USA's missilskjold

Siden Sovjetunionen udviklede atomvåben i 1949, har USA drømt om at trække et beskyttende skjold henover sig for igen at blive en urørlig supermagt. De sidste 25 år har skiftende præsidenter arbejdet på at realisere denne vision, og den nuværende præsident Barack Obama fortsætter bestræbelserne. Men han gør det med andre midler og ambitioner end sin forgænger, George W. Bush. Mens Bush ønskede at etablere et globalt missilskjold, der blandt andet skulle placeres i Tjekkiet og Polen, har Barack Obama annulleret forgængerens planer og i stedet lanceret et nyt system i mindre målestok baseret på krigsskibe. Selv om det af og til præsenteres, som om Obama helt har skrottet sine forgængeres arbejde, er det altså fortsat præsidentens ønske, at USA skal kunne beskytte sine egne soldater og sine europæiske allierede mod raketangreb fra blandt andre Iran - og teknisk set kan det nye missilskjold stadig underminere Rusland og Kinas status som atommagter. Truslen om et nyt våbenkapløb er således ikke forsvundet, men Barack Obama har i højere grad end sine forgængere åbnet døren på klem for et samarbejde med verdens atommagter. Danmark er direkte berørt af de amerikanske missilskjoldsplaner, da Thule-radaren i Grønland stadig er en vigtig del af skjoldet.

Engang var det kun de absolutte stormagter, der havde de militære muskler til at affyre missiler, der kunne nå fra et land til et andet. Men i dag har flere end 20 lande de ballistiske missiler, og ni af disse har endda de tekniske forudsætninger for at udstyre missilerne med atomvåben, hvis de skulle ønske det. Dermed er alene risikoen for fejlaffyringer mangedoblet, ligesom USA frygter, at Iran og Nordkorea vil bruge deres våben til at true sig til større politisk magt.

Et missilskjold er et forsvarssystem, som kan opdage fjendtlige missiler og skyde dem ned, mens de endnu er i luften - og på den måde forhindre, at missilernes når deres mål. Et perfekt missilskjold er derfor en garanti mod, at andre lande kan bruge de ballistiske missiler som et pressionsmiddel. At udvikle et sådant missilskjold er imidlertid ikke nogen enkel opgave. Ballistiske missiler kan alt efter typen flyve 300-6.000 km på under en halv time, og missilskjoldets alarmsatellitter og radaranlæg skal derfor inden for meget kort tid kunne opsnappe de fjendtlige missilers bane og give besked til anti-ballistiske missiler på jorden eller på skibe, der kan skyde de fjendtlige missiler ned, mens de endnu er i luften.

Mens ekspræsident George W. Bushs missilskjold koncentrerede sig om at kunne nedskyde interkontinentale atomraketter, altså raketter der kan flyve fra en verdensdel til en anden, er præsident Barack Obamas missilskjold i Europa i første omgang indrettet til at nedskyde kort- og mellemlangtrækkende missiler, som blandt andet Iran allerede er i besiddelse af, og som potentielt kan ramme Israel, USA’s allierede. På længere sigt skal også Obamas missilskjold dog kunne nedskyde interkontinentale raketter over hele verden.

Der findes flere forskellige typer missilskjold. Når det amerikanske projekt engang står færdigt, kan man dele det op i varsling og sporing, analyse, indfangning og endelig ’drabet’, som man kan læse mere om hos det amerikanske missilforsvarsagentur (se kilder):

• Varsling og sporing: Et system af stationære og mobile satellitsystemer opdager den fjendtlige raket straks efter, at den er blevet affyret, og satellitsystemerne sender med det samme besked til fire ’tidlig varsling’-radarsystemer på jorden, bl.a. på Thule-basen i Grønland. Radarerne skal primært skelne raketter med ’rigtige’ sprænghoveder fra vildledende raketter, der er tomme.
• Analyser: Informationer fra radaranlæggene samles i Kommandocentret, der er hele ’hjernen’ i raketskjoldet. Her analyseres alle oplysninger om de fjendtlige raketters hastighed og kurs, og informationer og ordrer sendes løbende til hele systemet.
• Indfangning: De anti-ballistiske missiler, der er placeret på baser i USA og krigsskibe i Middelhavet og Atlanterhavet, sendes af sted mod den fjendtlige raket og guides hele vejen af ’hjernen’ i systemet, Kommandocentret.
• ’Drabet’: Den fjendtlige raket rammes af anti-ballistiske missiler undervejs på sin bane fra affyringsstedet til målet - enten nær afsendingspunktet, under flyvningen, eller når den kommer ned i atmosfæren igen. Det antiballistiske missil bringes ind i den fjendtlige rakets bane og rammer den med en hastighed på 20.000 km i timen. Raketten pulveriseres ved sammenstødet.

Der forskes endvidere i brug af laservåben til at supplere de anti-ballistiske missiler. Gigantiske laserkanoner skal efter planen kunne monteres på snuden af et Boeing 747-fly, hvorfra de skal kunne ramme den fjendtlige raket umiddelbart efter affyringen med så enorme energimængder, at raketten tilintetgøres.

Missilskjoldet er en videreudvikling af de ideer om et ’Strategisk Forsvars Initiativ’, populært kaldet Star Wars, som USA’s daværende præsident, Ronald Reagan, lancerede i 1983. Star Wars var et rumbaseret forsvarssystem, som ved hjælp af avanceret radar- og laserteknologi skulle kunne ødelægge sovjetiske atomraketter, før de nåede mål i USA. Star Wars-planerne satte gang i en del forskning, men blev aldrig til noget konkret, inden truslen fra Sovjetunionen forsvandt med Den Kolde Krigs afslutning. I 1998 fremlagde præsident Bill Clinton en stærkt udvandet udgave af Star Wars-projektet, kaldet National Missile Defense (NMD) - et system baseret på forsvarsmissiler på land, som var beregnet til at indfange og destruere fjendtlige raketter, mens de var uden for atmosfæren. Clinton udsatte i september 2000 udviklingen af NMD på grund af flere fejlslagne tests og stor modstand fra Rusland, Kina og USA’s allierede i Europa.

USA’s næste præsident, George W. Bush, erklærede straks efter sin indsættelse i januar 2001, at USA ville udvikle og opstille et missilskjold - beregnet til at forsvare USA og allierede lande mod angreb med atomraketter, affyret af fjendtlige stater. Planerne vakte stor skepsis i en række europæiske lande og direkte modstand i Rusland og Kina. Kritikerne frygtede en øget global oprustning. Den 17. september 2009 ændrede den efterfølgende præsident, Barack Obama, den europæiske del af missilskjoldet til i første omgang at forsvare Israel og Europa mod missiler med kortere rækkevidde, og ikke mod endnu ikke-eksisterende interkontinentale missiler, der kan nå fra Mellemøsten til USA.

I 1972 indgik verdens to daværende supermagter, USA og Sovjetunionen, en traktat, der forbød landene at udvikle antiballistiske missiler (ABM). Et forsvarssystem baseret på anti-ballistiske missiler ville kunne gøre den ene supermagt usårlig over for atomvåbenangreb fra den anden, og på den måde ville man ikke risikere gengældelsesangreb, hvis man selv benyttede atomvåben. Derfor mente koldkrigsfjenderne, at et missilskjold ville være et katastrofalt brud med filosofien om, at den bedste garanti for slet ikke at bruge atomvåbnene var, at begge supermagter var sårbare over for dem. Da præsident George W. Bush kom til magten i USA i 2001, havde verden imidlertid ændret sig radikalt, og den globale politiske situation var ganske anderledes. Bushs storstilede planer for et missilskjold udgjorde da også et markant brud med ABM-traktaten, og præsidenten erklærede samtidig med sin lancering af missilskjoldsplanerne, at han anså ABM-traktaten for overflødig. Den Kolde Krig var slut, Rusland var ikke længere USA’s primære modstander; det var tværtimod de nye atombevæbnede ’slyngelstater’, som ifølge den amerikanske præsident ikke ville lade sig påvirke af atomafskrækkelsesdoktrinen. Rusland forsøgte forgæves at genforhandle en moderniseret udgave af ABM-traktaten, men Bush holdt fast, og i 2002 trådte USA formelt ud af aftalen. Som beskrevet i artiklen ”Den sidste traktat?” i Weekendavisen (se kilder) havde USA og Rusland forinden aftalt at reducere antallet af atomsprænghoveder med op til 4.000 hver, men iagttagere af international politik opfattede alligevel opsigelsen af ABM-traktaten som et alvorligt tilbageslag for nedrustning af kernevåben.

Bush-regeringens erklærede formål med missilskjoldet var at forhindre, at USA, og senere også USA’s allierede, blev ramt af en atomraket, enten affyret af en af de såkaldte ’slyngelstater’, Irak, Iran og Nordkorea, eller affyret ved et uheld af f.eks. Rusland eller Kina. Ifølge USA’s regering ville alene truslen om, at en ’slyngelstat’ kunne jævne en amerikansk eller europæisk storby med jorden ved hjælp af en enkelt atomraket være nok til, at USA og Europa ville stå magtesløse over for en ’slyngelstat’. Som eksempel blev der i debatten ofte henvist til, at hvis Irak havde haft atomraketter i 1991, ville resten af verden ikke have kunnet stoppet invasionen af Kuwait, fordi truslen om et atomangreb ville have gjort USA og dets allierede handlingslammede. Nogle analytikere mener imidlertid ikke, at Bush-regeringens planer om at missilskjold kan reduceres til et spørgsmål om at sikre sig mod angreb og trusler fra ’slyngelstater’. Disse analytikere peger på, at raketskjoldet efter deres mening snarere var beregnet på at sikre USA overtaget i en eventuel konfrontation med den kommende supermagt Kina. I 2007 indgik USA aftaler med Polen og Tjekkiet om at opstille en varslingsradar og 10 forsvarsmissiler for også at dække Europa ind under missilskjoldet. De østeuropæiske komponenter skulle have været opstillet fra 2009 og senest taget i brug i 2013.

Med de nye ambitiøse planer for missilskjoldet, som blev lanceret under George W. Bush, blev radaranlægget på Thule-basen i det nordvestlige Grønland et afgørende led i USA’s militære strategier. Radaren kan nemlig give tidligt varsel om raketter på vej over Nordpolen mod USA. Weekendavisen har i artiklen ”Kolossen ved Nordstjernebugten” (se kilder) besøgt radaren i Thule og forsøgt at forklare, hvorfor USA interesserer sig så meget for det øde sted. De første militære installationer i Thule blev allerede etableret under Anden Verdenskrig, da amerikanerne befæstede sig i Grønland i 1941. Allerede i 1951 gav Danmark USA frie hænder til at benytte Grønland militært, og den nuværende base blev bygget på få uger samme sommer. Thule ligger i en bugt midt mellem New York og Moskva, og basens store siloer rummede brændstof nok til, at bombemaskiner på vej fra USA kunne nå helt til Rusland og angribe hovedfjenden under Den Kolde Krig. Fra 1961 blev Thule-basen en del af det amerikanske radarsystem til brug for Nike-Zeus-programmet, der skulle skyde russiske raketter ned med atommissiler. Det blev dog droppet i 1961, samme år som Thule-radaren blev opført. I 2007 gik amerikanske ingeniører i gang med at opgradere radaren, og i 2009 var den klar til brug for det moderne missilskjold.

Der udviklede sig en stærk modstand mod inddragelsen af Thule-basen både i Danmark og Grønland. I 1953 havde Danmark tvangsflyttet et lille inuit-samfund for at give plads til en udvidelse af Thule-basen, og ifølge rapporten ”Greenland, Denmark and the debate of missile defence” (se kilder) blussede den gamle strid om tvangsforflytningen af det lille samfund op igen i diskussionen om, hvorvidt Grønland, når det blev en del af missilskjoldet, ville have øget risiko for at blive bombemål. Den danske regering forsikrede i 2003 i en redegørelse, som findes på Udenrigsministeriets hjemmeside (se kilder), at det næppe ville blive tilfældet, og i 2004 accepterede Folketinget det amerikanske ønske om at tage radaren i brug. Men ifølge artiklen i Information ”Propaganda for missilforsvar er undergravet af fakta” (se kilder) modsagde det amerikanske missilforsvarsagentur senere de danske forsikringer. En af de vigtigste begrundelser for missilskjoldsbaserne i Polen og Tjekkiet var netop at forsvare Grønland mod den øgede risiko for angreb, forklarede agenturet.

Debatten i Danmark var derudover præget af de samme emner, som gik igen i USA og Europa. Kritikerne argumenterede, at faren for et angreb med masseødelæggelsesvåben fra en ’slyngelstat’ dels var overdrevet, dels bedre kunne besvares med andre midler end et missilskjold, for eksempel med tilbud om politisk og økonomisk samarbejde til øget overvågning, bedre kontrol med leverancer af våbenteknologi og know-how eller præventive militære angreb på ’slyngelstatens’ militære produktionsanlæg. Samtidig var bekymringen, at raketskjoldet ville bryde internationale våbenkontrolaftaler og starte en oprustningsspiral i både Rusland, Kina og Den Tredje Verden.

(Læs mere under afsnittet ”Hvad er risikoen for et nyt våbenkapløb?”)

Rusland opfattede netop missilskjoldet som en direkte sikkerhedstrussel rettet mod dem, som beskrevet i artiklen ”Rusland raser over raketskjoldet” i Information (se kilder). Som modsvar varslede regeringen i Moskva, at den ville opstille strategiske atomraketter i Kaliningrad og kampfly i Hviderusland, som kunne ramme mål i det meste af Europa. Ifølge artiklen ”Missilskjold i Europa kan vendes mod Rusland” i Information (se kilder) afviste Washington kritikken med henvisning til, at de 10 missiler i Polen ikke kunne udgøre nogen trussel mod Ruslands vældige arsenal af interkontinentale atomraketter. Desuden var hele skjoldet udelukkende rettet mod den mulige trussel fra Iran. Men en række amerikanske forskere har påvist, at placeringen af baserne i Polen og Tjekkiet ikke var optimal til at forsvare Europa mod iranske raketter, og at baserne hurtigt kunne udbygges med flere missiler og en mere effektiv radar rettet mod Rusland.

På samme måde kunne missilskjoldet hurtigt udbygges til at opfange Kinas relativt få langdistanceraketter og dermed reducere Kinas rolle som atommagt. Udsigten til, at Taiwan kunne dækkes ind under et amerikansk raketskjold og dermed gøres usårlig over for en kinesisk atomvåbentrussel, bidrog også til den kinesiske modstand.

Det landbaserede missilskjold, som Bush-regeringen planlagde, blev beskyldt af uafhængige forskere for ikke at være tilstrækkeligt gennemtestet, for at være magtesløst over for simple vildledningsforanstaltninger som balloner og for ikke at kunne beskytte hele Europa mod iranske raketter. Som beskrevet i analysen ”What Should Obama Do about Missile Defense?” på www.armscontrol.org (se kilder) havde de landbaserede anti-ballistiske missiler fra 1999 til 2008 kun gennemført 12 testnedskydninger, hvoraf de fem var slået fejl. Samtidig var ingen af prøveskydningerne gennemført under realistiske forhold, og missilerne var ikke engang blevet udsat for vildledningsmanøvrer, som et angribende missil kunne benytte sig af. Ifølge kommentaren ”Technical flaws in the Obama missile defense plan” i Bulletin of the Atomic Scientists (se kilder) var forsvarsmissilerne designet til at ramme de angribende missiler uden for jordens atmosfære, og det giver netop optimale forhold for vildledningsmanøvrer og andre modforanstaltninger.

De modificerede missiler, som Polen skulle have været vært for, var slet ikke blevet testet. Ifølge artiklen ”Mere fornuft i galskaben” i Information (se kilder) ville den planlagte radar i Tjekkiet ikke effektivt kunne afdække angribende iranske raketter på vej mod Europa. Missilskjoldet ville være mest effektivt mod interkontinentale raketter på vej mod USA, mens det sydøstlige hjørne af Europa ville stå helt uden beskyttelse.

Af alle disse årsager skrev en gruppe forskere fra Union of Concerned Scientists et brev (se kilder) til den nytiltrådte præsident Barack Obama, hvor de advarede om, at missilskjoldet i sidste ende kun havde lille eller ingen forsvarsevne mod et realistisk missilangreb. I marts 2009 fastslog en parlamentarisk undersøgelse fra Government Accountability Office (se kilder), at det var Bush-regeringens iver efter hurtigt at udvikle et missilskjold, der medførte, at dele af missilforsvaret blev produceret og opstillet, før det var blevet afprøvet.

Allerede under den amerikanske præsidentvalgkamp i 2008 lovede Barack Obama, at han - hvis han blev valgt som USA’s nye præsident - ville tage den daværende præsident Bushs planer om et missilskjold op til fornyet overvejelse. Den 17. september 2009 indfriede han løftet og skrottede Bushs planlagte landbaserede missilskjold til fordel for et mindre, skibsbaseret missilskjold. Ifølge pressemeddelelsen fra Det Hvide Hus (se kilder) var årsagen, at Iran gjorde større fremskridt end forventet med at udvikle kort- og mellemlangtrækkende raketter, der potentielt kunne ramme Europa, mens Irans udvikling af interkontinentale raketter, der kunne ramme USA, omvendt gik langsommere end forventet. Sammenholdt med USA’s egne teknologiske forbedringer af de anti-ballistiske missiler SM-3, ville det derfor være mere “fleksibelt, stabilt og kost-effektivt” at placere missilforsvaret på krigsskibe i første omgang. På den måde kunne man også stationere missilskjoldet tættere på Iran, og man kunne realisere det fem år tidligere end Bushs planlagte landbaserede missilskjold, lød forklaringen.

Beslutningen kom blot et par dage inden, præsident Obama skulle mødes med sin russiske kollega, Dmitrij Medvedev, i New York, og der var derfor gisninger om, at beslutningen blev taget for at imødegå Rusland. Men ifølge artiklen “Missilskjold flyttes tættere på Iran” i Jyllands-Posten (se kilder) understregede præsident Obama og forsvarsminister Gates, at ændringen af missilskjoldet ikke var et resultat af pres fra hverken Rusland eller fra kritiske medlemmer af Nato. Samtidig håbede USA, at ændringen af missilskjoldet ville gøre det lettere at blive enige med Rusland om en ny nedrustningsaftale af strategiske atomvåben, inden den hidtidige nedrustningsaftales, den såkaldte START-traktats, udløb 5. december 2009. En anden af præsident Obamas visioner er nemlig at arbejde mod en verden uden atomvåben.

Med det ændrede missilskjold skrottede præsident Obama samtidig de meget omdiskuterede planer om at opstille ti antiballistiske missiler (ABM) i Polen og et radarvarslingssystem i Tjekket. Ifølge USA’s Missilforsvarsagentur (se kilder) skal den europæiske del af missilskjoldet i stedet baseres på amerikanske krigsskibe og mobile raketkastere i Middelhavet, Atlanterhavet og i Israel. I første fase omfatter planen 21 Aegis-krigsskibe. ’Aegis’ var i den græske mytologi et guddommeligt skjold, og Aegis-krigsskibene er udviklet til at beskytte mindre områder mod raketangreb. Med forbedrede ABM-systemer skal skibene nu kunne skyde både kort- og mellemlangtrækkende missiler ned over et større område. Iran råder allerede over den type missiler, og ifølge New York Times-artiklen “The Twists and Turns of Missile Defense” (se kilder) skal missilskjoldet i første omgang beskytte Israel mod trusler fra Iran. Det kræver 61 ABM af typen ’Standard Missile 3’ (SM-3), 70 ABM af typen SM-2 og en lang række mindre ABM af typen ’Patriot Advanced Capability 3 (PAC-3), som skal placeres på mobile raketkastere på land relativt nær det land, man forventer truslen, kommer fra.

I næste fase skal missilskjoldet beskytte hele Europa mod langtrækkende missiler, som man frygter, at Iran kan udvikle i løbet af de næste år. I den fase overvejer USA at supplere missilskjoldet med to-tre landbaserede missilbaser i Europa, der eventuelt kan blive placeret i Polen og Tjekkiet. På langt sigt vil USA bygge Aegis-krigsskibe nok til at kunne placere i alle verdenshave, så man kan beskytte amerikanske soldater og allierede over hele verden.

Ud over Iran frygter USA, at Nordkorea har udviklet eller snart vil udvikle langtrækkende og interkontinentale missiler, der kan ramme USA. Derfor har USA placeret 30 jordbaserede missiler i Alaska og Californien, der kan beskytte mod trusler fra den front. Thule-radaren på Grønland er desuden stadig en vigtig brik i missilforsvaret af USA som én ud af fire radarer. De tre andre er Fylingdales i England, Shemya i Alaska og Beale i Californien.

I USA udløste Barack Obamas kursændring skarp kritik fra sine politiske modstandere i Det Republikanske Parti. De hævdede, at han havde forrådt USA’s allierede og bøjet sig for pres fra Rusland, der i årevis havde protesteret mod de amerikanske missilskjoldsplaner og truet med gengældelsesaktioner. Af samme opfattelse var mange ruslandskritiske politikere i Polen og Tjekkiet, men reaktionerne var blandede, fortæller artiklen “Fogh og Obama går hånd i hånd” i Jyllands-Posten (se kilder). Både den polske og den tjekkiske regering betragtede aftalen med Bush-regeringen om at placere henholdsvis 10 raketter og en større radar med amerikansk bemanding på de to landes territorium som en beskyttelse mod Rusland, og de to regeringer var derfor skuffede og vrede over, at Barack Obama skrottede denne del af Bush-regeringens plan, ikke mindst fordi de to regeringer havde spillet højt politisk spil ved at acceptere Bush-regeringens planer trods udbredt modstand i både den tjekkiske og polske befolkning. Meningsmålinger havde vist, at to tredjedele af befolkningen i begge lande var imod missilskjoldsplanerne. I artiklen “USA opgiver missilskjold” citerer Berlingske Tidende (se kilder) den tidligere tjekkiske ministerpræsident Mirek Topolanek, der underskrev missilskjoldsaftalen med USA i 2008, for, at den amerikanske kovending ville svække USA’s politiske troværdighed i de central- og østeuropæiske lande. Men fra de fleste europæiske NATO-lande var der tilfredshed med Obamas ændrede planer. Aftalen mellem Bush-regeringen og Tjekkiet og Polen havde nemlig skabt kurrer på tråden mellem Rusland og USA, og de fleste europæiske NATO-lande opfattede det som en fordel, at dette irritationspunkt mellem Vesten og Ruslan nu var ryddet af vejen. Især Tyskland og Frankrig har hele tiden været skeptiske over for missilskjoldet, som de har betragtet som overflødigt i forhold til Iran-truslen og som en unødvendig provokation over for regeringen i Moskva. Hvis alt går efter planen for NATO’s generalsekretær, Anders Fogh Rasmussen, vil NATO-landene beslutte fuldt at integrere alliancen i de amerikanske planer på et topmøde i efteråret 2010.

I Rusland spændte reaktionerne på Obamas ændringer af missilskjoldsplanerne fra det triumferende til det forsigtigt positive. En række russiske politiske kommentatorer mente, at Obamas kursskifte var et resultat af Ruslands vedholdende modstand mod Bush-regeringens planer, og at de nye planer dermed var en sejr for Ruslands hårde kurs. Den russiske præsident, Dmitrij Medvedev, kommenterede Obamas planer i mere afdæmpede vendinger og kaldte det et “konstruktivt” skridt. Samtidig erklærede regeringen i Moskva, at man foreløbigt ikke ville opstille kortrækkende missiler i Kaliningrad, som ellers var det planlagte modsvar til missilskjoldet i Polen og Tjekkiet.

Det modificerede missilskjold baserer sig i højere grad på kendt teknologi end det tidligere planlagte, og derfor ser foreningen af uafhængige videnskabsmænd, Union of Concerned Scientists (se kilder), det som langt mere realiserbart. Men Obamas missilskjold har både arvet nogle af de tekniske problemer fra Bushs, ligesom det har udviklet sine egne som beskrevet i analysen “Technical flaws in the Obama missile defense plan” i Bulletin of the Atomic Scientists (se kilder). Hovedproblemet er ifølge analysen, at de antiballistiske missiler stadig skal ramme de angribende raketter uden for Jordens atmosfære, hvor de er sårbare over for vildledningsmanøvrer og andre modforanstaltninger. Simple attrapper som balloner kan vildlede forsvaret, og det problem har man stadig ikke løst. Selvom de Aegis-baserede SM-3 forsvarsmissiler, der er den vigtigste komponent i Obamas missilskjold, har ramt plet i 12 ud af 14 prøveskydninger, er de endnu ikke afprøvet under realistiske forhold. Samtidig vil den europæiske del af det nye system ikke have én stor radar som den planlagte i Tjekkiet, men vil i stedet være afhængigt af et netværk af sensorer fra radarer på Aegis-skibene over satellitter til transportable radarenheder på land, og det netværk mangler endnu at blive færdigudviklet og afprøvet i så stor målestok. Alt i alt er spørgsmålet derfor, om missilskjoldet kan blive sikkert nok til, at man reelt kan stole på det som beskyttelse mod trusler fra atomstormagter og ’slyngelstater’.

USA har siden lanceringen af Reagans Star Wars-program i 1983 brugt mere end 127 mia. dollar (ca. 635 mia. kr. målt efter dollarkursen i efteråret 2009) til forskning og udvikling af raketforsvarssystemer. Siden George W. Bush genoptog projektet i 2001, har det årlige budget til missilskjoldet været fordoblet til 7-10 mia. dollar (35-50 mia. kr.). Barack Obama har erklæret, at han med sin ændring af programmet vil spare et tocifret milliardbeløb ved at droppe en del af teknologiudviklingen, da hans planere i højere grad er baseret på kendt teknologi.

Så tidligt som i 2011 skal første fase af USA’s missilskjold efter planen være klar. Ifølge USA’s Missilforsvarsagentur (se kilder) skal det bestå af 61 antiballistiske missiler af typen ’Standard Missile 3’ (SM-3) og 70 missiler af typen SM-2. De skal placeres på 21 Aegis-krigsskibe, og ifølge New York Times’ artikel “The Twists and Turns of Missile Defense” (se kilder) skal de i første omgang beskytte Israel mod kort- og mellemlangtrækkende missiler, som Iran allerede er i besiddelse af. Dertil kommer 30 jordbaserede missiler i Alaska og Californien, der kan beskytte mod eventuelle fremtidige interkontinentale missiler fra Nordkorea.

I 2015 skal en forbedret udgave af SM-3, der kan beskytte Europa mod potentielle langtrækkende missiler fra Iran, være på plads. Eventuelt vil man i denne fase supplere missilskjoldet med to-tre landbaserede missilsystemer i Europa - de kan komme til at stå i Polen og Tjekkiet, ligesom de udskældte dele af Bushs missilskjoldsplaner. De sidste faser af missilskjoldet skal være på plads i 2018 og i 2020. Ifølge artiklen i Jyllands-Posten “Fogh og Obama går hånd i hånd” (se kilder) kan der blive tale om flere end 100 SM-3 missiler, hvoraf de mest avancerede også skal kunne nedskyde interkontinentale raketter, som kan nå USA fra Iran. Endemålet er at have nok Aegis-krigsskibe og antiballistiske missiler til at beskytte hele verden.

Historisk har atommagterne næsten altid forberedt sig på det værst tænkelige, og bliver oprustningen ikke reguleret af gensidige aftaler, kan det ende i ukontrolleret våbenkapløb, som atomvåbenkenderen Jørgen Dragsdahl skriver i Information i analysen “Missilskjold i Europa kan vendes mod Rusland” (se kilder). Overskriften i artiklen er møntet på Bushs missilskjold, men konklusionen kan blive den samme for Obamas version: At et missilskjold, der lanceres som beskyttelse mod enkelte atomraketangreb fra ’slyngelstater’ forholdsvis nemt kan udbygges til at forsvare sig mod de store atommagter. Ifølge analysen “Technical flaws in the Obama missile defense plan” i Bulletin of the Atomic Scientists (se kilder) vil de hundredvis af forsvarsmissiler, som missilskjoldet skal omfatte i 2020, højst sandsynligt provokere både Rusland og Kina, selvom de i princippet kun er rettet mod Irans og Nordkoreas missiltrusler. Uanset om missilskjoldet aldrig vil kunne uskadeliggøre trusler fra de store atomvåben-magter, der har store lagre af strategiske raketter og bedre tekniske muligheder for at vildlede missilskjoldet, kan Rusland og Kina bruge missilskjoldet som argument for ikke at reducere deres arsenal af atomvåben, men i stedet udvikle nye missiler, der med sikkerhed kan omgå USA’s forsvar. I russisk og kinesisk optik er truslen ellers, at USA kan angribe dem med atomvåben uden at risikere modangreb. Kinesisk oprustning kan igen udløse øget oprustning hos nabolandene Japan, Indien og Pakistan. Meddirektørerne for Union of Concerned Scientists globale sikkerhedsprogram, Lisbeth Gronlund og David Wright skriver i analysen i Bulletin of Atomic Scientists, at “forsvar mod langtrækkende atomraketter aldrig vil blive effektivt nok til, at militæret kan stole nok på dem til, at det fundamentalt vil ændre atomafskrækkelsen. Men russiske og kinesiske rådgivere vil måske - ligesom mange af deres amerikanske kolleger - overvurdere effektiviteten af sådan et forsvar eller vælge at ignorere de tekniske realiteter. […] Så kun tiden vil vise, om Obamas missilforsvarsplaner virkeligt har forbedret sikkerheden for USA og Europa.”

Som citeret i artiklen “Fogh og Obama går hånd i hånd” i Jyllands-Posten (se kilder) har NATO’s generalsekretær, Anders Fogh Rasmussen, officielt foreslået, at man bør “undersøge mulighederne for at sammenkæde USA's, Natos og Ruslands systemer for missilforsvar på et passende tidspunkt” i stedet for at modarbejde hinanden. På den måde vil i hvert fald Rusland være mindre motiveret til at indlede et våbenkapløb.