sparsom og svær at bekræfte. Landet opstod – som beskrevet i faktalink-artiklen om Koreakrigen – efter Anden Verdenskrig, da Japans besættelse af Koreahalvøen ophørte, og den blev delt i to. Den nordlige del af halvøen kom under sovjetisk kontrol, mens den sydlige del kom under amerikansk kontrol. I 1948 blev Den Demokratiske Folkerepublik Korea (Nordkorea) oprettet, ledet af kommunistpartiet med Kim Il-Sung som formand. Samme år erklærede Sydkorea sin selvstændighed, hvorefter Sovjetunionen og USA trak sig ud af de to lande. I 1950 invaderede nordkoreanske soldater Sydkorea i et forsøg på at besætte – eller ifølge landets leder Kim Il-Sung befri – den sydlige del af halvøen. Nordkorea var støttet af Sovjetunionen og Kina, mens Sydkorea fik støtte fra USA og 15 andre lande. Krigen endte i 1953 med en våbenhvile, der stadig er gældende. De to lande har endnu ikke underskrevet en fredstraktat, og i begge hovedstæder mener regeringerne, at de er hele halvøens reelle regering, og at den anden del af halvøen er besat.

Nordkoreas officielle navn er Den Demokratiske Folkerepublik Korea, men landet er et socialistisk militærdiktatur. Styreformen er lukket og totalitær, og landet ledes i dag af Kim Jong-un, barnebarn af Kim Il-Sung, Nordkoreas første leder. Kim Jong-un overtog magten fra sin far Kim Jong-il, der overtog magten fra sin far Kim Il-Sung i 1994 og regerede frem til sin død i 2011. Magtoverdragelsen mellem de tre mænd i Kim-dynastiet har tydeliggjort, at Nordkorea i virkeligheden er et monarki. Nordkorea har ganske vist et parlament, en regering og mindre støttepartier til kommunistpartiet, og der afholdes valg hvert femte år, men det er kun formelt; i virkeligheden ligger al magten hos landets leder, der styrer landet via sin post i det statslige militærråd, Den Nationale Forsvarskommission.

Nordkorea har siden Koreakrigen haft et først anstrengt og siden særdeles problematisk forhold til omverdenen. Det skyldes blandt andet landets alliance med Kina og Sovjetunionen under koldkrigsårene, men også landets ideologi. Efter nederlaget ved Koreakrigen besluttede landets leder, at landet skulle bygges på juche-ideologien, en statsideologi baseret på isolationisme og selvstændighed fra andre lande økonomisk, militært, kulturelt og politisk. Den ideologi var dominerende indtil årtusindskiftet, hvorefter fokus har rykket sig til Songun-doktrinen. Det betyder direkte oversat ’militæret først’ og er den ideologiske baggrund for militærdiktaturet. Begge ideologier og styrets implementering af dem har været med til at isolere landet fra omverdenen. Især det store fokus på militær oprustning, der blandt andet har resulteret i atomprøvesprængninger og affyring af missiler, har været med til at gøre landet til det, der ifølge World Policy Institute (se kilder) er verdens mest isolerede stat.

Siden afslutningen på Koreakrigen har Nordkoreas økonomi været ideologisk baseret på juche-ideologien og dens tanker om økonomisk selvstændighed, hvorfor økonomien i landet er en af verdens mest lukkede. Nordkorea er et planøkonomisk samfund, hvilket vil sige, at det er styret af staten. På trods af ambitioner om selvforsyning og økonomisk selvstændighed er Nordkorea dog økonomisk afhængig af andre lande. Indtil Sovjetunionens sammenbrud var Sovjetunionen og Kina de største støtter; i dag er landets største handelspartnere Kina, Japan, Thailand og Sydkorea. Nordkorea har i årtier været præget af udbredt fattigdom og manglende økonomisk vækst, ligesom landet også har en stor udlandsgæld og et massivt underskud på handelsbalancen. Især i 1990’erne, efter Sovjetunionens sammenbrud, var Nordkorea på randen af økonomisk kollaps, hvor en omfattende hungersnød dræbte 10 % af landets befolkning. Også siden har landet gentagne gange været plaget af akut mangel på mad. Ifølge en rapport fra FN i 2017 (se kilder) er to ud af fem nordkoreanere underernærede.   Landets BNP (bruttonationalprodukt) er ifølge CIA’s World Factbook (se kilder) blandt verdens laveste; det placerer landet på en 215.-plads ud af 230. De internationale sanktioner der – hidtil forgæves – er blevet brugt mod landet i et forsøg på at få det til at opgive sit atomprogram, er en yderlige stressfaktor for økonomien. Siden Kim Jong-un kom til magten i 2011, har økonomien dog været i bedring, og i 2016 voksede økonomien med 3,9 % samtidig med, at lønningerne steg. Det er delvist et resultat af de økonomiske reformer, Kim Jong-un søsatte i 2011. De går blandt andet ud på at tillade et begrænset omfang af små, private virksomheder, på at omlægge landbrug fra at være styrede af kollektiver til af familier og på at tillade fabrikker at fyre og hyre og bestemme lønningerne selv, skriver Bloomberg (se kilder). Landet eksporterer primært mineraler, fisk og landbrugsvarer, og de vigtigste importvarer er råolie, maskiner, korn og kul. Siden 2007, hvor det nordkoreanske regime indgik en aftale med Det Internationale Atomenergiagentur, har Nordkorea desuden kunnet modtage international bistand og fødevarehjælp fra udlandet, fremgår det af en artikel i Politiken fra april 2013 (se kilder).

Militæret spiller en stor rolle i Nordkorea, både økonomisk, symbolsk og i borgernes liv. På trods af, at Nordkorea kun er verdens 52. største land målt på befolkningstal, har landet verdens fjerdestørste militær. Over 1,1 millioner soldater er aktive i militæret, og dertil kommer en reservestyrke på adskillige millioner. Alle nordkoreanere, både mænd og kvinder, har værnepligt, fra de er 17 år; for mændene er den på 10 år, for kvinder seks år. Ifølge en artikel bragt af nyhedsagenturet Reuters (se kilder) i 2011 bruger Nordkorea omkring en tredjedel af landets indkomst på militæret, mens det i 2017 blev beskrevet i flere internationale medier, blandt andet den australske hjemmeside news.com.au (se kilder), at Nordkorea bruger 22 % af sin BNP på militæret. En stor del af budgettet bruges på at udvikle de kontroversielle missil- og atomprogrammer, der igen og igen har vakt uro og vrede i det internationale samfund.

Nordkorea har ifølge den amerikanske tænketank Council on Foreign Relations (se kilder) foretaget seks atomtest i perioden mellem 2006 og september 2017. Ifølge tænketanken er atombomberne blevet stærkere og stærkere for hver prøvesprængning; den sidste var syv gange så stærk som den atombombe, amerikanerne kastede over den japanske by Hiroshima under Anden Verdenskrig. Ifølge USA's officielle estimat har Nordkorea 60 atomvåben, skriver Al-Jazeera (se kilder). Samtidig har Nordkorea foretaget adskillige missiltests med det formål at se, hvor langt de rækker – hele 85 ifølge nonprofitorganisation NTI (Nuclear Threat Initiative) (se kilder), som observerer Nordkoreas missiltests. Det er endnu usikkert, om Nordkorea har den militære teknologi til at montere en atombombe på et interkontinentalt missil og dermed angribe USA – enten Californien, Hawaii, Alaska eller den amerikanske militærbase på Guam – med et atomvåben, skriver Al-Jazeera (se kilder). Mens Nordkorea påstår, at det er tilfældet, sår udenlandske militæreksperter tvivl om påstanden. Ifølge et officielt dokument fra den japanske regering, der blev offentliggjort i 2017, er atomprogrammet ”avanceret betydeligt” de seneste par år, og den japanske regering frygter, at Nordkoreas militær nu er i stand til at angribe Japan eller USA med atomvåben, skriver den britiske avis The Guardian (se kilder). Nordkorea har allerede, af flere omgange, sendt missiler hen over Japan, skriver DR i en artikel i september 2017 (se kilder).

Ifølge flere FN-rapporter begår Nordkorea en lang række brud på menneskerettighederne på et niveau ”uden sidestykke i nutiden”, skriver Information i februar 2014 (se kilder). I 2014 offentliggjorde FN’s Menneskerettighedsråd en rapport (se kilder), der mere detaljeret og veldokumenteret end tidligere beskrev forbrydelserne. Ved rapportens offentliggørelse sagde kommissionens formand, at forbrydelserne har ”slående ligheder” med de forbrydelser mod menneskerettighederne, der blev begået under Anden Verdenskrig af Nazi-Tyskland. Forbrydelserne består ifølge rapporten af tortur, voldtægt, mord, udryddelse, fængsling, forfølgelse og langvarig udsultning. Forbrydelserne bliver begået både i og uden for landets fangelejre. Ifølge rapporten har landet mellem 80.000 og 120.000 politiske fanger, som bliver mishandlet på det groveste. Ifølge rapporten bør landets sikkerhedschefer stilles for en international domstol for at stå bag forbrydelserne. Rapporten vakte stor opsigt, da den udkom, men i 2016 slog FN ifølge en artikel på DR.dk (se kilder) fast, at der ikke var sket nogle fremskridt, siden rapporten blev udgivet.

     Presse- og ytringsfriheden er desuden tæt på ikkeeksisterende i landet. Alle udenlandske medier er forbudt, internettet er ikke tilgængeligt for langt størsteparten af landets befolkning (kun højtstående regeringskontorer og udenlandske ambassader har internetadgang), interaktionen med de få udenlandske turister, der får lov til at besøge landet, er kontrolleret, og nordkoreanernes eneste lovlige og konstante kilde til information om omverdenen er de statskontrollerede medier, skriver Al-Jazeera i en artikel i 2014 (se kilder). Samtidig er det kun en lille procentdel af nordkoreanerne, der kan få bevilget pas og godkendelse til at rejse ud af landet.

På trods af at Nordkorea betragtes som verdens mest isolerede land, har Nordkorea diplomatiske relationer med 163 lande, som dermed kan have diplomatiske missioner i Nordkoreas hovedstad Pyongyang, ligesom Nordkorea kan have ambassader i disse landes hovedstæder. Ifølge rapporten ”DPRK Diplomatic Relations” (se kilder) har mange af landene dog ingen ambassadører eller andre officielle repræsentationer i Nordkorea. Kun 24 lande har ambassader i Pyongyang, mens Nordkorea har ambassader i 47 lande. I Sovjettiden havde landet primært diplomatiske relationer med andre lande i Østblokken, men efter Sovjetunionens sammenbrud begyndte landet i stigende grad at etablere diplomatiske relationer med vestlige og kapitalistiske lande. På trods af de formelle diplomatiske relationer er Nordkorea imidlertid et af verdens mest isolerede lande. Det skyldes primært landets konstante menneskerettighedsovertrædelser og dets brud på traktaten om ikkespredning af kernevåben, der trådte i kraft i 1970 og fastslår, at kun fem lande (de fem permanente medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd) må have atomvåben. Nordkorea er et af fire lande (der også tæller Pakistan, Indien og Israel), der trodser traktaten ved at have et atomvåbenprogram, skriver DR i 2013 (se kilder). Dertil kommer landets særdeles aggressive retorik over for omverdenen. Landets ledere har fremsat trusler om at udslette lande som USA, Japan og Sydkorea, og truslerne er blevet fulgt op med missiltests, atomtests og koncentrering af soldater tæt på grænsen til Sydkorea, skriver Berlingske i en artikel den 14. september 2017 (se kilder). Kombinationen af trusler, militær oprustning, atomprogrammet og menneskerettighedsovertrædelserne gør Nordkorea til det internationale samfunds mest isolerede og problematiske land, skriver TV2 den 15. september 2017 (se kilder).

I efteråret 2017 eskalerede spændingerne mellem Nordkorea og omverdenen, især USA, til et uhørt niveau. Det skyldtes en ophedet retorik mellem Kim Jong-un og den amerikanske præsident Donald Trump. Baggrunden var adskillige missil- og atomtests af hidtil uset styrke foretaget af Nordkorea. En missiltest, hvor missilet fløj over Japan samt gentagne trusler fra Nordkorea mod verdenssamfundet, skærpede retorikken yderligere. Ifølge Nordkoreas viceambassadør i FN har krisen på Korea-halvøen ”nået det maksimale spændingspunkt, og en atomkrig kan bryde ud når som helst”, skriver DR.dk i en artikel den 17. oktober (se kilder). Samtidig sagde viceambassadøren, at Nordkorea har ret til at forsvare sig mod USA. Atom- og missiltestene er blevet mødt af sanktioner, blandt andet af EU og FN, og udvisninger af nordkoreanske ambassadører fra flere lande, blandt andet Mexico og Peru. Eskalationen er blandt andet en konsekvens af en krig på ord mellem USA’s præsident Donald Trump og Nordkoreas leder Kim Jong-un, der har truet hinanden med krig og ødelæggelse og givet hinanden øgenavne, skriver DR.dk i en artikel den 1. oktober (se kilder). USA har sendt bombefly tættere på nordkoreansk luftrum, end det er set i dette århundrede, og Trump er kommet med gentagne trusler om at udslette landet, skriver DR (se kilder).

Det kan virke irrationelt, at Nordkorea konstant provokerer omverdenen med missil- og atomtests og aggressiv retorik, men ifølge de fleste Nordkorea-eksperter opfører Kim Jong-un sig faktisk rationelt ud fra et nordkoreansk perspektiv, skriver Politiken i en analyse den 3. september 2017 (se kilder). Analysen beskriver, hvordan Nordkorea har en ”nærmest paranoid” idé om, at USA, Sydkorea, Japan og til dels det øvrige internationale samfund har et ønske om få det nordkoreanske styre til at styrte sammen og forene et førerløst Nordkorea med Sydkorea. For at afskrække omverdenen fra at forsøge at få det til at ske er Nordkorea nødt til at have atomvåben – og gøre det tydeligt for omverdenen, at de har dem, derfor de mange missil- og atomtests – sådan at verdens ledere ved, at konsekvensen af at forsøge at vælte styret vil være en atomkrig med en ufatteligt høj pris for alle involverede, skriver Politiken. Det bygger på en teori inden for international politik, der kaldes deterrence, som kan oversættes til afskrækkelse. Nordkorea er godt klar over, at landet vil ligge i ruiner, hvis det angriber USA, men ved at rasle med sablen – og især få verden til at tro på truslerne om et atomangreb som modsvar, hvis nogen forsøger at vælte styret – håber Nordkoreas leder at afskrække verden fra at gribe ind i Nordkorea og forsøge at vælte styret.

Det internationale samfund har vedtaget adskillige sanktioner mod Nordkorea siden landets første atomtest i 2006. Det startede med sanktioner mod Nordkorea, der forbød andre lande at sælge våben og luksusvarer til landet, og siden er våbenembargoen blevet udvidet. Samtidig er der blevet iværksat sanktioner, der skal isolere Nordkorea finansielt ved at forbyde bankoverførsler til og fra landet, det er blevet forbudt at sælge en lang række mineraler og råstoffer såsom guld, sølv, zink og kobber til landet, og der er et delvist forbud mod at eksportere kul og olie til landet, om end det er tilladt at eksportere akkurat nok til, at den nordkoreanske befolkning kan overleve. Det fremgår af Udenrigsministeriets gennemgang af EUs og FNs oversigt over sanktioner (se kilder). Efter atomtesten i september 2017 besluttede FN's Sikkerhedsråd at vedtage de hårdeste sanktioner nogensinde mod landet, skriver Jyllands-Posten den 12. september 2017 (se kilder). Sanktionerne indfører yderlige begrænsning på nordkoreansk import af råolie, totalforbud mod at købe tekstiler - en af landets største handelsvarer - fra Nordkorea, og forbud mod at udstede arbejdstilladelser til nordkoreanske borgere. Det var USA, der havde foreslået resolutionen, men inden afstemningen blev teksten ændret, sådan at en fuldkommen olieembargo og indefrysning af nordkoreanske aktiver i udenlandske banker ikke blev vedtaget. Sanktionerne kommer til at påvirke landet, men ifølge en artikel på DR.dk den 6. august 2017 (se kilder) har Nordkorea tidligere været god til at omgå sanktionernes konsekvenser ved at tjene penge illegalt, og det afgørende er, om lande i Afrika og Mellemøsten samt især Kina vil overholde sanktionerne. Det har de tidligere undladt, skriver DR i artiklen (se kilder), men ifølge en artikel på dr.dk den 16. oktober 2017 (se kilder) er sanktionerne begyndt at virke, og Kina gennemfører dem i overvejende grad.

Siden 2006 har der været debat om, hvorvidt sanktionerne har den ønskede virkning. Ifølge flere eksperter rammer sanktionerne primært befolkningen, mens atomprogrammet og styret, som det er sanktionernes formål at ramme, fortsætter. “Det er selvfølgelig hårdt for et land at blive udsat for sanktioner. Men det sidste, det vil gå ud over, er atom- og missilprogrammet. Det kommer også til at gælde denne her gang. Det vil gå ud over civilbefolkningen. Det vil ikke ændre sig,” siger Liselotte Odgaard, lektor ved Forsvarsakademiet og Nordkorea-ekspert, i en artikel i Jyllands-Posten 12. september 2017 (se kilder).

Kina er det isolerede Nordkoreas eneste ven, og selvom forholdet mellem Kina og Nordkorea også er anstrengt, er relationen til Kina afgørende for Nordkoreas overlevelse, skriver Berlingske i en artikel den 5. juli 2017 (se kilder). Kina er Nordkoreas største handelspartner, og fordi landet grænser op til Nordkorea, er det ofte gennem Kina, at transporten af varer til Nordkorea foregår. Det gør FN-sanktionerne “hullede som en si”, skriver Berlingske, fordi Kina ofte afviser at tjekke, om varer, som det er forbudt at sælge til Nordkorea, bliver transporteret over grænsen mellem de to lande. Efter atomprøvesprængningerne i september 2017 har Kina imidlertid rettet skarpere kritik mod Nordkorea end tidligere og har bedt Nordkorea lukke alle handelsaktiviteter og virksomheder i Kina ved årets udgang, skriver dr.dk i en artikel den 28. september 2017 (se kilder).

     Da FN vedtog sanktioner mod Nordkorea i 2017, stemte Kina for, men først efter at Kina havde kæmpet for at få den amerikanske resolutionstekst udvandet betydeligt; blandt andet stillede Kina (sammen med Rusland) sig i vejen for en fuldstændigt olieembargo og fastfrysning af nordkoreanske aktiver i andre lande, skriver Jyllands-Posten den 12. september (se kilder). Når Kina historisk set har beskyttet det hermetisk lukkede land, skyldes det, at Kina selv har interesser i regimets overlevelse. For det første ønsker Kina ifølge en artikel i Information den 5. september 2017 (se kilder), en stabil nabostat, der langsomt kan åbne op for markedsreformer og blive en del af verdensøkonomien. Hvis Nordkorea kollapser forventer Kina ifølge artiklen, at millioner af flygtninge vil strømme over grænsen til Kina. For det andet ønsker Kina ikke, at regimet kollapser, fordi det sandsynligvis vil betyde, at det vil blive genforenet med Sydkorea, USAs allierede, og at der dermed kan komme amerikanske tropper helt op til grænsen af Kina, skriver Jyllands-Posten i en artikel den 15. september 2017 (se kilder). Kina har desuden en forsvarspagt med Nordkorea, som betyder, at landet er forpligtet til at forsvare Nordkorea, hvis landet bliver angrebet. Kontrakten bliver fornyet hvert 20. år, næste gang i 2021. Hvis USA, Sydkorea, Japan eller en koalition bestående af de tre og andre parter angriber Nordkorea præventivt, vil Kina dermed være forpligtet til at svare igen. Det understreger, at Koreahalvøen stadig er scene for en stedfortræder-konflikt mellem verdens stormagter; Nordkorea har Kinas støtte, er Sydkorea støttet af USA og til dels Japan.

I midten af 00’erne var der for første gang udsigt til en normalisering af forholdet til Nordkorea, da de såkaldte sekspartsforhandlinger (som foregik mellem Nordkorea, Sydkorea, USA, Kina, Rusland og Japan) gik i gang. Nordkorea gik med til at opgive alle programmer, der havde med atomvåben at gøre, mod løfter om løftede sanktioner og mere økonomisk bistand fra udlandet. Efter flere års forhandlinger forlod Nordkorea imidlertid processen, og Nordkoreas ledere har flere gange sagt, at de aldrig vil vende tilbage til forhandlingerne. Eskalationen af konflikten mellem Nordkorea og omverdenen, med USA for bordenden, i efteråret 2017 vidnede om, at parterne står stejlt over for hinanden: USA vil ikke acceptere, at Nordkorea har atomvåben, og Nordkorea nægter at stoppe atomprogrammet og siger, at de har ret til have det. USAs officielle politik er ifølge en artikel i Information den 13. september 2017 (se kilder) at lægge så meget pres på Nordkorea via sanktioner, at landet går med til at skrinlægge sit atomprogram, og at præmissen for fredsforhandlinger er, at Nordkorea opgiver sit atomprogram. Nordkoreas politiske ønske er ifølge samme artikel at få forhandlet en fredsaftale på plads mellem Nord- og Sydkorea, der som beskrevet tidligere officielt stadig er i krig med hinanden, at normalisere relationerne til USA og Japan og at få løftet sanktionerne, så Nordkorea igen har adgang til det internationale marked. Den politik, USA har ført i årevis, har været uden effekt, og derfor bør USA genoverveje sit mål for Nordkorea-politikken, skriver Information i en artikel den 13. september 2017 (se kilder). Her argumenteres for, at den eneste mulighed for en fredelig løsning er, at USA accepterer, at Nordkorea er en atommagt. I stedet for at fokusere på at få Nordkorea til at opgive sine atomvåben, bør USA fokusere på at få Nordkorea til ikke at bruge sine atomvåben.

     I januar 2018 mødtes Nordkorea og Sydkorea i grænsebyen Panmunjom i den demilitariserede zone til den første officielle dialog mellem de to lande i over to år. Et af de emner, som Sydkoreanerne bragte på banen, var muligheden for at genforene de mange familier, som er blevet splittet som følge af landenes konflikt samt muligheden for at lempe de militære spændinger landene imellem. Et andet emne, som blev debatteret var muligheden for Nordkoreansk deltagelse ved vinter-OL i Sydkorea i februar 2018. I et interview til TV 2 den 9. januar 2018 (se kilder), forklarede TV 2s korrespondent Rasmus Tantholdt, hvorfor et spørgsmål om Nordkoreas OL-deltagelse har så stor betydning: ”Det ér vigtigt for Nordkorea at deltage ved De Olympiske Lege. Sport betyder utrolig meget for dem, og det betyder også meget for Nordkorea at føle sig som en del af verdenssamfundet. For Sydkorea betyder det noget at vise velvilje, men det betyder også noget at skabe en form for relation inden legene, da man gerne vil undgå, at Nordkorea eksempelvis laver en missil- eller atomprøvesprængning, hvilket vil stjæle alt fokus fra OL,” lød vurderingen fra Tantholdt.